29.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 252/66

—

der henviser til Revisionsrettens særberetninger, der er udarbejdet i medfør af artikel 287, stk. 4, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2015 (1),

—

der henviser til det konsoliderede årsregnskab for Den Europæiske Union for regnskabsåret 2015 (COM(2016) 475 — C8-0338/2016) (2),

—

der henviser til Revisionsrettens årsberetning om budgetgennemførelsen i regnskabsåret 2015, med institutionernes svar (3),

—

der henviser til Revisionsrettens erklæring (4) for regnskabsåret 2015 om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, jf. artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til sin afgørelse af 27. april 2017 om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2015, Sektion III — Kommissionen (5), og til sin beslutning med bemærkninger, der udgør en integrerende del af denne afgørelse,

—

der henviser til Rådets henstilling af 21. februar 2017 om meddelelse af decharge til Kommissionen for gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret 2015 (05876/2017 — C8-0037/2017),

—

der henviser til artikel 317, 318 og 319 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 106A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (6), særlig artikel 62, 164, 165 og 166,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 93 og bilag IV,

—

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0160/2017),

A.

der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 17, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union gennemfører budgettet og forvalter programmerne, og at den i henhold til artikel 317 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde gennemfører budgettet på eget ansvar i samarbejde med medlemsstaterne i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning;

B.

der henviser til, at Revisionsrettens særberetninger giver oplysninger om vigtige spørgsmål i forbindelse med afholdelsen af udgifter og derfor er nyttige for Parlamentet i dets udførelse af rollen som dechargemyndighed;

C.

der henviser til, at dets bemærkninger til Revisionsrettens særberetninger udgør en integrerende del af Parlamentets ovennævnte afgørelse af 27. april 2017 om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2015, Sektion III — Kommissionen;

1.

noterer sig resultatet og anbefalingerne i Revisionsrettens særberetning;

2.

glæder sig over Revisionsrettens første særberetning om økonomisk styring i Unionen og ser frem til de rapporter, som vil blive offentliggjort i det kommende år;

3.

beklager, at Revisionsretten ikke har inkluderet alle de medlemsstater, der har modtaget finansiel støtte siden begyndelsen af den finansielle krise, herunder programmet for Grækenland, i denne rapport, således at det ville være lettere at foretage en sammenligning;

4.

glæder sig imidlertid over, at Revisionsretten vil udarbejde en separat særberetning om Grækenland; opfordrer Revisionsretten til at sammenligne resultaterne fra begge særberetninger og til især at adressere de forslag, som Parlamentet har fremsat til beretningen om Grækenland, herunder de mellem- og langsigtede resultater (dvs. den aktuelle debat om mulig gældssanering);

5.

tilskynder Revisionsretten til at styrke sine egne menneskelige ressourcer og ekspertisen på dette område med henblik på at forbedre kvaliteten af sit arbejde; opfordrer Revisionsretten til i mellemtiden at tage fuldt hensyn til de eksterne ekspertiserapporter, som på Revisionsrettens anmodning er blevet udarbejdet som basis for revisionen;

6.

henleder opmærksomheden på den omstændighed, at Revisionsretten begrænsede revisionen til et meget kort tidsrum og det konkrete scenarium med finansiel bistand — som fastlagt af Rådet — uden at tage højde for andre mulige løsninger på de finanspolitiske ubalancer, som allerede var en del af den offentlige og akademiske debat, såsom gensidiggørelse af statsgæld og gældslettelse;

7.

beklager, at beretningen begrænser sig til at omhandle forvaltningen af bistanden, men ikke analyserer eller stiller spørgsmålstegn ved programmets indhold og de betingelser, som var blevet aftalt med henblik på at opnå finansiel bistand;

8.

noterer sig, at de specifikke foranstaltninger, som er blevet truffet på politisk plan i Unionen, og hovedelementerne i programmerne kun er beskrevet i særberetningen; tilskynder Revisionsretten til at analysere, hvorvidt de vedtagne foranstaltninger var hensigtsmæssige i forhold til at opfylde programmernes mål samt den måde, hvorpå de har indvirket på de bredere politiske rammer og langsigtede mål, herunder Europa 2020-strategien;

9.

noterer sig, at målene for programmerne for finansiel bistand var, at de støtteberettigede lande skulle vende tilbage til de finansielle markeder, sikre de offentlige finansers bæredygtighed, genoprette væksten og nedbringe arbejdsløsheden; beklager, at Revisionsrettens resultater ikke fuldt ud har analyseret resultaterne af programmet i forhold til disse mål;

10.

bemærker, at Revisionsretten primært koncentrerede sine konklusioner omkring Kommissionens rolle som forvalteren af den finansielle bistand, men mener, at der med henblik på at opnå en bedre forståelse burde have været rettet mere opmærksomhed mod Den Internationale Valutafond og Den Europæiske Centralbank, som oprindeligt støttede Kommissionen i forberedelsen og overvågningen af programmerne;

11.

er enig med Kommissionen i, at Rådets og andre partneres rolle er blevet undervurderet i forbindelse med etableringen og forvaltningen af programmet; anmoder Revisionsretten og Kommissionen om at analysere relevansen af de foranstaltninger, som Rådet har vedtaget, af Den Europæiske Centralbanks rolle, og om, hvorvidt disse foranstaltninger var egnede til at opfylde programmets målsætninger og bidrog til at nå Unionens mål, som bl.a. bestod i at afvikle den økonomiske krise, øge antallet af arbejdspladser og sikre vækst;

12.

beklager, at parterne ikke altid udvekslede alle tilgængelige oplysninger med Kommissionen, hvilket førte til uensartede tilgange; i forhandlingsteamet; opfordrer indtrængende Kommissionen til at indgå formelle aftaler med dens partere om at få fuld og rettidig adgang til alle tilgængelige oplysninger med henblik på at undgå sådanne problemer i fremtiden;

13.

fremhæver, at nogle af de reformer, der er anført i programmerne (såsom reform af arbejdsmarkederne) kun på meget lang sigt kan føre til resultater for så vidt angår konkurrenceevnen, mens programmerne for finansiel bistand hovedsageligt tilsigter mere umiddelbare og kortsigtede resultater;

14.

bemærker, at programmerne hovedsageligt er baseret på udgiftssiden (reformer af arbejdsmarkeder, pensions- og arbejdsløshedsordninger, reduktion af lokale enheder osv.) samt på nedskæringer i offentlige programmer; forstår, at disse nedskæringer er foretaget med henblik på at reformere de finansielle markeder i de lande, der modtager støtte;

15.

opfordrer indtrængende Rådet til nøje at revidere værktøjskassen og den række af foranstaltninger, som er til rådighed i forbindelse med finansiel bistand i fremtidige programmer, med henblik på at mindske konsekvenserne for befolkningen, den uønskede indvirkning på den interne efterspørgsel og socialiseringen af omkostningerne ved krisen;

16.

fremhæver, at den finansielle bistand til medlemsstater i vanskeligheder havde form af lån, som blev optaget på kapitalmarkederne, med Unionens budget som garant; mener, at Parlamentets rolle som budgetmyndighed i disse programmer er blevet undergravet og således begrænser den demokratiske legitimitet af den finansielle bistand yderligere;

17.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at øge omfanget af Parlamentets deltagelse inden for rammerne af finansiel bistand, når Unionens budget er på spil;

18.

finder det vigtigt at undersøge, hvilken rolle Den Europæiske Centralbank har spillet med hensyn til indirekte at hjælpe medlemsstaterne med at opfylde deres mål og med hensyn til den bredere støtte til Unionens finansielle arkitektur i den periode, da de finansielle programmer var aktuelle;

19.

mener, at det ved krisens udbrud ville have været vanskeligt at forudse nogle af de kraftige ubalancer, som fik ødelæggende konsekvenser for visse medlemsstater; understreger, at det var vanskeligt at forudsige omfanget og karakteren af den globale finansielle krise i 2007 og 2008, som var uden fortilfælde;

20.

deler Revisionsrettens synspunkt om, at den vægt der blev lagt på de retlige tilsynsrammer, som var gældende før krisen, ikke var tilstrækkelig til at identificere risikoen i forbindelse med de underliggende budgetstillinger på et tidspunkt, hvor der herskede en alvorlig økonomisk krise;

21.

glæder sig over lovgivernes godkendelse af sixpacken og twopacken, der blev indført som følge af den finansielle krise med henblik på at afhjælpe de svagheder i overvågningen, som krisen havde afsløret; mener imidlertid, at reformen af Unionens ramme for økonomisk styring i de senere år ikke har ført til en fuldstændig udfasning af krisen, og opfordrer Kommissionen til at analysere styrkerne og svaghederne i den nye ramme i forhold til andre lignende økonomier (USA, Japan og andre OECD-lande) og til, om nødvendigt, at foreslå nye reformer;

22.

opfordrer Kommissionen til at følge Revisionsrettens anbefaling om yderligere at forbedre kvaliteten af de makroøkonomiske og finanspolitiske prognoser;

23.

noterer sig Revisionsrettens konklusion om, at det til trods for tidsbegrænsningen og den begrænsede erfaring lykkedes Kommissionen at opfylde de nye forpligtelser med hensyn til programforvaltningen; fremhæver Revisionsrettens konklusion om, at dette var en præstation i betragtning af omstændighederne;

24.

glæder sig over beslutningen om at tillade, at forvaltningen af den finansielle bistand blev underlagt Kommissionens ansvar i stedet for andre finansielle partnere, hvilket gør det muligt at yde skræddersyet bistand, der tager hensyn til særlige forhold og medlemsstaternes ejerskab;

25.

er af den opfattelse, at det — samtidig med at medlemsstaterne bør behandles ens — også er nødvendigt at sikre fleksibilitet til at skræddersy og tilpasse programmerne og reformerne til de særlige nationale forhold; mener, at det i Kommissionens fremtidige programmer og Revisionsrettens fremtidige beretninger er nødvendigt at identificere gennemførelsen af deciderede EU-foranstaltninger og adskille disse fra de nationale skønsmæssige dagsordener;

26.

noterer sig Revisionsrettens bemærkning om, at Kommissionen havde vanskeligt ved at holde sig ajour med alle oplysninger, og at procedurerne ikke var gearet til at evaluere beslutningsprocessen med tilbagevirkende kraft;

27.

understreger, at Kommissionen i programmernes tidlige fase arbejdede under et stort tidsmæssigt og politisk pres og stod over for visse risici, der udfordrede stabiliteten i hele det finansielle system med uforudsigelige konsekvenser for økonomien;

28.

mener, at der for Kommissionens vedkommende — til trods for, at den ikke havde nogen tidligere erfaringer med finansiel bistand — var tale om en »learning by doing«-proces, og at det relativt hurtigt lykkedes den at få indført disse programmer og — hvad de seneste programmer angår — at forbedre forvaltningen heraf;

29.

deler Revisionsrettens anbefalinger om, at Kommissionen bør analysere de centrale aspekter af landenes justeringer, men også bør sammenligne økonomiske prognoser, herunder boligmarkedet og den offentlige og private nationale gæld; opfordrer indtrængende alle medlemsstater til at sikre, at alle relevante oplysninger systematisk og regelmæssigt sendes til Kommissionen;

30.

mener, at den tid der — som et resultat af den interinstitutionelle og kontradiktoriske dialog mellem Revisionsretten og Kommissionen — er gået mellem lanceringen af det første EU-program og tidspunktet for afslutningen af Revisionsrettens analyse bør gøre det muligt at inkludere forbedrede anbefalinger vedrørende forbedringerne og resultaterne af programmet i de fremtidige programmer;

31.

mener, at Kommissionens svar og Revisionsrettens holdninger ud fra hensynet om gennemsigtighed og bedre information og kommunikation til borgerne bør opstilles i en dobbelt kolonne med henblik på at gøre det muligt at sammenligne synspunkterne, således som det er tilfældet i forbindelse med Revisionsrettens årsberetning;

32.

anbefaler under hensyntagen til den følsomme karakter af disse nye beretninger om Unionens finansielle styring at sikre, at pressemeddelelser og andre kommunikationsdokumenter nøje afspejler Revisionsrettens resultater og anbefalinger;

33.

bemærker, at Kommissionen på det tidspunkt, hvor denne beslutning var ved at blive udarbejdet, allerede havde forelagt sit forslag om oprettelse af støtteprogrammet for strukturreformer (SRSP); glæder sig over, at Kommissionen tydeligvis har tydeligvis taget hensyn til anbefalingerne fra Revisionsretten, og håber, at SRSP vil blive et stærkt værktøj for teknisk bistand baseret på erfaringerne fra taskforcen for Grækenland;

34.

er bekymret over, at den midlertidige, hurtigt oprettede taskforce var årsagen til nogle af dens operationelle problemer; kræver en gennemgribende vurdering af situationen på stedet og udformning af en klar trinvis handlingsplan som et obligatorisk forudgående trin i forbindelse med ethvert projekt om teknisk bistand; anmoder om, at Kommissionen i sine kommende programmer vedrørende teknisk bistand anvender en mere velovervejet tilgang, herunder en tidsfrist med start- og slutdato for mandater;

35.

understreger, at et særskilt budget er en væsentlig forudsætning for et vellykket program vedrørende teknisk bistand både for udgifter til planlægning og strømlining og dermed for at undgå forskellige kontrolniveauer og regler, som skal overholdes i forbindelse med separate budgetposter;

36.

bemærker, at taskforcen forvaltede et imponerende antal projekter, der involverer flere partnerorganisationer; mener, at indvirkningen af programmet vedrørende teknisk bistand kunne være blevet forbedret ved at strømline programmer, begrænse antallet af partnerorganisationer og rækkevidden af projekter for at minimere den administrative koordineringsindsats og øge effektiviteten;

37.

beklager, at modtagermedlemsstaten samt taskforcen ikke forelagde Kommissionen regelmæssige aktivitetsrapporter; påpeger, at Kommissionen bør insistere på at modtage kvartalsvise aktivitetsrapporter uden unødig forsinkelse og en omfattende endelig rapport i form af en efterfølgende evaluering inden for en rimelig frist efter afslutningen af arbejdet i taskforcen for Grækenland; anmoder om, at Kommissionen overvåger gennemførelsen af den tekniske bistand systematisk for at foretage tilpasninger for at opnå en resultatorienteret teknisk bistand; anmoder endvidere om, at den tekniske bistand og taskforcen for Grækenland i deres forskellige rapporter skal indeholde en nøjagtig bogføring af, hvordan og hvor de såkaldte »bailout«-midler til Grækenland blev udbetalt;

38.

opfordrer Kommissionen, Parlamentet og Rådet til at benytte drøftelsen om SRSP for perioden 2017-2020 som en mulighed for at revidere områdeledernes gode praksis; tilskynder Kommissionen til at finde et system sammen med medlemsstaterne til at hyre eksperter direkte fra medlemsstaterne, således at man undgår endnu et lag med kompleksitet og administrative byrder ved at undgå nationale organer;

39.

anmoder medlemsstaterne om at udvise større vilje, idet en resultatorienteret tilgang vil gøre det muligt for Parlamentet og nationale parlamenter at spille en mere støttende rolle via deres respektive budgetkontroludvalg;

40.

glæder sig over Revisionsrettens beretning og fremsætter sine bemærkninger og henstillinger nedenfor;

41.

anerkender, at Kommissionen har integreret risikoanalysen i forvaltningen af dens eksterne operationer, som gennemføres under komplekse og skrøbelige forhold med mange former for risici og partnerlande, der befinder sig på forskellige udviklingsniveauer og har forskellige forvaltningsmæssige rammer;

42.

glæder sig navnlig over Revisionsrettens anbefaling til Kommissionen om at forbedre anvendelsen af terminologi i forbindelse med langsigtede resultater (output, udfald og effekt) og understreger vigtigheden af at opstille egentlige SMART-mål, inden der træffes afgørelse om finansiering af forskellige projekter;

43.

fremhæver, at det er nødvendigt at sætte yderligere fokus på formuleringen af »opnåelige og realistiske« mål for at undgå de tilfælde, hvor de oprindelige mål er opfyldt af partnerlandene, men uden nævneværdige resultater i udviklingsmæssig henseende;

44.

mener, at det er nødvendigt at afholde sig fra at fokusere på resultatet af budgetgennemførelsen som det eneste forvaltningsmål, idet det kan gå ud over princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning og opnåelsen af resultater;

45.

minder om, at regelmæssig overvågning og kortlægning af højrisikofaktorer (eksterne, finansielle og operationelle) og kvantificeringen heraf fra identifikations- til gennemførelsesfasen ikke blot er en forudsætning for en god økonomisk forvaltning og udgiftskvalitet, men også for at sikre troværdigheden, bæredygtigheden og anseelsen af Unionens interventioner; mener, at iværksættelse af aktiviteter og udarbejdelse af risikoprofiler for de enkelte lande også letter udformningen af strategier for hurtig risikoafbødning i tilfælde af, at situationen i et partnerland forværres;

46.

understreger behovet for regelmæssigt at tilpasse kontrolmiljøet og risikostyringsfunktioner med henblik på at tage højde for de nye former for støtteinstrumenter og faciliteter, såsom blandet finansiering, trustfonde og finansielle partnerskaber med andre internationale institutioner;

47.

gentager det synspunkt, at det er nødvendigt at finde en ny balance mellem absorption, overensstemmelse og resultater, og at dette bør afspejles i forvaltningen af operationer;

48.

