Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52007XC0508(05)

    Meddelelse om indledning af en udløbsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af cumarin med oprindelse i Folkerepublikken Kina

    EUT C 103 af 8.5.2007, p. 15–19 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    8.5.2007   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 103/15


    Meddelelse om indledning af en udløbsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af cumarin med oprindelse i Folkerepublikken Kina

    (2007/C 103/10)

    Efter offentliggørelsen af en meddelelse om det forestående udløb (1) af gyldigheden af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af cumarin med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»det pågældende land«), har Kommissionen modtaget en anmodning om en undersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 2, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (»grundforordningen«) (2).

    1.   Anmodning om undersøgelse

    Anmodningen er indgivet den 8. februar 2007 af European Chemical Industry Council (CEFIC) (»ansøgeren«) på vegne af den eneste producent i Fællesskabet, som tegner sig for den samlede EF-produktion af cumarin.

    2.   Varen

    Den vare, der er genstand for undersøgelsen, er cumarin med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»den pågældende vare«), som i øjeblikket tariferes under KN-kode 2932 21 00. KN-koden angives kun til orientering.

    3.   Gældende foranstaltninger

    De foranstaltninger, der i øjeblikket er i kraft, er en endelig antidumpingtold indført ved Rådets forordning (EF) nr. 769/2002 (3) og udvidet til også at omfatte importen af cumarin afsendt fra Indien og Thailand ved forordning (EF) nr. 2272/2004 (4), og udvidet til at omfatte Indonesien og Malaysia ved forordning (EF) nr. 1650/2006 (5).

    4.   Begrundelse for undersøgelsen

    Anmodningen begrundes med, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis vil medføre, at der fortsat eller igen vil finde dumping sted med deraf følgende skade for EF-erhvervsgrenen.

    Ansøgeren har fremlagt bevis for, at den pågældende vare fra Folkerepublikken Kina fortsat indføres i Fællesskabet i betydelige mængder og til dumpingpriser.

    I overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 7, fastsatte ansøgeren den normale værdi for Folkerepublikken Kina på grundlag af prisen i et egnet land med markedsøkonomi, jf. punkt 5, stk. 1, litra c). Påstanden om fortsat dumping er baseret på en sammenligning af den normale værdi som ovenfor fastsat og prisen på den pågældende vare ved salg til eksport til Fællesskabet.

    På dette grundlag er den beregnede dumpingmargen betydelig.

    Hvad angår fornyet dumping, hævdes det også, at eksporten til andre tredjelande, dvs. USA og Brasilien, foregår til dumpingpriser.

    Ansøgeren har fremlagt beviser for, at importen af den pågældende vare fra Folkerepublikken Kina er forblevet betydelig, udtrykt såvel i absolutte tal som i markedsandel.

    Det hævdes også, at den pågældende importerede vares mængder og priser blandt andre følger fortsat har en negativ indvirkning på EF-erhvervsgrenens prisniveau, hvilket har haft væsentlige negative følger for EF-erhvervsgrenens finansielle situation og beskæftigelse.

    Ansøgeren hævder endvidere, at det er sandsynligt, at der vil forekomme yderligere skadevoldende dumping. Ansøgeren fremlægger således bevis for, at det nuværende niveau af importen af den pågældende vare sandsynligvis vil stige på grund af uudnyttet produktionskapacitet i det pågældende land, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe.

    Desuden påstår ansøgeren, at EF-erhvervsgrenen er i en situation, hvor en eventuel fornyet forekomst af betydelig import til dumpingpriser fra det pågældende land sandsynligvis vil føre til, at EF-erhvervsgrenen igen påføres yderligere skade, hvis foranstaltningerne får lov til at udløbe.

    Ansøgeren påpeger desuden, at eksportørerne/producenterne af den pågældende vare i Folkerepublikken Kina i den periode, hvor der var indført foranstaltninger, forsøgte at undergrave disse foranstaltninger gennem en omgåelsespraksis, der blev imødegået ved udvidelsen af foranstaltningerne i forordning (EF) nr. 2272/2004 og forordning (EF) nr. 1650/2006.

    5.   Procedure

    Kommissionen har efter høring af det rådgivende udvalg fastslået, at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige, at der indledes en udløbsundersøgelse, og den indleder hermed en undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2.

