EUR-Lex Acesso ao direito da União Europeia

Voltar à página inicial do EUR-Lex

Este documento é um excerto do sítio EUR-Lex

Documento 32022D1178

Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1178 af 7. juli 2022 om ikke at forlænge suspensionen af den endelige antidumpingtold, der indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) 2021/1784 på importen af fladvalsede aluminiumsprodukter med oprindelse i Folkerepublikken Kina

C/2022/4650

EUT L 183 af 8.7.2022, p. 71—82 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Estatuto jurídico do documento Em vigor

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2022/1178/oj

8.7.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 183/71


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2022/1178

af 7. juli 2022

om ikke at forlænge suspensionen af den endelige antidumpingtold, der indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) 2021/1784 på importen af fladvalsede aluminiumsprodukter med oprindelse i Folkerepublikken Kina

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«), særlig artikel 14, stk. 4,

efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

1.   SAGSFORLØB

(1)

Den 14. august 2020 indledte Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en antidumpingundersøgelse (»undersøgelsen«) vedrørende importen af fladvalsede aluminiumsprodukter (»AFRP'er« eller »den pågældende vare«) med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina« eller »det pågældende land«) (2) på grundlag af artikel 5 i grundforordningen.

(2)

Den 12. april 2021 indførte Kommissionen en midlertidig antidumpingtold ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/582 (3) (»forordningen om midlertidig told«).

(3)

Den 11. oktober 2021 indførte Kommissionen ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1784 (4) (»forordningen om endelig told«) en endelig antidumpingtold på den pågældende vare. Antidumpingtoldsatserne varierer fra 14,3 % til 24,6 %.

(4)

Samme dag suspenderede Kommissionen ved Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1788 (5) (»suspensionsafgørelsen«) den endelige antidumpingtold på den pågældende vare i en periode på ni måneder, dvs. indtil den 11. juli 2022.

(5)

Den 9. marts 2022 sendte Kommissionen på eget initiativ spørgeskemaer til European Aluminium Association (»EA«), til de stikprøveudtagne EU-producenter og til alle andre interesserede parter. Formålet med spørgeskemaet var at indhente oplysninger, der gjorde det muligt for Kommissionen at vurdere, om suspensionen skulle forlænges eller ej. Der blev modtaget bemærkninger fra de tre stikprøveudtagne EU-producenter og deres sammenslutning (EA), fra 14 brugere, herunder European Association of Automotive Suppliers (CLEPA), og fra seks importører og deres sammenslutning (EURANIMI). De stikprøveudtagne EU-producenter og EA blev også anmodet om at fremlægge oplysninger vedrørende visse skadesindikatorer for den seneste periode efter den periode, der blev analyseret i suspensionsafgørelsen (den såkaldte »analyseperiode« på otte måneder, dvs. fra den 1. juli 2021 til den 28. februar 2022). De fremlagde de ønskede oplysninger vedrørende visse indikatorer. Der blev indsendt svar i slutningen af marts 2022.

(6)

I deres svar anmodede flere brugere om forlængelse af suspensionen. Desuden indgav EA den 25. april 2022 en formel anmodning om øjeblikkelig ophævelse af suspensionen.

(7)

Den 24. maj 2022 meddelte Kommissionen, at den ikke havde til hensigt at forlænge suspensionen af foranstaltningerne, og anmodede parterne om at fremsætte bemærkninger senest den 2. juni 2022. Syv interesserede parter indsendte bemærkninger inden for den fastsatte frist: TDK Hungary Components Kft. (»TDK Hungary«), EURANIMI, Valeo Group (»Valeo«), TitanX Holding (»TitanX«), Airoldi Metalli S.p.a. (»Airoldi«), SATMA og Lodec Metall-Handel (»Lodec«). TDK Foil Italy SpA (»TDK Italy«) fremsatte bemærkninger efter fristens udløb, som derfor ikke blev taget i betragtning.

(8)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede Airoldi, at virksomhedens ret til forsvar var blevet tilsidesat, fordi Kommissionen anvendte EA's data, navnlig om markedsudviklingen og kapaciteten, som ikke var tilgængelige for andre parter. Kommissionen bemærkede imidlertid, at EA's data var baseret på oplysninger fra alle dens medlemmer, og at EA fremlagde en ikke-fortrolig version af disse data. Alle parter kunne derfor udøve deres ret til forsvar og kunne fremsætte bemærkninger til de fremlagte data. Kommissionen afviste således påstanden.

(9)

Nogle interesserede parter foreslog ændringer af foranstaltningerne, f.eks. udelukkelse af visse varer fra foranstaltningens anvendelsesområde eller indførelse af et kontingent for toldfri import. Kommissionen mindede om, at den i henhold til grundforordningens artikel 14, stk. 4, kun kan beslutte enten at forlænge suspensionen med en periode på højst et år eller ikke at forlænge suspensionen. Kommissionen kunne derfor ikke foretage en fornyet undersøgelse af de foranstaltninger, der blev indført ved forordningen om endelig told. Der er fastsat en særlig procedure i grundforordningens artikel 11, stk. 3, for interimsundersøgelser. Disse krav blev derfor afvist.

2.   UNDERSØGELSE AF MARKEDSVILKÅRENE OG ERHVERVSDRIVENDE PÅ EU-MARKEDET I LØBET AF ANALYSEPERIODEN

(10)

Ifølge grundforordningens artikel 14, stk. 4, kan antidumpingforanstaltninger suspenderes, hvis det er i Unionens interesse, og hvis markedsvilkårene midlertidigt har ændret sig i et omfang, der giver grund til at formode, at der ikke vil ske skade som følge af suspensionen.

(11)

Den 12. oktober 2021 blev foranstaltningerne suspenderet, fordi Kommissionen fastslog, at der var en midlertidig ubalance mellem udbud og efterspørgsel i genopretningsperioden efter covid-19, og at EU-erhvervsgrenens økonomiske situation havde udviklet sig positivt i første halvår af 2021 i forhold til undersøgelsesperioden (»UP«, 1. juli 2019 til 30. juni 2020) og til 2017 (det bedste år i den betragtede periode i den oprindelige undersøgelse). Det forventedes, at de positive tendenser i EU-erhvervsgrenens økonomiske situation ville fortsætte i suspensionsperioden på ni måneder, og at det derfor var usandsynligt, at der igen ville blive forvoldt skade som følge af suspensionen. De ændrede markedsvilkår blev imidlertid anset for at være af midlertidig karakter.

(12)

I henhold til artikel 14, stk. 4, kan suspensionen forlænges med en yderligere periode på højst et år. For at afgøre, om suspensionen skulle forlænges, analyserede Kommissionen de gældende markedsvilkår i analyseperioden samt EU-erhvervsgrenens økonomiske situation og importørernes og brugernes synspunkter.

