3.5.2011

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 132/63

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Den fælles landbrugspolitik på vej mod 2020: Morgendagens udfordringer: fødevarer, naturressourcer og landområder

KOM(2010) 672 endelig

2011/C 132/11

Ordfører: Franco CHIRIACO

Kommissionen besluttede den 18. november 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget – Den fælles landbrugspolitik på vej mod 2020: Morgendagens udfordringer: fødevarer, naturressourcer og landområder

KOM(2010) 672 endelig.

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 28. februar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 470. plenarforsamling den 15.-16. marts 2011, mødet den 16. marts, følgende udtalelse med 197 stemmer for, 26 imod og 17 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) bifalder meddelelsens indhold og Kommissionens forslag og bemærker, at der er taget hensyn til mange af de bemærkninger, udvalget har fremsat i tidligere udtalelser. EØSU opfordrer Kommissionen til nærmere at præcisere forholdet mellem mål, instrumenter og finansielle ressourcer i den fælles landbrugspolitik efter 2013. Reformen af den fælles landbrugspolitik skal gennemføres på en måde, der sikrer landbrugets rentabilitet og en rimelig indkomst til landmændene i hele EU.

1.2   Den fælles landbrugspolitik bør have det som sin prioritet at påskønne landbrugernes rolle som producenter af dagligvarer og også i stigende grad af bæredygtig grøn energi. Land- og skovbruget må desuden styrke sit vigtige bidrag til en bæredygtig forvaltning af naturressourcerne og give konkrete løsninger på de store udfordringer i forbindelse med kampen mod klimaændringer, vandforsyningsproblemer, miljøbeskyttelse og biodiversitet (1) og territorial udvikling.

1.3   EØSU er enigt i forslaget om gå bort fra at bruge historiske referenceperioder som grundlag for fastsættelsen af støttens størrelse og understreger, at den fælles landbrugspolitiks direkte betalinger er vigtige for bevaringen af den europæiske landbrugsmodel. De gør det muligt at opfylde de samfundsmæssigt set gunstige høje standarder i EU og kompenserer for de af landbrugets ydelser, der ikke er rentable på markedet. Derudover sikrer de landbrugernes indkomst og beskytter mod risiko på et marked, der i tiltagende grad er ustabilt. Efter EØSU's opfattelse er der en forbindelse mellem de offentlige goder og tjenesteydelser, der leveres til samfundet, og bæredygtig udvikling, miljøbeskyttelse, vitalitet i landdistrikterne, fattigdomsbekæmpelse, fødevaresikkerhed, beskæftigelse og forbrugerbeskyttelse.

1.4   EØSU mener, at det er helt afgørende, at denne revision ikke vender op og ned på den fælles landbrugspolitiks mål og mekanismer, som skulle hjælpe deltagerne i forsyningskæden i landbrugs-, fødevare- og miljøsektoren med den mellem- og langsigtede planlægning. Udvalget mener, at der her er brug for en tilstrækkelig overgangsperiode af samme varighed som den nye programmeringsperiode, der udløber i 2020, for at give landbrugerne, og herunder dem, der har investeret på de givne vilkår, mulighed for at vænne sig til afskaffelsen af den historiske referenceperiode som grundlag for fastsættelse af enkeltbetalingens størrelse. Udvalget minder om, at den generelle arealbetalingsordning for de nye medlemsstater udløber i 2013. EØSU opfordrer endelig til, at der gives tilsagn om et nationalt og regionalt fleksibilitetsredskab til tildeling af særlig støtte i stil med artikel 68 (2) og til at garantere fuld afstemning mellem foranstaltningerne under den 2. søjle, markedsordningen for frugt og grønt og fremmefondene.

1.5   EØSU er enigt i målet om kun at yde støtte under den fælles landbrugspolitik til aktive landbrugere og at fremme den europæiske landbrugsmodel ved hjælp af foranstaltninger under såvel den 1. som den 2. søjle. Al støtte under både den 1. og den 2. søjle skal tage sigte på at løse sociale, miljømæssige og økonomiske problemer. EØSU beder følgelig Kommissionen udarbejde en definition af »aktiv landbruger«, som kan anvendes i hele EU. EØSU foreslår, at definitionen af aktiv landbruger bl.a. omfatter krav om produktion og salg af landbrugsprodukter, herunder direkte salg på lokale markeder, og levering af offentlige almennyttige goder og tjenesteydelser.

