Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017R2294

Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/2294 af 28. august 2017 om ændring af delegeret forordning (EU) 2017/565 for så vidt angår specifikation af definitionen af systematiske internalisatorer, jf. direktiv 2014/65/EU (EØS-relevant tekst. )

C/2017/5812

EUT L 329 af 13.12.2017, p. 4–5 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2017/2294/oj

13.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 329/4


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2017/2294

af 28. august 2017

om ændring af delegeret forordning (EU) 2017/565 for så vidt angår specifikation af definitionen af systematiske internalisatorer, jf. direktiv 2014/65/EU

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (1), særlig artikel 4, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

For at sikre en objektiv og effektiv anvendelse af definitionen af systematiske internalisatorer i Unionen, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 20), i direktiv 2014/65/EU, bør der fastlægges yderligere specifikationer angående den nyeste teknologiske udvikling på værdipapirmarkederne vedrørende matchningsordninger, som investeringsselskaber kan deltage i.

(2)

Den teknologiske udvikling på værdipapirmarkederne har ført til nye elektroniske kommunikationsnetværk, der giver mulighed for at sammenkæde flere investeringsselskaber, som har til hensigt at have aktivitet under betegnelsen systematisk internalisator sammen med andre likviditetsudbydere, der deltager i algoritmisk højfrekvenshandelsteknik. Denne udvikling risikerer at gå ud over en tydelig adskillelse mellem bilateral handel for egen regning ved udførelse af kundeordrer og multilateral handel som fastsat ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/565 (2). Denne teknologiske og markedsmæssige udvikling gør det derfor nødvendigt at præcisere, at en systematisk internalisator ikke har lov til regelmæssigt at deltage i intern eller ekstern handelsmatchning via ejermatchningshandel eller andre former for de facto risikofrie back-to-back-transaktioner i et givet finansielt instrument uden for en markedsplads.

(3)

For så vidt som centraliseret risikostyring inden for en koncern normalt indebærer overførsel af risiko, der er opbygget af et investeringsselskab som følge af transaktioner med tredjemand, til en enhed inden for den samme koncern, som ikke er i stand til at formidle prisstillelser, levere andre oplysninger om handelsinteresser eller afvise eller ændre sådanne transaktioner, bør sådanne overførsler fortsat betragtes som handel for egen regning, hvis de foretages alene med det formål at centralisere koncernens risikostyring.

(4)

Af hensyn til klarheden og retssikkerheden bør ordlyden vedrørende datoen for anvendelsen af delegeret forordning (EU) 2017/565 bringes i overensstemmelse med ordlyden vedrørende datoen for anvendelse af direktiv 2014/65/EU.

(5)

For at sikre velfungerende finansmarkeder er det nødvendigt, at denne forordning træder i kraft så hurtigt som muligt.

(6)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra ekspertgruppen under Det Europæiske Værdipapirudvalg —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

I delegeret forordning (EU) 2017/565 foretages følgende ændringer:

1)

Følgende indsættes som artikel 16a:

»Artikel 16a

Deltagelse i matchningsordninger

Et investeringsselskab anses ikke for at handle for egen regning i henhold til artikel 4, stk. 1, nr. 20), i direktiv 2014/65/EU, når det pågældende investeringsselskab deltager i matchningsordninger sammen med enheder, der ikke tilhører dets egen koncern, med det formål eller den konsekvens, at der foretages de facto risikofrie back-to-back-transaktioner i et finansielt instrument uden for en markedsplads.«

2)

Artikel 91, stk. 2, affattes således:

»Den anvendes fra den 3. januar 2018.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 28. august 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349.

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/565 af 25. april 2016 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU for så vidt angår de organisatoriske krav til og vilkårene for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv (EUT L 87 af 31.3.2017, s. 1).


Top