3.5.2011

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 132/15

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om hvilken naboskabspolitik for at sikre EU's energiforsyning?

(sonderende udtalelse på anmodning af det ungarske rådsformandskab)

2011/C 132/04

Ordfører: Edgardo Maria IOZIA

Det kommende ungarske formandskab for Den Europæiske Union besluttede den 15. november 2010 under henvisning til artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Hvilken naboskabspolitik for at sikre EU's energiforsyning?

(sonderende udtalelse).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet. Sektionen vedtog sin udtalelse den 1. marts 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 470. plenarforsamling den 15.-16. marts 2011, mødet den 15. marts, følgende udtalelse med 86 stemmer for, 4 imod og 8 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner

1.1   Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ser gerne, at

1.1.1

Den Europæiske Union hurtigt og gradvist styrker den fælles udenrigspolitik på områderne energi, forsyningssikkerhed og samarbejde med producent-, transit- og forbrugslandene med udgangspunkt i solidaritet mellem medlemsstaterne, og således at politikken hænger sammen og er integreret med Unionens sikkerheds- og forsvarspolitik under hensyntagen til energiforsyningens strategiske betydning;

1.1.2

der udpeges en højtstående repræsentant for energipolitikken til at støtte den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, da disse politikområder også bør omfatte spørgsmålet om energisikkerhed. Kommissæren med ansvar for energi kunne formelt få tildelt denne opgave;

1.1.3

der anvendes en integreret strategi for de interne og eksterne politikker og de dermed forbundne politikker, herunder naboskabs-, nærheds- og miljøbeskyttelsespolitikker;

1.1.4

vi kan få gjort op med den ensidighed, der hersker på energiområdet, og som underminerer princippet om solidaritet mellem medlemsstaterne og betyder, at de lande, der ikke har tilstrækkelig forhandlingsstyrke, risikerer at løbe ind i alvorlige vanskeligheder med at få forsyninger til rimelige og bæredygtige priser;

1.1.5

energifællesskabet videreudvikles ved at udvide denne partnerskabsmodel til landene i det sydlige Middelhavsområde, først og fremmest med et mandat til at støtte udviklingen af energieffektivitet, vedvarende energi og nettenes sammenkobling og interoperabilitet. Målene for dette nye fællesskab bør være at fremme et nyt energicharter og en ny protokol om energieffektivitet;

1.1.6

det får adgang til østpartnerskabets platform 3 om energisikkerhed, og at repræsentanter for arbejdsgruppe 3 om miljø, klimaændringer og energisikkerhed, der er nedsat inden for rammerne af østpartnerskabets civilsamfundsforum, systematisk inddrages i arbejdet i platformen, da det stadig alt for ofte er sådan, at civilsamfundet, og herunder arbejdsmarkedets parter, kun i meget begrænset omfang eller slet ikke får mulighed for at komme til orde;

1.1.7

en ny institutionel forankring af energiområdet, som ifølge de gældende traktater stadig er et område, hvor EU's kompetence – på trods af at den utvivlsomt er blevet styrket – kun er et supplement til de nationale politikker. Kompetencen til at træffe beslutning om det nationale energimix skal dog fortsat henhøre under de nationale politikker. I den forbindelse opfordrer udvalget Kommissionen til at undersøge gennemførligheden af en EU-traktat om energi med Euratom-traktaten som forbillede;

1.1.8

der gøres et forsøg på at få indgået en multilateral, samlet aftale med Rusland med det formål at beskytte EU's almene interesser. Denne politik bør også anvendes over for landene i Kaukasus, der fremover vil få stadig større betydning for Europas energiforsyning;

1.1.9

udvikling af strategiske partnerskaber med USA, Japan, Brasilien, Indien og Kina om energiforsyningseffektivitet og -sikkerhed og nedbringelse af drivhusgasudledningen for at blive enige om en global aftale, der kan afløse Kyotoprotokollen; fornyelse af de eksisterende aftaler med de nye demokratier i Nordafrika og Mellemøsten, hvor der tages hensyn til deres udviklingsbehov;

1.1.10

det overvejes at afholde en international konference om emnet med det formål at udarbejde et energicharter og en protokol om energieffektivitet med større virkning i praksis, og som i højere grad inddrager borgerne, anvendes på flere områder og er samordnet med den økonomiske og politiske udvikling på området;