1.6   EØSU tager det for givet, at Det Europæiske Råds beslutning om at garantere landbrugets vilkår i hele EU fortsat skal være et eksplicit mål for reformen. EØSU finder det ikke tilrådeligt at afskaffe støtten under den 2. søjle til aktive landbrugere i områder, der af natur- eller klimabetingede årsager er ugunstigt stillede. Den supplerende arealbaserede støtte til landbrugere i ugunstigt stillede områder kan afværge nedlægning af landbrugsproduktion i EU og dermed bidrage til målet om sikring af fødevareforsyningen. EØSU opfordrer Kommissionen til snarest muligt at offentliggøre sit forslag til ændrede kriterier for klassificering af andre ugunstigt stillede områder (mellemliggende områder), så samtlige berørte parter kan høres i tilstrækkeligt omfang.

1.7   EØSU er enigt i at indføre et øvre loft for direkte betalinger på baggrund af landets eller den pågældende regions landbrugsstruktur. EØSU går ind for at fastsætte loftet ud fra bedriftens beskæftigelse af lønnet og ulønnet arbejdskraft, inklusive landbrugeren selv, hvorved man også sikrer en social retfærdiggørelse af de økonomiske ressourcer, der anvendes på den fælles landbrugspolitik. EØSU finder det også nødvendigt at tage hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for virksomheder, som er skabt af kooperativer og sammenslutninger af landbrugsproducenter, og at foretage betalinger til alle partnerne.

1.8   Den nye landbrugspolitik bør have det som en prioritet at sikre en konkurrencedygtig og innovativ landbrugs- og fødevaresektor i EU, som kan bidrage til at forbedre de socioøkonomiske og de beskæftigelses- og sikkerhedsmæssige forhold for arbejdstagerne i landbruget ved at gøre støtten betinget af, at alle sociale krav er opfyldt, herunder navnlig at loven og ansættelseskontrakterne er overholdt.

1.9   Kommissionen bør nærmere præcisere kravet om, at de direkte betalinger skal indeholde en grøn komponent, og fremlægge en endelig vurdering af dette forslags indvirkning på de nuværende miljøforanstaltninger under den 2. søjle. EØSU opfordrer Kommissionen til at overveje alternative løsninger. Et forslag kunne være at gøre den grønne komponent af den direkte støtte afhængig af tvungen deltagelse i specifikke landbrugsmiljøforanstaltninger, som har en reel indvirkning på det pågældende område. En betingelse skulle være, at de økonomiske incitamenter fuld ud dækker de større omkostninger, og at de bureaukratiske procedurer er minimale. Med dette for øje bør Kommissionen udarbejde en liste over relevante foranstaltninger, hvorfra landbrugerne kan vælge dem, der passer bedst til deres særlige situation. Gennemførelsen af disse foranstaltninger skal struktureres på regionalt niveau, så det afspejles positivt i indkomsten.

1.10   EØSU tror ikke, at det er muligt at gennemføre en effektiv reform af den fælles landbrugspolitik efter 2013 uden klare signaler om, hvilke afgørelser der er truffet om størrelsen og sammensætningen af EU's budget. EØSU mener, at det i hvert fald er nødvendigt at sikre et tilsagn vedrørende den del af budgettet, som EU allerede på nuværende tidspunkt har afsat til den fælles landbrugspolitik.

1.11   EØSU gør opmærksom på, at en yderligere åbning af landbrugsmarkederne i EU vil medføre et endnu større konkurrencepres og betyde, at producentpriserne i endnu højere grad vil blive påvirket af udsvingene på de internationale markeder. EØSU er bekymret for, at de instrumenter, der er til rådighed, ikke vil kunne sikre tilstrækkelig stabilitet på markederne. Dette må der tages hensyn til i den kommende reform i forbindelse med omlægningen af såvel de direkte betalinger som de stabiliserende markedsinstrumenter.

2.   Resumé af meddelelsen

2.1   Målsætningerne for den fælles landbrugspolitik

2.1.1   Ifølge Kommissionen skal den fælles landbrugspolitik efter 2013 bidrage til følgende målsætninger (3):

—	bæredygtig fødevareproduktion

—	bæredygtig forvaltning af naturressourcer og klimatiltag

—	bevarelse af den rumlige ligevægt og mangfoldigheden i landdistrikterne.

