Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52016BP1499

    Europa-Parlamentets beslutning (EU) 2016/1499 af 28. april 2016 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Politiakademi for regnskabsåret 2014

    EUT L 246 af 14.9.2016, p. 196–198 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    ELI: http://data.europa.eu/eli/res/2016/1499/oj

    14.9.2016   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 246/196


    EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING (EU) 2016/1499

    af 28. april 2016

    med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Politiakademi for regnskabsåret 2014

    EUROPA-PARLAMENTET,

    der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Politiakademi for regnskabsåret 2014,

    der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag V,

    der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0088/2016),

    A.

    der henviser til, at det endelige budget for Det Europæiske Politiakademi (»akademiet«) for regnskabsåret 2014 ifølge dets årsregnskab var på 8 575 859 EUR, hvilket er et fald på 1,48 % i forhold til 2013; der henviser til, at hele akademiets budget hidrører fra EU's budget;

    B.

    der henviser til, at Revisionsretten i sin beretning om årsregnskabet for Det Europæiske Politiakademi for regnskabsåret 2014 (»Revisionsrettens beretning«) har fastslået, at den har fået rimelig sikkerhed for, at akademiets årsregnskab er rigtigt, og at de underliggende transaktioner er lovlige og formelt rigtige;

    Opfølgning på decharge for 2013

    1.

    noterer sig på baggrund af Revisionsrettens beretning, at der er truffet korrigerende foranstaltninger for så vidt angår to bemærkninger, som blev fremsat i Revisionsrettens beretning for 2011, og som var markeret som »ikke igangsat« i Revisionsrettens beretning for 2012 og som »i gang« i Revisionsrettens beretning for 2013, og at begge bemærkninger nu er markeret som »afsluttet« i Revisionsrettens beretning; noterer sig desuden, at der er truffet korrigerende foranstaltninger for så vidt angår tre bemærkninger, der blev fremsat i Revisionsrettens beretning for 2012, og som var markeret som »ikke igangsat« eller »i gang« i Revisionsrettens beretning for 2013, og at to af dem nu er markeret som »afsluttet« og én som »i gang« i Revisionsrettens beretning; noterer sig, at to ud af de tre bemærkninger, der er fremsat i Revisionsrettens beretning for 2013, er markeret i som »i gang« og én som »ikke relevant« i Revisionsrettens beretning;

    2.

    noterer sig akademiets meddelelse om, at:

    akademiet i overensstemmelse med sin politik for forebyggelse og håndtering af interessekonflikter og i overensstemmelse med den erklæring om beskyttelse af personoplysninger, der sendes til de registrerede, på sit websted har offentliggjort interesseerklæringer for sin direktør, vicedirektør, chefen for virksomhedstjenester og medlemmer af bestyrelsen anerkender, at de interesseerklæringer, der er undertegnet af akademiets personale, udstationerede nationale eksperter og andre personer, der samarbejder direkte med akademiet, ikke offentliggøres med henblik på at undgå unødig eksponering af personoplysninger

    der er truffet en række foranstaltninger efter flytningen af akademiet fra Bramshill til dets nyindrettede hovedkvarter i Budapest med henblik på at sikre, at akademiets arbejdsmiljø er omkostningseffektivt og miljøvenligt;

    Budgetmæssig og økonomisk forvaltning

    3.

    bemærker med tilfredshed, at budgetovervågningsindsatsen i regnskabsåret 2014 resulterede i en budgetgennemførelsesgrad på 97,40 %, hvilket er en stigning på 2,51 % i forhold til 94,89 % i 2013; konstaterer, at udnyttelsesgraden for betalingsbevillingerne var på 82,40 %, hvilket er et fald på 6,74 % i forhold til 89,14 % i 2013;

    Forpligtelser og fremførsler

    4.

    noterer sig på baggrund af akademiets endelige årsregnskab, at omfanget af fremførte forpligtede bevillinger var højt og udgjorde 1 287 094 EUR, hvilket svarer til 15 % af det samlede budget for 2014 og en stigning på 4 % i forhold til 2013; bemærker på baggrund af Revisionsrettens beretning, at der var et højt niveau af fremførsler for afsnit II (administrative udgifter) på 383 940 EUR (59 %), hvilket er en stigning på 29 % i forhold til 145 414 EUR (30 %) i 2013; erkender imidlertid, at omfanget af fremførsler er højere end i tidligere år hovedsagelig på grund af flytningen af hovedkvarteret, som fandt sted i oktober 2014, og fakturaer for uddannelseskurser i januar og februar 2015, som ikke blev modtaget før afslutningen af regnskabsåret;

    5.

    bemærker med bekymring, at omfanget af bortfaldne bevillinger fremført fra 2013 var 129 828 EUR (15 %); påpeger, at det store omfang af bortfaldne bevillinger hovedsagelig skyldtes, at projektet »Matrix« blev annulleret, og at der skulle godtgøres færre omkostninger under tilskudsaftalerne for 2013 end anslået; opfordrer akademiet til at udarbejde en egentlig brugeranalyse i forbindelse med lignende projekter og til at indsamle mere nøjagtige oplysninger fra sine støttemodtagere i forbindelse med udarbejdelsen af skøn over tilskudsomkostninger; påpeger, at det høje niveau af bortfaldne bevillinger, som skyldes, at der skulle godtgøres færre omkostninger end anslået under tilskudsaftalerne for det foregående år, er et tilbagevendende problem i akademiets budgetforvaltning, og at akademiet derfor bør rette særlig opmærksomhed mod dette fænomen; noterer sig desuden, at 14 % af de fremførte bevillinger under afsnit III, der mest består af kursus- og kommunikationsaktiviteter, blev frigjort;