1.1.11

at Europas energiafhængighed gradvist mindskes med mere målrettede og forpligtende energieffektiviseringspolitikker, støtte til udvikling af alternative og bæredygtige energikilder med lav CO2-udledning;

1.1.12

at de projekter om energidiversificering, der gennemføres i nabolandene, prioriteres, f.eks. energikorridoren mellem EU, Det Kaspiske Hav og Sortehavet og især Nabuccorørledningen, infrastruktur til flydende naturgas (GNL), sammenkobling af elnet og færdiggørelse af el- og gasinfrastrukturnettene mellem EU og Middelhavslandene (Middelhavsringen) samt realisering af nye olieinfrastrukturprojekter af europæisk interesse som f.eks. Odessa-Gdansk- og Constanta-Trieste-projekterne og Nord Stream-projektet, som er af stor betydning for Finland, og som bør genforhandles med hensyn til mulighederne for at sammenkoble til net i de baltiske lande og Polen;

1.1.13

at EU-institutionerne seriøst arbejder for at finde en solidarisk løsning på problemet med forsyningssikkerhed. EØSU opfordrer Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen til at træffe alle tænkelige forholdsregler, der gør det muligt at anvende energidiplomati som et instrument til beskyttelse og sikring af arbejdstagere, virksomheder og de europæiske borgeres livskvalitet.

2.   Indledning

2.1   EU-formandskabets anmodning til Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedrører et af de mest følsomme og grundlæggende punkter i EU27's strategi på energiområdet, nemlig forsyningssikkerhed og anvendelsen af et af Unionens samarbejdsinstrumenter, naboskabspolitikken.

2.2   Energi er i de senere år blevet et af de helt afgørende og vigtigste spørgsmål i de økonomiske og sociale politikker og miljøpolitikkerne. Den bæredygtige udvikling nu og i fremtiden afhænger af adgangen til energi, af at den anvendes med omtanke og rationelt og af forskning i nye former for energi i overensstemmelse med målet om et lavemissionssamfund.

2.3   De juridiske rammer

2.3.1   Med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (EUF-traktaten) er der indført en ny artikel 194, der fastlægger Unionens kompetencer til at føre en politik, der i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne sigter mod at

—	sikre energimarkedets funktion,

—	sikre energiforsyningssikkerheden i Unionen,

—	fremme energieffektivitet og energibesparelser og udvikle nye og vedvarende energikilder og

—	fremme sammenkoblingen af energinet.

2.3.2   Artikel 4, stk. 2, litra i) i EUF-traktaten indeholder bestemmelse om, at Unionen har delt kompetence på energiområdet.

2.3.3   EUF-traktatens artikel 216 om internationale aftaler giver Unionen de nødvendige beføjelser til at indgå aftaler for at nå Unionens mål.

2.4   EU's afhængighed af leverandører fra tredjelande

2.4.1   EU er stærkt afhængig af levering af energi fra tredjelande. I perioden 1997-2007 steg afhængigheden af udlandet fra 45 % til 53,1 % (Eurostat, indikatorer for energi, transport og miljø, red. 2009), og det til trods for en forbedring af energiintensiteten, der faldt med 17 procentpoint. Kun Danmark er fortsat nettoeksportør af energi, 25,4 % af behovet. I Polen er afhængigheden steget fra 6,4 % i 1997 til 25,5 % i 2007.

2.4.2   Malta, Luxembourg, Cypern, Irland, Italien og Portugal er de lande, hvor afhængigheden er størst, mellem 82 % til 100 %.

2.4.3   Med hensyn til de forskellige energikilder er EU27's afhængighed af olie steget fra 75,8 % til 82,6 %. Danmark er det eneste land, hvor der har været en betydelig stigning i eksporten, mens alle andre lande er nettoimportører.

2.4.4   Afhængigheden af naturgas er steget meget fra 33 % over 45,2 % til 60,3 %. Danmark og Holland er de eneste lande, der eksporterer, mens Irland er blevet mere afhængig med en stigning fra 31,2 % til 91,4 % mellem 1997 og 2007.

2.4.5   Produktionen af primær energi i Europa er faldet fra 962 384 (ktoe) i 1997 til 849 592 (ktoe) i 2007 og fordeler sig mellem de forskellige kilder som følger: kul 10 %, brunkul 12 %, olie 14 %, naturgas 20 % og atomkraft 28 %. Vedvarende energikilder tegner sig for 16 %.