2.1.   Markedsvilkår

(13)

EU-forbruget faldt betragteligt i analyseperioden, dvs. med 13,5 %, i forhold til første halvår af 2021 (6). Efterspørgslen toppede i første halvår af 2021, hvor den steg med 27 % i forhold til undersøgelsesperioden og faldt betydeligt i analyseperioden.

(14)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede Valeo, at dokumentet med fremlæggelse af oplysninger ikke indeholdt kilden til forbrugstallene eller forklaringerne, og at disse tal var i modstrid med de data, EA havde fremlagt for analyseperioden. Kommissionen bemærkede, at det allerede fremgik af dokumentet med generelle oplysninger, at EA havde fremlagt data. Kommissionen beregnede forbruget i analyseperioden ved at lægge den samlede import til EU-erhvervsgrenens salgsmængde. Med henblik på en korrekt sammenligning med første halvår af 2021 blev forbrugstallene i betragtning 12 genberegnet på halvårligt grundlag baseret på de data, som EA havde forelagt (7). Kommissionen havde således baseret sig på de data, EA havde fremlagt for analyseperioden, og afviste derfor denne påstand.

(15)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede EURANIMI, Airoldi og Lodec, at konklusionen om et fald i efterspørgslen var i modstrid med forventningen om, at den globale efterspørgsel efter aluminium vil stige med 40 % inden 2030 ifølge en rapport fra CRU International. Kommissionen bemærkede imidlertid, at den pågældende undersøgelse ikke var begrænset til AFRP'er, men vedrørte alle typer aluminiumsprodukter. Desuden tegner Europa (ikke kun EU, men også andre europæiske lande) sig kun for en lille brøkdel af den samlede vækst (14 %), der forventes. Endelig var denne forventning ikke i modstrid med Kommissionens konklusioner, som vedrørte analyseperioden og vækstperspektiverne på kort sigt, mens undersøgelsen vedrørte vækstudsigterne for de næste otte år. Påstanden blev derfor afvist.

(16)

I de første måneder af 2022 kunne der observeres følgende tendenser: Ifølge en CRU-rapport (8) var efterspørgslen efter valsede aluminiumsprodukter i Europa fortsat tilfredsstillende, drevet af lageropbygning efter krigen i Ukraine og af bygge- og anlægssektoren, som har opretholdt sin aktivitet. Efterspørgslen fra bilindustrien var derimod svag på grund af vedvarende mangel på halvledere og mangel på ledningsnet med oprindelse i Ukraine. Denne situation forventes at vare i flere måneder. Med hensyn til bygge- og anlægssektoren nævner samme rapport også risikoen for færre projekter som følge af høj inflation.

(17)

På udbudssiden øgede EU-erhvervsgrenen sin kapacitet efter UP (+ 20 %), men kapacitetsudnyttelsen steg ikke og forblev på omkring 80 %. Der er derfor plads til, at EU-erhvervsgrenen kan øge produktionen.

(18)

Priserne på de vigtigste råmaterialer (aluminium og magnesium) og energi steg betydeligt i hele perioden siden UP, hovedsagelig på grund af genopretningen efter covid-19. Disse stigninger blev forværret af Ruslands uprovokerede og uberettigede militære aggression mod Ukraine. Denne udviklingstendens vil sandsynligvis fortsætte i de kommende måneder. Dette vil have en indvirkning på prisen på AFRP'er og dermed begrænse den samlede efterspørgsel efter disse produkter.

(19)

Hvad angår importen af metal fra Rusland, herunder primær aluminium, har EU-erhvervsgrenen reduceret sin import fra 22 % i 2015 til ca. 11 % i 2021. Desuden udløb den eksportafgift på 15 %, som Rusland havde indført på primær aluminium, den 31. december 2021 (9) som oprindeligt planlagt. Ifølge EU-erhvervsgrenen er der ingen mangel på primær aluminium eller halvfabrikata af aluminium på trods af sanktionerne mod Rusland, som, selv om de ikke direkte vedrører aluminiumsprodukter, har en stærk negativ indvirkning på handelen med Rusland generelt.

(20)

På baggrund af ovenstående ser det ud til, at efterspørgslen toppede i første halvår af 2021. Dette fremgår af ordretilgangen, der, som forklaret i betragtning 33, faldt med 12 % i analyseperioden sammenlignet med første halvår af 2021. Desuden var leveringstiden tilbage til det normale i analyseperioden: fem-syv uger ifølge en CRU-rapport fra april 2022 og seks-otte uger ifølge EA (10). Dette er betydeligt kortere end i første halvår af 2021, hvor leveringstiden nogle gange var på seks-ti måneder. Den reducerede leveringstid blev også bekræftet af mange brugere.

(21)

På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at ubalancen mellem udbud og efterspørgsel, som karakteriserede første halvår af 2021, blev reduceret betydeligt i analyseperioden. Selv om fremtiden fortsat er usikker, synes den højeste efterspørgsel i perioden med genopretning efter covid-19 at være ovre, hvilket illustreres af det betydelige fald i ordretilgangen og de reducerede leveringstider. Der hersker dog en vis usikkerhed med hensyn til den fremtidige efterspørgsel fra de to vigtigste aftagersektorer, dvs. bilindustrien og bygge- og anlægssektoren.

2.2.   EU-erhvervsgrenens situation

(22)

Salgsmængden i Unionen faldt med 12,8 % i analyseperioden sammenlignet med første halvår af 2021, dvs. fra 1 056 668 ton til 921 701 ton. I forhold til undersøgelsesperioden steg salgsmængden med 36 % og med 17 % i forhold til 2017.

(23)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede Valeo, at dataene forelagt af EA i analyseperioden var i modstrid med de salgs- og produktionstendenser, der var beskrevet i dokumentet med fremlæggelse af oplysninger. For at muliggøre en korrekt sammenligning med første halvår af 2021 genberegnede Kommissionen som forklaret i betragtning 14 de data, som EA havde indsendt på halvårligt grundlag, og anvendte en lignende metode for de øvrige sammenligningsperioder (2017 og UP). Denne påstand blev derfor afvist.

(24)

Priserne på AFRP'er i Unionen steg støt fra et gennemsnit på 2 703 EUR/ton i UP til 2 879 EUR/ton i første halvår af 2021 og derefter hurtigere til 3 555 EUR/ton i analyseperioden. Dette er en stigning på 23 % mellem første halvår af 2021 og analyseperioden. Dette skyldtes stigningen i efterspørgslen i tiden efter covid-19 og stigningen i priserne på råmaterialer (primær aluminium og magnesium) og energi.