mener, at udviklingspartnerlandenes kapacitetsopbygning, forvaltningsrammer og ejerskab også er vigtige midler til at afbøde systemiske risici for at fremme et gunstigt miljø, der tillader midlerne at nå deres tilsigtede formål, og lever op til de tre krav om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet;

49.

mener, at det også er nødvendigt at styrke den politiske dialog, konditionaliteten for udviklingsbistand og den logiske kæderamme med henblik på både at sikre sammenhængen i afgørelserne og forudsætningerne for betalingerne eller udbetalingerne i finansieringsaftalerne ved at gøre betalingerne afhængige af gennemførelsen af aktioner og resultater og til relevansen af de valgte mål og indikatorer;

50.

opfordrer, navnlig hvad angår medfinansierede initiativer og multidonorinitiativer, internationale institutioner til at:

51.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at der er en reel sammenhæng mellem evalueringer og politikudformning, ved at der i beslutningsprocessen tages højde for alle de indhøstede erfaringer;

52.

minder om, at undergravning af performanceovervågningen og resultatevalueringen er til skade for den offentlige ansvarliggørelse og til hinder for, at de politiske beslutningstagere får udtømmende oplysninger;

53.

mener, at retningslinjerne for en mere differentieret rapportering om de fremskridt med hensyn vandkvalitet bør udarbejdes af Kommissionen;

54.

er enig med Revisionsretten i, at Kommissionen bør fremme dataenes sammenlignelighed f.eks. ved at mindske uoverensstemmelserne mellem det antal fysisk-kemiske stoffer, der undersøges i forbindelse med vurderingen af vandområdets økologiske tilstand;

55.

fremhæver behovet for, at Kommissionen fortsætter sin opfølgning af medlemsstaternes fremskridt med hensyn til opnåelse af god vandkvalitet, der er målet for vandrammedirektivet;

56.

opfordrer medlemsstaterne til at sørge for god vandovervågning for at få nøjagtige oplysninger om de enkelte vandområders tilstand og om forureningens oprindelse, så det bliver muligt at målrette foranstaltningerne bedre og øge de afhjælpende foranstaltningers omkostningseffektivitet;

57.

tilskynder medlemsstaterne til at sikre samordning mellem de organer, som definerer foranstaltningerne i vandområdeplanerne, og dem, som godkender projekter til finansiering;

58.

tilskynder medlemsstaterne til at vurdere og sikre effektiviteten af håndhævelsesmekanismerne, særlig med hensyn til den ønskede dækning og sanktionernes afskrækkende effekt;

59.

opfordrer medlemsstaterne til at vurdere muligheden for at anvende vandforureningsafgiften som et økonomisk instrument og som en måde til at sikre, at princippet om, at forureneren betaler, følges, i det mindste i forbindelse med de vigtigste af de stoffer, som påvirker vandkvaliteten negativt;

60.

opfordrer Kommissionen til systematisk ikke kun at overveje systematisk at vurdere, om medlemsstaterne har indført normer for god landbrugs- og miljømæssig stand og minimumskrav, men også om de er tilstrækkelige;

61.

bemærker, at Kommissionen bør vejlede om de mulige mekanismer til omkostningsdækning i forbindelse med diffus forurening;

62.

opfordrer medlemsstaterne til at vurdere muligheden for at anvende økonomiske instrumenter (for eksempel miljøafgifter) som et incitament til at nedbringe forureningen og som en måde til at sikre overholdelse af princippet om, at forureneren betaler;

63.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til på grundlag af en opgørelse over håndhævelsesmekanismerne (både Unionens og de nationale) at klarlægge, hvordan kontrollernes opbygning og udførelse kan forenkles, og hvordan man sikrer, at de er effektive;

64.

mener, at Kommissionen bør etablere et fælles system til estimering af omfanget af momssvig inden for Fællesskabet, der vil gøre det muligt for medlemsstaterne at vurdere deres resultater i forhold til passende indikatorer; er af den opfattelse, at resultatet bør vurderes i forhold til, hvorvidt forekomsten af momssvig inden for Fællesskabet er blevet reduceret, og hvorvidt afgiftsinddrivelsen efter afsløring af svig er blevet øget;

65.

mener, at Kommissionen for at forbedre Eurofisc's performance som et system til hurtig varsling bør henstille til medlemsstaterne at: a) indføre en fælles risikoanalyse for at sikre, at de oplysninger, der udveksles via Eurofisc, er nøje målrettet mod svig, b) forbedre hastigheden og hyppigheden af informationsudvekslingerne, c) anvende et pålideligt og brugervenligt IT-miljø, d) opstille relevante indikatorer og mål med henblik på at måle de forskellige arbejdsområders resultater og e) deltage i alle Eurofisc's arbejdsområder;

66.

opfordrer Kommissionen til som led i sin evaluering af ordningerne for administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne for så vidt angår skattemyndighedernes informationsudveksling i forbindelse med bekæmpelsen af momssvig inden for Fællesskabet at aflægge overvågningsbesøg, der bør udvælges på grundlag af en risikoanalyse; er af denne opfattelse, at disse overvågningsbesøg bør fokusere på at forbedre rettidigheden af medlemsstaternes svar på anmodninger om oplysninger, pålideligheden af oplysningerne i momsinformationsudvekslingssystemet, hastigheden af multilaterale kontrolforanstaltninger og opfølgningen på resultaterne fra tidligere rapporter om det administrative samarbejde;

67.

opfordrer Kommissionen i betragtning af, at medlemsstaterne har brug for oplysninger fra lande uden for Unionen for at håndhæve momsopkrævningen for e-handel med virksomhed til forbruger-ydelser og immaterielle goder leveret via internettet, til at støtte medlemsstaterne i at forhandle aftaler om gensidig bistand med de lande, hvor de fleste udbydere af digitale tjenester er etableret, og indgå disse aftaler med henblik på at styrke samarbejdet med lande uden for Unionen og håndhæve momsopkrævningen;

68.

mener, at eftersom momssvig inden for Fællesskabet ofte er knyttet til organiserede kriminelle strukturer, bør Kommissionen og medlemsstaterne fjerne lovgivningsmæssige hindringer for udveksling af oplysninger mellem de administrative, juridiske og retshåndhævende myndigheder på nationalt niveau og på EU-plan; mener især, at Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og Europol bør have adgang til oplysninger fra momsinformationsudvekslingssystemet og Eurofisc, og at medlemsstaterne bør få gavn af de efterretningsmæssige oplysninger, som de leverer;

69.

er af den opfattelse, at Kommissionen bør stille tilstrækkelige finansielle ressourcer til rådighed med henblik på at sikre levedygtigheden og bæredygtigheden af de operationelle handlingsplaner, som medlemsstaterne har etableret, og som Rådet har ratificeret under initiativet den europæiske tværfaglige platform mod kriminalitetstrusler (EMPACT-initiativet);

70.

anerkender betydningen af, at infrastrukturinvesteringer i landdistrikterne får støtte fra EU-fonde og navnlig Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne til behov, hvis fordele rækker længere end landbruget, og som ellers måske ikke ville være blevet finansieret på grund af de væsentlige økonomiske udfordringer og begrænsede finansieringsmuligheder, som landdistrikterne står over for;

71.

noterer sig, at støtten fra Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne til infrastrukturprojekter er baseret på delt forvaltning, hvor medlemsstaterne er ansvarlige for forvaltning, overvågning og kontrol samt udvælgelse og gennemførelse af projekter, mens Kommissionens rolle er at føre tilsyn med, at forvaltningen og kontrolsystemerne i medlemsstaterne fungerer korrekt; mener, at disse roller bør defineres klarere, således at støttemodtagerne er klar over, hvilke områder overvågningsorganer har kompetence over; understreger, at både Kommissionen og medlemsstaterne skal respektere principperne om forsvarlig økonomisk forvaltning;

72.

mener, at Revisionsrettens resultater og anbefalinger, som er indeholdt i særberetning nr. 25/2015, er nyttige til yderligere at forbedre den resultatbaserede udnyttelse af EU-finansierede investeringer i landdistrikternes infrastruktur og til at opnå bedre resultater og værdi for pengene; anmoder Kommissionen om at gennemføre dem;

73.

henstiller på det kraftigste, at Unionens investeringer i infrastruktur i landdistrikterne målrettes mod projekter, som gør det muligt at forbedre offentlige tjenesteydelser og/eller bidrage til jobskabelse og økonomisk udvikling i landdistrikterne, og til hvilke der er et bevisligt behov for offentlig støtte, og som medfører en værdiforøgelse, samtidig med at det sikres, at disse midler er yderligere investeringer og ikke anvendes som en erstatning for national finansiering til vigtige tjenesteydelser;

74.

henstiller, at medlemsstaterne anlægger en koordineret tilgang, som sikrer, at behov, hvor det er relevant, og finansieringshuller kvantificeres, og at anvendelsen af foranstaltninger under programmet for udvikling af landdistrikter er berettiget, og som ikke alene tager hensyn til EU-midler og -programmer, men også til nationale, regionale og lokale programmer samt offentlige og private midler, der kan anvendes — eller allerede bliver anvendt — til at afhjælpe de samme behov som programmet for udvikling af landdistrikter;

75.

opfordrer Kommissionen til at bygge videre på de første initiativer, der er taget for at sikre en effektiv koordinering og komplementaritet mellem de forskellige EU-fonde, der gennemføres ved hjælp af den tjekliste, som Kommissionen anvender til at sikre konsistens i programmerne for udvikling af landdistrikter for 2014-2020, og til yderligere at vejlede medlemsstaterne under gennemførelsen af programmerne i, hvordan de ikke blot opnår bedre komplementaritet, men også hvordan de undgår risikoen for, at midler erstattes med andre midler, og til at mindske risikoen for dødvægt; anmoder i denne forbindelse Kommissionen også om at gribe ind, bl.a. ved at fremme god praksis;

76.

henstiller til medlemsstaterne — med henblik på at mindske risikoen for dødvægt — at vurdere, hvor stor en offentlig investering der er nødvendig for at tilskynde til investeringer, inden de fastsætter støttesatser for infrastrukturforanstaltninger, og under projektudvælgelsesprocessen at kontrollere, hvor det er relevant, inden støtteansøgninger godkendes, hvorvidt ansøgeren har tilstrækkelig kapital eller adgang til kapital til at finansiere hele eller dele af projektet; tilskynder medlemsstaterne til at anvende forvaltningsinformationssystemer bedre;

77.

opfordrer til, at additionalitetsprincippet respekteres på alle niveauer, og insisterer derfor på, at overvågningsudvalg nedsættes korrekt, og at de deltager aktivt i koordineringsprocessen; anmoder Kommissionen om gøre passende brug af sin rådgivende rolle i overvågningsudvalgene;

78.

glæder sig over, at Kommissionen i marts 2014 udsendte en vejledning, hvori den opfordrede medlemsstaterne til at sikre, at støtteberettigelses- og udvælgelseskriterierne anvendes på en gennemsigtig og ensartet måde i hele programmeringsperioden, at der også anvendes udvælgelseskriterier i tilfælde, hvor det tilgængelige budget er tilstrækkelig stort til at finansiere alle støtteberettigede projekter, og at projekter med et samlet pointtal under en vis grænse udelukkes fra finansiering; opfordrer medlemsstaterne til nøje at følge denne vejledning for EU-finansierede infrastrukturprojekter i landdistrikterne;

79.

anmoder medlemsstaterne om at fastlægge kriterier og anvende dem ensartet for at sikre, at de mest omkostningseffektive projekter udvælges, dvs. de projekter, der pr. omkostningsenhed potentielt kan levere det største bidrag til opfyldelse af målene for programmerne for udvikling af landdistrikter; anmoder dem om at sikre, at projekternes omkostningsoverslag er baseret på ajourførte prisoplysninger, der afspejler de faktiske markedspriser, og at offentlige udbudsprocedurer er rimelige og gennemsigtige og fremmer reel konkurrence; noterer sig retningslinjerne for, hvordan man undgår almindelige fejl i forbindelse med projekter, som medfinansieres af Unionen, og som blev udviklet af Kommissionen ved udgangen af 2014, og opfordrer alle medlemsstaterne til at opfylde forhåndsbetingelsen for krav vedrørende offentlige udbud senest ved udgangen af 2016;

80.

opfordrer ligeledes til større gennemsigtighed i udvælgelsesprocessen; mener, at forvaltningsmyndighederne bør tage den offentlige mening om lokale problemer i landdistrikterne i betragtning i forbindelse med godkendelse af tilskudsansøgninger; anerkender, at lokale aktionsgrupper kan spille en vigtig rolle i denne proces;

81.

henstiller, at Kommissionen inden for omfanget af sine fremtidige revisioner medtager en undersøgelse af resultataspekterne vedrørende infrastrukturprojekter i landdistrikterne; forventer, at de ændringer, som Kommissionen har foretaget for programmeringsperioden 2014-2020 på grundlag af tidligere indkredsede problemer, vil medføre de tilsigtede forbedringer;

82.

anmoder om, at Kommissionen og medlemsstaterne indfører krav, der forpligter støttemodtagere til at sikre langsigtet bæredygtighed og korrekt vedligeholdelse af den infrastruktur, der finansieres af EU-investeringer, og om at kontrollere gennemførelsen af de respektive krav;

83.

anmoder medlemsstaterne om at fastlægge en rimelig tidsfrist for behandlingen af tilskuds- og betalingsanmodninger og om at overholde den, idet støttemodtagerne i de fleste tilfælde allerede har anvendt midlertidig finansiering til at afslutte arbejdet;

84.

anbefaler, at Kommissionen og medlemsstaterne for perioden 2014-2020 indsamler rettidige, relevante og pålidelige data, der giver nyttige oplysninger om resultaterne af de finansierede projekter og foranstaltninger; forventer, at disse oplysninger vil gøre det muligt at drage konklusioner om de anvendte midlers produktivitet og effektivitet, indkredse de foranstaltninger og typer af infrastrukturprojekter, der bidrager mest til at opfylde Unionens mål, og danne et solidt grundlag for at forbedre forvaltningen af foranstaltningerne;

85.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der fastlægges klare, specifikke og, hvor det er muligt, kvantificerbare mål for de projekter, der afsættes midler til, og derfor til at lette gennemførelsen og overvågningen af projekterne og til at give forvaltningsmyndighederne nyttig feedback;

86.

anerkender, at lokaludvikling styret af lokalsamfundet er et vigtigt værktøj til at afhjælpe de mangler, som Revisionsretten har påpeget;

87.

henstiller, at Kommissionen udvikler en mere omfattende statistisk ramme med henblik på at tilvejebringe oplysninger om landbrugernes disponible husstandsindkomst og gøre det muligt at foretage en bedre indkredsning af landbrugernes levestandard; mener, at Kommissionen med henblik herpå sammen med medlemsstaterne og på grundlag af en fælles metode bør overveje, hvordan de eksisterende statistiske EU-instrumenter bedst kan videreudvikles og kombineres;

88.

henstiller, at Kommissionen forbedrer rammen for sammenligning af landbrugernes indkomster med indkomster i andre erhvervssektorer;

89.

opfordrer Kommissionen til at videreudvikle landbrugsregnskaberne, således at deres potentiale kan udnyttes bedre med henblik på at:

90.

mener, at Kommissionen bør undersøge, om landbrugsregnskaberne yderligere kan udvikles med henblik på at give et rimeligt skøn over den økonomiske værdi af de offentlige goder, som produceres af landbrugere, og for at sikre, at oplysningerne i landbrugsregnskaberne anvendes korrekt i indkomstindikatorer;

91.

henstiller, at Kommissionen baserer sin analyse af landbrugernes indkomster på indikatorer, der tager højde for den aktuelle situation inden for landbruget, og på tilstrækkelige og ensartede data for alle støttemodtagere under foranstaltningerne under den fælles landbrugspolitik; mener, at dette kunne gøres ved at udvikle synergier mellem eksisterende administrative data eller ved at videreudvikle Informationsnettet for Landøkonomisk Bogføring eller udvikle andre egnede statistiske redskaber;

92.

mener i betragtning af landbrugsregnskabernes betydning for overvågningen af den fælles landbrugspolitik, at Kommissionen bør indføre regelmæssig kvalitetsindberetning om landbrugsregnskaberne og opnå en høj grad af sikkerhed for, at medlemsstaterne opstiller kvalitetssikringsrammer, for at sikre at dataene fra medlemsstaterne er sammenlignelige og udarbejdet i overensstemmelse med kvalitetskriterierne for europæiske statistikker;

93.

henstiller, at Kommissionen afhjælper svagheder, der er påvist i gennemførelsen af Informationsnettet for Landøkonomisk Bogføring, ved at aftale en klar tidsplan med de berørte medlemsstater og opfordre til bedre udnyttelse af systemets potentiale;

94.

opfordrer indtrængende til, at Kommissionen bør videreudvikle de nuværende kvalitetsordninger for medlemsstaternes udarbejdelse af statistikker fra Informationsnettet for Landøkonomisk Bogføring for at sikre, at sektorer og størrelsesklasser for bedrifter, som er af interesse for den fælles landbrugspolitik, er tilstrækkeligt repræsenteret i alle medlemsstater, således at det også afspejler medlemsstaternes valg med hensyn til den fælles landbrugspolitiks valgmuligheder;

95.

henstiller under hensyntagen til de svagheder, Revisionsretten har konstateret, at Kommissionen forbedrer pålideligheden og fuldstændigheden af oplysningerne om resultaterne af foranstaltningerne under den fælles landbrugspolitik med hensyn til landbrugeres indkomst ved:

96.

glæder sig over Revisionsrettens beretning og tilslutter sig dens anbefalinger;

97.

beklager dybt, at selv om Unionen har bidraget med 14,5 mia. EUR til vandrensning og vandbeskyttelsesforanstaltninger i Unionens medlemsstater i Østersøområdet mellem 2007 og 2013, foruden 44 mio. EUR til bedre vandkvalitet i Rusland og Hviderusland i 2001-2014, er der kun gjort begrænsede fremskridt for at reducere udledningen af næringssalte; anmoder Kommissionen om at lægge særlig vægt på omkostningseffektiviteten af ovennævnte foranstaltninger;

98.

fremhæver, at eutrofiering er en af de største trusler mod opnåelse af en god økologisk tilstand i Østersøen; understreger betydningen af at bekæmpe eutrofieringen af et af verdens mest forurenede have; beklager derfor, at der er gjort begrænsede fremskridt inden for reduktion af næringsstoffer inden for rammerne af Kommissionen til Beskyttelse af Havmiljøet i Østersøområdets (HELCOM's) ordning for reduktion af næringsstoffer, som tildeler mål for reduktion af næringsstoffer til hvert land i Østersøområdet; beklager, at Unionens direktiv kun er blevet delvist gennemført i nogle medlemsstater;

99.

understreger, at medlemsstaterne bør udforme deres procedurer for nitratprogrammet baseret på den seneste videnskabelige information og rådgivning;

100.

opfordrer Kommissionen til at anmode medlemsstaterne om at indsamle oplysninger om omkostningseffektiviteten af foranstaltningerne til reduktion af næringsstofbelastningen, så fremtidige indsatsprogrammer kan udarbejdes på baggrund af en solid analyse;

101.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at forbedre pålideligheden af data om overvågning af næringsstoffer i Østersøen, da pålideligheden er usikker;

102.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme effektiv udpegelse af nitratsårbare områder over for medlemsstaterne med henblik på at indføre passende foranstaltninger i meget sårbare områder og samtidig at undgå at pålægge de landbrugere, der driver virksomhed i områder, der ikke er sårbare over for nitrat, unødvendige byrder; understreger, at medlemsstaterne i Østersøområdet bør revurdere deres udpegelse af nitratsårbare områder;

103.

bemærker med bekymring den manglende effektivitet af foranstaltninger til at reducere næringsstofforurening af byspildevand; anmoder Kommissionen om at sikre en effektiv overvågning af gennemførelsen af direktivet om byspildevand (7) og sikre, at medlemsstaterne fuldt ud overholder direktivet;

104.

beklager, at HELCOM's henstillinger kun delvis er blevet opfyldt og gennemført i henhold til Unionens direktiv om specifikke aktiviteter;

105.

bemærker, at løftestangseffekten har været høj i finansiering af projekter i Rusland og Hviderusland; er imidlertid bekymret over forsinkede projekter, der kan resultere i betydelige tab af indtægter; opfordrer Kommissionen til at fortsætte sin indsats i denne henseende og til at fokusere mere nøje på de vigtigste forureningskilder, som er identificeret af HELCOM; mener endvidere, at bedste praksis bør identificeres og anvendes bredt i forbindelse med samarbejdet mellem Unionen og tredjelande;

106.

glæder sig over beretningen om Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT) og fremsætter sine nedenstående bemærkninger og henstillinger;

107.

glæder sig over Revisionsrettens resultater og anbefalinger;

108.

bemærker, at Revisionsretten har påvist adskillige svagheder i vigtige begreber og operationelle processer og har opstillet fire anbefalinger, hvis EIT ønsker at blive det banebrydende innovative institut;

109.

minder om decharge for EIT i 2012 og 2013, hvor afgørelsen om at meddele EIT decharge blev udsat på grund af manglende sikkerhed med hensyn til lovligheden og den formelle rigtighed af EIT's tilskudstransaktioner, utilstrækkelig dokumentation for, at finansieringen ikke oversteg loftet på 25 % af videns- og innovationsfællesskabers (VIF's) samlede omkostninger, det høje niveau af fremførsler, som ikke var blevet gennemført, og forsinkelsen med at gennemføre anbefalingerne fra Kommissionens Interne Revisionstjeneste;

110.

mener, at den foreliggende beretning fra Revisionsretten giver anledning til alvorlige bekymringer over EIT's grundlag, finansieringsmodel og funktionsmåde;

111.

noterer sig Kommissionens svar på beretningen, hvori den fremsætter sin holdning til kendsgerninger og resultater; bemærker, at Kommissionen er enig i størstedelen af Revisionsrettens anbefalinger;

112.

noterer sig, at det af beretningen fremgår, at EIT i 2015 har gennemført adskillige forbedringer, som synes at afspejle Revisionsrettens konklusioner og anbefalinger; bemærker, at der er behov for nøje overvågning og evaluering for at kontrollere virkningerne af disse forbedringer;

113.

understreger, at en flerårig tilskudsaftale mellem EIT og VIF'erne og VIF'ernes flerårige strategi ikke burde stå i vejen for VIF'ernes årlige indberetning;

114.

understreger, at præstations- og resultatovervågning er af afgørende betydning for offentlig ansvarlighed og for omfattende information af de politiske beslutningstagere; understreger, at dette også bør gælde for EIT og VIF'erne;

115.

noterer sig, at kommissæren for forskning, videnskab og innovation i 2015 indførte konceptet »åben innovation« som nøglestrategi med henblik på udformningen af innovationspolitikken på EU-niveau; mener, at det ikke er klart, hvilken rolle EIT spiller i dette koncept; understreger, at dette koncept ikke giver nogen klar ramme for, at Kommissionen kan udforme en sammenhængende og koordineret indsats, i betragtning af de talrige politikker og instrumenter, der er involveret, og antallet af generaldirektorater, der bidrager til at støtte innovation;

116.

opfordrer Kommissionen til at sikre en koordineret og effektiv innovationspolitik, hvor de ansvarlige generaldirektorater finjusterer aktiviteter og instrumenter, og til at informere Parlamentet om disse bestræbelser;

117.

er bekymret over den kendsgerning, at erhvervslivets involvering i valget af forskningsprojekter inden for VIF'erne kan føre til situationer, hvor forskerne er finansielt og på anden måde knyttet til erhvervslivet og ikke længere kan betragtes som uafhængige; giver udtryk for denne bekymring på grundlag af den udvikling, hvor virksomhedernes indflydelse på videnskaben og grundforskningen er steget;

118.

forstår, at EIT har til opgave at fremme samarbejde mellem højere uddannelse, forskning og innovation; bemærker, at virksomheder ofte kan være dem, der får det største udbytte, da de er de retmæssige ejere af innovative produkter, der bringes på markedet, og som får den økonomiske gevinst; understreger i denne situation behovet for at overveje muligheden for at inkorporere en struktur i samarbejdsmodellen, hvori visse midler i det mindste delvist kan føres tilbage til EIT;

119.

mener, at de nævnte forbedringer og Kommissionens enighed i anbefalingerne giver anledning til at afvente den yderligere udvikling i EIT;

120.

opfordrer EIT til i sin årsberetning for 2016 at give dechargemyndigheden en dybtgående analyse af gennemførelsen af Revisionsrettens anbefalinger;

121.

opfordrer Kommissionen til at forelægge Parlamentet en opfølgningsrapport om gennemførelsen og overvågningen af Revisionsrettens anbefalinger og om de foranstaltninger, der er blevet truffet i forbindelse hermed;

122.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning og tilslutter sig dens anbefalinger samt glæder sig over, at Kommissionen accepterer disse og vil tage højde for dem i fremtiden;

123.

bemærker, at servicedirektivet (8) — på trods af, at dets anvendelsesområde blev begrænset ved at udelukke leveringen af visse tjenesteydelser — kan anvendes meget bredt, hvilket krævede, at Kommissionen iværksatte en række foranstaltninger til at sikre, at det blev gennemført korrekt;

124.

understreger, at markedet for tjenesteydelser endnu ikke har nået sit fulde potentiale, og at en vellykket gennemførelse af servicedirektivet har store indvirkninger på væksten og beskæftigelsen; mener, at Kommissionen — selv om de potentielle økonomiske fordele af den fuldstændige gennemførelse af direktivet endnu ikke kendes — bør foretage en undersøgelse for at vurdere de kvantitative outputgevinster på den mest pålidelige måde;

125.

opfordrer til, at der efterfølgende inddrages flere sektorer med henblik på at opnå en mere omfattende fjernelse af sektormæssige hindringer for markedsintegration med det endelige mål at fjerne hindringer på det indre marked for tjenesteydelser og udvikle Unionens fulde potentiale for vækst, konkurrenceevne og jobskabelse;

126.

mener, at medlemsstaterne kunne have gjort bedre brug af de foranstaltninger, som Kommissionen iværksatte til støtte for gennemførelsen, anvendelsen og håndhævelsen af direktivet, navnlig ved at udveksle erfaringer vedrørende de problemer, som indtraf i de forskellige faser af proceduren, drøfte eventuelle fælles løsninger og udveksle bedste praksis;

127.

er enigt i, at Kommissionen bør forkorte traktatbrudsprocedurerne så meget som muligt;

128.

beklager, at værktøjer som kvikskrankerne, informationssystemet for det indre marked og Det Europæiske Netværk af Forbrugercentre (ECC-netværket) ikke var tilstrækkeligt kendte og ikke blev anvendt af virksomheder og forbrugere, når der blev rejst spørgsmål om anvendelsen af servicedirektivet;

129.

noterer sig, at udbuddet af onlinetjenester fortsat er begrænset på grund af usikkerheder for tjenesteydere og tjenestemodtagere;

130.

glæder sig over Revisionsrettens anbefalinger og Kommissionens accept af dem;

131.

glæder sig over, at dyresygdomsprogrammerne blev vurderet som vellykkede i forbindelse med revisionen, og at den tekniske rådgivning, risikoanalysen og støttemekanismerne blev betegnet som god; glæder sig over disse programmers positive resultater for dyresundheden i Unionen; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til også at anvende denne vellykkede tilgang i fremtiden;

132.

mener, at det omfattende sæt af resultatindikatorer for nationale programmer for udryddelse, bekæmpelse og overvågning af dyresygdomme og zoonoser yderligere bør forbedres, navnlig med hensyn til den tekniske gennemførelse og de økonomiske indikatorer, som vil gøre det muligt at foretage en undersøgelse af programmernes omkostningseffektivitet;

133.

noterer sig Kommissionens opfattelse, at fastlæggelse af programmernes omkostningseffektivitet er vanskelig, især fordi der ikke findes nogen modeller, selv ikke på internationalt plan; bemærker endvidere, at programmernes omkostningseffektivitet er blevet dokumenteret af, at man undgår spredning af sygdomme, og at man undgår infektion hos mennesker, og at der reddes liv;

134.

bemærker, at udvekslingen af epidemiologiske oplysninger og adgangen til historiske resultater kunne støttes bedre af de relevante informationssystemer, der muliggør en bedre koordinering af kontrolaktiviteter mellem medlemsstater; bemærker, at ifølge Kommissionen er eksisterende IT-redskaber ved at blive udviklet for bedre at støtte medlemsstaterne; tilskynder Kommissionen til at sikre en merværdi af de udviklede IT-redskaber til udveksling af de nødvendige oplysninger;

135.

mener, at Kommissionen bør støtte adgangen til vacciner til brug for medlemsstaterne, når der er en epidemiologisk begrundelse herfor; glæder sig over, at vaccine/antigenbanker allerede er etableret for to sygdomme; opfordrer Kommissionen til at fortsætte med en risikoanalyse, der kan fastsætte et potentielt behov for andre vaccine/antigenbanker;

136.

noterer sig, at Kommissionen accepterer at sikre, at medlemsstaterne systematisk medtager aspektet vilde dyr, når det er relevant, i deres veterinærprogrammer;

137.

bemærker, at programmerne i visse lande ikke var så vellykkede med at udrydde dyresygdomme, og at fremskridtene var forholdsvis langsomme; opfordrer Kommissionen til i samarbejde med medlemsstaterne at prioritere disse særlige tilfælde og til at udarbejde en detaljeret strategi, der vil bidrage til at strømline udryddelsen af sygdommene, især tuberkulose hos kvæg i Det Forenede Kongerige og Irland og brucellose hos får og geder i Syditalien;

138.

bemærker med bekymring, at den tilgrundliggende lovgivning om emnet dyresygdomme stadig er alt for kompleks og fragmenteret; glæder sig over vedtagelsen af en overordnet retsakt — forordningen om overførbare dyresygdomme (»dyresundhedsloven«) (9) i marts 2016; bemærker, at den nye forordning vil være gældende i fem år efter vedtagelsen; glæder sig over, at den nye forordning vil omfatte strømlinede, enklere og klarere bestemmelser;

139.

glæder sig over Revisionsrettens beretning og fremsætter sine nedenstående bemærkninger og henstillinger;

140.

understreger, at EU-Udenrigstjenesten og medlemsstaterne har en fælles interesse i at videreudvikle det lokale samarbejde på området for forvaltning af bygninger med et særligt og konstant fokus på sikkerhedsspørgsmål, mest mulig valuta for pengene og Unionens image;

141.

glæder sig med 17 medlemsstaters undertegnelse af samhusningsaftalememoranda over stigningen i samhusningsprojekter for EU-delegationer; tilskynder EU-Udenrigstjenesten til at lede efter flere måder, hvorpå denne gode praksis kan udbredes; mener, at denne politik bør omfatte innovative tilgange, der tager sigte på både at definere en samordnet strategi for samhusning med de medlemsstater, som er opsat på dette, og hensigtsmæssige omkostningsdelingsordninger for så vidt angår bygninger og logistik;

142.

beklager den utilstrækkelige registrering og unøjagtighederne i informationssystemet til forvaltning af delegationernes kontorbygninger og boliger; opfordrer til, at der foretages en regelmæssig gennemgang af fuldstændigheden og pålideligheden af de oplysninger, der indtastes af EU-delegationerne;

143.

opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten til at styrke forvaltningskontrollen og overvågningsværktøjerne vedrørende alle omkostninger i forbindelse med bygningspolitikken med henblik på at sikre et nøjagtigt overblik over og nøje opfølgning på alle udgifter; mener, at der bør lægges vægt på, at de lofter, der er defineret i bygningspolitikken, skal overholdes med henblik på at mindske den samlede årlige husleje for delegationskontorerne, at samhusede enheder betaler et tilstrækkeligt bidrag, at de løbende omkostninger, der er forbundet med samhusningsspørgsmål, dækkes, og at udgifterne er i overensstemmelse med de lokale markedsforhold;

144.

mener, at der hurtigt bør udvikles juridisk og teknisk ekspertise i forbindelse med forvaltningen af fast ejendom, samtidig med at der tages hensyn til alle eventuelle alternative muligheder for at opnå omkostningseffektivitet, såsom ansættelse af ekstern ekspertise, f.eks. lokale mæglere, med henblik på at undersøge markedet eller forhandle med udlejere;

145.

støtter indførelsen af en strategi med mellemlang og lang sigt, der identificerer alle muligheder på dette område, fra investeringsprioriteter eller købsmuligheder til fornyelse af lejekontrakter eller muligheden for at dele bygninger med medlemsstaterne, idet der også tages hensyn til personalefremskrivninger og politisk planlægning og udvikling;

146.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning og tilslutter sig dens anbefalinger samt glæder sig over, at Kommissionen accepterer disse og vil tage højde for dem;

147.

henleder opmærksomheden på de områder, hvor der er størst behov for en indsats fra medlemsstaternes og Kommissionen side: markedsliberalisering, trafikstyringsprocedurer, administrative og tekniske hindringer, overvågning og gennemsigtighed i udførelsen af jernbanegodssektoren, fair konkurrence mellem forskellige transportformer, sammenhængende tilgang mellem politiske mål og tildeling af midler samt bedre koordinering mellem medlemsstaterne og Kommissionen i forbindelse med udvælgelse, planlægning og forvaltning af projekter og vedligeholdelse af jernbanenettet;

148.

bemærker, at Kommissionen ikke foretog en behørig vurdering af konsekvenserne af de lovgivningsmæssige pakker, som den siden 2000 har iværksat inden for jernbanesektoren, navnlig for jernbanegodstransporten; beklager, at de EU-midler, som er investeret i flere projekter, ikke kan anses for at være omkostningseffektive;

149.

mener, at en fortsættelse af den nuværende situation i jernbanesektoren vil betyde, at de ændrede mål for 2030 ikke vil blive opfyldt;

150.

finder, at det er i medlemsstaternes interesse, at der udarbejdes en fælles og obligatorisk konsekvensanalyse af den fremtidige lovgivning vedrørende jernbanegodstransport med henblik på at sikre, at de svagheder, der relaterer til inkompatibilitet mellem netværk, imødegås på en effektiv måde;

151.

bemærker, at jernbanesektoren generelt er meget korporativ, hvilket eventuelt kan føre til, at opfattelsen af markedsliberaliseringen i højere grad ses som en trussel end som en fordel;

152.

mener, at jernbanegodstransporten er et af de vigtigste aspekter af det indre marked for varer og på grund af dets store positive potentiale med hensyn til klimaændringsmålene og for at nedbringe vejtransporten; opfordrer indtrængende Kommissionen til at give den ny fremdrift inden for strategien for det indre marked; anmoder om, at der udarbejdes en strategi for jernbanegodstransporten;

153.

