EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 22002X1101(01)

Gennemførelsesbestemmelser til reglerne om statsstøtte i artikel 63, stk. 1, nr. iii), og stk. 2, jf. artikel 63, stk. 3, i Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Estland på den anden side

EFT L 299 af 1.11.2002, p. 45–47 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/notice/2002/1101/oj

22002X1101(01)

Gennemførelsesbestemmelser til reglerne om statsstøtte i artikel 63, stk. 1, nr. iii), og stk. 2, jf. artikel 63, stk. 3, i Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Estland på den anden side

EF-Tidende nr. L 299 af 01/11/2002 s. 0045 - 0047


Gennemførelsesbestemmelser

til reglerne om statsstøtte i artikel 63, stk. 1, nr. iii), og stk. 2, jf. artikel 63, stk. 3, i Europaaftalen om oprettelse af en associering mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Estland på den anden side

TILSYNSMYNDIGHEDERNES TILSYN MED STATSSTØTTE

Artikel 1

Tilsynsmyndighedernes tilsyn med statsstøtte

Det Europæiske Fællesskabs ("Fællesskabets") og Republikken Estlands tilsynsmyndigheder fører tilsyn med statsstøtteforanstaltninger og undersøger, om de er forenelige med Europaaftalen, på grundlag af de herfor gældende procedureregler i Fællesskabet og i Republikken Estland. Fællesskabets og Republikken Estlands tilsynsmyndighed er henholdsvis Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ("Kommissionen") og det estiske finansministerium.

PRAKTISKE RETNINGSLINJER FOR SAGSBEHANDLING

Artikel 2

Forenelighedskriterier

1. Den i artikel 1 omhandlede undersøgelse af, hvorvidt støtteprogrammer og støttetildelinger er forenelige med Europaaftalen, vurderes på grundlag af kriterier, som udformes på basis af anvendelsen af artikel 87 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, dvs. på grundlag af nuværende og fremtidig afledt ret, rammebestemmelser, retningslinjer og andre relevante administrative retsakter, der er i kraft i Fællesskabet, samt den retspraksis, der er fastlagt af Retten i Første Instans og De Europæiske Fællesskabers Domstol og afgørelser truffet af associeringsrådet i medfør af artikel 4, stk. 3.

Hvis støtteydelsen eller støtteprogrammer gælder produkter, der er omfattet af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, anvendes dette stykkes første punktum fuldt ud, idet undersøgelsen dog ikke foretages på grundlag af kriterier, der er udformet på basis af anvendelsen af artikel 87 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, men på grundlag af kriterier, der er udformet på basis af anvendelsen af statsstøttereglerne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab.

2. Republikken Estlands tilsynsmyndigheder underrettes om retsakter, der indebærer vedtagelse, ophævelse eller ændring af de i stk. 1 omhandlede forenelighedskriterier, når sådanne retsakter ikke offentliggøres, men specifikt bringes til de enkelte medlemsstaters kendskab.

3. Har Republikken Estland ikke senest tre måneder efter modtagelsen af de officielle oplysninger om ændringerne gjort indsigelse mod dem, gælder de som forenelighedskriterier, jf. stk. 1. Gør Republikken Estland indsigelse mod ændringerne, finder der med udgangspunkt i den indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne, der tilsigtes med Europaaftalen, konsultationer sted i associeringsrådet i henhold til artikel 7 og 8 i nærværende bestemmelser.

4. Samme princip lægges til grund i tilfælde af andre større ændringer i Fællesskabets statsstøttepolitik.

Artikel 3

Støtte af begrænset omfang

Støtteprogrammer og enkelttilfælde af støtteydelse, som ikke omfatter eksportstøtte, og som falder under den gældende grænse i Fællesskabet for støtte af begrænset omfang(1), anses for kun at have en ubetydelig indvirkning på konkurrencen og handelen mellem parterne og behandles derfor ikke på grundlag af disse bestemmelser. Denne artikel omfatter ikke industri omfattet af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, skibsbygning, transport eller støtte til udgifter i forbindelse med landbrug og fiskeri.

Artikel 4

Undtagelsesbestemmelser

1. Efter Europaaftalens artikel 63, stk. 4, litra a), betragtes Republikken Estland som et område svarende til de områder i Fællesskabet, der er beskrevet i artikel 87, stk. 3, litra a), i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

2. Tilsynsmyndighederne foretager i fællesskab en bedømmelse af den maksimale støtteintensitet og den specifikke regionale dækningsgrad for områder i Republikken Estland, hvor der kan ydes national regionalstøtte. De forelægger et fælles forslag for associeringsudvalget, der træffer afgørelse herom.

3. Tilsynsmyndighederne kan om nødvendigt og på anmodning af Republikken Estland i fællesskab foretage en vurdering af problemerne i forbindelse med anvendelsen af gældende fællesskabsret vedrørende statsstøtte i Republikken Estland under overgangen til markedsøkonomi. Vurderingen af sådanne problemer kan ikke vedrøre sektorerne landbrug, fiskeri, kul og stål, eller følsomme sektorer (biler, syntetiske fibre og skibsbygning), hvor der findes specifikke fællesskabsordninger. Tilsynsmyndighederne forelægger i givet fald et fælles forslag for associeringsrådet, som kan træffe en afgørelse.

KONSULTATIONSPROCEDURER OG BILÆGGELSE AF TVISTER

Artikel 5

Undersøgelse af visse støtteformer

1. Den berørte tilsynsmyndighed kan henvise støtteprogrammer og individuelle støttetildelinger - uanset om de dækkes af rammebestemmelser og retningslinjer i Fællesskabet eller ej - til behandling i konkurrence- og statsstøtteunderudvalget, når støttebeløbet andrager mere end 3 mio. EUR. Underudvalget kan aflægge rapport til associeringsudvalget, som kan vedtage de relevante afgørelser eller anbefalinger med hensyn til, hvorvidt støtteprogrammet eller støttetildelingen er forenelig med Europaaftalen og disse bestemmelser.

2. Hovedsigtet med sådanne afgørelser og henstillinger er at undgå, at der indføres beskyttelsesforanstaltninger i samhandelen som reaktion på støtteforanstaltningerne.

3. Associeringsudvalget kan beslutte, at der skal ske en udvidelse af de i denne artikel omhandlede undersøgelsesmuligheder.

Artikel 6

Anmodning om information

Erfarer en parts tilsynsmyndighed, at et støtteprogram eller en individuel støttetildeling tilsyneladende krænker nogle af den pågældende parts vigtige interesser, kan myndigheden anmode den ansvarlige instans om information herom. Begge tilsynsmyndigheder bestræber sig under alle omstændigheder på at holde hinanden underrettet om vigtige forhold, der kan være af praktisk interesse for den anden part.

Artikel 7

Konsultations- og adfærdsregler

1. Mener Kommissionen eller Republikken Estlands tilsynsmyndighed, at statsstøtte, der ydes på det område, hvor den anden myndighed er ansvarlig, i væsentlig grad påvirker dens vigtige interesser, kan den anmode om, at der indledes konsultationer med den anden tilsynsmyndighed, og den kan således anmode om, at den anden parts tilsynsmyndighed iværksætter passende procedurer til afhjælpning af forholdet. Dette forhindrer ikke, at parterne kan træffe andre foranstaltninger på grundlag af den for området gældende lovgivning, og indskrænker ikke den frihed, som den myndighed, der modtager anmodningen, har til at træffe endelig afgørelse inden for rammerne af bestemmelserne i Europaaftalen.

2. Det påhviler den myndighed, der modtager anmodningen, at foretage en omhyggelig undersøgelse af de synspunkter og forhold, der forelægges af den anmodende myndighed, herunder de væsentlige krænkelser af vigtige interesser, som den part, som har foranlediget anmodningen, hævdes at være udsat for.

3. Tilsynsmyndigheder, som deltager i konsultationer på grundlag af denne artikel, bestræber sig på - uden at deres øvrige rettigheder og forpligtelser herved tilsidesættes - inden for en frist på tre måneder at nå til en gensidigt acceptabel løsning under hensyntagen til de involverede vigtige interesser.

Artikel 8

Bilæggelse af tvister

1. Fører de under artikel 7 omhandlede konsultationer ikke til en gensidigt acceptabel løsning, tages sagen efter anmodning fra en af parterne op til behandling i konkurrence- og statsstøtteunderudvalget, der er oprettet som led i Europaaftalen, inden for en frist på tre måneder efter anmodningens fremsættelse.

2. Fører denne udveksling af synspunkter ikke til en gensidigt tilfredsstillende løsning, eller er den i stk. 1 nævnte frist udløbet, kan sagen indbringes for associeringsudvalget, der kan rette passende henstillinger til løsning af problemet.

3. Disse procedurer berører ikke eventuelle indgreb i henhold til Europaaftalens artikel 63, stk. 6. Indgreb i samhandelen bør kun finde anvendelse som sidste udvej.

Artikel 9

Fortrolighed

1. For så vidt angår Europaaftalens artikel 63, stk. 7, er en tilsynsmyndighed ikke forpligtet til at udlevere oplysninger til den anden tilsynsmyndighed, hvis dette er forbudt i henhold til den lovgivning, der gælder for den myndighed, som er i besiddelse af oplysningerne.

2. Tilsynsmyndighederne hemmeligholder information, som den anden myndighed har stillet til rådighed i fortrolighed.

GENNEMSIGTIGHED

Artikel 10

Støtteopgørelse

1. Som led i de relevante fællesskabsprogrammer yder Kommissionen Republikken Estland bistand til udarbejdelse og ajourføring, på samme grundlag som i Fællesskabet, af en opgørelse over landets støtteprogrammer og individuelle støttetildelinger for at sikre og løbende forbedre gennemsigtigheden heraf.

2. Kommissionen sender regelmæssigt Republikken Estland oplysninger om den dokumentation, som udarbejdes vedrørende dette emne med sigte på Fællesskabets medlemsstater.

Artikel 11

Gensidig oplysning

Med henblik på større gennemsigtighed i statsstøtten sørger parterne for regelmæssig og gensidig offentliggørelse og udveksling af oplysninger om statsstøttepolitikken.

DIVERSE

Artikel 12

Administrativ bistand (sprog)

Kommissionen og Republikken Estlands tilsynsmyndighed træffer praktiske foranstaltninger til gensidig bistand samt andre passende tiltag, navnlig med hensyn til oversættelse.

(1) I øjeblikket er EF-grænsen ifølge Kommissionens meddelelse om støtte af begrænset omfang (EFT C 68 af 6.3.1996, s. 9) på 100000 EUR i samlet støtte pr. virksomhed over en treårs periode.

Top