2.4.6   Bruttoforbruget inden for EU er steget med 6 % fra 1 704 473 (ktoe) til 1 806 378 (ktoe), hvor kul tegner sig for 13 %, brunkul 6 %, olie 36 %, naturgas 24 %, atomkraft 13 % og vedvarende kilder 8 %. I den undersøgte tiårs periode var forbruget af olie, atomkraft og brunkul i det store og hele stabilt, brugen af kul faldt med 7 %, forbruget af naturgas steg med 20 % og forbruget af vedvarende energikilder med 50 %, men tegner sig dog stadig for en meget lille andel, nemlig 8 %.

2.5   Import fordelt på oprindelsesland

2.5.1   De største leverandører af brændstof til produktion af energi er (2007):

Naturgas:	Olie:	Kul:	Uran (2009):
Rusland 39 %	Rusland 33 %	Rusland 25 %	Australien 22 %
Norge 26 %	Norge 15 %	Sydafrika 21 %	Rusland 21 %
Algeriet 16 %	Libyen 10 %	Australien 13 %	Canada 19 %
Libyen 5 %	Saudi-Arabien 7 %	Colombia 13 %	Niger 11 %
	Iran 6 %	USA 9 %	Kasakhstan 9 %
		Indonesien 8 %	Sydafrika-Namibia 5 %

2.5.2   Det fremgår af tabellen, at der importeres meget fra nogle få lande. 86 % af naturgassen kommer fra 4 lande, 71 % af olien fra 5 lande, 89 % af kul fra 6 lande og 87 % af uranen også fra 6 lande.

2.5.3   Rusland er den vigtigste partner for næsten alle brændstoffer. Importen herfra dækker ca. 30 % af EU's energibehov, og den er støt stigende. Derudover er de vigtigste partnere Norge, Algeriet og Libyen for forsyningen af flydende kulbrinter og Australien, Canada, Colombia og Niger for kul og uran.

2.5.4   Med hensyn til elektricitet har udviklingen ikke været stabil. I de ti år, der ses på i Eurostats rapport fra 2009, var der i tre år en nettoeksport, i tre år var der stort set overensstemmelse mellem efterspørgslen og udbuddet på markedet, mens der i fem år var et stort behov for levering fra tredjelande. Italien er den største importør med 46 283 GWh og Frankrig den største eksportør med 56 813 GWh. I 2007 importerede EU27 10,5 TWh elektricitet.

3.   EU's politik

3.1   De stadigt stigende oliepriser og dertil knyttede priser på kulbrinter nåede et historisk højt niveau i 2008, hvor noteringen steg fra 90 dollar i februar til 147,27 den 11. juli. Allerede inden gasforsyningskriserne, der kulminerede i januar 2006, hvor Gazprom lukkede for forsyningen af gas til sin ukrainske handelspartner Naftogaz, var energi og forsyningssikkerhed centrale emner i den politiske debat. Krisen i 2009 var endnu værre for landene i Østeuropa. Krisen blev håndteret fast og intelligent af energikommissær Andris Piebalgs, som det lykkedes at sikre uafbrudte forsyninger, selvom der i de pågældende dage blev sendt mindre gennem rørledningerne, og forsyningen til landene i EU var reduceret med ca. 30 %.

3.2   Allerede i EKSF-traktaten (Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab) fra 1952 og Euratom-traktaten fra 1957 var energi et helt centralt spørgsmål, og i drøftelserne inden indgåelsen af Romtraktaten mente nogle, at det burde være et af det indre markeds aktivitetsområder og en uomtvistelig fællesskabskompetence.

3.3   Først efter mange år og over for en meget alvorlig krise stod det klart, at Europas energiafhængighed ikke kun er af enorm økonomisk betydning, men også og især at energiforsyning så let som ingenting kunne udnyttes som et politisk pressionsmiddel.

3.4   Der er ikke tvivl om, at EU's voksende afhængighed af forsyninger fra ikke-demokratiske og ustabile områder og lande, hvor menneskerettighederne og sociale rettigheder ofte ikke overholdes, og især afhængigheden af leveringer af gas fra Rusland, giver anledning til stor bekymring og kan på længere sigt skabe store problemer for medlemsstaterne, men først og fremmest for EU's overordnede sikkerhed.

