Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009D0354

    2009/354/EF: Kommissionens beslutning af 30. marts 2009 om forlængelse af Fællesskabets begrænsede anerkendelse af det hellenske skibsregister (HRS) (meddelt under nummer K(2009) 2130)

    EUT L 109 af 30.4.2009, p. 42–46 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 30/08/2010

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2009/354/oj

    30.4.2009   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 109/42


    KOMMISSIONENS BESLUTNING

    af 30. marts 2009

    om forlængelse af Fællesskabets begrænsede anerkendelse af det hellenske skibsregister (HRS)

    (meddelt under nummer K(2009) 2130)

    (Kun den græske udgave er autentisk)

    (2009/354/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets direktiv 94/57/EF af 22. november 1994 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed (1), særlig artikel 4, stk. 3,

    under henvisning til brev af 6. juni 2008, hvori de græske myndigheder har anmodet om en forlængelse af den begrænsede anerkendelse af det hellenske skibsregister (HRS) i henhold til artikel 4, stk. 3, i direktiv 94/57/EF,

    under henvisning til breve af 28. januar og 12. februar 2009, hvori de græske myndigheder har bekræftet ovennævnte anmodning, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Den begrænsede anerkendelse i henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 94/57/EF er en anerkendelse, som udstedes til organisationer kendt som klassifikationsselskaber, der opfylder alle kravene bortset fra dem, der er nævnt i punkt 2 og 3 i afsnit A »Generelle minimumskrav« i bilaget hertil, men som har begrænset gyldighedsperiode og omfang, således at de berørte organisationer kan høste yderligere erfaringer.

    (2)

    Når der træffes afgørelse om forlængelse af en sådan anerkendelse, skal der ifølge artikel 4, stk. 3, i direktiv 94/57/EF ikke tages hensyn til kravene i punkt 2 og 3 i bilagets afsnit A, men derimod til resultaterne af organisationens arbejde med hensyn til sikkerhed og forureningsbeskyttelse, jf. artikel 9, stk. 2, i dette direktiv. Enhver afgørelse om forlængelse af en tidsbegrænset anerkendelse skal angive eventuelle betingelser for forlængelsen.

    (3)

    Ved beslutning 98/295/EF (2) af 22. april 1998 anerkendte Kommissionen efter de græske myndigheders anmodning det hellenske skibsregister for et tidsrum på tre år; virkningerne af denne anerkendelse var begrænset til Grækenland. Efter udløbet af dette tidsrum vedtog Kommissionen efter de græske myndigheders anmodning beslutning 2001/890/EF (3), hvorved den udstedte en ny begrænset anerkendelse, der gjaldt i yderligere tre år, og hvis virkninger var begrænset til Grækenland. På anmodning af de cypriotiske og græske myndigheder vedtog Kommissionen ved beslutning 2005/623/EF (4) den 3. august 2005 for tredje gang at forlænge anerkendelsen af den pågældende organisation med tre år; virkningerne var begrænset til Cypern og Grækenland. Efter de maltesiske myndigheders anmodning blev anerkendelsen efterfølgende ved Kommissionens beslutning 2006/382/EF (5) af 22. maj 2006 udvidet til at omfatte Malta i samme tidsrum.

    (4)

    Den begrænsede anerkendelse af det hellenske skibsregister udløb den 3. august 2008.

    (5)

    Kommissionen har taget det hellenske skibsregister op til vurdering i henhold til artikel 11, stk. 3, i direktiv 94/57/EF. Vurderingen var baseret på resultaterne af fire kontrolinspektioner, som eksperter fra Det Europæiske Søfartssikkerhedsagentur (i det følgende benævnt »EMSA«) foretog i 2006 og 2007 i overensstemmelse med artikel 2, litra b), nr. iii), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1406/2002 (6). De cypriotiske, græske og maltesiske myndigheder blev opfordret til at medvirke i kontrollen og deltog derfor i en inspektion af organisationens hovedkontor i september 2006.

