14.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 246/91

—

der henviser til Revisionsrettens særberetninger, der er udarbejdet i medfør af artikel 287, stk. 4, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2014 (1),

—

der henviser til det konsoliderede årsregnskab for Den Europæiske Union for regnskabsåret 2014 (COM(2015) 377 — C8-0267/2015) (2),

—

der henviser til Revisionsrettens årsberetning om budgetgennemførelsen i regnskabsåret 2014, med institutionernes svar (3),

—

der henviser til Revisionsrettens erklæring (4) for regnskabsåret 2014 om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, jf. artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til sin afgørelse af 28. april 2016 om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2014, Sektion III — Kommissionen (5), og til sin beslutning med bemærkninger, der udgør en integrerende del af denne afgørelse,

—

der henviser til Rådets henstilling af 12. februar 2016 om meddelelse af decharge til Kommissionen for gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret 2014 (05583/2016 — C8-0042/2016),

—

der henviser til artikel 317, 318 og 319 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til artikel 106A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (6), særlig artikel 62, 164, 165 og 166,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 93 og bilag V,

—

der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0127/2016),

A.

der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 17, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union gennemfører budgettet og forvalter programmerne, og at den i henhold til artikel 317 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde gennemfører budgettet på eget ansvar i samarbejde med medlemsstaterne i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning;

B.

der henviser til, at Revisionsrettens særberetninger giver oplysninger om vigtige spørgsmål i forbindelse med afholdelsen af udgifter og derfor er nyttige for Parlamentet i dets udførelse af rollen som dechargemyndighed;

C.

der henviser til, at dets bemærkninger til Revisionsrettens særberetninger udgør en integrerende del af Parlamentets ovennævnte afgørelse af 28. april 2016 om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2014, Sektion III — Kommissionen;

1.

glæder sig over særberetningen om vurderingen af EuropeAids systemer til evaluering og resultatorienteret overvågning (ROM) og fremsætter sine bemærkninger og anbefalinger nedenfor;

2.

er alvorligt bekymret over den utilstrækkelige pålidelighed af EuropeAids systemer til evaluering og ROM (resultatorienteret overvågning), det utilstrækkelige tilsyn med og overvågning af programmet, og endvidere over, at EuropeAid ikke kan garantere, at de menneskelige og finansielle ressourcer er tilstrækkelige og fordeles effektivt mellem de forskellige evalueringsaktiviteter;

3.

påpeger, at det er nødvendigt at give Parlamentet som budgetkontrolmyndighed et klart overblik over, i hvilket omfang Unionens hovedmålsætninger er blevet nået;

4.

mener, at høringer ikke kun med Kommissionens og EU-Udenrigstjenestens tjenestemænd, men også med støttemodtagerne og uafhængige eksperter vil give en mere omfattende vurdering af EuropeAids bidrag til at nå Unionens mål;

5.

minder om, at der bør gives ekstern, objektiv og upartisk feedback om resultaterne af Kommissionens bistandsprojekter og -programmer som led i Kommissionens forpligtelse til kvalitetssikring;

6.

mener, at resultaterne af evalueringerne er centrale elementer, som skal indgå i politikken og den politiske revisionsproces, for at tilpasse strategiske politiske målsætninger og forbedre den overordnede sammenhæng med andre EU-politikker; mener i denne forbindelse, at det er vigtigt, at evalueringer er uafhængige, gennemsigtige og tilgængelige for offentligheden;

7.

mener, at investering i analyse og opsamling af resultater fra forskellige former for evaluering ikke kun giver et overordnet billede af tendenser, men også giver mulighed for at tage ved lære af erfaringer, som styrker evalueringsprocessernes ultimative virkningskraft og samtidig tilvejebringer et bedre dokumentationsgrundlag for beslutningstagning, politikudformning og fortsættelse af eksisterende projekter for så vidt angår specifikke bistandsinstrumenter;

8.

mener, at delingen af viden på alle måder og med alle instrumenter er afgørende, ikke kun for udviklingen af en evalueringskultur, men frem for alt for at fremme en kultur baseret på effektive resultater;

9.

opfordrer Revisionsretten til at undersøge alle EuropeAids finansieringsmekanismer for at sikre, at der opnås valuta for pengene, og at EU-støtten er effektiv med hensyn til at fremme Unionens mål og værdier; mener, at EU-finansierede projekter bør bringes i overensstemmelse med Unionens politiske mål i naboskabslandene, under hensyntagen til modtagernes ansvarlighed, og at Unionens penge er fungible;

10.

støtter Revisionsrettens anbefalinger med hensyn til EuropeAids systemer til evaluering og resultatorienteret overvågning;

11.

bemærker, at Revisionsretten fremsætter anbefalinger til, hvordan ressourcerne til evaluering og ROM-undersøgelser kan anvendes produktivt, om prioritering og overvågning af evalueringer, anvendelse af procedurer for kvalitetskontrol, dokumentering af opnåede resultater samt opfølgning og videreformidling af resultaterne af evalueringer og ROM-undersøgelser;

12.

mener, at EuropeAid bør sørge for tilstrækkelig information om ledelsespraksis og regelmæssigt vurdere sine behov for at sikre, at fordelingen af finansielle og menneskelige ressourcer ud fra programevalueringer og resultatorienteret overvågning (ROM) foretages på et oplyst grundlag;

13.

mener, at EuropeAid for at sikre, at de udførte evalueringer afspejler organisationens prioriteringer, bør:

14.

mener, at EuropeAid for at sikre programevalueringernes og ROM-undersøgelsernes kvalitet bør:

15.

mener, at EuropeAid for at forbedre evalueringssystemets evne til at give tilstrækkelige oplysninger om de opnåede resultater bør:

16.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning med titlen: »Økonomisering: holde omkostningerne til tilskud til EU-finansierede landdistriktsprojekter under kontrol« og godkender konklusionerne og anbefalingerne heri;

17.

bemærker, at Unionens politik for udvikling af landdistrikterne er nøglen til at fremme landbrugets konkurrenceevne og til at sikre bæredygtig forvaltning af naturressourcer og fremme af klimatiltag; fremhæver betydningen af territorial udvikling af landdistriktsøkonomierne og -samfundene, herunder af at skabe og bevare beskæftigelse;

18.

beklager, at Kommissionen ikke tilbød vejledning eller udbredte god praksis i starten af programmeringsperioden 2007–2013 og ikke sikrede, at medlemsstaternes kontrolsystemer var effektive, inden de påbegyndte godkendelsen af tilskud; understreger, at Kommissionen siden 2012 har anlagt en mere aktiv og samordnet tilgang;

19.

bemærker, at der blev konstateret mange svagheder i medlemsstaternes kontrol af udgifterne til tilskud til landdistriktsudvikling; bemærker, at Kommissionen er enig i, at der kan opnås besparelser ved bedre omkostningskontrol i forbindelse med tilskud til projekter om udvikling af landdistrikter, samtidig med at der opnås de samme output og resultater, og de samme mål opfyldes; glæder sig over, at de brugbare og omkostningseffektive tilgange blev identificeret og kunne anvendes bredere, at Kommissionen accepterer Revisionsrettens resultater og har givet udtryk for sin hensigt om at samarbejde med medlemsstaterne om at forbedre kontrollen med udgifterne til landdistriktsudvikling i programmeringsperioden 2014-2020;

20.

deler Revisionsrettens synspunkt om, at Kommissionen og medlemsstaterne tidligt i den nye programmeringsperiode bør sikre, at kontrolsystemerne fungerer produktivt, og at de er effektive i forhold til risiciene;

21.

understreger, at Kommissionen bør tilskynde medlemsstaterne til at anvende tjeklisten og de kriterier, som Revisionsretten har udviklet, og som er indeholdt i bilag I (7);

22.

understreger, at Kommissionen og medlemsstaterne bør samarbejde for at sikre, at de tilgange, der følges for alle programmer for udvikling af landdistrikter, opfylder de kriterier, der er fastsat af Revisionsretten, med henblik på at vurdere, om kontrolsystemerne tackler risiciene for overspecificering, ikkekonkurrencedygtige priser og projektændringer, og at de fokuserer på de områder, hvor risikoen er størst; mener, at en forudgående vurdering af kontrolsystemerne, som udføres af medlemsstaters myndigheders interne revisionstjenester (eller af et andet kontrol- eller revisionsorgan), bør være en del af denne proces;

23.

bemærker, at medlemsstaterne bør: anvende de omkostningseffektive tilgange, som allerede er blevet identificeret, i videre udstrækning, vurdere omkostninger i forhold til de forventede output eller resultater, kontrollere, om standardomkostninger resulterer i overbetalinger, anvende faktiske markedspriser som referencepriser for udstyr og maskiner osv. og ikke leverandørers listepriser, kontrollere, at omkostningerne er rimelige, herunder når procedurerne for offentlige indkøb er blevet fulgt, og fastsætte højere krav og/eller kontrol for foranstaltninger med høje støttesatser osv.;

24.

glæder sig over, at Kommissionen har forpligtet sig til at give vejledning om kontroller og sanktioner i forbindelse med udvikling af landdistrikter, herunder et særligt afsnit om omkostningernes rimelighed og tjeklisten for forvaltningsmyndigheder, der er vedlagt som bilag til særberetningen; bemærker, at uddannelse og udveksling af erfaringer vil indgå i aktiviteterne i forbindelse med det europæiske netværk for udvikling af landdistrikter i perioden 2014-2020;

25.

er bekymret over den høje fejlprocent, som Revisionsretten har konstateret i forbindelse med politikken for udvikling af landdistrikter; bemærker dog den svagt faldende udvikling i de seneste tre år;

26.

anerkender den indsats, som medlemsstaterne og Kommissionen har gjort med henblik på at reducere fejl i udgifterne til udvikling af landdistrikter, navnlig i denne tid med økonomiske vanskeligheder og finanspolitiske stramninger;

27.

bemærker på baggrund af både medlemsstaternes og dens egne revisionsresultater, at Kommissionen har gennemført eller er i færd med at gennemføre korrigerende foranstaltninger på mange af de områder, som er blevet identificeret i Revisionsrettens særberetning;

28.

minder om, at Revisionsretten i sine årsberetninger har fastslået, at de nationale myndigheder i mange tilfælde havde tilstrækkelige oplysninger til at forhindre eller opdage og korrigere fejl, inden de anmeldte udgifterne over for Kommissionen, hvilket ville have mindsket fejlprocenten væsentligt;

29.

bemærker, at jo lettere reglerne er at gennemføre, desto færre fejl vil der opstå; er bekymret over, at fejlprocenten i de kommende år kan stige igen som følge af de nye komplicerede regler i den reformerede fælles landbrugspolitik; opfordrer derfor til en reel forenkling af den fælles landbrugspolitik, hvori der integreres klarere retningslinjer til de nationale myndigheder og landbrugere;

30.

mener, at udgifterne til forvaltning og kontrol (4 mia. EUR) for hele den fælles landbrugspolitik er betydelig, og at der bør lægges vægt på at forbedre effektiviteten af kontrollerne frem for at øge deres antal; anmoder i denne forbindelse Kommissionen og medlemsstaterne om at sætte fokus på de grundlæggende årsager til fejlene i udgifterne til udvikling af landdistrikterne; mener, at medlemsstaterne, når det er relevant, bør gennemføre følgende forebyggende og korrigerende foranstaltninger:

a)   Offentlige indkøb

Ved anvendelsen af begrebet forhåndsbetingelser bør medlemsstaterne udvikle og give detaljeret vejledning til støttemodtagerne om, hvordan reglerne om offentlige indkøb skal anvendes;

De nationale myndigheder, der er specialiserede i overvågning af overholdelsen af reglerne for offentlige udbud, bør inddrages i denne proces. Der bør fokuseres på de tre vigtigste overtrædelser af reglerne: uberettiget direkte tildeling uden behørig udbudsprocedure, fejlagtig anvendelse af udvælgelses- og tildelingskriterier eller manglende ligebehandling af de bydende;

b)   Bevidst omgåelse af regler

På basis af de specifikke støtteberettigelses- og udvælgelseskriterier, der er fastsat i programmerne for udvikling af landdistrikterne, bør medlemsstaterne opstille retningslinjer for at hjælpe deres inspektører til at identificere tegn på mulige svigagtige handlinger;

c)   Betalinger for miljøvenligt landbrug

Medlemsstaterne bør øge omfanget af deres administrative kontroller, så disse også omfatter kontroller af forpligtelser på basis af dokumentation, som i øjeblikket kun udføres i 5 % af tilfældene, når der gennemføres kontroller på stedet; desuden bør ordningen med nedsættelser og sanktioner være udformet, således at den har en betydningsfuld afskrækkende virkning på potentielle overtrædere;

