Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32000D0727

    2000/727/EF: Kommissionens beslutning af 21. juni 2000 om statsstøtte ydet af Frankrig til Manufacture Corrézienne de Vêtements (MCV) og planen om at yde støtte til virksomhedens efterfølger (meddelt under nummer K(2000) 1729) (EØS-relevant tekst) (Kun den franske udgave er autentisk)

    EFT L 293 af 22.11.2000, p. 13–17 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Legal status of the document Date of entry into force unknown (pending notification) or not yet in force.

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2000/727/oj

    32000D0727

    2000/727/EF: Kommissionens beslutning af 21. juni 2000 om statsstøtte ydet af Frankrig til Manufacture Corrézienne de Vêtements (MCV) og planen om at yde støtte til virksomhedens efterfølger (meddelt under nummer K(2000) 1729) (EØS-relevant tekst) (Kun den franske udgave er autentisk)

    EF-Tidende nr. L 293 af 22/11/2000 s. 0013 - 0017


    Kommissionens beslutning

    af 21. juni 2000

    om statsstøtte ydet af Frankrig til Manufacture Corrézienne de Vêtements (MCV) og planen om at yde støtte til virksomhedens efterfølger

    (meddelt under nummer K(2000) 1729)

    (Kun den franske udgave er autentisk)

    (EØS-relevant tekst)

    (2000/727/EF)

    KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 88, stk. 2, første afsnit,

    under henvisning til Den Europæiske Økonomiske Samarbejdsaftale, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

    under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 af 22. marts 1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93(1),

    efter at have givet interesserede parter lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med ovennævnte bestemmelser(2), og

    ud fra følgende betragtninger:

    I. SAGSFORLØB

    (1) Gennem en artikel i avisen "Les Échos" den 24. marts 1998 blev Kommissionen opmærksom på, at den franske stat angiveligt havde ydet statsstøtte til virksomheden Manufacture Corrézienne de Vêtements (herefter benævnt "MCV"), der var trådt i likvidation. Efter sigende ville der også blive ydet støtte til et nystiftet selskab (herefter benævnt "selskabet"), som skulle overtage MCV's aktiver efter likvidationen.

    (2) Ved breve af 7. april 1998 (D/51578) og 31. juli 1998 (D/53275) anmodede Kommissionen Frankrig om en nærmere redegørelse for disse foranstaltningers kontekst og retsgrundlag.

    (3) Ved brev af 25. juni 1998, der indgik den 26. juni 1998 (A/34909), indsendte Frankrig ufuldstændige oplysninger til Kommissionen, hvis anden begæring om oplysninger forblev ubesvaret.

    (4) Den 21. april 1999 besluttede Kommissionen at indlede proceduren efter traktatens artikel 88, stk. 2, over for ovennævnte støtte, og den anmodede formelt Frankrig om at fremlægge alle relevante oplysninger, der var nødvendige for at kunne vurdere, om de pågældende støtteforanstaltninger var forenelige med traktaten.

    (5) Denne beslutning blev meddelt Frankrig ved brev af 17. maj 1999 (SG(99) D/3460). Frankrig fremsendte sine bemærkninger ved breve af 22. september 1999, der indgik den 23. september 1999 (A/37235), af 17. november 1999, der indgik den 18. november 1999 (A/38788), og af 2. december 1999, der indgik den 3. december 1999 (A/39357).

    (6) Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende(3). Kommissionen opfordrede heri interesserede parter til at indsende deres bemærkninger til sagen.

    (7) Kommissionen har ikke modtaget bemærkninger fra interesserede parter.

