This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document JOL_2010_195_R_0003_01
2010/412/: Council Decision of 13 July 2010 on the conclusion of the Agreement between the European Union and the United States of America on the processing and transfer of Financial Messaging Data from the European Union to the United States for the purposes of the Terrorist Finance Tracking Program#Agreement between the European Union and the United States of America on the processing and transfer of Financial Messaging Data from the European Union to the United States for the purposes of the Terrorist Finance Tracking Program
2010/412/: Rådets afgørelse af 13. juli 2010 om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme
Aftale mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme
2010/412/: Rådets afgørelse af 13. juli 2010 om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme
Aftale mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme
EUT L 195 af 27.7.2010, p. 3–14
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
27.7.2010 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 195/3 |
RÅDETS AFGØRELSE
af 13. juli 2010
om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme
(2010/412/EU)
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 87, stk. 2, litra a), og artikel 88, stk. 2, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, litra a),
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Ved afgørelse af 11. maj 2010 bemyndigede Rådet Kommissionen til på Den Europæiske Unions vegne at indlede forhandlinger mellem Unionen og USA om at stille finansielle betalingsdata til rådighed for det amerikanske finansministerium for at forebygge og bekæmpe terrorisme og finansiering heraf. |
(2) |
I overensstemmelse med Rådets afgørelse 2010/411/EU af 28. juni 2010 (1) blev aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme (»aftalen«) undertegnet den 28. juni 2010 med forbehold af dens senere indgåelse. |
(3) |
Aftalen bør indgås. |
(4) |
Aftalen overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, der navnlig er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig retten til respekt for privatliv og familieliv, jf. chartrets artikel 7, retten til beskyttelse af personoplysninger, jf. chartrets artikel 8, og retten til adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, jf. chartrets artikel 47. Aftalen bør anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper. |
(5) |
I medfør af artikel 3 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, har Det Forenede Kongerige meddelt, at det ønsker at deltage i vedtagelsen og anvendelsen af denne afgørelse. |
(6) |
I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Irland ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland. |
(7) |
I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne afgørelse, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme (»aftalen«) godkendes herved på Unionens vegne (2).
Teksten til aftalen er knyttet til denne afgørelse.
Artikel 2
Kommissionen opfordres til at fremlægge en juridisk og teknisk ramme for udtræk af data på EU's område for Europa-Parlamentet og Rådet senest et år efter aftalens ikrafttrædelsesdato.
Hvis det tilsvarende EU-system ikke er oprettet fem år efter datoen for aftalens ikrafttræden, overvejer Unionen om aftalen skal fornyes i overensstemmelse med aftalens artikel 21, stk. 2.
Kommissionen opfordres til inden for tre år efter aftalens ikrafttræden at fremlægge en rapport over fremskridtene med udviklingen af det tilsvarende EU-system for så vidt angår aftalens artikel 11.
Artikel 3
Formanden for Rådet udpeger den eller de personer, som på Unionens vegne er beføjet til at foretage udvekslingen af de godkendelsesinstrumenter, der er omhandlet i aftalens artikel 23, med henblik på at udtrykke Unionens samtykke i at blive bundet.
Artikel 4
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Udfærdiget i Bruxelles, den 13. juli 2010.
På Rådets vegne
D. REYNDERS
Formand
(1) Se side 5 i denne EUT.
(2) Datoen for aftalens ikrafttræden offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.
OVERSÆTTELSE
AFTALE
mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme
DEN EUROPÆISKE UNION,
på den ene side, og
AMERIKAS FORENEDE STATER,
på den anden side,
i det følgende samlet benævnt »parterne«,
SOM ØNSKER at forebygge og bekæmpe terrorisme og finansiering heraf, navnlig ved informationsudveksling, for at beskytte deres respektive demokratiske samfund og fælles værdier, rettigheder og friheder,
SOM SØGER at udvide og fremme samarbejdet mellem parterne som led i det transatlantiske partnerskab,
SOM MINDER OM De Forenede Nationers konventioner om bekæmpelse af terrorisme og finansiering heraf og FN's Sikkerhedsråds relevante resolutioner vedrørende bekæmpelse af terrorisme, navnlig FN's Sikkerhedsråds resolution 1373 (2001), og FN's direktiver om, at alle stater skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at forebygge udførelsen af terrorhandlinger, herunder gennem hurtig varsling af andre stater ved hjælp af informationsudveksling, at staterne skal bistå hinanden mest muligt i forbindelse med strafferetlige undersøgelser og straffesager vedrørende finansiering af eller støtte til terrorhandlinger, at staterne bør finde måder at intensivere og fremme udvekslingen af operative oplysninger, at staterne bør udveksle oplysninger i henhold til international og national lovgivning, og at staterne bør samarbejde, navnlig via bilaterale og multilaterale ordninger og aftaler, for at forebygge og bekæmpe terrorangreb og retsforfølge gerningsmændene til sådanne angreb,