(25)

Brugerne, herunder EURANIMI, Lodec og Airoldi Metalli, påpegede i deres indledende bemærkninger og efter fremlæggelsen af oplysninger den kraftige stigning i konverteringsgebyret (+ 100 % og op til + 160 % ifølge disse brugere). Kommissionens skøn viste, at konverteringsgebyret (11) steg med 8 % mellem perioden efter undersøgelsesperioden (andet halvår af 2020 og første halvår af 2021) og analyseperioden. Afhængigt af det specifikke salg (hvilken virksomhed eller gruppe af virksomheder, om salget er en del af en langsigtet kontrakt eller ej, hvilken varetype osv.) og hvilke perioder der tages i betragtning, kan konverteringsgebyret variere meget, men der syntes overordnet set at være en generel forståelse blandt alle interesserede parter af, at dette konverteringsgebyr faktisk steg. Denne stigning kunne delvis forklares med stigningen i produktionsomkostningerne ud over omkostningerne til primær aluminium (priserne på energi og råmaterialer såsom legeringselementer steg) og til dels EU-producenternes øgede fortjeneste.

(26)

Hvad angår markedsandelen, førte en stigning i EU-erhvervsgrenens salg i året efter UP til en stigning i dens markedsandel på EU-markedet (fra 64,8 % i UP til 79,4 % i første halvår af 2021). Dette niveau for markedsandelen blev opretholdt i analyseperioden (80,1 %), da et fald i salgsmængden blev ledsaget af et fald i forbruget, jf. betragtning 13.

(27)

I analyseperioden faldt produktionsmængden en smule, dvs. med 2 %, i forhold til første halvår af 2021. I forhold til undersøgelsesperioden steg produktionen med 22 % og med 9 % i forhold til 2017.

(28)

Kapaciteten faldt en smule, dvs. med 1,3 %, i analyseperioden sammenlignet med første halvår af 2021. I forhold til undersøgelsesperioden steg kapaciteten betragteligt, med 20,8 %, og med 23 % i forhold til 2017. Desuden blev den disponible kapacitet ikke længere påvirket af:

i)

virkningerne af den tidligere nedskæring af den aktive kapacitet under covid-19-pandemien, der blev påpeget i betragtning 29 og 36 i suspensionsafgørelsen, og som ikke længere blev observeret i analyseperioden, og

ii)

den midlertidige mangel på halvfabrikata af aluminium og på primær aluminium i perioden efter undersøgelsesperioden (jf. betragtning 29 og 31 i suspensionsafgørelsen). Selv om priserne på primær aluminium, magnesium og energi er steget betydeligt, er disse input, som anført i betragtning 18, stadig tilgængelige og vil ikke påvirke den faktiske kapacitet.

(29)

Kapacitetsudnyttelsen forblev forholdsvis stabil på 80,8 % i analyseperioden sammenlignet med 81,5 % i første halvår af 2021 og 91,3 % i 2017. De stikprøveudtagne virksomheders ordretilgang for den pågældende vare faldt med 12 % i analyseperioden sammenlignet med første halvår af 2021 og var en smule lavere (minus 2 %) end i UP. Ordreniveauet var lavere end i undersøgelsesperioden og endda lavere end i 2017 (12). Dette viser, at EU-erhvervsgrenen vil kunne tage nye ordrer ind i de kommende måneder.

(30)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede Valeo, at faldet i kapaciteten er i overensstemmelse med det manglende udbud, og at EU-erhvervsgrenen aldrig nåede op på en kapacitetsudnyttelse på 100 %. Den har således ingen uudnyttet kapacitet med en udnyttelsesgrad på 80,8 % i analyseperioden. Endelig hævdede Valeo, at Kommissionens konklusioner modsagde brugerens påstande om, at EU-erhvervsgrenen mangler kapacitet. For det første fastslog Kommissionen i modsætning til Valeos påstand, at kapaciteten steg med 20,8 % i analyseperioden i forhold til undersøgelsesperioden og med 23 % i forhold til 2017. For det andet modsagde argumentet om, at kapacitetsudnyttelsesgraden på 80,8 % ikke giver plads til uudnyttet kapacitet, Kommissionens konklusioner i forordningen om endelig told (13) om, at EU-erhvervsgrenen opererede med en kapacitetsudnyttelse på 91,3 % i 2017. Desuden bestred Valeo ikke Kommissionens konklusioner om, at den faktiske/aktive kapacitet ikke længere adskilte sig fra den angivne kapacitet. Disse påstande blev derfor afvist.

(31)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede EURANIMI, Airoldi og Lodec, at EU-erhvervsgrenen ikke investerede tilstrækkeligt i ny kapacitet i de seneste årtier. Ingen af parterne fremlagde imidlertid dokumentation til støtte for denne påstand, og at den specifikt vedrørte AFRP'er. Derimod fastslog Kommissionen i forordningen om endelig told (14), at kapaciteten steg med 2 % i den betragtede periode og med 20 % i analyseperioden. Denne påstand blev derfor afvist.

(32)

EURANIMI og Airoldi hævdede også, at mange EU-producenter var tvunget til at undlade at udnytte al deres valsekapacitet på grund af manglen på primær aluminium. Denne mangel kan angiveligt delvis forklares ved faldet i produktionen af primær aluminium i EU på mere end 30 % siden 2000. Manglen vil yderligere begrænse EU-erhvervsgrenens kapacitet til at levere AFRP'er. EA forklarede imidlertid, at der ikke er nogen mangel på primær aluminium, og at EU-erhvervsgrenen selv er i stand til at få leverancer fra tredjelande. Dette blev bekræftet af, at importen af primær aluminium til EU steg i januar-april 2022 i forhold til januar-april 2021. Desuden bemærkede Kommissionen, at de globale lagre af primær aluminium i andet kvartal af 2022 udgjorde [9,2-10,7] mia. ton (15), hvilket var lavere end niveauet i 2020-2021 ([10,1-11,4 mia. ton i gennemsnit), men sammenligneligt med niveauet før covid-2019 [9,1-10,5] mia. ton i gennemsnit). De europæiske producenters lagre ([310 000-330 000] ton) i første kvartal af 2022 var også på linje med det seneste treårige gennemsnit ([320 000-340 000] ton for 2019-2021). Kommissionen konkluderede, at selv om der stadig er spændinger på flere råmaterialemarkeder, herunder for primær aluminium, er dette et globalt fænomen, der ikke specifikt er relateret til EU-markedet, og at der var forsyninger af primær aluminium til rådighed for EU-erhvervsgrenen, om end generelt til stigende priser. Påstanden om, at denne markedssituation ville begrænse EU-erhvervsgrenens evne til at producere, navnlig sammenlignet med dens kinesiske konkurrenter, blev derfor afvist.

(33)

Rentabiliteten forbedredes og nåede op på 2,8 % i analyseperioden. Rentabiliteten var på – 1,8 % i undersøgelsesperioden og 1,9 % i første halvår af 2021, men lå i analyseperioden stadig under fortjenesten på 3,1 % i referenceåret 2017 og langt under den minimumsfortjenstmargen på 6 %, der er fastsat i grundforordningens artikel 7, stk. 2c, og som blev anvendt med henblik på målprisunderbudsberegningerne i forordningen om endelig told.

