17.11.2009

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 277/117

---

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om kreditvurderingsbureauer

KOM(2008) 704 endelig - 2008/0217 (COD)

(2009/C 277/25)

Ordfører: Peter MORGAN

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 1. december 2008 under henvisning til EF-traktatens artikel 95 at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kreditvurderingsbureauer

KOM(2008) 704 endelig - 2008/0217 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed, som udpegede Peter Morgan til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 1. april 2009.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 453. plenarforsamling den 13.-14. maj 2009, mødet den 13. maj 2009, følgende udtalelse med 157 stemmer for, 4 imod og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og henstillinger

1.1.   Baggrunden for denne udtalelse er den værste økonomiske krise i fredstid i firs år. Den er til stor skade for arbejdsgivernes, arbejdstagernes og alle de andre gruppers interesser, som EØSU repræsenterer, samt civilsamfundet generelt. Virksomheder går fallit, beskæftigelsen er faldende, mennesker mister deres hjem, pensioner bringes i fare, den sociale uro spreder sig, og regeringer må træde tilbage. En af hovedårsagerne til denne krise er kreditvurderingsbureauernes uregulerede aktiviteter. Kreditvurderingsbureauerne spiller en vigtig rolle for det finansielle systems virkemåde og kan derfor ikke fritages for kontrol. Selvreguleringen har fejlet slemt, og kreditvurderingsbranchen har opført sig skandaløst. EØSU støtter fuldt ud planerne om at regulere og registrere kreditvurderingsbureauerne.

1.2.   Kreditvurderingsvirksomhed er af historiske grunde et globalt oligopol, der involverer tre store kreditvurderingsbureauer, nemlig Fitch, Moody’s og S&P. Selv om de har hovedkontor i USA, er de også de største leverandører af kreditvurderingstjenester i Den Europæiske Union. I USA har kreditvurderingsbureauer siden 2007 skullet registreres hos det amerikanske værdipapirs- og børstilsyn. Der findes endnu ingen registreringskrav i EU. Det siger sig selv, at registrering går forud for regulering.

1.3.   Siden 2007 er der i USA sket en voldsom stigning i antallet af misligholdte og tvangsinddrevne subprime-realkreditlån, hvilket har skabt uro på markederne for RMBS'er (residential mortgage-backed securities), der er baseret på sådanne lån, og CDO'er (collateralised debt obligations), der er knyttet til sådanne værdipapirer. Eftersom det fortsat stod dårligt til med disse værdipapirer, valgte de tre kreditvurderingsbureauer, der er de mest aktive på området, at nedjustere mange af deres vurderinger. Kreditvurderingsbureauernes vurderinger af disse strukturerede finansielle produkter rejste tvivl om nøjagtigheden af deres kreditvurderinger generelt og integriteten af hele denne proces.

1.4.   I 2006 udstak Kommissionen sine retningslinjer for, hvorledes der skulle lovgives med hensyn til kreditvurderingsbureauer, idet den erklærede, at den havde til hensigt nøje at overvåge udviklingen på dette område. I oktober 2007 vedtog EU's finansministre en række konklusioner om krisen, der omfattede et forslag om at analysere den rolle, som kreditvurderingsbureauerne har spillet, og finde en løsning på relevante mangler. Efter at have foretaget en omfattende høring og taget hensyn til aktiviteterne i andre lande har Kommissionen fremsat dette forslag til forordning.

1.5.   Forslaget har fire overordnede mål:

—	for det første at sikre, at kreditvurderingsbureauerne undgår interessekonflikter i forbindelse med vurderingsprocessen eller i det mindste håndterer sådanne konflikter på passende vis;

—	for det andet at forbedre kvaliteten af de metoder, som kreditvurderingsbureauerne anvender, og vurderingernes kvalitet;

—	for det tredje at øge åbenheden og klarheden ved at indføre oplysningspligt for kreditvurderingsbureauer;

—	for det fjerde at sikre nogle effektive regler om registrering og kontrol for således at forhindre regelarbitrage mellem jurisdiktioner i EU.

1.6.   Efter at Kommissionen offentliggjorde sine lovgivningsforslag, er Larosiere-Gruppen kommet med en rapport, der indeholder følgende henstillinger, hvad angår kreditvurderingsbureauer:

—	et styrket Europæisk Værdipapirtilsynsudvalg (CESR) bør have til opgave at registrere og overvåge kreditvurderingsbureauer i EU;

—	der bør foretages en gennemgribende undersøgelse af kreditvurderingsbureauernes forretningsmodel og finansieringen heraf samt mulighederne for at adskille vurderingsaktiviteter og rådgivende aktiviteter fra hinanden;

—	anvendelsen af vurderinger i finansiel lovgivning bør på sigt begrænses betydeligt;

—	vurderingen af strukturerede produkter bør ændres ved at indføre særlige koder for sådanne produkter.

Disse henstillinger behandles i de relevante afsnit i udtalelsen.

Derudover bemærkede Larosiere-Gruppen, at »det er af afgørende betydning, at disse lovgivningsmæssige ændringer ledsages af øget rettidig omhu og dømmekraft fra investorernes side samt en bedre overvågning«. EØSU tilslutter sig fuldt ud denne bemærkning.

1.7.   COREPER har også set nærmere på Kommissionens lovgivningsforslag. EØSU støtter forslaget om at godkende vurderinger foretaget i tredjelande.