    II. DETALJERET BESKRIVELSE AF STØTTEN

    Foranstaltningerne

    a) MCV

    (8) MCV ligger i Bort-les-Orgues (Corrèze), dvs. i et område med økonomiske vanskeligheder, der er berettiget til forhøjet regionalstøtte(4). Ifølge de franske myndigheder var det aldrig lykkedes MCV at overvinde sine finansielle problemer, som skyldtes, at virksomheden havde bevaret fremstilling af tekstilvarer som sin hovedvirksomhed. Den havde aldrig udformet en strategi for, hvordan den kunne reagere fleksibelt på efterspørgslen på markedet og forbedre sine produkter ved at udvikle nye designs, indføre kvalitetskontrol og gøre produktionen hurtigere. Desuden var virksomhedens produktionsudstyr gammelt og udviklet til forældede arbejdsmetoder, hvilket lagde en bremse på dens produktivitet. Ifølge en artikel i "Les Échos" den 24. marts 1998 blev der ydet statsstøtte på i alt 100 mio. FRF (svarende til 15244902 EUR) for at bistå virksomheden med at overkomme de finansielle problemer. Den 18. december 1997 indledte den kompetente retsinstans konkurshandlingen af MCV, som blev erklæret konkurs.

    b) "Selskabet"

    (9) Selskabet Core Placements SA fremlagde en plan for, hvordan den gamle MCV-virksomhed igen kunne gøres rentabel. Den 13. juli 1998 accepterede den kompetente retsinstans et tilbud fra hr. Bienaimé, der var formand for bestyrelsen i Core Placements SA, og som optrådte på sidstnævntes vegne, om at overtage 110 ansatte og købe lagre og produktionsanlæg for 100000 FRF.

    (10) Core Placements var et aktieselskab med hovedsæde i Bort-les-Orgues (Corrèze). Selskabets aktiekapital beløb sig til 1 mio. FRF. Hr. Bienaimé og hr. Terassoux besad 75 % af selskabets aktier, mens resten var fordelt på en række enkeltpersoner.

    (11) Core Placements SA agtede at føre MCV's aktiviteter videre, men i et nyt selskab, herefter benævnt "selskabet". Aktierne i selskabet ville blive fordelt på Core Placements SA (35 %), et datterselskab af Établissements Albert SA (10 %), et tekstildistributionsselskab (10 %) og et antal enkeltpersoner (45 %).

    (12) For at kunne gennemføre planen agtede Core Placements SA at gennemføre følgende foranstaltninger frem til 2003:

    - Core Placements SA ville indlede et investeringsprogram til en værdi af 12,8 mio. FRF omfattende nybyggerier, materialeopkøb og forsknings- og udviklingsaktiviteter

    - et efteruddannelsesprogram for de ansatte i MCV omfattende 42000 timers undervisning og en investering på 4,2 mio. FRF

    - indgåelse af en leveringsaftale med Établissements Albert SA (Vendée), der var specialiseret i fremstilling og salg af konfektionstøj til børn under mærker såsom Chevignon Kids, UCLA og Naf-Naf. Selskabets direktør var hr. Bienaimé. I oktober 1998 garanterede Établissements Albert "selskabet" 150000 arbejdstimer om året i fem år.

    (13) Frankrig havde planlagt at yde sin støtte således:

    - "selskabet" skulle have en egenkapital på 3 mio. FRF, hvoraf de 2,2 mio. FRF skulle komme fra hr. Bienaimé og hr. Terrassoux, og de 0,8 mio. FRF skulle komme fra Sofred(5)

    - offentlige tilskud (fra stat, lokale myndigheder og EFRU) på i alt 12,3 mio. FRF:

    >TABELPOSITION>

    - lån: 8,7 mio. FRF, heraf 2,7 mio. FRF i form af rentelettede lån (4 % og 4,5 %) og resten på markedsvilkår.

    De øvrige konkursprocedurer

    (14) Den 19. januar 1999 trådte Établissements Albert SA i betalingsstandsning. Den 24. februar 1999 fremsatte Artal Europe et tilbud om overtagelse af Établissements Albert SA's aktiver, dog uden at bekræfte den leveringsaftale med "selskabet", som var en del af omstruktureringsplanen fra Core Placements SA.