31.

opfordrer indtrængende Kommissionen til nøje at overvåge gennemførelsen af programmerne for udvikling af landdistrikterne og til i sine overensstemmelsesrevisioner at tage højde for de gældende regler, herunder hvor det er relevant, dem der er vedtaget på nationalt plan, for at mindske risikoen for at gentage de svagheder og fejl, man stødte på i programmeringsperioden 2007-2013;

32.

mener, at der stadig er mange uklarheder i metoderne til beregning af fejlprocenten — ikke blot mellem dem, som bruges af Kommissionen og medlemsstaterne, men også mellem dem inden for Kommissionens tjenestegrene, hvilket gør indførelsen af passende national lovgivning i medlemsstaterne endnu vanskeligere; opfordrer Kommissionen til at anvende en ensartet beregningsmetode for fejlprocenten, som kan afspejles fuldt ud i medlemsstaternes metoder;

33.

støtter en mere intensiv anvendelse af de forenklede omkostningsmetoder, hvor det er relevant, i overensstemmelse med de lovgivningsmæssige regler, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at analysere, i hvilket omfang de særlige karakteristika ved et mere målrettet anvendelsesområde, færre støttekriterier og anvendelsen af forenklede omkostningsmetoder kan kopieres i udformningen og gennemførelsen af et stigende antal støtteforanstaltninger uden at bringe de overordnede mål for disse foranstaltninger i fare;

34.

anmoder om, at Kommissionen og medlemsstaterne analyserer, hvordan ordningen for støtte til investeringer i forarbejdning af landbrugsprodukter kan forbedres, og også at analysere foranstaltningen for betalinger for miljøvenligt landbrug, således at forpligtelser så vidt muligt kan kontrolleres via medlemsstaternes administrative kontrol;

35.

anmoder Kommissionen om at foretage en detaljeret årsagsanalyse af de omvendte korrelationer mellem de finansielle udnyttelsesgrader og fejlprocenten;

36.

opfordrer Kommissionen til at fastsætte fælles kriterier for at identificere omfanget af brandrisikoen i de europæiske skove med henblik på at sætte en stopper for den vilkårlige og usammenhængende definition »område med stor brandrisiko« og dermed for medlemsstaternes mangelfulde evaluerings- og udvælgelsesproces;

37.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at vælge deres forebyggende foranstaltninger i overensstemmelse med den reelle brandrisiko og i overensstemmelse med kravene i foranstaltning 226 i stedet for at vælge dem ud fra andre miljømæssige eller økonomiske mål; insisterer i denne forbindelse på nødvendigheden af, at støttemodtagerne uden forbehold fører bevis for og dokumenterer deres behov for støtte i medfør af denne foranstaltning; tilslutter sig Revisionsrettens anbefaling om at prioritere tiltag i de miljømæssigt mest værdifulde skove, såsom Natura 2000-skovområder;

38.

kræver i lyset af Revisionsrettens alarmerende resultater vedrørende gennemsnitsomkostninger for tilsvarende tiltag i forskellige regioner et rimeligt og kontrollerbart loft for støtte og forelæggelse af en fuldstændig motiveret begrundelse i tilfælde af, at det ændres;

39.

opfordrer medlemsstaterne til bedre at samordne og strukturere deres skovbrandspolitikker; støtter etableringen af en europæisk platform for støttemodtagere med henblik på udveksling og fremme af bedste praksis;

40.

beklager især Revisionsrettens konstatering af forsatte alvorlige mangler i perioden 2014-2020 som følge af de vedvarende dårlige overvågningsrammer; opfordrer indtrængende Kommissionen til omgående at tage skridt til at forbedre sit overvågnings- og kontrolsystem;

41.

opfordrer Kommissionen til at støtte leveringen af harmoniserede data om skovenes og skovressourcernes multifunktionelle rolle ved at tilskynde til oprettelse af et fælleseuropæisk skovinformationssystem baseret på nationale data og dets indarbejdelse i en europæisk dataplatform;

42.

insisterer endvidere på, at medlemsstaterne etablerer et pålideligt kontrolsystem, som indeholder krav om opbevaring af relevante dokumenter og oplysninger; opfordrer i denne henseende Kommissionen til at sikre, at der først bevilges støtte, når medlemsstaterne har etableret et sådant hensigtsmæssigt og kontrollerbart kontrolsystem;

43.

opfordrer medlemsstaterne til regelmæssigt at aflægge rapport om virkningerne af de iværksatte foranstaltninger og reduktionen i antallet af brande eller naturkatastrofer samt om skadede områder;

44.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning med titlen »Transport ad indre vandveje i Europa: Ingen væsentlige forbedringer med hensyn til transportandel og besejlingsforhold siden 2001« og støtter dens resultater, konklusioner og anbefalinger;

45.

noterer sig, at Unionens transportsektor er af afgørende betydning for fuldførelsen af det indre marked, SMV'ernes konkurrenceevne og den generelle økonomiske vækst i Europa;

46.

konkluderer, at udviklingen af former for transport ad indre vandveje halter bagefter i forhold til udviklingen inden for vej- og jernbanetransport på trods af et årti med investeringer; opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at yde en betydeligt større indsats;

47.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gøre brug af køreplanerne for forskning, udvikling og innovation inden for sektoren transport ad indre vandveje, som de gør i andre sektorer, og medtage havneinfrastruktur og -udstyr i denne indsats for at sikre, at den tekniske udvikling er forenelig med andre transportformers krav og dermed sikre multimodal transport;

48.

mener, at gennemførelsen af de mål, som er fastsat i hvidbogen fra 2001, dens midtvejsrevision fra 2006, og programmerne NAIADES (integreret EU-handlingsprogram for transport ad indre vandveje) for 2006 og 2013 var delvist ineffektive, hvilket delvis skyldtes et manglende engagement fra medlemsstaternes side;

49.

bemærker, at medlemsstaterne er mindre interesseret i at investere i en EU-transportpolitik, at de prioriterer finansieringen af nationale, regionale og lokale projekter, og at procedurerne for udvælgelse af projekter er decentrale, hvilket forhindrer Kommissionen i at prioritere støtteberettigede projekter;

50.

understreger, at medlemsstaterne retligt har forpligtet sig til at stille national finansiering til rådighed i forbindelse med gennemførelsen af hovednettet, således at strategisk vigtige vandveje i Europa omdannes til transportkorridorer med høj kapacitet;

51.

bemærker, at Kommissionens strategiske koordineringsrolle er blevet svækket, hvilket har ført til et misforhold mellem gennemførte projekter og prioriteringer på EU-plan;

52.

gør opmærksom på, at der gennem forskning på grundlag af Revisionsrettens særberetninger (8) kan drages tilsvarende konklusioner som dem, der vedrører indre vandveje, hvad angår andre transportområder, som finansieres over Unionens budget; bemærker, at projekter inden for offentlig bytransport og lufthavnsinfrastruktur ofte har følgende mangler:

53.

mener, at ovennævnte konklusioner — sammen med bemærkningerne vedrørende transport ad indre vandveje — viser tegn på fælles horisontale problemer på EU-plan; mener, at resultatet af Unionens finansiering af transport generelt er svækket som følge af den utilfredsstillende situation, for så vidt angår strategisk planlægning, manglende sammenhæng, bæredygtige resultater og effektivitet;

54.

mener, at bæredygtige politiske resultater er mulige gennem et intensivt samarbejde mellem medlemsstaterne på den ene side og mellem medlemsstaterne og Kommissionen på den anden side for at sikre udviklingen af transport ad indre vandveje;

55.

henstiller, at både Kommissionen og medlemsstaterne nøje respekterer fælles forpligtelser, fordi Unionens transportsektor opererer i et komplekst miljø med økonomiske, politiske og juridiske variabler, hvor man ved oprettelsen af multimodale net støder på forhindringer og begrænsninger, som er forbundet med divergerende prioriteringer og inkonsekvent engagement;

56.

henstiller, at medlemsstaterne fokuserer på projekter vedrørende transport ad indre vandveje, som er direkte forbundne med hovednetkorridorerne, med henblik på at sikre de størst mulige virkninger og mest umiddelbare fordele med hensyn til at forbedre transporten ad indre vandveje;

57.

henstiller, at princippet »less is more« anvendes, når medlemsstaterne investerer i transport ad vandveje: Begrænsede EU-ressourcer bør fokuseres på de højest prioriterede projekter med henblik på effektivt at fjerne flaskehalse og etablere et integreret net af indre vandveje på EU-plan;

58.

henstiller, at medlemsstaterne betragter Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1315/2013 (9) (TEN-T-forordningen) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1316/2013 (10) (Connecting Europe-faciliteten) som afgørende instrumenter til at strømline projekter med henblik på at nå de mål, som Kommissionen har haft siden 2001;

59.

henstiller, at TEN-T-instrumentet og Connecting Europe-faciliteten i høj grad bruges som en mulighed for investeringer med fokus på strategisk vigtige EU-korridorer (et grundlæggende og omfattende net) med specifikke standardiserede infrastrukturkrav til hele nettet og retligt bindende frister for projektgennemførelsen;

60.

henstiller, at der anvendes en dybtgående strategisk tilgang og planlægning til at synkronisere finansieringen fra ESIF, TEN-T og Connecting Europe-faciliteten med henblik på effektivt at nå målene for transport af indre vandveje;

61.

henstiller, at etableringen af intermodale transportcentre sammen med hovednettet anses for en nøglefaktor for at kunne overgå fra vare- og godstransport ad vej til transport ad indre vandveje;

62.

henstiller, at medlemsstaterne tager Kommissionens koordineringsrolle i betragtning, når det gælder langsigtede strategiske projekter såsom hovednetkorridorer;

63.

henstiller til, at Kommissionen påpeger og analyserer alle horisontale problemer og i vid udstrækning fokuserer på strategisk planlægning med og mellem medlemsstaterne, udvælgelse og gennemførelse af projekter, for at konklusionerne kan tages i betragtning i den nuværende programmeringsperiode;

64.

mener, at Kommissionen skal yde omfattende teknisk bistand og rådgivning til medlemsstaterne, inden den fremsætter projektforslag og under hele gennemførelsesfasen med henblik på at fjerne de forhindringer for transport ad indre vandveje, som den har identificeret;

65.

henstiller til Kommissionen, at den fokuserer sin finansiering på de projekter, som er mest relevante for transport ad indre vandveje og indebærer omfattende planer til at fjerne flaskehalse;

66.

henstiller til Kommissionen, at den prioriterer finansiering af projekter og initiativer i medlemsstaterne, som sigter mod at forbedre transport ad indre vandveje gennem innovative løsninger såsom højteknologisk navigation, alternative brændstoffer og effektive fartøjer; mener, at Kommissionen også bør tilskynde til multilaterale europæiske programmer for udveksling af knowhow og viden mellem forskellige EU-havne;

67.

henstiller til Kommissionen, at den blandt medlemsstaterne og deres regioner øger kendskabet til de tilgængelige finansieringsinstrumenter til støtte af transport af indre vandveje med henblik på at fjerne eksisterende flaskehalse langs nøglekorridorerne;

68.

mener, at koordineringen blandt medlemsstaterne i forbindelse med udviklingen af transport ad indre vandveje bør forbedres betydeligt gennem formidling og flere bindende forpligtelser og betingelser, der vil være rammen for de multimodale hovednetkorridorer, der etableres gennem Connecting Europe-faciliteten og TEN-T-forordningen;

69.

mener, at specifikke og gennemførlige tiltag til at fjerne flaskehalse bør forhandles af Kommissionen og godkendes af medlemsstaterne i form af en tidsplan for gennemførelsen;

70.

opfordrer Kommissionen til at ajourføre sine strategiske mål og anbefalinger for de indre vandveje og foreslå en EU-strategi og -handlingsplan for indre vandveje for 2020 og fremefter;

71.

henstiller til Kommissionen, at den i sin forhåndsevaluering af foranstaltninger vedrørende transport ad indre vandveje vurderer resultatet af de overordnede mål, som har været fastsat siden 2001, og gennemførelsen af hovednettet;

72.

mener, at der bør kræves rapportering om tilstrækkeligheden af spildevandsbehandlingen for byområder med en personækvivalent (PE) under 2 000, som har indført genindvindingssystemer på baggrund af kravene i artikel 7 i Rådets direktiv 91/271/EØF (11) (direktivet om rensning af byspildevand); bemærker, at rapporteringen for de byområder, hvor der ikke er genindvindingssystemer, bør omfatte oplysninger om, hvorvidt der er medtaget passende foranstaltninger i vandområdeplanerne;

73.