1.8.   EØSU støtter generelt Kommissionens forslag. Kreditvurderingsbureauerne har haft afgørende indflydelse på udviklingen og troværdigheden af strukturerede produkter - en indflydelse, der har vist sig at være giftig, og som har ødelagt aktiver for flere hundrede milliarder dollars. Under disse omstændigheder er der som et minimum behov for forordningsforslagets bestemmelser. EØSU vurderer desuden, at reglerne ikke vil være en urimelig byrde for et veldrevet kreditvurderingsbureau.

1.9.   Kreditvurderingsbureauer indtager en særstilling i finanssektoren, da regulerede enheder i branchen skal besidde højtvurderede værdipapirer. På begge sider af Atlanten har myndighederne valgt kun at anerkende meget få kreditvurderingsbureauer, hvis kreditvurderinger kan anvendes i reguleringsøjemed. EØSU opfordrer Kommissionen til at anvende den nye registreringsprocedure til at lade nye kreditvurderingsbureauer få adgang til kreditvurderingsaktiviteter, bl.a. ved at fremme oprettelsen af et uafhængigt europæisk bureau, og at omskrive den finansielle lovgivning, således at vurderinger fra alle kreditvurderingsbureauer, der er registreret i EU, vil kunne anvendes i reguleringsøjemed. Nye kreditvurderingsbureauer vil have svært ved at etablere sig og opnå troværdighed. Fitch's fremgang i det seneste årti, der blev finansieret af et fransk holdingselskab, viser imidlertid, at det kan lade sig gøre.

1.10.   Lovgivningen om finansielle tjenester har været den væsentligste årsag til oligopolet af kreditvurderingsbureauer, da den med hensyn til kapitalreserver har lagt betydelig vægt på kreditvurderinger. EØSU henstiller kraftigt til lovgiverne i EU ikke at lægge for stor vægt på kreditvurderinger, særligt i lyset af den seneste tids begivenheder, der har afsløret kreditvurderingerne som værende værdiløse. Dette er i overensstemmelse med Larosiere-Gruppens henstilling om, at vurderinger til finansiel regulering med tiden bør finde begrænset anvendelse.

1.11.   EØSU opfordrer i den forbindelse Kommissionen til at se nærmere på kreditvurderingsbureauernes ansvarsfraskrivelsesklausuler. Eftersom ansvarsfraskrivelsesklausulerne bidrager til at gøre vurderingerne værdiløse, udgør vurderingerne ikke i sig selv et tilfredsstillende grundlag for fastlæggelsen af kapitalkrav. Kreditvurderingsbureauerne bør holdes ansvarlige for deres vurderinger. Deciderede fejl kan tolereres, men mangel på rettidig omhu kan ikke.

1.12.   EØSU er ikke modstander af forslaget om, at kreditvurderingsbureauer skal have status som juridisk person og være etableret i Fællesskabet, og at tilsynsmyndigheden skal findes i hjemlandet. Kommissionen har forklaret, hvorfor regulerings- og overvågningsopgaverne ikke bør overlades til et centralt organ. Dette er ganske vist i strid med Larosiere-Gruppens forslag, men EØSU tager ikke på forhånd afstand fra tanken om at oprette en ny tilsynsmyndighed på EU-plan, hvis bestemmelserne om samarbejdet mellem medlemsstaterne skulle vise sig at være utilstrækkelige.

1.13.   EØSU glæder sig over, at forslaget til forordning indeholder reelle sanktionsbestemmelser. De tilsynsforanstaltninger, der er til rådighed for de kompetente myndigheder, omfatter inddragelse af en registrering og strafferetligt sagsanlæg. Sanktionerne skal finde anvendelse ved grov embedsforseelse og manglende rettidig omhu. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning. Sanktionerne bør finde ensartet anvendelse i alle medlemsstater. EØSU mener, at CESR bør stå for samordningen på dette område.

1.14.   Organisatorisk vil meget afhænge af de uafhængige menige medlemmers rolle. EØSU finder, at det bør gøres til et krav, at den kompetente myndighed altid forhåndsgodkender udnævnelsen af menige medlemmer. Under den foreslåede ordning er en sådan godkendelse nødvendig.

1.15.   EØSU anmoder de kompetente myndigheder i medlemsstaterne om, at de i forbindelse med det organisationsmæssige tilsyn holder omhyggeligt øje med forbindelsen mellem kreditvurderingsaktiviteterne og aktionærernes forventninger. Den forretningsmodel, der anvendes af kreditvurderingsbureauer, kan ikke uden videre tilpasses værdisættet i en offentlig virksomhed. Man bør være særligt opmærksom på udformningen af chefernes resultatbonusser. Larosiere-Gruppen deler denne bekymring og har anmodet om, at man ser nærmere på den forretningsmodel, der benyttes af kreditvurderingsbureauer. EØSU støtter dette.

1.16.   EØSU bifalder bestemmelserne i artikel 7. Offentliggørelsen af metoder vil klarlægge, om der har været anvendt smutveje, eller om problemer er blevet omgået ved udarbejdelsen af en kreditvurdering. Derudover skal kreditvurderingsbureauerne nu efterprøve informationskilder og sikre, at de er af en sådan kvalitet, at der kan afgives en kreditvurdering. Af lige så stor betydning er reglerne om ændring af metoder og hypoteser, som, hvis de havde været gældende tidligere, kunne have afsløret fejlene i kreditvurderinger mange år tidligere end 2007.

