31998D0364

KOMMISSIONENS BESLUTNING af 15. juli 1997 om statsstøtte til Grupo de Empresas Álvarez (GEA) (meddelt under nummer K(1997) 2615) (Kun den spanske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (98/364/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 93, stk. 2, første afsnit,

under henvisning til aftalen om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, særlig artikel 62, stk. 1, litra a),

efter at have givet de interesserede parter en frist til at fremsætte deres bemærkninger i overensstemmelse med traktatens artikel 93, og

ud fra følgende betragtninger:

I

Den 15. november 1995 besluttede Kommissionen at indlede proceduren i artikel 93, stk. 2, med hensyn til støtte til Grupo de Empresas Álvarez (herefter benævnt GEA). GEA fremstiller og sælger bordservice af porcelæn, keramik og glas og fremstiller også flasker. GEA er en af de største serviceproducenter i Spanien. I de sidste fem år har virksomhedens andel af det spanske marked været i gennemsnit 11,6 %, mens den har haft 0,64 % af EF-markedet. GEA har 1 029 ansatte. Virksomhedens årsomsætning var på ca. 2,5 mia. ESP i 1995 og 1996. Virksomheden ligger i Vigo, i provinsen Pontevedra i den selvstyrende spanske region Galicien, hvis vigtigste økonomiske sektorer er skibsbygning, fiskeri og bilproduktion, og som på grund af disse sektorers problemer befinder sig i en alvorlig økonomisk krise med en høj arbejdsløshedsprocent. Der er tale om et mål nr. 1-område, som er berettiget til regionalstøtte i medfør af artikel 92, stk. 3, litra a). GEA er den næststørste industrielle arbejdsgiver i området efter Citroën.

Indtil juni 1991 tilhørte GEA det spanske offentlige holdingselskab INI. På daværende tidspunkt besluttede INI at privatisere virksomheden. Inden privatiseringen var det imidlertid nødvendigt at sanere GEA, der havde lidt betydelige tab i de foregående år. INI ydede derfor virksomheden en støtte på 24 mio. ECU til indfrielse af dens gæld. Selv om støtten ikke blev anmeldt, godkendte Kommissionen den i 1992 (statsstøtte NN 15/92, SEK(92) 1655). Godkendelsen blev begrundet med en markant nedskæring af produktionskapaciteten, frigørelse af GEA fra INI og virksomhedens geografiske beliggenhed i et område, der er omfattet af undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra a).

Efter denne godkendelse, som ikke var underkastet nogen betingelser, gav INI GEA yderligere støtte, som ikke blev anmeldt til Kommissionen, og som Kommissionen ikke havde godkendt. Denne støtte omfattede en garanti stillet i 1992, som på det tidspunkt indebar en potentiel risiko på 1,62 mia. ESP, samt direkte støtte på 983 mio. ESP, som blev udbetalt i 1994 med henblik på at afvikle den tidligere garanti. Kommissionen blev desuden underrettet om, at de regionale myndigheder i Galicien påtænkte at stille en ny garanti på 2,5 mia. ESP.

Kommissionen nærede alvorlig tvivl om, hvorvidt denne støtte, der utvivlsomt var omfattet af artikel 92, stk. 1, kunne opnå en undtagelse i medfør af artikel 92, stk. 3, og besluttede derfor at indlede proceduren efter artikel 193, stk. 2, med hensyn til:

- garantien på 1,62 mia. ESP fra 1992

- støtten på 983 mio. ESP fra 1994

- den nye garanti på 2,5 mia. ESP, som Galiciens regionalregering påtænkte at stille.