anmoder om, at der foretages en omfattende evaluering af Unionens jernbanegodstransport, hvor der lægges særlig vægt på gennemførelsen af forordning (EU) nr. 913/2010 (10), herunder one-stop-shop-aktivitet og kanaltildeling, og sideløbende hermed en evaluering af godstogskorridorer og korridorerne i Connecting Europe-faciliteten, herunder projekter, der allerede er godkendt under Connecting Europe-faciliteten;

154.

anmoder om, at der foretages en omfattende evaluering af de nationale jernbanesystemers interoperabilitet;

155.

anmoder om, at der foretages en evaluering af de transportstrategier, som medlemsstaterne har udarbejdet efter indgåelsen af partnerskabsaftalerne for så vidt angår den grænseoverskridende harmonisering og interoperabiliteten af TEN-T-korridorerne;

156.

anmoder om, at der udarbejdes en handlingsplan med henblik på at støtte en fuldstændig og hurtig gennemførelse af den 4. jernbanepakke;

157.

beklager, at mange af de hindringer for udviklingen af en stærk og konkurrencedygtig europæisk jernbanetransport, som Revisionsretten identificerede i særberetning nr. 8/2010, fortsat hindrer fremskridt i sektoren;

158.

glæder sig over Revisionsrettens beretning og fremsætter sine bemærkninger og henstillinger nedenfor;

159.

bemærker Revisionsrettens kritiske tilgang og det store antal mangler, som Revisionsretten har påvist, navnlig den manglende effektivitet for så vidt angår anvendelsen af de tildelte midler;

160.

opfordrer Kommissionen til at evaluere alle Revisionsrettens bemærkninger og træffe alle de foranstaltninger, der er blevet anmodet om, med henblik på at undgå, at der begås samme fejl i migrationspolitikken for 2014-2020; opfordrer til iværksættelse af alle Revisionsrettens anbefalinger;

161.

mener, at anvendelsen af midler bør være styret af forbedrede tilsyns- og evalueringssystemer, som er baseret på basisindikatorer, progressive benchmarks og målbare og realistiske mål; opfordrer Kommissionen til at gennemgå alle indikatorer, benchmarks og mål, som er indeholdt i de faktiske migrationsprogrammer;

162.

mener, at det — i lyset af at migrationskrisen skaber mange udfordringer, som går på tværs af forskellige sektorer og institutionelle grænser — er nødvendigt hele tiden at tilstræbe at finde et samlet og koordineret svar;

163.

opfordrer til, at man løbende forbedrer den strategiske forståelse af og rammen for Unionens eksterne migrationspolitikker og politiske løsningsmodeller sammen med centrale aktører for at sikre klarhed og en koordineret og sammenhængende mobilisering af de eksterne migrationsmekanismer på kort, mellemlang og lang sigt, inden for eller uden for Unionens budgetrammer;

164.

opfordrer Kommissionen til at engagere sig konstruktivt i bestræbelserne på at opnå en bedre samordning mellem instrumenter, mekanismer og relevante aktører med henblik på forebyggelse af migrationskriser;

165.

opfordrer alle de vigtigste aktører til at overveje og reagere hensigtsmæssigt på balancen mellem fleksibilitet i interventioner, midlernes komplementaritet, niveauet herfor, den nødvendige gearing og de potentielle synergier samt additionaliteten af Unionens interventioner;

166.

mener i denne forbindelse, at der bør tages behørigt hensyn til, at støtten på korrekt vis målrettes til de forskellige og skiftende eksterne migrationsspørgsmål, samtidig med at der sikres en passende kontrol af de udbetalte midler, med henblik på at undgå risikoen for misbrug af midler og dobbeltfinansiering;

167.

mener, at der er et afgørende behov for at forene kravet om bedre resultater med tilgængeligheden af tilstrækkelige midler for at sikre et højt ambitionsniveau i forbindelse med udformningen af Unionens samlede og holdbare reaktion på de nuværende og fremtidige udfordringer, som migrationskrisen har medført; mener, at forhandlingerne om midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme er det rette forum til at tage disse udfordringer op med henblik på at øge budgettet for disse midler;

168.

mener, at den eksisterende opsplitning af instrumenter — i tillæg til det udækkede finansieringsbehov — med deres egne specifikke mål, der ikke indbyrdes er forbundne, udgør en hindring for den parlamentariske kontrol over den måde, hvorpå midlerne anvendes, og for identificeringen af ansvar, hvilket derfor gør det vanskeligt at foretage en klar vurdering af de finansielle beløb, der reelt anvendes til at støtte den eksterne migrationsindsats; beklager, at dette fører til manglende effektivitet, gennemsigtighed og ansvarlighed; mener, at det er nødvendigt at sætte fornyet fokus på mulighederne for at anvende eksisterende politiske instrumenter med en klar og fornyet struktur for målene med henblik på at øge deres samlede effektivitet og synlighed;

169.

er af den opfattelse, at Unionens udgifter til ekstern migration skal udbetales mere effektivt, og at den skal opfylde kriterier om merværdi, med henblik på at sikre passende levevilkår for befolkningerne i deres oprindelseslande og undgå en stigning i tilstrømningen af økonomiske migranter;

170.

opfordrer Kommissionen til på en konstruktiv måde at følge op på, vurdere og gennemgå de aktiviteter, som udføres af Det Europæiske Agentur for Grænse- og Kystbevogtning, og som var planlagt til at blive påbegyndt i oktober 2016;

171.

glæder sig over oprettelsen af Unionens trustfonde og over intentionen om at udbetale midler hurtigere og mere fleksibelt i nødsituationer og til at samle forskellige finansieringskilder, så det bliver muligt at reagere på alle aspekter ved en krise;

172.

bemærker, at trustfonde er et led i en ad hoc-reaktion, som viser, at Unionens budget og den flerårige finansielle ramme ikke har de midler og den fleksibilitet, der er nødvendige for en hurtig og sammenhængende tilgang til større kriser; beklager, at fondene giver anledning til en forbigåelse af budgetmyndigheden, hvilket undergraver budgettets enhed;

173.

glæder sig over Kommissionens forslag om som led i midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme at oprette en ny EU-krisereserve, som skal finansieres af de frigjorte bevillinger, og som skal tjene som et yderligere middel til at reagere hurtigt på akutte situationer i Unionen; opfordrer Rådet til fuldt ud at støtte dette forslag;

174.

understreger betydningen af, at der er tilstrækkelige kontrolmekanismer til at sikre politisk kontrol med budgetgennemførelsen i forbindelse med dechargeproceduren; opfordrer indtrængende Kommissionen til omgående at tage skridt til at øge inddragelsen af budget- og budgetkontrolmyndigheden og til at sikre en bedre tilpasning af trustfonde og andre mekanismer i forhold til budgetnormen, navnlig ved at gøre dem synlige i Unionens budget;

175.

beklager, at Kommissionen ikke har fremlagt oplysninger om faktiske udbetalinger, og opfordrer Kommissionen til at træffe passende foranstaltninger med henblik på at styrke og forenkle indkodningen i det finansielle informationssystem for bedre at kunne spore og overvåge de beløb, der er tiltænkt den eksterne migrationsindsats;

176.

anmoder Kommissionen om at oprette et omfattende dataarkiv for Unionens migrationsrelaterede udgifter, herunder over alle gennemførte, igangværende og planlagte projekter; mener, at den interaktive database bør orientere aktører og borgere om resultaterne på en måde, som visualiserer disse på verdenskortet, og muliggøre en søgning filtreret efter land, projekttype og de tilsvarende beløb;

177.

mener, at en fremsynet forvaltning ville være mere effektiv på lang sigt i forhold til en ren reaktionsdygtig politik på f.eks. krisestyringsområdet;

178.

minder om Parlamentets holdning til en holistisk tilgang til migration baseret på en ny politiksammensætning, herunder styrkelse af sammenhængen mellem migration og udvikling ved tage hånd om de grundlæggende årsager til migrationsfænomenet, samtidig med at det går ind for en ændring af metoderne til finansiering af migrationskrisen;

179.

glæder sig over resultaterne og anbefalingerne i Revisionsrettens beretning;

180.

henstiller, at Kommissionen forbedrer gennemsigtigheden i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud (EDP) gennem regelmæssig formidling af sine landespecifikke vurderinger vedrørende overholdelsen af de strukturelle reformer, der er foreslået under proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, og gennem større gennemsigtighed i anvendelsen af reglerne;

181.

mener, at Kommissionen efter høring af medlemsstaterne regelmæssigt bør aflægge rapport til Parlamentet om fremskridtene for så vidt angår de landespecifikke procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud;

182.

henstiller, at Kommissionen fortsætter sit arbejde med at inddrage de nationale finanspolitiske råd og sikre, at det europæiske finanspolitiske råd spiller en formel rolle i henhold til proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud; noterer sig, at gennemsigtigheden i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud er blevet bedre i de seneste år og anerkender, at visse oplysninger af politisk følsom karakter ikke altid kan offentliggøres;

183.

anbefaler, at proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i højere grad fokuserer på statsgældsnedbringelse; noterer sig, at gældskvoten i forhold til bruttonationalproduktet kun i 13 medlemsstater var på under 60 % ved udgangen af 2014; påpeger, at mange medlemsstater — til trods for at Unionen nyder godt af et beskedent opsving, og de offentlige gældsniveauer er højere end i 2010 — må konstatere, at de er dybt forgældet;

184.

anerkender, at reglen om gældsloftet kun blev gjort operationelt under proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i 2011; mener, at en reduktion af den offentlige gæld, navnlig i stærkt forgældede medlemsstater, vil øge den økonomiske vækst betydeligt på længere sigt;

185.

henstiller, at der sikres tilstrækkelig fleksibilitet i forbindelse med anvendelsen af bestemmelserne vedrørende proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud under stabilitets- og vækstpagten; understreger, at det på grund af den omstændighed, at der kan indtræffe uforudsete hændelser, er nødvendigt at sikre, at rammerne for den økonomiske styring er fleksible, således at de kan tage hensyn til den økonomiske udvikling;

186.

mener, at Kommissionen bør sikre, at anvendelsen af bestemmelserne vedrørende proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud nøje bør koordineres med strukturreformforanstaltninger, der er vedtaget i forbindelse med det europæiske semester;

187.

glæder sig over Revisionsrettens beretning, tilslutter sig dens anbefalinger og opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til disse anbefalinger, når den bestræber sig på at styrke den administrative kapacitet i den tidligere jugoslaviske republik Makedonien;

188.

er bekymret over, at der blev gjort begrænsede fremskridt med at styrke den administrative kapacitet uden nogen væsentlige fremskridt med gennemførelsen af lovgivningen på nogle centrale områder såsom udviklingen af en professionel og uafhængig offentlig forvaltning;

189.

bemærker, at der kun er blevet gjort delvise fremskridt med at bekæmpe korruption og øge gennemsigtigheden;

190.

bemærker imidlertid, at Kommissionen er tvunget til at arbejde i en vanskelig politisk kontekst og oplever manglende politisk vilje og engagement fra de nationale myndigheder til at tackle de resterende spørgsmål; bemærker, at den igangværende politiske krises hindringer spillede en rolle for de finansierede projekters succes;

191.

noterer sig og støtter Kommissionen i dens vigtige rolle, som den spiller med at løse den politiske krise i landet, og glæder sig over, at kommissæren inddrages i mæglingen i forbindelse med den politiske dialog mellem de modstridende politiske kræfter;

192.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte arbejdet med dialogen med de politiske ledere i hele det politiske spektrum, nationale myndigheder og eksperter inden for retsvæsenet og retshåndhævelse for at nå til enighed om en aktiv bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet og gennemførelsen af strenge foranstaltninger og mekanismer til at forebygge korruption og økonomisk kriminalitet i overensstemmelse med landets straffelovgivning;

193.

henstiller på det kraftigste til, at Kommissionen anvender den politiske dialog og kontakter med nationale myndigheder til at forbedre effektiviteten i systemet for offentlige udbud og gennemsigtigheden i de offentlige udgifter;

194.

opfordrer Kommissionen til at prioritere bekæmpelse af korruption og beklager, at der ikke findes en effektiv regeringsstrategi til bekæmpelse af korruption; gentager behovet for, at de nationale myndigheder i højere grad forpligter sig politisk for at sikre bæredygtige resultater i denne henseende;

195.

opfordrer Kommissionen i forbindelse med anvendelsen af instrumentet for førtiltrædelsesbistand (IPA II) til at bygge videre på resultaterne af de vellykkede projekter, som er bæredygtige, har en kvantificerbar merværdi, og som blev gennemført og anvendt i overensstemmelse med bestemmelserne;

196.

glæder sig over, at Kommissionen har udarbejdet projekter, som har fokuseret på civilsamfundsorganisationer; opfordrer Kommissionen til at fortsætte denne praksis og etablere tætte forbindelser med de lokale NGO'er;

197.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde projekter, som styrker rettighederne og situationen for whistleblowere, der gør offentligheden opmærksom på korruptionssager og svig;

198.

bemærker, at selv om mange af projekterne blev forvaltet hensigtsmæssigt, var resultaterne ikke altid bæredygtige og blev ikke altid nået; bemærker endvidere, at projekterne ikke altid indgik i en sammenhængende strategi for styrkelse af den administrative kapacitetsopbygning; opfordrer Kommissionen til at forbedre den strategiske planlægning og sikre projekternes bæredygtighed og levedygtighed ved at indføre dette som en forudsætning for projekterne;

199.

opfordrer Kommissionen til fortsat at følge principperne for forsvarlig økonomisk forvaltning; opfordrer Kommissionen til at bistå med udforme projekter, som også fungerer som et springbræt til yderligere investeringer i landet; tilskynder Kommissionen til at prioritere projekter med et højt potentiale inden for vigtige områder såsom offentlige udbud eller udvælgelsesprocedurer og undgå at finansiere projekter, hvis bæredygtighed synes begrænset;

200.

opfordrer Kommissionen til at reagere fleksibelt på uventede begivenheder enten ved rettidigt at frigive de relevante midler eller ved at reducere dem for at behandle presserende spørgsmål;

201.

glæder sig over Revisionsrettens beretning og fremsætter sine bemærkninger og henstillinger nedenfor;

202.

glæder sig over Revisionsrettens resultater og anbefalinger;

203.

noterer sig svaret fra Kommissionen og de berørte agenturer, som bl.a. indeholder vigtige oplysninger om foranstaltninger, som er blevet iværksat efter revisionen fandt sted;

204.

understreger, at agenturerne er ansvarlige for den flerårige og årlige programmering af deres tilskudsforanstaltninger såvel som for deres (operationelle og finansielle) gennemførelse. Mener derfor, at det er altafgørende for virkeliggørelsen af Unionens mål og politikker, at agenturerne forvalter tilskudsaktiviteterne effektivt;

205.

bemærker, at Revisionsretten har konkluderet, at de reviderede agenturer generelt tildelte og udbetalte tilskud i overensstemmelse med reglerne;

206.

bemærker ikke desto mindre, at Revisionsretten har identificeret visse mangler i forbindelse med finansieringsmuligheder, tildelingsprocedurer, kontrolsystemer og resultatmåling, og at den har fremsat fem anbefalinger til udbedring af disse mangler;

207.

bemærker, at et agenturs strategiske begrundelse for og valg af et finansieringsredskab ville kunne styrke effektiviteten af dette redskab og dermed gennemførelsen af dets opgaver; understreger, at en utilstrækkelig opfølgning af de forudgående evalueringer kunne føre til, at agenturerne vælger uhensigtsmæssige finansieringsredskaber og til mangelfuld tilskudsudformning;

208.

beklager de fælles generelle beskrivelser af agenturernes tilskudsaktiviteter og vagt formulerede beskrivelser af output, der fører til ufuldstændige årlige arbejdsplaner;

209.

gør opmærksom på vigtigheden af at tilpasse agenturernes tilskudsforanstaltninger med deres mandat og strategiske mål; tilskynder derfor alle agenturer til at indføre særlige retningslinjer og kriterier til støtte for deres valg af det specifikke finansieringsredskab baseret på en analyse af agenturets behov, dets ressourcer, de mål, der skal opfyldes, de potentielle modtagere, som finansieringen skal rettes imod, samt på den nødvendige grad af konkurrence og erfaringerne fra tidligere valg;

210.

bemærker, at agenturernes arbejdsprogrammer bør angive de aktiviteter, der skal gennemføres ved hjælp af tilskud, de specifikke mål og forventede resultater, der skal opnås ved hjælp af tilskudsforanstaltningerne, samt de planlagte finansielle og menneskelige ressourcer, der er nødvendige for at gennemføre tilskudsforanstaltningerne;

211.

mener, at fastlæggelsen af strategiske mål, målrettede resultater og virkninger er af afgørende betydning for at opnå en klart defineret årlig programmering;

212.

understreger, at visse agenturers reguleringsmæssige rammer tvinger dem til at anvende tilskudsprocedurer; bemærker imidlertid med bekymring, at agenturer ikke systematisk overvejede alle finansieringsmuligheder, som stod til deres rådighed, og at tilskud ikke altid var det mest hensigtsmæssige instrument; noterer sig endvidere Revisionsrettens bemærkning om, at støtteberettigelseskriterierne er mere restriktive og de finansielle tildelingskriterier svagere, når der anvendes tilskudsprocedurer, end når der anvendes udbud, og at tilskudsfinansiering derfor ikke bør være standardløsningen; mener imidlertid, at der bør opretholdes en nøje balance mellem svaghederne ved tilskudsprocedurerne i forhold til de administrative omkostninger, som er forbundet med offentlige indkøbsprocedurer, og tilslutter sig derfor ikke Revisionsrettens bemærkning om, at offentlige udbud bør være standardløsningen;