1.17.   EØSU glæder sig især over, at EU vil gå endnu videre end USA, når det gælder oplysning om strukturerede produkter, ved at kræve, at de potentielle risici ved disse produkter på den ene eller anden måde skal fremhæves over for potentielle investorer. Larosiere-Gruppen har foreslået at anvende et særligt påtegningssystem. Det er denne løsning, som EØSU foretrækker.

1.18.   Indvendingerne mod en særskilt række af vurderingssymboler for strukturerede produkter går især på, at det efter de store nedjusteringer, der har fundet sted, er sandsynligt, at obligationer med denne særlige påtegning vil blive betragtet som lavtvurderede investeringer. Så længe vurderingsbilledet af disse obligationer ikke er blevet retableret, opfatter EØSU ikke dette som negativt.

1.19.   De forskellige generelle oplysninger, der skal offentliggøres i såvel reguleringsøjemed som for at orientere markedet, giver ikke anledning til problemer, bortset fra to forbehold. EØSU ser gerne, at der i EU-forordningen indføres en meget konkret bestemmelse om, at misligholdelsesrater skal offentliggøres hvert halve år, og at 5 %-oplysningsreglen tages op til revurdering i CESR.

1.20.   Der er på begge sider af Atlanten blevet udtrykt bekymring over eventuelle konflikter mellem lovgivningssystemerne i USA og EU. Det er sågar blevet foreslået at oprette et fælles globalt system. EØSU er trygt ved det foreslåede EU-system, der ikke forventes at være i strid med det amerikanske system. I en situation, hvor virksomheder er nødt til at tilpasse sig forskellige systemers standarder, er det almindeligt, at politikker udformes efter den »højeste fællesnævner«. Der er ingen grund til, at man ikke også i dette tilfælde skulle kunne anvende en sådan tilgang.

2.   Indledning

2.1.   En RMBS (residential mortgage-backed securities) udstedes af en formidler, typisk en investeringsbank, der samler en pulje af realkreditlån – som regel tusindvis af enkeltlån – i en fond. Fonden udsteder værdipapirer med sikkerhed i puljen. Fonden anvender indtægterne fra værdipapirerne til at købe lånepuljen. Det samlede beløb af månedlige renter og afdrag, der betales i puljen af de enkelte realkreditlån, anvendes til at give RMBS-investorer månedlige renter og afdrag. Disse pakker af usikre subprime-lån kan ændres til produkter med en AAA-vurdering på følgende tre måder: (i) RMBS'en opdeles i trancher alt efter sikkerhed og afkast; (ii) sikkerhedsstillelse, således at værdien af puljen af realkreditlån overstiger RMBS'ens værdi; (iii) fordeling af overskuddet, således at den rente, der skal betales af realkreditlånet i puljen, overstiger det beløb, der skal betales i RMBS-renter. Dette byggede endvidere på antagelser om, at huspriserne ville fortsætte med at stige.

2.2.   CDO minder i sin udformning om RMBS bortset fra, at dette produkt består af gældsbeviser og ikke pant i fast ejendom. Anvendelsen af RMBS i CDO-sikrede puljer steg fra 43,3 % i 2003 til 71,3 % i 2006, hvorved der praktisk talt blev bygget et nyt korthus oven på det første. Det amerikanske værdipapirs- og børstilsyn (SEC) fandt en intern e-mail fra et kreditvurderingsbureau, hvori CDO-markedet blev kaldt for et »uhyre«. »Lad os håbe, at vi alle er blevet rige og er gået på pension, inden dette korthus falder sammen«.

2.3.   Et vigtigt skridt til at oprette og i sidste instans sælge en subprime-RMBS eller -CDO er at foretage en vurdering for hver enkelt tranche, der er blevet udstedt af fonden. SEC iværksatte i august 2007 en undersøgelse af kreditvurderingsbureauernes rolle i den krise, der var opstået. Undersøgelsen satte fokus på den måde, hvorpå kreditvurderingsbureauerne havde vurderet RMBS'er og CDO'er. Der blev først og fremmest set nærmere på:

a)	vurderingspolitikker, -procedurer og -praksis, herunder modeller, metoder, hypoteser, kriterier og protokoller;

b)	hensigtsmæssigheden af de oplysninger, der gives om ovennævnte;

c)	hvorvidt kreditvurderingsbureauerne reelt fulgte deres egne procedurer;

d)	effektiviteten af procedurer i tilfælde af interessekonflikter;

e)	hvorvidt kreditvurderingerne uretmæssigt blev påvirket af interessekonflikter.