    (15) Det betød, at leveringsaftalen indgået med Établissements Albert SA, som udgjorde en vigtig del af Core Placements SA's genopbygningsplan bestående i stiftelse af et nyt selskab, der ville benytte MCV's eksisterende produktionsanlæg, blev annulleret. Ifølge Kommissionens oplysninger blev planen om at stifte "selskabet" aldrig ført ud i livet. Core Placements SA måtte træde i betalingsstandsning den 30. september 1999. Ved afgørelse truffet af den kompetente retsinstans den 21. oktober 1999 blev virksomheden erklæret konkurs. Virksomheden indstillede derpå alle sine aktiviteter. De franske myndigheder har bekræftet, at der ikke blev ydet støtte til planen om at genoptage produktionen på MCV's gamle anlæg.

    III. BEMÆRKNINGER FRA FRANKRIG

    (16) Ved breve af 25. juni 1998, 22. september 1999, 17. november 1999 og 2. december 1999 besvarede de franske myndigheder de spørgsmål, som Kommissionen havde stillet i sine breve af 7. april og 31. juli 1998 og i sin formelle begæring om oplysninger af 21. april 1999. Bemærkningerne kan sammenfattes som følger.

    Foranstaltninger vedrørende MCV

    (17) Ved brev af 23. september 1999 bekræftede Frankrig, at det havde ydet støtte til MCV, men påpegede samtidig, at beløbet på 100 mio. FRF, som Kommissionen tog udgangspunkt i, var ukorrekt. Frankrig gav ikke yderligere oplysninger om det nøjagtige beløb. Frankrig bestred heller ikke formodningen i Kommissionens beslutning af 21. april 1999, nemlig at støtten var blevet ydet på ad hoc-basis. De franske myndigheder påpegede endvidere, at MCV lå i et regionalstøtteområde (en såkaldt PAT-zone), og hvis det ikke havde været tilfældet, ville virksomheden have været omfattet af den nationale støtteordning af 12. april 1996. De gav dog ingen yderligere oplysninger om de bestemmelser i ordningerne, som kunne have tjent som grundlag for den bevilgede støtte.

    Foranstaltninger vedrørende "selskabet"

    (18) Som reaktion på Kommissionens formelle begæring om oplysninger af 21. april 1999 redegjorde de franske myndigheder i deres breve af 22. september og 17. november 1999 for Core Placements SA's forsøg på igen at gøre den tidligere MCV-fabrik rentabel og for årsagerne til, at disse forsøg var slået fejl. Core Placements SA havde præsenteret de påtænkte foranstaltninger for de franske myndigheder med henblik på at opnå støtte. Da virksomheden gik konkurs, havde de franske myndigheder hverken bevilget eller udbetalt støtte.

    IV. VURDERING AF STØTTEN

    Støtte som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 1

    a) Foranstaltninger vedrørende MCV

    (19) I traktatens artikel 87, stk. 1, hedder det, at bortset fra de i traktaten hjemlede undtagelser er støtte, som fordrejer eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene ved at begunstige visse virksomheder eller visse produktioner, uforenelig med fællesmarkedet i det omfang, den påvirker samhandelen mellem medlemsstaterne. De franske myndigheder har bekræftet, at der blev ydet støtte til MCV, men har ikke oplyst det nøjagtige beløb. Frankrig har således ikke overholdt Kommissionens påbud om oplysninger af 21. april 1999. Kommissionen vedtager derfor sin beslutning på grundlag af de foreliggende oplysninger, jf. artikel 13, stk. 1, i forordning (EF) nr. 659/1999. Ifølge artiklen i "Les Échos" af 24. marts 1998 blev der før december 1997(6) ydet statsstøtte til et beløb af 100 mio. FRF (eller 15244902 EUR). Støtten befriede, ved hjælp af offentlige midler, MCV for nogle af de omkostninger, virksomheden normalt ville have skullet bære alene.