2.2   Instrumenterne i den kommende landbrugspolitik

2.2.1   Ifølge Kommissionen vil afkoblede direkte betalinger fortsat være det primære redskab til at yde støtte til EU's landbrug (afkoblede direkte betalinger af samme beløb til alle producenter i en bestemt region eller land). For at opnå større effektivitet og retfærdighed er der planer om at erstatte udbetalinger baseret på historiske referenceperioder med en fast, ensartet arealbaseret betaling (grundydelse). Dog taler de økonomiske og naturbetingede vilkår for landbrugerne, der er forskellige fra den ene EU-region til den anden, for en retfærdighedsbaseret fordeling af de direkte betalinger. Denne støtte vil blive baseret på overførbare rettigheder, som kan aktiveres ved kobling til støtteberettiget landbrugsjord og opfyldelse af krydsoverensstemmelseskravene, som bør forenkles og tilpasses målene for vandrammedirektivet. Udvalget opfordrer til at overveje at indføre et øvre loft for støtte pr. bedrift (capping). Virkningerne af et sådant loft kunne mindskes afhængigt af antallet af beskæftigede på bedriften.

2.2.2   Kommissionen mener, at den fælles landbrugspolitik efter 2013 bør indeholde yderligere to typer direkte betalinger for at fremme et grønnere landbrug ( »grønnere« direkte støtte): 1) en betaling pr. hektar gældende i hele EU, som belønner landbrugere for at indføre miljøtiltag, der går ud over krydsoverensstemmelseskravene og har tilknytning til landbruget (f.eks. permanente græsgange, sædskifte og økologisk braklægning osv.); 2) en yderligere arealbaseret støtte til landbrugere i ugunstigt stillede områder og/eller med særlige naturforhold som supplement til støtte, der ydes under den fælles landbrugspolitiks 2. søjle.

2.2.3   Der er forudset en række undtagelser fra afkoblingen. I visse regioner og til bestemte former for landbrug kan der ydes koblet støtte inden for klart definerede grænser. Der indføres en enkelt og specifik støtteordning for små landbrugere for at undgå tab af arbejdspladser i landdistrikterne. Som reaktion på Revisionsrettens kritik af mekanismen bag de direkte betalinger foreslås det at målrette støtten, så den kun omfatter aktive landbrugere.

2.2.4   Kommissionen mener, at det er nødvendigt at fastholde visse markedsforanstaltninger. Disse redskaber skal kunne tages i brug i krisesituationer for at dæmme op for nødsituationer. Der stilles navnlig forslag om forlængelse af interventionsperioden, anvendelse af markedsforstyrrelsesklausulen og privat oplagring på andre produkter samt forbedret kontrol. Kommissionen bebuder i den sammenhæng fremlæggelse af forslag til stabilisering af mælkemarkedet og understreger, at der er behov for at drøfte sukkersektorens fremtid. Den fælles landbrugspolitik efter 2013 vil desuden byde på indførelse af særlige foranstaltninger vedrørende fødevarekædens funktionsmåde og forbedring af landbrugernes forhandlingsstyrke.

2.2.5   Den fælles landbrugspolitiks overordnede struktur vil ifølge Kommissionen fortsat hvile på to søjler: Støtten til udvikling af landdistrikterne bør i højere grad tage sigte på konkurrenceevne, innovation, bekæmpelse af klimaændringer og miljøet i overensstemmelse med Europa 2020-strategien. Under den 2. søjle er det derfor planen at indføre risikohåndteringsværktøjer, som medlemsstaterne kan bruge til at stabilisere landbrugsproduktionen og landbrugernes indkomst.

3.   Generelle bemærkninger

3.1   EØSU bemærker, at Kommissionen i meddelelsen har taget hensyn til følgende bemærkninger, som udvalget har fremsat i tidligere udtalelser (4):

—	behovet for en ligelig fordeling af midlerne blandt medlemsstaterne

—	behovet for at afskaffe de historiske referenceperioder som grundlag for fastsættelsen af størrelsen af enkeltbetalingerne

—

indførelsen af en grøn komponent i enkeltbetalingen for at takle de nye udfordringer, især i forbindelse med klimaændringer, vedvarende energi, forvaltning af vandressourcer og biodiversitet (5) og for i højere grad at knytte støttens omfang til de almennyttige goder og tjenesteydelser, som landbrugeren leverer til samfundet, og som markedet normalt ikke godtgør, samt for at yde kompensation til de landbrugere, som arbejder i områder med naturlige og klimatiske handicap, for deres øgede omkostninger

—	nødvendigheden af at forbeholde den direkte støtte til de aktive landbrugere på en måde, der tager hensyn til de job, der findes på og skabes af den enkelte bedrift, og navnlig antallet af ansatte og anden arbejdskraft, herunder også kontraktarbejde i land- og skovbruget.

