11.12.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 380/24

—

der henviser til notatet fra marts 2009 fra Den Internationale Børstilsynsorganisation (IOSCO) om internationalt samarbejde om tilsyn med kreditvurderingsbureauer,

—

der henviser til det fælles forum om status over anvendelsen af kreditvurderinger i juni 2009,

—

der henviser til rapporten af 25. september 2009 fra Rådet for Finansiel Stabilitet til G20-lederne om forbedring af den finansielle regulering,

—

der henviser til rapporten af 29. oktober 2010 fra Den Internationale Valutafond om global finansiel stabilitet, statslige myndigheder, finansiering og systemisk likviditet,

—

der henviser til erklæringen fra G20-topmødet i Toronto den 26. og 27. juni 2010,

—

der henviser til rapporten af 27. oktober 2010 fra Rådet for Finansiel Stabilitet om principper for begrænsning af afhængigheden af vurderinger fra kreditvurderingsbureauer,

—

der henviser til den offentlige høring, Kommissionen iværksatte den 5. november 2010,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelse fra Retsudvalget (A7-0081/2011),

A.

der henviser til, at det glæder sig over den igangværende indsats på globalt, internationalt og europæisk plan med henblik at indføre regler for kreditvurderingsbureauer,

B.

der henviser til, at kreditvurderingsbureauer forventes at være informationsformidlere, der mindsker uoverensstemmelser mellem de informationer, der cirkulerer på kapitalmarkederne, og letter den globale markedsadgang, mindsker informationsomkostningerne og øger den potentielle låner- og investorskare, hvorved de tilfører markederne likviditet og gennemsigtighed og letter prisdannelsen,

C.

der henviser til, at kreditvurderingsbureauerne med den seneste lovgivning har fået overdraget endnu en rolle, som kan beskrives som en "godkendelsesrolle", hvilket er et udslag af, at kreditvurderinger stadig hyppigere inddrages i forbindelse med lovmæssige kapitalkrav,

D.

der henviser til, at de finansielle aktører har stolet for meget på kreditvurderingsbureauernes vurdering,

E.

der henviser til, at kreditvurderingsbureauer vurderer tre forskellige sektorer, den offentlige sektor, selskaber og strukturerede finansielle instrumenter, og at de spillede en vigtig rolle i forbindelse med den finansielle krises opståen, fordi de foretog forkerte vurderinger af strukturerede finansielle instrumenter, som i gennemsnit måtte nedjusteres tre til fire gange under krisen,

F.

der henviser til, at forordning (EF) nr. 1060/2009 var det første svar på finanskrisen, og at den allerede behandler de mest presserende problemer, idet den indeholder bestemmelser om tilsyn med og regler for kreditvurderingsbureauer, men at den ikke behandler alle de grundlæggende problemer, og at den rent faktisk skaber nogle nye adgangsbegrænsninger,

G.

der henviser til, at fraværet af reguleringsmæssig sikkerhed i denne sektor udgør en risiko for EU's finansielle markeder, og derfor kræver, at Kommissionen, inden den fremsætter forslag om yderligere ændringer af forordning (EF) nr. 1060/2009, identificerer manglerne i den nye ramme og forelægger en indvirkningsvurdering af de alternativer, der vil kunne afhjælpe disse mangler, herunder muligheden af yderligere lovforslag,

H.

der henviser til, at kreditvurderingssektoren har flere problemer, hvoraf de største er manglen på konkurrence, oligopolistiske strukturer og manglen på ansvarlighed og gennemsigtighed, at et af problemerne navnlig i forbindelse med de dominerende kreditvurderingsbureauer er betalingsmodellen, og at reguleringssystemets største problem er overdreven tillid til eksterne kreditvurderinger,

I.

der henviser til, at den bedste måde at styrke konkurrencen på vil være at skabe en regulering, der kan fremme adgangen, og at foretage en mere grundig analyse af de nuværende hindringer for adgang og andre faktorer, der påvirker konkurrencen,

J.

der henviser til, at der i gode tider er en tendens til, at markedsaktørerne fejlvurderer eller negligerer den metode, der benyttes til kreditvurderinger, og betydningen af disse vurderinger, som tager sigte på at fastslå sandsynligheden for misligholdelse,

K.