SOM ANERKENDER, at det amerikanske finansministeriums program til sporing af finansiering af terrorisme (»TFTP«) har spillet en afgørende rolle i indsatsen for at identificere og pågribe terrorister og deres finansmænd og har tilvejebragt mange spor, som er blevet formidlet til kompetente myndigheder verden over med henblik på terrorbekæmpelse, hvilket er særligt værdifuldt for Den Europæiske Unions medlemsstater (»medlemsstaterne«),
SOM NOTERER SIG TFTP's betydning i forebyggelsen og bekæmpelsen af terrorisme og finansiering heraf i Den Europæiske Union og andre steder og Den Europæiske Unions vigtige rolle med hensyn til at sikre, at udpegede udbydere af internationale finansielle betalingstjenester stiller de finansielle betalingsdata, der opbevares på Den Europæiske Unions område, til rådighed, hvilket er nødvendigt for at forebygge og bekæmpe terrorisme og finansiering heraf, idet det dog skal ske under streng overholdelse af sikkerhedsforanstaltninger vedrørende privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger,
SOM TAGER HENSYN TIL artikel 6, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union vedrørende respekt for de grundlæggende rettigheder, retten til respekt for privatliv, hvad angår behandling af personoplysninger i henhold til artikel 16 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, proportionalitets- og nødvendighedsprincippet vedrørende retten til respekt for privatliv og familieliv, respekt for retten til privatliv og beskyttelse af personoplysninger i henhold til artikel 8, stk. 2, i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, Europarådets konvention nr. 108 om beskyttelse af det enkelte menneske i forbindelse med elektronisk databehandling af personoplysninger og artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder,
SOM TAGER HENSYN TIL omfanget af beskyttelsen af privatlivets fred i Amerikas Forenede Stater (»USA«), jf. den amerikanske forfatning, og i strafferetten og civilretten, forordninger og mangeårige politikker, der håndhæves og opretholdes ved, at den lovgivende, den dømmende og den udøvende myndighed foretager kontrol,
SOM UNDERSTREGER de fælles værdier med hensyn til privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger i Den Europæiske Union og USA, herunder den betydning, som begge parter tillægger retfærdig rettergang og adgang til effektive retsmidler ved uretmæssig offentlig indgriben,
SOM TAGER HENSYN TIL den gensidige interesse i hurtigt at indgå en bindende aftale mellem Den Europæiske Union og USA baseret på fælles principper, hvad angår beskyttelse af personoplysninger, når disse overføres med henblik på almindelig retshåndhævelse, og som er opmærksom på betydningen af omhyggeligt at overveje, hvilke virkninger aftalen vil få for tidligere aftaler og princippet om en effektiv administrativ klageadgang og adgang til domstolsprøvelse uden forskelsbehandling,
SOM NOTERER SIG de strenge kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger, som det amerikanske finansministerium anvender i forbindelse med håndteringen, anvendelsen og formidlingen af finansielle betalingsdata i forbindelse med TFTP, som beskrevet i udredningen fra det amerikanske finansministerium, der blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 20. juli 2007 og i USA's Federal Register den 23. oktober 2007, og som afspejler det igangværende samarbejde mellem USA og Den Europæiske Union om bekæmpelse af global terrorisme,
SOM ANERKENDER de to sammenfattende evalueringer og rapporter fra den uafhængige person, som Europa-Kommissionen har udpeget til at kontrollere, at TFTP overholder databeskyttelsesforanstaltningerne, som konkluderer, at USA har overholdt den praksis vedrørende beskyttelse af personoplysninger, der redegøres for i udredningen, og at TFTP har haft betydelige sikkerhedsmæssige fordele for Den Europæiske Union og har været meget værdifuld ikke kun i forbindelse med efterforskningen af terrorangreb, men også med at forebygge en række terrorangreb i Europa og andre steder,
SOM TAGER HENSYN TIL Europa-Parlamentets beslutning af 5. maj 2010 om henstillingen fra Kommissionen til Rådet om bemyndigelse til at indlede forhandlinger mellem Den Europæiske Union og USA for at stille finansielle betalingsdata til rådighed for det amerikanske finansministerium for at forebygge og bekæmpe terrorisme og finansiering af terrorisme,
SOM MINDER OM, at alle uanset nationalitet for at sikre en effektiv udøvelse af deres rettigheder kan indgive klage til en uafhængig databeskyttelsesmyndighed, anden lignende myndighed eller en uafhængig og upartisk ret eller domstol med henblik på at søge effektive retsmidler,
SOM TAGER HENSYN TIL, at der er adgang til ikke-diskriminerende administrative eller retlige midler i henhold til amerikansk lov i tilfælde af forkert behandling af personoplysninger, herunder bl.a. i henhold til Administrative Procedure Act fra 1946, Inspector General Act fra 1978, Implementing Recommendations of the 9/11 Commission Act fra 2007, Computer Fraud and Abuse Act og Freedom of Information Act,
SOM MINDER OM, at det inden for Den Europæiske Union er lovpligtigt skriftligt at underrette kunder hos finansielle institutioner og udbydere af finansielle betalingstjenester om, at personoplysninger i data om finansielle transaktioner kan blive overført til medlemsstaternes eller tredjelandes offentlige myndigheder til retshåndhævelsesformål, og at denne meddelelse kan omfatte oplysninger om TFTP,
SOM ANERKENDER proportionalitetsprincippet, som er vejledende for denne aftale, og som gennemføres af både Den Europæiske Union og USA — i Den Europæiske Union afledt af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, gældende retspraksis samt EU-retten og medlemsstaternes lovgivning, og i USA via rimelighedskrav i medfør af den amerikanske forfatning, føderale love og delstatslove og den fortolkende retspraksis heraf samt gennem forbud mod embedsmænds for vidtgående pålæg om fremlæggelse af beviser og vilkårlige foranstaltninger,
