16.11.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 381/19

—

annulleres Europa-Kommissionens afgørelse af 20. marts 2013 C(2013) 1501 final om foranstaltningerne i SA.23425 gennemført af Italien i 2004 og 2009 til fordel for SACE BT S.p.A. i sin helhed

—

subsidiært annulleres afgørelsen delvist, begrænset til det tiltrådte anbringende/de tiltrådte anbringender, og

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger, herunder de omkostninger, der var forbundet med sagen om foreløbige forholdsregler i sag T-305/13 R.

—

Den appellerede dom har fastsat følgende princip: den omstændighed, at den omtvistede foranstaltning forfølger interesser hos den offentlige virksomhed, som falder sammen med et formål om en almen interesse, betyder ikke nødvendigvis, at den pågældende virksomhed kunne vedtage sin afgørelse uden at tage hensyn til de offentlige myndigheders krav. Ifølge Retten er der intet til hinder for, at staten pålægger en offentlig virksomhed at foretage en foranstaltning af erhvervsmæssig karakter, som, selv om den eventuelt er i overensstemmelse med kriteriet om den markedsøkonomiske investor, under alle omstændigheder kan tilregnes staten. Kommissionen er for at fastslå, om kravet om tilregnelse er opfyldt, følgelig ikke forpligtet til at godtgøre, at den offentlige virksomheds adfærd ville have været anderledes, såfremt den havde handlet selvstændigt. Retten afveg således ved at ræsonnere på denne vis fra de principper, der blev fastslået i Stardust Marine-dommen. Det fremgår af den appellerede dom, at den omstændighed alene, at en offentlig virksomhed kontrolleres af staten og er undergivet en særlig organisatorisk ordning, i sig selv er tilstrækkelig til at konkludere, at de offentlige myndigheder altid og under alle omstændigheder pr. definition er involveret i vedtagelsen af afgørelser om intervention til fordel for den pågældende virksomheds datterselskaber. I det foreliggende tilfælde kan tilregnelsen af staten således kun udelukkes, såfremt det godtgøres, at selskabets bestyrelse har truffet en afgørelse med et indhold, der ikke gør det muligt samtidigt ligeledes at varetage almene interesser. I det foreliggende tilfælde kunne en sådan afgørelse kun være en likvidation af SACE BT mod hvilken Kommissionen i øvrigt ikke rejste indsigelse. Såfremt den foranstaltning, der vedtages af den offentlige virksomhed, i teorien kunne svare til en almen interesse eller kunne vedtages under hensyntagen til denne interesse, skal det derimod lægges til grund, at bestyrelsen har handlet således, fordi den ikke havde mulighed for ikke at tage hensyn til de offentlige myndigheders krav, og det er ikke tilladt eller muligt at føre bevis for det modsatte.

—

De generelle indicier vedrørende tilregnelse, der er anvendt af Kommissionen og tiltrådt af Retten, tager ikke hensyn til graden af selvstændighed, hvormed SACE S.p.A.’s bestyrelse udøvede og udøver ledelsen af virksomheden, og dette gælder ikke kun, såfremt indicierne vurderes uafhængigt af hinanden, men ligeledes såfremt de vurderes i deres helhed. Sådanne indicier gjorde det ikke muligt at godtgøre andet end den omstændighed, at den italienske stat i 2009 kontrollerede SACE S.p.A., for så vidt som den var ejer af samtlige aktier. I henhold til Stardust Marine-dommen kræves imidlertid, at de indicier, der anvendes med henblik på at godtgøre, at staten er impliceret, er tæt forbundne med de omhandlede foranstaltninger på baggrund af deres omfang, indhold og de betingelser, de omfatter. I den appellerede dom blev det udtrykkeligt tilladt, at de indicier for tilregnelse, der anvendes i afgørelsen — som alle (med undtagelse af et) vedrørte SACE’s aktiviteter vedrørende forsikring af risiko, som ikke er knyttet til markedet, en sektor, som SACE BT ikke er aktiv i — tværtimod vedrører den generelle sammenhæng, inden for hvilken SACE S.p.A. opererer og ikke de omstændigheder, der karakteriser det foreliggende tilfælde, og den sammenhæng, hvori de anfægtede foranstaltninger blev vedtaget. Til trods for dette anførte Retten ikke, at sådanne indicier efter deres art er uegnede til direkte at understøtte en antagelse om, at staten er konkret impliceret i vedtagelsen af de omhandlede foranstaltninger. Ved denne handlemåde fjernede Retten fokus fra undersøgelsen af, om der foreligger tilregnelse, på samtlige forhold mellem staten og virksomheder, der er organiseret som offentlige virksomheder — som udtrykkeligt ved lov er kvalificeret som aktieselskaber i den italienske retsorden — således at det specifikke formål, den specifikke karakter og det specifikke indhold af de omhandlede foranstaltninger er helt uden betydning i lighed med den konkrete begrundelse, der, der ligger til grund for vedtagelsen. I realiteten indikerer de indicier, der blev anvendt af Kommissionen, at det er højst usandsynligt, at der har foreligget nogen implicering fra statens side, ved vedtagelsen af de anfægtede foranstaltninger.