II

Ved brev af 26. januar 1997 besvarede de spanske myndigheder Kommissionens beslutning om at indlede proceduren efter artikel 93, stk. 2. Ifølge de spanske myndigheder udgjorde hverken garantien fra 1992 eller støtten fra 1994 statsstøtte efter EF-traktatens artikel 92, stk. 1, eller EØS-aftalens artikel 61. I begge tilfælde havde INI opført sig som en privat investor på normale markedsøkonomiske vilkår. I 1992 var risikoen for, at virksomheden ville gå konkurs meget lille, og garantien havde kun medvirket til at fremme virksomhedens omstruktureringsproces ved at hjælpe til med at finansiere investeringen. Hvad angår støtteudbetalingen i 1994, indrømmede de spanske myndigheder, at virksomheden efter privatiseringen i 1992 var blevet ramt af en alvorlig økonomisk krise, og at denne situation var blevet yderligere forværret i 1994, eftersom alle forsøg på at genoprette virksomhedens rentabilitet var slået fejl. Allerede på dette tidspunkt var der truffet foranstaltninger for at omstrukturere virksomheden, f.eks. en første begrænset nedskæring af arbejdsstyrken og produktionskapaciteten. Udbetalingen af de 983 mio. ESP skulle støtte disse indledende bestræbelser. Da de ikke gav det ønskede resultat, blev der udarbejdet en omstruktureringsplan med drastiske foranstaltninger for at gøre virksomheden rentabel. Når planen var udarbejdet, ville den straks blive forelagt for Kommissionen med henblik på en grundig undersøgelse. De spanske myndigheder mente imidlertid, at udbetalingen af de 983 mio. ESP var en god forretning for INI, eftersom den fritog INI for enhver forpligtelse med hensyn til den eventuelle betaling af garantibeløbet på 1,62 mia. ESP.

Med hensyn til garantien på 2,5 mia. ESP understregede de spanske myndigheder, at selv om man ikke kunne udelukke, at den ville blive stillet, var det endnu ikke sket, og hvis den regionale regering skulle beslutte at stille den, ville de spanske myndigheder anmelde den.

III

Ved brev af 30. juli 1996 tilsendte Kommissionen de spanske myndigheder de interesserede parters bemærkninger (fire spanske virksomheder, der konkurrerede med GEA, og forbindelseskontoret for den europæiske keramiske industri), som Kommissionen havde modtaget som reaktion på offentliggørelsen af sin beslutning om at indlede proceduren efter artikel 93, stk. 2 (1).

Alle parter mente, at støtten til GEA havde fordrejet konkurrencen mærkbart, eftersom den havde givet virksomheden mulighed for at sælge sine produkter til kunstigt lave priser i en lang periode. De kunne ikke længere konkurrere med sådanne priser, da de ikke havde modtaget nogen form for statsstøtte. Til støtte for sine argumenter vedlagde en af konkurrenterne kopier af reklamer fra supermarkedskæder, hvori GEA's produkter rent faktisk blev tilbudt til meget lave priser.

En af konkurrenterne hævdede desuden, at GEA i mellemtiden havde modtaget yderligere støtte i form af garantier for lån på 1 mia. ESP. Disse garantier var ikke blevet anmeldt til Kommissionen og skulle have været medregnet i den støtte, proceduren omhandlede.

IV

Ved breve af 15. oktober 1996 og 24. oktober 1996 svarede de spanske myndigheder på bemærkningerne fra de øvrige interesserede parter. I disse svar bekræftede de spanske myndigheder, at Galiciens regionale myndigheder i april havde givet redningsstøtte i form af garantier for kreditter til en værdi af ca. 700 mio. ESP for at holde virksomheden i gang, indtil Kommissionen havde vedtaget en endelig beslutning. Der var desuden ydet yderligere et beløb på 350 mio. ESP som garanti for udestående lønudbetalinger. Oprindeligt blev disse garantiers varighed fastsat til seks måneder, og senere forlængedes garantierne til juni 1997, fordi Kommissionen stadig ikke havde truffet endelig beslutning. Denne støtte havde dog overhovedet ingen konsekvenser for markedet, eftersom den blot fungerede som garanti for de kreditter, der var påkrævede for at dække virksomhedens driftsomkostninger. Ifølge de spanske myndigheder tog denne støtte udgangspunkt i regionalregeringens dekret nr. 309/1995 af 23. november om fremme af den økonomiske udvikling og erhvervsaktiviteterne i den selvstyrende region Galicien. Dekretet blev anmeldt til Kommissionen og godkendt af denne (statsstøtte N 21/1995, Kommissionens beslutning af 31. december 1995). Som betingelse for godkendelsen krævede Kommissionen imidlertid at blive underrettet i hvert enkelt tilfælde om støtte til virksomheder, der på grund af deres størrelse (som i GEA's tilfælde) ikke opfylder betingelserne for at blive betragtet som små og mellemstore.

