11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/85

1.1

Grønbogen om »Migration og mobilitet: udfordringer og muligheder for uddannelsessystemerne i EU« (KOM(2008) 423 endelig) tager fat på en stor udfordring, som uddannelsessystemerne i dag står over for. Der er tale om en udfordring, der ganske vist ikke er ny, men som i de seneste år er blevet større og mere udbredt: det store antal skolebørn med indvandrerbaggrund, som er i en svag socioøkonomisk position.

1.2

Kommissionen mener, at det vil være værdifuldt at gennemføre en høring af de berørte parter om uddannelsespolitik for børn med indvandrerbaggrund. De berørte parter opfordres til at tilkendegive deres synspunkter vedrørende:

1.3

EØSU anser dette for at være et komplekst og vanskeligt emne, som åbner for en række forskellige tilgange, som alle er relevante og vigtige. På grund af den metodologi, der er anvendt, vil udvalget imidlertid begrænse sig til at besvare de fem spørgsmål, Kommissionen stiller, og fremsætte nogle generelle bemærkninger.

2.1

EØSU tilslutter sig fuldt ud grønbogens indledning, hvor det bemærkes at det store antal skolebørn med indvandrerbaggrund er en udfordring snarere end et problem. Grønbogen giver en passende analyse af fænomenet og behandler praktisk taget alle dets aspekter.

2.2

Ved at anvende brede definitioner som »børn med indvandrerbaggrund«, »indvandrerbørn« og »indvandrerelever« omfattende børn både fra tredjelande og fra EU, som ikke bor i deres oprindelsesland, løber grønbogen risikoen for at standardisere noget, der i bund og grund er forskelligt.

2.3

Det er almindeligt anerkendt, at der er forskel på at være EU-borger og tredjelandsstatsborger. Kommissionen erkender selv risikoen ved at anvende denne definition og pointerer, at EU-borgere i modsætning til tredjelandsstatsborgere kan bevæge sig frit inden for Den Europæiske Union. Kommissionen begrunder imidlertid sit valg af definitioner ved at henvise til, at det er de samme definitioner, der anvendes i kilderne til de indsamlede data (PIRLS og PISA) (1).

2.4

EØSU forstår Kommissionens tilgang, som går ud på at beskæftige sig med samtlige børn, hvis forældres nationalitet er en anden end værtslandets, da alle disse børn har brug for en specifik støtte, men EØSU ville foretrække, at spørgsmålet blev behandlet ud fra ovennævnte tostrengede strategi, som skelner mellem børn af EU-borgere og børn af tredjelandsstatsborgere.

2.5

Denne udtalelse beskæftiger sig ikke specifikt med fænomenet migration, men snarere med uddannelsessystemernes rolle med hensyn til at forbedre integrationen af indvandrere, herunder navnlig børn af indvandrere. Der tages imidlertid hensyn til en række udtalelser om indvandring, som danner en vigtig basis for EØSU's holdning i dette spørgsmål (2).

2.6

Der er en tæt forbindelse mellem en vellykket integration af indvandrere, den uddannelse, som indvandrerbørn har adgang til, og de resultater, de opnår i skolen. Denne forbindelse er ubestridelig og kan være afgørende for den europæiske sociale samhørighedspolitiks succes, stabiliteten i vores demokratier og endog den økonomiske udvikling på længere sigt.

2.7

Jo tidligere og mere effektivt børn af indvandrere integreres i skolerne, jo større succes vil de have i skolerne og i de videregående uddannelser. Det er derfor værd at understrege førskoleundervisningens vigtige rolle med hensyn til at sikre de værktøjer, der er nødvendige for at opnå succes på det sociale og uddannelsesmæssige område.

2.8

Disse forhold viser klart, at de resultater, der opnås af indvandrerelever/-børn, som anvender uddannelsessystemet fra den tidligste alder, konsekvent er bedre, men dette betyder ikke, at de får større mulighed for at komme på universitetet eller finde et anstændigt job.

2.9

Det forholder sig sådan, at jo friere og mere velovervejede fremtidige karrierevalg er, og jo mere der investeres i at sikre børn af indvandrere succes i deres uddannelse, desto bedre sociale, økonomiske og politiske resultater vil der kunne opnås.