der henviser til, at den seneste udvikling i eurokrisen har kastet lys over statsgældsvurderingernes vigtige rolle og over både inkonsekvens og konjunkturforværrelse i anvendelsen af disse vurderinger i forbindelse med regulering,

L.

der henviser til, at vurderingernes uafhængighed af markedsmæssig og politisk interferens er aldeles afgørende og skal sikres, uanset hvilke nye strukturer og forretningsmodeller der måtte dukke op, og i forbindelse med økonomisk styring og stresstester,

M.

der henviser til, at selv om vurderingerne kan skifte og faktisk skifter som følge af basale tilpasninger til risikoprofil eller ny information, bør de udformes således, at de er stabile og ikke svinger i forhold til stemningen på markedet,

N.

der henviser til, at Basel II-systemet har ført til en overdreven tillid til eksterne vurderinger, hvilket i nogle tilfælde har fået bankerne til at undlade at foretage deres egne vurderinger af de engagementer, de har indgået,

O.

der henviser til, at der i den seneste lovgivning om kreditvurderinger i USA med Dodd-Frank Act vises mindre tillid i reguleringsmæssig sammenhæng til bureauernes vurderinger,

1.

mener, at det internationale finansielle reguleringssystems overdrevne afhængighed af eksterne kreditvurderinger inden for en realistisk tidsramme bør begrænses så meget som muligt på baggrund af den ændring, der er sket i anvendelsen af kreditvurderingerne, hvor udstederne nu snarere vurderes med henblik på at sikre dem præferencebehandling inden for en bestemt reguleringsramme end med henblik på at give dem adgang til de globale kapitalmarkeder;

2.

mener, at de konkurrencefordrejninger, der skyldes den almindelige praksis, at kreditvurderingsbureauer vurderer markedsaktører, samtidig med at de modtager ordrer fra dem, skal begrænses;

3.

er enig i de principper, der blev opstillet af Rådet for Finansiel Stabilitet i oktober 2010, og som giver en generel vejledning til, hvordan afhængigheden af eksterne kreditvurderinger kan begrænses, og glæder sig over Kommissionens offentlige høring, der blev indledt i november 2010; anmoder Kommissionen om at undersøge, om og i givet fald hvordan medlemsstaterne anvender kreditvurderinger i reguleringsøjemed, for at mindske den udbredte overdrevne tillid til dem i det finansielle reguleringssystem;

4.

påpeger manglerne ved den standardiserede fremgangsmåde i Basel-bestemmelserne, som gør det muligt at fastsætte de lovmæssige kapitalkrav til finansielle institutioner på grundlag af eksterne kreditvurderinger; finder det vigtigt at fastlægge kapitalkravsregler, som sikrer en forsvarlig intern risikovurdering, bedre tilsyn med sådanne risikovurderinger og bedre adgang til kreditrelevante oplysninger; støtter i den forbindelse øget anvendelse af den metode, der er baseret på interne kreditvurderinger, forudsat at den er pålidelig og sikker, og at den finansielle institution er tilstrækkelig stor og avanceret og har en tilstrækkelig kapacitet til, at den kan foretage en tilfredsstillende risikovurdering; mener, at det for at sikre lige vilkår er vigtigt, at interne modeller overholder de parametre, der er fastlagt i EU-bestemmelserne, og underkastes konsekvent tilsyn og godkendelse; mener samtidig, at mindre og knap så avancerede institutioner med mindre kapacitet bør have mulighed for at anvende eksterne kreditvurderinger, hvis de ikke har mulighed for at gennemføre en intern kreditvurdering, forudsat at de opfylder passende krav om rettidig omhu;

5.

påpeger betydningen af at følge udviklingen under Basel III og den aktuelle CRD IV-proces i denne forbindelse;

6.

mener, at det er nødvendigt at genskabe investorernes evne til selv at udvise rettidig omhu, hvis der skal gives tilladelse til øget brug af virksomhedsinterne modeller for kreditrisikovurdering; foreslår, at banker og andre finansielle markedsaktører bør anvende korrekte interne risikovurderinger meget oftere;

7.

er af den opfattelse, at markedsaktørerne ikke bør investere i strukturerede eller andre produkter, hvis de ikke selv kan vurdere den underliggende kreditrisiko, eller at de som alternativ bør anvende den højeste risikovægtning;