3.2   I sin udtalelse NAT/449 – Reform af den fælles landbrugspolitik i 2013 opfordrede EØSU »Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet til først og fremmest at give en klar beskrivelse af målene med den fælles landbrugspolitik, for derefter at sammensætte den nødvendige vifte af instrumenter og præcisere, hvor stort finansieringsbehovet vil være«. EØSU konstaterer, at Kommissionen ikke følger den samme logiske rækkefølge i den foreliggende meddelelse. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til nærmere at præcisere forholdet mellem mål, instrumenter og finansielle ressourcer i den fælles landbrugspolitik efter 2013.

3.3   Mål

3.3.1   I sin udtalelse NAT/449 anførte EØSU, at den fælles landbrugspolitik efter 2013 derimod skal være kendetegnet ved »den europæiske landbrugsmodel, som skal være baseret på principperne om fødevaresuverænitet, bæredygtighed og landmændenes og forbrugernes reelle behov«. EØSU ønsker at fremhæve, hvad der bør være de vigtigste mål for den fælles landbrugspolitik:

—	at bidrage til den kvantitative og kvalitative fødevaresikkerhed i Europa og på verdensplan (6)

—	at bidrage til at stabilisere markederne (7) ved navnlig at begrænse udsving i priserne på landbrugsprodukter

—	at støtte de europæiske landbrugeres indkomster, som gennemsnitligt er lavere end i de øvrige erhverv i EU (8)

—	at være med til at udvikle et sæt handelsbetingelser, som gør det muligt at bevare den europæiske landbrugsfødevaremodel og undgå konkurrenceforvridning

—	at give landbrugerne mulighed for at forbedre deres markedsstyrke over for detailleddet, herunder navnlig de store supermarkedskæder (9)

—	at fremme en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne, bevaring af naturlige levesteder og biodiversitet, hvorved land- og skovbrug påtager sig en mere aktiv rolle i kampen mod klimaændringerne (10)

—	at støtte produktion og markedsføring af lokale kvalitetsprodukter i landdistrikterne ved at fremme alternative distributionskanaler (11)

—	at skabe juridiske betingelser for landbrugernes forvaltning af korte og gennemsigtige forsyningskæder

—

at fremme Europa 2020-strategiens prioriteter, dvs. uddannelse og innovation (intelligent vækst), udvikling af vedvarende energi (bæredygtig vækst) og en styrkelse af landdistrikternes beskæftigelsespotentiale (inklusiv vækst) under overholdelse af god beskæftigelsespraksis over for kontrakt- og sæsonarbejdere i landbruget fra EU og tredjelande.

3.3.2   Fødevaresikkerhed til rimelige priser er fortsat en prioritet for EU's landbrug i en global situation, der er præget af befolkningstilvækst og øget forbrug, og som kræver en strategisk politisk respons med udgangspunkt i udviklingen og den globale fødevaresikkerhed.

3.3.3   EØSU går ud fra, at de europæiske landbrugere er interesserede i »at opretholde et fair indtægtsniveau baseret på salget af deres produkter på markedet og belønning for de samfundsmæssige opgaver, som de varetager inden for rammerne af den europæiske landbrugsmodel« (12). Den fælles landbrugspolitik må derfor ikke være begrænset til støttetildeling. EØSU beder følgelig Kommissionen gøre nærmere rede for, hvordan den nye fælles landbrugspolitik vil løse problemet med stabilisering af markederne og navnlig, hvordan den vil løse problemet med priser og landbrugsindkomster.

3.3.4   Den europæiske landbrugspolitik og politikkerne for udvikling af landdistrikterne skal tage sigte på innovation og konkurrenceevne. EØSU mener, at udviklingen af landdistrikterne og EU's skovpolitik i højere grad skal bidrage til bevarelse af biodiversitet, kulstofbinding, energifremstilling og -besparelse, udvikling og markedsføring af fødevarer samt en afbalanceret territorial udvikling. Udviklingen af landdistrikterne kan skabe nye forretningsmuligheder og højere beskæftigelse i landdistrikterne og skabe flere, alternative indkomstmuligheder i landbruget. Endelig må man ikke glemme, at forarbejdning af landbrugsprodukter er en af de vigtigste økonomiske aktiviteter i landdistrikterne. Udviklingen af landdistrikterne bør derfor ikke undlade at støtte de levnedsmiddelvirksomheder i landdistrikterne, der sammen med landbrugerne iværksætter initiativer inden for forskning og udvikling, uddannelse, innovation og eksportfremme, og dem, der indgår i et virksomhedssamarbejde (f.eks. joint ventures) med det sigte at styrke deres konkurrenceevne på markedet.