SOM BEKRÆFTER, at denne aftale ikke danner præcedens for kommende ordninger mellem USA og Den Europæiske Union eller mellem en af parterne og en anden stat vedrørende behandling og overførsel af finansielle betalingsdata eller alle andre former for data eller vedrørende databeskyttelse,
SOM ANERKENDER, at de udpegede udbydere er bundet af almindelig gældende EU-ret eller nationale bestemmelser om databeskyttelse, der har til formål at beskytte enkeltpersoner, hvad angår behandlingen af deres personoplysninger, under de kompetente databeskyttelsesmyndigheders tilsyn på en måde, der er i overensstemmelse med denne aftales specifikke bestemmelser, og
SOM ENDVIDERE BEKRÆFTER, at denne aftale ikke anfægter andre aftaler eller ordninger mellem parterne eller mellem USA og medlemsstaterne om retshåndhævelse eller informationsudveksling,
HAR INDGÅET FØLGENDE AFTALE:
Artikel 1
Aftalens formål
1. Formålet med denne aftale er, med fuld respekt for privatlivets fred, beskyttelse af personoplysninger og øvrige betingelser i denne aftale, at sikre:
a) |
at finansielle betalingsdata vedrørende finansielle overførsler og dertil knyttede data, der lagres på Den Europæiske Unions område af udbydere af internationale finansielle betalingstjenester, som er udpeget i fællesskab i henhold til denne aftale, stilles til rådighed for det amerikanske finansministerium udelukkende med henblik på forebyggelse, efterforskning, opsporing eller retsforfølgning af terrorisme eller finansiering heraf, og |
b) |
at relevante oplysninger, der er opnået via TFTP, stilles til rådighed for retshåndhævelsesmyndigheder eller offentlige sikkerheds- eller antiterrormyndigheder i medlemsstaterne, Europol eller Eurojust med henblik på forebyggelse, efterforskning, opsporing eller retsforfølgning af terrorisme eller finansiering heraf. |
2. USA, Den Europæiske Union og dens medlemsstater træffer alle nødvendige og relevante foranstaltninger inden for deres kompetence for at gennemføre bestemmelserne i og formålet med denne aftale.
Artikel 2
Anvendelsesområde
Denne aftale finder anvendelse på fremskaffelse og brug af finansielle betalingsdata og data i tilknytning hertil med henblik på forebyggelse, efterforskning, opsporing eller retsforfølgning af:
a) |
handlinger begået af en person eller en enhed, som omfatter vold eller på anden måde bringer menneskeliv i fare eller indebærer en risiko for skade på ejendom eller infrastruktur, og som på grund af deres karakter og kontekst med rimelighed kan formodes at være begået med henblik på:
|
b) |
en person eller enhed, der bistår, sponsorerer eller skaffer økonomisk, materiel eller teknologisk støtte til eller yder finansielle eller andre tjenester til eller til støtte for handlingerne i litra a) |
c) |
en person eller enhed, der på en hvilken som helst måde, direkte eller indirekte, tilvejebringer eller indsamler økonomiske midler med henblik på eller med viden om, at de skal anvendes fuldt eller delvis til at udføre en af de handlinger, der er beskrevet i litra a) eller b), eller |
d) |
en person eller enhed, der støtter, medvirker til eller forsøger handlingerne i litra a), b) eller c). |
Artikel 3
Udpegede udbyderes udlevering af data
Parterne sikrer i fællesskab og individuelt i overensstemmelse med denne aftale, særlig artikel 4, at enheder, som parterne har udpeget i fællesskab i henhold til denne aftale som udbydere af internationale finansielle betalingstjenester (»udpegede udbydere«), udleverer de finansielle betalingsdata og dertil knyttede data til det amerikanske finansministerium, som dette begærer med henblik på forebyggelse, efterforskning, opsporing eller retsforfølgning af terrorisme eller finansiering heraf (»udleverede data«). De udpegede udbydere anføres i bilaget til denne aftale; listen kan om nødvendigt ajourføres ved udveksling af diplomatiske noter. Alle ændringer til bilaget offentliggøres på behørig vis i Den Europæiske Unions Tidende.
Artikel 4
Begæringer fra USA om udlevering af data fra udpegede udbydere
1. Med henblik på denne aftale meddeler det amerikanske finansministerium i medfør af amerikansk lovgivning en udpeget udbyder, der er etableret på amerikansk område, pålæg om edition (»begæringer«) for at indhente de data, som er nødvendige med henblik på forebyggelse, efterforskning, opsporing eller retsforfølgning af terrorisme eller finansiering heraf, og som er lagret på Den Europæiske Unions område.
2. I begæringen (samt eventuelle supplerende dokumenter):
a) |
identificeres de data, der er nødvendige med henblik på forebyggelse, efterforskning, opsporing eller retsforfølgning af terrorisme eller finansiering heraf, så tydeligt som muligt, herunder specifikke kategorier af data |
b) |
redegøres der tydeligt for, hvorfor det er nødvendigt at få disse data |
c) |
er indholdet udformet så målrettet og snævert som muligt for at minimere mængden af data, der anmodes om, idet der tages behørigt hensyn til tidligere og nuværende analyser af risikoen for terrorisme på grundlag af meddelelsestyper og geografi samt formodede trusler om terrorisme og sårbarhed samt geografiske analyser og trussels- og sårbarhedsanalyser |
d) |
anmodes der ikke om data vedrørende det fælles europæiske betalingsområde (SEPA). |
3. Ved meddelelsen af begæringen til den udpegede udbyder fremsender det amerikanske finansministerium samtidigt en kopi heraf med eventuelle supplerende dokumenter til Europol.
