21.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 152/14

1)

Skal artikel 4, stk. 1, og stk. 2, litra j), i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs (1) fortolkes således, at begrebet »insolvensbehandlingens afslutning«, der anvendes i denne bestemmelse, skal fortolkes selvstændigt uafhængigt af de ordninger, der gælder i de enkelte medlemslandes retssystemer, eller er det alene den nationale lovgivning i den medlemsstat, hvor behandlingen er indledt, der er afgørende for, hvornår insolvensbehandlingens afslutning indtræder?

2)

Skal artikel 27 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs fortolkes således, at den nationale ret, der behandler en begæring om indledning af sekundær insolvensbehandling, aldrig kan tage stilling til, om skyldneren, over for hvem der er indledt en hovedinsolvensbehandling i en anden medlemsstat, er insolvent, eller skal bestemmelsen i stedet fortolkes således, at en national ret i visse situationer kan tage stilling til, om skyldneren er insolvent, navnlig når hovedinsolvensbehandlingen er en beskyttelsesprocedure, hvorunder retten har fastslået, at skyldneren ikke er insolvent (den franske »sauvegarde«-procedure)?

3)

Åbner fortolkningen af artikel 27 i Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs mulighed for at indlede en sekundær insolvensbehandling, hvis karakter er præciseret i forordningens artikel 3, stk. 3, andet punktum, i den medlemsstat, hvor alle den insolvente skyldners aktiver befinder sig, når hovedinsolvensbehandlingen, der anerkendes automatisk, har karakter af beskyttelsesforanstaltning (som det er tilfældet med den franske »sauvegarde«-procedure), når der inden for rammerne heraf er vedtaget og stadfæstet en betalingsplan, når denne plan overholdes af skyldneren, og når retten har forbudt, at skyldnerens aktiver sælges?