213.

er bekymret over Revisionsrettens bemærkning om, at de involverede agenturer ikke har indført passende overvågningssystemer og efterfølgende evalueringer; opfordrer agenturerne til at udarbejde efterfølgende evalueringer for at forbedre deres overvågning og rapportering af tilskudsfinansierede aktiviteter;

214.

understreger, at præstations- og resultatovervågning er af afgørende betydning for offentlig ansvarlighed og for omfattende information af de politiske beslutningstagere; fremhæver, at dette er endnu mere relevant for agenturer som følge af disses decentrale karakter; opfordrer agenturerne til at oprette systemer til overvågning af og rapportering om tilskud, som er baseret på resultat- og effektorienterede centrale præstationsindikatorer samt resultaterne af efterfølgende evalueringer; mener, at de centrale præstationsindikatorers rolle er afgørende for overvågning og evaluering af fremskridt, virkninger og resultater;

215.

bemærker med bekymring, at præstationsindikatorer har fortsat fokus på input eller output og ikke på resultater eller virkninger; opfordrer agenturerne til at udvikle deres centrale præstationsindikatorer mere strategisk og basere dem på resultater og virkninger;

216.

opfordrer agenturerne til at udvikle og gennemføre en risikovurdering af deres årlige arbejdsplaner for at forbedre effektiviteten gennem en mere nøjagtig gennemførelse, overvågning og evaluering;

217.

henstiller, at der foretages en strategisk tildeling af finansielle redskaber til kortsigtede mål for at forbedre nøjagtigheden af finansieringsafgørelser;

218.

opfordrer netværket af EU-agenturer til at bistå agenturerne med at forbedre deres finansieringsprocedurer og i denne forbindelse navnlig deres præstationsprocedurer;

219.

fremhæver navnlig Revisionsrettens resultater angående tilskudsprocedurerne og behovet for gennemsigtighed og ligebehandling samt for at undgå potentielle interessekonflikter; opfordrer de pågældende agenturer til at gennemføre Revisionsrettens anbefalinger hurtigst muligt;

220.

opfordrer agenturerne til at anvende særlige tilskudsprocedurer til at indføre formelle interne procedurer, som sikrer, at principperne om gennemsigtighed og ligebehandling overholdes, og som beskytter mod potentielle interessekonflikter; understreger derfor, at agenturerne bør styrke deres system til kontrol med gennemførelsen af tilskudsprojekter;

221.

opfordrer Kommissionen og de agenturer, der var genstand for revisionerne i denne særberetning, til at holde Parlamentet ajour med gennemførelsen af anbefalingerne;

222.

glæder sig over Revisionsrettens beretning, tilslutter sig dens anbefalinger og opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til disse anbefalinger, når den bestræber sig på at styrke den administrative kapacitet i Republikken Moldova;

223.

bemærker med bekymring, at Unionen kun delvist har bidraget til en styrkelse af den offentlige forvaltning, og at Revisionsretten registrerede et antal mangler, herunder svagheder i udformningen og gennemførelsen af de reviderede programmer og projekter;

224.

bemærker imidlertid, at Kommissionen er tvunget til at arbejde i en vanskelig politisk kontekst og oplever udbredt korruption og mange svagheder i offentlige institutioner, bl.a. alt for stort bureaukrati, manglende fokus på kernefunktioner, stor personaleudskiftning og dermed lav effektivitet og manglende ansvarlighed; bemærker endvidere, at Moldova er hårdt ramt af politisk ustabilitet, økonomisk uro, dyb fattigdom og massiv emigration;

225.

bemærker, at selv om de særlige politiske omstændigheder og de eksterne faktorer spillede en vigtig rolle for de budgetterede programmers succes og faktisk i mange tilfælde lå uden for Kommissionens kontrol, var der konkrete svagheder, som Kommissionen kunne have adresseret;

226.

bemærker, at de svagheder, som Revisionsretten konstaterede, omfattede Kommissionens langsomme responstid over for pludselige udviklinger, utilstrækkelig tilpasning af programmerne til de moldoviske nationale strategier, fraværet af ambitiøse mål, vage og uklare betingelser og manglende begrundelse for ydelse af yderligere incitamentsbaserede midler;

227.

opfordrer Kommissionen til at tilskynde dens moldoviske modparter til at udvikle systematiske, klart formulerede nationale strategier med klare konkrete mål og skabe en bedre kobling mellem programmerne i landet med disse strategier;

228.

tilskynder Kommissionen til at gøre brug af forudgående evalueringer for klart at kunne vurdere finansieringsbehovet og foretage en fokuseret og begrundet budgetplanlægning;

229.

opfordrer Kommissionen til at prioritere bekæmpelse af korruption og beklager, at der ikke findes en virkelig effektiv regeringsstrategi til bekæmpelse af korruption; glæder sig over statsministeriets ansættelse af den højtstående rådgiver for bekæmpelse af korruption; gentager imidlertid, at der er behov for en mere ambitiøs og effektiv strategi og større politisk engagement fra de nationale myndigheders side for at sikre bæredygtige resultater på området; opfordrer de nationale myndigheder til at fokusere på korruptionsbekæmpelse og øget gennemsigtighed og integritet i den offentlige forvaltning som et prioriteret område;

230.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte dialogen med de politiske ledere i hele det politiske spektrum, nationale myndigheder og eksperter inden for retsvæsenet og retshåndhævelse for at nå til enighed om en aktiv bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet og gennemførelsen af strenge foranstaltninger og mekanismer til at forebygge korruption og økonomisk kriminalitet i overensstemmelse med landets straffelovgivning;

231.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde projekter, som vil styrke rettighederne og situationen for whistleblowere, der gør offentligheden opmærksom på korruptionssager og svig;

232.

bemærker, at de vigtigste støtteinstrumenter er sektorbudgetstøtte (74 % af støtten) og projekter; konstaterer med beklagelse, at budgetstøtten til styrkelse af den offentlige forvaltning havde en begrænset virkning;

233.

bemærker med bekymring, at metoden med sektorbudgetstøtte er et særdeles risikobetonet middel til fordeling af budgettet, navnlig i forbindelse med Moldova, hvor den offentlige forvaltning er lammet af massiv korruption og domineret af lokale oligarkier; opfordrer Kommissionen til at genoverveje de anvendte metoder på baggrund af en dybtgående risikoanalyse;

234.

opfordrer Kommissionen til at anvende metoder, som bringer synlige og håndgribelige resultater for de moldoviske borgere;

235.

bemærker, at projektudformningerne generelt var relevante, selv om de manglede koordination med hensyn til anvendelsesområde og tidsplan, og at den tekniske bistand til udvikling af en administrativ kapacitet skulle have været ydet tidligere;

236.

beklager, at selv om projekterne generelt gav de forventede resultater, var resultaterne ikke altid bæredygtige, hvilket til dels skyldtes den politiske vilje og eksterne faktorer; opfordrer Kommissionen til at bygge videre på resultaterne af de vellykkede projekter, som er bæredygtige, har en kvantificerbar merværdi, og som blev gennemført og anvendt i overensstemmelse med bestemmelserne; opfordrer Kommissionen til at forbedre den strategiske planlægning og sikre projekternes bæredygtighed og levedygtighed ved at indføre dette som en forudsætning for projekterne;

237.

bemærker, at projekterne delvist bidrog til en styrkelse af den offentlige forvaltning, men ikke altid var i overensstemmelse med Moldovas forvaltningsmæssige behov og målsætninger; opfordrer Kommissionen til at fokusere projekterne mere specifikt på de konkrete nationale behov;

238.

opfordrer Kommissionen til fortsat at følge principperne for forsvarlig økonomisk forvaltning; anmoder Kommissionen om at hjælpe med at udforme projekter, som kan fungere som løftestang for yderligere investeringer i landet og i den forbindelse etablere et samarbejde med de internationale finansielle institutioner; tilskynder Kommissionen til at prioritere projekter med et højt potentiale inden for vigtige områder såsom offentlige udbud eller udvælgelsesprocedurer og undgå at finansiere projekter, hvis bæredygtighed synes begrænset;

239.

bemærker med bekymring, at selv om Kommissionen i 2012 udviklede en mere systematisk risikoanalyse, højtstående styringsudvalg for budgetstøtte og et system for tidlig varsling af nye risici, var den ikke i stand til tids nok at opdage »århundredets tyveri«, da der i forbindelse med en enorm korruptionsskandale blev svindlet med indskydermidler svarende til 1 mia. USD, som muligvis også omfattede bidrag fra EU-finansiering; bemærker, at budgetstøttebetalingerne endeligt blev suspenderet i juli 2015, og at genoptagelsen heraf blev gjort betinget af, at der foretages forbedringer i den makroøkonomiske og skattemæssige situation og af indgåelsen af en IMF-aftale;

240.

opfordrer Kommissionen til at forbedre systemet for tidlig varsling og risikoanalysen for at kunne reagere hurtigere og mere fleksibelt på potentielle risici;

241.

konstaterer, at opbygningen af en forvaltningskapacitet i Moldova er et centralt element, eftersom landet ikke har fuld kontrol over sit eget område, hvilket kan frembringe separatisttendenser blandt pro-russiske styrker; minder om, at Moldova har et europæisk perspektiv og derfor er en strategisk partner for Unionen;

242.

beklager, at Moldovas vedvarende politiske ustabilitet forårsager en langvarig skadelig virkning for troværdigheden af landets demokratiske institutioner, hvilket medfører begrænsede fremskridt mod demokrati, mindsket støtte til integration i Unionen og øgede pro-russiske politiske initiativer;

243.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte sit engagement i Moldova for at styrke de politiske forbindelser og den økonomiske integration mellem Unionen og Moldova; understreger vigtigheden af støtte, vejledning og overvågning fra Unionen i forbindelse med prioriterede reformer, som skal adressere politiseringen af de statslige institutioner, systematisk korruption og en reform af den offentlige forvaltning for at nå disse målsætninger;

244.

minder om artikel 2 i traktaten om Den Europæiske Union, Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, Rådets direktiv 2000/43/EF (11) om ligebehandling af alle uanset race, Rådets direktiv 2000/78/EF (12) om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF (13) om fri bevægelighed og ophold i Unionen;

245.

glæder sig over Rådets rammeafgørelse fra 2008 om bekæmpelse af racisme og fremmedhad (14), Parlamentets beslutning af 9. marts 2011 om Unionens strategi for integration af romaer (15), Kommissionens meddelelse af 5. april 2011 om »en EU-ramme for de nationale strategier for romaernes integration frem til 2020« (KOM(2011) 173), Rådets henstilling af 9. december 2013 om foranstaltninger til effektiv integration af romaer i medlemsstaterne (16) samt Kommissionens meddelelse af 17. juni 2015 med titlen »Rapport om gennemførelsen af EU-rammen for de nationale strategier for romaernes integration 2015« (COM(2015) 299);

246.

minder om, at integrationen af romaer afhænger af deres inddragelse og deres mulighed for at kunne nyde godt af de samme rettigheder som dem, der gives til alle europæiske borgere, som de er en del af;

247.

minder om de fælles grundlæggende principper for romaernes inklusion (17), nemlig de ti fælles grundprincipper, der blev drøftet på det første møde i den europæiske platform for integration af romaerne, der blev holdt i Prag i 2009, før de blev indføjet som bilag til konklusionerne fra samlingen i Rådet beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik den 8. juni 2009;

248.

støtter Revisionsrettens anbefalinger og opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til hurtigst muligt at gennemføre dem;

249.

beklager, at der i programperioden 2007-2013 manglede fokus på integration af romaer; opfordrer til, at der ved udarbejdelsen af den fremtidige EU-strategiramme bliver taget større hensyn til problemer med integration og forskelsbehandling, som romaerne og andre marginaliserede befolkningsgrupper udsættes for;

250.

beklager, at Revisionsrettens undersøgelse ikke omfatter en bredere vifte af lande, hvor der findes en væsentlig population af romaer, som f.eks. Slovakiet, Grækenland og Frankrig;

251.

opfordrer medlemsstaterne til klart at definere, hvilke dårligt stillede grupper de ønsker at fokusere på i forhold til deres behov og de udfordringer, de står over for, og til at være særlig opmærksomme på romaerne i forbindelse med tildelingen af EU-midler;

252.

beklager, at kompleksiteten af samhørighedsfondene, som er de eneste, der er til rådighed til projekter om integration og bekæmpelse af forskelsbehandling af romaerne, ikke gør det muligt i tilstrækkelig grad at bidrage til integration af romaer og til at sikre deres adgang til rettigheder;

253.

mener, at det derfor er nødvendigt, at alle medlemsstater fastlægger en køreplan med henblik på at analysere de reelle konsekvenser af love, regler, administrative bestemmelser og ressourcer bestemt til at yde støtte til integration af romaer og identificere, hvor der er behov for at styrke ressourcerne og den administrative kapacitet på nationalt, regionalt og lokalt plan med henblik på at støtte iværksættelse og forvaltning af projekter til integration og bekæmpelse af forskelsbehandling af romaerne;

254.

opfordrer Kommissionen til at fremlægge detaljerede oplysninger om tilgængelig finansiering for romaer, analysere eksisterende hindringer og tage hensyn hertil i forbindelse med en forenkling af fondene;

255.

anerkender betydningen af i forbindelse med anvendelsen af de europæiske struktur- og investeringsfonde at udvælge langsigtede projekter til fordel for marginaliserede romasamfund;

256.

understreger behovet for at fastlægge mere fleksible kriterier for udvælgelse af projekter, der tager sigte på integration af romaerne og andre marginaliserede befolkningsgrupper;

257.

opfordrer Kommissionen til i den næste programmeringsperiode eller ved revisionen af de operationelle programmer at sikre, at de nationale strategiers målsætninger for integration af romaer afspejles i rammen for de europæiske struktur- og investeringsfonde på alle operationelle niveauer;

258.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne og Kommissionen til at tilvejebringe relevante og harmoniserede statistiske data om romaer, der giver bedre mulighed for at vurdere deres økonomiske, administrative og sociale inklusion;

259.

understreger, at udelukkelse fra at finde en bolig, hjemløshed, udelukkelse fra uddannelse, arbejdsløshed og forskelsbehandling i forbindelse med adgang til beskæftigelse ofte er nøgleelementer i en marginalisering; understreger derfor vigtigheden af integrerede tiltag for så vidt angår bolig, uddannelse og adgang til arbejdsmarkedet til fordel for romaer og andre marginaliserede samfundsgrupper;

260.

understreger, at en betydelig hindring for bekæmpelsen af forskelsbehandlingen af romaer er, at forskelsbehandlingen alt for sjældent indberettes til organisationer eller institutioner, f.eks. politiet og de sociale myndigheder; opfordrer derfor medlemsstaterne til at vedtage en strategi til håndtering af institutionel forskelsbehandling og til at afhjælpe den manglende tillid fra romaernes side til myndighederne;

261.

opfordrer Kommissionen til i partnerskab med repræsentanter fra marginaliserede befolkningsgrupper, navnlig romaerne, og »specialiserede institutioner« at gennemføre en uddannelsescyklus for medlemsstaternes kompetente myndigheder med henblik på at bekæmpe diskriminerende praksis og til at foregå med et godt eksempel for at fremme integration gennem en sund, konstruktiv og effektiv dialog;

262.

minder om, at Unionen har et program for beskæftigelse og social innovation, der for perioden 2014-2020 er tildelt 900 mio. EUR, og som lægger særlig vægt på sårbare personer og bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse;

263.

opfordrer Kommissionen til at overveje at oprette en særlig europæisk fond til integration af romaer og andre marginaliserede befolkningsgrupper og tilskynder Kommissionen til at sikre, at der føres tilstrækkelig kontrol med udgifterne i en sådan fond;

264.

opfordrer Kommissionen til at gennemføre en reel europæisk strategi for romaernes integration, som er en europæisk handlingsplan, der udarbejdes og gennemføres på alle politiske og administrative niveauer, der har deltagelse af repræsentanter for romasamfundet og er baseret på de grundlæggende værdier som lighed, adgang til rettigheder og ikkeforskelsbehandling; fastholder, at denne strategi skal bidrage til en reel inklusion af romaer og til at sikre deres adgang til uddannelse, beskæftigelse, boliger, kultur, sundhedspleje, deltagelse i offentlige anliggender, erhvervsuddannelse og den frie bevægelighed i Unionen;

265.

understreger imidlertid, at det er op til medlemsstaterne at træffe alle foranstaltninger til støtte for romaer og at sikre ensartet anvendelse af national ret og alle rettigheder på deres område uden forskelsbehandling;

266.

glæder sig over særberetningen om analyse af de risici, der knytter sig til anvendelsen af en resultatorienteret tilgang i forbindelse med Unionens udviklings- og samarbejdsforanstaltninger og fremsætter sine bemærkninger og henstillinger nedenfor;

267.

glæder sig over beretningens resultater, i henhold til hvilke humanitær bistand blev administreret effektivt i et vanskeligt arbejdsmiljø præget af usikkerhed og uforudsigelighed, hvilket gør en effektiv gennemførelse til en reel udfordring;

268.