De spanske myndigheder gentog, at hverken garantien fra INI i 1992 eller støtten fra 1994 kunne betragtes som statsstøtte efter traktatens artikel 92, stk. l, fordi INI havde handlet, som en privat investor ville have gjort. De spanske myndigheder understregede desuden, at den garanti på 2,5 mia. ESP, som Kommissionen havde inddraget i proceduren, endnu ikke var kommet til udbetaling.

Hvad angår GEA's påståede dumpingpolitik, påpegede de spanske myndigheder, at virksomheden altid sælger sine produkter til priser, der svarer til omkostningerne. Til støtte for deres argumenter vedlagde de spanske myndigheder kopier af GEA's fakturaer, hvoraf det fremgik, at GEA's priser var højere end supermarkedskædernes. Ifølge de spanske myndigheder kunne supermarkedskædernes meget lave priser på GEA-produkter skyldes reklamefremstød fra disses side for at tiltrække kunder. Ifølge de spanske myndigheder var disse tilbud ikke noget som helst bevis for, at GEA førte en dumpingpolitik.

V

I mellemtiden blev der afholdt en række møder mellem Kommissionen og de spanske myndigheder, hvor myndighederne fremlagde nye oplysninger om GEA's finansielle situation. Hovedformålet var at underrette Kommissionen om GEA's vanskelige økonomiske situation og den galiciske regionalregerings planer om at genoprette virksomhedens rentabilitet ved hjælp af den allerede anmeldte omstruktureringsplan, som blev udarbejdet i begyndelsen af 1996 efter de første forgæves forsøg på at gøre virksomheden rentabel igen. Denne plan blev forelagt for Kommissionen i august og suppleret i november 1996 og i februar 1997.

Ifølge den dokumentation, de spanske myndigheder har stillet til rådighed, led GEA store tab efter privatiseringen i 1991. Virksomhedens samlede gæld beløb sig i november 1996 til 14 mia. ESP, mens virksomhedens egne midler var udtømt. De spanske myndigheder understregede, at de regionale myndigheder på trods af denne situation på grund af den alvorlige arbejdsløshed i Vigo af sociale hensyn havde set sig nødsaget til at holde virksomheden i gang, eftersom GEA var den næststørste arbejdsgiver i regionen efter Citroën.

Den omstruktureringsplan, som Kommissionen fik forelagt, tilsigtede sanering af GEA og genoprettelse af virksomhedens rentabilitet. For at nå dette mål, hvilket ikke var lykkedes med de tidligere mildere forsøg, der var forbundet med udbetalingen af 983 mio. ESP i 1994, bestod planen af en række drastiske foranstaltninger, som kan sammenfattes på følgende måde:

1. Lukning af to af de seks nuværende fabrikker. Salg af en overskudsgivende flaskefabrik. De tre resterende fabrikker gøres indbyrdes uafhængige.

2. Betydelig nedbringelse af gælden samt fremskaffelse af kapital:

a) Nedbringelse af gælden, der i øjeblikket beløber sig til 14 mia. ESP, hvoraf 7 mia. ESP er gæld til det offentlige, gennem en betalingsstandsning, hvor private og offentlige kreditorer eftergiver 50 % af deres krav (de spanske myndigheder har forelagt en rapport udarbejdet af en uafhængig advokat, hvori det bekræftes, at en gældseftergivelse af denne størrelsesorden er realistisk og almindelig i Spanien i lignende tilfælde.

b) Flytning af to af de resterende fabrikker, som ligger i byzonen, til andre områder uden for Vigos bygrænse. Virksomhedens anlæg i byen forventes at kunne sælges til en pris på omkring 5 mia. ESP (de vurderinger, Kommissionen har fået forelagt, som er udarbejdet af to forskellige uafhængige konsulenter, anslår endog værdien til 5,9 mia. ESP). Der er allerede indledt forhandlinger om salg af grundene.

c) Salg af den overskudsgivende fabrik for 1 mia. ESP.