er enig med Revisionsretten i, at Kommissionen bør revidere medlemsstaternes rapportering om antallet af byområder med en PE over og under 2 000, når der er sket væsentlige ændringer, navnlig fra en kategori til en anden;

74.

fremhæver, at det er nødvendigt at tilskynde medlemsstaterne til at indføre klare retlige forpligtelser for husstandene til at tilslutte sig eksisterende kloaknet, hvor sådanne forpligtelser endnu ikke findes, eller hvor tidsfristerne er vage;

75.

bemærker, at det tidsrum, der er nødvendigt for at vurdere overholdelsen af direktivet om rensning af byspildevand, bør afkortes, ved at medlemsstaterne pålægges at indberette deres oplysninger inden for seks måneder efter Kommissionens referencedato; bemærker endvidere, at Kommissionen bør foretage en screening for problemstillinger med langvarige rapporteringsperioder i andre miljørelaterede direktiver;

76.

fastholder, at det er nødvendigt at fremskynde medlemsstaternes absorption af EU-midler til investeringer på spildevandsområdet, idet der blev konstateret forsinkelser for medlemsstater, der var omfattet af denne beretning, og at absorptionen af EU-midler har været langsom; opfordrer Kommissionen til at yde teknisk, juridisk og administrativ bistand til støttemodtagerne for at sikre, at de igangværende projekter afsluttes rettidigt;

77.

bemærker, at Kommissionen anerkender, at absorptionsraten ved udgangen af 2013 i alle de pågældende medlemsstater var temmelig lav, og at der således er en risiko for frigørelse på programniveau (artikel 93 i Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (12)); understreger dog, at der er objektive grunde til dette, som f.eks. behovet for at styrke den tekniske, juridiske og forvaltningsmæssige kapacitet i de pågældende medlemsstater; bemærker endvidere, at Kommissionen desuden påpeger, at betalingerne for hovedparten af projekterne normalt finder sted i løbet af de sidste implementeringsår (dvs. 2014 og 2015 for programmeringsperioden 2007-2013);

78.

mener, at medlemsstaterne bør anmodes om at fremlægge ajourførte oplysninger om, hvor mange ekstra midler, de har behov for at sikre, at gennemførelsesfristerne i direktivet om rensning af byspildevand kan overholdes, både i byområder med en PE over 2 000 og i byområder med en PE under 2 000 PE, hvor der er etableret genindvindingssystemer; glæder sig over indførelsen af rapporteringsværktøjet med en »struktureret gennemførelses- og oplysningsramme« (»Structured Implementation and Information Framework« (SIIF)), som bør forbedre rapporteringsprocessen på nationalt plan;

79.

fremhæver, at det er nødvendigt at gennemføre de nødvendige projekter i medlemsstaterne for at sikre, at byområder, der ikke opfylder kravene, overholder direktivet om rensning af byspildevand;

80.

understreger, at det er nødvendigt at forbedre miljøresultaterne fra EU-finansierede vandforsyningsværker, samt at Kommissionen gør en større indsats for at overvåge gennemførelsen af den relaterede lovgivning og håndhæve fristerne for opfyldelse af målene i direktivet om rensning af byspildevand; mener endvidere, at der bør sikres en ligeværdig beskyttelse af miljøet i hele Unionen;

81.

mener, at medlemsstaterne bør tilskyndes til at undersøge og videreformidle information om mulighederne for at opnå omkostningsbesparelser, f.eks. ved at udnytte energiproduktionspotentialet i slam eller anvende det som et værdifuldt råmateriale til udvinding af fosfor;

82.

bemærker, at betaling af slutsaldoen for »store projekter«, der er godkendt under et operationelt program, bør gøres betinget af, at der findes en passende løsning for genanvendelse af kloakslam; tilskynder medlemsstaterne til at følge samme tilgang for projekter, der godkendes på nationalt plan;

83.

tilskynder medlemsstaterne til at gennemføre en ansvarlig takstpolitik for spildevand og om nødvendigt tilpasse lovbestemmelserne om fastsættelse af vandpriser, for at taksterne ikke er lavere end den alment accepterede overkommelige sats på 4 %;

84.

tilskynder medlemsstaterne til at sikre, at offentlige ejere af spildevandsrensningsanlæg såsom kommuner stiller tilstrækkelige midler til rådighed på lang sigt til den nødvendige vedligeholdelse og fornyelse af spildevandsinfrastrukturen;

85.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning med titlen »EU's ungdomsgaranti: De første skridt er taget, men der venter gennemførelsesrisici forude« og tilslutter sig dens anbefalinger;

86.

bemærker, at Revisionsretten vurderer initiativet midt i dets gennemførelse og glæder sig over Revisionsrettens hensigt om at påbegynde evalueringen af anvendelsen af EU-midler på et tidligere tidspunkt;

87.

fremhæver, at ungdomsgarantien spiller en central rolle som led i svaret på ungdomsarbejdsløsheden; glæder sig over, at Unionens stats- og regeringschefer har besluttet at tildele EU-midler i form af 6,4 mia. EUR (3,2 mia. EUR fra Den Europæiske Socialfond og 3,2 mia. EUR fra en ny budgetpost) til ungdomsgarantien; påpeger, at dette er en god begyndelse, men ikke tilstrækkeligt til at sikre en vellykket gennemførelse af ungdomsgarantien; anmoder derfor Kommissionen om at sikre tilvejebringelse af yderligere midler til støtte for ungdomsgarantien i de syv år, som initiativet varer;

88.

bemærker, at finansieringen af ungdomsbeskæftigelse omfatter de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIF) samt instrumenter såsom Erasmus+, Erasmus for unge iværksættere og andre programmer; understreger, at der skal opnås en bedre synergi mellem alle disponible kilder;

89.

finder finansieringen af ungdomsgarantiordningen meget kompliceret som følge af de forskellige finansieringsmuligheder, som Den Europæiske Socialfond (ESF) og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet giver mulighed for; anmoder Kommissionen om at vejlede medlemsstaternes myndigheder under behørig hensyntagen til, at lokale, regionale og nationale myndigheder står over for forskellige udfordringer, når de gennemfører ordningen, og derfor har behov for specifikke retningslinjer;

90.

mener, at Kommissionen har investeret mange ressourcer i at sikre, at denne foranstaltning bliver effektiv med hensyn til at tackle ungdomsarbejdsløshed, beklager imidlertid, at der er lagt langt mindre energi i at sikre samordning af dens gennemførelse i medlemsstaterne;

91.

påpeger, at ikke blot adgangen til finansiering, men også den vellykkede absorption af midlerne er en nødvendig forudsætning for en effektiv gennemførelse af ungdomsgarantien; beklager derfor, at absorptionsevnen for så vidt angår ESF-støtte er meget lav i flere regioner på tværs af Europa; anmoder medlemsstaterne om at afsætte de nødvendige administrative og menneskelige ressourcer med henblik på at udnytte støttemidlerne til at gennemføre ungdomsgarantiordningen ordentligt;

92.

er af den opfattelse, at medlemsstaterne, til trods for at det er nødvendigt at forbedre absorptionsevnen, også bør fokusere på resultaterne ved gennemførelsen af ordningen, ligesom Kommissionen i medfør af sin tilsynsrolle bør gøre det for at sikre langsigtede virkninger af de investerede midler;

93.

anmoder Kommissionen om at udvikle et omfattende overvågningssystem, herunder en række standarder til vurdering af gennemførelsen af ungdomsgarantiforanstaltningerne, og om at evaluere effektiviteten heraf i medlemsstaterne; opfordrer ligeledes Kommissionen til at overveje at medtage obligatoriske mål for bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed inden for rammerne af det europæiske semester;

94.

mener, at det er af afgørende betydning, at medlemsstaternes effektive anvendelse af de disponible midler kombineres med en omfattende støtte fra Kommissionens side med henblik på at afhjælpe mangler i forbindelse med gennemførelsen;

95.

bemærker, at Unionen ikke har nogen hårde lovgivningskompetencer for så vidt angår aktiv arbejdsmarkedspolitik, men understreger behovet for, at Kommissionen giver medlemsstaterne eksempler på bedste praksis for, hvordan ungdomsgarantien skal gennemføres, navnlig hvad angår de praksisser, som det europæiske netværk af offentlige arbejdsformidlinger har identificeret;

96.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at anvende EU-støtte og forpligte sig til at iværksætte reformer med henblik på at afhjælpe mangler for så vidt angår uddannelse, erhvervsuddannelse, oprettelse af offentlig-private partnerskaber samt styrkelse af arbejdsformidlingerne og adgangen til disse;

97.

anmoder med henblik på at sikre passende gennemførelse og langsigtede positive indvirkninger medlemsstaterne om at iværksætte institutionelle ændringer, hvor det er nødvendigt, og til at muliggøre samarbejde mellem lokalsamfund, uddannelsesmyndigheder, offentlige arbejdsformidlinger, lokale industrier og det lokale erhvervsliv, fagforeninger og ungdomsorganisationer; mener, at dette er af afgørende betydning for at opnå en bedre kapacitetsplanlægning og strategisk resultatorienteret brug af de forskellige tilgængelige finansieringskilder;

98.

minder medlemsstaterne om, at de bør forpligte sig til at øge den nationale finansiering som et supplement til bevillingerne fra ESF og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet med henblik på at sikre, at ungdomsbeskæftigelsen får det nødvendige skub;

99.

glæder sig over Kommissionens forslag om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1304/2013 (13) om Den Europæiske Socialfond med henblik på at øge det oprindelige forfinansieringsbeløb udbetalt til operationelle programmer, der støttes af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, hvorved den oprindelige forfinansiering i 2015 øges fra ca. 1 % til 30 % for så vidt angår tildelingen til ungdomsbeskæftigelsesinitiativet; påpeger, at Kommissionen selv bør forpligte sig til at betale forfinansieringsbeløbet til medlemsstaterne umiddelbart efter ikrafttrædelsen af ændringsforordningen for at muliggøre en hurtig gennemførelse af de operationelle programmer, som støttes af ungdomsbeskæftigelsesinitiativet;

100.

anmoder Kommissionen om at indføre en omfattende overvågningsordning, der omfatter en indikatorramme for overvågning af ungdomsgarantien i kombination med de planlagte resultatindikatorer, og som fokuserer på resultaterne og vurderer beskæftigelsessituationen for de personer, som nyder godt af ungdomsbeskæftigelsesforanstaltningerne;

101.

er af den opfattelse, at arbejdsmarkedspolitikkerne på udbudssiden både skal ses i sammenhæng med uddannelses-, ungdoms- og velfærdspolitikker samt i en større makroøkonomisk kontekst;

102.

bemærker, at Kommissionens årlige gennemførelsesrapport for 2016 om ungdomsgarantien og de kommende særberetninger fra Revisionsretten vedrørende ungdomsbeskæftigelse giver store muligheder for at afhjælpe de eksisterende svagheder, både i Kommissionen og på nationalt, regionalt og lokalt plan;

103.

anmoder Kommissionen om at præcisere, hvordan og på hvilke områder medlemsstaterne kan anvende teknisk bistand inden for udvikling af landdistrikterne; mener, at Kommissionen navnlig bør præcisere forskellen mellem operationelle udgifter/udgifter til kapacitetsopbygning og støtteberettigede administrationsomkostninger/udgifter til budgetstøtte især i forbindelse med lønninger;

104.

opfordrer Kommissionen til nøje at overvåge medlemsstaternes gennemførelse af teknisk bistand;

105.

opfordrer Kommissionen til at træffe hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre, at almindelige administrative udgifter, såsom regelmæssig IT-vedligeholdelse, ikke opføres under budgetposter vedrørende teknisk bistand;

106.

opfordrer Kommissionen til fremover at kræve, at medlemsstaterne rapporterer administrationsomkostninger/udgifter til budgetstøtte vedrørende udvikling af landdistrikterne separat, så det bliver mere gennemskueligt, hvilken del af finansieringen af den tekniske finansiering, der er brugt til denne form for støtte;

107.

opfordrer Kommissionen til sammen med medlemsstaterne at opstille en passende resultatramme for udgifter til teknisk bistand; mener navnlig, at Kommissionens og medlemsstaternes behov for teknisk bistand bør vurderes grundigt, og at der bør etableres en mekanisme til fastsættelse af mål og måling af fremskridt hen imod deres virkeliggørelse;

108.

anmoder Kommissionen om at identificere de udfordringer, specifikke karakteristika og hindringer, som er forbundet med udviklingen af landdistrikterne, med henblik på at tilskynde medlemsstaterne til bedre at udarbejde og vurdere de finansielle instrumenters budgetmæssige behov og undgå overfinansiering, som forpligter midler uden samtidig at bidrage til gennemførelsen af Unionens politikker; anmoder også om at lette adgangen for endelige støttemodtagere med henblik på en mere aktiv gennemførelse af de finansielle instrumenter på regionalt niveau, navnlig i forhold til tilskud;

