16.9.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 224/3

1)

En aftale eller en samordnet praksis mellem forsikringsselskaber som den, der foreligger i hovedsagen, hvorved der er skabt en gensidig udveksling af oplysninger, som gør det muligt at hæve præmierne for obligatoriske ansvarsforsikringer mod ulykker påført af biler, skibe og motorcykler, uden at det er berettiget på baggrund af markedssituationen, hvilket udgør en overtrædelse af de nationale regler for beskyttelse af konkurrencen, kan ligeledes udgøre en tilsidesættelse af artikel 81 EF, når der i betragtning af det pågældende nationale markeds kendetegn er tilstrækkelig sandsynlighed for, at den pågældende aftale eller samordnede praksis kan udøve en direkte eller indirekte, aktuel eller potentiel indflydelse på salg af disse forsikringspolicer i den berørte medlemsstat foretaget af erhvervsdrivende, som er hjemmehørende i en anden medlemsstat, og at denne indflydelse ikke er ubetydelig.

2)

Artikel 81 EF skal fortolkes således, at enhver har adgang til at påberåbe sig den manglende retsvirkning af en aftale eller en praksis, som er forbudt i henhold til denne artikel, og til at kræve erstatning for den lidte skade, når der er årsagsforbindelse mellem aftalen eller den forbudte praksis og den nævnte skade.

Når der ikke findes fællesskabsretlige bestemmelser på området, tilkommer det hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte regler for udøvelsen af denne rettighed, herunder regler om anvendelse af begrebet »årsagsforbindelse«, idet ækvivalens- og effektivitetsprincipperne overholdes.

3)

Når der ikke findes fællesskabsretlige bestemmelser på området, tilkommer det hver enkelt medlemsstat at udpege de retter, som er kompetente til at behandle erstatningssøgsmål på grundlag af en tilsidesættelse af fællesskabsretlige konkurrenceregler, og fastsætte de processuelle regler for disse søgsmål, for så vidt som disse regler ikke er mindre gunstige end dem, der gælder for erstatningssøgsmål på grundlag af en tilsidesættelse af nationale konkurrenceregler, og de nævnte nationale regler ikke gør det praktisk talt umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve rettigheden til at kræve erstatning for et tab, som er forårsaget af en aftale eller praksis, der er forbudt i henhold til artikel 81 EF.

4)

Det tilkommer hver enkelt medlemsstat, når der ikke findes fællesskabsretlige bestemmelser på området, i sin interne retsorden at fastsætte regler for forældelsesfristen for at kræve erstatning for et tab, som er forårsaget af en aftale eller praksis, der er forbudt i henhold til artikel 81 EF, idet ækvivalens- og effektivitetsprincipperne overholdes.

I den forbindelse påhviler det den nationale retsinstans at efterprøve, om en national regel, hvorefter forældelsesfristen for at kræve erstatning for et tab, som er forårsaget af en aftale eller praksis, der er forbudt i henhold til artikel 81 EF, begynder at løbe fra den dag, hvor denne aftale eller samordnede praksis blev iværksat, særligt hvis der ved denne nationale regel ligeledes foreskrives en kort forældelsesfrist, og denne frist ikke kan afbrydes, hvorved det gøres praktisk talt umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve rettigheden til at kræve erstatning for det lidte tab.

5)

Det tilkommer den nationale retsorden i hver enkelt medlemsstat, når der ikke findes fællesskabsretlige bestemmelser på området, at fastsætte de kriterier, der giver mulighed for at bestemme omfanget af erstatningen for den skade, som er forårsaget af en aftale eller en praksis, der er forbudt i henhold til artikel 81 EF, idet ækvivalens- og effektivitetsprincipperne overholdes.

Derfor skal på den ene side særlige former for erstatning, såsom afskrækkende eller bodslignende erstatning, hvis de kan tilkendes som led i søgsmål på grundlag af national ret, som ligner søgsmål på grundlag af fællesskabsretlige konkurrenceregler, i overensstemmelse med ækvivalensprincippet ligeledes kunne tilkendes som led i sidstnævnte søgsmål. Fællesskabsretten er imidlertid ikke til hinder for, at de nationale domstole påser, at beskyttelsen af de rettigheder, som Fællesskabets retsorden tilsikrer, ikke indebærer en ugrundet berigelse.

På den anden side følger det af effektivitetsprincippet og princippet om, at enhver har ret til at kræve erstatning for skade påført dem som følge af en aftale eller en adfærd, der kan begrænse eller fordreje konkurrencen, at de skadelidte ikke kun skal kunne kræve en egentlig erstatning (damnum emergens), men ligeledes erstatning for tabt fortjeneste (lucrum cessans) samt renter.