2.4.   Det kunne generelt konstateres, at:

a)	der siden 2002 havde været væsentligt flere og mere indviklede RMBS- og CDO-forretninger; at nogle kreditvurderingsbureauer havde haft vanskeligheder med at håndtere denne vækst, især for CDO'er, hvilket havde haft indflydelse på fuldstændigheden af vurderingsprocessen;

b)	der ikke altid var blevet givet oplysninger om vigtige aspekter af vurderingsprocessen som f.eks. vurderingskriterier; at tilpasninger »uden for modellen« var blevet foretaget uden nogen logisk forklaring;

c)	ingen af kreditvurderingsbureauerne rådede over dokumenterede procedurer for vurderingen af RMBS'er og CDO'er, ligesom de heller ikke fulgte særlige politikker eller procedurer til identifikation og korrektion af fejl i deres modeller eller metoder;

d)

kreditvurderingsbureauerne var begyndt at indføre nye metoder til undersøgelse af de vurderingsoplysninger, der gives af udstederne, men at kreditvurderingsbureauerne indtil da ikke havde været pligtige til at kontrollere de oplysninger, der er indeholdt i RMBS-porteføljer; at de heller ikke insisterede på, at udstedere skulle vise den fornødne omhu for disse porteføljer;

e)

kreditvurderingsbureauerne ikke altid dokumenterede vigtige skridt i vurderingsprocessen – herunder gav begrundelser for eventuelle afvigelser fra deres modeller og vurderingsudvalgs handlinger og beslutninger – og at de ikke altid dokumenterede tilstedeværelsen af vigtige aktører i vurderingsudvalgene;

f)

kreditvurderingsbureauernes procedurer for tilsyn med løbende vurderinger synes at have været mindre robuste end de procedurer, der anvendes på indledende vurderinger; at manglen på ressourcer havde haft indflydelse på aktualiteten af tilsynsaktiviteterne; at det tilsyn, som havde fundet sted, var ringe dokumenteret; og at der var en mangel på skriftlige procedurer;

g)	der var problemer med håndteringen af interessekonflikter og deres indvirkning på vurderingsprocessen; at vigtige aktører i vurderingsprocessen havde mulighed for at deltage i diskussioner om vederlag;

h)	der var store forskelle mellem de interne revisionsprocedurer; kun et ud af de tre bureauer fandtes at råde over passende kontrolprocedurer.

2.5.   Der er en iboende konflikt i den forretningsmodel, som anvendes i branchen, eftersom gældsudstedere betaler for vurderingen. Denne konflikt forværres imidlertid i tilfælde af strukturerede produkter, da (i) formidleren kan udforme produktet på en sådan måde, at der er fleksibilitet i dets struktur for dermed at opnå de bedste vurderinger, og formidleren også kan vælge et kreditvurderingsbureau, der vil give en positiv vurdering; og da (ii) der findes en stor koncentration af formidlere.

2.6.   I en stikprøve af 642 RMBS-handler blev 80 % afviklet af 12 formidlere; i en stikprøve af 368 CDO'er blev 80 % afviklet af 11 formidlere; 12 af de 13 største RMBS-garanter var samtidig de 12 største CDO-garanter. Kombinationen af formidlernes indflydelse på valget af vurderingsbureau og den høje koncentration af formidlere med en sådan indflydelse synes at have forøget de iboende interessekonflikter i »udsteder-betaler-godtgørelsesmodellen«.

2.7.   SEC offentliggjorde sine resultater i juli 2008 efter allerede at have lagt lovgivningsforslag ud til høring. Nye regler blev offentliggjort i USA den 3. december 2008. Kommissionen fremlagde sit forslag til forordning – (KOM2008) 704 endelig) – den 12. november 2008, og det er dette forslag, som denne udtalelse henviser til.

2.8.   Undersøgelserne er ikke blevet begrænset til lovgiverne. Den 18. oktober 2008 bragte Financial Times (FT) en redegørelse af Moody's rolle i subprime-krisen, som ikke blev tilbagevist af kreditvurderingsbureauet. Nogle af de indsigtsgivende oplysninger fra artiklen gengives i punkt 2.9 til 2.12.

2.9.   Moody's blev i 2000 til et aktieselskab. Efter børsnoteringen skete der en brat ændring. Pludselig kom der fokus på profit. Ledelsen fik udloddet aktieoptioner. Hele tyngdepunktet ændrede sig. Moody's kunne tegne sig for de højeste profitmarginer blandt virksomhederne i S&P 500-indekset. Moody's fastholdt denne position fem år i træk. Værdien af bureauets aktier steg med 500 % i de første fire aktivitetsår – på et tidspunkt, hvor resten af markedet klarede sig dårligt. Moody's indtjening steg i løbet af et årti med 900 %.

2.10.   I begyndelsen af det 21. århundrede var det nærmest umuligt for en CDO at opnå en AAA-vurdering fra Moody's, hvis sikkerheden udelukkende bestod af pant i fast ejendom. Bureauet havde længe udmærket sig ved »diversificering«, der forhindrede værdipapirer med den samme sikkerhedsstillelse i at opnå den højeste vurdering. Som følge heraf mistede Moody's markedsandele, da dets to konkurrenter ikke anvendte en sådan forsigtighedsregel. Moody's afskaffede reglen i 2004, hvorefter bureauets markedsandel steg voldsomt.

2.11.   Moody's begyndte i 2006 at vurdere CPDO'er (constant proportion debt obligations). Ratingen var AAA. Fitch, der ikke blev anmodet om at vurdere CPDO'er, sagde, at disse obligationer kun lige akkurat nåede med i den laveste ende af dets modeller. Det blev sagt, at CPDO'er var det mest lukrative instrument, som Moody's nogensinde havde haft til rådighed. I begyndelsen af 2007 blev der fundet en fejl i en computerkode til simulering af CPDO-resultater. Det viste sig, at produktet var blevet overvurderet med hele fire niveauer. Hverken investorer eller kunder fik besked om fejlen. Koden blev revurderet, således at den igen kunne udløse AAA-vurderinger. Efter at FT havde afsløret fejlen, blev der iværksat interne disciplinærsager.