109.

anmoder medlemsstaterne om at tilvejebringe pålidelige kvantificerbare oplysninger med henblik på at fastslå, hvilken type midler der er mest hensigtsmæssig, og fordele de finansielle midler i overensstemmelse hermed; anmoder også om, at Kommissionen og medlemsstaterne gennemfører overvågningssystemer, der gør det muligt at identificere de finansielle instrumenters effektivitet;

110.

anmoder Kommissionen om at vejlede og aktivt fremme kvaliteten af de obligatoriske forudgående evalueringer for så vidt angår finansielle instrumenter, som blev indført for programmeringsperioden 2014-2020, med henblik på at identificere specifikke svagheder og undgå overfinansiering; anmoder desuden om, at medlemsstaterne fastsætter risikoeksponeringsgraden på grundlag af passende teknisk ekspertise;

111.

anmoder Kommissionen om at fastsætte passende standarder og mål for gearing og revolverende virkninger med henblik på at øge effektiviteten af de finansielle instrumenter for programmeringsperioden 2014-2020; anmoder også om, at Kommissionen og medlemsstaterne foretager en grundig vurdering forud for den fremtidige anvendelse og udvikling af finansielle instrumenter på området for udvikling af landdistrikterne på grundlag af deres bidrag til gennemførelsen af Unionens politikker og ud fra effektivitetshensyn for så vidt angår støttemodtagerne;

112.

anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at vedtage klare overgangsregler mellem programmeringsperioderne for at fremme de langsigtede virkninger og bæredygtigheden af finansielle instrumenter;

113.

anmoder Kommissionen om at tilskynde medlemsstaterne til at oprette ét enkelt finansielt instrument, som både kan yde lån og garantier, således at deres aktiviteter og kritiske masse øges;

114.

anmoder medlemsstaterne om at finde måder til at få bugt med svagheder i forbindelse med projektudvælgelse for så vidt angår forvaltningen af tilskud til investeringsforanstaltninger, der kan resultere i dødvægt eller i en forskydning af problemerne; anmoder derfor medlemsstaterne om at anvende hensigtsmæssige og klart definerede indikatorer, såsom f.eks. investeringsafkast og projekterede pengestrømsopgørelser, med henblik på at sikre projekternes levedygtighed;

115.

anmoder medlemsstaterne om at undersøge, hvordan tilskud og finansielle instrumenter kan kombineres i de operationelle programmer for at sikre, at der opnås mest mulig valuta for pengene ved at optimere gearing og revolverende virkninger;

116.

anmoder Kommissionen om at fastsætte klart definerede operative gennemførelsesregler, herunder for exitpolitikken, i god tid inden udløbet af programmeringsperioden 2007-2013;

117.

er skuffet over, at det ikke var muligt at tilvejebringe en fuldstændig analyse af effektiviteten af de forskellige tildelingssystemer, som medlemsstaterne gennemførte i løbet af fase II i EU's emissionshandelssystem (ETS) (2008-2012), hvilket ville have været af største betydning for de politiske henstillinger på grundlag af Revisionsrettens revisionsresultater;

118.

bemærker, at Revisionsrettens vurdering fokuserede på gennemførelsen af fase II i EU ETS (2008-2012), til trods for at der for fase III i EU ETS (2013-2020) var blevet vedtaget og gennemført betydelige reformer, herunder Unionens harmoniseringsforanstaltninger;

119.

glæder sig over, at der er blevet gennemført betydelige forbedringer af rammerne for beskyttelse af integriteten inden for ETS, herunder det meste af spotmarkedet for kvoter under direktivet om finansielle instrumenter (14) og direktivet om markedsmisbrug (15) og forordningen om markedsmisbrug (16); opfordrer Kommissionen til at overveje supplerende foranstaltninger i overensstemmelse med Revisionsrettens anbefalinger, herunder foranstaltninger vedrørende tvungne handlende;

120.

opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre gennemsigtighed og effektiv overvågning af emissionsmarkedet på EU-plan og procedurerne for samarbejde med inddragelse af nationale reguleringsmyndigheder og Kommissionen;

121.

mener, at Kommissionen som traktaternes vogter nøje bør overvåge gennemførelsen i medlemsstaterne og i højere grad bistå gennem hele processen; mener, at det er nødvendigt at have den rette balance mellem en solid overvågning, indberetning og kontrol og administrative byrder; mener, at Kommissionen bliver nødt til at sikre retsafgørelsers forudsigelighed og retssikkerhed ved at tage hensyn til Det Europæiske Råds retningslinjer;

122.

bemærker, at Revisionsretten vurderede integriteten og gennemførelsen af EU ETS, men at det også er nødvendigt med en analyse af effektiviteten af emissionshandelssystemet og dets resultater, herunder en evaluering af samspillet mellem EU-lovgivningen og den nationale lovgivning, såsom inden for udvikling af vedvarende energi og energieffektivitetsforanstaltninger, der ligeledes har en betydelig indvirkning på CO2-emissioner og dermed på kvotemarkedet;

123.

anmoder Revisionsretten om at medtage berørte industrisektorer i sin analyse, navnlig med hensyn til retssikkerhed og forudsigelighed, og i det omfang at der er sikret en pålidelig retlig ramme, samt hvorvidt nylige tilpasninger af ETS-rammen eventuelt har indvirket på systemets effektivitet;

124.

er bekymret over, at risikoen for momssvig i ETS på revisionstidspunktet stadig ikke fuldt ud blev vurderet, eftersom en tredjedel af medlemsstaterne endnu ikke har gennemført lovgivning om »reverse charge«-mekanismen; opfordrer alle medlemsstater til at gøre dette uden yderligere forsinkelse;

125.

mener, at det er af afgørende betydning at træffe alle de nødvendige foranstaltninger til at undgå CO2-lækage og til at sikre en fair international konkurrenceevne i de eksisterende foranstaltninger til gratis tildeling af emissionskvoter; anmoder om, at Kommissionen foretager en evaluering af de industrielle sektorer og virksomheder, der er sårbare over for CO2-lækage, med henblik på klart at identificere områder, hvor der har været økonomisk tab for den europæiske industri til lande uden streng klimalovgivning;

126.

anmoder Kommissionen og Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) om at anvende de indhøstede erfaringer ikke kun fra EUPOL-missionen i Afghanistan, men også fra andre missioner under den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik (FSFP) til at lette overførsel af viden og synergier mellem forskellige missioner; kræver klarere horisontale retningslinjer fra EU-Udenrigstjenesten til FSFP-missioner, hvor det er relevant; påpeger, at koordineringen mellem alle involverede EU-aktører, herunder medlemsstaterne, såvel som med andre internationale aktører er nøglen til succes for nuværende og fremtidige missioner;

127.

anmoder EU-Udenrigstjenesten om at øge ansvarligheden i sit vigtigste finansielle instrument i Afghanistan, trustfonden for lov og orden (LOTFA), der forvaltes af UNDP, og som kritiseres for dårlig forvaltning og manglende gennemsigtighed; gentager endvidere, at det er nødvendigt, at alle passende finansieringskanaler anvendes i forbindelse med fremtidige FSFP-missioner, herunder Unionens trustfonde, på en effektiv måde for at sikre opfyldelse af missionens mål og en forsvarlig økonomisk forvaltning;

128.

anmoder Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om at skabe synergier og krydshenvisninger mellem projektaktiviteter samt en stærk og effektiv forbindelse mellem missionens mål og delmål som fastlagt i planen for missionens gennemførelse;

129.

mener, at emner såsom ligestilling mellem mænd og kvinder, styrkelse af kvinders indflydelse og kvinders uddannelse bør spille en vigtig rolle i uddannelsesplanen for EUPOL og andre FSFP-missioner; bemærker i denne forbindelse, at EUPOL i vidt omfang har haft succes med uddannelsesrelaterede aktiviteter, men i mindre grad med mentorordninger og rådgivning;

130.

anmoder Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om på forhånd at koordinere FSFP-missioner grundigt med Unionens andre bilaterale missioner og med internationale bestræbelser med samme formål; opfordrer i denne forbindelse til øget samarbejde og koordinering mellem Unionen og dens medlemsstater ved at fremme synergier under en fælles europæisk ramme; anmoder om, at mandatet for igangværende og fremtidige FSFP-missioner klart fastslår ansvaret for koordinering med andre EU-aktører, herunder medlemsstaterne;

131.

anmoder Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om især at fokusere på udbudsprocedurer for at sikre, at de afspejler FSFP's operationelle behov; påpeger, at gennemførelsen af projekterne har lidt under besværlige udbudsprocedurer, der fører til utilstrækkelige resultater, og at brugen af forenklede og fleksible procedurer har ført til en stigning i antallet af procedurer, der førte til kontraktindgåelse;

132.

anmoder Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om yderligere at øge effektiviteten af deres FSFP-missioner ved at forbedre bæredygtigheden af de opnåede resultater på lang sigt; anerkender imidlertid, at støtte fra Unionen og det internationale samfund er afgørende for at nå de langsigtede mål;

133.

anmoder om, at Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten holder øje med Unionens resultater efter udfasningen af EUPOL ved udgangen af 2016, herunder muligheden for en yderligere forpligtelse efter 2016;

134.

anmoder Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om i god tid at udarbejde detaljerede retningslinjer for så vidt angår nedskæring og lukning af missioner og afhændelse af aktiver;

135.

hilser Revisionsrettens særberetning med titlen »Sikrer EU's finansielle støtte til mikroiværksættere en tilstrækkelig dækning af disses behov?« velkommen og støtter i princippet anbefalingerne heri;

136.

bemærker, at mikrokreditter, selv om de stadig ikke er fuldt udviklede, er støt stigende i Unionen og har en indvirkning på skabelsen af over 250 000 arbejdspladser (data fra 2013);

137.

er af den opfattelse, at der er betydelige forskelle mellem tilskud under Den Europæiske Socialfond (ESF) og finansielle instrumenter under den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress (EPMF), som normalt anvendes til forskellige formål; mener, at forskellige støttemekanismer kan være hensigtsmæssige for forskellige markedsvilkår;

138.

bemærker, at Revisionsretten i denne beretning sammenligner to meget forskellige finansielle mekanismer, som har forskellige tilgange og mål; understreger, at ESF og EPMF er forskellige på mange punkter, både hvad angår struktur, regler og målgrupper, idet sidstnævnte udelukkende anvendes til mikrofinansiering, mens førstnævnte dækker en langt bredere vifte af aspekter;

139.

understreger, at disse to finansielle faciliteter supplerer hinanden og er til stor gavn for mikrolåntagere gennem de tre finansielle instrumenters tilskud, lån og garantier; mener, at tilskud, som kun er ydet gennem ESF, er lige så vigtige for mikrokreditter som de to andre instrumenter, og at deres resultater bør vurderes under hensyntagen til deres indbyrdes komplementære rolle;

140.

understreger betydningen af, at målet med mikrofinansiering er at forbedre den sociale inklusion, bekæmpe arbejdsløshed og øge adgangen til finansiering for arbejdsløse, andre dårligt stillede grupper og mikrovirksomheder; mener i denne forbindelse, at tilskuddene og de finansielle instrumenter skal have det primære ansvar for at hjælpe mennesker og mikrovirksomheder til at overvinde vanskelighederne med at nå disse mål;

141.

er af den opfattelse, at tilskuddene er af stor betydning for at nå målsætningerne om vækst, integration og beskæftigelse som fastsat i Kommissionens meddelelse med titlen »Fremme af anstændigt arbejde for alle — EU's bidrag til gennemførelsen af dagsordenen for anstændigt arbejde i verden« (COM(2006) 249) og Kommissionens meddelelse (COM(2009) 257) med titlen »Den fælles forpligtelse til at løfte beskæftigelsen« og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1296/2013 om et EU-program for beskæftigelse og social innovation (EaSI) (17);

142.

understreger behovet for en styrket ordning for mikrofinansiering, som er et redskab til økonomisk og social udvikling, der hjælper dem, der virkelig har brug for det;

143.

mener, at den relativt begrænsede fokus på de finansielle instrumenter i forbindelse med at forbedre forholdene for udsatte grupper skal overvindes i EaSI for programmeringsperioden 2014-2020;

144.

er af den opfattelse, at der ikke var tilstrækkelig komplementaritet mellem EPMF og ESF til at overholde kravet om, at alle udbydere af mikrokreditter, og navnlig dem der modtog støtte fra ESF, skulle arbejde med enheder, som tilbyder uddannelse og mentorordninger;