(34)

Alt i alt faldt visse indikatorer i analyseperioden sammenlignet med første halvår af 2021 (salgsmængder og produktion), mens andre indikatorer forbedredes (priser og rentabilitet). Kommissionen konkluderede derfor overordnet set, at EU-erhvervsgrenen ikke har lidt nogen væsentlig skade i analyseperioden.

2.3.   Brugernes situation

(35)

Brugerne argumenterede for en forlængelse af suspensionen med den begrundelse, at betingelserne for suspensionen stadig er gældende.

(36)

Kommissionen bemærkede imidlertid, at den midlertidige situation, der gjorde sig gældende på tidspunktet for suspensionen, har udviklet sig, jf. betragtning 13-23.

(37)

Flere brugere hævdede også, at betingelserne for suspension var opfyldt med hensyn til de specifikke fladvalsede aluminiumsprodukter, som de hver især anvender, da der angiveligt stadig mangler forsyninger til disse varer. De gentog deres påstand efter fremlæggelsen af oplysninger og fremførte, at suspensionen burde forlænges for de pågældende varer. Disse varer vedrørte imidlertid kun en lille del af den samlede import, og grundforordningens artikel 14, stk. 4, indeholder bestemmelser om suspension af de foranstaltninger, der er indført over for importen af den pågældende vare som helhed og ikke en del heraf.

(38)

Brugerne hævdede også, at der stadig er forsyningsknaphed i EU generelt og navnlig for de specifikke fladvalsede aluminiumsprodukter, som de anvender, og at suspensionens ophør vil forværre denne mangel yderligere ved at reducere udbuddet med oprindelse i Kina.

(39)

Kommissionen bemærkede imidlertid, at EU-erhvervsgrenen stadig har en betydelig uudnyttet kapacitet, der som forklaret i betragtning 28 allerede svarer til den faktiske/aktive kapacitet. EU-erhvervsgrenen havde udvidet sin kapacitet betydeligt siden den oprindelige UP. EU-erhvervsgrenen er langt den største leverandør af den pågældende vare til brugerne. Kommissionen bemærkede også, at der findes alternative forsyningskilder såsom Tyrkiet og andre tredjelande. Desuden bekræftede mange brugere, at leveringstiden er betydeligt kortere end i første halvår af 2021, jf. betragtning 20. Endelig giver artikel 14, stk. 4, som anført i betragtning 37 ikke mulighed for kun en delvis suspension. Kommissionen bemærkede endvidere, at anmodningerne om udelukkelse allerede var blevet behandlet i forordningen om endelig told (16).

(40)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede Valeo, at ordretilgangen ikke fremgik af den offentligt tilgængelige udgave af EU-erhvervsgrenens indlæg og burde kontrolleres af Kommissionen. Faldet i ordretilgangen var også i modstrid med det forhold, at efterspørgslen i analyseperioden var højere end i første halvår af 2021 og UP. Kommissionen bemærkede, at oplysningerne om ordretilgangen vedrørte fortrolige data, som er virksomhedsspecifikke og ikke omfattet af et resumé. Kommissionen fremlagde imidlertid tilstrækkelige data ved fremlæggelsen af oplysninger til, at parterne kunne udøve deres ret til forsvar og fremsætte bemærkninger til den beskrevne tendens. I det omfang, det er muligt, krydstjekkede Kommissionen også nøjagtigheden af de indsendte oplysninger. Endelig faldt forbruget i modsætning til, hvad Valeo hævdede, jf. betragtning 13, med 13,5 % i analyseperioden sammenlignet med første halvår af 2021. Faldet i ordretilgangen på 12 % er derfor i overensstemmelse med faldet i efterspørgslen. Påstanden blev derfor afvist.

(41)

Med hensyn til faldet i leveringstiden hævdede Valeo efter fremlæggelsen af oplysninger, at dette skal afvejes mod det forhold, at mange brugere ikke er i stand til at købe AFRP'er, og at EU-erhvervsgrenen afviste mange ordrer, så den kunne levere de begrænsede mængder, den har kapacitet til, inden for den fastsatte leveringstid. Kommissionen bemærkede for det første, at denne påstand ikke var underbygget af beviser. For det andet er den i modstrid med de påstande, der tidligere er fremsat af næsten alle brugere, og som støttes af uafhængige kilder (17), om, at den øgede leveringstid var et tegn på ubalance mellem udbud og efterspørgsel på EU-markedet. Det forhold, at leveringstiden i analyseperioden faldt til et normalt niveau, var derfor et tegn på en forbedring af balancen mellem udbud og efterspørgsel. Denne påstand blev derfor afvist.

(42)

Efter fremlæggelsen af oplysninger satte brugerne spørgsmålstegn ved Kommissionens konklusioner vedrørende tilgængeligheden af forsyninger på EU-markedet af specifikke varetyper og muligheden for at købe disse varetyper fra andre tredjelande.

(43)

Med hensyn til spørgsmålet om udbuddet af AFRP'er til aluminiumvarmevekslere (»AHEX'er«) bemærkede Kommissionen, at begge brugere, der fremsatte bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger, dvs. TitanX og Valeo, allerede købte betydelige mængder fra EU-erhvervsgrenen. Desuden vedrørte en del af korrespondancen mellem Valeo og EU-producenterne, som Valeo fremlagde, forhandlingerne om fremtidige leverancer fra EU-producenter for perioden efter 2023. Størstedelen af denne korrespondance syntes at vedrøre spørgsmål om forhandling af nye priser og ikke nødvendigvis kapacitetsspørgsmål eller mangel på kapacitet.

(44)

Valeo hævdede også, at en af virksomhedens største leverandører nægtede at levere allerede aftalte mængder og for nylig havde haft en brand, som ødelagde dens nye valseværk. Den pågældende leverandør forelagde imidlertid dokumentation for, at det rent faktisk var Valeo, som ikke levede op til sine kontraktmæssige forpligtelser og ikke ville aftage allerede aftalte mængder. Da der er tale om en specifik kontraktmæssig tvist mellem de to virksomheder, kunne Kommissionen ikke drage nogen konklusion vedrørende det generelle spørgsmål om levering af AHEX på EU-markedet. Med hensyn til branden fremgik det ikke af den citerede avisartikel, at valseværket var fuldstændig ødelagt. Det fremgik snarere, at valseværket vil blive sat i drift med nogle måneders forsinkelse (i stedet for andet halvår af 2022 vil driften blive påbegyndt i 2023). Som anført i samme artikel vil dette desuden kun påvirke nye mængder, men ikke de mængder, der allerede er indgået aftale om. Påstanden blev derfor afvist.