4. Ved modtagelsen af kopien kontrollerer Europol hurtigst muligt, om begæringen er i overensstemmelse med kravene i stk. 2. Europol meddeler den udpegede udbyder, at det er blevet kontrolleret, at begæringen er i overensstemmelse med kravene i stk. 2.
5. Når Europol har bekræftet, at begæringen er i overensstemmelse med kravene i stk. 2, har begæringen med henblik på denne aftale bindende retsvirkning i Den Europæiske Union og USA som fastsat i amerikansk lovgivning. Den udpegede udbyder er derfor bemyndiget og forpligtet til at udlevere data til det amerikanske finansministerium.
6. Den udpegede udbyder udleverer herefter dataene direkte (dvs. på »push«-basis) til det amerikanske finansministerium. Den udpegede udbyder fører et detaljeret register over alle data, der fremsendes til det amerikanske finansministerium med henblik på denne aftale.
7. Når dataene i medfør af disse procedurer er blevet udleveret, anses den udpegede udbyder for at have overholdt denne aftale og alle andre gældende retlige krav i Den Europæiske Union vedrørende overførsel af sådanne data fra Den Europæiske Union til USA.
8. Udpegede udbydere, der modtager begæringer fra det amerikanske finansministerium, råder over alle former for administrativ klageadgang og adgang til domstolsprøvelse i medfør af amerikansk ret.
9. Parterne sikrer i fællesskab koordineringen, hvad angår de tekniske betingelser for at støtte Europols kontrolprocedure.
Artikel 5
Sikkerhedsforanstaltninger, der er gældende for behandlingen af udleverede data
1. Det amerikanske finansministerium sikrer, at de udleverede data behandles efter denne aftales bestemmelser. Det amerikanske finansministerium sikrer beskyttelse af personoplysninger ved hjælp af følgende sikkerhedsforanstaltninger, der anvendes uden forskelsbehandling på grundlag af især nationalitet eller bopælsland.
2. De udleverede data behandles udelukkende med henblik på forebyggelse, efterforskning, opsporing eller retsforfølgning af terrorisme eller finansiering heraf.
3. TFTP involverer ikke og skal ikke involvere datamining eller andre typer algoritmisk eller elektronisk profilering eller computerfiltrering.
4. For at forhindre uautoriseret adgang til eller videreformidling eller tab af data og alle former for uautoriseret behandling:
a) |
skal de udleverede data opbevares i et sikkert fysisk miljø adskilt fra alle andre data og med systemer og sikring på højt niveau mod fysisk indtrængen |
b) |
skal de udleverede data lagres i en database, der ikke er forbundet med andre databaser |
c) |
skal adgangen til de udleverede data begrænses til analytikere, der efterforsker terrorisme eller finansiering heraf, og personer, der er involveret i teknisk støtte, forvaltning og tilsyn med TFTP |
d) |
må der ikke ske nogen bearbejdning, ændring eller tilføjelse af de udleverede data og |
e) |
må der ikke laves kopier af de udleverede data ud over til backupformål med henblik på genoprettelse af dataene i tilfælde af en nødsituation. |
5. Alle søgninger i de udleverede data skal bygge på allerede foreliggende oplysninger eller beviser, som godtgør, at der er grund til at formode, at emnet for søgningen har en forbindelse til terrorisme eller finansiering heraf.
6. Hver enkelt TFTP-søgning i de udleverede data skal være nøje skræddersyet, skal godtgøre, at der er grund til at formode, at emnet for søgningen har en forbindelse til terrorisme eller finansiering heraf, og skal registreres, herunder også en sådan forbindelse til terrorisme eller finansiering heraf, der er nødvendig, for at søgningen kan iværksættes.
7. De udleverede data kan omfatte identifikationsoplysninger om afsenderen og/eller modtageren af transaktionen, herunder navn, kontonummer, adresse og nationalt identifikationsnummer. Parterne anerkender, at personoplysninger om racemæssig eller etnisk baggrund, politiske og religiøse holdninger eller andre overbevisninger, medlemskab af fagforeninger samt om helbredsforhold og seksuelle forhold udgør særligt følsomme oplysninger. I de ekstraordinære tilfælde, hvor de udtrukne data indeholder følsomme oplysninger, beskytter det amerikanske finansministerium disse i henhold til de beskyttelses- og sikkerhedsforanstaltninger, der er fastsat i denne aftale og under fuld respekt for og behørig hensyntagen til, at de udgør særligt følsomme oplysninger.
Artikel 6
Lagring og sletning af oplysninger
1. I denne aftales løbetid foretager det amerikanske finansministerium løbende og mindst én gang om året en evaluering for at identificere alle ikke-udtrukne data, der ikke længere er nødvendige med henblik på bekæmpelse af terrorisme eller finansiering heraf. Når der findes sådanne data, sletter det amerikanske finansministerium dem permanent, så snart det er teknisk muligt.