2.12.   I midten af 2007 var nedturen på det amerikanske boligmarked allerede godt i gang. Moody's indså da, at dets modeller ikke var passende. Bureauet begyndte i august 2007 at nedjustere obligationer med sikkerhed i fast ejendom, og krisen tog sin begyndelse. I årets sidste måneder nedjusterede Moody's flere obligationer end i de forudgående 19 år tilsammen. Moody's understreger, at det på ingen måde havde kunnet forudse kreditkrisen, men Moody's havde ikke opdateret sine grundlæggende statistiske hypoteser for det amerikanske realkreditmarked siden 2002. Bureauets medarbejdere drøftede dette spørgsmål i 2006, men der var ikke ressourcer til at foretage den nødvendige revurdering.

2.13.   Såvel faktuelle oplysninger fra SEC som dokumentation af anekdotisk karakter fra FT viser, at der er behov for mange ændringer, for at kreditvurderingsbureauerne kan udfylde deres rolle og leve op til de standarder, der forventes af dem.

3.   Resumé af forslaget til forordning

Registrerings- og tilsynsordning

3.1.   I artikel 2 anføres det, at forordningen finder anvendelse på kreditvurderinger, der anvendes i reguleringsøjemed, mens artikel 4 bestemmer, at finansielle institutioner kun kan anvende kreditvurderinger i reguleringsøjemed, hvis de er afgivet af kreditvurderingsbureauer, som er etableret i Fællesskabet og registreret i henhold til forordningen.

3.2.   Af artikel 12 fremgår det, at et kreditvurderingsbureau kan ansøge om registrering for at sikre, at dets kreditvurderinger kan anvendes i reguleringsøjemed, såfremt det har status som juridisk person og er etableret inden for Fællesskabet. Den kompetente myndighed i hjemlandet meddeler registrering af kreditvurderingsbureauet, hvis det opfylder de betingelser, der er fastsat i forordningen. Registreringen gælder i hele Fællesskabet.

3.3.   Ansøgningen om registrering skal først indgives til CESR (Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg), som videresender ansøgningen til den/de ansvarlige medlemsstat(er) (artikel 13), der undersøger den (artikel 14), og derefter meddeler eller nægter registrering efter samråd med CESR (artikel 15).(Der er bestemmelser om, at registreringen inddrages, hvis kreditvurderingsbureauet ikke længere opfylder betingelserne (artikel 17). Kreditvurderingsbureauer skal indgive ansøgning om registrering senest seks måneder efter forordningens ikrafttræden (artikel 35).

3.4.   I artikel 20 redegøres der for de kompetente myndigheders beføjelser. De må ikke øve indflydelse på kreditvurderingernes indhold, men kan

—	få adgang til ethvert dokument i enhver form og modtage eller tage en genpart deraf;

—	forlange oplysninger fra enhver person og om nødvendigt indkalde og afhøre en person for at indhente oplysninger;

—	udføre varslede eller uvarslede kontrolundersøgelser på stedet;

—	kræve oplysninger om telefonsamtaler og datatrafik.

3.5.   I artikel 21 opregnes de tilsynsforanstaltninger, der er til rådighed for de kompetente myndigheder, herunder inddragelse af en registrering, midlertidigt forbud mod at afgive kreditvurderinger, suspendering af anvendelsen af kreditvurderinger fra et bestemt kreditvurderingsbureau, offentliggørelse af overtrædelser af forordningen og strafferetligt sagsanlæg.

3.6.   Artikel 22 til 28 indeholder de nærmere bestemmelser om samarbejde mellem de kompetente myndigheder for at sikre effektiv registrering og tilsyn i hele det indre marked. Artikel 29 og 30 vedrører samarbejde med tredjelande.

3.7.   Artikel 31 omhandler de sanktioner, som kan pålægges af de kompetente myndigheder. Det anføres, at sanktionerne som minimum skal finde anvendelse ved grov embedsforseelse og manglende rettidig omhu. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning.

Uafhængighed og forebyggelse af interessekonflikter

3.8.   Af artikel 5, stk. 1, fremgår det, at kreditvurderingsbureauet skal sikre, at afgivelsen af en kreditvurdering ikke påvirkes af eventuelle eksisterende eller potentielle interessekonflikter. Afsnit A (organisatoriske krav) og afsnit B (driftskrav) i bilag I til forordningen fastlægger vigtige kontrolbestemmelser.

3.9.   Organisatorisk ligger ansvaret hos administrations- eller tilsynsorganet. Den øverste ledelse skal udvise god vandel. Der skal være mindst tre uafhængige menige medlemmer. Deres aflønning skal være uafhængig af kreditvurderingsbureauets resultater. Deres embedsperiode skal være tidsbegrænset og må ikke være på mere end fem år. De kan ikke få forlænget deres embedsperiode og kan kun afskediges i embedsperioden under helt særlige omstændigheder. Alle medlemmer af administrations- eller tilsynsorganet skal have relevant erfaring, og mindst et af de uafhængige menige medlemmer skal have indgående kendskab til markederne for struktureret securitisation.