(45)

TitanX hævdede, at virksomhedens største leverandør øgede sine priser, og at den ikke var i stand til at finde yderligere leverandører i Unionen. Virksomheden hævdede imidlertid ikke, at den havde problemer med leverancer fra sin største leverandør, og TitanX fremlagde ikke dokumentation for leveringsnægtelser fra andre leverandører i Unionen. Påstanden blev derfor afvist.

(46)

Med hensyn til importen af AHEX fra tredjelande bemærkede Kommissionen, at importen af AHEX fra Tyrkiet tidligere tegnede sig for en betydelig andel af det samlede forbrug af denne varetype, mens importen af alle typer AFRP'er fra Tyrkiet kun tegnede sig for en markedsandel på 2,2 % i analyseperioden, hvilket var et fald fra [5,9-6,3] % i UP. Der er ingen dokumentation i sagen for, at Tyrkiet ikke kan øge sin eksport til tidligere niveauer. I denne forbindelse har den e-mailkorrespondance, som Valeo og en tyrkisk leverandør har fremsendt, ikke peget på, at sidstnævnte har nogen leveringsproblemer.

(47)

Endelig anvendes AHEX i bilindustrien. Som anført i betragtning 71 oplevede denne industri flaskehalse og et midlertidigt fald i efterspørgslen, hvilket nødvendigvis førte til et fald i efterspørgslen også efter AHEX. Dette blev bekræftet af de af EA fremlagte beviser for, at brugerne Valeo, Mahle og Marelli i løbet af analyseperioden oplevede et fald i ordrerne på AHEX til under de mængder, der allerede var indgået aftale om, på grund af denne nedgang i efterspørgslen (18).

(48)

På baggrund af ovenstående afviste Kommissionen påstandene vedrørende den nuværende mangel på udbud af AHEX.

(49)

Med hensyn til AFRP'er til brug ved fremstilling af elektrolytkondensatorer med aluminiumplade fremførte SATMA og TDK Hungary efter fremlæggelsen af oplysninger, at der ikke er nogen producenter i Unionen af denne varetype, og Tyrkiet kan ikke være en forsyningskilde, da denne varetype ikke produceres der, mens de japanske producenter indstillede produktionen i 2021. SATMA fremlagde imidlertid ingen dokumentation for, at Japan, som altid har været en vigtig forsyningskilde for denne varetype, indstillede produktionen. Kommissionen bemærkede også, at der var et igangværende projekt til genstart af produktionen i Unionen. Endelig udgjorde denne varetype en meget lille brøkdel af det samlede EU-forbrug af AFRP'er, og som forklaret i betragtning 39 er det i henhold til artikel 14, stk. 4, ikke muligt kun at suspendere foranstaltningerne for specifikke varetyper. Kommissionen afviste derfor påstanden.

(50)

Brugerne rapporterede også om de sandsynlige økonomiske vanskeligheder for en række virksomheder eller produktionsenheder i efterfølgende produktionsled, hvis tolden skulle blive genindført. De advarede om den mulige lukning af produktionsanlæg i EU.

(51)

Kommissionen henviste i denne forbindelse til sine konklusioner i betragtning 532-548 i forordningen om endelig told, hvor den konkluderede, at indførelsen af foranstaltningerne ikke ville være i strid med brugernes interesser, fordi indvirkningen på brugernes finansielle situation ville være begrænset. Desuden havde brugerne i suspensionsperioden tid til at tilpasse deres produktionsanlæg til andre forsyningskilder.

(52)

Som anført i betragtning 75 i suspensionsafgørelsen fandt Kommissionen desuden, at suspensionsperioden på ni måneder gav brugerne, navnlig dem, der anmodede om udelukkelse af visse varer, en yderligere periode til at (gen)validere EU-producenterne. Brugernes omlægning til forsyninger fra EU-erhvervsgrenen synes at blive bekræftet af det forhold, at EU-erhvervsgrenen vandt markedsandele i perioden med den højeste efterspørgsel i første halvår af 2021 og bevarede den samme markedsandel i analyseperioden.

2.4.   Importørernes og forhandlernes situation

(53)

EURANIMI, den europæiske sammenslutning af valseværksuafhængige importører og distributører af aluminium og/eller rustfrit stål, og seks af dens medlemmer fremsatte deres bemærkninger til markedsudviklingen og suspensionen. De gik ind for en videreførelse af suspensionen.

(54)

De pegede hovedsagelig på den nuværende situation med akut mangel på aluminium samt på risikoen for producenterne i efterfølgende produktionsled, som kunne være i fare for at miste konkurrenceevnen. Kommissionen har allerede behandlet denne påstand i betragtning 51.

3.   SANDSYNLIGHEDEN FOR FORNYET SKADE SOM FØLGE AF EN FORLÆNGELSE AF SUSPENSIONEN

(55)

Som nævnt i betragtning 34 synes EU-erhvervsgrenen at være i en situation, hvor flere positive tendenser er stagneret eller vendt. Visse indikatorer udviste en faldende tendens i analyseperioden sammenlignet med første halvår af 2021 (salgsmængder og produktion), mens andre indikatorer forbedredes (priser og rentabilitet). Kommissionen konkluderede derfor overordnet set, at EU-erhvervsgrenen ikke har lidt nogen væsentlig skade i analyseperioden. Kommissionen vurderede, om det var usandsynligt, at skaden ville blive forvoldt igen som følge af forlængelsen af suspensionen. Der blev især analyseret to faktorer: udviklingen i importen fra Kina og den seneste markedsudvikling.

3.1.   Udviklingen i importen fra Kina

(56)

Markedsandelen for importen fra Kina faldt fra 8 % i undersøgelsesperioden til 2,2 % i første halvår af 2021, men steg derefter med 49 % til 3,2 % i analyseperioden. Analysen af importen fra Kina i februar og marts 2022 viste imidlertid en hurtig stigning, som resulterede i en markedsandel på over 6,0 % i februar og marts, hvilket er tæt på markedsandelen i UP.

Tabel 1

Import fra Kina i analyseperioden (i ton)

 

Analyseperioden

Efter analyseperioden

Importmængde fra det pågældende land

Juli 2021

Aug. 2021

Sept. 2021

Okt. 2021

Nov. 2021

Dec. 2021

Jan. 2022

Feb. 2022

Marts 2022

Apr. 2022

2 905

3 224

4 852

5 639

6 134

4 292

9 300

12 818

13 832

14 027

Indeks

100

111

167

194

211

148

320

441

476

482

Kilde: Eurostat (analyseperioden) og overvågningsdatabase (efter analyseperioden).

