Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32005D0779

    2005/779/EF: Kommissionens beslutning af 8. november 2005 om dyresundhedsforanstaltninger til beskyttelse mod smitsomt blæreudslet hos svin i Italien (meddelt under nummer K(2005) 4273) (EØS-relevant tekst)

    EUT L 293 af 9.11.2005, p. 28–32 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)
    EUT L 349M af 12.12.2006, p. 563–567 (MT)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (BG, RO, HR)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 20/03/2019; ophævet ved 32019D0470

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2005/779/oj

    9.11.2005   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 293/28


    KOMMISSIONENS BESLUTNING

    af 8. november 2005

    om dyresundhedsforanstaltninger til beskyttelse mod smitsomt blæreudslet hos svin i Italien

    (meddelt under nummer K(2005) 4273)

    (EØS-relevant tekst)

    (2005/779/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

    under henvisning til Rådets direktiv 90/425/EØF af 26. juni 1990 om veterinærkontrol og zooteknisk kontrol i samhandelen med visse levende dyr og produkter inden for Fællesskabet med henblik på gennemførelse af det indre marked (1), særlig artikel 10, stk. 4, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Der er blevet registreret udbrud af smitsomt blæreudslet hos svin i visse regioner i Italien.

    (2)

    Italien har i henhold til Rådets direktiv 92/119/EØF af 17. december 1992 om generelle fællesskabsforanstaltninger til bekæmpelse af visse dyresygdomme samt om specifikke foranstaltninger vedrørende blæreudslæt hos svin (2) truffet foranstaltninger over for udbruddene.

    (3)

    Italien har endvidere truffet supplerende foranstaltninger vedrørende udryddelse og overvågning af smitsomt blæreudslet hos svin omfattende hele Italien. Disse foranstaltninger indgår i årlige programmer for udryddelse og overvågning af smitsomt blæreudslet hos svin, som er forelagt af Italien og godkendt i henhold til artikel 24, stk. 6, og artikel 29 og 32 i Rådets beslutning 90/424/EØF af 26. juni 1990 om visse udgifter på veterinærområdet (3).

    (4)

    Ved Kommissionens beslutning 2004/840/EF af 30. november 2004 om godkendelse af de programmer for udryddelse og overvågning af visse dyresygdomme og for kontrol med henblik på forebyggelse af zoonoser, som medlemsstaterne har forelagt for 2005, og om fastsættelse af EF-tilskuddet (4), blev det program for udryddelse og overvågning af smitsomt blæreudslæt hos svin, som Italien havde forelagt, godkendt for 2005.

    (5)

    Foranstaltningerne i de årlige programmer for udryddelse og overvågning af smitsomt blæreudslæt hos svin tager sigte på at anerkende svinebedrifter som fri for smitsomt blæreudslæt hos svin og sikre, at alle regioner i Italien opnår denne status. Programmerne omfatter desuden bestemmelser om flytning af og handel med levende svin fra regioner og bedrifter, der ikke har samme status med hensyn til smitsomt blæreudslæt hos svin.

    (6)

    De fleste regioner i Italien, bortset fra Abruzzo, Campania, Calabria og Sicilien, er blevet anerkendt som fri for smitsomt blæreudslæt hos svin, efter at de gentagne prøveudtagninger og analyser af svin på alle bedrifter omfattet af de årlige udryddelses- og overvågningsprogrammer har givet tilfredsstillende resultater.

    (7)

    På grund af sygdommens karakter og dens fortsatte forekomst i visse regioner i Italien bør der imidlertid fortsat i regioner, der er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslæt hos svin gennemføres overvågning med henblik på at påvise smitsomt blæreudslæt hos svin på et tidligt stadium.

    (8)

    Sygdomssituationen i regioner, der ikke er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslæt hos svin, kan udgøre en fare for svinebedrifterne i andre regioner i Italien via handel med levende svin. Svin bør derfor ikke flyttes fra regioner, der ikke er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslæt hos svin, til andre regioner i Italien, medmindre de har oprindelse på bedrifter, der opfylder bestemte betingelser.