8.

anmoder Den Europæiske Centralbank og de nationale centralbanker om at overveje deres brug af eksterne kreditvurderinger og opfordrer dem kraftigt til at opbygge ekspertise i at udarbejde egne modeller for vurdering af kreditstandarden for aktiver, der kan anvendes som sikkerhedsstillelse for likviditetsskabende transaktioner, og mindske deres afhængighed af eksterne kreditvurderinger;

9.

anmoder Kommissionen om nøje at vurdere den potentielle anvendelse af alternative instrumenter til at måle kreditrisikoen;

10.

er opmærksom på interessekonflikt, der automatisk opstår, hvis markedsaktørerne udformer interne kreditrisikovurderinger for deres egne lovmæssige kapitalkrav, og anser det på den baggrund for nødvendigt at øge tilsynsmyndighedernes ansvar, kapacitet, myndighed og ressourcer til at kontrollere, vurdere og overvåge de interne modellers egnethed og til at træffe forsigtighedsforanstaltninger; mener, at hvis en intern model er så kompleks, at tilsynsmyndigheden ikke kan vurdere den på passende måde, kan en sådan model ikke godkendes til brug i forbindelse med regulering; mener, at gennemsigtighed i forbindelse med uafhængige akademiske vurderinger også må spille en rolle;

11.

mener, at Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) for at kunne udøve sine tilsynsbeføjelser på en effektiv måde bør have ret til at foretage uanmeldte undersøgelser og kontrolundersøgelser på stedet, og at Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed, når den udøver sine tilsynsbeføjelser, bør give de personer, som er omfattet af procedurerne, lejlighed til at blive hørt for at respektere deres ret til forsvar;

12.

fremhæver kreditvurderingssektorens globale natur og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at arbejde sammen med andre G20-lande på at finde frem til en global fremgangsmåde, der bygger på de højeste standarder, både med hensyn til overholdelse af lovgivningen for kreditvurderingsbureauer og med hensyn til tilsyns- og markedsmæssig regulering i forbindelse med nedbringelse af den overdrevne afhængighed af eksterne kreditvurderinger, med henblik på at opretholde lige vilkår og forebygge regelarbitrage, samtidig med at markederne forbliver åbne;

13.

betragter konkurrencestimulering, fremme af gennemsigtighed og spørgsmålet om en fremtidig betalingsmodel som de vigtigste opgaver, mens spørgsmålet om et kreditvurderingsbureaus oprindelse bør være sekundært;

14.

gentager, at forordning (EF) nr. 1060/2009 udtænker to systemer til at håndtere eksterne kreditvurderinger fra tredjelande, og at hensigten bag valideringsordningen var at tillade anvendelse af eksterne kreditvurderinger fra tredjelande, der betragtes som ikke-tilsvarende, i EU, hvis der for et kreditvurderingsbureau var et klart ansvar forbundet med at give en godkendelse;

15.

understreger, at øget konkurrence i sektoren ikke automatisk indebærer bedre vurderinger, og gentager, at alle kreditvurderingsbureauer skal følge de højeste standarder for integritet, offentliggørelse af oplysninger, gennemsigtighed og styring af interessekonflikter som fastsat i forordning (EF) nr. 1060/2009 med henblik på at sikre vurderingernes kvalitet og undgå "kreditvurderingsshopping";

16.

anmoder Kommissionen om at gennemføre en detaljeret konsekvensanalyse og gennemførlighedsundersøgelse af omkostninger og fordele ved og mulig ledelsesstruktur for en fuldstændig uafhængig europæisk kreditvurderingsfond, som kan udbrede sin ekspertise inden for alle tre kreditvurderingssektorer; mener, at Kommissionen bør se på omkostningerne til finansiering af de første tre til højst fem år med denne kreditvurderingsfond, og at de skal vurderes omhyggeligt; understreger, at man ved udarbejdelsen af et lovforslag desangående skal være påpasselig med ikke at underminere de parallelle politiske initiativer med henblik på at begrænse den overdrevne tillid til kreditvurderinger og opmuntre nye kreditvurderingsbureauer til at indtræde på markedet;

17.

