Kies de experimentele functies die u wilt uitproberen

Dit document is overgenomen van EUR-Lex

Document 32021R2238

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2238 af 15. december 2021 om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/773 for så vidt angår afvikling af særtilfælde for slutsignal (EØS-relevant tekst)

C/2021/9127

EUT L 450 af 16.12.2021, blz. 57–58 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Juridische status van het document Van kracht

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2021/2238/oj

16.12.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 450/57


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2021/2238

af 15. december 2021

om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/773 for så vidt angår afvikling af særtilfælde for slutsignal

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 af 11. maj 2016 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union (1), særlig artikel 5, stk. 11, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I punkt 4.2.2.1.3.2 i bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/773 (2) fastsættes frister, hvorefter de nationale myndigheder i alle medlemsstater uden undtagelse skal godkende alle godstog, der er udstyret med et slutsignal i form af to reflekterende plader, og skal ophøre med at kræve andre typer slutsignal for godstog.

(2)

I punkt 4.2.2.1.3.2 beskrives de særtilfælde, hvor flere medlemsstater, herunder Belgien, Frankrig, Portugal og Spanien, har fået tilladelse til at anvende anmeldte nationale forskrifter, der fastsætter, at godstog skal være udstyret med to fast lysende røde lygter som betingelse for at køre på strækningsafsnit i deres net. Disse særtilfælde bør afvikles.

(3)

For at sikre, at medlemsstaterne træffer alle de foranstaltninger, der er nødvendige for på EU-plan at opnå fuld harmonisering af slutsignaler på godstog senest den 1. januar 2026, bør de regelmæssigt aflægge rapport om gennemførelsen af de foreslåede afbødningsforanstaltninger og træffe hasteforanstaltninger, hvis der konstateres afvigelser fra den påtænkte plan.

(4)

Belgien, Frankrig, Portugal og Spanien har indgivet rapporter til Kommissionen om deres anvendelse af reflekterende plader, hvori de angiver alvorlige hindringer for den pr. 1. januar 2022 planlagte udfasning af nationale forskrifter langs de godstogskorridorer, der er fastlagt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 913/2010 (3).

(5)

Den Europæiske Unions Jernbaneagentur forelagde den 29. juni 2021 henstillingen »REC TSI OPE 422132« med forslag om ændring af punkt 4.2.2.1.3.2 i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2019/773. Kommissionen har på grundlag af denne henstilling og under hensyntagen til resultaterne i medlemsstaternes rapporter gennemgået datoerne for harmonisering af reflekterende plader i Unionen. Kommissionen har også konkluderet, at der på nuværende tidspunkt ikke er behov for en revision af specifikationen i tillæg E til Kommissionens forordning (EU) nr. 321/2013 (4). Kommissionen har taget behørigt højde for sikkerheds- og kapacitetshensyn og for omkostningerne i forbindelse med overgangen til harmonisering af anvendelsen af reflekterende plader.

(6)

Som følge af resultaterne i rapporterne fra Belgien, Frankrig, Portugal og Spanien samt Kommissionens gennemgang heraf bør fristen den 1. januar 2022 for godkendelse af godstog, der er udstyret med to reflekterende plader, langs de godstogskorridorer, der er fastlagt i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 913/2010, udskydes for disse medlemsstater.

(7)

Denne afgørelse berører ikke Den Europæiske Unions Jernbaneagenturs igangværende arbejde hen imod en yderligere harmonisering af slutsignalet og den eventuelle fremtidige revision af tillæg E til forordning (EU) nr. 321/2013, som Kommissionen måtte vedtage under hensyntagen til de sikkerheds-, kapacitets- og omkostningsmæssige virkninger.

(8)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 51, stk. 1, i direktiv (EU) 2016/797 —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I punkt 4.2.2.1.3.2 i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) 2019/773 affattes afsnittet »Afvikling« således:

» Afvikling:

Følgende frister gælder for godkendelse af godstog, der er udstyret med to reflekterende plader:

1)

Fra den 1. januar 2022 langs de godstogskorridorer, der er fastlagt i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 913/2010, med følgende undtagelser på de strækninger, hvor fast lysende røde lygter er et driftsmæssigt sikkerhedskrav:

a)

fra den 1. januar 2026 for Belgien og Frankrig

b)

fra den 1. januar 2025 for Portugal og Spanien.

2)

Fra den 1. januar 2026 i hele Den Europæiske Unions jernbanenet.

De medlemsstater, der er berørt af undtagelserne i nr. 1), litra a) og b), forelægger senest den 1. marts 2022 Kommissionen en detaljeret handlingsplan og præcise mål, der sikrer, at kravet om røde lygter som slutsignaler udfases. Hver sjette måned derefter forelægger disse medlemsstater Kommissionen en rapport om de fremskridt, der er gjort for så vidt angår anvendelsen af reflekterende plader på deres net, med henblik på harmonisering af slutsignaler på EU-plan senest den 1. januar 2026. Interessenterne skal fremlægge alle de oplysninger, der er nødvendige, for at medlemsstaterne kan opfylde deres rapporteringspligt.

Kommissionen aflægger rapport til det udvalg, der er omhandlet i artikel 51 i direktiv (EU) 2016/797, om fremskridt med hensyn til gennemførelsen af punkt 4.2.2.1.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. december 2021.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 138 af 26.5.2016, s. 44.

(2)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/773 af 16. maj 2019 om den tekniske specifikation for interoperabilitet gældende for delsystemet Drift og trafikstyring i jernbanesystemet i Den Europæiske Union og om ophævelse af afgørelse 2012/757/EU (EUT L 139I af 27.5.2019, s. 5).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 913/2010 af 22. september 2010 om et europæisk banenet med henblik på konkurrencebaseret godstransport (EUT L 276 af 20.10.2010, s. 22).

(4)  Kommissionens forordning (EU) nr. 321/2013 af 13. marts 2013 om den tekniske specifikation for interoperabilitet gældende for godsvogne i delsystemet Rullende materiel til jernbanesystemet i Den Europæiske Union og om ophævelse af beslutning 2006/861/EF (EUT L 104 af 12.4.2013, s. 1).


Naar boven