    (9)

    Svin i regioner, der ikke er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslæt hos svin, bør ikke afsendes til andre medlemsstater. I regioner, der er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslæt hos svin, bør svin kun afsendes fra bedrifter, der er anerkendt som fri for sygdommen.

    (10)

    Bestemmelserne i denne beslutning bør finde anvendelse, medmindre andet er fastsat i direktiv 92/119/EØF. Der bør fastsættes en anden definition af »samlested for svin« end den, der er fastsat i Rådets direktiv 64/432/EØF af 26. juni 1964 om veterinærpolitimæssige problemer ved handel inden for Fællesskabet med kvæg og svin (5).

    (11)

    Af klarhedshensyn bør der på fællesskabsplan fastsættes bestemmelser om svinebedrifters og regioners status med hensyn til smitsomt blæreudslæt hos svin og om samhandel inden for Fællesskabet med levende svin fra bedrifter og regioner med forskellig status.

    (12)

    Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    KAPITEL I

    FORMÅL, ANVENDELSESOMRÅDE OG DEFINITIONER

    Artikel 1

    Formål og anvendelsesområde

    I denne beslutning fastsættes dyresundhedsbestemmelser vedrørende smitsomt blæreudslæt hos svin for regioner i Italien, der er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslæt hos svin, og for regioner, der ikke er anerkendt som fri for sygdommen.

    Artikel 2

    Definitioner

    I denne beslutning:

    1)

    finder definitionerne i direktiv 92/119/EØF anvendelse

    2)

    forstås ved »samlested for svin« en svinehandlers bedrift, til og fra hvilken handlede svin som hovedregel flyttes senest 30 dage efter handelen.

    KAPITEL II

    ANERKENDELSE AF REGIONER OG BEDRIFTER I ITALIEN SOM FRI FOR SMITSOMT BLÆREUDSLET HOS SVIN

    Artikel 3

    Anerkendelse af regioner

    1.   De regioner i Italien, der er opført i bilag I, anerkendes som fri for smitsomt blæreudslet hos svin.

    2.   De regioner i Italien, der er opført i bilag II, anerkendes ikke som fri for smitsomt blæreudslet hos svin.

    Artikel 4

    Anerkendelse af bedrifter

    1.   Italien sikrer, at stk. 2-6 overholdes.

    2.   I regioner, der er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslæt hos svin, anerkendes en svinebedrift som fri for sygdommen, hvis følgende betingelser er opfyldt:

    a)

    Der er to gange med et interval på 28-40 dage udtaget prøver til serologisk undersøgelse af et antal avlssvin, der er tilstrækkeligt til at påvise en prævalens af smitsomt blæreudslet hos svin på 5 % med et konfidensinterval på 95 %, og resultaterne har været negative.

    b)

    Hvis der ikke holdes nogen avlssvin på bedrifter i regioner, der er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet hos svin, skal svin, der flyttes til sådanne bedrifter, komme fra bedrifter, der er anerkendt som fri for sygdommen.

    3.   I regioner, der ikke er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslæt hos svin, anerkendes en svinebedrift som fri for sygdommen, hvis der to gange med et interval på 28-40 dage er udtaget prøver til serologisk undersøgelse af et antal avlssvin, der er tilstrækkeligt til at påvise en prævalens af smitsomt blæreudslet hos svin på 5 % med et konfidensinterval på 95 %, og resultaterne har været negative.

    4.   En svinebedrift, der er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet hos svin, beholder denne status, hvis:

    a)

    der med negativt resultat gennemføres prøveudtagning og kontrol i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, og artikel 6

    b)

    svin, der flyttes til den pågældende bedrift, kommer fra bedrifter, der er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet hos svin.

