EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32019D0721

Kommissionens afgørelse (EU) 2019/721 af 30. april 2019 om forslaget til borgerinitiativ »Samhørighedspolitik for ligestilling af regionerne og bevarelse af de regionale kulturer« (meddelt under nummer C(2019) 3304)

C/2019/3304

EUT L 122 af 10.5.2019, p. 55–56 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2019/721/oj

10.5.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 122/55


KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2019/721

af 30. april 2019

om forslaget til borgerinitiativ »Samhørighedspolitik for ligestilling af regionerne og bevarelse af de regionale kulturer«

(meddelt under nummer C(2019) 3304)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 af 16. februar 2011 om borgerinitiativer (1), særlig artikel 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Emnet for forslaget til borgerinitiativ »Samhørighedspolitik for ligestilling af regionerne og bevarelse af de regionale kulturer« er som følger: »EU's samhørighedspolitik bør lægge særlig vægt på regioner med nationale, etniske, kulturelle, religiøse eller sproglige kendetegn, der adskiller sig fra de omkringliggende regioners.«

(2)

Målene for forslaget til borgerinitiativ er som følger: »For sådanne regioner, herunder geografiske områder, som ikke er tillagt forvaltningsmæssige beføjelser, bør forebyggelse af økonomisk efterslæb, fastholdelse af udvikling og opretholdelse af forudsætningerne for økonomisk, social og territorial samhørighed finde sted på en måde, der sikrer, at regionernes kendetegn forbliver uændrede. Med henblik herpå skal disse regioner have lige adgang til diverse EU-midler, og bevarelsen af deres kendetegn og ordnede økonomiske udvikling skal sikres, således at EU fortsat kan udvikle sig og fastholde sin kulturelle mangfoldighed.«

(3)

Traktaten om Den Europæiske Union styrker unionsborgerskabet og skaber øget demokrati i den måde, hvorpå Unionen fungerer, ved bl.a. at sikre, at alle borgere får ret til at deltage i det demokratiske liv i Unionen via et europæisk borgerinitiativ.

(4)

Derfor bør de procedurer og betingelser, der er nødvendige for fremsættelsen af et borgerinitiativ, være klare, enkle og brugervenlige samt stå i et rimeligt forhold til borgerinitiativets art for at fremme borgernes deltagelse og gøre Unionen mere tilgængelig.

(5)

Der kan på grundlag af artikel 177 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) vedtages EU-retsakter med henblik på gennemførelse af traktaterne med hensyn til at definere strukturfondenes opgaver, hovedmål og indretning, hvilket kan medføre en sammenlægning af fondene.

(6)

For så vidt som formålet med nærværende forslag til borgerinitiativ er at udvirke forslag fra Kommissionen til retsakter, hvori strukturfondenes opgaver, hovedmål og indretning fastlægges, og under forudsætning af at de tiltag, der skal finansieres, fører til en styrkelse af Unionens økonomiske, sociale og territoriale samhørighed, falder det ikke åbenbart uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt med henblik på gennemførelsen af traktaterne, jf. forordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(7)

Derudover er der i overensstemmelse med forordningens artikel 3, stk. 2, blevet dannet en borgerkomité og udpeget kontaktpersoner, og forslaget til borgerinitiativ er ikke utilstedeligt, uunderbygget eller af chikanøs karakter og heller ikke åbenbart i strid med Unionens værdier som fastsat i artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union.

(8)

Forslaget til borgerinitiativ »Samhørighedspolitik for ligestilling af regionerne og bevarelse af de regionale kulturer«« bør derfor registreres —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Forslaget til borgerinitiativ »Samhørighedspolitik for ligestilling af regionerne og bevarelse af de regionale kulturer« registreres hermed.

2.   Støttetilkendegivelser til dette forslag til borgerinitiativ kan indsamles på grundlag af en forståelse af, at forslaget har til formål at udvirke forslag fra Kommissionen til retsakter, hvori strukturfondenes opgaver, hovedmål og indretning fastlægges, og under forudsætning af at de tiltag, der skal finansieres, fører til en styrkelse af Unionens økonomiske, sociale og territoriale samhørighed.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft den 7. maj 2019.

Artikel 3

Denne afgørelse er rettet til initiativtagerne (medlemmerne af borgerkomitéen) til forslaget til borgerinitiativet »Samhørighedspolitik for ligestilling af regionerne og bevarelse af de regionale kulturer«, som repræsenteres ved Balázs Árpád Izsák og Attila Dabis, der fungerer som kontaktpersoner.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. april 2019.

På Kommissionens vegne

Frans TIMMERMANS

Næstformand


(1)  EUT L 65 af 11.3.2011, s. 1.


Top