3.3.5   EØSU minder om, at prisudsvingene på landbrugsmarkederne, som godt nok er et kronisk problem i sektoren, har været særligt voldsomme i de seneste år pga. forskellige faktorer, heriblandt ekstreme vejrforhold, energipriserne, spekulation og stigningen i den globale efterspørgsel som følge af befolkningstilvæksten. EØSU påpeger i den sammenhæng, at priserne på landbrugsprodukter efter en stærk stigning i perioden 2006-2008, som blev efterfulgt af et betydeligt fald, nu igen er begyndt at stige i de seneste måneder. EØSU mener, at disse ekstreme udsving i priserne på landbrugsprodukter har negative konsekvenser for såvel producenterne som forbrugerne. Derudover er EØSU bekymret for, at investorer, der ikke er landbrugere, i stigende grad opkøber land til investering og spekulation, hvilket bestemt ikke er i tråd med den europæiske landbrugsmodel.

3.3.6   Den nye fælles landbrugspolitik bør fremme og støtte nyetablerede bedrifter og navnlig tiltrække unge til sektoren for blandt andet at sikre europæisk landbrug en fremtid. Der er behov for et generationsskifte i landbruget, eftersom kun 7 % af de europæiske landbrugere er under 35 år, og situationen i visse lande er endnu mere kritisk. På nuværende tidspunkt er en tredjedel af landbrugerne i EU-27 over 65 år gamle, og mange vil gå på pension i de kommende år. Den fælles landbrugspolitik må derfor bidrage til at udarbejde en politik på europæisk plan for nyetablering i landbruget sideløbende med en ambitiøs og synergiorienteret beskæftigelsespolitik i landbrugssektoren.

3.4   Instrumenter

3.4.1   EØSU understreger, at den fælles landbrugspolitiks direkte betalinger er vigtige for bevaringen af den europæiske landbrugsmodel. De direkte betalinger støtter nemlig de europæiske landbrugere, der leverer offentlige goder og tjenesteydelser, som har stor samfundsværdi, men som imidlertid ikke honoreres tilstrækkeligt via de priser, der dannes på markedet for landbrugsprodukter.

3.4.2   Der bør ske en forenkling af anvendelsesbetingelserne for den nye fælles landbrugspolitiks instrumenter, herunder især enkeltbetalingerne. EØSU er enigt i, at der er behov for at forenkle de miljørelaterede krydsoverensstemmelseskrav og følgelig at rationalisere kontrolsystemet og de tilknyttede procedurer for nedsættelse af betalingerne. EØSU bemærker, at betingelserne for adgang til grønnere direkte betalinger bør lette og fremme bedrifters adgang til støtte fra den fælles landbrugspolitik. I den forbindelse og med henblik på en eventuel indførelse af nye betingelser (eksempelvis gennem vandrammedirektivet) opfordrer EØSU Kommissionen til nøje at vurdere virkningerne af denne foranstaltning og til at pege på gennemførelsesprocedurer, der ikke indebærer yderligere vanskeligheder for landbrugerne.

3.4.3   EØSU støtter princippet om, at den grundlæggende støtterate, som skal differentieres på regionalt plan, nødvendigvis må kædes sammen med specifikke miljøresultater. Igangværende drøftelser tyder på, at det muligvis kan være svært at adskille den miljømæssige del af den 1. søjle (grønnere direkte betalinger) fra landbrugsmiljøforanstaltningerne i den 2. søjle.

3.4.4   EØSU er enigt i at indføre et nyt kriterium for fastlæggelse af størrelsen af de direkte betalinger. EØSU foreslår, at der anstilles overvejelser om referenceområdet for fastlæggelse af den faste del af de direkte betalinger (europæisk, nationalt eller regionalt). EØSU foreslår endvidere at undersøge muligheden for at gøre en del af de direkte betalinger afhængige af antallet af beskæftigede og indførelse af anden god praksis, hvad angår konkurrenceevne, beskæftigelse og innovation.