opfordrer Kommissionen til at fortsætte sin indsats med hensyn til at sammenkoble nødhjælp, rehabilitering og udvikling, hvor de lokale forhold tillader det; mener, at dette kunne eventuelt støttes af en permanent tværtjenstlig platform, der sammenkobler nødhjælp, rehabilitering og udvikling; mener, at en sådan platform bl.a. kan anvendes til at identificere programmer, der eventuelt kan kombineres; mener, at der bør etableres integrerede tilgange med klart formulerede koordineringsmål og en sammenhængende lande/regionsstrategi blandt alle berørte parter, hvor det er muligt;

269.

opfordrer endvidere Kommissionens tjenestegrene til at sikre en bedre omstilling fra kortsigtede humanitære aktiviteter til langsigtede udviklingstiltag og en sammenhængende koordination, ikke kun mellem de forskellige EU-aktører, men også med nationale prioriteter og andre internationale organisationer gennem en fælles strategi og en fælles humanitær og udviklingsmæssig ramme;

270.

mener, at der bør gennemføres en systematisk vurdering af de reelle humanitære interventioner med en vurdering af de administrative omkostninger i regionen, hvor der fokuseres mere på effektivitet, og med udvikling af mulige benchmarks for fælles og løbende udgiftsposter;

271.

opfordrer til, at tidsfristerne for interventioner så vidt muligt bedre tilpasses til interventionsmiljøet for at undgå tidskrævende og dyre forlængelser;

272.

opfordrer Unionens og FN's relevante institutioner til fuldt ud at respektere og gennemføre den finansielle og administrative rammeaftale; anmoder Kommissionen om at aflægge rapport til Parlamentet om gennemførelsen af aftalen og de relevante retningslinjer i forbindelse med aftalen og om at identificere områder, hvor der er behov for forbedringer, og fremsætte relevante forslag i denne henseende;

273.

minder om, at indberetninger fra FN-organisationer og internationale organisationer bør sikre den mest præcise sporbarhed for finansiering og sammenligning med de operationelle aspekter af støttetildelingen, som der blev opnået enighed om i begyndelsen af interventionen, og tilvejebringe nyttig feedback til Kommissionens tjenestegrene; understreger betydningen af, at partnerorganisationerne leverer rettidige rapporter til Kommissionen for at muliggøre en hurtig forvaltning eller justering af den humanitære indsats og finansieringsmetoder;

274.

understreger behovet for at forbedre FN's ansvarlighed og gennemsigtighed i forhold til anvendelsen af EU-midler og gennemførelsen af internationalt vedtagne humanitære og udviklingsmæssige strategiske retningslinjer og mål;

275.

anmoder Kommissionen om at indføre resultatbaserede vurderinger af gennemførelsesplanerne for den humanitære indsats for at muliggøre benchmarking af disse gennemførelsesplaner og udveksle bedste praksis;

276.

beklager. at der findes ufuldstændig eller ikke tilstrækkeligt resultatorienteret information, hvilket afskærer Kommissionen fra at udøve sin kontrolfunktion korrekt;

277.

insisterer på nødvendigheden af at opnå den højeste grad af gennemsigtighed og institutionel ansvarlighed på alle niveauer ved at sikre adgang til udtømmende og velfunderede budgetoplysninger og finansielle data vedrørende projekter med EU-støtte, således at Parlamentet har mulighed for at gennemføre sin kontrol;

278.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning og tilslutter sig dens anbefalinger samt glæder sig over, at Kommissionen accepterer disse og vil tage højde for dem;

279.

glæder sig over, at Kommissionen har gennemført Revisionsrettens tidligere anbefalinger i dens retlige ramme for de europæiske struktur- og investeringsfonde for 2014-2020, hvilket sikrer mere valuta for pengene ved hjælp af en resultatramme og en resultatreserve, forhåndsbetingelser, fælles output og resultatindikatorer;

280.

understreger, at der er behov for at fokusere på performance og resultater, og glæder sig over, at den retlige ramme for programmeringsperioden 2014-2020 omfatter bestemmelser om rapportering af resultater fra medlemsstaterne;

281.

noterer sig manglerne i resultatmålingen, navnlig i forbindelse med fastsættelse af mål og output-/resultatindikatorer for projekter, der blev gennemført i 2007-2013; beklager, at resultatindikatorerne stadig ikke er fuldt ud pålidelige, og forventer, at der rettes op på manglerne i den anden halvdel af programmeringsperioden 2014-2020;

282.

glæder sig over, at tendensen med reduceret antal unge, der forlader skolesystemet for tidligt, og flere som gennemfører en videregående uddannelse; opfordrer medlemsstaterne til at tilpasse deres specifikke nationale mål til EU-målet, for at uddannelsesmålene bedre kan nås;

283.

bemærker, at målet for beskæftigelsesfrekvensen for nyuddannede i Unionen er fastsat til 82 % inden 2020, og at fire ud af de fem besøgte medlemsstater endnu ikke har nået dette mål; påpeger, at disse fire medlemsstater stod over for en alvorlig økonomisk krise, som de først nu er ved at komme sig over; mener, at det stadig er muligt for disse medlemsstater at nå og endda overgå dette mål;

284.

understreger betydningen af at fastholde et tilstrækkeligt niveau for EU-investeringer i uddannelse, eftersom der er en tæt sammenhæng mellem uddannelsesniveau og beskæftigelsesegnethed;

285.

glæder sig over resultaterne og anbefalingerne i Revisionsrettens beretning;

286.

opfordrer til at øge gennemsigtigheden i de offentlige udbud i EU-institutionerne og på nationalt plan ved at gøre dokumenter og data om offentlige udbud offentligt tilgængelige; mener, at synligheden af EU-institutionernes offentlige udbudsaktiviteter på internettet er ringe, og at oplysningerne er utilstrækkelige, uklare og spredt over mange forskellige websteder;

287.

støtter kraftigt Revisionsrettens anbefaling om, at EU-institutionerne bør oprette en fælles elektronisk kvikskranke for deres udbudsaktiviteter, så de økonomiske aktører kan finde al relevant information samlet på én onlineplatform og bruge dette websted til at kommunikere med EU-institutionerne; mener, at offentlige udbudsprocedurer, herunder kommunikation vedrørende gældende regler, forretningsmuligheder, relevante udbudsdokumenter, afgivelse af tilbud og al anden kommunikation mellem institutionerne og de økonomiske aktører bør forvaltes via en sådan kvikskranke;

288.

anmoder om, at Kommissionens websted om EU-midler, der er betalt til alle medlemsstater, bør offentliggøres på ét af institutionens tre arbejdssprog og omfatte de samme data for alle medlemsstater — i det mindste værdien, kontraktens genstand, kontrahentens navn, navnet på underleverandørerne (hvis det er aktuelt), kontraktens varighed samt eventuelle supplerende dokumenter; påpeger, at dette vil gøre det muligt for NGO'er fra alle medlemsstater og borgere at holde øje med, hvordan midlerne anvendes, og med omkostningseffektiviteten af projekterne;

289.

insisterer på, at det er op til de ordregivende myndigheder at sikre, at et offentligt udbud er markedsbaseret, genererer et tilstrækkeligt antal bud og tilvejebringer en afbalanceret adgang til alle økonomiske aktører; er enigt med Revisionsretten i, at Kommissionen i forbindelse med den igangværende 2016-revision af finansforordningen bør foreslå ét enkelt regelsæt for offentlige udbud; understreger, at små og mellemstore virksomheder udtrykkeligt bør tilskyndes til at deltage, i modsætning til den nuværende situation, hvor det kun er til fordel for store aktører; mener, at det fælles regelsæt bør omfatte regler om markedsprospektering forud for indgåelse af ejendomskontrakter og om sprogordninger i forbindelse med udbud, samt at afvigelser fra udbudsdirektivet (18) bør være begrundede;

290.

minder om, at de ordregivende myndigheders brug af begrænsede udbudsprocedurer afskrækker potentielle tilbudsgivere, blokerer for gennemsigtighed og for oplysninger om, hvordan skatteydernes penge anvendes; understreger, at Rådet har anvendt begrænsede udbudsprocedurer for langt størstedelen af sine udbud, og at alle EU-institutioner mellem 2010 og 2014 tilsammen tildelte 25 % eller mere af deres kontrakter efter et begrænset udbud; kræver, at sådanne procedurer anvendes i et meget begrænset omfang og med behørig begrundelse;

291.

noterer sig, at Parlamentet på sit websted offentliggør en samlet årlig liste over alle de kontrahenter, som er blevet tildelt kontrakter til en værdi på over 15 000 EUR, men at det ikke offentliggør alle sine kontrakter; opfordrer alle institutionerne til at offentliggøre alle oplysninger om alle kontrahenter og kontrakter, der tildeles gennem offentlige udbud, herunder tilfælde af direkte tildeling eller begrænset udbud;

292.

understreger behovet for en bredere offentliggørelse og en mere gennemsigtig offentliggørelse af udbudsbekendtgørelser for alle aktører; minder om, at Europa-Parlamentet ifølge Revisionsrettens konstateringer »gennemførte et udbud med forhandling med henblik på indgåelse af en ejendomskontrakt til en værdi af 133,6 mio. EUR vedrørende en bygning i Bruxelles, selv om bygningen ikke fandtes, da kontrakten blev indgået den 27. juni 2012«, og dermed så bort fra reglen om, at det kun er eksisterende bygninger, der er omfattet af den undtagelse fra bestemmelsen om indkaldelse af tilbud fra så bred en kreds som muligt, der er fastsat i artikel 134, stk. 1, i gennemførelsesbestemmelserne; understreger på det kraftigste, at alle ufærdige bygninger eller bygninger, der endnu ikke er opført, skal være omfattet af åbne og konkurrenceprægede tildelingsmetoder, og mener, at denne politik bør omfatte alle bygge- og anlægskontrakter, i betragtning af kontrakternes kompleksitet og de store beløb, der er involveret;

293.

er enigt med Revisionsretten i, at EU-institutionerne så vidt muligt bør opdele kontrakter i delkontrakter med henblik på at øge deltagelsen i deres udbud; understreger, at Rådet i 2014 tildelte én virksomhed en tiårig rammekontrakt til en værdi af over 93 mio. EUR vedrørende forvaltning, vedligeholdelse, reparation og tilpasning af tekniske installationer i dets nuværende eller kommende bygninger uden at opdele den i delkontrakter; gør opmærksom på, at Kommissionen anvendte samme metode i 2015, da den tildelte sin femårige kontrakt med titlen »Dit Europa — Råd & Vink« — Den Europæiske Unions gratis juridiske rådgivningstjeneste — til en værdi på næsten 9 mio. EUR; understreger, at manglen på opdeling sideløbende med en urimeligt lang varighed af rammekontrakter (ti eller syv år, med en rekord på 17 år for en kontrakt tildelt af Rådet til Justus Lipsius-Bygningen) ødelægger konkurrencen og tilskynder til uigennemsigtighed og potentiel korruption; opfordrer derfor alle institutioner til at sætte en stopper for denne praksis, der er i fuldstændig modstrid med princippet om gennemsigtighed og god praksis, som Unionen bør fremme;

294.

kræver, at alle EU-institutionerne udvikler og gennemfører passende redskaber og metoder til gennemførelse af revisioner og evalueringer med henblik på at anerkende og signalere tilstedeværelsen af uregelmæssigheder; gentager, at der med henblik på at bekæmpe svig og korruption er behov for bedre teknologier til overvågning, påvisning, analyse og rapportering; insisterer på, at denne viden også skal stilles til rådighed for medlemsstaterne; understreger den centrale rolle, som whistleblowere spiller med hensyn til at afsløre uregelmæssigheder, og minder om, at alle EU-institutioner og EU-agenturer har pligt til at vedtage bindende interne regler for beskyttelse af whistleblowere i overensstemmelse med artikel 22c i personalevedtægten, der trådte i kraft den 1. januar 2014;

295.

er enigt med Revisionsretten i, at Kommissionen bør foreslå ændringer til Unionens finansforordning med henblik på at sikre en hurtig behandling af klager fra økonomiske aktører, der føler sig uretfærdigt behandlet; bemærker, at en sådan behandling bør finde sted, før de økonomiske aktører henvender sig til Den Europæiske Ombudsmand eller Unionens domstole;

296.

mener, at retshåndhævelse i forbindelse med offentlige udbud først og fremmest kan sikres ved at oprette kompetente og uafhængige undersøgelsesorganer og agenturer, som fokuserer på efterforskning af korruption i forbindelse med offentlige udbud; påpeger, at EU-institutionerne og medlemsstaterne bør udveksle oplysninger og efterretninger om offentlige udbud indbyrdes samt med OLAF, Europol, Eurojust og andre efterforskningsorganer; anbefaler på det kraftigste, at institutioner med undersøgelsesbeføjelser, navnlig OLAF, forbedrer deres sagsstyringssystemer med henblik på at udarbejde rapporter og statistikker om de forskellige typer påstande, der undersøges, og om resultaterne af disse undersøgelser;

297.

glæder sig over Revisionsrettens konklusion om, at EU-institutionerne med henblik på at muliggøre en effektiv efterfølgende overvågning af deres udbudsaktiviteter bør oprette et fælles offentligt register med oplysninger om deres udbudsaktiviteter;

298.

understreger, at central dataindsamling vedrørende offentlige udbud bidrager til at opbygge meningsfulde, nøjagtige og detaljerede statistikker med det formål at forebygge, afsløre og efterforske korruption i forbindelse med offentlige udbud og træffe de passende modforanstaltninger; understreger, at tilføjelse af datafelter i de centrale udbudsdatabaser (herunder TED) ville kunne advare om eventuelle »rødt flag«-situationer med hensyn til uregelmæssigheder i forbindelse med offentlige udbud; opfordrer EU-institutionerne til at sikre, at sådanne databaser fyldes på en rettidig og fuldstændig måde;

299.

understreger den rolle, som undersøgende journalister og NGO'er spiller med hensyn til at sikre gennemsigtighed i forbindelse med offentlige udbud og afsløre svig eller potentielle interessekonflikter; er overbevist om, at ovennævnte kategorier bør have fuld adgang til Arachne, Orbis og andre lignende instrumenter og databaser, som gør det muligt at påvise enhver mistanke om interessekonflikt eller korruption i forbindelse med offentlige udbud i EU-institutionerne samt i alle medlemsstater, navnlig i forbindelse med erhvervelser, der er gennemført ved hjælp af EU-midler;

300.

opfordrer indtrængende alle institutioner og agenturer til altid at offentliggøre CV'er og interesseerklæringer for mellemledere og ledere, medlemmer, eksperter og enhver form for ledende organer eller strukturer, selv i tilfælde af udstationerede nationale eksperter fra medlemsstaterne, eftersom disse eksperters CV'er bør være offentligt tilgængelige; understreger, at en erklæring om, at der ikke foreligger interessekonflikter, som visse institutioner og agenturer stadig anvender, ikke er det rette dokument at offentliggøre, i betragtning af at vurderingen af, hvorvidt der er tale om en interessekonflikt, altid bør foretages af uafhængige tredjepartsorganisationer eller -organer;

301.

opfordrer Revisionsretten til regelmæssigt at offentliggøre resultatlister over alle former for misbrug i forbindelse med whistleblowersager samt alle tilfælde af interessekonflikter eller svingdørsadfærd, som er opdaget som et led i overvågnings- og revisionsprocesser, og anmoder Revisionsretten om mindst en gang om året at offentliggøre særberetninger om politikker og tilfælde af interessekonflikter i alle Unionens agenturer og fællesforetagender, navnlig dem, der vedrører industrien;

302.

glæder sig over Revisionsrettens anbefaling om, at EU-institutionerne bør gøre brug af peerevalueringer med henblik på gensidig læring og udveksling af bedste praksis vedrørende offentlige udbud;

303.

glæder sig over Revisionsrettens beretning, især over de af Revisionsretten fremsatte bemærkninger og anbefalinger; bemærker, at Kommissionen accepterede fire ud af fem anbefalinger fuldt ud og én anbefaling delvist; opfordrer Kommissionen til endnu engang at overveje at acceptere anbefalingen vedrørende pålideligheden af dataene fra medlemsstaterne fuldt ud;

304.

bemærker, at Unionen anses for at være førende på området for global miljøpolitik og på områderne for fastsættelse af de miljømæssige standarder på internationalt plan og tilvejebringelse af bedste praksis for beskyttelse af miljøet, samt at den bevarer en konkurrencedygtig tilstedeværelse på det globale marked; bemærker, at Unionen i det 7. miljøhandlingsprogram har gjort det til et mål for 2050 at leve »et godt liv i en ressourcebegrænset verden«; bemærker, at én af prioriteterne er at sikre, at »vores velfærd og vores sunde omgivelser skyldes en innovativ, cirkulær økonomi, hvor intet spildes, hvor naturressourcerne forvaltes på bæredygtig vis og hvor biodiversiteten beskyttes, værdsættes og genoprettes på en måde, der øger samfundets modstandsdygtighed«;

305.

bemærker, at Unionen i direktivet om fremme af vedvarende energi (19) forpligtede sig til at sikre, at andelen af energi fra vedvarende energikilder inden for alle former for transport senest i 2020 som minimum udgør 10 %, hvilket kun kan opnås gennem omfattende brug af biobrændstoffer; bemærker imidlertid, at produktion af biobrændstoffer i sig selv kan være forbundet med visse risici i relation til arealanvendelse, og at det derfor er nødvendigt at sikre dens bæredygtighed;

306.