(57)

Mængderne udviklede sig som følger: Importen fra Kina faldt betydeligt efter undersøgelsesperioden, fra 171 240 ton i undersøgelsesperioden til 56 470 ton året efter undersøgelsesperioden. Derefter steg importen igen i analyseperioden til 73 752 ton (gennemsnit for de otte måneder, på årsbasis), men forblev dog under niveauet i undersøgelsesperioden og 2017-niveauet (ca. 100 000 ton for sidstnævnte). I begyndelsen af 2022 fortsatte importen med at stige (11 000 ton på månedsbasis for januar og februar 2022 — dvs. 132 000 ton på årsbasis — og 14 027 ton for april 2022 — mere end 168 000 ton på årsbasis).

(58)

Priserne på importen fra Kina steg betydeligt i en situation med stigende priser på input og højere transportomkostninger. I modsætning til, hvad nogle interesserede parter hævdede efter fremlæggelsen af oplysninger, kunne denne prisstigning ikke betragtes isoleret, og den skulle ses i perspektiv og sammenlignes med andre priser og omkostninger, såsom EU-salgspriserne.

(59)

Det underbudsniveau, der blev konstateret i undersøgelsesperioden, var på 17,3 %. Prisforskellen mellem de kinesiske importpriser og EU-erhvervsgrenens salgspriser blev gradvist større i hele analyseperioden, jf. tabel 2 nedenfor. Importpriserne var således lavere end EU-erhvervsgrenens priser (4-5 %) i januar-februar 2022.

(60)

Ovenstående viste, at importen fra Kina ikke steg straks efter UP, men steg gradvist i løbet af analyseperioden og endda yderligere i månederne efter analyseperioden og næsten nåede op på de månedlige gennemsnitlige mængder i UP i en situation med et faldende forbrug sammenlignet med første halvår af 2021. Kommissionen bemærkede, at den generelle situation i fremstillingssektoren i Kina var præget af usikkerhed i forbindelse med covid-19-udbruddene, nul-covid-politikken og dens konsekvenser for den kinesiske økonomi. Marts og april 2022 var derfor kendetegnet ved en generel nedgang i den kinesiske fabriksaktivitet. Industriproduktionen, ordrerne og beskæftigelsen faldt, mens efterslæbet og leveringstiden steg yderligere. Trods disse problemer steg importen af den pågældende vare fra Kina imidlertid støt i analyseperioden, navnlig i januar-april 2022. Samtidig faldt priserne, og forskellen i forhold til EU-erhvervsgrenens salgspriser blev større, jf. tabel 2. På trods af covid-relaterede fald i den kinesiske produktion steg importen fra Kina derfor igen i analyseperioden, og efter en periode med yderligere justeringer steg importen fra Kina til EU endog yderligere.

Tabel 2

Prissammenligning i analyseperioden (i EUR/ton)

 

Analyseperioden

Efter analyseperioden

 

Juli 2021

Aug. 2021

Sept. 2021

Okt. 2021

Nov. 2021

Dec. 2021

Jan. 2022

Feb. 2022

Marts 2022

Apr. 2022

Priser ved import fra det pågældende land

3 051

3 135

3 334

3 453

3 398

3 592

3 753

3 871

3 799

3 967

Indeks

100

103

109

113

111

118

123

127

125

130

Salgspriser i Unionen

3 065

3 137

3 335

3 507

3 686

3 705

3 915

4 077

-

-

Indeks

100

102

109

114

120

121

128

133

 

 

Kilde: Eurostat (analyseperioden), overvågningsdatabase (efter analyseperioden) og stikprøveudtagne EU-producenter.

(61)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede Airoldi for det første, at Kommissionens analyse af importen fra Kina var ukorrekt, eftersom importen fra Kina ifølge de importoplysninger, der blev fremlagt i virksomhedens indlæg, ikke steg, mens de kinesiske importpriser steg. For det andet hævdede Airoldi, at importtendensen burde analyseres i forhold til 2021, og at importstigninger i februar og marts 2022 ikke burde tages i betragtning, da de var påvirket af de ekstraordinære begivenheder i forbindelse med krisen i Ukraine. For det tredje hævdede Airoldi med hensyn til priser, at de kinesiske priser er i overensstemmelse med EU-salgspriserne, og at Kommissionens analyse bør justere importen fra Kina på baggrund af transportomkostningerne.

(62)

Med hensyn til den første påstand bemærkede Kommissionen, at Airoldis påstand var forkert, da den var baseret på det meget bredere KN-niveau (otte cifre), mens Kommissionens analyse var baseret på statistikker på Taric-niveau (ti cifre), som kun omfattede den pågældende vare.

(63)

For så vidt angår de perioder, der blev sammenlignet, mindede Kommissionen om, at både året efter undersøgelsesperioden (1. juli 2020-30. juni 2021) og analyseperioden delvist faldt inden for 2021. En sammenligning af udviklingen mellem første halvår af 2021 og analyseperioden gør det derfor ikke muligt at fastsætte et gennemsnit for hele 2021, da de to halvår af 2021 tilhører forskellige referenceperioder. Enhver sammenligning af importtendenserne mellem analyseperioden og 2021 ville derfor være meningsløs og upålidelig. Som følge af udelukkelsen af månederne januar og februar 2022 fremlagde Airoldi ingen forklaring eller begrundelse vedrørende virkningerne af krisen i Ukraine ud over at hævde, at den var usædvanlig.

(64)

Med hensyn til priserne blev forskellen mellem importpriserne fra Kina og EU-priserne i modsætning til, hvad Airoldi hævdede, som forklaret i betragtning 60, større i analyseperioden. Endelig mindede Kommissionen, for så vidt angår transportjusteringerne om, at importstatistikkerne indsamles på cif-niveau, hvorved en væsentlig del af transportomkostningerne indgår i prisen. Disse påstande blev derfor afvist.

(65)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede EURANIMI, at den seneste kraftige stigning i importen fra Kina var forbundet med forventningen om, at suspensionen ville ophøre, og at denne import fandt sted på samme prisvilkår som de europæiske producenters. Kommissionen bemærkede, at flere faktorer påvirkede importniveauet fra Kina, og at suspensionen af foranstaltningerne muligvis var en af disse faktorer. Med hensyn til prisniveauet bemærkede Kommissionen, at ved sammenligningen af de stikprøveudtagne EU-producenters gennemsnitlige salgspriser og de gennemsnitlige priser ved import fra Kina var sidstnævnte lavere i hele analyseperioden.

(66)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede Lodec, at markedsandelen for importen fra Kina kombineret med de lavere priser ikke udgjorde en trussel mod EU-erhvervsgrenen, da dette angiveligt ville være resultatet af et frit marked, hvor de kinesiske eksporterende producenter er mere konkurrencedygtige. SATMA hævdede ligeledes, at Kommissionen ikke havde bevist, at EU-erhvervsgrenen havde lidt skade som følge af importen af folie af aluminium, der anvendes til fremstilling af kondensatorer med aluminiumplade, da der angiveligt ikke er nogen produktion i Unionen.

