Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009D0765

    2009/765/EF: Kommissionens beslutning af 15. oktober 2009 om en anmodning om undtagelse for afgifter på køretøjer, der er indgivet af Frankrig i medfør af artikel 6, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer (meddelt under nummer K(2009) 7761) (EØS-relevant tekst)

    EUT L 274 af 20.10.2009, p. 30–31 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2009/765/oj

    20.10.2009   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 274/30


    KOMMISSIONENS BESLUTNING

    af 15. oktober 2009

    om en anmodning om undtagelse for afgifter på køretøjer, der er indgivet af Frankrig i medfør af artikel 6, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer

    (meddelt under nummer K(2009) 7761)

    (Kun den franske udgave er autentisk)

    (EØS-relevant tekst)

    (2009/765/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF af 17. juni 1999 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer (1), særlig artikel 6, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I medfør af artikel 6, stk. 2, litra b), i direktiv 1999/62/EF kan medlemsstaterne anvende reducerede satser eller undtagelser for køretøjer, som kun undtagelsesvis kører på offentlig vej i registreringsmedlemsstaten, og som anvendes af fysiske eller juridiske personer, hvis hovedvirksomhed ikke er godstransport, men dog kun hvis den transportvirksomhed, som udføres med sådanne køretøjer, ikke skaber konkurrencefordrejninger. Denne nedsættelse eller undtagelse er betinget af, at Kommissionen giver sit samtykke hertil.

    (2)

    Frankrig har anmodet Kommissionen om, at det samtykke, der er omhandlet i Kommissionens beslutning 2005/449/EF (2), og som vedrører undtagelse for afgifter på køretøjer i henhold til direktiv 1999/62/EF for køretøjer med en tilladt bruttovægt på mindst 12 tons, som udelukkende anvendes til offentlige arbejder og erhvervsaktiviteter i Frankrig, forlænges indtil den 31. december 2014.

    (3)

    Betingelserne i artikel 6, stk. 2, litra b), i direktiv 1999/62/EF er opfyldt, idet disse køretøjer kun undtagelsesvis kører på offentlig vej, de anvendes ikke til godstransport, og undtagelse for afgifter på disse køretøjer skaber ikke konkurrencefordrejninger, fordi de ikke kan transportere andet end det udstyr, som er permanent monteret på køretøjet, og som benyttes til specifikke formål.

    (4)

    For at give Kommissionen mulighed for a revidere undtagelsen fra reglerne om afgifter på motorkøretøjer bør samtykket gives for et begrænset tidsrum.

    (5)

    Den undtagelse, som Frankrig har anmodet om, bør derfor godkendes —

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    I overensstemmelse med artikel 6, stk. 2, litra b), i direktiv 1999/62/EF giver Kommissionen hermed sit samtykke til, at følgende motorkøretøjer på mindst 12 tons, der udelukkende anvendes til transport af permanent monteret udstyr i forbindelse med offentlige arbejder og erhvervsaktiviteter i Frankrig, undtages for afgifter indtil den 31. december 2014:

    1)

    motordrevne løftemaskiner og industritrucks (kraner monteret på en vejgående undervogn)

    2)

    mobile pumper eller mobile pumpestationer monteret permanent på en vejgående undervogn

    3)

    mobile kompressorsæt monteret permanent på en vejgående undervogn

    4)

    betonblandemaskiner og betonpumper monteret permanent på en vejgående undervogn (undtagen betonkanoner, som anvendes til transport af beton)

    5)

    mobile generatorsæt monteret permanent på en vejgående undervogn

    6)

    mobile motordrevne jordbor monteret permanent på en vejgående undervogn.

    Artikel 2

    Denne beslutning er rettet til Den Franske Republik.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 15. oktober 2009.

    På Kommissionens vegne

    Antonio TAJANI

    Næstformand


    (1)  EFT L 187 af 20.7.1999, s. 42.

    (2)  EUT L 158 af 21.6.2005, s. 23.


    Top