3.10.   De uafhængige menige medlemmer har det specifikke ansvar for at overvåge kreditvurderingspolitikken og –proceduren, og for at der ikke forekommer interessekonflikter. Politikker og procedurer skal være i overensstemmelse med forordningen. De uafhængige menige medlemmer skal regelmæssigt forelægge udtalelser om disse forhold for administrations- eller tilsynsorganet og for den kompetente myndighed, når den anmoder herom. De uafhængige menige medlemmer kan kun udføre deres opgaver effektivt, hvis der er effektive procedurer til kreditvurdering understøttet af interne kontrolmekanismer, der er underlagt uvildig revision.

3.11.   Kreditvurderingsbureauernes praktiske arbejde består i at identificere og eliminere eller, om nødvendigt, håndtere og offentliggøre enhver eksisterende eller potentiel interessekonflikt. Der skal redegøres for såvel personlige interessekonflikter som interessekonflikter mellem virksomheder. Således må et kreditvurderingsbureau ikke udføre konsulent- eller rådgivningsydelser til en kreditvurderet enhed eller tilknyttede tredjeparter vedrørende enhedens eller tredjeparternes selskabsstruktur eller juridiske struktur, aktiver eller passiver. Tilsvarende skal kreditvurderingsbureauet sikre, at analytikere hverken formelt eller uformelt fremsætter forslag eller giver anbefalinger om udformningen af strukturerede finansielle instrumenter, om hvilke kreditvurderingsbureauet forventes at afgive en kreditvurdering.

3.12.   Kreditvurderingsbureauerne skal føre registre og revisionsspor af alle deres aktiviteter, herunder deres forretningsmæssige og tekniske forbindelser med kreditvurderede enheder. Disse registre bør opbevares og stilles til rådighed for de kompetente myndigheder, når de anmoder herom.

Ansatte

3.13.   Efter artikel 6 er det et krav, at ansatte, der beskæftiger sig med kreditvurderinger, besidder en passende viden og erfaring, ikke deltager i forhandlinger med kreditvurderede enheder, ikke beskæftiger sig med en enhed i en periode på mindre end to år og mere end fire år, og at deres løn ikke afhænger af indtjeningen fra de kreditvurderede enheder, som de er ansvarlige for.

3.14.   I bilag I, afsnit C, redegøres der mere detaljeret for personalereglerne. Ifølge reglerne er det forbudt for analytikere og personer med tilknytning til disse at eje eller købe og sælge finansielle instrumenter fra enheder, som den pågældende har ansvaret for, og at anmode om gaver eller fordele fra enheden. Andre bestemmelser vedrører fortrolighed og informationssikkerhed.

3.15.   To bestemmelser vedrører en analytikers efterfølgende ansættelse i en enhed, hvis kreditvurdering den pågældende har været involveret i. I tilfælde af at en analytiker bliver ansat i en kreditvurderet enhed, er der desuden en bestemmelse om, at den pågældende analytikers arbejde i de to forudgående år skal gennemgås.

Vurderingsmetoder

3.16.   Efter artikel 7 skal kreditvurderingsbureauer offentliggøre de metoder, modeller og vigtigste udgangshypoteser, de anvender. De skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de oplysninger, som de anvender ved afgivelsen af en kreditvurdering, er af tilstrækkelig kvalitet og stammer fra pålidelige kilder.

3.17.   Kreditvurderingsbureauerne skal kontrollere deres kreditvurderinger og revidere dem om nødvendigt. Ved ændring af metoder, modeller eller de vigtigste udgangshypoteser skal kreditvurderingsbureauerne sørge for straks at give meddelelse om de sandsynlige konsekvenser, revidere de påvirkede kreditvurderinger og revurdere dem i overensstemmelse med de nye metoder, modeller eller udgangshypoteser.

Offentliggørelse og fremlæggelse af kreditvurderinger

3.18.   Artikel 8 bestemmer, at kreditvurderingsbureauer skal offentliggøre enhver kreditvurdering og enhver beslutning om at suspendere en kreditvurdering rettidigt og på et ikke-selektivt grundlag.

3.19.   Af afsnit D i bilag I fremgår det, at kreditvurderingsbureauer skal oplyse:

—	om kreditvurderingen, inden den blev offentliggjort, blev fremlagt for den kreditvurderede enhed, og i givet fald om den blev ændret efter denne fremlæggelse;

—	den/de vigtigste metoder(r), der er anvendt til fastsættelse af vurderingen;

—	betydningen af hver ratingkategori;

—	datoen, hvor kreditvurderingen første gang blev frigivet, og datoen, hvor den sidst blev ajourført.

Derudover skal kreditvurderingsbureauerne klart anføre alle relevante attributter og begrænsninger for kreditvurderingen, især med hensyn til kvaliteten af de oplysninger, der er tilgængelige, og efterprøvningen heraf.

3.20.   I de tilfælde, hvor manglen på pålidelige oplysninger eller den komplekse struktur af en ny type instrument eller kvaliteten af de tilgængelige oplysninger ikke er tilfredsstillende eller rejser alvorlig tvivl med hensyn til, hvorvidt kreditvurderingsbureauet kan afgive en pålidelig kreditvurdering, bør kreditvurderingsbureauet afstå fra at afgive en kreditvurdering eller trække en eksisterende kreditvurdering tilbage.

3.21.   Når kreditvurderingsbureauet meddeler en kreditvurdering, skal det redegøre for nøgleelementerne heri. Ved kreditvurderinger af et struktureret finansielt instrument er det især vigtigt at anføre oplysninger om den tab- og pengestrømsanalyse, der er foretaget.