2.10

Skolen er det bedste integrationssted, da det er her, de første sociale kontakter uden for familien dannes. Hvis skolen, i stedet for at bidrage til at mindske virkningen af indvandrerfamiliers socioøkonomiske baggrund, afviser, diskriminerer eller adskiller, vil det være vanskeligt at opnå integration, hvilket vil gå ud over samfundet som helhed.

2.11

Skoler, der primært eller udelukkende tager sig af indvandrerbørn, bør derfor afvises, selv om deres motiver i første omgang kan synes prisværdige. En skole bør afspejle samfundets sociale sammensætning og ikke udgøre en ghetto for en bestemt gruppe. Fysisk og social segregation af elever med indvandrerbaggrund i skoler, der er oprettet specielt til dem, går generelt hånd i hånd med og/eller er en følge af boligmæssig segregation.

2.12

De myndigheder, der er ansvarlige for uddannelsessystemerne, bør navnlig have opmærksomheden rettet mod lærerne, som er nøgleaktører i uddannelsesprocessen, eftersom de har et direkte ansvar for de resultater, eleverne opnår i skolen. Attraktive og vellønnede karrierer og frem for alt en grund- og efteruddannelse, som tager hensyn til denne nye situation, er grundlæggende forudsætninger for at opnå gode resultater (3).

2.13

Det ville derfor være hensigtsmæssigt at øge antallet af lærere fra anderledes etniske og kulturelle grupper, da de kan udgøre et forbillede for eleverne, opmuntre dem og bidrage til at øge deres selvværd. Dette vil kræve en revision af kriterierne og procedurerne for rekruttering af lærere og øremærkning af midler hertil.

2.14

Kendskab til det nationale sprog er en absolut forudsætning for succes i skolen. Der har ikke været rettet tilstrækkelig opmærksomhed mod dette spørgsmål, da man har forvekslet sprogkundskaber med kommunikationsevne. Målrettet støtte på dette område, så tidlig integration som mulig (fra den tidligste barndom), interaktion mellem skolen og forældrene med henblik på, at de også kan deltage i kurser i værtslandets sprog, er strategier, som kan bidrage til at løse dette meget komplekse problem.

2.15

Inddragelse af indvandrerforældre i hele uddannelsesprocessen, deres interaktion med lokalsamfundets familier samt værdsætning af deres kundskaber og erfaring er faktorer, der bidrager til at integrere elever, og indvandrergrupper generelt, i skolen og i samfundet. Det er derfor vigtigt, at skolerne har ekstra lærerpersonale og kulturformidlere (4).

3.2.1

Den største politiske udfordring, som EU står over for i dag, er sandsynligvis at udvikle en rummelig skole i et samfund præget af stadig mindre integration, hvad enten dette skyldes den voksende kløft mellem rige og fattige og den deraf følgende stigning i den sociale udstødning, eller, hvad specifikt angår indvandring, en generel stramning af indvandringspolitikken. Man bør navnlig være opmærksom på den sociale og økonomiske situation, som personer med indvandrerbaggrund befinder sig i, da uddannelsesmuligheder i vid udstrækning påvirkes af situationer præget af social forfordeling.

3.2.2

Der kan ikke foretages nogen analyse af den enorme udfordring, der ligger i at integrere millioner af indvandrere via skolerne, uden at tage hensyn til følgende aspekter: de udenlandske statsborgeres retlige status, som øver indflydelse på deres adgang til det almene obligatoriske uddannelsessystem (5), procedurerne for legalisering af »papirløse« indvandrere, hindringer for familiesammenføringer, kriterier for udstedelse af visa, der i nogle tilfælde krænker de grundlæggende menneskerettigheder (krav om DNA-undersøgelser for at bevise slægtskab), og andre tiltag.

3.2.3

På et tidspunkt, hvor der tages uddannelsespolitiske beslutninger, der berører millioner af børn og unge med indvandrerbaggrund, kan disse globale spørgsmål ikke ignoreres. Skoler kan ikke oprettes eller udvikles isoleret fra det omgivende sociale miljø. De er en afspejling af dette samfund, skønt de også på afgørende vis kan bidrage til at ændre det.