—

Ved analysen af kravet om tilregnelse så Retten bort fra den uanfægtede omstændighed, at MEF i henhold til lov hverken kan udøve ledelse eller koordinering af de selskaber, de ejer en del af, som SACE gjorde gældende i søgsmålet under påberåbelse af relevante bestemmelser. Endvidere begik Retten en fejl ved at anvende princippet om, at lovligheden af en afgørelse på statsstøtteområdet skal vurderes på baggrund af de oplysninger, der er til rådighed for den, da den vedtog afgørelsen, henset til de to skrivelser fra MEF til SACE S.p.A., som den italienske regering vedlagde som bilag til Italiens interventionsindlæg. Disse skrivelser stadfæster blot det princip om ledelsesmæssig autonomi, der karakteriser forholdet MEF/SACE S.p.A., som Kommissionen havde kendskab til, eftersom den italienske regering havde redegjort for dette flere gange under den formelle undersøgelsesprocedure, der blev indledt i henhold til artikel 108, stk. 2, TEUF. Disse to dokumenter blev således kun påberåbt for at bekræfte, hvad der var blevet gjort gældende, og omfatter ingen betydelig ændring af de omhandlede foranstaltningers væsentlige forhold.

—

Retten har i lighed med Kommissionen udvist et begrænset kendskab til og forståelse af forsikringssektoren, navnlig for så vidt angår skadesexcedentgenforsikring (Excess of Loss (XoL)) og begået åbenbare og alvorlige fejl ved at fastslå faktiske omstændigheder, hvis urigtighed fremgår af sagsakterne. Den risiko, som skadesexcedentforsikreren udsættes for, stiger ikke, såfremt genforsikrerens dækning er meget stor: en deltagelse, der er større end skadesexcedentaftalen, svarer til en forholdsmæssigt oppebåret provision. Endvidere foreligger der ikke for genforsikreren en forøget risiko, såfremt overdrageren befinder sig i økonomiske vanskeligheder, eftersom en sådan risiko for tab for genforsikreren i en genforsikringsaftale ikke er knyttet til overdragerens vanskeligheder, men til insolvensrisiko hos erhververne af de forsikrede. Det kan tilføjes, at der ikke bestod nogen risiko overhovedet for default hos overdrageren SACE BT selv i tilfælde af økonomiske vanskeligheder, eftersom betalingen til moderselskabet af provisionen med henblik på tegningen af genforsikringsaftalen skete i form af en forudgående engangsbetaling, således at genforsikringsdækningen i tilfælde af manglende betaling ikke indtrådte. Genforsikringsaftalen omfattede udelukkende 25 % af SACE BT’s genforsikrede risiko: det er således ukorrekt, at en anden aftale med en anden provision kunne have været forhandlet med SACE S.p.A. for så vidt angår den resterende del af genforsikringsdækningen, som det blev påstået i dommen. Endelig fremstillede Retten fuldstændigt forkert argumentet om, at selskabet, eftersom SACE S.p.A. først tiltrådte aftalen og således først deltog i genforsikringsdækningen af risikoen den 5. juni 2009, selv om selskabet i vederlag modtog en provision beregnet for et år, faktisk modtog en implicit forhøjelse på 5/12 af provisionssatsen i forhold til SACE BT’s tilsvarende provisionssats til de private genforsikrere i betragtning af den risikoperiode, der allerede var hengået, uden at der var indtrådt nogen skader. Eftersom sådanne omstændigheder fremgår af den anfægtede afgørelse, begik Retten en fejl ved at fastslå, at dette ikke var blevet bragt til Kommissionens kendskab under den administrative procedure. Eftersom SACE i denne sammenhæng og supplerende til sit andet anbringende begrænsede sig til at formulere et argument, der godtgjorde et yderligere bevis for, at det grundlæggende krav om en fordel ikke var opfyldt, var det med urette, at Retten kvalificerede argumentet som et anbringende, der ikke kunne antages til realitetsbehandling.

—

SACE S.p.A.’s bestyrelse handlede på en fuldstændigt ensartet måde over for de øvrige private operatører, som, henset til den betydelige usikkerhed og den hastende karakter ved forholdet, som markedssituationen frembød i 2009, foretog tilsvarende kapitalindsprøjtninger i deres datterselskaber på trods af mangel på prognoser vedrørende fremtidigt cash flow, som ud fra en regnskabsmæssig synsvinkel understøttede forventningerne vedrørende rentabiliteten, i det mindste på lang sigt. Denne objektive situation, der fulgte af den blotte iagttagelse af markedets dynamik på et givent tidspunkt, skulle have haft forrang for enhver anden teoretisk eller spekulativ betragtning inden for rammerne af Kommissionens anvendelse af det markedsøkonomiske investorprincip. Endvidere anføres i afgørelsen ikke et eneste tilfælde, hvor et privat selskab, der opererer på normale markedsbetingelser, som følge af de alvorlige vanskeligheder som skyldtes krisen, blev bragt i likvidation af sine aktionærer i stedet for at blive rekapitaliseret. Det er ikke let at forstå, og Retten har under alle omstændigheder ikke forklaret, hvorfor SACE var forpligtet til at foretage en ex ante analyse af SACE BT’s fremtidige rentabilitet og til at fremsende Kommissionen passende oplysninger om en forudgående analyse, selv om det fremgik af markedssituationen, at de private investorer ikke havde gjort dette. Afslutningsvis — eftersom Kommissionen i forbindelse med den administrative procedure fandt, at den ikke behøvede at behandle de af SACE fremførte argumenter med henblik på anvendelsen af det empiriske kriterium om det markedsøkonomiske investorprincip — begik Retten en fejl ved at erklære, at den gyldigt kunne forkaste dem, henset til den abstrakte mulighed, at foranstaltninger vedrørende investering foretaget af private operatører også kunne blive anset for ikke at være i -overensstemmelse med det markedsøkonomiske investorprincip som følge af et støtteelement.