(67)

Kommissionen bemærkede, at der blev foretaget en analyse af årsagssammenhængen i forordningen om endelig told. Kommissionen havde været i stand til at konkludere, at den pågældende vare havde forvoldt EU-erhvervsgrenen skade i den oprindelige UP. Der var ingen beviser, der tydede på, at hvis de betingelser, der havde foranlediget Kommissionen til midlertidigt at suspendere opkrævningen af de endelige foranstaltninger, ikke længere var til stede, at denne årsagssammenhæng mellem de importerede varer og EU-salget var ophørt, eller at disse konklusioner om årsagssammenhæng ellers ville være blevet ugyldiggjort i mellemtiden. Desuden burde Lodec have fremsat disse påstande i forbindelse med den oprindelige undersøgelse, hvorved de endelige foranstaltninger blev indført. Endelig var denne analyse af årsagssammenhængen blevet foretaget for varen som helhed, og der var ingen forpligtelse til at foretage analysen på grundlag af en bestemt varetype. Disse påstande blev derfor afvist.

(68)

Lodec og EURANIMI hævdede, at ophør af importen fra Rusland for visse varetyper ville skabe yderligere mangler på EU-markedet, hvilket Kommissionen burde afhjælpe med visse afbødende foranstaltninger. Kommissionen bemærkede imidlertid, at importen af den pågældende vare fra Rusland udgjorde en ubetydelig del af EU-forbruget med en markedsandel på under 0,5 % i perioden efter UP og analyseperioden. Variationer i importmængden fra Rusland blev derfor ikke anset for at have nogen væsentlig indvirkning. Påstanden blev derfor afvist.

3.2.   Den seneste markedsudvikling

(69)

Fremtiden er usikker på grund af forskellige faktorer, der påvirker markedet. Lageropbygning vil ikke vare ved, da det var en midlertidig reaktion på den usikkerhed, der er forbundet med invasionen af Ukraine. Stigninger i råmateriale- og energipriserne, som er blevet kraftigt påvirket af genopretningen efter covid-19 og siden februar 2022 af Ruslands uprovokerede og uberettigede militære aggression mod Ukraine, er desuden også vigtige variabler, der skal tages i betragtning.

(70)

Hvad angår efterspørgslen i bygge- og anlægssektoren, er der, selv om den fortsat er stærk, tegn på, at nye projekter på grund af stigningen i råmaterialepriserne og mulige rentestigninger kan blive hæmmet, og at efterspørgslen derfor kan blive afdæmpet (19).

(71)

Hvad angår produktionen i bilindustrien, vil den muligvis nå op på et normalt niveau igen i den nærmeste fremtid. På kort sigt er bilindustriens efterspørgsel imidlertid blevet negativt påvirket af manglen på ledningsnet fra Ukraine og en verdensomspændende mangel på chips (20). Sidstnævnte forventes at fortsætte i hvert fald i nogen tid i 2022 (21).

(72)

Ifølge EA's prognoser vil det samlede marked falde i de kommende måneder. EA forventede et fald i salget på 3,8 % i første halvår af 2022 sammenlignet med analyseperioden og et fald i produktionen på 5,7 %. Dette var baseret på en kombination af et fald i forbruget i bilindustrien og en betydelig stigning i importen fra Kina. Kommissionen bemærkede, at Eurofer anslog, at bilindustrien vil vokse i 2022, men stagnere i 2023 (22). Eurofer har imidlertid opstillet sine prognoser for 2022 på grundlag af en række ukendte variabler: det fremtidige omfang af de nuværende nedadrettede risici som følge af vedvarende mangel på halvledere, et potentielt fald i efterspørgslen i lyset af den voksende økonomiske usikkerhed i tilfælde af en langvarig krig i Ukraine, stagnerende disponibel forbrugerindkomst (i EU) og høj energi- og råmaterialeinflation og den stigende efterspørgsel på EU's vigtigste eksportmarkeder (Det Forenede Kongerige, USA, Kina og Tyrkiet), som i øjeblikket er afdæmpet. Derfor er efterspørgslen i bilindustrien fortsat usikker.

(73)

Kommissionen analyserede også, om Ruslands uprovokerede og uberettigede militære aggression mod Ukraine og sanktionerne mod Rusland påvirkede EU-erhvervsgrenens forsyningskæde. På nuværende tidspunkt forhindrer ingen af sanktionerne og andre foranstaltninger eksport af aluminiumsprodukter fra Rusland til EU. Desuden har EU-erhvervsgrenen også andre forsyningskilder end Rusland. Kommissionen fandt derfor ikke noget konkret bevis for, at sanktionerne mod Rusland påvirkede EU-erhvervsgrenens forsyningskæde i et omfang, der ville være relevant for analysen af virkningen af ophævelsen af suspensionen. Sanktioner, der udelukker visse banker fra at anvende SWIFT-betalingssystemet, og det faktum, at nogle fragtselskaber har indstillet al containertransport til og fra Rusland, kan imidlertid indebære udfordringer. Desuden kan anvendelsen af sanktioner over for visse russiske personer, der er involveret i denne sektor, have en indvirkning. Denne situation øger derfor usikkerheden om, hvordan markedssituationen kan udvikle sig på kort til mellemlang sigt.

3.3.   Konklusion om, hvorvidt det er usandsynligt, at skaden vil blive forvoldt igen

(74)

Efter forbedringen af EU-erhvervsgrenens resultater i første halvår af 2021 i forhold til UP forblev dens økonomiske situation forholdsvis stabil i analyseperioden, selv om visse skadesindikatorer forværredes. Mens EU-erhvervsgrenens markedsandel forblev stabil, faldt salgsmængden således betydeligt, nemlig med 12,8 %, mens produktionen og kapaciteten faldt en smule, nemlig med henholdsvis 2 % og 1,3 %. Rentabiliteten forbedredes og nåede op på 2,8 % i analyseperioden, hvilket dog stadig er lavere end referenceåret 2017 og ligger langt under den minimumsfortjeneste på 6 %, der blev anvendt i forbindelse med målprisunderbudsberegningerne.

(75)

Navnlig er udsigterne for EU-erhvervsgrenen efter analyseperioden ikke så positive. Ordretilgangen for den pågældende vare faldt med 12 % i analyseperioden sammenlignet med første halvår af 2021 og med 2 % i forhold til UP (hvor det blev konstateret, at EU-erhvervsgrenen befandt sig i en skadelig situation). I modsætning til konklusionerne i betragtning 49 i suspensionsafgørelsen har EU-erhvervsgrenen derfor ikke længere fyldte ordrebøger i de kommende måneder, og dens fremtidige aktivitetsniveau er ikke sikret. Forbruget nåede sit højdepunkt i første halvår af 2021 og faldt derefter med 13,5 % i løbet af analyseperioden. Dette blev bekræftet af faldet i ordretilgangen og også af den betydelige reduktion af leveringstiden. I de kommende måneder forventes efterspørgslen ikke at stige på grund af usikkerheden i forbindelse med efterspørgslen i bilindustrien og bygge- og anlægssektoren kombineret med den forventede yderligere stigning i omkostningerne til de vigtigste input. Endelig vil EU-erhvervsgrenen i forbindelse med en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel have mindre forhandlingsstyrke ved prisfastsættelsen, og dens økonomiske resultater vil således blive påvirket negativt.