3.5   Den internationale situation er helt ændret. Kinas, Indiens og Brasiliens økonomiske og politiske rolle, USA's langsigtede strategier for at bevare sine egne nationale reserver så længe som muligt, der samtidig øger dets efterspørgsel på energi på de internationale markeder, samt den voksende ustabilitet og radikalisering af konflikterne i de eksporterende områder nødvendiggør en total omlægning af de europæiske politikker. Energisikkerhed er blevet en faktor, der ikke kan adskilles fra den nationale sikkerhed og den økonomiske udvikling.

4.   De nye scenarier

4.1   Grundet den strategiske betydning af energisikkerhed må alle de mulige alternativer i nabolandene mod øst, syd, i Middelhavsområdet og i Mellemøsten medtænkes i den fremtidige udvikling. Virkeliggørelsen af energipartnerskabet mellem EU og Afrika må fremskyndes, og der må tages skridt til at afholde en større international konference om adgang til energi og energisikkerhed med det mål at udarbejde nye fælles regler. Hvis man når til enighed om en ny global pagt om energisikkerhed, bør de specialiserede internationale agenturer få til opgave at overvåge, at den overholdes. Da der er tale om et spørgsmål af uhyre stor betydning, bør de internationale institutioner spille en afgørende rolle.

4.2   EU må betragte forsyningssikkerheden som en prioritet for sin eksterne politik og for sikkerhedspolitikken og udpege en ny højtstående repræsentant for energipolitikken til at støtte den ansvarlige for den eksterne politik. Selvom der har været visse fremskridt hen imod en fælles politik, er der fortsat en tendens til, at medlemsstaterne ikke vil give slip på kontrollen og holder fast i de bilaterale relationer med producentlandene.

4.3   Trods traktatændringerne og den nye artikel 194 i EUF-traktaten er det stadig ikke klart, hvordan EU skal udøve sine kompetencer og især ikke, hvordan »ånden af solidaritet« skal omsættes i praksis. Der er sket nogle fremskridt, f.eks. hvad angår de strategiske gasreserver, hvor landene for første gang synes at stå solidarisk sammen. Kommissionen søger at gennemføre en saglig ekstern politik og vil i løbet af i år udsende en meddelelse om internationale politikker og energisikkerhed. I modsætning hertil er nogle medlemsstater ved at udvikle deres egen eksterne politik for energiforsyningen, først og fremmest med Rusland og visse lande i Middelhavsområdet. Dette skaber store vanskeligheder for andre lande, da Unionens samlede forhandlingsstyrke svækkes.

4.4   Der er ikke tvivl om, at traktaten, som den nu er formuleret, er et godt kompromis, som dog ikke egner sig til at tackle fremtidens udfordringer. Hele energipolitikken bør genovervejes i en specifik traktat efter samme model som Euratom-traktaten, således at sikkerhedspolitikken, herunder politikken for energisikkerhed, bliver en institutionel kompetence. Der må gøres op med den ensidighed, der hersker på energiområdet, ved at gennemføre en stærk fælles politik om energisolidaritet baseret på et diversificeret energimix, der er tilpasset de enkelte medlemsstaters forhold og særpræg. Dog skal den først og fremmest være miljømæssigt bæredygtig, eftersom de væsentligste sektorer, når vi taler energibehov – produktion, transmission og distribution af elektricitet, transport og opvarmning – er dem, der står for langt størstedelen af drivhusgasudledningerne.

4.5   Den østlige dimension af EU's politik udadtil

4.5.1   Som led i naboskabspolitikken bør samarbejdet med landene mod øst, som for eksempel Moldova, Ukraine og Belarus, trods de konstaterede politiske vanskeligheder, optrappes, og disse lande bør inddrages tættere i de fælles politikker. Dette forudsætter naturligvis, at de demokratiske spilleregler og menneskerettighederne overholdes, hvilket for nylig har været sat på en hård prøve i Belarus med den brutale undertrykkelse af oppositionen. Erfaringerne med energifællesskabet med Balkanlandene og landene i øst har været positive. Fællesskabet blev dannet med henblik på den eventuelle indlemmelse af landene fra det tidligere Jugoslavien, men er med tiden blevet udvidet, og den nylige optagelse af Ukraine vil sikre endnu tættere forbindelser med vores naboer og landene i Centralasien, bl.a. Usbekistan og Kirgisistan.