3. Drastiske nedskæringer:

a) Nedskæring af arbejdsstyrken med 43 %, fra 1 029 til 587 ansatte, hvorved den procentdel, lønomkostningerne udgør set i forhold til salget, nedbringes fra 93 % i 1995 til 40-45 % i 1997 og 1998.

b) Nedskæring af produktionskapaciteten med 32 %, fra 23,7 millioner enheder til 16,1 millioner enheder.

c) Oprettelse af en central ledelsesstruktur for de tre resterende virksomheder for at begrænse de kommercielle og administrative omkostninger.

d) Yderligere begrænsning af omkostningerne ved at skifte energikilde (fremstilling af bordservice er meget energikrævende), da man i Vigo fra og med 1997 kan overgå fra elektricitet til naturgas.

Ifølge planen vil man gennem disse foranstaltninger skabe balance mellem virksomhedens indtægter og udgifter mellem 1997 og 1998 og få et overskud i de efterfølgende regnskabsår, der forventes at blive på 91 mio. ESP i 1998 og 200 mio. ESP i 1999. Ifølge planen skulle salget blive af samme størrelsesorden som i de foregående dårlige år (12 millioner enheder mod 16 millioner enheder i de bedre år) og en konstant omsætning på i gennemsnit 2,5 mia. ESP. De samlede omstruktureringsomkostninger er på 3,5 mia. ESP. Heri indgår udbetaling af erstatning, supplerende sociale omkostninger i forbindelse med afskedigelser og udgifter til at flytte de to fabrikker uden for Vigo. De midler, der fremskaffes ved at sælge GEA's anlæg i Vigo, og eftergivelsen af gæld gør det muligt for virksomheden at finansiere alle omstruktureringsomkostninger med egne midler.

Ved brev af 13. marts 1997 underrettede de spanske myndigheder Kommissionen om, at GEA forhandlede om forskellige aftaler med otte store kunder (hvis navne er fortrolige), hvilket skulle garantere langsigtede ordrer for en periode på mindst tre år til en samlet værdi af ca. 3,5 mia. ESP. I samme brev blev Kommissionen underrettet om, at GEA var ved at blive solgt til en vigtig privat porcelænsvirksomhed, hvilket klart viste, at det private marked har tiltro til virksomhedens fremtid. Alle disse oplysninger giver anledning til at tro, at GEA's omstruktureringsplan og virksomhedens mål med hensyn til salg og omsætning var realistiske.

Ved brev af 25. april 1997 fik Kommissionen underretning om, at virksomheden havde afstået fra at opnå en garanti på 2,5 mia. ESP fra Galiciens regionalregering, som ligeledes var omfattet af proceduren efter artikel 93, stk. 2. Dette viste, at de private banker, som skulle give GEA nye lån, havde tiltro til virksomhedens evne til at gennemføre en succesfuld omstrukturering og genoprette sin rentabilitet. I samme brev modtog Kommissionen underretning om, at Galiciens regionale myndigheder havde givet tilsagn om at anmelde hvert enkelt tilfælde af støtte til GEA i fremtiden, selv hvis den indgår i en generel støtteordning, der allerede er godkendt.

Endelig underrettede de spanske myndigheder ved brev af 22. maj 1997 Kommissionen om, at de regionale myndigheder havde udvidet det tilsagn, de gav i brevet af 25. april 1997, således at de i fremtiden afholder sig fra at tildele GEA nogen som helst form for yderligere finansiel støtte.

VI

Proceduren efter artikel 93, stk. 2, bekræftede Kommissionens oprindelige opfattelse af, at den garanti på 1,62 mia. ESP, som GEA fik i 1992, og støtten på 983 mio. ESP, som i 1994 gav virksomheden mulighed for at frigøre sig fra denne garanti, udgør støtte, som kan fordreje eller truer med at fordreje konkurrencevilkårene, jf. EF-traktatens artikel 92, stk. 1, og EØS-aftalens artikel 61, stk. l. Ingen privat investor ville have stillet en garanti for en tabsgivende virksomhed som GEA uden modydelser, som INI gjorde i 1992. Det ville desuden være meget mærkværdigt, at en privat virksomhed, som netop har skilt sig af med en tabsgivende virksomhed, igen skulle investere i denne virksomhed.