145.

glæder sig over, at de fleste af de af Revisionsretten påviste svagheder og anbefalinger allerede er blevet behandlet af Kommissionen i den nye lovgivningsmæssige ramme (2014-2020);

146.

glæder sig over særberetningen, som er helliget Unionens støtte til bekæmpelse af tortur og afskaffelse af dødsstraf, og fremsætter sine bemærkninger og henstillinger nedenfor;

147.

minder om, at menneskerettighederne er en hjørnesten i Unionens optræden udadtil og i Unionens bilaterale og multilaterale forbindelser; mener, at de som én af Unionens vigtigste prioriteter bør have konstant opmærksomhed;

148.

understreger, at Unionen er fast besluttet på at forebygge og udrydde alle former for tortur og anden mishandling og på at afskaffe dødsstraf; bemærker, at det vigtigste instrument, der anvendes til dette formål, er Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder (EIDHR), som yder tilskud til civilsamfundsorganisationer til gennemførelse af projekter;

149.

bemærker, at der inden for rammerne af EIDHR i programmeringsperioden 2007-2013 var øremærket 100,9 mio. EUR til projekter til bekæmpelse af tortur og dødsstraf; påpeger imidlertid, at dette beløb er forholdsvis lavt, når man tager instrumentets ambitiøse mål og globale karakter i betragtning;

150.

understreger, at den store spredning af disse midler — fordelt på mere end 120 lande verden over — udvander effekten af EIDHR; opfordrer indtrængende Kommissionen til at prioritere bedre og til at indsnævre sit fokus med henblik på at forbedre resultaterne; fremhæver, at midlerne skal fokuseres på lande og områder med betydelige behov og et reelt potentiale for forbedringer; glæder sig over, at Kommissionen allerede er begyndt at arbejde hen imod et mere målrettet fokus i forbindelse med sin indkaldelse af forslag for 2015;

151.

bemærker Revisionsrettens bemærkning om, at de finansierede projekter ofte ikke var ordentligt koordineret med andre EU-foranstaltninger, såsom f.eks. traditionel udviklingsstøtte og dialog med partnerlande, der ikke har været en del af en sammenhængende og strategisk tilgang, og som ikke har suppleret hinanden godt; tilskynder Kommissionen til at udvikle en overordnet strategi med henblik på at supplere aktiviteter, der har samme formål, og undgå dobbeltfinansiering;

152.

tilskynder EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at rette sit fokus og politiske momentum mod de steder, hvor der er mest behov for det, og til samtidig at fremme EU-delegationernes kapacitet på stedet for at forbedre effektiviteten og resultaterne af og indvirkningerne på menneskerettighedskulturen og demokratiseringspolitikkerne;

153.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til at styrke og integrere effektiviteten af menneskerettighedsdialoger, landestrategier og specifikke retningslinjer ved at sikre, at centrale menneskerettigheder, såsom afskaffelse af dødsstraf og bekæmpelse af tortur, systematisk rejses på alle beslutningsniveauer vedrørende tredjelande;

154.

mener, at det bør tilstræbes at øge fælles programmering og overvågning mellem EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen vedrørende menneskerettighedsspørgsmål med henblik på at bringe disse mere i overensstemmelse med lokale politiske strategier og menneskerettighedsstrategier;

155.

anmoder om, at der gennemføres en mere kvalitativ og strategisk tilgang med hensyn til den overordnede udvælgelsesproces for så vidt angår de ansøgninger, der modtages i forbindelse med indkaldelser af forslag; opfordrer Kommissionen til at anvende dette instrument i overensstemmelse med en langsigtet vision baseret på konkrete og kvantificerbare mål;

156.

opfordrer indtrængende EU-Udenrigstjenesten og EU-delegationerne til regelmæssigt at notere sig fremskridt eller tilbageskridt i alle lande og benytte alle de midler, de har til rådighed, til at få indflydelse; støtter EU-delegationernes rolle i forbindelse med politisk analyse og politikudformning og med hensyn til koordinerings- og rapporteringsfunktioner;

157.

understreger, at instrumentet er et godt kortlægningsinstrument til at analysere situationen og udviklingen i verden for så vidt angår menneskerettighederne; påpeger, at Unionens konstante tilstedeværelse og interesser kan føre til ændringer på de områder, som vedrører tortur og dødsstraf; understreger dog, at Kommissionen er nødt til at udvikle en strategisk tilgang til dette spørgsmål;

158.

bemærker, at Kommissionen modtager detaljerede oplysninger om menneskerettighedssituationen i andre lande gennem forskellige kanaler, og at den anvender disse oplysninger til at fastlægge sine prioriteringer; bemærker med bekymring, at der i forbindelse med tildeling af finansieringen og koordineringen af Unionens øvrige aktiviteter ikke blev taget behørig højde for de specifikke landestrategier for menneskerettigheder, som indeholder en grundig analyse af situationen i de pågældende lande og de centrale prioriteter på området, til trods for at Kommissionen havde disse til rådighed; bemærker, at landestrategiernes merværdi er begrænset på grund af deres strengt fortrolige karakter; opfordrer Kommissionen til at give de ansvarlige for projektvurderingen adgang til strategierne med henblik på at sikre størst mulig merværdi;

159.

glæder sig over den efterspørgselsdrevne tilgang til finansiering af projekter og mener, at det er en god måde at få erfarne og motiverede organisationer til at foreslå projekter af høj kvalitet; bemærker med tilfredshed, at denne bottom up-tilgang tilskynder civilsamfundsorganisationer til at udforme deres projekter i overensstemmelse med deres administrative, operationelle og geografiske kapaciteter og deres egen strategi;

160.

beklager, at mindre lokale civilsamfundsorganisationer som følge af langvarige og komplicerede ansøgningsprocedurer, krav til sprogkundskaber og/eller krav om erfaring kan være mere ugunstigt stillet, når de anmoder om tilskud; opfordrer Kommissionen til at fremskynde og forenkle ansøgningsproceduren med henblik på at øge andelen af projekter af høj kvalitet;

161.

glæder sig over, at Kommissionen organiserer seminarer og uddannelseskurser for lokale civilsamfundsorganisationer, fremmer partnerskaber og tillader viderefordeling samt i de sidste fire år har afholdt et civilsamfundsseminar forud for iværksættelsen af globale indkaldelser af forslag med det formål at orientere om EIDHR;

162.

er bekymret over, at manglen på selvbærende organisationer bringer kontinuiteten af deres aktiviteter i fare, idet der er risiko for tab af ekspertise; glæder sig over, at Kommissionen forsøger at mindske disse organisationers økonomiske afhængighed ved at give dem mulighed for at ansætte fundraisingmedarbejdere i forbindelse med EIDHR-projekter;

163.

påpeger, at projektresultaterne ifølge Revisionsrettens vurdering generelt var vanskelige at måle, eftersom den virkning, der tilstræbes, ofte er immateriel, da der ikke er fastlagt mål for resultatindikatorer, og civilsamfundsorganisationernes rapportering til Kommissionen er koncentreret omkring aktiviteter;

164.

tager højde for, at bekæmpelse af tortur og afskaffelse af dødsstraf er langsigtede processer, at virkningen og resultaterne er vanskelige at kvantificere, at EIDHR behandler følsomme spørgsmål i vanskelige politiske kontekster, og at gennemførelsen heraf kræver en grundig og tidskrævende forvaltning;

165.

påpeger i denne forbindelse, at systemerne til måling af virkningerne også er relativt svage, som følge af uklare »logical framework«-analyser for projekterne, som ikke indeholder klart definerede benchmarks og mål; opfordrer Kommissionen til at præcisere kravene i projekternes »logical framework«-analyser med henblik på at forbedre resultaterne og merværdien heraf;

166.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en dybdegående konsekvensanalyse af EIDHR's finansiering og til at drage konklusioner af en sådan analyse; tilskynder Kommissionen til at tage højde for virkningerne og resultaterne af forskellige former for projekter under udvælgelsesproceduren; glæder sig over, at Kommissionen allerede arbejder på en forbedret konsekvensanalyse af menneskerettighedsprojekterne og opfordrer Kommissionen til at dele resultaterne med dechargemyndigheden;

167.

bemærker, at projektvurderingerne er baseret på et pointsystem og standardiserede evalueringsskemaer med kriterier vedrørende projektets udformning, relevans, kapacitet, gennemførlighed, effektivitet, bæredygtighed og omkostningseffektivitet, og at tilskuddene tildeles de projekter, som har det højeste antal point; bemærker på grundlag af Revisionsrettens beretning, at de standardiserede evalueringsskemaer udviser en række mangler med hensyn til de eksisterende retningslinjer for bedømmelse af disse kriterier; opfordrer Kommissionen til at præcisere retningslinjerne og til at overveje at forbedre de standardiserede evalueringsskemaer;

168.

anmoder Kommissionen om at afhjælpe manglerne i sin vurdering, således som Revisionsretten har fremhævet; glæder sig ikke desto mindre over tilstedeværelsen af en vis fleksibilitet ved vurderingen af projekter inden for menneskerettigheder, der ikke udelukkende kan betragtes som en »afkrydsningsmanøvre«; understreger, at det er nødvendigt at anvende sund fornuft, således som dechargemyndigheden tidligere har nævnt;

169.

noterer sig ud fra Revisionsrettens bemærkninger, at målene for de fleste indkaldelser af forslag blev beskrevet i generelle vendinger; noterer sig på grundlag af Kommissionens bemærkninger, at den holistiske tilgang til indkaldelserne af forslag er den foretrukne strategi; opfordrer dog Kommissionen til at sikre, at EIDHR-midlerne anvendes på en effektiv måde ved at sikre gennemførligheden, levedygtigheden og merværdien af projekterne, hvilket kan gennemføres ved at fastlægge minimumskrav til projektets resultater i indkaldelserne af forslag;

170.

glæder sig over, at civilsamfundsorganisationer, der er interesserede i at modtage tilskud, først skal indsende en konceptnote, der beskriver hovedelementerne i det projekt, som de foreslår; mener, at konceptnoten udgør en tids- og omkostningseffektiv løsning til at foretage en foreløbig udvælgelse af projekter;

171.

noterer sig Revisionsrettens bemærkning om, at projektudvælgelsen var veldokumenteret, men manglede stringens, og at projektsvagheder ikke blev afhjulpet, efter at de var blevet identificeret; noterer sig med tilfredshed, at evalueringspanelets overordnede konklusioner blev formuleret tilstrækkeligt detaljeret; glæder sig over, at projektaktiviteterne generelt blev gennemført som planlagt og var omkostningseffektive; opfordrer Kommissionen til at forbedre sammenhængen i projektevalueringerne;

172.

noterer sig Revisionsrettens bemærkning om, at modtagerorganisationerne har forskellige fortolkninger af, hvad der er omfattet af faste beløb til dækning af indirekte omkostninger, hvilket kan resultere i en undervurdering af organisationens arbejde eller omfatte ikke-støtteberettigede udgifter; opfordrer Kommissionen til at præcisere reglerne for det faste beløb;

173.

glæder sig over Unionens nye handlingsplan vedrørende menneskerettigheder og demokrati for perioden 2015-2019 som et fornyet politisk engagement i at udvikle større sammenhæng og konsekvens i alle Unionens eksterne politikker og finansielle instrumenter;

174.

glæder sig over, at Kommissionen allerede er begyndt at gennemføre en rettighedsbaseret tilgang og vil fortsætte med at gøre dette ved at integrere denne tilgang i procedurer og modeller, udarbejde køreplaner og afholde kurser;

175.

glæder sig over resultaterne og anbefalingerne i Revisionsrettens særberetning med titlen »Bestræbelserne på at afhjælpe problemerne med offentlige indkøb i relation til EU's samhørighedsudgifter bør intensiveres«;

176.

bemærker, at samhørighedspolitikken med bevillinger på i alt 349 mia. EUR fra 2007-2013 er den vigtigste politik til at reducere økonomiske og sociale forskelle mellem regionerne i Europa; understreger derfor, at det er vigtigt med korrekte offentlige indkøbsprocedurer, når Revisionsretten påviser, at disse procedurer er en vigtig kilde til fejl i Unionens samhørighedsudgifter;

177.

understreger, at 40 % af de projekter, der blev gennemført mellem 2007 og 2013, var behæftet med fejl i forbindelse med offentlige indkøb, og at uberettiget direkte tildeling, forkert anvendelse af udvælgelseskriterier og partisk behandling i forbindelse med udvælgelse var de vigtigste fejl;

178.