    6.

    påpeger, at akademiet forbedrede sit budgetovervågningssystem ved at gennemføre månedlige budgetrapporter og regelmæssige møder mellem alle aktører i det finansielle kredsløb med henblik på at analysere og mindske de potentielle fremførsler; bemærker, at der derfor i løbet af de seneste fem år har kunnet konstateres stadigt faldende procentpoint for omfanget af fremførsler og bortfald; anmoder ikke desto mindre akademiet om at sikre en yderligere reduktion af omfanget af bortfaldne bevillinger, som fremføres til det efterfølgende år, og til så vidt muligt at holde dette på et minimum;

    Indkøbs- og ansættelsesprocedurer

    7.

    konstaterer på baggrund af oplysninger fra akademiet, at det har vedtaget retningslinjer for tildelingen af point til ansøgere samt en forhåndsudvælgelsesprocedure, som begge anvendes af udvælgelseskomitéen i forbindelse med ansættelsesprocedurer, og som forbinder pointtærsklerne med de begrundelser, der ligger til grund for disse; noterer sig, at disse retningslinjer blev anvendt i forbindelse med de ansættelsesprocedurer, der blev indledt i april 2014; opfordrer akademiet til at underrette dechargemyndigheden om den endelige vurdering af disse retningslinjer, så snart de er blevet evalueret af Revisionsretten og Kommissionens Interne Revisionstjeneste (IAS); opfordrer akademiet til uden forsinkelse at indarbejde eventuelle forbedringer i deres retningslinjer;

    8.

    anmoder akademiet om at sikre dels en stringent anvendelse af foranstaltningerne vedrørende skønsbeføjelser og udelukkelse i udbud og i den forbindelse, at der i hvert enkelt tilfælde foretages passende baggrundskontrol, samt om at anvende udelukkelseskriterierne til at udelukke virksomheder i tilfælde af, at der foreligger en interessekonflikt, idet dette er af afgørende betydning for at beskytte Unionens finansielle interesser;

    Forebyggelse og håndtering af interessekonflikter og gennemsigtighed

    9.

    noterer sig, at de partnere og interessenter, som akademiet samarbejder med for at opfylde sine mål, omfatter EU-organer på retshåndhævelsesområdet og andre relaterede områder samt uddannelsesinstitutioner i Europa, idet de nationale politiakademier spiller en betydelig rolle; konstaterer på baggrund af oplysninger fra akademiet, at det i betragtning af de aktiviteter, det udfører, og den særlige sammenhæng, disse aktiviteter udføres i, ikke arbejder med lobbyister inden for lovgivningsmæssige eller andre relaterede aktiviteter;

    10.

    mener, at akademiets årsberetninger kan spille en vigtig rolle med hensyn til overholdelsen af principperne om gennemsigtighed, ansvarlighed og integritet; opfordrer akademiet til at indføre et standardkapitel i sin årsberetning, som omhandler disse komponenter;

    11.

    opfordrer de EU-institutioner og -agenturer, der har indført adfærdskodekser — herunder Parlamentet — til at fremskynde gennemførelsesforanstaltningerne hertil, såsom kontrol af erklæringer om økonomiske interesser;

    12.

    anmoder om, at der vedtages en klar strategi vedrørende whistleblowere og bestemmelser imod »svingdørsfænomenet«; minder akademiet om, at det i henhold til EU-personalevedtægtens artikel 22c, der trådte i kraft den 1. januar 2014, har pligt til at vedtage bindende interne bestemmelser om whistleblowere;

    Intern revision

    13.

    erkender på baggrund af akademiets årsberetning, at alle revisionsanbefalinger, der blev fremsat af IAS, er blevet imødekommet; noterer sig, at IAS efter at have modtaget oplysninger om forbedringer fra akademiet bekræftede, at to af dets anbefalinger kan betragtes som afsluttet, og at der sikres tilbagemelding vedrørende de tre udestående anbefalinger efter den næste skrivebordskontrol eller opfølgningsrevision; opfordrer akademiet til at underrette dechargemyndigheden om resultatet af denne revision, så snart den foreligger;

    Resultater

    14.

    noterer sig, at omkostningerne i forbindelse med flytningen af akademiet fra Det Forenede Kongerige til Ungarn er blevet anslået til 1 006 515 EUR, hvoraf 43 % finansieres af akademiet ved hjælp af besparelser som følge af den lavere justeringskoefficient, der finder anvendelse på personale i Ungarn; konstaterer, at det resterende beløb finansieres ved lige store bidrag fra Kommissionen og Det Forenede Kongerige;

    15.

    bemærker med tilfredshed, at akademiets bestyrelse i 2014 outsourcede sin regnskabstjeneste til Kommissionen med henblik på at reducere sine administrative omkostninger; noterer sig, at udnævnelsen af Kommissionens regnskabsfører som regnskabsfører for akademiet fik virkning i april 2014;

    Andre bemærkninger

    16.

    opfordrer akademiet til at forbedre sine procedurer og praksisser, der tager sigte på at beskytte Unionens finansielle interesser, og til aktivt at bidrage til en resultatorienteret dechargeprocedure;

    17.

    henviser med hensyn til de øvrige bemærkninger, der ledsager dechargeafgørelsen, og som er af horisontal karakter, til sin beslutning af 28. april 2016 (1) om agenturernes resultater, økonomiske forvaltning og kontrol.


    (1)  Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0159 (se side 447 i denne EUT).


    Top