3.22.   Med hensyn til strukturerede finansielle instrumenter skal kreditvurderingsbureauet tillige redegøre for, hvordan det har evalueret procedurerne for fornøden omhu vedrørende de underliggende aktiver (som f.eks. en oversigt over subprime-lån). Hvis kreditvurderingsbureauet har taget udgangspunkt i en evaluering fra en tredjepart, skal det angive, hvordan resultatet af denne evaluering har påvirket kreditvurderingen.

3.23.   Artikel 8 vedrører også det forhold, at kreditvurderinger af strukturerede finansielle instrumenter ikke kan sammenlignes med kreditvurderinger af konventionelle gældsinstrumenter. Kreditvurderingsbureauerne skal derfor enten anvende andre symboler end det velkendte alfabet eller alternativt vedhæfte en detaljeret beskrivelse af, hvordan den kreditvurderingsmetode, der anvendes på disse instrumenter, adskiller sig fra konventionelle metoder, og af hvordan risikoprofilen adskiller sig fra konventionelle instrumenter.

Generelle og periodiske offentliggørelser

3.24.   De oplysninger, der skal offentliggøres efter artikel 9 og 10, er specificeret i bilag 1, afsnit E. De generelle oplysninger skal til enhver tid være offentligt tilgængelige og opdaterede. Der er tale om de væsentligste oplysninger efter lovgivningen såsom interessekonflikter, politik om offentliggørelse, lønordning, vurderingsmetoder og -modeller og udgangshypoteser, ændringer af politikker og procedurer osv.

3.25.   De periodiske oplysninger vedrører bl.a. offentliggørelse af misligholdelsesrater hver sjette måned og af en kundeliste en gang om året.

3.26.   Der er desuden krav om en årlig rapport om åbenhed og klarhed. I rapporten skal der indgå oplysninger om kreditvurderingsbureauets retlige form og ejerskab, en beskrivelse af det interne kvalitetskontrolsystem, statistikker for personalefordelingen, oplysninger om arkiveringspraksis, resultatet af den årlige interne kontrol af kravet om uafhængighed, en beskrivelse af politikken for rotation af kunder mellem personalet, oplysninger om indtægtskilder og en virksomhedsledelsesredegørelse.

4.   EØSU's synspunkter

4.1.   Kreditvurderingsbureauer indtager en særstilling i finanssektoren, eftersom regulerede enheder i branchen skal besidde højtratede værdipapirer. På begge sider af Atlanten har myndighederne valgt kun at anerkende meget få kreditvurderingsbureauer, hvis kreditvurderinger kan anvendes i reguleringsøjemed. EØSU opfordrer Kommissionen til at anvende den nye registreringsprocedure til at lade nye kreditvurderingsbureauer få adgang til kreditvurderingsaktiviteter, bl.a. ved at fremme oprettelsen af et uafhængigt europæisk bureau, og at omskrive den finansielle lovgivning, således at kreditvurderinger fra alle kreditvurderingsbureauer, der er registreret i EU, vil kunne anvendes i reguleringsøjemed.

4.2.   Lovgivningen om finansielle tjenester har været den væsentligste årsag til oligopolet af kreditvurderingsbureauer, da den med hensyn til kapitalreserver har lagt betydelig vægt på kreditvurderinger. EØSU henstiller kraftigt til lovgiverne i EU ikke at lægge for stor vægt på kreditvurderinger, særligt i lyset af den seneste tids begivenheder, der har afsløret kreditvurderingerne som værende værdiløse.

4.3.   EØSU opfordrer endvidere Kommissionen til at se nærmere på kreditvurderingsbureauernes ansvarsfraskrivelsesklausuler. Heraf fremgår det typisk: »brugere af oplysningerne heri bør ikke basere en investeringsbeslutning på en kreditvurdering eller en anden udtalelse heri«. Ved at anføre, at kreditvurderinger blot er en udtalelse, som man ikke bør støtte sig på, udhules ideen om reguleret kapital, sådan som den igangværende krise har vist. Den nye forordning bør fastlægge et krav om, at kreditvurderingsbureauerne skal stå ved deres vurderinger.

4.4.   EØSU er ikke modstander af forslaget om, at kreditvurderingsbureauer skal have status som juridisk person og være oprettet i Fællesskabet, og at tilsynsmyndigheden skal findes i hjemlandet. Dog tager EØSU ikke på forhånd afstand fra tanken om at oprette en ny tilsynsmyndighed på EU-plan, hvis bestemmelserne om samarbejdet mellem medlemsstaterne skulle vise sig at være utilstrækkelige.

4.5.   EØSU glæder sig over, at forslaget til forordning indeholder reelle sanktionsbestemmelser, som beskrevet i artikel 21 og 31 (punkt 3.5 og 3.7 ovenfor). Manglen på sådanne sanktioner har været et af de væsentligste kritikpunkter mod den tilsvarende amerikanske lovgivning. Det er vigtigt, at sanktionerne håndhæves lige effektivt i alle medlemsstater. EØSU mener, at CESR bør stå for samordningen på dette område.