3.4.5   EØSU bifalder idéen om at indføre en enkel og specifik støtteordning for små landbrugere. Kommissionen bedes i den forbindelse præcisere, hvilke krav der skal opfyldes for at falde ind under kategorien »små landbrugere«. EØSU opfordrer især til at tage hensyn til de særlige strukturelle forskelle, der kendetegner landbruget i de forskellige medlemsstater.

3.4.6   EØSU ved ikke, hvilke konsekvenser tilpasningen af de nuværende markedsforanstaltninger (garanterede priser, tariffer, eksportstøtte, offentlig oplagring, kvoter, braklægning osv.) vil få. EØSU understreger derfor, at sikkerhedsnet ikke i sig selv kan sikre stabilisering af markederne for landbrugsprodukter og navnlig ikke løse problemerne i mejerisektoren (13). For at styrke landbrugernes position i værdiskabelseskæden og modvirke prisudsving og supermarkedskædernes overdrevne markedsstyrke mener EØSU, at det vil være hensigtsmæssigt, at den fælles landbrugspolitik efter 2013 indeholder specifikke instrumenter, som skal forvaltes direkte af landbrugerne eller deres repræsentanter, til at koncentrere udbuddet og forbedre handelsforbindelserne ved hjælp af foranstaltninger og værktøjer, der allerede er afprøvet i visse fælles markedsorganisationer.

3.4.7   EØSU opfordrer til at styrke den fælles landbrugspolitiks foranstaltninger med sigte på at profilere og fremme de lokale kvalitetsfødevarer både i og uden for EU for bl.a. at få bedre fungerende fødevarekæder, at sætte fokus på den brede vifte af fødevarer, der produceres i EU, samt for at imødekomme forbrugernes behov og åbne nye markeder i udlandet. EØSU ser derfor gerne, at der indføres god praksis for mærkning af landbrugsprodukter for bl.a. at imødekomme samfundets voksende efterspørgsel efter information og gennemsigtighed.

3.4.8   EØSU minder om, at der i EU er mere end 40 millioner fattige mennesker, der ikke har nok at spise. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at forbedre de foranstaltninger under den fælles landbrugspolitik, som tager sigte på uddeling af fødevarer til samfundets mest trængende.

3.4.9   Udviklingen af landdistrikterne kan bidrage til at dække behovene i sektorerne og i landområderne. Efter EØSU's mening bør den nuværende struktur af den fælles landbrugspolitik med to adskilte søjler bevares, men der bør ske en omfordeling af foranstaltningerne under de to søjler, og der bør søges større samspil mellem de forskellige tiltag (14).

3.4.10   Med henblik på den »europæiske landbrugsmodel« er det en væsentlig opgave for den fælles landbrugspolitik at bevare landbrugsproduktionen i alle dele af EU. EØSU vil i den forbindelse fremhæve betydningen af foranstaltninger for ugunstigt stillede områder som led i landdistriktudviklingen. Foranstaltninger, som har vist deres praktiske betydning, som eksempelvis kompensation for naturbetingede og klimarelaterede ulemper, bør i hvert fald bevares med henblik på størst mulig kontinuitet.

3.5   EU-budgettet og de finansielle midler til den fælles landbrugspolitik

3.5.1   De målsætninger, som det moderne samfund opstiller for EU's landbrug, er efter EØSU's opfattelse meget ambitiøse og vanskelige. De kræver, at der også i fremtiden er en fælles landbrugspolitik, som er udstyret med de rette værktøjer til at nå de opstillede mål, en effektiv gennemførelsesramme og tilstrækkelige finansielle midler (15). Det er desuden helt afgørende at integrere den fælles landbrugspolitik i alle de øvrige EU-politikområder (erhverv, klimatiltag, tværsektorielle politikker, økonomi, finans og skat, beskæftigelse og sociale rettigheder, energi og naturressourcer, miljø, forbrugerspørgsmål og sundhed, eksterne forbindelser og udenrigsanliggender, regional- og lokaludvikling, videnskab og teknologi).

3.5.2   Debatten om den fælles landbrugspolitik frem til 2020 er efter EØSU's mening nødt til at tage hensyn til, at det i betragtning af de finansielle overslag og de manglende budgetjusteringer vil være vanskeligt at nå de mål, Kommissionen opstiller for den fremtidige fælles landbrugspolitik, og at forsvare den europæiske landbrugsmodel.

