3.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 132/89

1.1

EØSU glæder sig over, at tilpasningen til Lissabontraktaten kan give mulighed for at forenkle fusionsmarkedsordningens komplekse regelsystem og gøre det mere gennemsigtigt. Det er imidlertid nødvendigt at gøre reglerne endnu mere enkle og klare for borgerne.

1.2

EØSU ser positivt på høringerne af de berørte parter og medlemsstaterne i forbindelse med udarbejdelsen af EU-bestemmelserne og mener, at de bør opretholdes. I forbindelse med indførelsen af det nye system med delegerede retsakter og gennemførelsesretsakter er det absolut nødvendigt at forbedre gennemsigtigheden og dialogen med sektorens repræsentanter.

1.3

Kommissionen bør hurtigst muligt klarlægge, hvordan høringerne af eksperter skal foregå, samt forvaltningskomitéens nye funktionsmåde i forhold til gennemførelsesretsakterne.

1.4

EØSU mener, at de delegerede retsakter skal defineres klart, og efterlyser en definition af termen »ikke-væsentlig«, som anvendes om dem, en definition af uddelegeringens varighed og en nøje vurdering »sag for sag«. Det er afgørende, at Europa-Parlamentet og Rådet hurtigt får detaljerede oplysninger om de retsakter, der skal vedtages, for at gøre en eventuel tilbagekaldelse af delegationen lettere.

2.1

Formålet med forslaget er at rette Rådets forordning (EF) nr. 1234/2007 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter ind efter den sondring mellem Kommissionens delegerede beføjelser og gennemførelsesbeføjelser, som blev indført med artikel 290 og 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Forslaget går kun ud på at tilpasse fusionsmarkedsordningen til de nye krav, der er blevet indført med Lissabontraktaten, og berører således ikke den eksisterende EU-strategi.

2.2

Lissabontraktatens artikel 290 og 291 indeholder bestemmelser om at ændre beslutningsproceduren mellem Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet med hensyn til reglerne for gennemførelse af Unionens lovgivningsmæssige retsakter.

2.3

EUF-traktatens artikel 290 giver Kommissionen beføjelse til at udbygge eller ændre visse ikke-væsentlige elementer i ordningen. I Kommissionens delegerede retsakter kan der derfor fastlægges yderligere, »ikke-væsentlige« elementer, som er nødvendige for, at den fælles markedsordning kan fungere efter hensigten For eksempel kan Kommissionen vedtage delegerede retsakter med henblik på at fastsætte betingelserne for deltagelse i ordningen, de forpligtelser, som udstedelsen af en licens medfører, kriterier for, hvornår produkter kan komme i betragtning til markedsintervention, og i forbindelse med definitioner.

2.4

I henhold til EUF-traktatens artikel 291 har medlemsstaterne ansvaret for at gennemføre den ordning, som lovgiver fastsætter. Imidlertid understreges det i artiklen, at det må sikres, at ordningen gennemføres ensartet i medlemsstaterne. Derfor giver lovgiver Kommissionen gennemførelsesbeføjelser, for så vidt angår ensartede betingelser for gennemførelse af den fælles markedsordning og generelle rammebestemmelser for de kontroller, som medlemsstaterne skal gennemføre.

2.5

EUF-traktatens artikel 43, stk. 3, giver som en undtagelse et autonomt grundlag for Rådets vedtagelse af retsakter. I denne anføres det, at »Rådet vedtager på forslag af Kommissionen foranstaltninger vedrørende fastsættelse af priser, afgifter, støtte og kvantitative begrænsninger (…)«. Denne bestemmelse er en undtagelse fra EUF-traktatens artikel 43, stk. 2, der kræver, at den fælles ordning for markederne for landbrugsvarer fastsættes efter den almindelige lovgivningsprocedure.

2.6

Kommissionens forslag omfatter indholdet fra fire andre forslag:

3.1

Selvom ændringerne i fremgangsmåden til vedtagelse af gennemførelsesretsakterne måske ikke er revolutionerende, er de alligevel et vigtigt skridt i retning af en ny model, der ændrer gennemførelsesbeføjelserne for EU's retsakter. Medlemsstaterne vil kun tage del i gennemførelsesbeslutningerne i de tilfælde, hvor en harmonisering mellem medlemsstaterne er helt nødvendig for gennemførelsen af en retsakt.