    5.1.   Procedure for fastsættelse af sandsynligheden for dumping og skade

    Undersøgelsen vil fastslå, hvorvidt det er sandsynligt, at udløbet af foranstaltningerne vil føre til fortsat eller fornyet dumping og skade.

    a)   Stikprøver

    Da et stort antal parter er involveret i denne procedure, kan Kommissionen beslutte at anvende stikprøver, jf. grundforordningens artikel 17.

    i)   Stikprøve af eksportører/producenter i Folkerepublikken Kina

    For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt at anvende stikprøver, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle eksportører og producenter eller deres repræsentanter om at give sig til kende over for Kommissionen og afgive følgende oplysninger om deres selskab eller selskaber inden for den frist, der er fastsat i punkt 6, litra b), nr. i), og i det format, der er angivet i punkt 7:

    navn, adresse, e-mail-adresse, telefon- og faxnummer samt kontaktperson

    omsætningen i lokal valuta og mængden i tons af den pågældende vare solgt med henblik på eksport til Fællesskabet i perioden fra den 1. april 2006 til den 31. marts 2007

    omsætningen i lokal valuta og mængden i tons af den pågældende vare solgt på hjemmemarkedet i perioden fra den 1. april 2006 til den 31. marts 2007

    omsætningen i lokal valuta og mængden i tons af den pågældende vare solgt til andre tredjelande i perioden fra den 1. april 2006 til den 31. marts 2007

    nøjagtig beskrivelse af selskabets aktiviteter i forbindelse med produktionen af den pågældende vare og produktionsmængden i tons af den pågældende vare samt produktionskapacitet og investeringer i produktionskapacitet i perioden fra den 1. april 2006 til den 31. marts 2007

    navnene på alle forretningsmæssigt forbundne selskaber (6), der er involveret i produktion og/eller salg (på eksport- og/eller hjemmemarkedet) af den pågældende vare, med udførlig beskrivelse af disse selskabers aktiviteter

    andre relevante oplysninger, som kan være til nytte for Kommissionen ved udtagningen af stikprøven

    ved at afgive ovenstående oplysninger indvilger selskabet i at indgå i stikprøven. Hvis selskabet udvælges til at indgå i stikprøven, vil dette indebære, at det skal besvare et spørgeskema og acceptere et besøg med henblik på kontrol af sin besvarelse. Hvis selskabet anfører, at det ikke ønsker at indgå i stikprøven, vil det blive anset for ikke at have samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen. Følgerne af manglende samarbejde er beskrevet i punkt 8 nedenfor.

    Kommissionen vil desuden kontakte myndighederne i eksportlandet og alle kendte sammenslutninger af eksportører/producenter for at indhente de oplysninger, som den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af eksportører/producenter.

    ii)   Stikprøver af importører

    For at Kommissionen kan afgøre, om det er nødvendigt at anvende stikprøver, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodes alle importører eller deres repræsentanter om at give sig til kende over for Kommissionen og afgive følgende oplysninger om deres selskab eller selskaber inden for den frist, der er fastsat i punkt 6, litra b), nr. i), og i den form, der er angivet i punkt 7:

    navn, adresse, e-mail-adresse, telefon- og faxnummer samt kontaktperson

    selskabets samlede omsætning i euro i perioden fra den 1. april 2006 til den 31. marts 2007

    antal ansatte i alt

    udførlig beskrivelse af selskabets aktiviteter i forbindelse med den pågældende vare

    mængden i tons og værdien i euro af importen til og videresalget på markedet i Fællesskabet af den pågældende vare med oprindelse i Folkerepublikken Kina i perioden fra 1. april 2006 til 31. marts 2007

    navnene på alle forretningsmæssigt forbundne selskaber (7), der beskæftiger sig med produktion og/eller salg af den pågældende vare, og udførlig beskrivelse af deres aktiviteter

    andre relevante oplysninger, som kan være til nytte for Kommissionen ved udtagningen af stikprøven

    ved at afgive ovenstående oplysninger indvilger selskabet i at indgå i stikprøven. Hvis selskabet udvælges til at indgå i stikprøven, vil dette indebære, at det skal besvare et spørgeskema og acceptere et besøg med henblik på kontrol af sin besvarelse. Hvis selskabet anfører, at det ikke ønsker at indgå i stikprøven, vil det blive anset for ikke at have samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen. Følgerne af manglende samarbejde er beskrevet i punkt 8 nedenfor.

    Kommissionen vil endvidere kontakte alle kendte importørsammenslutninger for at indhente de oplysninger, som den anser for nødvendige for at udtage stikprøven af importører.

    iii)   Endelig udtagning af stikprøverne

    Alle berørte parter, der ønsker at meddele oplysninger af relevans for udtagningen af stikprøven, skal gøre dette inden for den frist, der er fastsat i punkt 6, litra b), nr. ii).

    Kommissionen agter at foretage den endelige udtagning af stikprøverne, når den har hørt de berørte parter, der har erklæret sig villige til at deltage i stikprøven.

    Selskaber, som indgår i stikprøven, skal besvare et spørgeskema inden for fristen i punkt 6, litra b), nr. iii), og skal samarbejde i forbindelse med undersøgelsen.

    Hvis der ikke udvises tilstrækkelig samarbejdsvilje, kan Kommissionen træffe afgørelse på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 17, stk. 4, og artikel 18. Afgørelser truffet på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger kan være mindre gunstige for den berørte part, jf. punkt 8.

    b)   Spørgeskemaer

    For at indhente de oplysninger, som den anser for nødvendige i forbindelse med sin undersøgelse, vil Kommissionen sende spørgeskemaer til erhvervsgrenen i Fællesskabet og til alle producentsammenslutninger i Fællesskabet; til de eksportører og producenter i Folkerepublikken Kina, som indgår i stikprøven; til alle sammenslutninger af eksportører og producenter; til importørerne i stikprøven; til alle sammenslutninger af importører, som er nævnt i anmodningen, eller som samarbejdede i forbindelse med den undersøgelse, der førte til de foranstaltninger, som er genstand for denne undersøgelse; samt til myndighederne i det pågældende eksportland.

    c)   Udvælgelse af et land med markedsøkonomi

    Kommissionen forventer at benytte Indien som egnet land med markedsøkonomi med henblik på fastsættelsen af den normale værdi for Folkerepublikken Kina. Berørte parter anmodes om at fremsætte bemærkninger til hensigtsmæssigheden af dette valg inden for den særlige frist i punkt 6, litra c).

    d)   Indsamling af oplysninger og afholdelse af høringer

    Alle berørte parter opfordres hermed til at tilkendegive deres synspunkter, fremsende andre oplysninger end det besvarede spørgeskema og fremlægge dokumentation herfor. Oplysninger og dokumentation skal være Kommissionen i hænde inden for fristen i punkt 6, litra a), nr. ii).

    Kommissionen kan endvidere høre berørte parter, hvis de anmoder herom og kan godtgøre, at der er særlige grunde til, at de bør høres. Anmodningen skal indgives inden for fristen i punkt 6, litra a), nr. iii).

    5.2.   Procedure for vurdering af Fællesskabets interesser

    Hvis det bekræftes, at der er sandsynlighed for fortsat eller fornyet dumping og skade, vil der i overensstemmelse med grundforordningens artikel 21 blive truffet afgørelse om, hvorvidt det er i Fællesskabets interesser at opretholde eller ophæve antidumpingforanstaltningerne. Med henblik herpå kan EF-erhvervsgrenen, importørerne og deres repræsentative sammenslutninger samt repræsentative brugere og repræsentative forbrugerorganisationer give sig til kende og indgive oplysninger til Kommissionen inden for den generelle frist i punkt 6, litra a), nr. ii), forudsat at de kan godtgøre, at der er en objektiv forbindelse mellem deres aktiviteter og den pågældende vare. Parter, der har reageret således, kan anmode om at blive hørt med angivelse af, hvilke særlige grunde der er til, at de bør høres, inden for fristen i punkt 6, litra a), nr. iii). Der gøres opmærksom på, at oplysninger, der indgives i henhold til artikel 21, kun tages i betragtning, hvis de er underbygget med faktuelle beviser på indgivelsestidspunktet.

    6.   Frister

    a)   Generelle frister

    (i)   For anmodning om et spørgeskema

    Alle berørte parter, der ikke samarbejdede i forbindelse med den undersøgelse, som førte til de foranstaltninger, der er genstand for denne undersøgelse, bør anmode om et spørgeskema eller andre ansøgningsskemaer så hurtigt som muligt og senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

    (ii)   For parter, der ønsker at give sig til kende og indsende besvarelser af spørgeskemaer og alle andre oplysninger

    Medmindre andet er angivet, skal alle berørte parter give sig til kende over for Kommissionen, fremsætte deres synspunkter og afgive besvarelser af spørgeskemaer eller alle andre oplysninger senest 40 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, hvis der skal tages hensyn til deres bemærkninger i forbindelse med undersøgelsen. Det skal bemærkes, at de fleste proceduremæssige rettigheder, der er fastsat i grundforordningen, kun kan respekteres, hvis parterne giver sig til kende inden for ovennævnte frist.

    Selskaber, der er udtaget til en stikprøve, skal indgive besvarelse af spørgeskemaet inden for fristen i punkt 6, litra b), nr. iii).

    (iii)   Høringer

    Alle berørte parter kan desuden anmode om at blive hørt af Kommissionen inden for samme frist på 40 dage.

    b)   Særlig frist for udtagning af stikprøver

    (i)

    De oplysninger, der omtales i punkt 5, stk. 1, litra a), nr. i) og ii), skal være Kommissionen i hænde senest 15 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, da Kommissionen påtænker at høre berørte parter, som har erklæret sig rede til at indgå i en stikprøve, om den endelige udtagning af denne inden for 21 dage fra offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

    (ii)

    Alle andre oplysninger, der er relevante for udtagningen af stikprøven, jf. punkt 5, stk. 1, litra a), nr. iii), skal være Kommissionen i hænde senest 21 dage efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

    (iii)

    Besvarelser af spørgeskemaerne fra parter, der indgår i stikprøven, skal være Kommissionen i hænde senest 37 dage efter, at de har fået meddelelse om, at de indgår i stikprøven.

    c)   Særlig frist for udvælgelse af et land med markedsøkonomi

    Parter i undersøgelsen kan fremsætte bemærkninger til valget af Indien, der som nævnt i punkt 5, stk. 1, litra c), påtænkes anvendt som land med markedsøkonomi med henblik på fastsættelse af den normale værdi for Folkerepublikken Kina. Disse bemærkninger skal være Kommissionen i hænde senest ti dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

    7.   Skriftlige redegørelser, besvarelser af spørgeskemaer og korrespondance

    Alle redegørelser og anmodninger fra berørte parter skal indgives skriftligt (ikke i elektronisk form, medmindre andet er angivet) med angivelse af den pågældendes navn, adresse, e-mail-adresse og telefon- og faxnummer. Alle skriftlige redegørelser, herunder de oplysninger, der er anmodet om i denne meddelelse, besvarelser af spørgeskemaer og korrespondance, som videregives af de berørte parter som fortroligt materiale, skal være forsynet med påtegningen »Limited  (8)«og skal i overensstemmelse med grundforordningens artikel 19, stk. 2, være ledsaget af et ikke-fortroligt sammendrag forsynet med påtegningen »FOR INSPECTION BY INTERESTED PARTIES«.

    Kommissionens adresse:

    Europa-Kommissionen

    Generaldirektoratet for Handel

    Direktorat B

    Kontor: J-79 5/16

    B-1049 Bruxelles

    Fax (32-2) 295 65 05

    8.   Manglende samarbejde

    Hvis en af de berørte parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger eller undlader at meddele dem inden for fristerne eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der i henhold til grundforordningens artikel 18 træffes afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger.

    Konstateres det, at en berørt part har meddelt urigtige eller vildledende oplysninger, ses der bort fra disse oplysninger, og der kan i overensstemmelse med grundforordningens artikel 18 gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger. Hvis en berørt part udviser manglende eller begrænset samarbejdsvilje, og der gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger, kan resultatet blive mindre gunstigt for denne part, end hvis den pågældende havde udvist samarbejdsvilje.

    9.   Tidsplan for undersøgelsen

    Undersøgelsen vil i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 5, blive afsluttet senest 15 måneder efter offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

    10.   Mulighed for anmodning om undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3

    Da denne udløbsundersøgelse indledes i overensstemmelse med bestemmelserne i grundforordningens artikel 11, stk. 2, vil resultaterne ikke medføre, at omfanget af de eksisterende foranstaltninger ændres, men at foranstaltningerne ophæves eller opretholdes i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 6.

    Hvis en af procedurens parter mener, at det er berettiget at foretage en undersøgelse af foranstaltningernes omfang med henblik på at muliggøre en ændring (dvs. en forøgelse eller en reduktion) af foranstaltningernes omfang, kan den pågældende part anmode om en undersøgelse i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 3.

    Parter, der ønsker at anmode om en sådan undersøgelse, som eventuelt vil blive foretaget uafhængigt af den udløbsundersøgelse, der er nævnt i denne meddelelse, kan henvende sig til Kommissionen på ovennævnte adresse.


    (1)  EUT C 196 af 19.8.2006, s. 2.

    (2)  EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Senest ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 2117/2005 (EUT L 340 af 23.12.2005, s. 17).

    (3)  EFT L 123 af 9.5.2002, s. 1, senest ændret ved forordning (EF) nr. 1854/2003 (EUT L 272 af 23.10.2003, s. 1).

    (4)  EUT L 396 af 31.12.2004, s. 18.

    (5)  EUT L 311 af 10.11.2006, s. 1.

    (6)  Udtrykket forretningsmæssigt forbundne selskaber er defineret i artikel 143 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks (EFT L 253 af 11.10.1993, s. 1).

    (7)  Udtrykket forretningsmæssigt forbundne selskaber er defineret i artikel 143 i forordning (EØF) nr. 2454/93.

    (8)  Dette betyder, at dokumentet kun er til intern brug. Det er beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43). Det betragtes som et fortroligt dokument i henhold til artikel 19 i grundforordningen og artikel 6 i WTO-aftalen om anvendelse af artikel VI i GATT 1994 (antidumpingaftalen).


    Top