bemærker, at de største fejlkilder var manglende administrativ kapacitet, ukorrekt gennemførelse af EU-direktiver fra medlemsstaternes side, inkonsekvent fortolkning af lovgivning og utilstrækkelig planlægning;

179.

henleder opmærksomheden på, at kompleksiteten i den retlige og administrative ramme for offentlige indkøb ses som en af årsagerne til fejl; bemærker, at 90 % af 69 revisionsmyndigheder angav, at det nuværende kompleksitetsniveau er højere, end det behøver at være; bemærker, at næsten 50 % påpegede, at praksis med hensyn til offentlige indkøb især kunne forbedres gennem en forenkling af procedurerne;

180.

opfordrer derfor medlemsstaterne til at undgå regler, der går videre end EU-direktiverne; mener, at dette også vil kunne fremme og lette SMV'ernes deltagelse i offentlige indkøbsprocedurer;

181.

bemærker, at den væsentligste konklusion, som Revisionsretten nåede frem til, var, at Kommissionen og medlemsstaterne kun i begrænset omfang foretager regelmæssig og systematisk analyse i forbindelse med offentlige indkøb, og at manglen på sammenhængende detaljerede data gjorde det umuligt at analysere, bekæmpe og forebygge disse fejl;

182.

deler Revisionsrettens synspunkt om, at Kommissionen bør oprette en database med henblik på at foretage en analyse af frekvensen og alvoren af samt årsagerne til fejlene i forbindelse med offentlige indkøb; mener, at Kommissionen bør sikre, at den får konsekvente og pålidelige oplysninger om uregelmæssigheder fra medlemsstaterne;

183.

glæder sig over den proaktive tilgang, som Kommissionen har anlagt til programmeringsperioden 2014-2020, og som har til formål at støtte de nationale handlingsplaner, der skal gennemføres indtil 2016, ved hjælp af vejledning, tilsyn og teknisk bistand; erkender, at Kommissionen med denne proaktive tilgang har til hensigt at mindske risikoen for suspension af betalinger til operationelle programmer efter 2016;

184.

forventer, at Kommissionen suspenderer betalinger og indfører finansielle korrektioner over for medlemsstater, der ikke opfylder disse mål, som en sidste udvej, når alle andre muligheder for forebyggelse, korrektion og bistand er udtømt;

185.

glæder sig over, at mens Kommissionen længe har gjort en indsats for at afhjælpe de problemer med fejl i forbindelse med offentlige indkøb inden for samhørighedspolitikken, som længe har været tydelige, gør den nu dette på en mere koordineret måde inden for rammerne af handlingsplanen om offentlige indkøb; opfordrer i denne forbindelse Kommissionen til at gå videre med gennemførelsen af denne plan og en gang om året aflægge rapport om de fremskridt, der gøres;

186.

forventer, at Kommissionen nedsætter en gruppe på højt plan, der skal gå i spidsen med hensyn til at løse problemerne i forbindelse med offentlige indkøb og fremme en forenkling på dette område;

187.

tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at udnytte de betydelige muligheder, som offentlige e-indkøb, giver for at forbedre gennemsigtigheden og for at opnå en bredere adgang til tilbudsgivere også for SMV'er samt for at forebygge uregelmæssigheder og svig;

188.

tilskynder Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte deres bestræbelser med hensyn til udveksling af erfaringer og bedste praksis;

189.

glæder sig over det IT-baserede risikovurderingsredskab Arachne og opfordrer alle medlemsstater til at registrere fuldstændige data af god kvalitet for at bidrage til, at dette program kan fungere på en hensigtsmæssig måde;

190.

glæder sig over de mere stabile retlige rammer, der tilvejebringes ved hjælp af fiskeripartnerskabsaftaler i forhold til de private aftaler; bemærker, at rederne i Unionen har tilkendegivet en præference for fiskeripartnerskabsaftaler og anmodet Kommissionen om at udvide nettet af aftaler;

191.

opfordrer Kommissionen til i højere grad at respektere eksklusivitetsklausulen; bemærker, at selv om flere faktorer ikke afhænger af Kommissionen, så bør der indledes forhandlinger om en ny protokol i god tid før udløbet af den aktuelle protokol; opfordrer indtrængende Kommissionen til at afkorte forhandlingsperioderne, hvor det er muligt;

192.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at forbedre overensstemmelsen mellem fiskeripartnerskabsaftalerne og andre EU-initiativer og finansieringskilder i fiskerisektoren inden for samme region samt til at fastlægge regionale strategier for udvikling af fiskeriforvaltning og sikre, at protokoller inden for samme region er i overensstemmelse med den relevante regionale strategi og med anvendelsen af andre EU-midler;

193.

anmoder om, at Kommissionen i højere grad fokuserer på de restriktive tekniske betingelser, som f.eks. den snævre definition af fiskeriområder; understreger, at dette vil kunne påvirke EU-flådens rentabilitet;

194.

anmoder Kommissionen om at tage udnyttelsen af de foregående protokoller i betragtning og bestræbe sig på at sikre, at betalingerne for adgangsrettigheder kobles bedre sammen med de faktiske fangster, uden at det får negative virkninger for fiskeriet;

195.

bemærker med bekymring, at omkostningerne ved de fiskeripartnerskabsaftaler, Kommissionen har forhandlet, har været forholdsvis høje i betragtning af den hidtidige udnyttelse; anmoder om, at Kommissionen under forberedelserne til forhandlinger om fiskeripartnerskabsaftaler tager hensyn til principperne om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet for at sikre, at man får valuta for pengene, og for at sikre overholdelse af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning;

196.

bemærker, at der bør sørges for bedre fokus i de efterfølgende evalueringer, så de både giver en ensartet og sammenlignelig analyse af udbyttet af de offentlige midler, der bliver brugt under protokollerne, og en omfattende og kritisk analyse af deres effektivitet for Unionen og det berørte partnerland;

197.

opfordrer Kommissionen til at styrke sin forhandlingsposition; understreger størrelsen af Unionens samlede finansielle bidrag til partnerlandene;

198.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at benytte de mest ajourførte data til rapporten om efterfølgende evalueringer; opfordrer Kommissionen til rettidigt at stille sådanne data til rådighed for interessenterne;

199.

opfordrer Kommissionen til at fremme accepten af elektroniske licenser eller en liste over fartøjer, som er godkendt i partnerlandene i hele den periode, hvor licenserne er gyldige; understreger behovet for at mindske forsinkelserne i licensprocessen; opfordrer Kommissionen til at identificere og reducere proceduremæssige flaskehalse;

200.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at flagmedlemsstaterne anvender den nye fangstdatabase fuldt ud, og at den giver pålidelige fangstdata, der kan konsolideres, overvåges og holdes ajour;

201.

noterer sig, at Kommissionen har etableret en database til forvaltning af fangstdata; bemærker endvidere, at denne database bør indeholde ugentlige fangstdata fra medlemsstaterne opdelt efter fiskeriområder; bemærker med bekymring, at denne database stadig ikke var operationel, da Revisionsrettens revision fandt sted, og at medlemsstaterne endnu ikke havde overholdt deres rapporteringspligt; opfordrer Kommissionen til at afhjælpe dette problem i samarbejde med medlemsstaterne og til at indføje klare og konsistente data om faktiske endelige fangster med henblik på at undgå mulige negative økonomiske konsekvenser, hvis den endelige fangst overstiger referencemængden;

202.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at foretage en nøjere overvågning af gennemførelsen af sektorstøtten for at sikre dens effektivitet og omkostningseffektivitet; opfordrer Kommissionen til at sikre en effektiv koordinering af de aktioner, der gennemføres af partnerlandene; opfordrer Kommissionen til i protokollerne at medtage formelle støttebetingelser for de foranstaltninger, der finansieres;

203.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at sektorstøttebetalingerne passer sammen med andre budgetstøttebetalinger og er baseret på de resultater, som partnerlandene har opnået med hensyn til at gennemføre de aftalte aktioner i matrixen for sektorstøtte;

204.

bemærker med bekymring, at selv om sektorstøttebetalinger bør udbetales, så snart partnerlandene er i stand til at påvise de resultater, der er opnået, giver de protokoller, der er i kraft i øjeblikket, stadig ikke mulighed for delvise betalinger, når resultaterne kun er delvist opnået; noterer sig Kommissionens bemærkning om, at hvis der ikke er opnået nogen eller kun begrænsede resultater, suspenderes udbetalingen af sektorstøtten i det efterfølgende år, indtil målsætningerne er opfyldt; opfordrer ikke desto mindre Kommissionen til, hvor det er muligt, at lade muligheden for delvise betalinger af sektorstøtte indgå i nye protokoller;

205.

anmoder medlemsstaterne om at indføre de procedurer, der er nødvendige for at kunne analysere behovet for viden og færdigheder hos aktører i landdistrikterne, og som går videre end til at definere generelle emner, navnlig i forbindelse med indkaldelser af forslag og fastsættelse af udbudsperioder, samt at Kommissionen giver yderligere vejledning i, hvordan medlemsstaterne bør gennemføre sådanne tilbagevendende analyser ved at gøre dette præcist og ikke blot i generelle vendinger;

206.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at der kun ydes støtte til oprettelse af nye rådgivningstjenester, hvis der er påvist et underskud med hensyn til de relevante tjenester i den pågældende region, og hvis der er behov for finansiering af nyt personale, nye faciliteter og/eller nyt udstyr;

207.

opfordrer medlemsstaterne til at udvælge de tjenesteydere, der skal modtage offentlige midler, gennem fair og gennemsigtig konkurrence, uanset om de anvender indkaldelser af forslag eller formelle udbudsprocedurer;

208.

henstiller til, at medlemsstaterne tager hensyn til vejledningen i offentlige udbud for praktikere med hensyn til at undgå de mest almindelige fejl i offentlige udbud i projekter finansieret af de europæiske struktur- og investeringsfonde;

209.

anmoder Kommissionen om at give yderligere specifik vejledning om intern levering, underentrepriser og vurdering af tjenester, der leveres af konsortier, samt på passende vis overvåge medlemsstaternes procedurer for at sikre sig, at udvælgelsen af videnoverførsels- og rådgivningsaktiviteter er konkurrencebaseret, fair og gennemsigtig;

210.

opfordrer medlemsstaterne til at vurdere behovet for at støtte videnoverførsel og rådgivningsaktiviteter, som er let tilgængelige på markedet til en rimelig pris og til, hvis dette behov kan dokumenteres, at sikre, at de omkostninger, der er forbundet med de støttede aktiviteter, ikke overstiger omkostningerne ved lignende aktiviteter, der udbydes på markedet;

211.

anmoder Kommissionen om at bygge videre på de første initiativer, der er truffet for at sikre EU-fondenes komplementaritet, således at risikoen for dobbeltfinansiering og overlapninger i forvaltningen begrænses;

212.

opfordrer medlemsstaterne til at indføre feedbacksystemer, hvor overvågnings- og evalueringsoplysninger bruges til at forbedre fremtidige indkaldelser af forslag eller udbudsprocedurer, og anmoder Kommissionen om at give vejledning til medlemsstaterne om, hvordan de kan gennemføre sådanne tilbagevendende feedbackprocedurer, og at den kontrollerer, at medlemsstaterne har indført dem;

213.

anmoder Kommissionen om uden forsinkelse at forhøje risikoprofilen for videnoverførsels- og rådgivningsforanstaltninger og styrke sit tilsyn og sin forvaltning i overensstemmelse hermed;

214.

opfordrer medlemsstaterne til at udveksle deres bedste praksis og fortsætte deres projektevaluering med henblik på at opnå et solidt grundlag for gennemførelsesperioden 2014-2020;

215.

opfordrer Kommissionen til at formidle en omfattende vurdering af konsulenttjenester med fokus på resultater og nettovirkninger for at forhindre en rent kvantitativ evaluering af investeringerne;

216.

anmoder Kommissionen om at fremme udveksling af god praksis for så vidt angår de metodiske tilgange, som anvendes inden for rammerne af netværksaktiviteter;

217.

glæder sig over særberetningen, som handler om Unionens støtte til træproducerende lande under handlingsplanen for retshåndhævelse, god forvaltningspraksis og handel på skovbrugsområdet (FLEGT), og fremsætter sine bemærkninger og henstillinger nedenfor;

218.

mener, at FLEGT-initiativet spiller en afgørende rolle med hensyn til at forbedre skovforvaltningen, bevare skovbestanden og sikre retshåndhævelse, navnlig ved at anvende alle tænkelige midler, herunder frivillige partnerskabsaftaler eller rettidig omhu i finansiel henseende, med henblik på at tackle det globale problem med ulovlig skovhugst og bidrage til at sikre eksport af træ til Unionen;

219.