3.2.4

Uddannelsesreformer, der behandler uddannelse som en forretning og indfører et forretningsmæssigt sprog i skolerne (elever og forældre betegnes som »forbrugere/brugere« og lærere som »tjenesteydere«), og som opererer med en evaluering, der udelukkende er baseret på elevernes individuelle præstationer, bidrager ikke til en vellykket integration. Uddannelse må redefineres som en grundlæggende menneskeret for alle børn og unge.

3.2.5

I betragtning af, at uddannelse hører under de nationale regeringers kompetence, ligger den store udfordring for EU i, om den i praksis kan koordinere de politikker, der er nødvendige for at opnå den størst mulige grad af integration. Det erkendes, at indvandringsfænomenets virkninger gør sig gældende over alt i EU. Samtidig udformes politikkerne fortsat på nationalt plan. Heri ligger et paradoks, som først kan løses, når den politiske vilje er til stede til at sikre en tættere samordning af politikkerne.

3.2.6

EU's udfordring består også i at erkende, at vanskelighederne ved at forvalte den massive indvandring næppe kan løses af den enkelte medlemsstat, men at konkrete politikinstrumenter er nødvendige for at håndtere det stigende antal studerende fra tredjelande i vores uddannelsessystemer.

3.2.7

Den ugunstige situation, som personer med indvandrerbaggrund befinder sig i, gør sig også gældende inden for voksenundervisningen. Disse personer deltager mindre i videreuddannelse, og de kurser, de tilbydes, har for størstedelens vedkommende at gøre med tilegnelse af sproglige færdigheder. De uddannelsesinstitutioner, som har specialiseret sig i voksenuddannelse, bør bestræbe sig på at gøre uddannelsestilbuddene åbne for hele målbefolkningen. Der bør tages hensyn til personer med indvandrerbaggrund i hele det spektrum af kurser, der udbydes. Med dette for øje vil det være nødvendigt at udvide voksenuddannelsen til områder som kultur, politik, familieplanlægning, sundhed, sociale kompetencer etc.

3.2.8

Den aktuelle økonomiske krise og dens konsekvenser er en anden politisk udfordring, som kan påvirke beslutningstagningen. Stigende arbejdsløshed, de vanskeligheder, som de sociale sikringssystemer står over for, og som i nogle lande truer selve det sociale beskyttelsessystem, kan føre til racisme og fremmedhad, som strider totalt mod de demokratiske værdier i Europa. Både skolerne og lokalsamfundene bør være opmærksomme på disse fænomener, ikke kun for at forebygge, men også for at skride til handling, hvis og når det bliver nødvendigt.

3.3.1

Medlemsstaternes primære og grundlæggende ansvar går ud på at overholde deres forpligtelse til at sikre indvandrernes integration i samfundet. Hvad angår børn og unge betyder dette ikke kun, at man sikrer dem adgang til alle uddannelsessystemer og garanterer, at der ikke anvendes udvælgelseskriterier baseret på social status, men også at man arbejder for, at uddannelsesmæssig succes betragtes som en ret for indvandrerelever/-børn.

3.3.2

Med dette for øje må den uddannelsesmæssige løsning tage udgangspunkt i:

3.3.3

Ud over generelle svar, som bør tage hensyn til særlige forhold ved indvandrerbefolkningen såsom behovet for adgang til sundhedsvæsenet, arbejdsmarkedet og anstændige boliger, bør der henvises til det nødvendige i sektorspecifikke svar på uddannelsesområdet, herunder en revision af undervisningsmaterialet for at sikre, at indvandrerne ikke fremstilles på en negativ måde, ikke-skemalagte integrationsaktiviteter, adgang til uddannelsessystemet fra de tidlige barndomsår, nødvendige ressourcer til læreres grund- og videreuddannelse og rekruttering af kvalificeret hjælpepersonale, så vidt muligt med en indvandrerbaggrund etc.

3.3.4

Civilsamfundets deltagelse er ikke kun ønskeligt, men udgør også en pålidelig indikator for kvaliteten af det sociale og uddannelsesmæssige demokrati og en vigtig faktor i integrationen af indvandrere. Forældreforeninger og sociale aktører på uddannelsesområdet kan bidrage til opbygning af et samfund og et borgerskab, der er rummeligt, respekterer forskelle og forstår værdien af en stærk social samhørighed.