4.6.   De foreslåede bestemmelser om organisation og drift er velgennemtænkte. Kravet om, at der skal udnævnes tre uafhængige menige medlemmer til administrations- eller tilsynsorganet, stemmer overens med reglerne om god virksomhedsledelse i Storbritannien og andre steder. Meget vil afhænge af de uafhængige menige medlemmers rolle. Deres handlemåde og præstationer vil være afgørende for, om de organisatoriske regler bliver vellykkede. EØSU mener, at det bør gøres til et krav, at den kompetente myndighed altid forhåndsgodkender udnævnelsen af menige medlemmer. Under den foreslåede ordning er en sådan godkendelse nødvendig.

4.7.   Fitch ejes 80 % af Fimalac SA, som igen ejes 73 % af Marc de Lacharriere. S&P er en del af McGraw Hill-koncernen. Indtil 2000 var Moody's en del af Dun and Bradstreet-koncernen. Resultaterne af Financial Times' undersøgelse tyder på, at Moody's tidligere professionalisme efter 2000 kan være blevet kompromitteret af kravene på aktiemarkedet. EØSU anmoder de kompetente myndigheder i medlemsstaterne om, at de i forbindelse med det organisationsmæssige tilsyn holder omhyggeligt øje med forbindelsen mellem kreditvurderingsaktiviteterne og aktionærernes forventninger. Særligt bør de være opmærksomme på udformningen af chefernes lønpakker.

4.8.   Hvad angår kreditvurderingsbureauernes virke, er de forbud, der er redegjort for i punkt 3.11 ovenfor, afgørende for at kunne kontrollere og afværge de væsentligste aspekter af de påviste interessekonflikter. Et kreditvurderingsbureau må ikke længere vurdere en transaktion, som det har rådgivet om.

4.9.   Også reglerne om ansatte er udformet med henblik på at eliminere interessekonflikter. Som det er tilfældet med eksterne revisorer, kan en analytiker kun beskæftige sig med en bestemt klient i en tidsbegrænset periode, selv om grænsen på fire år muligvis bliver lempet til fem år. Som det tillige er tilfældet med revisorer og inden for alle andre brancher i den finansielle sektor, kan analytikere have interesse i en klients aktier. EØSU glæder sig over, at disse forsigtighedsregler nu vil blive overholdt af kreditvurderingsbureauerne.

4.10.   EØSU bakker stærkt op om bestemmelserne i artikel 7, hvorved man vil kunne komme det meget åbenlyse misbrug, som blev afdækket af det amerikanske værdipapirs- og børstilsyns undersøgelse, til livs. Offentliggørelsen af metoder vil klarlægge, om der har været anvendt smutveje, eller om problemer er blevet omgået ved udarbejdelsen af en kreditvurdering. Derudover skal kreditvurderingsbureauerne nu efterprøve informationskilder og sikre, at de er af en sådan kvalitet, at der kan afgives en kreditvurdering. Af lige så stor betydning er reglerne om ændring af metoder og hypoteser, som, hvis de havde været gældende tidligere, kunne have afsløret fejlene i kreditvurderinger mange år tidligere end 2007. EØSU foreslår, at overholdelsen af artikel 7 nøje overvåges, og bestemmelserne deri kan, om nødvendigt, strammes.

4.11.   Med artikel 8 sluttes ringen, idet kreditvurderingsbureauerne forpligtes til at offentliggøre, hvordan de i forbindelse med hver enkelt transaktion har anvendt de regler, der er præciseret i artikel 7. EØSU er særligt tilfreds med, at EU går længere end USA, når det gælder strukturerede produkter, ved at kræve, at de potentielle risici ved disse produkter på den ene eller anden måde skal fremhæves.

4.12.   Indvendingerne mod en særskilt række af symboler går især på, at det efter de store nedjusteringer, der har fundet sted, er sandsynligt, at obligationer med denne særlige påtegning vil blive betragtet som lavtratede investeringer. Så længe disse obligationers anseelse ikke er blevet retableret, opfatter EØSU ikke dette som negativt.

4.13.   COREPER har fremhævet, at forslaget til forordning ikke specifikt tager stilling til kreditvurderinger afgivet i tredjelande. EØSU støtter COREPER's forslag om, at sådanne vurderinger kan anvendes i reguleringsøjemed i EU, når de påtegnes af et kreditvurderingsbureau, der allerede er registreret i EU, forudsat at

—	de to pågældende bureauer er en del af den samme koncern;

—	bureauet uden for EU overholder forpligtelser, der svarer til dem i EU-forordningen;

—	afgivelsen af kreditvurderingen i tredjelandet er objektivt begrundet;

—	der er etableret et samarbejde mellem de relevante kompetente myndigheder.

4.14.   De oplysninger, der skal offentliggøres i såvel reguleringsøjemed som for at orientere markedet, synes ikke at give anledning til problemer, bortset fra måske to forbehold:

—

Misligholdelsesrater er vigtige, fordi de er en målestok for kvaliteten eller manglen herpå af det enkelte kreditvurderingsbureaus vurderingsaktiviteter. I USA er kravene konkrete: Kreditvurderingsbureauer skal offentliggøre resultatstatistikker for et, tre og ti år i hver ratingkategori, således at det klart fremgår, i hvor høj grad deres kreditvurderinger har forudset misligholdelser. EØSU ser gerne en meget konkret bestemmelse herom i EU-forordningen.

—	Derudover er der et krav om, at klienter, der tegner sig for mere end 5 % af omsætningen, skal identificeres. Denne grænse kan være for lav. EØSU anmoder om, at CESR overvejer dette nærmere.

---