beklager imidlertid de kumulative mangler, der er konstateret i forbindelse med gennemførelsen af FLEGT-handlingsplanen og FLEGT-projekter, og som nu kræver en hurtig og grundig evaluering;

220.

er overbevist om, at tiden — efter at have tildelt 300 mio. EUR i perioden 2003-2013 til FLEGT-relateret støtte — er kommet til at gennemføre en grundig cost-benefit-analyse af FLEGT-processen med henblik på at mindske ulovlig skovhugst og den dermed forbundne handel, men også for at strømline udformningen af eksisterende mekanismer, således at resultaterne og virkningerne heraf bliver mere effektive;

221.

beklager den langsomme gennemførelse af FLEGT-handlingsplanen, den sene vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 995/2010 (18) (Unionens tømmerforordning) samt Kommissionen langsommelighed med hensyn til at tage ved lære af den samlede FLEGT-finansiering;

222.

opfordrer Kommissionen til at prioritere sin bistand ved hjælp af klare mål og kriterier; opfordrer derfor Kommissionen til at gå væk fra at strukturere EU-finansieringen fra forskellige budgetter og overveje at anvende ét enkelt, klart afgrænset budget;

223.

opfordrer Kommissionen til hurtigt at styrke rammerne for gennemsigtighed og ansvarlighed gennem overvågning og regelmæssig rapportering, herunder ved hjælp af fremskridtsvurdering; opfordrer endvidere indtrængende Kommissionen til at overvåge og rapportere om den fulde gennemførelse af Unionens tømmerforordning i medlemsstaterne og til at træffe de nødvendige retlige foranstaltninger for at sikre dens anvendelse;

224.

opfordrer Kommissionen til inden for de forskellige EU-politikker og involverede tjenester at strømline og bedre koordinere sine bestræbelser på at bekæmpe ulovlig skovhugst;

225.

minder om, at sporbarheden af træprodukter, der er lovligt produceret i henhold til en operationel og lovligt etableret tilladelsesordning mellem Unionen og træeksporterende lande, bør betragtes som et tilbagevendende centralt mål, navnlig i lyset af de af Revisionsretten identificerede faktorer som udbredt korruption, utilstrækkelig retshåndhævelse og utilstrækkelig vurdering af projektrisici og -begrænsninger;

226.

opfordrer Kommissionen til at forhandle standarder for import af tømmer i fremtidige bilaterale eller multilaterale handelsrelaterede aftaler med henblik på ikke at undergrave de positive resultater, der gennem FLEGT-handlingsplanen er opnået med træproducerende lande;

227.

mener, at de forvaltningsmæssige huller i FLEGT-systemet bør tages op enten i den eksterne evaluering af FLEGT-foranstaltningen eller på ad hoc-basis af Kommissionen;

228.

glæder sig over særberetningen, der handler om merværdien af investeringsfaciliteten for landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet som et konkret og positivt eksempel på Revisionsrettens opfølgning på 2012- og 2013-dechargeproceduren, i hvilke Parlamentet anmodede Revisionsretten om at udarbejde en særberetning om investeringsfacilitetens opnåede resultater og overensstemmelse med Unionens udviklingspolitikker og Den Europæiske Investeringsbanks (EIB's) eksterne låneaktiviteter forud for midtvejsrevisionen af EIB's eksterne mandat og midtvejsrevisionen af investeringsfaciliteten;

229.

mener, at inkluderingen af en sådan revision af AVS-investeringsfaciliteten i Revisionsrettens arbejdsplan er et udtryk for god praksis med hensyn til samarbejdet mellem Parlamentet og Revisionsretten og deres samarbejde i kontrolmæssig henseende;

230.

mener, at denne revisionsberetning er en milepæl, da det er den første revision, som Revisionsretten har foretaget på dette specifikke område; beklager, at AVS-investeringsfaciliteten ikke er omfattet af Revisionsrettens revision med henblik på den årlige revisionserklæring;

231.

noterer sig de positive konklusioner med hensyn til kohærensen mellem AVS-investeringsfaciliteten og Unionens udviklingspolitiske mål samt dens stimulerende virkning; glæder sig over det gode samarbejde mellem EIB og Kommissionen, navnlig i forbindelse med projektundersøgelse og -udvælgelse;

232.

beklager imidlertid, at Revisionsretten ikke mere præcist kunne vurdere den merværdi, som AVS-investeringsfaciliteten leverer; opfordrer derfor Revisionsretten til i fremtidige særberetninger at anføre mere konkrete eksempler og til at udpege visse projekter med henblik på at illustrere sine konklusioner og anbefalinger bedre; opfordrer Revisionsretten til at drage nytte af denne første erfaring til at videreudvikle metoderne til at forfine gearingen, den stimulerende virkning og merværdien af sådanne faciliteter; opfordrer ligeledes Revisionsretten til at tænke på, at merværdien ikke kun optræder via de klassiske principper om sparsommelighed, produktivitet og effektivitet, men i en bredere forstand, som omfatter økologi, ligestilling og etik;

233.

er enig i Revisionsrettens anbefalinger; opfordrer derfor Kommissionen til at tage højde for Revisionsrettens anbefalinger i forbindelse med sine fremtidige lovforslag og forhandlinger, såsom i forbindelse med revisionen af EIB's eksterne mandat eller tiden efter udløbet af Cotonouaftalen;

234.

anbefaler, at investeringsfaciliteten og EIB's politik hurtigt tilpasses resultatet af COP21 og de eventuelle millenniumudviklingsmål efter 2015 som et udtryk for politisk konsekvens fra Unionens side; mener, at bekæmpelsen af klimaændringerne og af alle de direkte og indirekte konsekvenser heraf bør prioriteres endnu højere, navnlig i verdens fattigste lande;

235.

mener, at det er af afgørende betydning for EIB fortsat at investere tid i due diligence-procedurer kombineret med værktøjer til vurdering af resultater med henblik på at få et bedre kendskab til de finansielle formidlere og støttemodtagerne og for også bedre at kunne evaluere projekters indvirkning på de endelige støttemodtagere; opfordrer EIB til virkelig at tage hensyn til Revisionsrettens anbefalinger og forbedre de nuværende praksisser med henblik på at styrke merværdien af AVS-investeringsfaciliteten;

236.

mener, at alle EU-skatteydernes penge bør være underlagt Parlamentets decharge; gentager derfor og er af den faste overbevisning, at AVS-investeringsfaciliteten, der forvaltes af EIB på vegne af Unionen, bør være underlagt Parlamentets dechargeprocedure, idet investeringsfaciliteten er finansieret af penge fra Unionens skatteydere;

237.

bemærker, at den trepartsaftale, der er omhandlet i artikel 287, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, om samarbejdet mellem EIB, Kommissionen og Revisionsretten for så vidt angår de kontrolmetoder, Revisionsretten anvender på EIB's aktiviteter med hensyn til at forvalte Unionens og medlemsstaternes midler, skal fornys i 2015; gentager Parlamentets holdning om, at Revisionsrettens mandat i denne forbindelse bør fornys ved at medtage alle EIB's nye finansielle instrumenter, der vedrører offentlige midler fra Unionen eller Den Europæiske Udviklingsfond;

238.

glæder sig over særberetningen, som er helliget AVS-EU-energifacilitetens støtte til vedvarende energi i Østafrika, og fremsætter sine bemærkninger og henstillinger nedenfor;

239.

glæder sig over, at det med den anden indkaldelse af forslag under energifaciliteten er blevet obligatorisk at inkludere forudgående gennemførlighedsundersøgelser; understreger, at disse gennemførlighedsanalyser bør være baseret på præcise og realistiske scenarier; understreger også, at der i sådanne scenarier allerede bør indgå overvejelser om, hvordan lokalsamfundene kan inddrages i projektgennemførelsen for at forbedre lokalt ejerskab og fremme projekterne;

240.

er af den opfattelse, at sammenhængen mellem et projekts gennemførlighed og dets sociale, økonomiske og miljømæssige bæredygtighed bør forbedres for at sikre ikke blot effektivitet, sammenhæng og synlighed af energifacilitetens investeringsprojekter, men også effektiviteten og resultaterne i de pågældende regioner;

241.

mener, at projekterne og de dermed forbundne risici bør overvåges regelmæssigt og ledsages af hurtige afhjælpende foranstaltninger med henblik på om nødvendigt at justere indkøbsstrategien samt udvælgelses- og gennemførelsesprocessen; mener, at resultaterne fra overvågningsrapporterne bør anvendes ved gennemførelsen af de efterfølgende indkaldelser af forslag;

242.

opfordrer til, at energifaciliteten under hensyntagen til sådanne specifikke projekters behov sikrer, at lokale aktører som f.eks. NGO'er eller lokalsamfund involveres igennem hele projekternes løbetid fra iværksættelsen til efter afslutningen; opfordrer til fortsat støtte til lokal kapacitetsopbygning med et ordentligt uddannelsestilbud i hele projektperioden, hvor hovedmålet er at forbedre det lokale ejerskab yderligere og fremme koordinationen, så projektet er levedygtigt og bæredygtigt, når finansieringsperioden udløber;

243.

opfordrer Kommissionens Generaldirektorat for Internationalt Samarbejde og Udvikling (GD DEVCO) til at sikre, at de implementerende partnere besvarer alle anmodninger om supplerende oplysninger vedrørende gennemførelsen af projekterne; opfordrer GD DEVCO til at være særlig opmærksom på risikoen for korruption og/eller svig i forbindelse med de implementerende partneres aktiviteter, samtidig med at man undgår unødige ekstra administrative byrder, og opfordrer i tilfælde af korruption og/eller svig GD DEVCO til at opsige kontrakterne på behørig vis og søge nye partnere i regionen;

244.

opfordrer Kommissionen til at sikre politikkohærens og tæt samarbejde med andre aktører på området, navnlig FN's organer og SE4ALL (bæredygtig energi for alle), men ikke blot på energiområdet, med henblik på at opnå de bedst mulige resultater for de mennesker, der bor i regionen, og for miljøet; mener, at alle projekter i så vid udstrækning som muligt bør tilstræbe at udnytte synergier med andre projekter på stedet, herunder om muligt i projektplanlægningsfasen;

245.

opfordrer medlemsstaterne med henblik på at opnå en passende og kontinuerlig drift af det indre energimarked og for at sikre størst mulig valuta for EU-midlerne til at samordne deres investeringer i energiinfrastruktur og den måde, hvorpå de regulerer deres energimarkeder;

246.

mener, at energimarkedsreformerne bør begynde på medlemsstatsniveau; mener, at gennemførelsen af den i fællesskab aftalte energipakke, navnlig den tredje energipakke, vil skabe betingelserne for gennemførelsen af det indre energimarked;

247.

understreger i betragtning af den fremtidige regionale tilgang til energisikkerhed betydningen af, at de enkelte medlemsstater er i stand til at sikre den nødvendige infrastruktur til at eksportere og importere energi, men også til at fungere som transitland for elektricitet og gas;

248.

understreger, at alle Unionens fremtidige energiprojekter skal overholde EU-lovgivningen og energiunionens principper om diversificering, forsyningssikkerhed, tilgængelighed, konkurrenceevne og bæredygtighed;

249.

mener, at det bør betragtes som en prioritet at styrke og forbedre sammenkoblingspunkterne mellem nabomedlemsstater; tilskynder til udvikling af tovejskapacitet (dobbeltrettede strømme) ved hver grænsesammenkobling ved at inddrage de medlemsstater, som korridorerne går igennem;

250.

mener, at gennemførelsen af strategiske infrastrukturprojekter bidrager til energisikkerhedens mellem- og langsigtede aspekter;

251.

opfordrer Kommissionen til at tildele Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder øgede finansielle ressourcer og de nødvendige beføjelser, og mener, at det bør have tilladelse til at ansætte ekstra personale for at sikre, at det kan varetage sin opgave med hensyn til at gennemføre en fuldstændig og effektiv overvågning af energimarkederne;

252.

glæder sig over Revisionsrettens beretning og tilslutter sig dens anbefalinger og glæder sig over, at Kommissionen accepterer disse og vil tage højde for dem i fremtiden; glæder sig over, at Kommissionen har gennemført disse anbefalinger i sine retlige rammer for de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESI) for 2014-2020, hvilket sikrer bedre valuta for pengene ved hjælp af en resultatramme og en resultatreserve, forhåndsbetingelser, fælles output og resultatindikatorer;

253.

bemærker, at ungdomsarbejdsløsheden er et alvorligt problem i hele Unionen, og mener at der bør afsættes tilstrækkelige ressourcer på EU-plan og på nationalt plan til bekæmpelse heraf; opfordrer på det kraftigste medlemsstaterne til at anvende den EU-støtte, der er til rådighed;