    (20) Når finansiel støtte ydet af en stat styrker en virksomheds stilling i forhold til konkurrenternes stilling i Fællesskabet, må den anses at påvirke konkurrencen. Konkurrencen inden for tekstilindustrien er meget stærk. Ifølge "Panorama of EU Industry" fra 1997(7) stod EF's tekstilproducenter over for dels en svag indenlandsk efterspørgsel, dels en stigende konkurrence fra udviklingslandene. Det har betydet, at produktionen og beskæftigelsen inden for denne sektor er faldet. Mellem 1990 og 1994 faldt produktionen med 14 % i faste priser, mens beskæftigelsen faldt med 21 % i samme periode. Tekstilindustrien er i færd med at gennemgå en omstrukturering for at blive mere konkurrencedygtig på internationalt plan. Den pågældende støtte kan altså fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne inden for den pågældende sektor, og den udgør således statsstøtte som omhandlet i traktatens artikel 87, stk. 1.

    b) Foranstaltninger vedrørende "selskabet"

    (21) I sin beslutning om at indlede proceduren gik Kommissionen ud fra, at de forskellige foranstaltninger, der tog sigte på at gøre den gamle MCV-fabrik rentabel igen, skulle støttes med offentlige midler. I løbet af proceduren har det vist sig, at Core Placements SA havde fremlagt en investeringsplan. MCV's bobestyrer solgte derfor MCV's aktiver til Core Placements. Da hovedaftageren af de produkter, som MCV's efterfølger skulle have fremstillet, gik konkurs, blev Core Placements SA selv erklæret konkurs den 21. oktober 1999. De franske myndigheder har bekræftet, at der derfor ikke blev ydet nogen støtte. Under disse omstændigheder har Kommissionen ikke længere behov for at tage stilling til dette spørgsmål.

    Foreneligheden af støtten til MCV med EF-traktatens artikel 87

    (22) De franske myndigheder har udtalt, at støtten til MCV kunne være blevet bevilget på basis af "tekstilplanen". I sin beslutning 97/811/EF(8) om Frankrigs støtte til tekstil-, beklædnings-, læder- og skotøjssektoren indtog Kommissionen det standpunkt, at foranstaltningerne som led i "tekstilplanen" var uforenelige med traktaten. Det annullationssøgsmål, som Frankrig anlagde, blev afvist af EF-Domstolen(9). De franske myndigheder har ikke givet meddelelse om foranstaltninger truffet med henblik på at tilbagesøge støtten til MCV. Tværtimod fastholdt de franske myndigheder i et brev af 22. september 1999, dvs. efter at Kommissionen havde vedtaget sin beslutning om, at den pågældende støtteordning var ulovlig, at støtten til MCV var i overensstemmelse med "tekstilplanen". Kommissionen har derfor bygget sin undersøgelse på en formodning om, at der ikke er blevet taget skridt til at tilbagesøge støtten.

    (23) I sin beslutning af 21. april 1999 om at indlede proceduren byggede Kommissionen sin vurdering på en formodning om, at støtten var blevet ydet på individuel ad hoc-basis. Frankrig har ikke bestridt denne formodning og har blot peget på de øvrige hypoteser, der kunne danne grundlag for foranstaltningen. Kommissionen tager derfor ikke stilling til den hypotetiske anvendelse af regionalstøtteordningen "PAT".

    (24) Det følger af det foregående, at støtten skulle have været anmeldt på forhånd, og Frankrig har derfor ikke opfyldt sine forpligtelser i henhold til traktatens artikel 88, stk. 3.

    (25) Traktatens artikel 87, stk. 2 og 3, indeholder flere undtagelser fra princippet om, at støtte er uforenelig med fællesmarkedet.

    (26) Da støtten til MCV blev ydet som bistand til virksomhedens omstrukturering, kan den ikke henføres under en af undtagelsesbestemmelserne i artikel 87, stk. 2. Navnlig gælder det, at støtten a) ikke er af social karakter ydet til enkelte forbrugere, b) ikke har til formål at råde bod på skader forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder og c) ikke er blevet ydet til fordel for økonomien i visse af Forbundsrepublikken Tysklands områder. Støtten er heller ikke blevet ydet i et område, der er berettiget til regionalstøtte i henhold til artikel 87, stk. 3, litra a). Endelig kan støtten heller henføres under undtagelsesbestemmelserne i artikel 87, stk. 3, litra b) og d), om henholdsvis støtte til vigtige projekter af fælleseuropæisk interesse og støtte til fremme af kulturen og bevarelse af kulturarven, og Frankrig har da heller ikke gjort dem gældende.