anmoder Kommissionen om at udarbejde en detaljeret konsekvensanalyse, gennemførlighedsundersøgelse og et detaljeret overslag over udgifterne til den nødvendige finansiering sammen med det i punkt 9 nævnte arbejde; er af den helt klare opfattelse, at finansieringsomkostningerne under ingen omstændigheder bør bæres af skatteyderne, og mener, at den nye europæiske kreditvurderingsfond bør være fuldstændig uafhængig efter startperioden;

18.

mener, at den nye europæiske kreditvurderingsfond for at være troværdig skal være fuldstændig uafhængig og selvstændig med hensyn til forvaltning, personale og ledelse, dvs. ikke bundet af instrukser fra medlemsstaterne, Kommissionen og alle andre offentlige organer samt finansindustrien og andre kreditvurderingsbureauer, og skal operere i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1060/2009 som ændret;

19.

anmoder Kommissionen om at gennemføre en detaljeret undersøgelse af omkostninger og fordele ved samt ledelsesstrukturer for et sådant netværk af europæiske kreditvurderingsbureauer, hvori skal indgå overvejelser af, hvordan kreditvurderingsbureauer, der arbejder på nationalt plan, kan opfordres til at tilslutte sig partnerskaber eller fælles netværksstrukturer for at udnytte eksisterende ressourcer og personale, hvorved de muligvis vil blive i stand til at yde øget dækning og konkurrere med kreditvurderingsbureauer, der arbejder på tværs af grænserne; foreslår, at Kommissionen kunne undersøge metoder til at støtte netværk af kreditvurderingsbureauer, men er af den opfattelse, at initiativet til et sådant netværk bør komme fra branchen;

20.

mener, at det kan være nødvendigt indledningsvis at støtte oprettelsen af et sådant netværk, men at netværket bør kunne finansiere sig selv og give overskud; anmoder Kommissionen om at vurdere nødvendigheden af og det potentielle behov for midler til at finansiere opstarten af og de lovgivningsmæssige strukturer i forbindelse med dette projekt;

21.

mener, at etablering af et virkelig uafhængigt europæisk kreditvurderingsbureau ligeledes bør undersøges grundigt og vurderes af Kommissionen; anmoder Kommissionen om især at foretage en grundig undersøgelse af spørgsmålet om dets personale, som bør være fuldstændig uafhængigt, og spørgsmålet om dets ressourcer, som bør komme fra gebyrer fra den private finansielle sektor;

22.

mener, at kreditvurderinger skal tjene det formål at øge oplysningerne til markedet på en måde, som giver investorerne en sammenhængende vurdering af kreditrisici på tværs af sektorer og lande; finder det vigtigt at sætte brugerne i stand til at få bedre indsigt i kreditvurderingsbureauerne og understreger i denne forbindelse den centrale betydning af øget gennemsigtighed i deres aktiviteter;

23.

påpeger, at det for at give investorerne mulighed for at vurdere risikoen og opfylde deres pligt til rettidig omhu og deres tillidsforpligtelser er nødvendigt i højere grad at offentliggøre produktoplysninger om strukturerede finansielle instrumenter, så investorerne kan træffe velinformerede valg; mener, at avancerede investorer bør være i stand til at vurdere de underliggende kreditter, hvorefter de kan udlede risikoen ved et securitiseret produkt; støtter de initiativer, som ECB og andre allerede har taget med henblik på at give adgang til mere information om strukturerede finansielle produkter i denne forbindelse; opfordrer Kommissionen til at vurdere nødvendigheden af, at der i højere grad offentliggøres oplysninger om alle produkter inden for finansielle instrumenter;

24.

bemærker, at de fleste kreditvurderingsbureauer i tillæg til deres kreditvurderingsaktivitet udarbejder prognoser, undersøgelser, advarsler og observationer, som har en betydelig indflydelse på markederne; mener, at de bør offentliggøres i overensstemmelse med fastlagte kriterier og protokoller, som sikrer gennemsigtighed og fortrolighed;

25.

anmoder Kommissionen om at foreslå en ændring af direktiv 2003/71/EF og direktiv 2004/109/EF med henblik på at sikre, at der er tilstrækkelige, nøjagtige og fuldstændige oplysninger til rådighed i større omfang om strukturerede finansielle instrumenter;

26.