2. Hvis det viser sig, at der er fremsendt finansielle betalingsdata, som der ikke er anmodet om, sletter det amerikanske finansministerium straks og permanent sådanne data og underretter den berørte udpegede udbyder.
3. Uanset eventuelle tidligere sletninger af data som følge af stk. 1, 2 eller 5, slettes alle ikke-udtrukne data, der er modtaget før 20. juli 2007, senest den 20. juli 2012.
4. Uanset eventuelle tidligere sletninger af data som følge af stk. 1, 2 eller 5, slettes alle ikke-udtrukne data, der er modtaget den 20. juli 2007 eller senere, senest fem (5) år, efter at de er modtaget.
5. I denne aftales løbetid foretager det amerikanske finansministerium løbende og mindst én gang om året en evaluering for at vurdere fristerne for lagring af data i stk. 3 og 4 for at sikre, at de fortsat ikke er længere end, hvad der er nødvendigt for at bekæmpe terrorisme eller finansiering heraf. Når det fastslås, at de perioder, hvori data lagres, er længere end, hvad der er nødvendigt for at bekæmpe terrorisme eller finansiering heraf, reducerer det amerikanske finansministerium om fornødent disse perioder.
6. Senest tre år fra denne aftales ikrafttræden udarbejder Europa-Kommissionen og det amerikanske finansministerium en fælles rapport om værdien af de udleverede TFTP-data, hvori der lægges særlig vægt på værdien af de data, der lagres i flere år, og relevante oplysninger fra den fælles evaluering, der gennemføres i medfør af artikel 13. Parterne fastsætter i fællesskab de nærmere detaljer for evalueringen.
7. Oplysninger, der er udtrukket af de udleverede data, herunder oplysninger, der deles i medfør af artikel 7, lagres ikke længere end, hvad der er nødvendigt for de særlige efterforskninger eller retsforfølgninger, hvortil de anvendes.
Artikel 7
Videre overførsel
Videre overførsel af oplysninger, der er udtrukket af de udleverede data, begrænses i medfør af følgende sikkerhedsforanstaltninger:
a) |
Det er kun oplysninger, der er udtrukket som følge af en individualiseret søgning som beskrevet i denne aftale, særlig artikel 5, der deles. |
b) |
Sådanne oplysninger deles kun med retshåndhævelsesmyndigheder eller offentlige sikkerheds- eller antiterrormyndigheder i USA, medlemsstater eller tredjelande, eller med Europol eller Eurojust eller andre passende internationale organer inden for rammerne af deres respektive mandater. |
c) |
Sådanne oplysninger deles udelukkende med henblik på at finde spor og udelukkende med henblik på efterforskning, opsporing, forebyggelse eller retsforfølgning af terrorisme eller finansiering heraf. |
d) |
Såfremt det amerikanske finansministerium får kendskab til, at sådanne oplysninger vedrører en borger eller en person med ophold i en medlemsstat, kræver enhver form for informationsdeling med myndighederne i et tredjeland, at de kompetente myndigheder i den berørte medlemsstat først har givet deres tilsagn hertil, eller at informationsdelingen sker i medfør af eksisterende protokoller om informationsdeling mellem det amerikanske finansministerium og den pågældende medlemsstat, undtagen hvis informationsdelingen er vigtig for at forebygge en umiddelbar og alvorlig trussel mod den offentlige sikkerhed hos en part i denne aftale, en medlemsstat eller et tredjeland. I sidstnævnte tilfælde underrettes den berørte medlemsstats kompetente myndigheder hurtigst muligt. |
e) |
I forbindelse med en sådan informationsdeling anmoder det amerikanske finansministerium om, at den modtagende myndighed sletter oplysningerne så snart, der ikke længere er brug for dem til det formål, hvortil de blev delt. |
f) |
Enhver videre overførsel skal behørigt registreres. |
Artikel 8
Tilstrækkeligt beskyttelsesniveau
Med forbehold af overholdelsen af forpligtelserne i denne aftale vedrørende privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger forventes det amerikanske finansministerium at sørge for en tilstrækkelig databeskyttelse i behandlingen af finansielle betalingsdata og dertil knyttede data, der fremsendes fra Den Europæiske Union til USA med henblik på denne aftale.
Artikel 9
Spontan udlevering af oplysninger
1. Det amerikanske finansministerium sørger for, at der hurtigst muligt og på den mest hensigtsmæssige måde til retshåndhævelsesmyndigheder eller offentlige sikkerheds- eller antiterrormyndigheder i de berørte medlemsstater og eventuelt til Europol og Eurojust inden for deres respektive mandater udleveres oplysninger, der er opnået via TFTP, og som kan bidrage til Den Europæiske Unions efterforskning, forebyggelse, opsporing eller retsforfølgning af terrorisme eller finansiering heraf. Opfølgende oplysninger, der kan bidrage til USA's efterforskning, forebyggelse, opsporing eller retsforfølgning af terrorisme eller finansiering heraf, sendes tilbage til USA på gensidig basis og på gensidig vis.
2. For at lette en effektiv informationsudveksling kan Europol udpege en forbindelsesofficer i det amerikanske finansministerium. De nærmere bestemmelser om forbindelsesofficerens status og opgaver fastsættes af parterne i fællesskab.
Artikel 10
EU-begæringer om TFTP-søgninger
Når en EU-medlemsstats retshåndhævende myndigheder, offentlige sikkerheds- eller antiterrormyndigheder, eller Europol eller Eurojust fastslår, at der er grund til at formode, at en person eller en enhed har en forbindelse til terrorisme eller finansiering heraf som defineret i artikel 1-4 i Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA, ændret ved Rådets rammeafgørelse 2008/919/RIA, og direktiv 2005/60/EF, kan disse myndigheder begære en søgning af relevante oplysninger via TFTP. Det amerikanske finansministerium foretager straks en søgning i overensstemmelse med artikel 5 og forelægger relevante oplysninger som svar på en sådan begæring.
Artikel 11
Samarbejde med et tilsvarende fremtidigt EU-system
1. I denne aftales løbetid gennemfører Europa-Kommissionen en undersøgelse af, om det er muligt at indføre et tilsvarende EU-system, der gør det muligt at sikre en mere målrettet overførsel af data.
2. Hvis Den Europæiske Union som følge af denne undersøgelse beslutter at etablere et EU-system, samarbejder USA og yder bistand og vejledning til Den Europæiske Union med henblik på at bidrage til en effektiv etablering af et sådant system.
3. Da etableringen af et EU-system i væsentlig grad kan ændre baggrunden for denne aftale, hvis Den Europæiske Union beslutter at etablere et sådant system, bør parterne høres for at afgøre, om der er behov for at tilpasse denne aftale. I den forbindelse samarbejder de amerikanske myndigheder og myndighederne i Den Europæiske Union om at sikre, at det amerikanske system og EU-systemet supplerer hinanden og er effektive på en måde, der yderligere øger sikkerheden for borgerne i USA, Den Europæiske Union og andre steder. I medfør af hensigten med dette samarbejde sikrer parterne aktivt på gensidig basis og på grundlag af passende sikkerhedsforanstaltninger et samarbejde med alle relevante internationale udbydere af finansielle betalingstjenester, der er baseret på deres respektive områder, med henblik på at sikre, at det amerikanske system og EU-systemet fortsat er levedygtige og effektive.
Artikel 12
Overvågning af sikkerhedsforanstaltninger og kontrol
1. Kontrol og overvågning af, at den udtrykkelige begrænsning i anvendelsen af oplysningerne udelukkende til terrorbekæmpelsesformål og andre sikkerhedsforanstaltninger, jf. artikel 5 og 6, respekteres, foretages af uafhængige overvågere, herunder en person, der udpeges af Europa-Kommissionen, med samtykke af og på betingelse af passende sikkerhedsgodkendelse fra USA. Denne overvågning omfatter bemyndigelse til tidstro evaluering og evaluering med tilbagevirkende kraft af alle søgninger i de udleverede data, bemyndigelse til at stille spørgsmålstegn ved sådanne søgninger og om nødvendigt bemyndigelse til at begære en yderligere begrundelse for forbindelsen til terrorisme. Uafhængige overvågere har navnlig bemyndigelse til at blokere nogle eller alle søgninger, der tilsyneladende er sket i strid med artikel 5.
2. Den overvågning, der er beskrevet i stk. 1, undergives regelmæssig kontrol, herunder af uafhængigheden af den overvågning, der er beskrevet i stk. 1, inden for rammerne af den evaluering, der er forudset i artikel 13. Det amerikanske finansministeriums generalinspektør vil sikre, at den uafhængige overvågning, der er beskrevet i stk. 1 og 2, sker i medfør af gældende auditstandarder.
Artikel 13
Fælles evaluering
1. På en af parternes anmodning og under alle omstændigheder efter seks (6) måneder fra datoen for denne aftales ikrafttræden, evaluerer parterne i fællesskab bestemmelserne om sikkerhedsforanstaltninger, kontrol og gensidighed i denne aftale. Denne evaluering gennemføres derefter regelmæssigt med supplerende evalueringer, når det er nødvendigt.
2. Evalueringen vedrører navnlig a) antallet af finansielle betalingsdata, der er givet adgang til, b) antallet af tilfælde, hvor oplysninger om spor er blevet udvekslet med medlemsstaterne, tredjelande og Europol og Eurojust, c) denne aftales gennemførelse og effektivitet, herunder hvor egnet mekanismen til overførsel af oplysninger er, d) tilfælde, hvor oplysningerne er blevet anvendt til forebyggelse, efterforskning, opsporing eller retsforfølgning af terrorisme eller finansiering heraf og e) overholdelse af databeskyttelsesforpligtelserne i denne aftale. Evalueringen skal omfatte et repræsentativt og tilfældigt udsnit af søgningerne for at kontrollere, at de sikkerhedsforanstaltninger og den kontrol, der er fastsat i denne aftale, er overholdt, samt en proportionalitetsvurdering af de udleverede data baseret på værdien af disse data for efterforskning, forebyggelse, opsporing eller retsforfølgning af terrorisme eller finansiering heraf. Efter evalueringen vil Europa-Kommissionen fremlægge en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om den måde, denne aftale fungerer på, herunder de i dette stykke nævnte områder.