understreger, at oprettelsen af et effektivt og pålideligt system til certificering af bæredygtige biobrændstoffer udgør et vigtigt skridt hen imod opfyldelsen af de politiske prioriteter, der er opstillet i det 7. miljøhandlingsprogram; bemærker, at bæredygtigheden af biobrændstoffer er certificeret under frivillige ordninger, der er anerkendt af Kommissionen; beklager i denne forbindelse, at Revisionsretten fandt, at Unionens ordning for certificering af bæredygtige biobrændstoffer ikke er fuldt ud pålidelig;

307.

bemærker med beklagelse, at Kommissionens anerkendelsesprocedure ikke tager højde for nogle af de vigtigste aspekter af bæredygtighed og fair handel, såsom konflikter om jordbesiddelse, tvangsarbejde og børnearbejde, dårlige arbejdsvilkår for landbrugere, farer for sundheden og sikkerheden og virkningen af indirekte ændringer i arealanvendelsen, der i forskellige sammenhænge anses for yderst relevant; mener, at der her er tale om en uoverensstemmelse i Kommissionens politikker; opfordrer Kommissionen til at genudvikle sine vurderingsprocedurer på en mere omfattende måde og til at inkludere disse aspekter i sin kontrolprocedure for de frivillige ordninger; opfordrer med henblik herpå Kommissionen til at kræve, at de frivillige ordninger en gang om året på grundlag af deres certificeringsaktiviteter rapporterer alle relevante oplysninger vedrørende ovennævnte risici;

308.

bemærker, at Kommissionen hidtil har forelagt to rapporter om indvirkningen af Unionens biobrændstofpolitik på den sociale bæredygtighed i Unionen og i tredjelande og på tilgængeligheden af fødevarer til overkommelige priser; bemærker med beklagelse, at oplysningerne i rapporterne var ret begrænsede, og at konklusionerne er uklare; opfordrer Kommissionen til at forbedre indberetningssystemet og til at forelægge Parlamentet en detaljeret analyse med henblik på at informere offentligheden om disse vigtige spørgsmål;

309.

bemærker med stor bekymring, at produktionen af biobrændstoffer kan konkurrere med dyrkningen af fødevareafgrøder, og at den massive udbredelse af afgrøder, der dyrkes med henblik på fremstilling af biobrændstoffer, kan have en enorm indvirkning på miljø- og sundhedsstandarderne i udviklingslandene, f.eks. i Sydamerika og Sydasien, og at dette kan føre til massiv afskovning og til et fald i traditionelt landbrug, hvilket har langsigtede socioøkonomiske følger for lokalsamfund; beklager, at Kommissionens rapporter ikke omhandler mere generelle udviklingsspørgsmål i udviklingslandene; opfordrer Kommissionen til at vedtage en mere sammenhængende og konsekvent strategi for sine politikker om miljø, energi, udvikling og andre relaterede emner; opfordrer Kommissionen til at være særlig opmærksom på indvirkningen af de indirekte ændringer i arealanvendelsen;

310.

bemærker med beklagelse, at Kommissionen har anerkendt frivillige ordninger, der ikke havde passende kontrolprocedurer til at sikre, at oprindelsen af biobrændstoffer fremstillet af affald reelt var affald, eller til at sikre, at det biobrændstofråmateriale, som var dyrket i Unionen, opfylder Unionens miljøkrav for landbrug; opfordrer Kommissionen til effektivt at efterprøve, at producenter af råmaterialer til biobrændstoffer i Unionen overholder Unionens miljøkrav for landbrug; opfordrer Kommissionen til at forelægge tilstrækkelig dokumentation for oprindelsen af affaldet og af de restprodukter, der anvendes til produktion af biobrændstoffer;

311.

bemærker med bekymring, at nogle af de anerkendte ordninger ikke var tilstrækkeligt gennemsigtige eller havde forvaltningsstrukturer, der udelukkende består af repræsentanter for nogle få økonomiske aktører; opfordrer Kommissionen til at sikre, at de frivillige ordninger ikke berøres af interessekonflikter og til at sørge for effektiv kommunikation med andre interessenter;

312.

opfordrer Kommissionen til at sikre gennemsigtigheden af de frivillige ordninger og af de økonomiske aktører yderligere ved at stille krav om, at ordningerne opretter et officielt websted, som stiller detaljerede oplysninger om frivillige ordninger, deres certificeringsprocedurer, medarbejdere, attester, revisionsrapporter, klager og de økonomiske aktører, som de samarbejder med, til rådighed for offentligheden;

313.

bemærker med bekymring, at Kommissionen ikke fører tilsyn med de anerkendte frivillige ordningers funktion og dermed ikke kan opnå sikkerhed for kvaliteten af certifikater; bemærker med beklagelse, at der mangler et særligt klagesystem, hvilket forhindrer Kommissionen i at verificere, at klager behandles korrekt; opfordrer Kommissionen til at indføre et overvågningssystem, der vil give sikkerhed for, om de frivillige ordningers certificering overholder standarderne for anerkendelse; opfordrer Kommissionen til at kræve, at frivillige ordninger opretter gennemsigtige, brugervenlige, informative og tilgængelige klagesystemer på deres websteder; opfordrer Kommissionen til at overvåge klagesystemerne og til at træffe foranstaltninger, hvis det er nødvendigt;

314.

glæder sig over, at Kommissionen udsteder vejledende noter til de frivillige ordninger, som kan bidrage til at fremme bedste praksis og øge effektiviteten; bemærker imidlertid, at noterne ikke er bindende og ikke gennemføres fuldt ud; opfordrer Kommissionen til at gøre de vejledende noter bindende for de frivillige ordninger med henblik på at sikre, at kravene opfyldes;

315.

bemærker, at medlemsstaterne er ansvarlige for at sikre, at de statistikker om bæredygtigheden af biobrændstoffer, som er indberettet til Kommissionen, er pålidelige, men at der er en risiko for, at statistikkerne overvurderes; opfordrer Kommissionen til at indføre et krav om, at medlemsstaterne skal underbygge deres statistikker med passende dokumentation, f.eks. i form af et certifikat/en erklæring, som er udstedt af den enhed, der er ansvarlig for at indsamle data om bæredygtige biobrændstoffer og for at indsende dem til den nationale myndighed, som videresender dem til Eurostat;

316.

gentager, at dataene fra medlemsstaterne ofte ikke er sammenlignelige på grund af forskellige definitioner, hvilket gør det umuligt at fastslå den virkelige situation; opfordrer Kommissionen til at harmonisere definitionen af affald, som ikke tidligere har været indeholdt i den i direktivet om fremme af vedvarende energi indeholdte liste, og som anvendes til produktion af avancerede biobrændstoffer i anlæg, der eksisterede før vedtagelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1513 (20) om ændring af direktivet om fremme af anvendelsen af vedvarende energi;

317.

bemærker med bekymring, at den specifikke værdi (dobbelttælling) af biobrændstoffer, der er fremstillet af affald og restprodukter, øger risikoen for svig; påpeger, at der er behov for en dialog mellem Kommissionen og medlemsstaterne for så vidt angår overvågningen og forebyggelsen af svig; opfordrer Kommissionen til at indlede en sådan dialog;

318.

glæder sig over det i Revisionsrettens særberetning nævnte eksempel på en frivillig ordning, som fastsætter høje standarder for bæredygtig produktion, der ikke alene sigter mod at forebygge miljøskader, herunder beskyttelse af jord, vand og luft, men også mod at sikre passende arbejdsvilkår for og beskyttelse af arbejdstagernes sundhed på bedrifter samt respekten for menneske-, arbejdstager- og jordrettigheder; anser dette for at være et eksempel på bedste praksis; opfordrer Kommissionen til at overveje at oprette en platform for frivillige ordninger, hvor der kan udveksles bedste praksis;

319.

glæder sig over resultaterne og anbefalingerne i Revisionsrettens beretning;

320.

beklager, at det samlede overblik over de finansielle instrumenter ikke fremviste en forbedring af investeringerne i Unionen; bemærker, at først og fremmest Kommissionen, men også medlemsstaterne, har påtaget sig større risici og beklager, at der ikke var noget væsentligt bidrag til disse instrumenter fra den private sektor;

321.

understreger de høje forvaltningsomkostninger og -gebyrer i forhold til de reelle udbetalinger til de endelige støttemodtagere; foreslår at fastsætte skattelofter for finansielle formidlere; påpeger, at størrelsen af de særlige fonde under Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Den Europæiske Socialfond bør revideres for at drage fordel af de betydelige besparelser af omkostningerne ved at anvende fondene, hvor det er muligt;

322.

mener, at Kommissionen befinder sig i en gunstig situation til at give medlemsstaterne supplerende vejledning i, hvordan man opretter sådanne finansielle instrumenter i medlemsstaterne eller på EU-plan (som forvaltes direkte eller indirekte af Kommissionen); understreger vigtigheden af at sikre, at finansielle instrumenter ikke underlægges uacceptable skatteundgåelsesordninger;

323.

er bekymret over, at tax rulings i visse tilfælde er brugt til at gøre finansielle instrumenter mere attraktive for investorer i den private sektor; beklager, at Kommissionen mener, at forhåndstilsagn i skattesager i sig selv ikke kan anses for at gå imod dens egen politik; opfordrer Kommissionen til at forhindre enhver form for tax ruling i forbindelse med anvendelsen af Unionens finansielle instrumenter;

324.

deler det synspunkt, at tidligere indhøstede erfaringer fra den reviderede programmeringsperiode (2007-2013) bør afspejles i forbindelse med oprettelsen af de finansielle instrumenter til europæiske struktur- og investeringsfonde; mener især, at forslagene snarere bør rettes mod præstationsniveauer og resultater end blot mod overholdelse; mener, at der er behov for projekter, der skal øge værdien af regional specialisering og økonomisk udvikling i europæiske regioner;

325.

beklager, at retsgrundlaget for den forrige periode gjorde det muligt for medlemsstaterne at fastfryse en del af bidraget på kontiene hos de banker og finansielle formidlere, der forvalter fondene, uden at midlerne reelt bruges til de tilsigtede formål; bemærker de ændringer, som Kommissionen har foretaget i sine retningslinjer vedrørende afslutning; opfordrer Kommissionen til aktivt at overvåge situationen med henblik på at undgå en sådan praksis;

326.

mener, at multiplikatoreffekten bør illustrere i hvilket omfang privat finansiering er blevet tiltrukket af både Unionens og medlemsstaternes oprindelige finansielle bidrag; beklager, at resultaterne i Revisionsrettens særberetning viser, at det samlet set ikke lykkedes de finansielle instrumenter under delt eller central forvaltning at tiltrække privat kapital; mener, at medlemsstaternes medfinansiering af finansielle instrumenter sammen med Unionens bidrag bør anses for en del af den offentlige finansiering;

327.

anmoder Kommissionen om at fastlægge en definition af de finansielle instrumenters løftestangseffekt, som kan anvendes på alle områder af Unionens budget, og som klart skelner mellem løftestangseffekten af private og nationale offentlige bidrag under det operationelle program og/eller af supplerende private eller offentlige kapitalbidrag og tager hensyn til den type instrument, det drejer sig om; henstiller, at medlemsstaterne gør en yderligere indsats med hensyn til indsamling, forvaltning og deling af data om de finansielle instrumenters revolverende effekt;

328.

henleder opmærksomheden på, at der er behov for, at der fra begyndelsen leveres en klar og konkret vurdering af den anslåede løftestangseffekt; forventer, at Kommissionen sikrer, at medlemsstaterne for så vidt angår finansielle instrumenter under Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Den Europæiske Socialfond i programperioden 2007-2013 giver fuldstændige og pålidelige data om private bidrag til kapitaltildelinger, både gennem de operationelle programmer og som supplement til dem;

329.

mener, at forvaltningsmyndighederne — inden der træffes afgørelse vedrørende finansieringstekniske instrumenter i forbindelse med relevante infrastrukturprojekter — bør sikre, at deres forslag er behørigt begrundet i en uafhængig forudgående vurdering af høj kvalitet, som er baseret på en standardiseret og fælles aftalt metode; støtter, at Kommissionen — før den godkender de operationelle programmer, som inkluderer relevante infrastrukturprojekter — bør verificere, at disse er i overensstemmelse med en uafhængig forudgående vurdering, og sikre, at vurderingen er af en høj kvalitet;

330.

henstiller til forvaltningsmyndighederne, at fondsforvalterens vederlag knyttes til kvaliteten af de reelt foretagne investeringer, målt på grundlag af deres bidrag til opfyldelse af de strategiske operationelle programmål, og til værdien af de midler, der tilbagebetales til operationen fra instrumentets investeringer;

331.

henstiller til en proaktiv tilgang og teknisk bistand på stedet fra forvaltningsmyndighedernes og EU-institutionernes side med hensyn til bedre anvendelse af finansielle instrumenter i regionerne;

332.

støtter kraftigt, at Kommissionen bør udføre en sammenlignende analyse af omkostningerne ved at gennemføre tilskud og finansielle instrumenter (under central og delt forvaltning) i programperioden 2014-2020 med henblik på at fastslå deres reelle omfang og indvirkning på opfyldelsen af Europa 2020-målene og de 11 tematiske mål for samhørighedspolitikken; bemærker, at sådanne oplysninger vil være særlig relevante med henblik på udarbejdelsen af lovgivningsforslag for perioden efter 2020; anmoder om, at der inden udgangen af 2019 foretages en fuldstændig præstationsvurdering med henblik på at vurdere fremtiden for sådanne instrumenter;

333.

glæder sig over Revisionsrettens beretning, tilslutter sig dens anbefalinger og opfordrer Kommissionen til at tage højde for disse anbefalinger, når den bestræber sig på at styrke den administrative kapacitet i Montenegro;

334.

glæder sig over, at Unionens førtiltrædelsesbistand har bidraget til at styrke den administrative kapacitet; bemærker imidlertid, at fremskridtene på adskillige centrale områder har været meget langsomme;

335.

beklager, at resultaterne — selv om projekterne generelt gav de forventede resultater — ikke altid var bæredygtige, hvilket til dels skyldes de nationale myndigheders politiske vilje og eksterne faktorer; opfordrer Kommissionen til at bygge videre på resultaterne af de vellykkede projekter, som er bæredygtige, har en kvantificerbar merværdi, og som blev gennemført og anvendt i overensstemmelse med bestemmelserne; opfordrer Kommissionen til at forbedre den strategiske planlægning og sikre projekternes bæredygtighed og levedygtighed ved at fastsætte dette som et klart krav;

336.

beklager det ringe engagement fra de nationale myndigheders side, som har en negativ indflydelse på forløbet af styrkelsen af den administrative kapacitet; opfordrer med henblik på at øge effektiviteten de nationale myndigheder til at følge op på, at projekterne leverer resultater; understreger, at en stærk politisk vilje er nødvendig for på en effektiv måde at bekæmpe afpolitiseringen og lægge en dæmper på den statslige forvaltning;

337.

glæder sig over, at projekterne i de fleste tilfælde var godt koordineret med andre IPA-projekter eller donorinterventioner; understreger ikke desto mindre, at der var også tilfælde af dårligere koordinering, som medførte overlapning af nogle af indsatserne; opfordrer Kommissionen til i højere grad at tilpasse de aktiviteter, som er målrettet mod Montenegro, til andre projekter, som involverer flere modtagere;

338.

beklager, at der ikke foreslå tilstrækkelige oplysninger i Kommissionens rapporter til at påvise fremskridt over tid med hensyn til styrkelsen af den administrative kapacitet; bemærker, at rapporterne ikke altid vurderede de samme dele af den offentlige administration, og at kriterierne for at vurdere den administrative kapacitet ikke var klart definerede, hvilket gjorde sammenligningen over tid mere vanskelig;

339.

glæder sig imidlertid over den nye rapporteringsmetode, der blev anvendt i forbindelse med den årlige vurdering i 2015-situationsrapporterne, som harmoniserer vurderingsskalaerne bedre og giver større sammenlignelighed; opfordrer Kommissionen til også i fremtiden at bygge videre på dette rapporteringssystem;

340.

bemærker, at Kommissionen har anvendt ikkefinansielle midler til at støtte reformprocessen i form af en politisk dialog, men understreger, at visse vigtige spørgsmål stadig er uafklarede;

341.

beklager, at det på trods af visse resultater, der er opnået i det forløbne år med hensyn til at gennemføre lovgivning om bekæmpelse af korruption, generelt stadig går langsomt fremad med at bekæmpe korruption; understreger, at det er nødvendigt, at hele retsstatssystemet skaber flere resultater med særlig fokus på at styrke bekæmpelsen af korruption og organiseret kriminalitet; opfordrer Kommissionen til at tilskynde de nationale myndigheder til at styrke kapaciteten på området for finansiel efterforskning og beskyttelse af whistleblowere;

342.

glæder sig over, at Agenturet for Korruptionsbekæmpelse indledte sit arbejde i 2016; bemærker imidlertid, at korruption stadig er udbredt på mange områder og fortsat udgør et alvorligt problem;

343.

bemærker, at decentraliseringen af projektforvaltningen kan bidrage med værdifuld kapacitetsopbygning i de operationelle strukturer som følge af detaljerede forudgående kontroller; bemærker endvidere, at udbredelse af den gode projektforvaltningspraksis, som opbygges i IPA-strukturerne, til resten af den offentlige administration, der virker inden for det samme område, kan blive en potentielt effektiv metode til at styrke den administrative kapacitet; opfordrer Kommissionen til at udnytte denne mulighed med henblik på at øge effektiviteten af kapacitetsopbygningen i Montenegro; opfordrer Kommissionen til at tilskynde de nationale myndigheder til at overveje at anvende god praksis for kapacitetsopbygning;