    (6)

    Vurderingen afslørede, efter at organisationens bemærkninger var taget til efterretning, en lang række punkter, hvor kriterierne i direktiv 94/57/EF ikke var overholdt, hvilket havde alvorlige konsekvenser for organisationens overordnede systemer og kontrolmekanismer. Konklusionerne blev fremlagt for de tre berørte myndigheder, som ikke kommenterede dem, og for organisationen.

    (7)

    Efter fremlæggelsen af disse konklusioner blev der iværksat en korrigerende handlingsplan for det hellenske skibsregister.

    (8)

    Organisationen er på de græske myndigheders opfordring blevet vurderet på ny med udgangspunkt i to kontrolinspektioner, som EMSA foretog fra den 12. til den 20. november 2008.

    (9)

    Den fornyede vurdering af organisationen har kun vist en beskeden forbedring, og Kommissionen har derfor kun haft mulighed for at trække et af de kritikpunkter, den tidligere havde rejst, tilbage. Der er stadig alvorlige mangler, bl.a. med hensyn til kvaliteten og opretholdelsen af organisationens regler, organisationens ordninger for uddannelse og overvågning af skibsinspektører, overholdelse af lovgivningen og kravene i organisationens egne regler og procedurer, optagelse af nye skibe i organisationens register, anvendelse af deltidsbeskæftigede skibsinspektører og foranstaltninger, der er truffet, efter at havnestatens kontrolmyndigheder har tilbageholdt skibe på grund af problemer med de certifikater, organisationen har udstedt for disse skibe. Den fornyede vurdering af det hellenske skibsregister har ikke givet Kommissionen grund til at antage, at organisationen allerede har identificeret og taget fat på de grundlæggende årsager til de mangler, der blev påvist ved den foregående vurdering, og som eventuelt er dukket op igen, og at de har vurderet og forsøgt at afhjælpe den sikkerhedsrisiko, som den registrerede flåde udsættes for som følge af disse mangler.

    (10)

    Hvis det hellenske skibsregister ikke anerkendes af Fællesskabet, betyder det, at medlemsstaterne ikke må bemyndige det til at udføre skibssyn og certificeringsopgaver i henhold til artikel 3, stk. 2, i direktiv 94/57/EF med henblik på at efterkomme internationale konventioner, og at skibe, der er klassificeret af det hellenske skibsregister, ikke længere opfylder kravene i dette direktivs artikel 14, stk. 1. Medlemsstaterne må heller ikke bemyndige det hellenske skibsregister til at foretage syn i henhold til artikel 10, stk. 5, i Rådets direktiv 98/18/EF af 17. marts 1998 om sikkerhedsregler og -standarder for passagerskibe (7), og skibe, der er klassificeret af HRS, opfylder ikke længere kravene i dette direktivs artikel 6, stk. 1, litra a).

    (11)

    De græske myndigheder har gjort opmærksom på, at den offentlige passagertransport til søs i Grækenland først og fremmest varetages af skibe med klassecertifikater udstedt af det hellenske skibsregister, og at denne organisation hidtil har synet disse skibe på de græske myndigheders vegne. Hvis det hellenske skibsregister ikke længere anerkendes, vil de certifikater, som det hellenske skibsregister har udstedt, miste deres gyldighed, og den berørte flåde vil være nødt til at lade sig klassificere hos andre anerkendte organisationer, samtidig med at skibssynet i henhold til direktiv 98/18/EF overgår til disse organisationer eller til de græske myndigheder selv. De græske myndigheder har påpeget, at denne proces er meget kompliceret og vil kunne involvere et meget stort antal skibe, og at den derfor ikke kan forceres, men vil strække sig over mange måneder, hvor de pågældende skibe ikke vil blive inspiceret og måske vil skulle tages ud af drift. Det kan medføre, at der sker et sammenbrud i en vigtig offentlig tjeneste og opstår en øjeblikkelig og alvorlig trussel mod den berørte flådes sikkerhed og økonomiske levedygtighed.