3. Med henblik på evalueringen repræsenteres Den Europæiske Union af Europa-Kommissionen, og USA repræsenteres af det amerikanske finansministerium. Hver af parterne kan i deres evalueringsdelegation medtage eksperter inden for sikkerhed og databeskyttelse samt en person med erfaring i retspleje. Den Europæiske Unions evalueringsdelegation skal omfatte repræsentanter for to databeskyttelsesmyndigheder, hvoraf mindst én skal komme fra en medlemsstat, hvor en udpeget udbyder er baseret.
4. Med henblik på evalueringen sikrer det amerikanske finansministerium adgangen til den relevante dokumentation, de relevante systemer og det relevante personale. Parterne fastsætter i fællesskab de nærmere detaljer for evalueringen.
Artikel 14
Gennemsigtighed — Information til de registrerede
Det amerikanske finansministerium stiller på sit offentlige websted detaljerede oplysninger om TFTP og formålet hermed til rådighed, herunder kontaktoplysninger for personer, der ønsker at stille spørgsmål. Derudover stiller det oplysninger om de foreliggende procedurer for at udøve de i artikel 15 og 16 beskrevne rettigheder til rådighed, herunder mulighederne for administrativ klageadgang og adgang til domstolsprøvelse i USA i forbindelse med behandling af personoplysninger, der er modtaget i medfør af denne aftale.
Artikel 15
Aktindsigt
1. Enhver person har ret til på anmodning, fremsat med rimelige mellemrum, uhindret og uden større ventetid eller større udgifter i det mindste at modtage en bekræftelse fra sin databeskyttelsesmyndighed i Den Europæiske Union af, at vedkommendes databeskyttelsesrettigheder er overholdt i henhold til denne aftale, efter at der er foretaget alle fornødne kontroller og især om der har fundet behandling af vedkommendes personoplysninger sted i strid med denne aftale.
2. Videreformidling til en person af den pågældendes personoplysninger, som er behandlet i medfør af denne aftale, kan være omfattet af rimelige retlige begrænsninger i medfør af national lovgivning for at sikre forebyggelsen, opsporingen, efterforskningen eller retsforfølgningen af strafbare handlinger og for at beskytte den offentlige eller nationale sikkerhed med behørig hensyntagen til den berørte persons legitime interesser.
3. I medfør af stk. 1 skal en person sende en anmodning til sin nationale tilsynsmyndighed i Den Europæiske Union, som videresender den til det amerikanske finansministeriums ansvarlige for beskyttelse af privatlivets fred, som foretager al nødvendig kontrol i medfør af anmodningen. Det amerikanske finansministeriums ansvarlige for beskyttelse af privatlivets fred meddeler uden ophold den relevante nationale tilsynsmyndighed i Den Europæiske Union, om de pågældende personoplysninger må videreformidles til den registrerede, og om den registreredes rettigheder er blevet behørigt respekteret. Hvis der nægtes adgang til personoplysningerne, eller gives begrænset adgang hertil i medfør af begrænsningerne i stk. 2, skal afslaget eller begrænsningen forklares skriftligt, og der skal oplyses om den administrative klageadgang og adgangen til domstolsprøvelse i USA.
Artikel 16
Ret til berigtigelse, sletning eller blokering af oplysninger
1. Enhver person har ret til at anmode om berigtigelse, sletning eller blokering af personoplysninger, som det amerikanske finansministerium i medfør af denne aftale har behandlet, når disse oplysninger er ukorrekte, eller behandlingen er i strid med denne aftale.
2. Enhver person, der udøver den i stk. 1 nævnte ret, sender en anmodning til sin relevante nationale tilsynsmyndighed i Den Europæiske Union, der videresender anmodningen til det amerikanske finansministeriums ansvarlige for beskyttelse af privatlivets fred. Alle anmodninger om berigtigelse, sletning eller blokering af oplysninger skal behørigt begrundes. Det amerikanske finansministeriums ansvarlige for beskyttelse af privatlivets fred foretager den nødvendige kontrol i medfør af anmodningen og meddeler uden ophold den relevante nationale tilsynsmyndighed i Den Europæiske Union, om de pågældende personoplysninger er blevet berigtiget, slettet eller blokeret, og om den registreredes rettigheder er blevet behørigt respekteret. Meddelelsen herom gives skriftligt og skal indeholde oplysninger om den administrative klageadgang og adgangen til domstolsprøvelse i USA.
Artikel 17
Sikring af, at oplysningerne fortsat er korrekte
1. Hvis en part får kendskab til, at de data, der er modtaget eller videresendt i medfør af denne aftale, ikke er korrekte, træffer den alle passende foranstaltninger for at forebygge og forhindre, at disse oplysninger fejlagtigt kommer i betragtning, hvilket kan omfatte tilføjelser til eller sletning eller berigtigelse af oplysningerne.
2. Hver part informerer så vidt muligt den anden, hvis den bliver opmærksom på, at væsentlige oplysninger, som den har overført til eller modtaget fra den anden part i medfør af denne aftale, er ukorrekte eller upålidelige.
Artikel 18
Retsmidler
1. Parterne tager alle rimelige skridt til at sikre, at det amerikanske finansministerium og enhver berørt medlemsstat straks underretter hinanden og rådfører sig med hinanden, og om nødvendigt med parterne, når de mener, at personoplysninger er blevet behandlet i strid med denne aftale.
2. Enhver, der mener, at hans eller hendes personoplysninger er blevet behandlet i strid med denne aftale, har en effektiv administrativ klageadgang og adgang til domstolsprøvelse, jf. henholdsvis Den Europæiske Unions, dens medlemsstaters og USA's lovgivning. Med henblik herpå og hvad angår oplysninger, der er overført til USA i medfør af denne aftale, behandler det amerikanske finansministerium i forbindelse med landets forvaltningsprocedure alle personer ens uanset deres nationalitet og opholdsland. Alle personer uanset nationalitet eller opholdsland har i medfør af amerikansk lovgivning adgang til domstolsprøvelse af bebyrdende forvaltningsakter og -handlinger.
Artikel 19
Høring
1. Parterne fører passende konsultationer med hinanden for at muliggøre den mest effektive anvendelse af denne aftale, herunder for at lette bilæggelsen af tvister vedrørende denne aftales fortolkning og anvendelse.
2. Parterne træffer foranstaltninger med henblik på at undgå at pålægge hinanden for store byrder i forbindelse med denne aftales anvendelse. Hvis dette alligevel sker, indleder parterne straks konsultationer for at lette denne aftales anvendelse og træffer bl.a. foranstaltninger til at reducere nuværende og kommende byrder.
3. Parterne indleder straks konsultationer, hvis en tredjepart, herunder et andet lands myndigheder, anfægter eller fastholder et retskrav i forbindelse med et aspekt af denne aftales virkning eller gennemførelse.
Artikel 20
Gennemførelse og ikke-fravigelse
1. Denne aftale danner ikke grundlag for og giver ikke nogen rettigheder eller fordele til private eller offentlige personer eller enheder. Hver af parterne sikrer, at denne aftales bestemmelser gennemføres på korrekt vis.
2. Intet i denne aftale afviger fra USA's og medlemsstaternes eksisterende forpligtelser i medfør af aftalen af 25. juni 2003 om gensidig retshjælp mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater og tilknyttede gensidige instrumenter vedrørende retshjælp mellem USA og medlemsstaterne.
Artikel 21
Aftalens suspension eller opsigelse
1. Hver af parterne kan ved meddelelse ad diplomatiske kanaler suspendere anvendelsen af denne aftale med øjeblikkelig virkning, hvis den anden part ikke overholder sine forpligtelser i medfør af denne aftale
2. Hver af parterne kan ved meddelelse ad diplomatiske kanaler til enhver tid opsige denne aftale. Opsigelsen får virkning seks (6) måneder fra datoen for modtagelsen af meddelelsen.
3. Forud for en eventuel suspension eller opsigelse af denne aftale konsulterer parterne hinanden på en sådan måde, at der er tilstrækkelig tid til at træffe en beslutning, der er gensidig enighed om.
4. Uanset denne aftales suspension eller opsigelse behandles alle oplysninger, som er i det amerikanske finansministeriums besiddelse i medfør af denne aftale, fortsat i overensstemmelse med denne aftales sikkerhedsbestemmelser, herunder bestemmelserne om sletning af oplysninger.
Artikel 22
Territorial anvendelse
1. Denne aftale finder anvendelse på det område, hvor traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde er gældende, og på USA's område, jf. dog stk. 2-4.
2. Denne aftale finder kun anvendelse på Danmark, Det Forenede Kongerige og Irland, hvis Europa-Kommissionen skriftligt giver USA meddelelse om, at Danmark, Det Forenede Kongerige eller Irland har valgt at været bundet af denne aftale.
3. Hvis Europa-Kommissionen giver USA meddelelse om, at denne aftale vil gælde for Danmark, Det Forenede Kongerige eller Irland, inden den er trådt i kraft, finder denne aftale anvendelse på de(n) pågældende land(e)s område den samme dag som for de øvrige EU-medlemsstater, der er bundet af denne aftale.
4. Hvis Europa-Kommissionen giver USA meddelelse om, at denne aftale vil gælde for Danmark, Det Forenede Kongerige eller Irland, efter at den er trådt i kraft, finder denne aftale anvendelse på de(n) pågældende land(e)s område på den første dag efter, at USA har modtaget meddelelsen.
Artikel 23
Afsluttende bestemmelser
1. Denne aftale træder i kraft den første dag i måneden efter den dato, på hvilken parterne har udvekslet notifikationer om, at de har afsluttet de nødvendige interne procedurer med henblik herpå.
2. Denne aftale forbliver i kraft i et tidsrum på fem (5) år fra datoen for dens ikrafttrædelse og forlænges automatisk til efterfølgende perioder på et (1) år, medmindre en af parterne mindst seks (6) måneder i forvejen ad diplomatiske kanaler giver den anden skriftlig besked om, at parten har til hensigt ikke at forlænge denne aftale, jf. dog artikel 21, stk. 2.
Udfærdiget i Bruxelles, den 28. juni 2010 i to originaleksemplarer på engelsk. Denne aftale udfærdiges også på bulgarsk, dansk, estisk, finsk, fransk, græsk, italiensk, lettisk, litauisk, maltesisk, nederlandsk, polsk, portugisisk, rumænsk, slovakisk, slovensk, spansk, svensk, tjekkisk, tysk og ungarsk. Efter begge parters godkendelse har disse sprogudgaver samme gyldighed.
BILAG
Society for Worldwide Interbank Financial Telecommunication (SWIFT)