344.

bemærker, at Montenegro anses for at være det mest avancerede land i regionen hvad tiltrædelsesprocessen angår; understreger, at Unionen har spillet en uerstattelig rolle i landet; bemærker dog med beklagelse, at Montenegro for nylig er blevet splittet af politisk ustabilitet og polarisering og af en stadig mere anspændt kamp om indflydelse mellem Rusland og NATO, hvis styrker landet tilslutter sig til i 2017; opfordrer Kommissionen til at fortsætte den politiske dialog med de nationale myndigheder med henblik på at nå frem til kompromiser mellem regeringen og oppositionen;

345.

glæder sig over Revisionsrettens dedikerede arbejde i forbindelse med nedlukningen af nukleare anlæg, således som det fremgår af den nuværende særberetning og af 2011-særberetningen (21);

346.

støtter Revisionsrettens anbefalinger, som Kommissionen for størstedelens vedkommende accepterede fuldt ud;

347.

minder om, at Budgetkontroludvalget siden 2012 har været særligt interesseret i spørgsmålet om nuklear nedlukning og derfor organiserede undersøgelsesmissioner til de tre nukleare anlæg i 2012, 2013 og 2014;

348.

understreger, at nuklear sikkerhed er af allerstørste vigtighed, ikke blot for de berørte medlemsstater, men for befolkningen i hele Unionen og dens naboskabsområde;

349.

understreger, at fjernelse og sikker midlertidig lagring af brændselsstave fra Enhed 2 i Litauen skal behandles som en prioritet;

350.

minder om, at én af de væsentligste årsager til forsinkelserne i Litauen var, at de tekniske og kommercielle tvister mellem de nationale myndigheder og eksterne kontrahenter forblev uløste i årevis; mener, at der bør udpeges dedikerede projektstyringsteams for at undgå, at sådanne problemer griber ind nedlukningsprocessen; anmoder Kommissionen om at oplyse, hvorvidt der findes sådanne projektstyringsteams i alle tre berørte medlemsstater;

351.

minder Kommissionen om, at Slovakiets overordnede revisionsorgan havde planlagt at foretage en revision i JAVYS (22) i 2015; anmoder om at blive informeret om resultaterne af denne revision; opfordrer i denne forbindelse de kompetente bulgarske og litauiske myndigheder til at undersøge nedlukningsprocesserne i Ignalina og Kozloduy;

352.

er bekymret over forsinkelser i arbejdet med at opbygge faciliteter til lagring af lav- og mellemaktivt radioaktivt affald; opfordrer Kommissionen til at opdatere Parlamentets kompetente udvalg om de fremskridt, der er opnået;

353.

opfordrer Kommissionen til at informere Parlamentets kompetente udvalg om indsatsen for at lukke finansieringshullet, navnlig i Litauen;

354.

minder om, at Revisionsretten har anslået, at nedlukningsomkostningerne i de tre medlemsstater, herunder højaktivt affald og brugt nukleart brændsel, beløber sig til 11 388 mio. EUR; mener, at nedlukningsomkostningerne ikke bør omfatte udgifterne til bortskaffelse af højradioaktivt affald og brugt brændsel, som falder ind under medlemsstaternes ansvar og bør dækkes med nationale midler;

355.

opfordrer Kommissionen til sammen med de tre berørte medlemsstater at fremlægge en rapport om den aktuelle status for forvaltningen af det brugte brændsel og radioaktive affald, der fremkommer i forbindelse med nedlukningen af de tre nukleare anlæg;

356.

opfordrer Kommissionen til at samarbejde med medlemsstaterne med henblik på at udforske mulighederne for at identificere geologiske depoter for højradioaktivt affald;

357.

understreger, at lukningen af Ignalina-atomkraftværket, som var en betingelse om Litauens tiltrædelse af Unionen, til gengæld for EU-støtte til dets lukning, nedlukning og afbødning af de sociale og økonomiske indvirkninger som defineret i protokol nr. 4 til tiltrædelsestraktaten af 2003; noterer sig, at Litauen har overholdt sine forpligtelser med hensyn til lukning af Ignalinaværkets nukleare reaktorer i forhold til den aftalte tidsplan; er imidlertid bekymret over forsinkelserne i dets nedlukning og foreslår derfor, at EU-myndigheder foretager en mere grundig kontrol af processen;

358.

minder om, at nuklear sikkerhed er af største betydning for befolkningen i hele Unionen og noterer sig Revisionsrettens anbefalinger, hvad angår videreførelsen af finansieringen, og opfordrer Kommissionen til at gennemføre en grundig vurdering af behovet for videreførelse af særlige støtteprogrammer til nedlukning af atomkraftværker i Litauen, Bulgarien og Slovakiet efter 2020; understreger, at enhver potentiel ny EU-støtte efter 2020, som Kommissionen har foreslået for nedlukning af atomkraftværker i de tre medlemsstater, bør omfatte klare regler og rigtige incitamenter til at gennemføre nedlukningen med mere effektive kontrolmekanismer, både hvad angår finansiering og tidsplaner, og understreger samtidigt behovet for en effektiv udnyttelse af Unionens finansielle midler;

359.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at alle fremtidige omkostninger til nuklear nedlukning og slutdeponering af brugt brændsel regnskabsføres korrekt og beregnes i overensstemmelse med de relevante internationale regnskabsstandarder og Unionens lovgivning;

360.

opfordrer Kommissionen til at evaluere handlingsplanerne i de tre lande med det formål at foreslå fælles udbud i forbindelse med lignende projekter, navnlig hvad angår konsulentbistand og udformningen af oplagringsfaciliteter;

361.

opfordrer Kommissionen til i løbet af den finansielle periode 2007-2013 at evaluere nedlukningsprocessen i Litauen, Bulgarien og Slovakiet, herunder hvorvidt den finansielle bistand fra Unionen er blevet anvendt på en omkostningseffektiv måde;

362.

opfordrer Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling til at revidere driften af nedlukningsfondene i perioden fra 2007 til 2013;

363.

er bekymret over Revisionsrettens resultater, som viser, at Kommissionens vurdering af finansieringsplanerne og de detaljerede nedlukningsplaner for finansieringsperioden 2014-2020, dvs. opfyldelsen af henholdsvis den anden og den tredje forhåndsbetingelse (23), var utilstrækkelig; anmoder om, at det oplyses, hvem der bærer det økonomiske ansvar for denne fejl i Kommissionen; ønsker i denne forbindelse at blive orienteret om den gennemførte handlingsplan, som afhjalp de konstaterede svagheder;

364.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning og tilslutter sig dens anbefalinger;

365.

glæder sig over, at søtransporten har været stigende i Unionen i det sidste årti til trods for de betydelige forskelle hvad angår udnyttelsesgraden af medlemsstaternes havne;

366.

understreger, at investeringspolitikken for medlemsstaternes havne er fastlagt i overensstemmelse med de politiske beslutninger, der træffes på nationalt plan, og at disse kan afvige fra den EU-strategi, som også er fastlagt af de samme medlemsstater; er af den opfattelse, at Kommissionens primære opgave bør være at sikre, at nationale foranstaltninger til finansiering af infrastruktur i Unionen er i overensstemmelse med Unionens transportpolitik, og bringe dem på linje med strategierne på EU-plan; beklager, at Kommissionen ikke råder over alle instrumenterne til at sikre en sådan konsekvens;

367.

anerkender, at investeringer i havneinfrastruktur er langsigtede investeringer; beklager, at investeringsafkastet i de fleste tilfælde imidlertid er lavt og langsommeligt;

368.

beklager, at der i de fleste tilfælde blev udviklet nationale havneudviklingsstrategier, men at der fortsat er problemer for så vidt angår udarbejdelse af robuste gennemførelsesplaner og koordinering;

369.

er meget bekymret over, at Revisionsretten konstaterede en mangel i forbindelse med indberetningen af de samlede kapacitetsdata samt upålidelige indberetninger om tilgængelig kapacitet;

370.

beklager, at medlemsstaterne ikke tilvejebringer data om de centrale havnes kapacitet, hvilket udgør en hindring for Kommissionens kapacitetsovervågning; understreger vigtigheden af, at situationen forbedres, således Kommissionen bliver i stand til at fremlægge en havneudviklingsplan, der gælder for hele Unionen; opfordrer Kommissionen til at udarbejde et klart rapporteringssystem for data fra medlemsstaterne;

371.

mener, at det er muligt at forbedre samordningen mellem Den Europæiske Investeringsbanks og Kommissionens tjenestegrene gennem et bedre samarbejde og mere gennemsigtige procedurer;

372.

henstiller, at medlemsstaterne på grundlag af en kvantificeret cost-benefit-analyse og en risikovurdering i den nuværende periode for den fælles landbrugspolitik styrker deres bestræbelser på at øge pålideligheden af dataene i markidentifikationssystemet (LPIS) på grundlag af rettidige og omhyggeligt udførte ajourføringer af systemet; anbefaler, at de medlemsstater, der benytter sig af denne mulighed, i den igangværende periode for den fælles landbrugspolitik, i betragtning af den forholdsmæssige vurderings kompleksitet bør gøre en yderligere indsats for at udarbejde et katalog over den forholdsmæssige ordning med en klar beskrivelse og vurderingskriterier og anvende supplerende tekniske værktøjer for at gøre analysen af ortobillederne mere objektiv og sikre reproducerbarhed; henstiller, at medlemsstaterne også overvejer muligheden for at registrere data om ejerforhold og lejerettigheder i deres LPIS, når det kan lade sig gøre og er omkostningseffektivt;

373.

henstiller, at medlemsstaterne under den nuværende landbrugspolitik periode med støtte fra Kommissionen udvikler og etablerer en ramme for vurdering af omkostningerne ved drift og ajourføring af deres LPIS; mener, at dette bør sætte medlemsstaterne i stand til at måle resultaterne af deres LPIS og omkostningseffektiviteten ved systemforbedringer;

374.

henstiller, at medlemsstaterne sørger for, at de ved hjælp af deres LPIS kortlægger og registrerer miljømæssige fokusområder, permanente græsarealer og nye arealkategorier på pålidelig vis og overvåger dem effektivt; henstiller, at de også foretager en cost-benefit-analyse ved at indføre alle de landskabselementer i deres LPIS, som er beskyttet under krydsoverensstemmelsesordningen eller under ordningerne for miljøvenligt landbrug, for yderligere at styrke overvågningen og beskyttelsen af elementer, der er til gavn for miljøet og biodiversiteten;

375.

henstiller, at Kommissionen revurderer den nuværende lovramme med henblik på at forenkle og strømline de LPIS-relaterede regler i den næste periode for den fælles landbrugspolitik, eksempelvis ved at genoverveje, om der er behov for stabilitetsgrænsen på 2 % og for reglen om 100 træer;

376.

henstiller, at Kommissionen, før kvalitetsvurderingen i 2017 går i gang, foretager en cost-benefit-analyse for at afgøre, om stikprøverne af kvalitetsvurderingerne kan gøres mere repræsentative, så der kan opnås en bedre dækning af populationen af parceller i LPIS;

377.

henstiller, at Kommissionen fra og med 2016 forbedrer overvågningen af resultaterne af kvalitetsvurderingen ved at analysere eventuelle uoverensstemmelser i rapporteringen, følge dem op, melde tilbage til medlemsstaterne og sikre, at der udarbejdes og gennemføres afhjælpende handlingsplaner, når det er nødvendigt; anmoder Kommissionen om også at udføre detaljerede årlige tendensanalyser for hver enkelt medlemsstat og type referenceparcel, så eventuelle problemer kan identificeres i god tid;

378.

henstiller, at Kommissionen som led i sin konsekvensvurdering af den fælles landbrugspolitik efter 2020 undersøger, hvordan den yderligere kan udvikle sit sæt af indikatorer til vurdering af resultaterne af krydsoverensstemmelse; henstiller, at den også undersøger, hvordan der i indikatorerne kan tages hensyn til, i hvor høj grad landbrugerne overholder krydsoverensstemmelsesreglerne med det formål at styrke anvendelsen og håndhævelsen af miljøstandarder i landbruget for at sikre konsistens i den fælles landbrugspolitik;

379.

henstiller, at Kommissionen med henblik på at sikre, at de opståede problemer ikke gentager sig, tager højde for forskellige krav i overensstemmelse med lokale territoriale behov; mener endvidere, at betalingsniveauet bør kædes tættere sammen med de krav, der stilles til landbrugerne, hvilket ville gøre det muligt at tackle specifikke miljømæssige problemer og desuden kompensere landbrugerne for de begrænsninger, som de samtidig er blevet pålagt;

380.

henstiller, at Kommissionen fra nu af forbedrer udvekslingen af oplysninger om overtrædelser i relation til krydsoverensstemmelse mellem de berørte tjenester for at hjælpe dem med at finde frem til årsagerne til overtrædelserne og træffe passende foranstaltninger til at imødegå dem;

381.

anmoder om, at Kommissionen for så vidt angår den fælles landbrugspolitik efter 2020 bestræber sig på at indarbejde en forbedring af reglerne for krydsoverensstemmelseskontrol på stedet, og at den opfordrer medlemsstaterne til at udføre deres administrative kontroller effektivt ved at udnytte al den relevante information, som de har til rådighed; mener, at dette ville give mulighed for, at man mere effektivt vil kunne koncentrere sig om de vigtigste kontrolpunkter;

382.

henstiller, at Kommissionen som led i sin konsekvensvurdering af den fælles landbrugspolitik efter 2020 analyserer erfaringerne med at have to systemer med stort set samme miljømål (normerne for god landbrugs- og miljømæssig stand og grøn omstilling) med henblik på at fremme yderligere synergi mellem dem; mener, at der i denne analyse bør tages hensyn til kriterier såsom standardernes påvirkning af miljøet og landbrugernes tidligere overholdelse;

383.

opfordrer Kommissionen til at udvikle en metode, der kan anvendes til at måle omkostningerne ved krydsoverensstemmelse, efter rapporten om resultaterne af den fælles landbrugspolitik, der skal foreligge inden udgangen af 2018;

384.

foreslår, at der medtages kvalitative indikatorer og mere konkrete mål, som skal fastsættes for krydsoverensstemmelsesforanstaltninger; anbefaler en nem, hurtig og forenklet ansøgningsmetode for støttemodtagerne;

385.

henstiller, at der for den fælles landbrugspolitik efter 2020 tilskyndes til en mere harmoniseret anvendelse af sanktioner på EU-niveau ved yderligere at afklare begrebene alvor, omfang, varighed, gentagelse og forsætlighed, men også under hensyntagen til de særlige vilkår i de forskellige medlemsstater; mener, at der for at nå dette mål bør indføres mindstekrav på EU-plan;

386.

er af den opfattelse, at indikatorerne — med henblik på at overføre erfaringerne fra perioden 2007-2013 til perioden 2014-2020 og til tiden derefter — bør vurdere de faktiske resultater af gennemførelsen af krydsoverensstemmelse;

387.

henstiller, at Kommissionen, som det kræves af europæiske virksomheder af interesse for offentligheden, redegør for sine grunde til ikke at følge bedste praksis, når det træffer afgørelse om ikke at gøre det; henstiller desuden, at den i høj grad fokuserer på resultater, samtidigt med at der tages ved lære af erfaringer;

388.

henstiller, at Kommissionen:

389.

insisterer på, at

390.

glæder sig over Revisionsrettens beretning og godkender dens anbefalinger samt tilskynder Kommissionen til at tage hensyn til disse anbefalinger, når den gennemfører yderligere skridt til at håndtere alvorlige grænseoverskridende sundhedstrusler i Unionen;

391.

gentager Revisionsrettens anbefaling om, at erfaringerne fra den første rapporteringscyklus skal anvendes hensigtsmæssigt forud for den næste rapportering; mener, at rapporteringsprocessen skal være konsekvent i alle medlemsstater med henblik på at sikre hensigtsmæssig rapportering i fremtiden;

392.

anerkender de fremskridt, som er foretaget siden sundhedsstrategien for 2008-2013, men understreger nødvendigheden af bedre og mere strategisk overvågning;

393.

støtter Revisionsrettens anbefaling om, at Udvalget for Sundhedssikkerhed udvikler en strategisk handlingsplan for at tackle de operationelle og strategiske udfordringer, det står over for;

394.

bemærker, at Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme ikke har nogen formel procedure til at reagere effektivt på anmodninger om bistand; anser en sådan situation for at være uacceptabel;

395.

anbefaler, at de forskellige tjenester i Kommissionen, som varetager sundhedsrelaterede spørgsmål, og Generaldirektoratet for Sundhed og Fødevaresikkerhed udvikler en struktureret tilgang med henblik på at forbedre samarbejdet;

396.

beklager, at medlemsstaterne ikke har optrådt samlet for at sætte fart i det fælles indkøb af vaccine mod pandemisk influenza, og anerkender, at influenza er et problem, der hvert år påvirker sundhedstjenesterne i de enkelte medlemsstater; mener, at en koordineret tilgang på tværs af medlemsstaterne vil gavne EU-borgernes sundhed og reducere omkostningerne;

397.

opfordrer Kommissionen, medlemsstaterne og Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme til at samarbejde om yderligere at udvikle systemet for tidlig varsling og reaktion; understreger behovet for, at et sådant system, som er blevet brugt meget, opgraderes med henblik på at afspejle den teknologiske udvikling for at sikre optimal udnyttelse;

398.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Revisionsretten og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (L-udgaven).