3.5.3   EØSU mener, at man i forbindelse med reformen af den fælles landbrugspolitik efter 2013 bør tage fat på diskussionen om en omfordeling af de finansielle ressourcer inden for hhv. den 1. og den 2. søjle. Især er det nødvendigt at løse problemet med den skæve fordeling af landbrugsstøtten på nationalt plan, som navnlig er en ulempe for de nye medlemsstater. Afskaffelsen af de historiske referenceperioder gør det nødvendigt at opstille et nyt kriterium for fastlæggelsen af det nationale loft for direkte betalinger, der beregnes for de enkelte medlemsstater. EØSU opfordrer her til, at der anlægges en pragmatisk tilgang, som tager hensyn til, at situationen er forskellig fra medlemsstat til medlemsstat, og at man derfor tager andre kriterier end landets landbrugsareal med i betragtning. Landbrugets bidrag til udviklingen af landdistrikterne kan navnlig øges, hvis der indføres kriterier knyttet til leveomkostninger, beskæftigelse, værditilvækst og forskelle i de agroklimatiske betingelser og i produktionsomkostninger (16).

3.5.4   EØSU bifalder Kommissionens beslutning om ikke at indføre national medfinansiering af foranstaltninger under den 1. søjle. Hvad angår den 2. søjle, mener EØSU, at national medfinansiering af foranstaltninger til udvikling af landdistrikterne bør opretholdes. EØSU finder det desuden påkrævet at genoverveje de beslutninger, der hidtil er truffet med hensyn til omfanget af den nationale medfinansiering af udviklingen af landdistrikterne, for at tage hensyn til den stramme budgetsituation i mange medlemsstater og for at fremme mere rentable investeringer på nationalt plan (17).

4.   Særlige bemærkninger

4.1   EØSU opfordrer til at overveje muligheden for at revidere anvendelsen af EU's konkurrencelovgivning i fødevaresektoren med henblik på at få en bedre fungerende fødevarekæde og opnå en mere jævnt fordelt markedsstyrke mellem deltagerne i fødevarekæden, navnlig i forhold til distributionsleddet.

4.2   EØSU er enigt i at forbedre risikohåndteringsværktøjerne inden for den fælles landbrugspolitik. Disse værktøjer bør efter udvalgets mening bidrage til at mindske indkomstudsvingningerne og markedsvolatiliteten. Styrkelsen af forsikringsinstrumenterne og oprettelsen af gensidige fonde skal hjælpe landbrugerne til at håndtere de sundheds- og klimarisici, der kan forventes at tage til i den nærmeste fremtid. Under henvisning til den alvorlige krise, der har ramt de internationale finansinstitutioner, opfordrer EØSU Kommissionen til snarest muligt at præcisere de kommende betingelser for gennemførelse af disse foranstaltninger. EØSU er ikke sikker på, at det er en god idé at placere risikohåndteringsværktøjerne under den 2. søjle, og peger på, at forpligtelsen til national medfinansiering kan afskrække medlemsstaterne fra at tage disse værktøjer i brug.

4.3   EØSU følger nøje med i Kommissionens forslag om at fremme alternative distributionskanaler for at øge værdien af de lokale ressourcer ved hjælp af foranstaltninger under den 2. søjle, som sigter mod at udbrede og konsolidere praksis for direkte salg og lokale markeder. Efter udvalgets mening bør disse former for alternativ handelspraksis fremmes, og man kan endda udarbejde en særlig ad hoc-fællesskabslovgivning.

4.4   EØSU håber, at WTO-forhandlingerne genoptages og giver et godt resultat. Handelsaftalerne, navnlig med Mercosur, har med den yderligere åbning af markederne for landbrugsprodukter betydning for, at den fælles landbrugspolitik fungerer effektivt (18). Udvalget vil i den forbindelse også gerne understrege, at dette fører til øget konkurrence og svingende landbrugspriser på de internationale markeder, hvilket det er nødvendigt at tage hensyn til i reformen af den fælles landbrugspolitik, både i ændringen af de stabiliserende markedsforanstaltninger og i omlægningen af de direkte betalinger. Desuden kan den internationale handel bidrage mærkbart til forbedring af fødevaretilgængeligheden ved at øge mængden og sortimentet af fødevarer på markedet (19). EØSU minder om, at EU's landbrugere pga. af EU's obligatoriske produktionsstandarder har en konkurrencemæssig ulempe i forhold til deres pendanter uden for EU. EØSU opfordrer til at øge kontrollen med import af råvarer, som skal opfylde de samme krav, der gælder for EU-produkter. I modsat fald vil det ikke kun give anledning til uretfærdig konkurrence og social dumping, men også få alvorlige konsekvenser for kvaliteten af landbrugsprodukter og forarbejdede fødevarer.