254.

bemærker, at indsatsholdene for ungdomsbeskæftigelsen hovedsageligt var en politisk aktion, som også fra begyndelsen blev lanceret som en sådan, og som havde til opgave at overbevise de nationale regeringer om at omfordele uudnyttede midler med henblik på at anvende dem til at tackle ungdomsarbejdsløsheden, samtidig med at der ikke skulle indføres yderligere administrative og/eller retlige procedurer eller tildeles nye midler;

255.

bemærker den politisk vanskelige karakter af denne opgave og anerkender det gode arbejde, som indsatsholdene for ungdomsbeskæftigelsen yder med hensyn til at skabe opmærksomhed om problemet på det højeste politiske plan og samle forskellige politiske og administrative myndigheder og overbevise dem om nødvendigheden af at prioritere ungdomsbeskæftigelse i forhold til andre initiativer;

256.

understreger, at der er behov for at fokusere på performance og resultater, og glæder sig over, at den retlige ramme for programmeringsperioden 2014-2020 omfatter bestemmelser om rapportering af resultater fra medlemsstaterne;

257.

bemærker, at de medlemsstater, som har mest brug for finansiering, ofte også lider under en svag administrativ kapacitet, som medfører, at der fokuseres på at forvalte projektet i stedet for at forvalte investeringsmål;

258.

bemærker, at investeringers virkninger i vid udstrækning stadig overvåges ved hjælp af kvantitative indikatorer, der ikke afspejler alle aspekter af en god vurderingspraksis; bemærker, at produktion ikke er det samme som resultater;

259.

opfordrer Kommissionen til at oprette en mekanisme for tidlig varsling mod uudnyttede ESIF-bevillinger, for at medlemsstaterne har tilstrækkelig tid til at omfordele midler til ungdomsbeskæftigelsesforanstaltninger;

260.

ser frem til Revisionsrettens beretning om »EU Youth Guarantee — Implementation in Member States«, som skal være afsluttet i begyndelsen af 2017, og foreslår, at resultatet heraf tages i betragtning i forbindelse med midtvejsgennemgangen af den flerårige finansielle ramme;

261.

henstiller, at Kommissionen tilskynder medlemsstaterne til at gennemføre ikke-produktive investeringer, som i højere grad er i synergi med andre foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne og miljøordninger, og at Kommissionen fra 2017 overvåger de relevante medlemsstaters gennemførelse ved hjælp af deres årlige gennemførelsesrapporter;

262.

henstiller, at Kommissionen vejleder medlemsstaterne om udvælgelseskriterier for ikke-produktive investeringer for 2014-2020-programmeringsperioden og kontrollerer, at de anvender passende procedurer i forbindelse med udvælgelsen af projekter; henstiller også i denne forbindelse til medlemsstaterne, at de sørger for, at ikke-produktive investeringers udvælgelsesprocedurer gøres gennemsigtige og offentlige, og at de gennemføres effektivt, og til at føre effektiv kontrol med overholdelsen af disse kriterier;

263.

henstiller, at Kommissionen sikrer, at ikke-produktive investeringers bidrag til at opfylde Unionens landbrugsmiljømål overvåges eller i det mindste vurderes specifikt under evalueringerne af programmeringsperioden 2014-2020;

264.

henstiller, at Kommissionen opmuntrer og bistår de medlemsstater, der yder en betydelig støtte til ikke-produktive investeringer, til at opstille specifikke resultatindikatorer for de typer af ikke-produktive investeringer, der oftest finansieres, for at sikre en bedre overvågning og vurdering af de ikke-produktive investeringers bidrag til at opfylde Unionens landbrugsmiljømål; anmoder i denne forbindelse om, at medlemsstaterne fra juni 2016 rapporterer om disse indikatorer i deres årlige gennemførelsesrapporter og medtager en vurdering af resultaterne af ikke-produktive investeringer i deres evalueringsplaner;

265.

henstiller til Kommissionen, at den giver yderligere vejledning om fastlæggelsen af kriterier til at bestemme de indbringende elementer i de ikke-produktive investeringer, der modtager de højeste støttesatser, og at medlemsstaterne straks opstiller sådanne kriterier og anvender dem til at modulere støtteintensiteten;

266.

anmoder om, at medlemsstaterne omgående implementerer procedurer, der sikrer, at omkostningerne ved de støttede ikke-produktive investeringer ikke overstiger omkostningerne ved lignende typer af varer, tjenesteydelser eller arbejder, der udbydes på markedet; mener, at medlemsstaterne i denne forbindelse bør opstille passende benchmarks og/eller referenceomkostninger, som omkostningerne ved ikke-produktive investeringer systematisk sammenholdes med som led i deres administrative kontroller;

267.

henstiller til Kommissionen, at den anvender de oplysninger, som medlemsstaterne leverer, om foranstaltningernes kontrollerbarhed og verificerbarhed med henblik på godkendelsen af deres LDP'er for 2014-2020 til at sikre, at medlemsstaterne definerer og gennemfører passende procedurer med hensyn til omkostningernes rimelighed, og efterprøver, at medlemsstaterne på effektiv vis anvender de planlagte kontroller; henstiller desuden til Kommissionen, at den fremmer udvekslingen af god praksis mellem medlemsstaterne om indførelse af procedurer for kontrol af omkostningernes rimelighed;

268.

henstiller til medlemsstaterne, at de før de første kontroller på stedet vedrørende 2014-2020-programmeringsperioden definerer en metode for rettidig konsolidering og analyse af årsagen til de fejl, der konstateres i forbindelse med disse kontroller, og iværksætter de nødvendige foranstaltninger til forbedring af deres forvaltnings- og kontrolsystemer for så vidt angår de ikke-produktive investeringers ordninger;

269.

anbefaler, at Kommissionen tager hensyn til de svagheder, som Revisionsretten identificerede på området for omkostninger ved ikke-produktive investeringer, og træffer hensigtsmæssige foranstaltninger for at sikre en korrekt finansiel forvaltning af denne type investeringer;

270.

understreger, at formålet med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 (19) er at indføre »en fælles reguleringsstrategi med henblik på at øge integriteten, gennemsigtigheden, ansvarligheden, den gode ledelse og uafhængigheden i de kreditvurderingsaktiviteter, der bidrager til kvaliteten af kreditvurderinger, som udstedes i Unionen, hvilket bidrager til at sikre, at det indre marked fungerer på tilfredsstillende vis, samtidig med at der sikres et højt niveau af forbruger- og investorbeskyttelse« (artikel 1 i forordningen om kreditvurderingsbureauer);

271.

anerkender, at Revisionsretten og Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA) nåede til enighed om mange aspekter af revisionen og anbefalingerne;

272.

glæder sig over, at ESMA på kort tid har skabt et godt grundlag for et effektivt tilsyn med kreditvurderingsbureauerne i Unionen; bemærker imidlertid, at Revisionsretten anser proceduren for at være omstændelig, fordi den som fastsat i forordningen er opdelt i en fuldstændighedsfase og en compliancefase;

273.

deler Revisionsrettens holdning om, at ESMA under registreringsprocessen i tilstrækkeligt omfang bør dokumentere sin vurdering af alle de lovgivningsmæssige krav vedrørende kreditvurderingsmetoderne, og at dokumentationen for ESMA's godkendelsesproces ikke blot bør gemmes i den interne korrespondance, men også bør gemmes i særlige aktmapper;

274.

glæder sig over, at Revisionsretten og ESMA er enige om ESMA's risikobaserede tilgang; mener, at risikoidentificeringsprocessen bør være gennemsigtig, forståelig og sporbar;

275.

mener, at alle undersøgelser bør dokumenteres på passende vis, således at det kan bevises og sikres, at alle konklusioner er underbygget af passende analyser; bemærker, at Revisionsretten med dette for øje anbefaler indførelse af et specifikt IT-overvågningsværktøj; noterer sig ESMA's holdning om, at dens nuværende tilsynsredskaber har været effektive; er imidlertid stadig overbevist om, at et særligt IT-værktøj er den bedste måde at forvalte oplysninger på en gennemsigtig, forståelig og sporbar måde i betragtning af de normale rater for personaleudskiftning; anmoder derfor om, at ESMA tager højde for indførelsen af et sådant IT-værktøj i sin budgetplanlægning;

276.

minder om, at et af formålene med og ansvarsområderne for forordningen om kreditvurderingsbureauer er at sikre uafhængighed og undgå interessekonflikter (jf. bilag I i forordningen om kreditvurderingsbureauer); mener derfor, at kreditvurderingsbureauerne også bør kontrollere kreditvurderingsanalytikeres handelsaktiviteter; mener ikke desto mindre, at ESMA på en struktureret måde bør overvåge de systemer, som kreditvurderingsbureauerne har indført til håndtering af interessekonflikter;

277.

henviser til, at bestemmelserne i artikel 23 i forordningen om kreditvurderingsbureauer fastsætter: at »hverken de kompetente myndigheder eller nogen anden offentlig myndighed i en medlemsstat forsøger at øve indflydelse på kreditvurderingernes indhold eller vurderingsmetoder i forbindelse med gennemførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning«; mener, at anvendelsen af kreditvurderingsbureauernes metoder derfor kun kan overvåges ved hjælp af løbende tilsynsprocedurer, når registreringen er afsluttet;

278.

er enigt i, at ESMA bør undersøge alle de vigtige aspekter af udformningen og gennemførelsen af kreditvurderingsbureauernes metoder, som endnu ikke er blevet dækket; er bekymret for, at denne opgave ikke fuldt ud kan gennemføres på grund af manglende ressourcer;

279.

beklager, at det nuværende system ikke sikrer en effektiv beskyttelse af markederne i tilfælde af lækage, og opfordrer ESMA til at forbedre sit kontrolsystem for at forhindre og forebygge de handlinger, der kan føre til forvridninger på markederne;

280.

beklager, at de nuværende bestemmelser for euroen ikke sikrer, at alle ESMA-registrerede kreditvurderingsbureauer er ligestillede; opfordrer Den Europæiske Centralbank og EU-lovgiveren til at afhjælpe situationen hurtigst muligt;

281.

konstaterer, at det centrale register vil blive integreret i den europæiske kreditvurderingsplatform (artikel 11a i forordningen om kreditvurderingsbureauer), som blev oprettet i 2013, og med hvilken arbejdet er i gang; anmoder ESMA om at sikre rigtigheden af de indberettede data fra kreditvurderingsbureauerne;

282.

opfordrer ESMA til yderligere at forbedre og harmonisere praksis for kreditvurderingsbureauernes offentliggørelse af oplysninger;

283.

glæder sig over, at ESMA har til hensigt at forbedre sit websted yderligere og især offentliggøre al gældende lovgivning og alle relevante dokumenter samt gøre webstedet mere brugervenligt;

284.

bemærker, at noget af den terminologi, som anvendes om metoden i forordningen om kreditvurderingsbureauer, giver mulighed for fortolkning og derfor eventuelt kan have en negativ indflydelse på gennemførelsen af forordningen; opfordrer derfor ESMA og Revisionsretten til at sende Parlamentet og Kommissionen en liste over de bestemmelser, som med fordel kan præciseres yderligere;

285.

glæder sig over, at 23 ud af 44 anbefalinger blev gennemført fuldt ud;

286.

glæder sig også over, at Kommissionen generelt accepterede Revisionsrettens supplerende anbefalinger i denne særberetning;

287.

bemærker dog, at Revisionsretten mente, at 18 ud af 44 anbefalinger enten var delvist eller slet ikke gennemført eller ikke kunne bekræftes:

288.

understreger, at det ifølge dechargemyndighedens opfattelse er utilfredsstillende, når kontradiktoriske procedurer ender med, at »Kommissionen og Revisionsretten når frem til forskellige konklusioner«; opfordrer derfor begge institutioner til at undgå sådan et resultat;

289.

opfordrer Revisionsretten til klart at angive i sine anbefalinger, hvilken type foranstaltninger det forventes, at Kommissionen træffer, og hvilken type foranstaltninger det forventes, at medlemsstaterne træffer;

290.

opfordrer Revisionsretten til sammen med de nationale revisionsmyndigheder at udvikle et system, der vil gøre det muligt for Revisionsretten at vurdere den opfølgning, som medlemsstaterne har foretaget som reaktion på Revisionsrettens fremsatte anbefalinger;

291.

understreger, at det aldrig modtog en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor Kommissionen gennem flere år anså det for meget vigtigt, at generaldirektoraterne havde deres egne interne revisionsfunktioner kun for igen fra april 2015 at omgruppere de interne revisionsfunktioner under den interne revisionstjeneste;

292.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Revisionsretten og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (L-udgaven).