(76)

Samtidig steg importen fra Kina konstant og betydeligt i analyseperioden og endnu mere i de to måneder efter analyseperioden til priser, der er lavere end EU-erhvervsgrenens gennemsnitspriser. Navnlig blev forskellen mellem de kinesiske importpriser og EU-erhvervsgrenens salgspriser gradvist større i hele analyseperioden. Dette skete på trods af stigningen i de internationale transportomkostninger og flaskehalse i leverancerne, som brugerne påpegede, og de covid-19-relaterede vanskeligheder, der generelt påvirker kinesiske producenter. Denne nye og markante tendens til en hurtig stigning i importen fra Kina vil sandsynligvis fortsætte i fremtiden og resultere i den samme situation som i den oprindelige UP, hvis foranstaltningerne fortsat suspenderes. Sammen med den forventede yderligere omkostningsstigning og usikkerheden i efterspørgslen ville en yderligere stigning i importen fra Kina til lavere priser uden tvivl have en negativ indvirkning på EU-erhvervsgrenens økonomiske resultater.

(77)

På baggrund af ovenstående analyse konkluderede Kommissionen, at det ikke længere var tilfældet, at EU-erhvervsgrenen sandsynligvis ikke ville lide skade igen, hvis den nuværende suspension af antidumpingtolden skulle blive forlænget.

4.   KONKLUSION

(78)

Efter en undersøgelse af markedsudviklingen i analyseperioden, den sandsynlige udvikling i den nærmeste fremtid, EU-erhvervsgrenens situation og importørernes og brugernes synspunkter konkluderede Kommissionen, at betingelserne for at forlænge suspensionen af foranstaltningerne ikke længere er opfyldt. I den forbindelse mindede Kommissionen om, at suspension af opkrævningen af antidumpingtold er en ekstraordinær foranstaltning i lyset af den generelle regel i grundforordningen.

(79)

Da de nødvendige elementer ikke forelå, og i betragtning af alle parters synspunkter, besluttede Kommissionen derfor ikke at forlænge suspensionen af antidumpingtolden på importen af AFRP'er med oprindelse i Kina. Tolden bør derfor genindføres, når anvendelsen af suspensionsafgørelsen ophører (fra den 12. juli 2022) —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den suspension af den endelige antidumpingtold på importen af fladvalsede aluminiumsprodukter med oprindelse i Folkerepublikken Kina, der blev indført ved artikel 1 i gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1788, forlænges ikke yderligere.

Artikel 2

Den endelige antidumpingtold, der indførtes ved artikel 1 i gennemførelsesforordning (EU) 2021/1784 på importen af fladvalsede aluminiumsprodukter med oprindelse i Folkerepublikken Kina, genindføres fra den 12. juli 2022.

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. juli 2022.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)  EUT L 176 af 30.6.2016, s. 21.

(2)  EUT C 268 af 14.8.2020, s. 5.

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/582 af 9. april 2021 om indførelse af en midlertidig antidumpingtold på importen af fladvalsede aluminiumsprodukter med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 124 af 12.4.2021, s. 40).

(4)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/1784 af 8. oktober 2021 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af fladvalsede aluminiumsprodukter med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 359 af 11.10.2021, s. 6).

(5)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2021/1788 af 8. oktober 2021 om suspension af den endelige antidumpingtold, der indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) 2021/1784 på importen af fladvalsede aluminiumsprodukter med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT L 359 af 11.10.2021, s. 105).

(6)  Fra 1 331 005 ton i første halvdel af 2021 til 1 150 832 ton i analyseperioden.

(7)  Dvs. ved at dividere med otte (antal måneder, der er omfattet af analyseperioden) og gange med seks.

(8)  CRU Aluminium products Monitor, rapport fra april 2022.

(9)  https://steelnews.biz/russia-lifts-aluminium-alloys-export-tax/.

(10)  I suspensionsafgørelsen (betragtning 30) blev den normale leveringstid defineret som 4-12 uger.

(11)  Konverteringsgebyret er — stort set — forskellen mellem salgspriserne og LME-priserne på primær aluminium (tre måneder). For at fastsætte salgspriserne anvendte Kommissionen oplysningerne fra de stikprøveudtagne EU-producenter. Se tabel 2 nedenfor. For at fastsætte LME-priserne (tre måneder) anvendte Kommissionen Fastmarket som kilde. Dataene blev udtrukket dagligt og anvendt til beregning af gennemsnit for de to perioder: juli 2020 til juni 2021 og juli 2021 til februar 2022 (analyseperioden). Disse gennemsnit blev omregnet fra USD til EUR ved hjælp af de officielle valutakurser (gennemsnit for de relevante perioder). De gennemsnitlige LME-priser var for de to perioder henholdsvis 1 710 og 2 431 EUR.

(12)  Data fra EA for 2017 omfattede dog nogle produkter, som ikke er omfattet af undersøgelsen.

(13)  Betragtning 439 i nævnte forordning.

(14)  Betragtning 438 i nævnte forordning.

(15)  Kilden til dataene for lagre af primær aluminium er CRU Aluminium Monitor fra juni 2022 (Inventories).

(16)  Alle anmodninger om udelukkelse af varer blev behandlet i afsnit 2.2 i forordningen om endelig told. For alle varer undtagen AFRP'er, der anvendes til fremstilling af lakerede bånd og aluminiumskompositpaneler (afsnit 2.2.2 i samme forordning), konkluderede Kommissionen, at der er tilstrækkelig produktionskapacitet på EU-markedet, og afviste derfor anmodningerne om udelukkelse af varer.

(17)  Jf. betragtning 36 og fodnote 6 i suspensionsafgørelsen.

(18)  t21.006374.

(19)  CRU-rapport fra marts 2022.

(20)  Ifølge ACEA faldt registreringen af nye biler med 12,3 % i første kvartal af 2022 (https://www.acea.auto/pc-registrations/passenger-car-registrations-12-3-first-quarter-of-2022-20-5-in-march/).

(21)  https://www.autocar.co.uk/car-news/business-tech%2C-development-and-manufacturing/latest-updates-semiconductor-chip-crisis; https://www.bbc.com/news/business-60313571.

(22)  https://www.eurofer.eu/assets/publications/economic-market-outlook/economic-and-steel-market-outlook-2022-2023-first-quarter-2/EUROFER_ECONOMIC_REPORT_Q2_2022-23_final.pdf


Início