En række lande giver lovlige indvandrere ret til at stemme ved kommunalvalg. Denne politik bør støttes og stimuleres, da den er en anerkendelse af indvandrernes integration i værtssamfundet og styrker deres følelse af at høre til.

3.4.1

I forbindelse med vedtagelsen og gennemførelsen af Lissabon-traktaten bør EU sikre, at medlemsstaterne fortsætter med at føre en politik, der fremmer integrationen af indvandrerbefolkningen, og navnlig garanterer retten til uddannelse og til at lære sit modersmål og sikrer indvandrerforældrenes deltagelse med henblik på, at de kan forbedre deres færdigheder og hjælpe deres børn med at træffe beslutninger vedrørende deres uddannelse.

3.4.2

EU kunne tilskynde medlemsstaterne til at anvende den åbne koordinationsmetode i denne forbindelse, kunne gennemføre komparative studier og forskningsprogrammer for at fremme indsamlingen og spredningen af eksempler på god praksis, kunne støtte innovative initiativer, som påviser nyopståede problemer på europæisk plan, som i nogle tilfælde er meget vanskelige at få øje på alene på nationalt plan. I nedenstående punkter gives en række konkrete forslag til opnåelse af disse mål.

3.4.3

Fastsættelse af indikatorer og benchmarks, der koncentrerer indsatsen om ikke kun at fjerne uddannelsesmæssige nederlag, men også afhjælpe objektive vanskeligheder, som en indvandrerelev oplever i sin konkrete situation, kan være et særdeles værdifuldt politisk middel. For at forebygge skolefrafald eller uregelmæssig skolegang er der først og fremmest behov for programmer, der bidrager til at skabe sociale aktiviteter i skolen.

3.4.4

Der kan bl.a. foreslås følgende benchmarks i forbindelse med den åbne koordinationsmetode: indvandrerelevers og andre elevers socioøkonomiske status; indvandrerelevers og andre elevers fuldførelse af studier (obligatorisk skolegang); den andel af lærerstaben, der udgøres af personer med indvandrerbaggrund; lærernes interkulturelle kompetencer; uddannelsessystemets sociale permeabilitet; fremme af flersprogethed i det offentlige uddannelsessystem; skolesystemets grad af åbenhed over for alle børn og unge etc.

3.4.5

Det vil endvidere være meget vigtigt at sikre, at Europa-Parlamentet deltager direkte i udformningen, overvågningen og evalueringen af forslag og aktioner til bekæmpelse af udstødelse og marginalisering i EU.

3.5.1

Direktiv 77/468/EØF udgjorde et vigtigt skridt i retning af at sikre, at den ret til uddannelse, som alle børn af indvandrere har, sættes på den politiske dagsorden. Dette er ubestrideligt og bør anerkendes, men det kan samtidig ikke benægtes, at direktivet kun beskæftiger sig med børn af EU-borgere, og udelukkende baserer sin integrationstilgang på spørgsmålet om sprog. Hertil kommer, at direktivets gennemførelse har været mangelfuld, og at det tredive år efter sin ikrafttræden endnu ikke er omsat fuldt ud til national lovgivning i EU's nuværende medlemsstater.

3.5.2

Direktiv 77/486 er historisk og politisk forældet, imødekommer ikke de aktuelle integrationskrav og bør derfor ændres betydeligt under hensyntagen til udviklingen af selve migrationsfænomenet. EU og medlemsstaterne bør fortsat engagere sig fuldt ud i spørgsmålet om sprogindlæring, men et direktiv inden for dette område bør efter EØSU's opfattelse gå meget længere og omfatte andre aspekter, hvis det skal være et værktøj til fremme af den sociale, økonomiske og politiske integration af indvandrere og deres børn.

3.5.3

Et fremtidigt direktiv bør tage hensyn til det forhold, at indvandreres integration i værtssamfundene omfatter meget mere end integrationen af deres børn i uddannelsessystemerne, men at sidstnævnte proces spiller en central rolle for, at førstnævnte kan lykkes.

3.5.4

I lyset heraf bør et fremtidigt direktiv ikke nøjes med at behandle sprogproblematikken (som vil fortsætte med at være et centralt spørgsmål), men også beskæftige sig med en mere fuldstændig og sammenhængende integration af børn og unge i uddannelsessystemerne.