EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32006D0791

2006/791/EF: Kommissionens afgørelse af 7. november 2006 om sammensætningen af Gaskoordinationsgruppen (EØS-relevant tekst)

EUT L 319 af 18.11.2006, p. 49–50 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
EUT L 327M af 5.12.2008, p. 765–768 (MT)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 31/08/2011; ophævet ved 32011D0812(01)

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2006/791/oj

18.11.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/49


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 7. november 2006

om sammensætningen af Gaskoordinationsgruppen

(EØS-relevant tekst)

(2006/791/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til Rådets direktiv 2004/67/EF af 26. april 2004 om foranstaltninger til opretholdelse af naturgasforsyningssikkerheden (1), særlig artikel 7, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 7, stk. 1, i direktiv 2004/67/EF er der nedsat en gaskoordinationsgruppe, som skal lette koordinationen af de foranstaltninger, der træffes af hensyn til forsyningssikkerheden. Denne gruppe består af repræsentanter for medlemsstaterne samt for de repræsentative organer i den pågældende industri og for de relevante forbrugere.

(2)

Det er nødvendigt at fastsætte detaljerede regler for sammensætningen af Gaskoordinationsgruppen.

(3)

På baggrund af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/55/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 98/30/EF (2) bør følgende organer i den pågældende industri anses for at være repræsentative:

den repræsentative europæiske sammenslutning af store netværksoperatører, dvs. transmissionssystemoperatører i henhold til artikel 2, stk. 4, i direktiv 2003/55/EF

den repræsentative europæiske sammenslutning i gasindustrien

den internationale sammenslutning, der repræsenterer gasproducenter i Europa.

(4)

Hvad angår de relevante forbrugere, bør der skelnes mellem tre hovedsektorer, der forbruger naturgas:

industrisektoren, der udgør 35 % af det samlede europæiske gasforbrug

elsektoren, der benytter gas som brændstof og tegner sig for 22 % af det samlede europæiske gasforbrug

husholdningssektoren, der udgør 39 % af det samlede europæiske gasforbrug.

(5)

Repræsentanter for de organer, der repræsenterer disse sektorer, bør derfor også deltage i møderne i Gaskoordinationsgruppen.

(6)

Der bør fastsættes regler for gruppedeltagernes videregivelse af oplysninger, dog med forbehold af Kommissionens sikkerhedsforskrifter som fastsat i bilaget til Kommissionens afgørelse 2001/844/EF, EKSF, Euratom (3).

(7)

Gaskoordinationsgruppen bør bidrage til at lette koordinationen af foranstaltninger til sikring af forsyningssikkerheden på fællesskabsplan i tilfælde af en større forsyningsafbrydelse og kan desuden undersøge og om fornødent bistå medlemsstaterne med at koordinere de foranstaltninger, der er truffet på nationalt plan for at afhjælpe en større forsyningsafbrydelse. Ydermere bør den regelmæssigt udveksle oplysninger om gasforsyningssikkerheden og drøfte aspekter, der er relevante i forbindelse med en større forsyningsafbrydelse —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Sammensætningen af Gaskoordinationsgruppen

1.   Hver medlemsstat kan udpege højst to repræsentanter for sine kompetente myndigheder.

2.   De repræsentative organer for gasindustrien er

Gas Infrastructure Europe (GIE)

Eurogas

Den Internationale Sammenslutning af Olie- og Gasproducenter (OGP).

Hver af disse organisationer udpeger højst to repræsentanter til deltagelse i gruppens møder.

3.   De repræsentative organer for de relevante forbrugere er

Den Internationale Sammenslutning af Industrielle Energiforbrugere (IFIEC Europe)

Eurelectric

Kontoret for De Europæiske Forbrugerorganisationer (BEUC).

Hver af disse organisationer udpeger højst to repræsentanter til deltagelse i gruppens møder.

4.   Deltagerne i Gaskoordinationsgruppens møder udpeges til hvert møde.

5.   Medlemmernes navne indsamles, behandles og offentliggøres i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (4).

Artikel 2

Gaskoordinationsgruppens opgaver

Gaskoordinationsgruppen har til opgave:

a)

at lette koordinationen af foranstaltninger til sikring af forsyningssikkerheden på fællesskabsplan, herunder i tilfælde af en større forsyningsafbrydelse

b)

at undersøge og om fornødent bistå medlemsstaterne med at koordinere de foranstaltninger, der er truffet på nationalt plan for at afhjælpe en større forsyningsafbrydelse.

Artikel 3

Arbejdsgang

1.   Kommissionens repræsentant fører forsædet i Gaskoordinationsgruppen.

2.   Efter aftale med Kommissionen kan der nedsættes undergrupper til at undersøge specifikke spørgsmål på grundlag af et af gruppen fastlagt mandat. Sådanne grupper opløses, så snart deres mandat er opfyldt.

3.   Kommissionens repræsentant kan anmode eksperter eller observatører med særlig kompetence vedrørende et emne på dagsordenen om at deltage i Gaskoordinationsgruppens eller undergruppernes drøftelser, hvis den skønner, at dette er nyttigt og/eller nødvendigt.

4.   Oplysninger, som medlemmerne får adgang til ved at deltage i en gruppes eller undergruppes drøftelser, må ikke videregives til tredjemand, hvis de ifølge Kommissionen eller ethvert andet medlem af Gaskoordinationsgruppen er af fortrolig karakter.

5.   Gaskoordinationsgruppen og dens undergrupper afholder normalt deres møder i Kommissionens lokaler i overensstemmelse med de procedurer og tidsplaner, Kommissionen har fastsat. Kommissionen varetager gruppernes sekretariatsopgaver. Andre tjenestemænd i Kommissionen med interesse i det pågældende spørgsmål kan deltage i møder i gruppen og dens undergrupper.

6.   Gaskoordinationsgruppen vedtager selv sin forretningsorden på grundlag af den standardforretningsorden, der er vedtaget af Kommissionen.

7.   Med forbehold af stk. 4 kan Kommissionen til enhver tid offentliggøre Gaskoordinationsgruppens resuméer, konklusioner, delkonklusioner eller arbejdsdokumenter på det pågældende dokuments originalsprog på internethjemmesiden for den relevante tjenestegren i Kommissionen.

Artikel 4

Mødeudgifter

Kommissionen refunderer rejse- og om nødvendigt opholdsudgifter for deltagere i Gaskoordinationsgruppens møder samt for eksperter og observatører i forbindelse med Gaskoordinationsgruppens aktiviteter efter Kommissionens gældende regler for godtgørelse til eksterne eksperter.

Deltagere i Gaskoordinationsgruppens møder, eksperter og observatører modtager ikke vederlag for de tjenester, de yder.

Mødeudgifter godtgøres inden for grænserne af det årlige budget, som den ansvarlige tjenestegren i Kommissionen har tildelt Gaskoordinationsgruppen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. november 2006.

På Kommissionens vegne

Andris PIEBALGS

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 127 af 29.4.2004, s. 92.

(2)  EUT L 176 af 15.7.2003, s. 57.

(3)  EFT L 317 af 3.12.2001, s. 1. Senest ændret ved afgørelse 2006/548/EF, Euratom (EUT L 215 af 5.8.2006, s. 38).

(4)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.


Top