3.2

For at sikre at det nye system fungerer korrekt, bør Kommissionen udarbejde nye bestemmelser, der præciserer beføjelserne og funktionsmåden for de organer, der erstatter komitéerne inden for den nu ophævede udvalgsprocedure.

3.3

I fremtiden vil det være afgørende at fremme inddragelsen af medlemsstaterne og sektorens repræsentanter i vedtagelsen af retsakterne. Processen med at afvikle den tidligere udvalgsprocedure bør ikke munde ud i, at sektorens aktører får en plads på sidelinjen.

3.4

Som organer for høring af de berørte parter i civilsamfundet er de rådgivende grupper et grundlæggende element i EU's beslutningsproces. Det er klart, at der ikke bør rejses tvivl om disse høringsorganer, da de formidler sagkundskab og viden om de reelle forhold inden for sektoren til Kommissionen.

3.5

De delegerede retsakter, der er forbeholdt »ikke-væsentlige« elementer af retsakten, er et stridspunkt mellem Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen. De delegerede retsakter har stor betydning, og derfor er det nødvendigt at uddybe, hvordan den »ikke-væsentlige« del af en lovgivningsmæssig retsakt skal defineres, ligesom man bør definere uddelegeringens varighed og foretage en nøje vurdering »sag for sag«.

3.6

EØSU er bekymret over undtagelsen fra reglen om, at den almindelige lovgivningsprocedure anvendes til at fastsætte den fælles ordning for markederne for landbrugsprodukter. Ifølge EUF-traktatens artikel 43, stk. 3, vedtager Rådet på forslag af Kommissionen foranstaltninger vedrørende fastsættelse af priser, afgifter, støtte og kvantitative begrænsninger. Europa-Parlamentets rolle på landbrugsområdet bør sikres, og derfor anmodes der om en snæver og ensartet fortolkning af artiklen.

4.1

Kommissionen har udført et omfattende og meget kompliceret arbejde for at tilpasse fusionsmarkedsforordningens mange bestemmelser til de nye betingelser, der blev indført med Lissabontraktaten. Det er meget vigtigt, at denne forenklingsproces resulterer i et nyt system, der ikke alene kommer forvaltningerne til gode, men også mindsker og forenkler de bureaukratiske byrder for dem, de forvalter.

4.2

Forslaget til forordning om tilpasning af fusionsmarkedsordningen indeholder 300 delegerede retsakter og 294 gennemførelsesretsakter. Til forskel fra tilpasningen af andre retsakter til Lissabontraktaten, som f.eks. støtten til udvikling af landdistrikterne fra ELFUL eller de fælles regler for ordningerne for direkte støtte til landbrugere, har Kommissionen i dette tilfælde begrænset sig til en »formel« tilpasning, der ikke indeholder nye bestemmelser.

4.3

EØSU ser positivt på, at Kommissionen af klarhedshensyn i flere artikler har gjort nærmere rede for visse beslutninger, der kan tages uden bistand fra forvaltningskomitéen. Førhen anvendtes en lignende procedure, men den var ikke indeholdt i nogen retsakt. For så vidt angår gennemførelsesretsakterne, er der et eksempel på sådan en redegørelse i forslagets artikel 255 og 270 i forbindelse med forvaltningen af importkvoter og eksportlicenser.

4.4

I nogle sektorer kan katalogiseringen af visse beslutninger som delegerede retsakter være problematisk. Hvad angår vinsektoren, ophører beslutninger om ønologiske fremgangsmåder med at høre under medlemsstaternes kompetence, og da de betragtes som delegerede retsakter, får Kommissionen enekompetence på dette område. I denne sammenhæng burde Kommissionen gøre rede for de områder, hvor der i praksis er sket en væsentlig ændring i beføjelserne, på trods af at der kun er tale om en juridisk tilpasning af teksten.