    5.   En bedrifts anerkendelse som fri for smitsomt blæreudslet hos svin:

    a)

    suspenderes, hvis der påvises et seropositivt tilfælde, som bekræftes ved yderligere undersøgelse, indtil det pågældende svin er slagtet under officielt tilsyn, eller

    b)

    trækkes tilbage, hvis der påvises to eller flere seropositive tilfælde.

    6.   En svinebedrift anerkendes atter som fri for smitsomt blæreudslet hos svin, hvis der med negativt resultat er gennemført prøveudtagning og kontrol som fastsat i stk. 2 eller 3, alt efter hvad der er relevant.

    KAPITEL III

    OVERVÅGNING

    Artikel 5

    Overvågning i regioner, der er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet hos svin

    1.   Italien sikrer, at prøveudtagning og kontrol med henblik på at påvise smitsomt blæreudslet hos svin gennemføres som fastsat i stk. 2 og 3 i regioner, der er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet hos svin.

    2.   På bedrifter, hvor der holdes mere end to avlssvin, udtages der med følgende intervaller prøver af 12 tilfældigt udvalgte avlssvin eller af alle avlssvin, hvis der er færre end 12 avlssvin på bedriften, med henblik på serologisk undersøgelse:

    a)

    en gang om året, hvis der på bedriften hovedsagelig produceres slagtesvin

    b)

    to gange om året i andre tilfælde.

    3.   På samlesteder for svin udtages der fra alle stier, hvor der normalt holdes svin, hver måned prøver af fækalt materiale til virologisk undersøgelse.

    Artikel 6

    Overvågning i regioner, der ikke er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet hos svin

    1.   Italien sikrer, at prøveudtagning og kontrol med henblik på at påvise smitsomt blæreudslet hos svin gennemføres som fastsat i stk. 2 og 3 i regioner, der ikke er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet hos svin.

    2.   Artikel 5 gælder også for bedrifter, der er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet, og hvor der holdes avlssvin, og for samlesteder for svin.

    3.   På bedrifter, der er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet, og hvor der ikke holdes avlssvin, udtages to gange om året prøver af 12 tilfældigt udvalgte svin eller af alle svin, hvis der er færre end 12 svin på bedriften, med henblik på serologisk undersøgelse. Prøveudtagning af en bedrifts svin kan dog foretages på slagteriet på slagtetidspunktet.

    KAPITEL IV

    FLYTNING AF LEVENDE SVIN I ITALIEN OG TIL ANDRE MEDLEMSSTATER

    AFSNIT I

    Flytning i Italien

    Artikel 7

    Foranstaltninger vedrørende flytning af levende svin i Italien

    1.   Italien sikrer, at stk. 2, 3 og 4 overholdes i forbindelse med flytning af levende svin i Italien.

    2.   Hvis svin fra bedrifter, der ikke er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet hos svin, flyttes til et slagteri til slagtning, udtages der prøver til serologisk undersøgelse af et antal svin, der er tilstrækkeligt til at påvise en prævalens af smitsomt blæreudslet hos svin på 5 % med et konfidensinterval på 95 %.

    3.   Det er forbudt at flytte svin fra bedrifter, der ikke er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet hos svin, til andre bedrifter.

    4.   Det er forbudt at flytte svin fra regioner, der ikke er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet hos svin, til andre regioner i Italien.

    Artikel 8

    Fravigelser og betingelser

    Uanset artikel 7, stk. 4, kan de italienske myndigheder tillade, at svin fra bedrifter i regioner, der ikke er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet hos svin, flyttes til andre regioner i Italien, på betingelse af at

    a)

    oprindelsesbedriften i mindst to år uafbrudt har været anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet hos svin

    b)

    oprindelsesbedriften i de seneste 60 dage før flytningen ikke har ligget i en beskyttelses- eller overvågningszone efter et udbrud af smitsomt blæreudslet hos svin

    c)