    (12)

    For at forhindre, at det sker, er det nødvendigt at anerkende det hellenske skibsregister på ny, samtidig med at der fastsættes en række fornuftige strukturelle og driftsmæssige betingelser for at sikre, at organisationen kan fortsætte med at klassificere og syne den flåde, der varetager den indenlandske passagertransport i Grækenland, under sikre forhold og i fuld overensstemmelse med kravene i direktiv 94/57/EF. Anerkendelsen bør meddeles for en begrænset periode, således at den berørte flåde og de græske myndigheder kan træffe de forberedelser, der er nødvendige i tilfælde af, at det ikke anses for muligt at forlænge organisationens anerkendelse efter udløbet af denne periode.

    (13)

    Det er nødvendigt at sikre, at de risici, der opstår som følge af de pågældende mangler, identificeres og imødegås på en passende måde, f.eks. ved fornyet inspektion af de pågældende skibe. Opmærksomheden bør rettes mod skibe, der sejler i international fart under græsk flag, og som i henhold til artikel 3 i direktiv 94/57/EF kan omfattes af forlængelsen af organisationens anerkendelse.

    (14)

    De græske myndigheder har forpligtet sig til at foretage flere uanmeldte inspektioner og føre strengere kontrol med skibe, som sejler i indenrigsfart i Grækenland under græsk flag, og som er klassificeret og certificeret af det hellenske skibsregister, samt til at udføre disse inspektioner med omhu. Alle de pågældende skibe bør inspiceres mindst hver tredje måned, medmindre de ligger stille.

    (15)

    Ifølge de seneste data, der er offentliggjort i henhold til Paris-aftalememorandummet om havnestatskontrol, og som vedrører de inspektioner, aftaleparterne foretog i 2007, resulterede 1,88 % af samtlige inspektioner i tilbageholdelse af skibe på grund af problemer med certifikater, der var udstedt af det hellenske skibsregister, mod 0,35 % i gennemsnit for alle anerkendte organisationer.

    (16)

    De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra det i medfør af artikel 7 i direktiv 94/57/EF nedsatte USS-udvalg —

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    Fællesskabets anerkendelse af det hellenske skibsregister forlænges for et tidsrum på 17 måneder fra vedtagelsen af denne beslutning, forudsat at betingelserne i bilaget er opfyldt.

    Artikel 2

    Virkningerne af denne beslutning er begrænset til Grækenland.

    Artikel 3

    Denne beslutning er rettet til Den Hellenske Republik.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 30. marts 2009.

    På Kommissionens vegne

    Antonio TAJANI

    Næstformand


    (1)  EFT L 319 af 12.12.1994, s. 20.

    (2)  EFT L 131 af 5.5.1998, s. 34.

    (3)  EFT L 329 af 14.12.2001, s. 72.

    (4)  EUT L 219 af 24.8.2005, s. 43.

    (5)  EUT L 151 af 6.6.2006, s. 31.

    (6)  EFT L 208 af 5.8.2002, s. 1.

    (7)  EFT L 144 af 15.5.1998, s. 1.


    BILAG

    Den begrænsede anerkendelse af det hellenske skibsregister er underlagt følgende betingelser:

    1.

    Organisationen foretager de nødvendige korrigerende og forebyggende handlinger med henblik på at afhjælpe alle de mangler, der påpeges i Kommissionens vurderinger.

    2.

    Organisationen gennemfører med bistand fra tilstrækkeligt kvalificerede eksterne eksperter en undersøgelse, som dækker de fem år, der går umiddelbart forud for denne beslutnings ikrafttræden, og omfatter hele organisationen, med henblik på:

    a)

    at afdække de grundlæggende årsager til og omfanget af de mangler, der påpeges i Kommissionens vurderinger

    b)

    at vurdere, hvilke risici der er opstået som følge af de nævnte mangler, og navnlig i hvilket omfang sikkerheden er bragt i fare for de pågældende skibe

    c)

    at iværksætte en særlig handlingsplan inden den 1. oktober 2009 for at imødegå de risici, der er nævnt i punkt 2, litra b), f.eks. ved fornyet skibsinspektion, som supplement til de korrigerende handlinger, der er nævnt i punkt 1.

    3.

    Organisationen sørger med bistand fra tilstrækkeligt kvalificerede eksterne eksperter for, at organisationens regler og procedurer bringes i fuld overensstemmelse med kravene i artikel 15, stk. 2 og 5, i direktiv 94/57/EF og med krav A.4, B.6 a) og B.7 a) i bilaget til dette direktiv.

    4.

    Organisationen bistås af tilstrækkeligt kvalificerede eksterne eksperter i forbindelse med uddannelsen af skibsinspektører. Fra den 1. juli 2009 udstedes skibsinspektørernes kvalifikationsbeviser udelukkende af disse eksterne eksperter i form af certifikater, der attesterer, at den pågældende skibsinspektør har gennemgået den nødvendige uddannelse med tilfredsstillende resultat.

    5.

    Organisationens øverste ledelse skal inden den 1. august 2009 gennemføre et særligt lederkursus, der afholdes af tilstrækkeligt kvalificerede eksterne eksperter.

    6.

    De i punkt 2-5 nævnte eksperter engageres til opgaven efter forudgående udtrykkelig aftale med de græske myndigheder og efter høring af Kommissionen, der bistås af EMSA.

    7.

    Alle skibsinspektører, der ikke har hjemsted i Grækenland, skal efteruddannes, og deres kvalifikationer skal attesteres på ny i overensstemmelse med punkt 4 i dette bilag. Skibsinspektører, der har hjemsted uden for Grækenland og endnu ikke er attesteret på ny i overensstemmelse med punkt 4, må ikke foretage klassesyn eller lovbestemte syn, medmindre de ledsages af en skibsinspektør, der har hjemsted i Grækenland, eller af en fuldtidsbeskæftiget skibsinspektør fra en anden anerkendt organisation.

    8.

    Organisationen må ikke klassificere nye skibe i det tidsrum, der er fastsat i artikel 1 i denne beslutning, jf. dog punkt 9 i dette bilag.

    9.

    Den periode, hvor skibe må handle med midlertidige certifikater, begrænses den 1. oktober 2009 til højst tre måneder.

    10.

    Organisationens tjeklister over myndighedsopgaver skal enten godkendes af de græske myndigheder eller tilvejebringes af en anden anerkendt organisation.

    11.

    Senest den 1. juli 2009 erstattes organisationens tjeklister over klassesyn af nye tjeklister, der udarbejdes og ajourføres med bistand fra de i punkt 3 nævnte eksperter.

    12.

    Senest den 1. maj 2009 introduceres organisationens nye ledelsesinformationssystem, der skal varetage følgende funktioner:

    a)

    levere nøjagtige og fuldt opdaterede oplysninger om skibsinspektørers uddannelse og kvalifikationer forud for tildeling af opgaver

    b)

    levere nøjagtige og fuldt opdaterede oplysninger om status for skibssyn

    c)

    kontrollere alle synsrapporter, før de relevante data indlæses i systemet, og

    d)

    advare organisationens ledelse, hvis det tager for lang tid at fremlægge synsresultaterne.

    13.

    Når denne beslutning er trådt i kraft, fremsender organisationen hver anden måned en rapport om de fremskridt, der er gjort med hensyn til at opfylde betingelserne i punkt 1-5 og punkt 7-12, til de græske myndigheder og Kommissionen.

    14.

    Organisationen træffer de nødvendige foranstaltninger for at forbedre sin effektivitet i væsentlig grad.

    15.

    Kommissionen vurderer med bistand fra EMSA løbende, om betingelserne i punkt 1-14 i dette bilag opfyldes, og om de anførte frister overholdes. Kommissionen vil i hele det tidsrum, der er fastsat i artikel 1 i denne beslutning, tilbagekalde anerkendelsen i henhold til artikel 9 i direktiv 94/57/EF i tilfælde af manglende opfyldelse af disse betingelser eller manglende overholdelse af de relevante frister.


    Top