4.5.2   I 2008 stillede Polen og Sverige forslag om etablering af Det Østlige Partnerskab som et EU-initiativ rettet mod seks nabolande (Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Georgien, Moldova og Ukraine) med henblik på at uddybe det politiske samarbejde og den økonomiske integration samt etablere multilaterale samarbejdsstrukturer i regionen. Det første officielle topmøde for landene i østpartnerskabet, som markerede startskuddet til partnerskabets aktiviteter, fandt sted i Prag den 7. maj 2009.

4.5.3   EØSU har deltaget i tre af østpartnerskabets fire tematiske platforme og kræver, at det med det samme inddrages i platform 3 om energisikkerhed, der arbejder med at styrke energifællesskabet og energichartret, forbedre energieffektiviteten og med de vedvarende ressourcers rolle. Forbedring af østpartnerskabsøkonomiernes energieffektivitet og fremme af vedvarende energi i de tilgrænsende lande bør være én af østpartnerskabets hovedprioriteter. Der er derudover behov for yderligere skridt for at forbedre samarbejdet, modernisere energidistributionsinfrastrukturen og fremme de gensidige forbindelser mellem energiproduktion og distributionsnetværk.

4.5.4   Disse spørgsmål er af stor betydning for civilsamfundet, og det bør ikke udelukkende være offentlige myndigheder og finansielle institutioner, der beskæftiger sig med dem. EØSU beder om, at repræsentanter for arbejdsgruppe 3 om miljø, klimaændringer og energisikkerhed, der er nedsat inden for rammerne af østpartnerskabets civilsamfundsforum, systematisk og ikke kun på ad hoc-basis inddrages i arbejdet i østpartnerskabets platform 3, da det stadig alt for ofte er sådan, at civilsamfundet, og herunder arbejdsmarkedets parter, kun i meget begrænset omfang eller slet ikke får mulighed for at komme til orde. Initiativet til at skabe et erhvervsforum inden for rammerne af østpartnerskabet er et forsøg på at styrke den sociale dialog om økonomien og dermed om energi.

4.6   Euro-middelhavsdimensionen af EU's politik udadtil

4.6.1   Som følge af de igangværende politiske ændringer i flere lande syd for Middelhavet er det strengt nødvendigt, at politikerne hører og inddrager civilsamfundet både nord og syd for Middelhavet i forbindelse med de fremtidige fælles energipolitikker med det formål at sikre, at borgerne ikke opfatter disse politikker som nogen, de er blevet påtvunget ovenfra eller udefra, men i stedet virkelig bakker op om dem. EØSU arbejder for at oprette en forsamling af økonomiske og sociale råd i Middelhavsregionen i efteråret 2011. Denne forsamling kunne udgøre et vigtigt forum for civilsamfundsdebat om energipolitikken.

4.6.2   EU bør også stille forslag om et særligt energifællesskab med landene i den sydlige del af Middelhavsområdet. Færdiggørelsen af Middelhavsringen for elektricitet (Med-ring), de projekter, der er under udvikling, bl.a. Desertec, solenergiplanen for Middelhavsområdet, og selve Middelhavssamarbejdet bør i for eksempel Maghreb-landene føre til et styrket samarbejde om energieffektivitet, vedvarende energikilder, nettransmission og –sammenkobling og modernisering af produktions- og distributionssystemerne.

4.6.3   Fordelene for EU er indlysende. En styrkelse af infrastrukturen i partnerlandene i Middelhavsområdet vil gøre det nemmere at nå mange fælles mål: bæredygtig udvikling, nedbringelse af den samlede energiefterspørgsel, hvilket vil medvirke til at øge energisikkerheden og stabilisere priserne på råvarer, samt reduktion af udledningen.

4.6.4   Denne støtte, herunder finansiel støtte fra EIB til Middelhavslandene og fra EBRD til de lande, som er omfattet af dens interventionsområde, kan være en del af den økonomiske støtte, som EU bør forpligte sig til at yde til de mindre udviklede økonomier, for at de kan opnå bæredygtig udvikling med lav CO2-udledning.