4.5   Kommissionen opfordrer Kommissionen til at indføre foranstaltninger, der kan løse problemet med den for lave produktion af vegetabilske foderstoffer, som er kendetegnende for EU's landbrug, og som lægger en dæmper på udviklingen af visse af EU's produktionssektorer. EØSU følger i den forbindelse nøje med i gennemførelsen af aktioner, der kan skabe synergi mellem landbrugsenergiprogrammer og aktioner til fremme af produktionen af vegetabilske proteiner i EU.

---

(1)  KOM(2010) 548 – »2010-evalueringen af gennemførelsen af EU's handlingsplan for biodiversitet«.

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009 om fælles regler for den fælles landbrugspolitiks ordninger for direkte støtte til landbrugere og om fastlæggelse af visse støtteordninger for landbrugere, om ændring af forordning (EF) nr. 1290/2005, (EF) nr. 247/2006, (EF) nr. 378/2007 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1782/2003 (EUT L 30 af 31.1.2009, s. 16).

(3)  Kommissionens pressemeddelelse, IP/10/1527, af 18. november 2010.

(4)  EØSU's udtalelse om »Reform af den fælles landbrugspolitik i 2013« (EUT C 354 af 28.12.2010, s. 35, punkt 5.6.11).

(5)  Rådets afgørelse af 19. januar 2009 om ændring af afgørelse 2006/144/EF af 20. februar 2006 om Fællesskabets strategiske retningslinjer for udvikling af landdistrikterne - programmeringsperioden 2007-2013 (EUT L 30 af 31.1.2009, s. 112).

(6)  EØSU's udtalelse om »Den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013« (EUT C 318 af 23.12.2009, s. 66, punkt 2.3).

(7)  EØSU's udtalelse om »Reform af den fælles landbrugspolitik i 2013« (EUT C 354 af 28.12.2010, s. 35, punkt 5.2), og EØSU's udtalelse om »Sundhedseftersynet og den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013« (EUT C 44 af 16.2.2008, s. 60, punkt 7.4.2).

(8)  EØSU's udtalelse om »Reform af den fælles landbrugspolitik i 2013« (EUT C 354 af 28.12.2010, s. 35, punkt 3.7).

(9)  EØSU's udtalelse om »En bedre fungerende fødevareforsyningskæde i Europa« (EUT C 48 af 15.2.2011, s. 145, punkt 3.6).

(10)  EØSU's udtalelse om »Reform af den fælles landbrugspolitik i 2013« (EUT C 354 af 28.12.2010, s. 35, punkt 4.7).

(11)  EØSU's udtalelse om »Reform af den fælles landbrugspolitik i 2013« (EUT C 354 af 28.12.2010, s. 35, punkt 5.5.15).

(12)  EØSU's udtalelse om »Reform af den fælles landbrugspolitik i 2013« (EUT C 354 af 28.12.2010, s. 35, punkt 5.3).

(13)  EØSU's udtalelse om »Sundhedseftersynet og den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013« (EUT C 44 af 16.2.2008, s. 60, punkt 7.4.13-7.4.15) og EØSU's udtalelse om »Reform af den fælles landbrugspolitik i 2013« (EUT C 354 af 28.12.2010, s. 35, punkt 5.5.9).

(14)  EØSU's udtalelse om »Den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013« (EUT C 318 af 23.12.2009, s. 66, punkt 4.3).

(15)  EØSU's udtalelse om »Den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013« (EUT C 318 af 23.12.2009, s. 66, punkt 2.5).

(16)  EØSU's udtalelse om »Reform af den fælles landbrugspolitik i 2013« (EUT C 354 af 28.12.2010, s. 35, punkt 5.7.4, 5.8.4 og 5.8.5).

(17)  EØSU's udtalelse om »Sundhedseftersynet og den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013« (EUT C 44 af 16.2.2008, s. 60, punkt 7.6.11).

(18)  EØSU's udtalelse om »Sundhedseftersynet og den fælles landbrugspolitiks fremtid efter 2013« (EUT C 44 af 16.2.2008, s. 60, punkt 7.4.9).

(19)  KOM(2010) 127 endelig – »EU-rammepolitik for bistand til løsning af udviklingslandenes fødevaresikkerhedsproblemer«.

---

---