Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32007E0106

    Rådets fælles aktion 2007/106/FUSP af 15. februar 2007 om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Afghanistan

    EUT L 46 af 16.2.2007, p. 55–58 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
    EUT L 4M af 8.1.2008, p. 77–80 (MT)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 29/02/2008

    ELI: http://data.europa.eu/eli/joint_action/2007/106/oj

    16.2.2007   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 46/55


    RÅDETS FÆLLES AKTION 2007/106/FUSP

    af 15. februar 2007

    om forlængelse af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant i Afghanistan

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 14, artikel 18, stk. 5, og artikel 23, stk. 2, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Den 20. februar 2006 vedtog Rådet fælles aktion 2006/124/FUSP (1) om ændring og forlængelse til den 28. februar 2007 af mandatet for Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Afghanistan.

    (2)

    Den 7. juni 2006 godkendte Rådet Den Europæiske Unions sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for EU som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union.

    (3)

    På grundlag af en fornyet gennemgang af fælles aktion 2006/124/FUSP bør den særlige repræsentants mandat forlænges med 12 måneder.

    (4)

    Den særlige repræsentant skal gennemføre sit mandat under forhold, som muligvis vil blive forværret og vil kunne skade målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. traktatens artikel 11 —

    VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES AKTION:

    Artikel 1

    Den Europæiske Unions særlige repræsentant

    Francesc VENDRELLs mandat som Den Europæiske Unions særlige repræsentant for Afghanistan forlænges til den 29. februar 2008.

    Artikel 2

    Politikmål

    Den særlige repræsentants mandat bygger på Den Europæiske Unions politikmål i Afghanistan. Den særlige repræsentant skal navnlig:

    1)

    bidrage til gennemførelsen af den fælles erklæring EU-Afghanistan og Afghanistan Compact samt af de relevante resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd og andre relevante FN-resolutioner

    2)

    tilskynde de regionale aktører i Afghanistan og nabolandene til at bidrage positivt til fredsprocessen i Afghanistan og derved medvirke til konsolideringen af den afghanske stat

    3)

    støtte den centrale rolle, som FN og især generalsekretærens særlige repræsentant har

    4)

    støtte generalsekretæren/den højtstående repræsentant i hans arbejde i regionen.

    Artikel 3

    Mandat

    For at nå politikmålene har den særlige repræsentant mandat til:

    a)

    at formidle Den Europæiske Unions synspunkter om den politiske proces med udgangspunkt i de nøgleprincipper, som Afghanistan og det internationale samfund har aftalt, navnlig i den fælles erklæring EU-Afghanistan og Afghanistan Compact

    b)

    at etablere og holde nær kontakt med og yde støtte til de afghanske repræsentative institutioner, herunder navnlig regeringen og parlamentet. Der bør også holdes kontakt med andre afghanske politikere og andre relevante aktører både i og uden for Afghanistan

    c)

    at holde nær kontakt med relevante internationale og regionale organisationer, især de lokale FN-repræsentanter

    d)

    at holde sig i nær kontakt med nabolandene og andre berørte lande i regionen, så deres synspunkter om situationen i Afghanistan og udviklingen af samarbejdet mellem disse lande og Afghanistan tages i betragtning i Den Europæiske Unions politik

    e)

    at yde rådgivning om de fremskridt, der er gjort med hensyn til at opfylde målene i forbindelse med den fælles erklæring EU-Afghanistan og Afghanistan Compact, navnlig inden for følgende områder:

    god regeringsførelse og oprettelse af retsstatsinstitutioner

    reformer af sikkerhedssektoren, herunder opbygning af retsinstitutioner, en national hær og politistyrke

    respekt for hele den afghanske befolknings menneskerettigheder uanset køn, etnisk tilhørsforhold eller religion

    respekt for de demokratiske principper, retsstatsprincippet, mindretals rettigheder, kvinders og børns rettigheder samt folkerettens principper

    fremme af kvinders deltagelse i den offentlige forvaltning og i civilsamfundet

    respekt for Afghanistans internationale forpligtelser, herunder deltagelse i den internationale indsats for at bekæmpe terrorisme, ulovlig narkotikahandel og menneskehandel

    lettelse af humanitær bistand og af flygtninges og internt fordrevnes tilbagevenden under velordnede forhold

    f)

    i samråd med repræsentanter for medlemsstaterne og Kommissionen at bistå med at sikre, at Den Europæiske Unions politiske linje afspejler sig i dens indsats for udvikling af Afghanistan

    g)

    sammen med Kommissionen at deltage aktivt i det fælles koordinations- og overvågningsorgan, der er oprettet under Afghanistan Compact

    h)

    at rådgive om Den Europæiske Unions deltagelse og holdninger på internationale konferencer om Afghanistan.

    Artikel 4

    Gennemførelse af mandatet

    1.   EU's særlige repræsentant har ansvaret for gennemførelsen af mandatet og handler med reference til generalsekretæren/den højtstående repræsentant og under dennes operationelle ledelse. Den særlige repræsentant er ansvarlig for alle udgifter over for Kommissionen.

    2.   Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) skal opretholde privilegerede forbindelser med den særlige repræsentant og være det primære kontaktpunkt for forbindelserne med Rådet. PSC giver den særlige repræsentant strategisk vejledning og politisk input i forbindelse med mandatet.

    Artikel 5

    Finansiering

    1.   Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med den særlige repræsentants mandat er for perioden fra den 1. marts 2007 til den 29. februar 2008 på 2 450 000 EUR.

    2.   De udgifter, der finansieres med det i stk. 1 nævnte beløb, forvaltes efter de procedurer og regler, der gælder for Den Europæiske Unions almindelige budget, bortset fra at eventuelle forfinansieringer ikke forbliver Fællesskabets ejendom.

    3.   Forvaltningen af udgifterne omfattes af en kontrakt mellem den særlige repræsentant og Kommissionen. Udgifterne kan dækkes fra den 1. marts 2007.

    4.   Alt efter tilfældet yder formandskabet, Kommissionen og/eller medlemsstaterne logistisk støtte i regionen.

    Artikel 6

    Sammensætning af medarbejderstaben

    1.   Den særlige repræsentant er inden for rammerne af sit mandat og de tilsvarende disponible finansielle midler ansvarlig for udpegelsen af sine medarbejdere i samråd med formandskabet, der bistås af generalsekretæren/den højtstående repræsentant, og i fuldt samarbejde med Kommissionen. Den særlige repræsentant orienterer formandskabet og Kommissionen om, hvilke medarbejdere der endeligt udpeges.

    2.   Medlemsstaterne og EU-institutionerne kan foreslå udstationering af medarbejdere til at arbejde sammen med den særlige repræsentant. Vederlag til medarbejdere, der måtte blive udstationeret af en medlemsstat eller af en EU-institution for at bistå den særlige repræsentant, afholdes af henholdsvis den pågældende medlemsstat eller EU-institution.

    3.   Alle A-stillinger, som ikke er omfattet af udstationering, opslås i givet fald ledige på passende måde af Generalsekretariatet for Rådet, ligesom medlemsstater og EU-institutioner underrettes herom med henblik på at ansætte de bedst kvalificerede ansøgere.

    4.   De privilegier, immuniteter og yderligere garantier, der er nødvendige, for at den særlige repræsentant og dennes medarbejdere kan opfylde og afvikle mandatet uhindret, fastlægges i samarbejde med parterne. Medlemsstaterne og Kommissionen yder den fornødne støtte med henblik herpå.

    Artikel 7

    Sikkerhed

    1.   Den særlige repræsentant og alle medarbejdere i hans stab respekterer de sikkerhedsprincipper og minimumsstandarder, der er fastsat i Rådets afgørelse 2001/264/EF af 19. marts 2001 om vedtagelse af Rådets sikkerhedsforskrifter (2), navnlig ved behandlingen af EU-klassificerede oplysninger.

    2.   Den særlige repræsentant skal i overensstemmelse med Den Europæiske Unions sikkerhedspolitik for personale, der er udstationeret uden for Den Europæiske Union som led i operationer i medfør af afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union, i overensstemmelse med sit mandat og på baggrund af sikkerhedssituationen i sit geografiske ansvarsområde træffe alle de forholdsregler, der med rimelighed kan gennemføres, med hensyn til sikkerheden for alt personale, der har direkte referat til ham, navnlig ved:

    a)

    at udarbejde en missionsspecifik sikkerhedsplan på grundlag af retningslinjer fra Rådets generalsekretariat, der bl.a. skal omfatte missionsspecifikke materielle, organisatoriske og proceduremæssige sikkerhedsforanstaltninger vedrørende styringen af sikre personalebevægelser til og inden for missionsområdet, styring af sikkerhedshændelser og en beredskabs- og evakueringsplan for missionen

    b)

    at sørge for, at alt personale, der er udstationeret uden for Den Europæiske Union, er dækket af en højrisikoforsikring, der er tilpasset forholdene i missionsområdet

    c)

    at sikre, at alle medarbejdere i hans stab, der skal udstationeres uden for Den Europæiske Union, herunder lokalt ansat personale, har modtaget relevant sikkerhedsuddannelse før eller ved ankomsten til missionsområdet på grundlag af de risiko-ratings, som Rådets generalsekretariat har opstillet for missionsområdet

    d)

    at sørge for, at alle vedtagne henstillinger fremsat efter regelmæssige sikkerhedsvurderinger gennemføres, og afgive skriftlige rapporter om deres gennemførelse og om andre sikkerhedsspørgsmål som led i midtvejsrapporterne og rapporterne om gennemførelse af mandatet til generalsekretæren/den højtstående repræsentant, Rådet og Kommissionen

    e)

    efter behov og inden for sit ansvarsområde som led i kommandokæden at sørge for en sammenhængende tilgang til personalesikkerhed i forbindelse med alle EU-aspekter ved en eller flere krisestyringsoperationer i vedkommendes geografiske ansvarsområde.

    Artikel 8

    Rapportering

    Den særlige repræsentant aflægger som hovedregel personligt rapport til generalsekretæren/den højtstående repræsentant og til PSC og kan også aflægge rapport til den relevante arbejdsgruppe. Generalsekretæren/den højtstående repræsentant, Rådet og Kommissionen modtager regelmæssigt skriftlige rapporter. Efter henstilling fra generalsekretæren/den højtstående repræsentant og PSC kan den særlige repræsentant aflægge rapport til Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser).

    Artikel 9

    Koordination

    For at sikre sammenhæng i Den Europæiske Unions optræden udadtil koordineres den særlige repræsentants aktiviteter med generalsekretæren/den højtstående repræsentants, formandskabets og Kommissionens aktiviteter. Den særlige repræsentant sørger for regelmæssig briefing af medlemsstaternes missioner og Kommissionens delegationer. Under arbejdet på stedet holdes der tæt kontakt til formandskabet, Kommissionen og missionscheferne, der skal gøre deres bedste for at bistå den særlige repræsentant i gennemførelsen af dennes mandat. Den særlige repræsentant skal også holde forbindelse med den særlige repræsentant for Centralasien og med internationale og regionale aktører på stedet.

    Artikel 10

    Revision

    Gennemførelsen af denne fælles aktion og dens sammenhæng med andre bidrag fra Den Europæiske Union til regionen skal løbende tages op til revision. Den særlige repræsentant forelægger en fremskridtsrapport inden udgangen af juni 2007 og en samlet rapport om gennemførelsen af mandatet medio november 2007 for generalsekretæren/den højtstående repræsentant, Rådet og Kommissionen. Disse rapporter skal danne grundlag for evalueringen af denne fælles aktion i de relevante arbejdsgrupper og i PSC. Generalsekretæren/den højtstående repræsentant fremsætter inden for de overordnede prioriteter for udsendelse henstillinger til PSC med henblik på, at Rådet træffer afgørelse om forlængelse, ændring eller afslutning af mandatet.

    Artikel 11

    Ikrafttræden

    Denne fælles aktion har virkning fra datoen for vedtagelsen.

    Artikel 12

    Offentliggørelse

    Denne fælles aktion offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 15. februar 2007.

    På Rådets vegne

    W. SCHÄUBLE

    Formand


    (1)  EUT L 49 af 21.2.2006, s. 21.

    (2)  EFT L 101 af 11.4.2001, s. 1. Senest ændret ved afgørelse 2005/952/EF (EUT L 346 af 29.12.2005, s. 18).


    Top