4.7   I den kommende fremtid vil programmer, der sigter mod en markant forbedring af energieffektiviteten, være den strategiske akse, som Fællesskabets støtte til partnerlandene kommer til at bygge på. Dette projekt skal også ses i sammenhæng med samarbejdet på miljøområdet og de nye mål for perioden efter Kyoto.

4.8   Målsætningerne om et nyt »energidiplomati« i forholdet til producent-, transit- og forbrugslandene bør integreres i en ny institutionel, europæisk ramme og indarbejdes i aftaler og traktater efter modellen med energichartret og protokollen om energieffektivitet. Begge to er instrumenter for samarbejde og løsning af internationale konflikter, der allerede har eksisteret i 20 år, men har ikke været særlig effektive.

4.9   EU bør arbejde for et nyt energicharter og en ny protokol om energieffektivitet med landene i den sydlige del af Middelhavsområdet og tage fat på at revidere og skærpe det nuværende charter, således at medlemsstaterne forpligtes til en solidarisk energipolitik. I den sammenhæng får fremme af integrationen i de baltiske lande særlig betydning.

4.10   Det arktiske område og Barentshavet vil blive et af områderne i EU med den mest dynamiske økonomiske udvikling samt et område af stor betydning for Norge, Rusland, USA og Canada. Regionens interesser, lokale såvel som globale, er et europæisk anliggende, som kun kan behandles inden for rammerne af en solid og realistisk EU-politik.

4.11   Medlemsstaternes unilaterale optræden har sat store grænser for EU's muligheder for at sætte sig igennem over for producentlandene og gjort det muligt for ikke mindst Rusland at udøve bestemmende indflydelse over de demokratiske valg, der er blevet truffet i nogle af dets nabolande. EU er således modtager af mere end 67 % af den russiske eksport af energiprodukter, og af indlysende geografiske og politiske årsager vil Rusland have svært ved at finde lige så let tilgængelige markeder som vores.

4.12   Rusland bør optages i WTO på betingelse af, at det giver specifikke garantier for de russiske energimonopolers adfærd, som ofte er tilskyndet og støttet af den politiske magt, og at det selvfølgelig løser konflikterne med Georgien med indgåelse af en bilateral aftale.

5.   Strategiske partnerskaber med USA, Japan, Brasilien, Indien og Kina

5.1   Det er helt afgørende, at der udvikles strategiske partnerskaber med de vigtigste aktører på det internationale energimarked, USA, Japan, Brasilien, Indien og Kina. Samarbejdet og overenskomsten skal specifikt omhandle forsyningsgaranti til rimelige priser og prioritere energieffektivitet og nedbringelse af drivhusgasemissionerne.

5.2   Forsyningssikkerhedsproblematikken med dens tydelige følgevirkninger for sikkerheden generelt, den bæredygtige udvikling og kampen mod klimaændringerne må tackles ved hjælp af en omfattende fælles, multilateral strategi. Den økonomiske konkurrence må ikke bringe stabiliteten og freden i fare, og vi må undgå at forværre de internationale spændinger, der allerede i dag kendetegner mange af de områder, som energiforsyningerne kommer fra.

5.3   Energi har allerede længe været et emne for drøftelserne i G20. Disse drøftelser, som ofte ikke bliver til mere end gode hensigter, må omsættes til aftaler og strategiske partnerskaber. Den mest realistiske fremgangsmåde er nok bilaterale aftaler. EU glemmer tit, at det er det vigtigste økonomiske område i verden og har ikke held med at gennemtvinge sin dagsorden over for partnerne. En dagsorden, der sigter mod at styrke prioriteterne for den europæiske udenrigspolitik, som fortsat skal være fremme af de demokratiske principper, overholdelse af menneskerettighederne, befolkningernes selvbestemmelse, og at krig ikke er et middel til konfliktløsning, i hvilken sammenhæng de internationale institutioner må styrkes.

5.4   De nye vækstøkonomier er som EU interesserede i stabile og garanterede forsyninger til rimelige priser på internationalt plan. EU bør også træffe foranstaltninger for at etablere strategiske partnerskaber med disse lande og fremme et regelsæt, der i sammenhæng med en markedsøkonomi styrker samarbejdet og forhindrer meningsløs og dyr hamstring af råvarer.

---

---