Under proceduren viste det sig imidlertid, at garantien og udbetalingen af støtten var nært forbundet, idet udbetalingen gav virksomheden mulighed for at frigøre sig fra den forpligtelse, der blev påtaget i 1992, da garantien blev stillet, hvilket indebar en risiko for at skulle betale 1,62 mia. ESP. Fra en økonomisk synsvinkel må denne adfærd betragtes som et isoleret fænomen, og det kan ikke afvises, at en hvilken som helst privat investor i samme situation ville have betalt de 983 mio. ESP, eftersom dette beløb kun udgjorde 60 % af den risiko, INI tog ved at stille garantien. Den støtte til GEA, som der skal tages hensyn til ved undersøgelsen af garantien fra 1992, er dermed kun de 983 mio. ESP, som garanten rent faktisk betalte.

Der bør desuden tages hensyn til, at den garanti på 2,5 mia. ESP, som Galiciens regionalregering var rede til at stille, og som også var omfattet af den procedure, Kommissionen indledte, ikke længere skal undersøges, eftersom beslutningen herom er annulleret.

Støtten kan fordreje konkurrencevilkårene og påvirke samhandelen mellem medlemsstaterne. Inden for sektoren for fremstilling af bordservice er der tale om betydelig samhandel mellem Spanien og de øvrige medlemsstater. Ifølge Eurostat eksporterede Spanien i 1993 7 272 tons bordservice til andre medlemsstater til en værdi af 24,5 mio. ECU og importerede 5 813 tons til en værdi af 27,5 mio. ECU. I 1994 eksporterede Spanien 7 917 tons til en værdi af 29 mio. ECU og importerede 6 577 tons til en værdi af 28,5 mio. ECU. Fra januar til oktober 1995 eksporterede Spanien 8 546 tons bordservice til en værdi af 32,6 mio. ECU og importerede fra januar til september samme år 7 844 tons til en værdi af 43,3 mio. ECU. Spaniens andel af den samlede samhandel mellem medlemsstaterne med bordservice er på ca. 3 %. Selv om GEA ikke er en af de største producenter af bordservice i EF, er virksomheden aktiv på dette marked. Ethvert tilskud til GEA kan derfor forbedre virksomhedens stilling på fællesmarkedet til skade for andre konkurrenter, der ikke modtager statsstøtte.

Da støtten ikke var omfattet af en allerede godkendt støtteordning, skulle den have været anmeldt individuelt i henhold til traktatens artikel 93, stk. 3. Spanien opfyldte ikke denne betingelse. Set ud fra et formelt synspunkt blev støtten således udbetalt ulovligt.

Med hensyn til spørgsmålet om det er muligt at anvende en af undtagelserne i traktatens artikel 92, stk. 2 eller 3, skal det bemærkes, at undtagelserne i artikel 92, stk. 2, ikke finder anvendelse i denne sag på grund af støttens art, og fordi støtten heller ikke opfylder betingelserne herfor.

Med hensyn til undtagelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, litra a), ligger GEA i et område, hvor der hersker alvorlig underbeskæftigelse, og hvor levestandarden er usædvanlig lav. Støtte til fremme af den økonomiske udvikling i sådanne områder betragtes som forenelig med fællesmarkedet, jf. artikel 92, stk. 3, litra a). I det foreliggende tilfælde er det imidlertid klart, at støtten ikke kunne bidrage til at fremme områdets økonomiske udvikling, eftersom den frem for at blive anvendt til investeringer og jobskabelse anvendtes til fejlslagne forsøg på at fortsætte virksomhedens drift uden nye omstruktureringsforanstaltninger.

Undtagelsen i traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), gør det imidlertid muligt at betragte støtten som forenelig med fællesmarkedet, da den er i overensstemmelse med Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder (2).

Støtten til GEA mangler ganske vist direkte forbindelse med den omstruktureringsplan, der nu er forelagt. Der må dog tages hensyn til, at virksomhedens bestræbelser for at genoprette sin rentabilitet blev indledt umiddelbart efter privatiseringen og Kommissionens efterfølgende godkendelse i 1992, samt at den drastiske plan, der nu foreligger, blot er en følge af, at de tidligere milde foranstaltninger ikke fik den ventede succes. Støtten bør derfor ses som led i en proces, hvoraf den plan, der nu er blevet fremlagt, er et sidste forsøg og den mest ambitiøse bestræbelse for at genoprette virksomhedens rentabilitet. Der må også tages hensyn til, at den omstrukturering, der nu foreslås, skal gennemføres uden senere indgriben fra offentlig side.

Den nye omstruktureringsplan foreslår drastiske omkostningsbesparelser. Desuden skal der foretages en betydelig nedskæring af kapaciteten, hvilket i henhold til rammebestemmelsernes punkt 3.2.2.ii) er nødvendigt i den foreliggende sag, eftersom der er tale om overskudskapacitet på markedet for bordservice som følge af det betydelige fald i forbruget i 1992 og 1993 og importens øgede markedsandel (Panorama of European Industry 1997, punkt 9.20). Den største omkostningsbesparelse skal opnås ved at nedskære arbejdsstyrken med 43 % fra 1 029 til 587 ansatte. Personaleomkostningerne udgør derefter 45 % set i forhold til virksomhedens samlede omsætning, hvilket er et rimeligt forhold. Produktionskapaciteten reduceres endvidere med 32 %, fra 23,7 millioner enheder til 16,1 millioner enheder. Virksomheden omtaler også muligheden for at nedbringe strukturelle omkostninger såsom energiomkostninger. Genoprettelsen af virksomhedens rentabilitet skyldes således i overensstemmelse med punkt 3.2.2.I i Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder hovedsagelig virksomhedens egne bestræbelser og interne foranstaltninger frem for ydre faktorer såsom prisforhøjelser og efterspørgsel, som virksomheden ikke har nogen indflydelse på.

Omkostningsbesparelserne vil sammen med nedskæringen af produktionskapaciteten give virksomheden mulighed for at genoprette sin rentabilitet. Planens overslag over den fremtidige omsætning tager udgangspunkt i den gennemsnitlige omsætning i de foregående år og skulle derfor være realistiske. At GEA er i færd med at forhandle om store kontrakter, bekræfter denne formodning. Overslagene over prisstigningerne regner kun med den normale inflationstakt. Prognoserne for nedbringelse af gælden og fremskaffelse af kapital forekommer også temmelig realistiske, selv om de er baseret på ydre faktorer, som virksomheden ikke har kontrol over. Hvad angår nedbringelse af gælden gennem eftergivelse, har de spanske myndigheder fremlagt bevis for, at kreditorer i lignende sager har eftergivet op til 50 % af deres krav. Værdien af GEA's grunde og den overskudsgivende fabrik er anslået og bekræftet af uafhængige konsulenter. Det skal imidlertid bemærkes, at både eftergivelsen af kreditterne og salget af grunde, som der i øjeblikket forhandles om, er ufravigelige betingelser for, at omstruktureringen kan lykkes.

Et andet entydigt bevis på, at virksomheden kan genoprette sin rentabilitet, er den omstændighed, at den har givet afkald på den nye garanti på 2,5 mia. ESP, samt at den kan finansiere omstruktureringen med egne midler, som fremskaffes ved at sælge grunde og gennem betalingsstandsningen. Afkaldet på garantien viser desuden, at bankerne, der skulle give GEA nye lån under omstruktureringsprocessen, har tillid til de foranstaltninger, som virksomheden vil gennemføre. Denne opfattelse bekræftes af, at et nyt privat firma er rede til at påtage sig forvaltningen af GEA og dermed den forretningsmæssige risiko.

Hvad angår forholdet mellem støtten og investorens finansielle bidrag, må det konkluderes, at der har været og stadig er tale om et betydeligt finansielt bidrag fra selve virksomheden, gennem dens egne midler. De umiddelbare omstruktureringsomkostninger anslås til 3,5 mia. ESP, der dækkes helt af virksomhedens egne finansielle midler, som den opnår ved at iværksætte omstruktureringsplanen, der indebærer fremskaffelse af kapital (betalingsstandsningen, der vil føre til en betydelig nedbringelse af virksomhedens gæld, salg af virksomhedens grunde i Vigo og den overskudsgivende fabrik). I sammenligning med dette tilskud og alle de finansielle bestræbelser, virksomheden må iværksætte, er støtten på 983 mio. ESP forholdsvis beskeden.

Det er desuden nødvendigt at overveje de sociale konsekvenser og den omstændighed, at GEA er en af de vigtigste arbejdsgivere i et kriseramt område, der er omfattet af artikel 92, stk. 3, litra a). Næst efter Citroën er GEA den største industrielle arbejdsgiver i området, og hvis virksomheden forsvandt, ville omfattende industrielle aktiviteter i området også forsvinde; der ville således opstå en kædereaktion, allerede fordi mange af GEA's underleverandører uden tvivl også ville blive tvunget til at lukke. Opretholdelsen af 500 arbejdspladser i industrien (ud af de oprindelige 1 029) betyder, at de ansatte bevarer deres købekraft, uden at der i fremtiden skal ydes statsstøtte (de spanske myndigheder har officielt bekræftet, at staten ikke vil give GEA yderligere støtte), samtidig med at virksomheden vil kunne beholde sine underleverandører, der ligeledes bevarer deres købekraft, hvilket Kommissionen må tage hensyn til ved analysen af, hvilke konsekvenser bevarelsen af en virksomhed som GEA vil få for den økonomiske udvikling i et område som Vigo, der er omfattet af artikel 92, stk. 3, litra a).

Det er desuden vigtigt at tage hensyn til, at hvis GEA går konkurs, vil Kommissionen ikke modsætte sig ny støtte til en investor, som overtager virksomhedens aktiver, hvis denne nye støtte er omfattet af allerede godkendte støtteordninger, og støttebeløbet ikke overskrider lofterne for Vigo-området, der er omfattet af artikel 92, stk. 3, litra a). I så tilfælde vil en ny investor, der overtager GEA, kunne opnå op mod 60 % i regional investeringsstøtte. De regionale myndigheder mener, at man ikke kan benytte en sådan fremgangsmåde i denne sag, ikke blot af politiske og sociale årsager, men også fordi virksomheden i mellemtiden ville have mistet sine kunder og dermed enhver mulighed for at genoprette rentabiliteten. Støtten, som i sidste ende beløb sig til 983 mio. ESP, udgjorde blot 30 % af de samlede omstruktureringsomkostninger på 3,5 mia. ESP. Denne støtteintensitet er langt lavere end den, der ville blive tale om i tilfælde af en ny investering, og de sociale følger er langt mildere.

Det skal endvidere erindres, at GEA's markedsandel er relativt beskeden. GEA har haft en andel af det spanske marked på i gennemsnit 11,6 % i de sidste fem år, og på EF-plan udgjorde andelen 0,64 % i samme periode. Støtteforanstaltningerne til fordel for GEA vil altså ikke påvirke fællesmarkedet i væsentlig grad.

Der må desuden tages hensyn til, at de spanske myndigheder har bekræftet, at den regionale regering havde givet afkald på at stille en garanti på 2,5 mia. ESP, samt at de efter i april 1997 at have lovet, at de ville anmelde enhver fremtidig støtte til GEA i hvert enkelt tilfælde, ved brev af 22. maj 1997 officielt bekræftede, at de ikke ville yde nogen ny statsstøtte til virksomheden. Dermed er det garanteret, at GEA må klare sig på markedet som alle andre private virksomheder. Fremtidig fordrejning af konkurrencevilkårene gennem indgreb finansieret med offentlige midler er derfor udelukket.

VII

Den redningsstøtte i form af garantier for kreditter til en værdi af 700 mio. ESP og lønomkostninger til en værdi af 350 mio. ESP, der blev givet i 1995, mens man afventede afslutningen af proceduren efter artikel 93, stk. 2, udgør også støtte efter artikel 92, stk. 1.

I modsætning til de spanske myndigheders opfattelse skulle der have været indgivet en individuel anmeldelse af støtten. Kommissionens beslutning om at godkende dekret 309/95, der udgjorde retsgrundlaget for garantierne, fastslog udtrykkeligt, at redningsstøtte til store virksomheder skulle anmeldes i hvert enkelt tilfælde. Dette krav fremgik endvidere af selve dekretets artikel 8, stk. 5.

Selv om støtten i formel henseende er ulovlig, kan den ikke desto mindre i materiel henseende godkendes, idet den har tjent til at holde virksomheden i gang, indtil Kommissionen vedtog en endelig beslutning i proceduren efter artikel 93, stk. 2. Kommissionen har i tidligere sager godkendt denne form for redningsstøtte (f.eks. Nino Textilesagen, statsstøtte 540/95, SG(93) D/16433, af 5. oktober 1993) med den begrundelse, at den virksomhed, der var genstand for proceduren efter artikel 93, stk. 2, ikke ville kunne overleve uden statsstøtte og derfor måtte erklæres konkurs, inden Kommissionen vedtog sin endelige beslutning. Det er dog en betingelse for godkendelse, at støtten er i overensstemmelse med Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder. I den foreliggende sag er denne betingelse opfyldt, da støtten er baseret på en allerede godkendt støtteordning, som på sin side følger rammebestemmelserne. Garantien skulle i første omgang gælde i seks måneder i overensstemmelse med rammebestemmelserne. Da Kommissionen ikke kunne træffe sin endelige beslutning inden udløbet af denne frist på grund af omstruktureringsplanens kompleksitet og behovet for at supplere den, forlængede de spanske myndigheder garantien til juni 1997. Det skal også erindres, at de spanske myndigheder udtrykkelig gav tilsagn om at sørge for, at garantien ikke vil gælde efter afslutningen af Kommissionens procedure.

VIII

I betragtning af at GEA kan genoprette sin rentabilitet gennem de drastiske omstruktureringsforanstaltninger, samt at virksomheden ligger i et kriseramt område, der er omfattet af artikel 92, stk. 3, litra a), kan både garantien fra 1992, der blev afviklet med udbetalingen af de 983 mio. ESP i 1994, og redningsstøtten på 1,05 mia. ESP godkendes i medfør af undtagelsen i artikel 92, stk. 3, litra c), sammenholdt med Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder. Eftersom GEA har modtaget støtte i forbindelse med virksomhedens privatisering i 1991, må godkendelsen imidlertid underkastes strenge betingelser. Der må indtages en meget strikt holdning med hensyn til tildeling af enhver form for ny statsstøtte til virksomheden. Det skal derfor meddeles de spanske myndigheder, at enhver ny tildeling af statsstøtte til virksomheden vil blive betragtet som uforenelig med fællesmarkedet og i strid med de spanske myndigheders tilsagn, hvilket vil få konsekvenser for den støtte, der godkendes ved denne beslutning -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Den garanti på 1,62 mia. ESP, som blev stillet i 1992, og som i 1994 blev afviklet gennem udbetaling af en støtte på 983 mio. ESP, udgør ligesom de garantier på 1,05 mia. ESP, som de spanske myndigheder stillede for Grupo de Empresas Álvarez (GEA) i 1996, ulovlig støtte, jf. EF-traktatens artikel 93, stk. 3, idet den ikke blev anmeldt til Kommissionen inden tildelingen. Støtten er imidlertid i overensstemmelse med Fællesskabets rammebestemmelser for statsstøtte til redning og omstrukturering af kriseramte virksomheder og er derfor forenelig med fællesmarkedet i medfør af traktatens artikel 92, stk. 3, litra c), og EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), på betingelse af, at de spanske myndigheder overholder de tilsagn, de afgav ved deres brev af 22. maj 1997, dels om i fremtiden at afholde sig fra at yde nogen form for ny støtte, dels om at gennemføre den godkendte omstruktureringsplan fuldt ud.

Indtil den 31. december 2000 forelægger de spanske myndigheder Kommissionen halvårlige rapporter om udviklingen med hensyn til gennemførelsen af omstruktureringsplanen samt om GEA's økonomi (forretningsplan, resultatopgørelser) for at give Kommissionen mulighed for at konstatere, om prognoserne i planen holder, og om de spanske myndigheder har opfyldt deres tilsagn om ikke at tildele virksomheden nogen form for statsstøtte. Rapporterne forelægges Kommissionen senest i marts og oktober.

Artikel 2

De spanske myndigheder underretter senest to måneder efter meddelelsen af denne beslutning Kommissionen om, hvilke foranstaltninger de har truffet for at efterkomme den.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Spanien.

Udfærdiget i Bruxelles, den 15. juli 1997.

På Kommissionens vegne

Emma BONINO

Medlem af Kommissionen

(1) EFT C 144 af 16. 5. 1996, s. 3.

(2) EFT C 368 af 23. 12. 1994, s. 12.