mener i denne forbindelse, at det er afgørende, at der fuldt ud tages højde for databeskyttelsesaspekter i enhver eventuel fremtidig foranstaltning;

27.

overvejer, om det ville være en fordel at forpligte udstederne til at drøfte indholdet af og metoden bag et struktureret finansielt instrument med en tredjepart, som enten foretager en uopfordret kreditvurdering eller udarbejder en intern risikoanalyse;

28.

erindrer om Kommissionens forpligtelse i betragtning 5 i forordning (EF) nr. 1060/2009 som ændret med hensyn til oplysningernes gennemsigtighed; anmoder Kommissionen om at foretage den nødvendige analyse med henblik på at forelægge resultatet med potentielle ændringer af lovgivningen for Parlamentet og Rådet som led i den igangværende revision af forordning (EF) nr. 1060/2009;

29.

bemærker de fremskridt, der er gjort angående gennemsigtighed og offentliggørelse af oplysninger i forordningerne CRA 1 og CRA 2; opmuntrer Kommissionen til at foretage en indvirkningsvurdering af disse bestemmelser efter gennemførelsen af kreditvurderingsbureauregistreringsprocessen for at afdække områder, hvor yderligere offentliggørelse af oplysninger til brugerne kan være gavnlig;

30.

opfordrer til, at der samtidig med øget gennemsigtighed i kreditvurderingsprocessen og den interne revision i den forbindelse føres et skrappere tilsyn med kreditvurderingsbureauerne fra EU's tilsynsmyndigheders side, og til, at de nationale tilsynsmyndigheder fører et mere indgående tilsyn med finansielle institutioners brug/afhængighed af kreditvurderinger;

31.

mener, at Kommissionen bør overveje, om det under visse omstændigheder vil være passende at indføre to obligatoriske vurderinger, f.eks. i forbindelse med strukturerede finansielle instrumenter og eksterne kreditvurderinger, der anvendes i reguleringsøjemed, og om den mest konservative, dvs. den mindst gunstige, eksterne kreditvurdering bør betragtes som reference i reguleringsøjemed; anmoder Kommissionen om at udarbejde en konsekvensanalyse vedrørende den eventuelle anvendelse af to obligatoriske vurderinger;

32.

mener, at omkostningerne ved begge vurderinger bør afholdes af udstederen, og at den første eksterne vurdering bør foretages af et kreditvurderingsbureau valgt af udstederen, mens der for den anden eksterne vurderings vedkommende bør overvejes forskellige muligheder med hensyn til overdragelsen, herunder muligheden af, at overdragelsen foretages af Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed (ESMA) på basis af specifikke, definerede og objektive kriterier, under hensyntagen til tidligere resultater, og samtidig med at etableringen af nye kreditvurderingsbureauer støttes, og konkurrencefordrejning undgås;

33.

påpeger, at renommé ikke kan påtvinges af en myndighed, men at ethvert nyt kreditvurderingsbureau kun vil blive accepteret, hvis det opnår troværdighed;

34.

er klar over, at markedsaktørerne er imod volatile kreditvurderinger på grund af de store omkostninger, der er involveret (i forbindelse med salg eller køb), når vurderingerne justeres; mener dog, at kreditvurderingerne derfor har tendens til at blive konjunkturforstærkende og halte bagefter udviklingen på finansmarkedet;

35.

bemærker, at kreditvurderingsbureauer skal anvende klare kriterier ved vurderingen af en stats resultater, og er klar over, at den nuværende vurdering ikke er en mekanisk afvejning af disse faktorer; anmoder sektoren om at afdække, hvilke metoder og bedømmelser der anvendes ved vurderingen af statsgæld, og forklare afvigelse fra disse modelgenererede vurderinger og fra de vigtigste internationale finansinstitutioners prognoser;

36.

bemærker, at kreditvurderinger ifølge IMF kan forklare op til næsten 70 % af CDS-spreads; er bekymret over de konjunkturforstærkende virkninger, som vurderinger han have, og kræver særlig opmærksomhed omkring disse følsomme emner;

37.

mener, at de bestemmelser, der gør købs- og salgsbeslutningerne betinget af kreditvurderinger, bør afskaffes for at begrænse de skadelige pris- og spread-bevægelser, som kreditvurderinger medfører;

38.