    der i de seneste 12 måneder før flytningen ikke er indsat svin på bedriften fra bedrifter, hvor der var mistanke om smitsomt blæreudslet hos svin

    d)

    der 20-30 dage før flytningen er udtaget prøver af svin på oprindelsesbedriften og der med negativt resultat er gennemført serologisk undersøgelse af et antal svin, der er tilstrækkeligt til at påvise en prævalens af smitsomt blæreudslet hos svin på 5 % med et konfidensinterval på 95 %

    e)

    der mindst 28 dage efter flytningen er udtaget prøver af svin på bestemmelsesbedriften og der med negativt resultat er gennemført serologisk undersøgelse af et antal svin, der er tilstrækkeligt til at påvise en prævalens af smitsomt blæreudslet hos svin på 5 % med et konfidensinterval på 95 %. Der må ikke flyttes svin fra bestemmelsesbedriften, før undersøgelsen er gennemført og resultaterne heraf er negative

    f)

    dyrene transporteres i plomberede køretøjer under myndighedernes tilsyn

    g)

    flytningen af svinene meddeles mindst 48 timer forinden til den lokale veterinærmyndighed, der er ansvarlig for bestemmelsesbedriften

    h)

    de køretøjer, der anvendes til at transportere svinene, rengøres og desinficeres under officielt tilsyn før og efter flytning.

    AFSNIT II

    Flytning inden for Fællesskabet

    Artikel 9

    Afsendelse af levende svin fra Italien til andre medlemsstater

    1.   Italien sikrer, at stk. 2 og 3 overholdes.

    2.   Der er forbudt at afsende svin fra regioner, der ikke er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet hos svin, til andre medlemsstater.

    3.   Svin, der afsendes fra regioner, der er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslæt hos svin, til andre medlemsstater, skal komme fra bedrifter, der er anerkendt som fri for sygdommen.

    Artikel 10

    Krav i forbindelse med certifikatudstedelse

    Italien sikrer, at sundhedscertifikater, jf. artikel 5, stk. 1, i direktiv 64/432/EØF, der ledsager svin, som afsendes fra Italien til andre medlemsstater, jf. artikel 9 i denne beslutning, påtegnes med følgende:

    »Dyr i overensstemmelse med Kommissionens beslutning 2500/779/EF om dyresundhedsforanstaltninger til beskyttelse mod smitsomt blæreudslet hos svin i Italien«

    KAPITEL V

    KRAV OM INFORMATION

    Artikel 11

    Underretning af Kommissionen og medlemsstaterne

    De italienske myndigheder sender alle relevante informationer om anvendelsen af denne beslutning til Kommissionen og medlemsstaterne hver sjette måned via Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed.

    KAPITEL VI

    AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

    Artikel 12

    Adressater

    Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 8. november 2005.

    På Kommissionens vegne

    Markos KYPRIANOU

    Medlem af Kommissionen


    (1)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 29. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/33/EF (EFT L 315 af 19.11.2002, s. 14).

    (2)  EFT L 62 af 15.3.1993, s. 69. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 806/2003 (EUT L 122 af 16.5.2003, s. 1).

    (3)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 19. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 806/2003.

    (4)  EUT L 361 af 8.12.2004, s. 41.

    (5)  EFT 121 af 29.7.1964, s. 1977/64. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 21/2004 (EUT L 5 af 9.1.2004, s. 8).


    BILAG I

    Regioner i Italien, der er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet hos svin

    Regionerne

    Basilicata

    Emilia-Romagna

    Friuli-Venezia Giulia

    Lazio

    Liguria

    Lombardia

    Marche

    Molise

    Piemonte

    Puglia

    Sardinien

    Toscana

    Trentino-Alto Adige

    Umbria

    Valle d'Aosta

    Veneto.


    BILAG II

    Regioner i Italien, der ikke er anerkendt som fri for smitsomt blæreudslet hos svin

    Regionerne

    Abruzzo

    Campania

    Calabria

    Sicilien.


    Top