    (27) Med hensyn til undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), erindrer Kommissionen om, at det i punkt 2 i retningslinjerne for statsstøtte med regionalt sigte(10) er fastslået, at individuel ad hoc-støtte til en enkelt virksomhed kan få alvorlige følger for konkurrencen på det pågældende marked, samtidig med at den risikerer kun at få begrænset indvirkning på udviklingen i området. Kommissionen mener derfor, at en sådan støtte ikke opfylder betingelserne i retningslinjerne for regionalstøtte. Følgelig kan de pågældende undtagelsesbestemmelser kun gøres gældende i forbindelse med støtteordninger, der gælder for flere sektorer, og som i et givet område er åbne for alle virksomheder i de pågældende sektorer. De franske myndigheder har ikke påvist, at der er balance mellem den konkurrencefordrejning, støtten medfører, og de fordele, støtten har for udviklingen i et ugunstigt stillet område. Undtagelsesbestemmelsen kan derfor ikke bringes i anvendelse.

    (28) Hvad angår den første del af undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), der handler om støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene, har Kommissionen baseret sin vurdering på den kendsgerning, at støtten primært udgjorde et bidrag til omstruktureringen af en kriseramt virksomhed. Støtten blev ydet før den 18. december 1997, hvor MCV blev erklæret konkurs.

    (29) Kommissionen har derfor undersøgt støtten med udgangspunkt i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder(11) (herefter benævnt "rammebestemmelserne"), jf. punkt 7.5, litra b), i Fællesskabets nye rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder(12).

    (30) MCV ligger i Bort-les-Orgues i et område, der er omfattet af traktatens artikel 87, stk. 3, litra c). Ifølge punkt 3.2.3 i rammebestemmelserne berettiger den kendsgerning, at en kriseramt virksomhed ligger i et støtteberettiget område, dog ikke, at der indtages en fuldstændig eftergivende holdning i spørgsmålet om støtte til omstrukturering. Kriterierne i punkt 3.2.2 finder derfor ligeledes anvendelse på støtteberettigede områder, selv når der tages hensyn til behovet for regionaludvikling. Navnlig gælder det, at omstruktureringen skal føre til en økonomisk rentabel virksomhed, der kan bidrage til områdets udvikling uden at fordre vedvarende støtte. MCV's produktionsanlæg vil imidlertid aldrig blive økonomisk rentable. Det er ikke lykkedes de virksomheder, der hidtil har overtaget anlægget, at gøre det rentabelt, og de er alle gået konkurs. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at produktionsanlæggets overlevelse er betinget af vedvarende støtte.

    (31) Det fremgår desuden af punkt 3.2.2 i rammebestemmelserne, at omstruktureringsstøtte kun kan betragtes som værende forenelig med fællesmarkedet, hvis følgende betingelser er opfyldt: a) der skal fremlægges og gennemføres en realistisk omstruktureringsplan, som inden for et rimeligt tidsrum og på basis af en realistisk vurdering af virksomhedens fremtidige driftsvilkår skal kunne gøre virksomheden sund og rentabel på længere sigt; b) urimelige konkurrencefordrejninger skal undgås; c) støttens størrelse og intensitet skal være begrænset til det strengt nødvendige minimum i omstruktureringsfasen og stå i forhold til de fordele, der forventes fra Fællesskabets synspunkt.

    (32) De franske myndigheder har ikke påvist, at ovennævnte betingelser er opfyldt. Hvis den pågældende støtte ikke opfylder betingelserne i rammebestemmelserne, kan den ikke anses at bidrage til udviklingen af visse erhvervsgrene uden at ændre samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Da undtagelsen i artikel 87, stk. 3, litra c), heller ikke er relevant i denne sag, gælder det principielle forbud i artikel 87, stk. 1, i fuldt omfang.

    (33) Hvis en støtteforanstaltning er uforenelig med fællesmarkedet, skal Kommissionen, ifølge Domstolens dom i sag 70/72, som Domstolen senere har bekræftet i sine domme i sagerne 310/85 og C-5/89(13), pålægge medlemsstaten at tilbagesøge den ulovligt ydede støtte fra modtageren(14). Denne foranstaltning er nødvendig for at genoprette den oprindelige situation ved at ophæve alle de økonomiske fordele, som modtageren af den ulovlige støtte uretmæssigt har haft, siden støtten blev ydet(15). I henhold til forordning (EF) nr. 659/1999 er Kommissionen forpligtet til at kræve ulovlig støtte, der er uforenelig med fællesmarkedet, tilbagebetalt.

    (34) Tilbagesøgningen af støtten skal ske omgående og i overensstemmelse med procedurerne i fransk lovgivning, for så vidt som de muliggør en øjeblikkelig og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning. Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, den blev udbetalt til støttemodtageren, og indtil den er blevet tilbagebetalt. Renterne beregnes på basis af den referencesats, der anvendes til at beregne subventionsækvivalenten for regionalstøtte.

    V. KONKLUSION

    (35) Støtten til MCV udgør støtte, der har fordrejet konkurrencevilkårene og påvirket samhandelen, jf. traktatens artikel 87, stk. 1. Den i artikel 87, stk. 3, litra c), omhandlede undtagelse finder ikke anvendelse, da ingen af betingelserne i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder er opfyldt. Støtten er uforenelig med fællesmarkedet.

    (36) Kommissionen konkluderer, at Frankrig ulovligt gennemførte de pågældende støtteforanstaltninger i strid med traktatens artikel 88, stk. 3. Støtten skal tilbagesøges -

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    Den statsstøtte på 15244902 EUR (100 mio. FRF), som Frankrig ydede til omstrukturering af Manufacture Corrézienne de Vêtements, er uforenelig med fællesmarkedet.

    Artikel 2

    1. Frankrig træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at støttemodtageren tilbagebetaler den i stk. 1 nævnte ulovligt udbetalte støtte.

    2. Tilbagesøgningen af støtten skal ske omgående og i overensstemmelse med procedurerne i fransk lovgivning, for så vidt som de muliggør en øjeblikkelig og effektiv gennemførelse af Kommissionens beslutning. Den støtte, der skal tilbagebetales, pålægges renter fra det tidspunkt, den blev udbetalt til støttemodtageren, og indtil den er blevet tilbagebetalt. Renterne beregnes på basis af den referencesats, der anvendes til at beregne subventionsækvivalenten for regionalstøtte.

    Artikel 3

    Frankrig underretter senest to måneder fra datoen for meddelelsen af nærværende beslutning Kommissionen om de foranstaltninger, der er blevet truffet for at efterleve beslutningen.

    Artikel 4

    Denne beslutning er rettet til Den Franske Republik.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 21. juni 2000.

    På Kommissionens vegne

    Pedro Solbes Mira

    Medlem af Kommissionen

    (1) EFT L 83 af 23.3.1999, s. 1.

    (2) EFT C 298 af 16.10.1999, s. 11.

    (3) Se fodnote 2.

    (4) "Zone PAT", hvor PAT står for "prime d'aménagement du territoire".

    (5) Société de financement pour la restructuration des industries de défense.

    (6) Konkursbeslutningen blev truffet den 18. december 1997.

    (7) Se side 4 til 9.

    (8) EFT L 334 af 5.12.1997, s. 25.

    (9) Domstolens dom af 5. oktober 1999 i sag C-215/97.

    (10) EFT C 74 af 10.3.1998, s. 9.

    (11) EFT C 368 af 23.12.1994, s. 12.

    (12) EFT C 288 af 9.10.1999, s. 2.

    (13) Domstolens dom af 24. februar 1987 i sag 310/85, Deufil mod Kommissionen, Sml. 1987, s. 901, og Domstolens dom af 20. september 1990 i sag C-5/89, Kommissionen mod Tyskland, Sml. 1990 I, s. 3437.

    (14) Domstolens dom af 12. juli 1973 i sag 70/72, Kommissionen mod Tyskland, Sml. 1973, s. 813.

    (15) Jf. førnævnte dom af 24. februar 1987 og Domstolens dom af 21. marts 1990 i sag C-142/87, Belgien mod Kommissionen, Sml. 1990 I, s. 959.

    Top