mener, at adgangen til oplysningerne om statsgæld bør gøres lettere, mere overensstemmende og sammenlignelig, således at større og mere avancerede markedsaktører tilskyndes til at foretage deres egen vurdering af statsgældsrisikoen, da næsten alle oplysninger om statsgæld er tilgængelige for offentligheden;

39.

mener i betragtning af de følger, som kreditvurdering af statsgæld kan få for markedet, at gennemsigtigheden omkring metoder og årsager til beslutninger samt kreditvurderingsbureauernes troværdighed skal forbedres på dette område; efterlyser en undersøgelse med henblik på at inddrage den kommende europæiske kreditvurderingsfond og det kommende uafhængige europæiske kreditvurderingsbureau i denne kreditvurdering;

40.

støtter øget offentliggørelse af og redegørelse for metoder, modeller og centrale formodninger, der anvendes af kreditvurderingsbureauer, bl.a. i lyset af den systemiske indvirkning, som en nedjustering af den offentlige gæld kan få;

41.

mener, at det vil være nyttigt med offentlig information om gennemsnittet af eksisterende eksterne kreditvurderinger fra anerkendte kreditvurderingsbureauer; foreslår derfor, at der oprettes et europæisk kreditvurderingsindeks (EURIX), som skal samle vurderinger fra registrerede kreditvurderingsbureauer, der er tilgængelige på markedet;

42.

går ind for, at der skal være mulighed for flere forskellige betalingsmodeller i sektoren, men påpeger, at der er risiko for interessekonflikter, der skal afhjælpes igennem tilstrækkelig gennemsigtighed og regulering, uden at der pålægges en uberettiget model; anmoder Kommissionen om på grundlag af den nylige høring at fremsætte forslag til mulige alternative betalingsmodeller, som involverer såvel udstedere som brugere; anmoder Kommissionen om i denne forbindelse at være særlig opmærksom på den potentielle anvendelse af "investor betaler"-modellen og dens fordele og ulemper for at gøre vurderingerne mindre tilbøjelige til at skabe interessekonflikter;

43.

mener, at god forvaltningsskik i kreditvurderingsbureauer er afgørende for kvaliteten af kreditvurderinger, og opfordrer til fuld gennemsigtighed fra kreditvurderingsbureauernes side om de gældende forvaltningsprincipper;

44.

påpeger, at ESMA er ansvarlig for at gennemføre og håndhæve, at kreditvurderingsbureauerne efterlever forordning (EF) nr. 1060/2009; mener, at eksterne kreditvurderinger, der tjener reguleringsformål, ikke bør klassificeres som simple udtalelser, og at kreditvurderingsbureauer bør holdes ansvarlige for, at de metoder, der ligger til grund for deres vurderinger, anvendes konsekvent; anbefaler derfor, at kreditvurderingsbureauers civilretlige ansvar i tilfælde af grov uagtsomhed eller forsømmelighed fastlægges på et ensartet grundlag i hele EU, og anmoder Kommissionen om at pege på måder, hvorpå et sådant civilretligt ansvar kan nedfældes i medlemsstaternes civilret;

45.

påpeger, at det endelige ansvar for en beslutning om investering påhviler markedsaktøren, dvs. kapitalforvalteren, den finansielle institution eller den avancerede investor; bemærker, at ansvarligheden også vil blive fremmet af det centrale register (CEREP), der er oprettet ved CRA 1, som offentliggør data på en standardiseret måde om resultaterne af de vurderinger, der er udstedt af kreditvurderingsbureauer, der er registreret i EU, hvorved der gives investorerne mulighed for at foretage deres egen vurdering af visse kreditvurderingsbureauer, hvilket vil øge opmærksomheden omkring renomméet; påpeger, at investorerne bør råde over effektive risikostyringsredskaber, som administrationen dog skal føre passende tilsyn med;

46.

foreslår, at ethvert registreret kreditvurderingsbureau foretager en årlig gennemgang med henblik på at vurdere sine hidtidige kreditvurderingsresultater og samler oplysningerne herom i en ansvarlighedsrapport til tilsynsmyndigheden; foreslår desuden, at ESMA regelmæssigt gennemfører stikprøvekontroller af ansvarlighedsrapporterne for at sikre høj kvalitet i kreditvurderingerne;

47.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter.