1

Artikel 79, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten (herefter »vedtægten«), bestemmer:

»En tjenestemands eller forhenværende tjenestemands efterladte ægtefælle er i henhold til de i kapitel 4 i bilag VIII fastsatte betingelser berettiget til efterladtepension lig med 60% af alderspensionen eller den invaliditetsydelse, som ægtefællen oppebar eller, uafhængigt af tjenestens længde eller af tjenestemandens alder, ville have været berettiget til, hvis tjenestemanden ved sin død havde haft krav derpå.«

2

Vedtægtens artikel 79, stk. 2, bestemmer:

»Størrelsen af den efterladtepension, som tilkommer den efterladte ægtefælle efter en tjenestemand, der er afgået ved døden i en af de tjenesteretlige stillinger, der er nævnt i artikel 35, kan hverken være mindre end eksistensminimum eller 35% af tjenestemandens sidste grundløn.«

3

Vedtægtens artikel 80, stk. 1, har følgende ordlyd:

»Når en tjenestemand eller en til alderspension eller invaliditetsydelse berettiget tjenestemand afgår ved døden uden at efterlade en ægtefælle, der er berettiget til efterladtepension, har de børn, han på tidspunktet for dødsfaldet har forsørgerpligt over for i henhold til artikel 2 i bilag VII, ret til børnepension i henhold til de i artikel 21 i bilag VIII fastsatte betingelser.«

4

Vedtægtens artikel 80, stk. 3, bestemmer følgende:

»Når en tjenestemand eller en person, der er berettiget til alderspension eller invaliditetsydelse, afgår ved døden, uden at de i første afsnit fastsatte betingelser er opfyldt, har de børn, som han har forsørgerpligt over for i henhold til artikel 2 i bilag VII, ret til børnepension i henhold til de i artikel 21 i bilag VIII fastsatte betingelser; pensionen udgør dog halvdelen af det beløb, der fremgår af betingelserne i sidstnævnte artikel.«

5

Det bestemmes i vedtægtens artikel 81, stk. 1:

»Personer, der er berettigede til alderspension eller til invaliditetsydelse eller til efterladtepension, har under de i bilag VII fastsatte betingelser krav på de familietillæg, der er nævnt i artikel 67; husstandstillægget udregnes på grundlag af den berettigedes pension eller invaliditetsydelse. En modtager af efterladtepension har kun ret til disse tillæg med hensyn til børn, over for hvem tjenestemanden eller den tidligere tjenestemand på tidspunktet for dødsfaldet havde forsørgerpligt.«

6

Vedtægtens artikel 81, stk. 2, har følgende ordlyd:

»Personer, der er berettiget til efterladtepension, har for hvert barn, der anses som forsørgelsesberettiget, ret til et børnetilskud, der er dobbelt så stort som det i artikel 67, stk. 1, litra b), fastsatte tillæg.«

7

Vedtægtens artikel 81, stk. 1, litra a), bestemmer:

»1.   Uanset alle andre bestemmelser og navnlig dem, der vedrører mindstebeløbene til personer, der er berettiget til efterladtepension, må den samlede efterladtepension, som den efterladte ægtefælle og andre ydelsesberettigede pårørende kan gøre krav på, forhøjet med familietillæg og nedsat med skat og andre obligatoriske indeholdelser, ikke overstige:

8

Artikel 2, stk. 1, i bilag VII til vedtægten er affattet således:

»1.   Tjenestemanden skal på de betingelser, der er opregnet i stk. 2 og 3, for hvert barn, han har forsørgerpligt over for, have et børnetilskud på 372,61 EUR pr. måned.«

9

Artikel 2, stk. 2, første afsnit, i bilag XII til vedtægten bestemmer:

»2.   Ved børn, over for hvem der består forsørgerpligt, forstås børn, der er født i ægteskab, uden for ægteskab eller er adopteret af tjenestemanden eller af dennes ægtefælle, når de faktisk forsørges af tjenestemanden.«

10

Artikel 21 i bilag VIII til vedtægten har følgende ordlyd:

»1.   Børnepension i henhold til artikel 80, stk. 1, 2 og 3, i vedtægten udgør for det første barn 8/10 af den efterladtepension, som den længstlevende ægtefælle efter en tjenestemand eller efter en tidligere tjenestemand, der var berettiget til alderspension eller invaliditetsydelse, ville være berettiget til, idet der ses bort fra de i artikel 25 [i bilag VIII til vedtægten] nævnte nedsættelser.

Den kan med forbehold af bestemmelserne i artikel 22 [i dette bilag til vedtægten] ikke være mindre end eksistensminimum.

2.   Denne pension forhøjes fra og med det andet forsørgelsesberettigede barn med et beløb, der er lig med det dobbelte børnetilskud.

[…]

3.   Summen af denne pension og disse tilskud fordeles ligeligt mellem de berettigede børn.«

11

Vedtægtens artikel 82, stk. 1, bestemmer:

»1.   De ovenfor nævnte pensioner udregnes på grundlag af den lønskala, der er gældende den første dag i den måned, hvor retten til pension kan gøres gældende.

Der anvendes ingen justeringskoefficient for pensioner.

Pensioner, der er udtrykt i euro, udbetales i en af de valutaer, der er nævnt i artikel 45 i bilag VIII.«

12

Artikel 41 i bilag VIII til vedtægten har følgende ordlyd:

»Pensionsydelser kan ved fejlagtig eller mangelfuld beregning uden hensyn til arten heraf til enhver tid reguleres.

De kan ændres eller bortfalde, hvis de er ydet uden hjemmel i bestemmelserne i vedtægten og i dette bilag.«

13

Vedtægtens artikel 85, stk. 1, lyder således:

»Ethvert beløb, der fejlagtigt er udbetalt, kræves tilbagebetalt, hvis modtageren har haft kendskab til fejlen, eller denne var så åbenbar, at han burde have kendt den.«

14

Artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 260/68 af 29. februar 1968 om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden ved opkrævning af skat til De Europæiske Fællesskaber (EFT 1968, L 56, s. 8), bestemmer:

»1.   Skat af løn, vederlag og honorarer af enhver art, som Fællesskaberne udbetaler hver enkelt skattepligtig, forfalder til betaling hver måned.«

15

Francesco Spagnolli, Maria Alice Spagnolli og Bianca Maria Elena Spagnolli, tre af sagsøgerne, som er født henholdsvis den 10. maj 1997, den 23. marts 1999 og den 3. december 2001, er børn af Alberto Spagnolli, som ligeledes er sagsøger, og af hans hustru, Elisa Simonazzi.

16

Elisa Simonazzi arbejdede som tjenestemand ved Den Europæiske Union i lønklasse AD 6, løntrin 3, ved Europa-Kommissionen fra den 16. juli 2005 til den 22. april 2011, datoen for hendes død i Parma (Italien).

17

Alberto Spagnolli var på tidspunktet for hans hustrus død ansat som tjenestemand i lønklasse AD 12, løntrin 1, i Kommissionens generaldirektorat (GD) »Maritime anliggender og fiskeri«.

18

Den 29. juli 2011 fremsendte enheden PMO.4 »Pensioner« (herefter »enheden PMO.4«) i Kommissionens Kontor for »Forvaltning og Fastsættelse af Individuelle Rettigheder« den afgørelse, som var blevet truffet bl.a. i medfør af vedtægtens artikel 79 og 80, om at tildele ham ret til en efterladtepension og om at tildele hans tre børn ret til børnepension med virkning fra den 1. august 2011. Samme dag blev detaljerne vedrørende størrelsen af disse pensioner præciseret i meddelelsen om fastsættelse af ret til efterladtepension og børnepension PMO/04/MAG/2011/ARES, som var bilagt detaljerne vedrørende beregningerne af de nævnte pensioner (herefter under ét »meddelelse nr. 1«).

19

Den 10. oktober 2011 vedtog generaldirektøren for GD »Maritime anliggender og fiskeri« en afgørelse, hvori han, efter ansøgning fra Alberto Spagnolli, gav tilladelse til, at denne blev udstationeret ved Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) i Parma, med virkning fra den 16. oktober 2011 og for en indledende periode på fem år. Ifølge den kontrakt som midlertidigt ansat, som Alberto Spagnolli indgik med EFSA, blev han indplaceret i lønklasse AD 9, løntrin 2.

20

Den 17. april 2012 fremsendte enheden PMO.4 ved meddelelse om ændring nr. 2 (PMO/04/MAG/2012/ARES) og bilaget hertil, som indeholdt detaljerne vedrørende de foretagne beregninger (herefter under ét »meddelelse nr. 2«), en ajourføring af størrelsen af efterladtepensionen og børnepensionen fra den 1. november 2011, til Alberto Spagnolli. Denne ajourføring var nødvendig på grund af Alberto Spagnollis nye stilling og løn og tjente til at rette en beregningsfejl i meddelelse nr. 1.

21

Samme dag fremsendte enheden PMO.4 et dokument til Alberto Spagnolli, som erstattede de beregninger af retten til efterladtepension og børnepension, der var indeholdt i meddelelse nr. 1 (herefter »meddelelse nr. 1a«).

22

I oktober 2013 blev Alberto Spagnolli, som hidtil havde været indplaceret i lønklasse AD 9, løntrin 2, oprykket til løntrin 3. Denne forfremmelse i løntrin medførte en stigning i hans månedlige grundløn hos EFSA.

23

Den 6. februar 2015 modtog Alberto Spagnolli et telefonopkald fra enheden PMO.4, hvori han blev underrettet om en ny ændring i beregningen af den samlede størrelse af efterladtepensionen og børnepensionen som følge af det progressive indeks, der fandt anvendelse på hans nye løn, og en beregningsfejl i meddelelse nr. 2. Samme dato modtog Alberto Spagnolli en e-mail fra denne enhed, hvori han blev oplyst om, at der skulle foretages en ny beregning af hans pensionsrettigheder som følge af hans ændrede løntrin og en beregningsfejl i meddelelse nr. 2. I denne e-mail underrettede enheden PMO.4 ligeledes Alberto Spagnolli om nødvendigheden af at tilbagesøge et beløb på ca. 40000 EUR, som fejlagtigt var blevet udbetalt i efterladtepension og børnepension. Denne e-mail var vedlagt en meddelelse om ændring nr. 3 (PMO/04/LM/2015/ARES) og diverse bilag (herefter »meddelelse nr. 3«), hvoraf fremgik nye beregninger af retten til efterladtepension og børnepension at regne fra den 1. juli 2012 og den 1. oktober 2013, som rettede fejlen i meddelelse nr. 2 og integrerede det anvendelige progressive indeks.

24

Den 5. maj 2015 indgav Alberto Spagnolli i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage over meddelelse nr. 3 og over det krav, der var indeholdt i e-mailen af 6. februar 2015, om tilbagebetaling af det beløb på ca. 40000 EUR, som han fejlagtigt havde fået udbetalt i efterladtepension og børnepension i perioden fra 2012 til 2015.

25

Ved afgørelse HR.D.2/ON/ac/Ares(2015) af 3. august 2015 (herefter »afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015«) meddelte ansættelsesmyndigheden, at klagen kunne antages til realitetsbehandling, men afslog denne for så vidt angik realiteten, både for så vidt angik de nye beregninger af størrelsen af efterladtepensionen og børnepensionen som hvad angik kravet om tilbagebetaling af beløbet på ca. 40000 EUR.

26

Den 17. august 2015 vedtog chefen for enheden PMO.4 afgørelse om indeholdelse i pensionen PMO/04/LM/ARES/2015/3406787 (herefter »afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb«), hvori Alberto Spagnolli blev underrettet om, at han efter meddelelse nr. 3 skyldte Kommissionen et beløb på 22368,19 EUR og, for hvert af hans børn, et beløb på 5922,72 EUR. I denne e-mail underrettede enheden PMO.4 desuden Alberto Spagnolli om, at disse beløb ville blive tilbagesøgt ved månedlige indeholdelser i efterladtepensionen og børnepensionen.

27

Den 16. november 2015 indgav Alberto Spagnolli, på egne vegne og på vegne af sine to mindreårige døtre, og Francesco Spagnolli, som er myndig, hver en klage i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb.

28

Den 4. marts 2016 vedtog ansættelsesmyndigheden afgørelse HR.E.2/RO/ac/Ares(2016) om afslag på klagen (herefter »afgørelsen om afslag på klagen af 4. marts 2016«).

29

Ved stævning indleveret til Personalerettens Justitskontor den 13. november 2015 anlagde Alberto Spagnolli, på egne vegne samt, i henhold til sin lovbestemte repræsentationskompetence, på vegne af sine mindreårige børn Maria Alice Spagnolli og Bianca Maria Elena Spagnolli og, i henhold til en særlig repræsentationsfuldmagt, på vegne af Francesco Spagnolli, hans myndige barn, som bor sammen med ham, et søgsmål registreret under sagsnr. F-140/15 med påstand om annullation af meddelelse nr. 3.

30

Den 3. februar 2016 indleverede Kommissionen et svarskrift til Personalerettens Justitskontor.

31

Den 4. april 2016 besvarede sagsøgerne inden for den fastsatte frist de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, der var vedtaget af Personaleretten som omhandlet i artikel 69 i dennes procesreglement og fremlagde deres skriftlige bemærkninger til de formalitetsindsigelser, der var fremsat af Kommissionen.

32

Ved stævning indleveret til Personalerettens Justitskontor den 14. juni 2016 anlagde sagsøgerne i henhold til artikel 270 TEUF og vedtægtens artikel 91 et søgsmål, der blev registreret under sagsnr. F-29/16, bl.a. med påstand om annullation af afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb.

33

I medfør af artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2016/1192 af 6. juli 2016 om overførsel til Retten af kompetencen til som første instans at afgøre tvister mellem Den Europæiske Union og dens ansatte (EUT 2016, L 200, s. 137) blev sagerne F-140/15 og F-29/16 overført til Retten i den stand, som de befandt sig i den 31. august 2016. Disse sager blev registreret under henholdsvis sagsnr. T-568/16 og sagsnr. T-599/16 og tildelt Niende Afdeling.

34

Den 12. september 2016 indleverede Kommissionen sit svarskrift i sag T-599/16 til Rettens Justitskontor.

35

Den 9. december 2016 anmodede sagsøgerne om afholdelse af et retsmøde i sag T-568/16 som svar på en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, som var blevet vedtaget af Retten den 7. november 2016.

36

Den 20. december 2016 indleverede sagsøgerne en replik i sag T-599/16.

37

Den 2. februar 2017 indleverede Kommissionen en duplik i sag T-599/16.

38

Den 2. oktober 2017 besluttede formanden for Rettens Niende Afdeling at forene de to sager med henblik på den mundtlige forhandling og dommen.

39

Den 25. oktober 2017 besvarede Kommissionen de foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, som var blevet vedtaget af Retten den 3. oktober 2017.

40

Parterne har afgivet mundtlige indlæg og besvaret mundtlige spørgsmål fra Retten i retsmødet den 9. november 2017.

41

I sag T-568/16 har sagsøgerne nedlagt følgende påstande:

42

I samme sag har Kommissionen nedlagt følgende påstande:

43

I sag T-599/16 har sagsøgerne nedlagt følgende påstande:

44

I samme sag har Kommissionen nedlagt følgende påstande:

45

Under retsmødet oplyste Kommissionen, at den frafaldt den første formalitetsindsigelse, hvorefter søgsmålet, i mangel af en forudgående klage, som er obligatorisk i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over meddelelse nr. 3 fra Alberto Spagnolli på vegne af dennes mindreårige børn, ikke kunne antages til realitetsbehandling for så vidt angår sidstnævnte. Dette frafald blev tilført retsbogen.

46

I det foreliggende tilfælde er det herefter ubestridt, at kravene i vedtægtens artikel 90, stk. 2, er opfyldt for så vidt angår Alberto Spagnollis mindreårige børn.

47

Derimod opretholder Kommissionen sin anden formalitetsindsigelse, hvorefter søgsmålet vedrører en retsakt, som ikke er bebyrdende for sagsøgerne som omhandlet i vedtægtens artikel 91, men en retsakt, meddelelse nr. 3, som blot bekræfter en tidligere retsakt, meddelelse nr. 1, hvori deres pensionsrettigheder blev fastsat.

48

I denne henseende har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgerne med urette har identificeret meddelelse nr. 3 som en retsakt, som er bebyrdende for dem som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 1, med den begrundelse, at denne meddelelse kun er en retsakt, som blot bekræfter meddelelse nr. 1, og som indskrænker sig til at anvende den beregningsmetode, der er fastsat i sidstnævnte, som består i at medtage børnepensionen i størrelsen af de indtægter, der er underlagt det loft, der er fastsat i vedtægtens artikel 81a.

49

Sagsøgerne har anfægtet den af Kommissionen rejste formalitetsindsigelse og gjort gældende, at søgsmålet mod meddelelse nr. 3 vedrører en retsakt, som, idet den ændrer deres pensionsrettigheder, er bebyrdende for dem som omhandlet i vedtægtens artikel 91, stk. 1, og derfor ikke er en rent bekræftende retsakt.

50

Indledningsvis bemærkes, at en afvisningspåstand, der gøres gældende mod et søgsmål rettet mod en rent bekræftende afgørelse, følger af, at søgsmålet er for sent anlagt, og ikke af karakteren af den anfægtede retsakt (jf. i denne retning dom af 18.12.2007, Weißenfels mod Parlamentet, C-135/06 P, EU:C:2007:812, præmis 54), således at Kommissionen ikke kan stille spørgsmålstegn ved meddelelse nr. 3’s bebyrdende karakter alene af den grund, at denne meddelelse blot bekræfter meddelelse nr. 1.

51

Under alle omstændigheder følger det af fast retspraksis, at et annullationssøgsmål, som er anlagt mod en retsakt, som blot bekræfter en tidligere afgørelse, som ikke er anfægtet inden for fristerne, skal afvises, idet det forudsættes, at retsakten ikke indeholder noget nyt i forhold til denne afgørelse og ikke er truffet på grundlag af en fornyet undersøgelse af situationen for adressaten for den tidligere afgørelse (jf. dom af 29.9.1999, Neumann og Neumann-Schölles mod Kommissionen, T-68/97, EU:T:1999:238, præmis 58 og den deri nævnte retspraksis, af 28.6.2006, Grünheid mod Kommissionen, F-101/05, EU:F:2006:58, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis, og af 14.9.2011, A mod Kommissionen, F-12/09, EU:F:2011:136, præmis 119 og den deri nævnte retspraksis).

52

Endvidere er det blevet fastslået, at en administrativ klage og det efterfølgende søgsmål begge skal være rettet mod en akt, der indeholder et klagepunkt mod sagsøgeren som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og artikel 91, idet det er denne bebyrdende akt, der fremkalder bindende retsvirkninger, som kan berøre sagsøgerens interesser direkte og umiddelbart gennem en væsentlig ændring af dennes retsstilling (jf. dom af 28.6.2006, Grünheid mod Kommissionen, F-101/05, EU:F:2006:58, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).

53

Med henblik på at vurdere, om Kommissionen med rette er af den opfattelse, at meddelelse nr. 3 er en retsakt, som blot bekræfter meddelelse nr. 1, skal det undersøges, om meddelelse nr. 3 blev vedtaget på grundlag af nye oplysninger og blev truffet på grundlag af en fornyet undersøgelse af sagsøgernes situation.

54

I denne henseende bemærkes for det første, at Kommissionen to gange foretog en fornyet undersøgelse af meddelelse nr. 1. En første fornyet undersøgelse fandt sted efter de henvendelser, som Alberto Spagnolli foretog mellem november 2011 og marts 2012. Denne fornyede undersøgelse fik Kommissionen til at korrigere meddelelse nr. 1 ved, den 17. april 2012, dels at vedtage meddelelse nr. 2, dels at vedtage meddelelse nr. 1a. En anden fornyet undersøgelse af sagsøgernes situation fandt efter Kommissionens egne oplysninger sted i forbindelse med Alberto Spagnollis forfremmelse i løntrin, idet han gik fra lønklasse AD 9, løntrin 2, til lønklasse AD 9, løntrin 3. I forbindelse med denne fornyede undersøgelse konstaterede Kommissionen, at meddelelse nr. 2 angiveligt indeholdt en beregningsfejl, og at der blev foretaget en deraf følgende fejludbetaling. Derfor vedtog den meddelelse nr. 3, som indeholdt de nye beregninger af retten til efterladtepension og børnepension at regne fra den 1. juli 2012 og den 1. oktober 2013.

55

For det andet konstateres, at såvel opdagelsen af en fejl i meddelelse nr. 2 som Alberto Spagnollis ændrede løntrin udgør nye faktiske omstændigheder, som ligger til grund for de nye beregninger af sagsøgernes pensionsrettigheder, der er indeholdt i meddelelse nr. 3, dvs. for ændringen af sagsøgernes retlige situation.

56

De ovenfor nævnte betragtninger kan ikke anfægtes af den blotte omstændighed, at meddelelse nr. 1 og meddelelse nr. 3 anvender den samme metode til beregning af pensionsrettighederne for så vidt angår medregningen af børnepension i størrelsen af den indtægt, der er underlagt det i vedtægtens artikel 81a omhandlede loft.

57

Det følger heraf, at eftersom meddelelse nr. 3 blev vedtaget efter fornyede undersøgelser af sagsøgernes retlige situation og på grundlag af nye faktiske omstændigheder, kan den ikke, således som Kommissionen har påstået, anses for en retsakt, der blot bekræfter meddelelse nr. 1. Meddelelse nr. 3 udgør derimod en retsakt, som træder i stedet for de tidligere retsakter og ændrer sagsøgernes retlige situation væsentligt, berører deres interesser direkte og umiddelbart og er bebyrdende for dem som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, og artikel 91.

58

Herefter må den anden formalitetsindsigelse, som Kommissionen har fremført, og som vedrører den omstændighed, at meddelelse nr. 3 efter sin karakter ikke kan anfægtes, forkastes, og det skal vurderes, om søgsmålet er begrundet.

59

Indledningsvis bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at en annullationspåstand, der formelt er rettet mod et afslag på en klage, i tilfælde, hvor dette afslag er uden selvstændigt indhold, har den virkning retligt at få prøvet den akt, der indeholder det klagepunkt, som har været genstand for klagen (dom af 17.1.1989, Vainker mod Parlamentet, 293/87, EU:C:1989:8, præmis 8, og af 6.4.2006, Camós Grau mod Kommissionen, T-309/03, EU:T:2006:110, præmis 43). Da afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015 i det foreliggende tilfælde er uden selvstændigt indhold, eftersom den i det væsentlige kun bekræfter den anfægtede retsakt, dvs. meddelelse nr. 3, skal søgsmålet anses for at være rettet mod sidstnævnte retsakt.

60

I stævningen har sagsøgerne fremført tre ulovlighedsanbringender mod meddelelse nr. 3. Det første vedrører en forkert anvendelse af det loft, der er omhandlet i vedtægtens artikel 81, på børnepensionerne. Det andet vedrører den ubegrundede udelukkelse af familietillæggene fra beregningen af det loft over pensioner, der er omhandlet i vedtægtens artikel 81a. Det tredje vedrører den utilstrækkelige og selvmodsigende karakter af begrundelsen for meddelelse nr. 3.

61

Som svar på et af Retten stillet spørgsmål under retsmødet, således som dette blev tilført retsbogen, har sagsøgerne bekræftet, at de som følge af de svar, som Kommissionen fremkom med den 25. oktober 2017 på de foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som Retten vedtog den 3. oktober 2017, frafalder de argumenter, som tilsigter at bestride eksistensen af de faktiske omstændigheder, dvs. de beløb, der er taget hensyn til, og den beregning, som Kommissionen har foretaget i de forskellige meddelelser, og navnlig i meddelelse nr. 2, idet de dog ikke afstår fra at anfægte lovligheden af den metode til beregning af pensionsrettighederne, som Kommissionen anvendte i denne meddelelse. Således frafalder de det andet anbringende i søgsmålet i denne sag.

62

Først må det tredje anbringende undersøges.

63

Med det tredje anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at meddelelse nr. 3, således som suppleret ved begrundelsen for afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015, er behæftet med en fejl som følge af, at karakteren af dennes begrundelse er utilstrækkelig og selvmodsigende.

64

I denne henseende har sagsøgerne anført, at hverken meddelelse nr. 3 eller afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015 gør det muligt at forstå den begrundelse, der er lagt til grund, og de beregninger, som Kommissionen rent faktisk har foretaget. Ifølge sagsøgerne anføres det ganske vist i begrundelsen for meddelelse nr. 3, ligesom i de tidligere afgørelser, at der med henblik på fastlæggelsen af det loft, der er omhandlet i vedtægtens artikel 81a, stk. 1, litra a), skal tages hensyn til et beløb, der følger af summen af afdødes nettoløn og den efterlevende ægtefælles nettoløn på tidspunktet for dødsfaldet, herunder de tre børnetillæg, som den efterlevende ægtefælle har ret til. For så vidt som det fremgår af beregningerne i meddelelse nr. 3, at den efterlevende ægtefælles nettoløn ikke tager hensyn til husstandstillæg og børnetilskud, er den i meddelelse nr. 3 indeholdte begrundelse imidlertid i strid med nævnte meddelelses konklusion.

65

Desuden har sagsøgerne gjort gældende, at afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015 heller ikke bidrager til at klarlægge begrundelsen for meddelelse nr. 3. Ansættelsesmyndigheden henviser nemlig til sammenlægningen af den afdøde tjenestemands indtægt, hvis vedkommende fortsat havde været i live, og af »den efterlevende ægtefælles nettoindtægt«, uden udtrykkeligt at præcisere, om der i dette tilfælde er tale om den efterlevende ægtefælles faktiske nettoindtægt, dvs. den løn, der rent faktisk blev oppebåret efter Elisa Simonazzis død, eller den efterlevende ægtefælles fiktive løn, dvs. den efterlevende ægtefælles løn beregnet ifølge den hypotese, at hans ægtefælle fortsat havde været i live. Ifølge sagsøgerne kan »den efterlevende ægtefælles nettoindtægt« som omhandlet i afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015 ikke svare hverken til den faktiske løn, hvilken der ikke tages hensyn til ved fastsættelsen af det i vedtægtens artikel 81a omhandlede loft, eller til Alberto Spagnollis fiktive løn, eftersom den størrelse af »den efterlevende ægtefælles nettoindtægt«, der er anført i meddelelse nr. 3, ikke medtager de familietillæg, som sidstnævnte ville have haft ret til, hvis hans hustru fortsat havde været i live. De udleder således heraf, at den begrundelse, der er tilføjet af ansættelsesmyndigheden, under alle omstændigheder er i strid med indholdet af meddelelse nr. 3.

66

Indledningsvis præciseres, at den kumulation af indtægter, som Kommissionen foretager med henblik på fastsættelse af det i vedtægtens artikel 81a omhandlede loft, når den står over for to ægtefæller, som begge er tjenestemænd i Unionen, således som dette fremgår af de forskellige meddelelser om fastsættelse af pensionsrettigheder, ikke er anfægtet af sagsøgerne i forbindelse med denne sag. Denne kumulation af de pågældende tjenestemænds indtægter tjener til at fastsætte det loft, som indtægterne for den efterlevende ægtefælles familie er underlagt, med henblik på at undgå en berigelse af denne som følge af dødsfaldet. Det i vedtægtens artikel 81a fastsatte loft er derfor beregnet af Kommissionen ved at sammenlægge den afdøde ægtefælles løn og den efterlevende ægtefælles løn. Denne metode fremgår ikke udtrykkeligt af ordlyden af vedtægtens artikel 81a, som med henblik på fastsættelsen af det nævnte loft, der ikke kan overskrides, udelukkende omhandler den afdøde ægtefælles løn. Den nævnte metode er imidlertid blevet valgt af Kommissionen, således som dette fremgår af afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015 og blev bekræftet af Kommissionen selv under retsmødet, for bedst muligt at bevare familiens indtægter i beskatningsmæssig henseende.

67

I det foreliggende tilfælde har sagsøgerne dels bestridt størrelsen af Alberto Spagnollis indtægt, som i de forskellige meddelelser om pensionsrettigheder lægges sammen med hans afdøde ægtefælles løn med henblik på fastsættelsen af det i vedtægtens artikel 81a omhandlede loft. De er nærmere bestemt af den opfattelse, at Kommissionen i denne indtægt medtager et forkert beløb i børnetilskud. Dels har sagsøgerne bestridt den omstændighed, at Kommissionen i beregningen af pensionsrettighederne anvender vedtægtens artikel 81a på børnepensionerne og således begrænser disse. Det må derfor undersøges, om begrundelsespligten er overholdt i lyset af de nævnte indsigelser, som sagsøgerne har fremført.

68

I denne henseende bemærkes, at det begrundelseskrav, der er opstillet i artikel 296 TEUF, og som ligeledes fremgår af vedtægtens artikel 25, stk. 2, har til formål at gøre det muligt for Unionens retsinstanser at udøve deres legalitetsprøvelse vedrørende bebyrdende afgørelser og at give de berørte parter tilstrækkelige oplysninger til at bedømme, om disse afgørelser er korrekte, eller om de tværtimod er behæftet med en mangel, der gør det muligt at anfægte deres gyldighed. Det følger heraf, at begrundelsen principielt skal meddeles den pågældende samtidig med den afgørelse, der indeholder et klagepunkt, og at en manglende begrundelse ikke kan afhjælpes ved, at den pågældende erfarer grundene til afgørelsen under en sag for Unionens retsinstanser (jf. dom af 4.11.2008, Marcuccio mod Kommissionen, F-41/06, EU:F:2008:132, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

69

Det er ligeledes blevet fastslået, at en eventuel manglende begrundelse kan afhjælpes ved en tilstrækkelig begrundelse, der fremsættes på tidspunktet for svaret på klagen, idet sidstnævnte begrundelse skal være sammenfaldende med begrundelsen for den afgørelse, som klagen var rettet mod (jf. dom af 4.11.2008, Marcuccio mod Kommissionen, F-41/06, EU:F:2008:132, præmis 66 og den deri nævnte retspraksis).

70

Det fremgår ligeledes af fast retspraksis, at det er muligt for det første at afhjælpe en utilstrækkelig – men ikke en fuldstændig mangel på – begrundelse, selv under sagens behandling, når den pågældende før sagens anlæggelse allerede rådede over oplysninger, der udgør begyndelsen af en begrundelse, og for det andet at anse en afgørelse for at være tilstrækkeligt begrundet, når den er truffet i en sammenhæng, som den berørte tjenestemand har kendskab til, og som giver ham mulighed for at forstå dens rækkevidde (jf. dom af 15.2.2011, Marcuccio mod Kommissionen, F-81/09, EU:F:2011:13, præmis 40 og den deri nævnte retspraksis).

71

For det første bemærkes, at argumenterne om, at begrundelsen af meddelelse nr. 3, således som suppleret ved afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015, er utilstrækkelig, med den begrundelse, at disse to retsakter ikke gjorde det muligt at forstå den af Kommissionen anvendte beregningsmetode, vedrører tilsidesættelse af væsentlige formkrav, hvis gennemgang går forud for undersøgelsen af rigtigheden af den pågældende begrundelse.

72

I denne henseende fremgår det for det første af meddelelse nr. 3, således som suppleret ved afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015, at der herved blev foretaget en ny beregning af sagsøgernes ret til efterladtepension og børnepension som følge dels af eksistensen af en beregningsfejl i den tidligere meddelelse, dvs. meddelelse nr. 2, dels af Alberto Spagnollis ændrede løntrin, idet han gik fra lønklasse AD 9, løntrin 2, til lønklasse AD 9, løntrin 3, i oktober 2013, herunder for så vidt angår de indeks, der fandt anvendelse på hans løn pr. 1. juli 2012 og pr. 1. oktober 2013.

73

For det andet fremgår det af læsningen af alle meddelelserne, og bl.a. meddelelse nr. 2 og meddelelse nr. 3, sammenholdt med de forklaringer, der blev anført i afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015, at den i meddelelse nr. 2 indeholdte fejl følger af medregningen af seks børnetilskud, i stedet for tre, i Alberto Spagnollis nettoløn, som blev anvendt ved fastsættelsen af hans »fiktive indtægt« (herefter »beløb A«), dvs. den indtægt, som blev beregnet ud fra hypotesen om, at hans ægtefælle fortsat var i live.

74

For det tredje bemærkes, at sagsøgerne selv har anført, at den af Kommissionen anvendte beregningsmetode består i en hensyntagen dels til et »beløb A«, som svarer til de »fiktive indtægter«, der er sammensat af summen af afdødes nettoindtægt, hvis vedkommende fortsat havde været i live, og af den efterlevende ægtefælles nettoindtægt på tidspunktet for dødsfaldet, herunder de tre børnetilskud, dels til et beløb, der svarer til de »faktiske indtægter«, som ægtefællen ville oppebære, hvis begrænsningen i artikel 81a ikke blev anvendt, og som består af summen af den efterlevende ægtefælles nettoindtægter, efterladtepension og børnepensioner (herefter »beløb B«). Desuden gør såvel de beregninger, som er indeholdt i meddelelse nr. 3, som de beregninger, der er indeholdt i afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015, det muligt at forstå, at differencen mellem beløb A og beløb B resulterer i det beløb, der forholdsmæssigt skal fratrækkes efterladtepension og børnepension.

75

For det fjerde forklarer afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015 ligeledes, at kumuleringen af Alberto Spagnollis nettoløn og hans afdøde ægtefælles nettoløn skyldes nødvendigheden af at tage hensyn til anvendelsen af Unionens beskatning af indtægt, i overensstemmelse med artikel 4 i forordning nr. 260/68, og at den af Kommissionen valgte beregningsmetode til beregning af efterladtepension og børnepension er den metode, som bedst bevarer familiens indtægter i beskatningsmæssig henseende.

76

Sagsøgerne kan således ikke gøre gældende, at begrundelsen er utilstrækkelig med den begrundelse, at afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015, når den henviser til kumuleringen af »den efterladte ægtefælles nettoløn« og afdødes nettoløn, ikke gør det muligt for dem at forstå, om der er tale om den faktiske indtægt, dvs. beløb B, eller den efterladte ægtefælles fiktive indtægt, dvs. beløb A. Det fremgår nemlig klart af den nævnte afgørelses begrundelse, at der er tale om den fiktive indtægt, for så vidt som afgørelsen henviser til den indtægt, som der, kumuleret med den indtægt, som den afdøde oppebar, tages hensyn til ved fastsættelsen af det loft, der ikke må overskrides som omhandlet i vedtægtens artikel 81a, dvs. beløb A.

77

Henset til det foregående må det fastslås, at begrundelsen for meddelelse nr. 3, således som suppleret ved afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015, er tilstrækkelig for så vidt som den gør det muligt for sagsøgerne at forstå den af Kommissionen anvendte beregningsmetode, det formål, der forfølges af denne, og resultatet af bedømmelsen af deres pensionsrettigheder.

78

Sagsøgernes argumenter, hvorefter begrundelsen for meddelelse nr. 3, således som suppleret ved afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015, var utilstrækkelig med den begrundelse, at den ikke gjorde det muligt for dem at forstå den af Kommissionen anvendte beregningsmetode, må således forkastes. I øvrigt konstateres, at den pågældende begrundelse gjorde det muligt for sagsøgerne at anfægte rigtigheden af denne metode for Retten.

79

Hvad for det andet angår sagsøgernes argument, hvorefter det gøres gældende, at der er en modsætning mellem meddelelse nr. 3’s begrundelse og dennes konklusion, som følger af manglende sammenhæng mellem de beregninger, der anvendes i meddelelse nr. 3 og konklusionen på denne, således som suppleret ved afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015, bemærkes, således som det er præciseret i præmis 61 ovenfor, at sagsøgerne ikke længere anfægter eksistensen af de faktiske omstændigheder, dvs. detaljerne af de beregninger, der er foretaget af Kommissionen i de forskellige meddelelser, heriblandt meddelelse nr. 3. De præciserede under retsmødet, at dette argument om, at der forelå en selvmodsigende begrundelse, skulle forstås således, at det tilsigtede at gøre gældende, at der forelå en tilsidesættelse af begrundelsespligten som følge af den manglende fremsendelse af detaljerne vedrørende de beregninger, der er anvendt i meddelelse nr. 3, som medførte, at det var umuligt at forstå den fejl, der var begået i beregningen af pensionsrettighederne.

80

I denne forbindelse præciseres, at begrundelsen af en afgørelse ikke indebærer, at alle detaljer vedrørende den beregning, der er indeholdt i denne afgørelse, udtrykkeligt angives. Det er tilstrækkeligt, at de berørte er i stand til at forstå de grunde, der førte til vedtagelsen af den retsakt, der vedrører dem, det formål, som denne forfølger, og den metode, som den anvender med henblik på at fastsætte størrelsen af deres rettigheder. Angivelsen af samtlige beregninger af de beløb, der fremgår af meddelelse nr. 3, er, uanset hvor nyttige og ønskelige de er, ikke uundværlige for, at begrundelsespligten er overholdt, idet det fremhæves, at Kommissionen under alle omstændigheder ikke ved udelukkende og mekanisk at anvende matematiske formler kan undlade at foretage en korrekt opgørelse af sagsøgernes pensionsrettigheder efter omstændighederne i det foreliggende tilfælde (jf. i denne retning og analogt dom af 2.10.2003, Salzgitter mod Kommissionen, C-182/99 P, EU:C:2003:526, præmis 75 og den deri nævnte retspraksis).

81

I øvrigt er den omstændighed, at kun fremlæggelsen af visse taloplysninger gør det muligt at opdage visse beregningsfejl, ikke tilstrækkelig til at anse begrundelsen af en omtvistet afgørelse for utilstrækkelig, når Unionens retsinstanser i forbindelse med en efterprøvelse af en sådan afgørelse kan forlange at få fremlagt alle de oplysninger, som er nødvendige for at gøre det muligt for disse at foretage en indgående kontrol af den anvendte beregningsmetode (jf. i denne retning og analogt dom af 2.10.2003, Corus UK mod Kommissionen, C-199/99 P, EU:C:2003:531, præmis 150).

82

For så vidt som det fremgår af den analyse, der er foretaget i præmis 72-77 ovenfor, at meddelelse nr. 3, således som suppleret ved afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015, gjorde det muligt for sagsøgerne at forstå den begrundelse, som førte til vedtagelsen af den retsakt, der vedrører dem, det formål, som denne forfølger, og den metode, som den anvender med henblik på at fastsætte størrelsen af deres rettigheder, må de argumenter, som de fremfører med henblik på at påstå, at der foreligger en tilsidesættelse af begrundelsespligten som følge af den manglende angivelse af detaljerne vedrørende beregningerne af deres pensionsrettigheder, imidlertid forkastes.

83

Det tredje anbringende må derfor forkastes.

84

Med det første anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at meddelelse nr. 3 er ulovlig og bør annulleres, for så vidt som den ved at medtage børnepensionerne i den indtægt, der er underlagt begrænsningen i vedtægtens artikel 81a, medfører en ubegrundet nedsættelse af størrelsen af den efterladtepension og børnepension, de er blevet tildelt.

85

For det første har sagsøgerne fremhævet, at udtrykkene »efterladtepension« i flertal og »enken og andre ydelsesberettigede pårørende«, som lovgiver har anvendt i vedtægtens artikel 81a, ikke tilsigter børnepensioner, men de situationer med sameksistens mellem den efterlevende ægtefælle og den tidligere, fraskilte ægtefælle eller mellem den efterlevende ægtefælle og de børn, der er født i et tidligere ægteskab, situationer, som henholdsvis er anført dels i artikel 27 og artikel 28 i bilag VIII til vedtægten, dels i artikel 22, stk. 1, i bilag VIII til vedtægten.

86

For det andet har sagsøgerne bemærket, at når lovgiver henviser til den ene eller den anden type pension, fremgår dette klart af ordlyden af vedtægtsbestemmelserne, idet dette bl.a. er tilfældet med vedtægtens artikel 80, stk. 3 og 4, samt med artikel 21, stk. 1 og 2, og artikel 24 i bilag VIII til vedtægten.

87

For det tredje har sagsøgerne fremhævet den omstændighed, at efterladtepension og børnepension har forskellige formål. Efterladtepension har til formål at sikre den efterlevende ægtefælle et tillæg til familiens indtægter, med henblik på at imødegå tabet af den afdøde ægtefælles indtægt, mens børnepension udgør et særskilt solidaritetsbidrag, som har til formål at sikre forældreløse børns selvstændighed. En sådan forskel i formålet med de to pensionstyper er bekræftet i vedtægten, som bestemmer dels, at forældreløse børn, når de når myndighedsalderen, kan anmode om, at deres pension indsættes på en konto, som er adskilt fra kontoen for den forælder, som har ret til efterladtepension, dels, at tab af efterladtepension ikke medfører tab af børnepension, men tværtimod medfører, at denne fordobles. Dette forskellige formål med de to pensionstyper berettiger en forskellig behandling af de indtægter, der følger af efterladtepension, og dem, der svarer til børnepension, og således, at vedtægtens artikel 81a ikke finder anvendelse på sidstnævnte.

88

Ifølge sagsøgerne har den ulovlige medtagelse af børnepension i størrelsen af deres indtægter, der er underlagt begrænsningen i vedtægtens artikel 81a, medført en nedgang i størrelsen af deres efterladtepension og børnepension såvel for perioden fra den 1. juli 2012 til den 30. september 2013 som for perioden efter den 1. oktober 2013. Nedsættelserne af de nævnte beløb er nemlig sket som følge af overskridelsen af det loft, der er fastsat i vedtægtens artikel 81a, med 1629,27 EUR for den første periode og med 1576,92 EUR for den anden periode. En hensyntagen, ved fastsættelsen af de indtægter, der er underlagt det nævnte loft, til børnepensionen på 2088,90 EUR var imidlertid afgørende for anvendelsen af nedsættelser af de pensionsbeløb, som udbetales til sagsøgerne.

89

Endelig har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionen, for så vidt som de meddelelser, der gik forud for meddelelse nr. 3, er behæftet med samme fejl som sidstnævnte, dvs. en forkert anvendelse af vedtægtens artikel 81a på børnepension, skal drage konsekvenserne af Rettens annullationsdom vedrørende meddelelse nr. 3 og således foretage nye beregninger af efterladtepensionen og børnepensionerne til sagsøgernes fordel, med tilbagevirkende kraft i henhold til artikel 41 i bilag VIII til vedtægten.

90

Kommissionen har afvist sagsøgernes argumenter og gjort gældende, at vedtægtens artikel 81a vedrører såvel efterladtepension som børnepension.

91

Spørgsmålet om, hvorvidt vedtægtens artikel 81a skal fortolkes således, at den ligeledes vedrører børnepensionerne, skal derfor besvares.

92

Indledningsvis bemærkes for det første, således som anført i præmis 7 ovenfor, at vedtægtens artikel 81a, stk. 1, litra a), er affattet således:

»1.   Uanset alle andre bestemmelser og navnlig dem, der vedrører mindstebeløbene til personer, der er berettiget til efterladtepension, må den samlede efterladtepension, som den efterladte ægtefælle og andre ydelsesberettigede pårørende kan gøre krav på, forhøjet med familietillæg og nedsat med skat og andre obligatoriske indeholdelser, ikke overstige:

93

Hvad for det andet angår det argument, som Kommissionen fremførte under retsmødet, hvorefter det af en af Personaleretten afsagt dom fremgår, at børnepension i medfør af vedtægtens artikel 81a, stk. 1, litra c), blev medtaget i de samlede nettopensioner, der blev udbetalt til de ydelsesberettigede efter den afdøde tjenestemand, dvs. i det beløb, der kan underlægges det loft, der er fastsat i den nævnte artikel (dom af 5.2.2016, Bulté og Krempa mod Kommissionen, F-96/14, EU:F:2016:10, præmis 53), bemærkes, at spørgsmålet om lovligheden af anvendelsen af vedtægtens artikel 81a på børnepensioner i denne sag ikke var bestridt af de pågældende parter og derfor ikke kunne afgøres definitivt af den nævnte ret.

94

Det bemærkes principalt, at børnepensioner er fastsat i vedtægtens artikel 80, som indgår i vedtægtens afsnit V, kapitel 3, med overskriften »Pensioner og invaliditetsydelse«. Disse pensioner udgør, således som det ligeledes fremgår af retspraksis, egentlige pensioner, der som sådan er underlagt den i vedtægten omhandlede pensionsordning (jf. i denne retning og analogt dom af 23.3.1993, Huet mod Revisionsretten, T-8/93, EU:T:1994:35, præmis 30).

95

Endvidere bemærkes, at de nærmere regler for beregning af børnepensioner er fastsat i kapitel 4, artikel 21, i bilag VIII til vedtægten, i henhold til den henvisning, der er indeholdt i vedtægtens artikel 84, og at dette kapitel har overskriften »Efterladtepension«. En sådan bemærkning gør det muligt at konstatere, at udtrykket »efterladtepension« af lovgiver anvendes til at identificere ikke blot pensionen til den efterlevende ægtefælle efter en afdød tjenestemand, dvs. efterladtepension i snæver forstand, men ligeledes bestemmelserne vedrørende børnepension. Selv om det således er korrekt, således som sagsøgerne har gjort gældende, at visse bestemmelser udtrykkeligt henviser til børnepensioner, udelukker dette imidlertid ikke, at andre bestemmelser, som ikke udtrykkeligt nævner disse, kan anvendes på disse, for så vidt som de er egentlige pensioner, der som følge heraf er underlagt de vedtægtsbestemmelser, der generelt finder anvendelse på pensioner.

96

For så vidt som vedtægtens artikel 81a udgør en af de sidste bestemmelser i vedtægtens afsnit V, kapitel 3, og indgår i de bestemmelser, der finder anvendelse på pensioner, herunder de pensioner, der er fastsat i artikel 80, kan artikel 81a desuden ikke fortolkes således, at den udelukker børnepension. Denne bestemmelses anvendelse af udtrykket »efterladtepension« i pluralis skal nemlig, således som Kommissionen med rette har gjort gældende, forstås som en henvisning til alle typer »pensioner«, hvis udløsende faktor er en tjenestemands død, således som dette er tilfældet ikke blot hvad angår efterladtepension, men ligeledes hvad angår børnepension. Som Kommissionen i øvrigt med rette har fremhævet, er efterladtepension og børnepension i henhold til vedtægtens artikel 80, stk. 1-3, og artikel 21 i bilag VIII til vedtægten forbundet, eftersom størrelsen af den anden afhænger af størrelsen af den første.

97

Anvendelsen af vedtægtens artikel 81a på børnepension kan ikke påvirkes af sagsøgernes argumenter om, at de i vedtægtens artikel 81a anvendte udtryk »efterladtepension« og »ydelsesberettigede pårørende« tilsigter situationer med sameksistens på den ene side mellem den efterladte ægtefælle og en eller flere fraskilte, tidligere ægtefæller eller mellem flere fraskilte ægtefæller, situationer, der er reguleret ved artikel 27 og 28 i afsnit VIII til vedtægten, og på den anden side mellem den efterlevende ægtefælle og børn fra den afdøde tjenestemands tidligere ægteskab, situationer, der er omhandlet i artikel 22, stk. 1, i bilag VIII til vedtægten.

98

Dels fastsætter artikel 28 i bilag VIII til vedtægten, som er den relevante bestemmelse i det foreliggende tilfælde, nemlig, at i situationer med sameksistens mellem den efterlevende ægtefælle og en eller flere fraskilte, tidligere ægtefæller eller mellem flere fraskilte, tidligere ægtefæller fordeles den samme efterladtepension proportionelt mellem de forskellige ydelsesberettigede. Da der således er tale om en og samme pension, kan de førnævnte situationer ikke være omhandlet af udtrykket »efterladtepension« i pluralis i vedtægtens artikel 81a, stk. 1.

99

Dels gælder, at hvis vedtægtens artikel 81a, stk. 1, med anvendelsen af udtrykkene »efterladtepension« og »ydelsesberettigede pårørende« tilsigtede situationer med sameksistens mellem den efterlevende ægtefælle og børn fra den afdøde tjenestemands tidligere ægteskab, med udelukkelse af børn af den afdøde tjenestemand og den efterlevende ægtefælle, ville dette, således som Kommissionen med rette har fremhævet, skabe en ugrundet forskelsbehandling mellem den afdøde tjenestemands forskellige børn. Mens børn af den afdøde tjenestemand og den efterlevende ægtefælle ikke ville få deres børnepension begrænset, eftersom vedtægtens artikel 81a ikke ville finde anvendelse på dem, ville pensionerne til børn af et tidligere ægteskab kunne begrænses i henhold til sidstnævnte bestemmelse. En sådan forskelsbehandling, som er uberettiget og i strid med ligebehandlingsprincippet, kan ikke tillades.

100

Hvad endelig angår sagsøgernes argument om, at efterladtepension og børnepension forfølger delvis forskellige formål, bemærkes, at selv om det antages, at dette er tilfældet, vil dette ikke, henset til det foregående, være tilstrækkeligt til at antage, at vedtægtens artikel 81a, stk. 1, ikke finder anvendelse på børnepension.

101

Ligeledes kan sagsøgernes argumenter om, at det delvis forskellige formål med efterladtepension og børnepension bekræftes af den omstændighed dels, at de forældreløse børn, når de når myndighedsalderen, vil kunne anmode om, at deres pension indsættes på en konto, som er adskilt fra kontoen for den forælder, som har ret til efterladtepension, dels, at tab af efterladtepension ikke medfører tab af børnepension, men tværtimod medfører, at denne fordobles, ikke rejse tvivl om anvendelsen af vedtægtens artikel 81a på børnepension. Disse to pensionstyper tilhører nemlig begge de indtægter, som familien Spagnolli oppebærer som følge af den ene ægtefælles død, og hvis samlede beløb der, ifølge den af Kommissionen anvendte beregningsmetode, tages hensyn til med henblik på at overholde princippet om at undgå, at familien beriges som følge af dødsfaldet.

102

Desuden bemærkes, at retspraksis har fastslået, at det formål, der forfølges med den i vedtægtens artikel 80, stk. 4, omhandlede børnepension, dvs. den pension, der udbetales til personer, der sidestilles med børn, over for hvilke der består forsørgerpligt, er at kompensere merudgiften for tjenestemanden for så vidt angår forsørgelsen af barnet (dom af 30.1.2003, C mod Kommissionen, T-307/00, EU:T:2003:21, præmis 53), og det må antages, at det forholder sig ligeledes hvad angår de børnepensioner, der bl.a. er fastsat i vedtægtens artikel 80, stk. 3, som omhandles i det foreliggende tilfælde, for så vidt angår den pension, der skal tildeles Alberto Spagnollis børn.

103

Formålet med børnepension, som er at kompensere for den efterlevende ægtefælles merudgift i forbindelse med de forsørgelsesberettigede børns underhold, bidrager til formålet om at skabe en økonomisk selvstændighed for de nævnte børn, således som anført af sagsøgerne. For så vidt som børnepension gør det muligt at kompensere for den merudgift, der er forbundet med børnenes underhold, indgår den i familiens indtægter og undslipper ikke reglen om forbud mod berigelse som følge af en tjenestemandsansat forælders dødsfald, som er en regel, hvis overholdelse sikres ved anvendelse af det i vedtægtens artikel 81a fastsatte loft.

104

Henset til det foregående må det antages, at vedtægtens artikel 81a omfatter såvel efterladtepension som børnepension. Den af Kommissionen anvendte metode til beregning af pensionsrettighederne er, for så vidt som den medtager børnepension i den faktiske indtægt, der er underlagt det i artikel 81a omhandlede loft, således i overensstemmelse med den nævnte bestemmelse.

105

Det første anbringende skal derfor forkastes.

106

Det følger af det ovenfor anførte, at Kommissionen i søgsmålet i sag T-568/16 skal frifindes i det hele.

107

I sag T-599/16 har sagsøgerne anfægtet den afgørelse om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb, som Kommissionen vedtog med henblik på tilbagebetaling af den efterladtepension og de børnepensioner, der fejlagtigt var blevet udbetalt til sagsøgerne, ifølge Kommissionen som følge af en fejl i meddelelse nr. 2, som blev rettet ved de nye beregninger af deres pensionsrettigheder, der var indeholdt i meddelelse nr. 3.

108

Som i sag T-568/16 (jf. præmis 61 ovenfor), og som dette blev tilført retsbogen, har sagsøgerne i denne sag under retsmødet frafaldet de argumenter, som tilsigter at bestride eksistensen af de faktiske omstændigheder, dvs. de beløb, der er taget hensyn til, og den beregning, som Kommissionen har foretaget i de forskellige meddelelser, og navnlig i meddelelse nr. 2, idet de dog ikke har afstået fra at anfægte lovligheden af den metode til beregning af pensionsrettighederne, som Kommissionen anvendte i denne meddelelse.

109

Desuden har sagsøgerne under retsmødet givet afkald på at anfægte Kommissionens mulighed for at anvende et dokument, som er bilagt svarskriftet, og som består i et skærmbillede af resultatet af beregningen af nettolønnen for en tjenestemand i lønklasse AD 9, løntrin 2, ved hjælp af et IT-værktøj benævnt »beregner«.

110

Sagsøgerne har i stævningen i det væsentlige fremført tre anbringender.

111

Det første og det andet anbringende er, at vedtægtens artikel 85 er tilsidesat. I denne forbindelse har sagsøgerne gjort gældende, at de i vedtægtens artikel 85 omhandlede betingelser, dvs. dels eksistensen af en fejlagtig modtagelse, dels kendskabet til den ulovlige udbetaling eller dennes åbenbare karakter som følge af en fejl i meddelelse nr. 2, ikke foreligger i det foreliggende tilfælde.

112

Det tredje anbringende er, at princippet om god forvaltning og omsorgspligten er tilsidesat. I denne forbindelse har sagsøgerne ligeledes fremsat en påstand om erstatning for det økonomiske og ikke-økonomiske tab, der angiveligt er lidt som følge af tilsidesættelsen af princippet om god forvaltning og af omsorgspligten.

113

Kommissionen har fremsat en påstand om afvisning af erstatningspåstandene, som den under alle omstændigheder anser for ugrundede. Desuden har Kommissionen bestridt de øvrige anbringender og argumenter, som sagsøgerne har rejst til støtte for annullationspåstandene og gjort gældende, at de bør forkastes som ugrundede.

114

Det bemærkes indledningsvis, at afgørelsen om afslag på klagen af 4. marts 2016, ligesom i sag T-568/16 (jf. præmis 59 ovenfor), ikke har noget selvstændigt indhold i denne sag, eftersom den i det væsentlige kun bekræfter afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb. Søgsmålet skal således anses for at være rettet mod denne sidstnævnte afgørelse (jf. i denne retning dom af 17.1.1989, Vainker mod Parlamentet, 293/87, EU:C:1989:8, præmis 8, og af 6.4.2006, Camós Grau mod Kommissionen, T-309/03, EU:T:2006:110, præmis 43).

115

Sagsøgerne har med deres første anbringende påberåbt sig en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 85 som følge af, at der i det foreliggende tilfælde ikke foreligger et fejlagtigt udbetalt beløb. Dette anbringende består af tre led. For det første har sagsøgerne gjort gældende, at der ikke foreligger noget fejlagtigt udbetalt beløb som følge af, at der ikke foreligger nogen fejl vedrørende størrelsen af børnetilskuddet i meddelelse nr. 2. For det andet er sagsøgerne af den opfattelse, at den omstændighed, at der ikke foreligger noget fejlagtigt udbetalt beløb, følger af meddelelse nr. 3’s ulovlighed som følge af, at der i denne er taget hensyn til børnepensionerne ved beregningen af det beløb, der er underlagt loftet i vedtægtens artikel 81a. For det tredje har sagsøgerne gjort gældende, at den omstændighed, at der ikke foreligger noget fejlagtigt udbetalt beløb, følger af den fejlagtige udeladelse, i samme meddelelse, af familietillæggene i størrelsen af Alberto Spagnollis fiktive indtægter (beløb A).

116

Kommissionen har heroverfor gjort gældende, at det første anbringendes tre led er ugrundede og bør forkastes. Kommissionen har i duplikken tilføjet, at det andet led skal afvises fra realitetsbehandling, for så vidt som det er fremført for sent.

117

For så vidt som sagsøgerne med det første anbringendes første led gentager de argumenter, der er fremført i sag T-568/16, hvorefter det anfægtes, at der i størrelsen af Alberto Spagnollis fiktive indtægter (beløb A) to gange blev taget hensyn til familieydelserne, og for så vidt som sagsøgerne, således som anført i præmis 108 ovenfor, under retsmødet gav afkald på at bestride eksistensen af de faktiske omstændigheder, dvs. de beregninger, som Kommissionen havde foretaget i de forskellige meddelelser, skal sagsøgerne ligeledes anses for at have givet afkald på dette led i det første anbringende.

118

Det må under alle omstændigheder præciseres, at det takket være Kommissionens svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse den 25. oktober 2017 blev konstateret, at der i størrelsen af Alberto Spagnollis fiktive indtægter (beløb A), dvs. 8937,32 EUR, som fremgår af meddelelse nr. 2, således som Kommissionen har gjort gældende blev medregnet seks børnetilskud i stedet for tre. Sagsøgernes argumenter om, at beløbet på 8937,37 EUR medregnede almindelige børnetilskud, var således under alle omstændigheder ugrundede.

119

Hvad angår det første anbringendes andet led konstateres, at sagsøgerne har gentaget de argumenter, der er anført i sag T-568/16 vedrørende den tekstuelle, systematiske og teleologiske fortolkning af vedtægtens artikel 81a, som førte til den konklusion, at Kommissionens beregningsmetode, som bestod i at anvende denne bestemmelse på børnepensionerne i meddelelse nr. 3, gør sidstnævnte ulovlig og således uegnet til at godtgøre, at der foreligger et fejlagtigt udbetalt beløb.

120

Disse argumenter er imidlertid allerede blevet forkastet som ugrundede i forbindelse med sag T-568/16 (jf. præmis 92-104 ovenfor). De kan således ikke tiltrædes som led i denne sag, således som sagsøgerne har gjort gældende. Det andet led må derfor forkastes som ugrundet, uden at det er fornødent at tage stilling til den formalitetsindsigelse, som Kommissionen har fremsat i denne henseende (jf. præmis 116 ovenfor).

121

Med det første anbringendes tredje led har sagsøgerne gjort gældende, at der ikke foreligger noget fejlagtigt udbetalt beløb som følge af de beregningsfejl, der er indeholdt i meddelelse nr. 3, idet de har gentaget de argumenter, der allerede er blevet fremsat til støtte for deres andet anbringende i sag T-568/16.

122

I denne forbindelse bemærkes, at sagsøgerne efter Kommissionens svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse af 25. oktober 2017 gav afkald på at anfægte eksistensen af de faktiske omstændigheder, dvs. detaljerne vedrørende de beregninger, som Kommissionen havde foretaget i de forskellige meddelelser. De gav nemlig bl.a. afkald på deres andet anbringende, rejst i sag T-568/16, hvorved de fremførte de samme argumenter som dem, der blev fremført i forbindelse med denne sags første anbringendes tredje led, dvs. argumenter om, at beregningen i meddelelse nr. 3 indeholdt fejl vedrørende medregningen af børnetilskud (jf. præmis 115 ovenfor). Sagsøgerne bør således ligeledes anses for at have givet afkald på de argumenter, der er anført i præmis 115 og 121 ovenfor.

123

Det skal for god ordens skyld bemærkes, at meddelelse nr. 3 hverken indeholder fejl vedrørende anvendelsen af vedtægtens artikel 81a (jf. præmis 104 ovenfor) eller beregningsfejl for så vidt angår medregningen af børnetilskud. Vedtægtens artikel 81a skal nemlig fortolkes således, at den finder anvendelse på børnepensioner. Desuden er de beregninger, der er indeholdt i meddelelse nr. 3, for så vidt som de medregner tre børnetilskud i Alberto Spagnollis fiktive indtægt (beløb A), således som det fremgår af Kommissionens svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse af 25. oktober 2017, ikke behæftet med de fejl, som sagsøgerne har gjort gældende. Sidstnævntes argumenter om, at der ikke foreligger fejlagtigt udbetalte beløb som følge af beregningsfejl i meddelelse nr. 3, er derfor under alle omstændigheder ugrundede.

124

I replikken har sagsøgerne for det første anført, at der, selv ved anvendelsen af »beregner«-metoden, som nævnt i præmis 109 ovenfor, ikke foreligger fejlagtigt udbetalte beløb. I denne henseende har de anført, at opgørelsen af Alberto Spagnollis fiktive indtægt, dvs. beløb A, og faktiske indtægt, dvs. beløb B, ikke overholder vedtægtens artikel 81a, og at denne opgørelse i modsætning til det af Kommissionen anførte ikke kan opfylde nødvendigheden af en kumulativ beskatning af indtægter. De er nemlig af den opfattelse, at selv om Kommissionen kunne beregne EU-skatten ved at sammenlægge Alberto Spagnollis løn og efterladtepension, skulle den ikke tage hensyn til denne kumulation med henblik på anvendelsen af vedtægtens artikel 81a. Ifølge sagsøgerne er en sammenlægning af de to ægtefællers indtægter afgørende, eftersom den medfører en hensyntagen til det beløb, der er forhøjet med Alberto Spagnollis børnetilskud, ved beregningen af den faktiske indtægt (beløb B), selv om denne allerede modtog disse før hans ægtefælles død i henhold til vedtægtens artikel 67. Sagsøgerne har således gjort gældende, at denne sammenlægning er forkert.

125

Sagsøgerne har for det andet anført, at det i artikel 81a omhandlede loft skal forstås som en sammenligning mellem dels de solidaritetsbidrag, der er nævnt i denne bestemmelse, som udelukkende tildeles i henhold til den nævnte artikel, dels den afdøde tjenestemands indtægter, som fastsættes fiktivt, som om vedkommende fortsat havde været i live. De er derfor af den opfattelse, at den metode, der skal anvendes, skal være forskellig, alt efter om den efterlevende ægtefælle selv er eller ikke er en tjenestemand, som allerede modtog husstandstillæg og almindelige børnetilskud før dødsfaldet. De er af den opfattelse, at i det tilfælde, hvor den efterlevende ægtefælle selv er en tjenestemand, er de indtægter, som tildeles denne som følge af den tjenestemandsansatte ægtefælles dødsfald, sammensat af summen af efterladtepensionen og almindelige børnetilskud, og de udleder heraf, at den faktiske indtægt i det foreliggende tilfælde (beløb B) kun skal omfatte disse to beløb.

126

I denne forbindelse konstateres, at de ovenfor i præmis 124 og 125 anførte argumenter tilsigter at gøre nye anbringender om, at meddelelse nr. 3 er ulovlig, gældende. Disse anbringender om, at meddelelse nr. 3 er ulovlig, fremsættes, således som bemærket i præmis 124 ovenfor, for første gang i den replik, der er fremlagt i sag T-599/16, som bl.a. tilsigter annullation af afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb. De fremgår ikke, således som bemærket i præmis 66 ovenfor, af den stævning, som blev indleveret i sag T-568/16, som tilsigter annullation af meddelelse nr. 3, eller af den stævning, som blev indleveret i sag T-599/16.

127

I forbindelse med sag T-599/16 kan sagsøgerne imidlertid ikke anfægte lovligheden af meddelelse nr. 3 ved en ulovlighedsindsigelse som omhandlet i artikel 277 TEUF, selv om det forudsættes, at de har haft til hensigt at gøre dette. Det tilkom dem, hvis de var af den opfattelse, at de var berettigede hertil, at fremsætte de pågældende nye anbringender i forbindelse med sag T-568/16 vedrørende denne meddelelse. I øvrigt er spørgsmålet om bedømmelsen af betingelserne for at antage de nævnte anbringender til realitetsbehandling, henset til bestemmelserne i artikel 84 i Rettens procesreglement, kun relevant i denne forbindelse.

128

Under alle omstændigheder bemærkes, for så vidt som sagsøgerne under retsmødet bekræftede, at de ikke frafaldt de pågældende argumenter og præciserede, at den omstændighed, at de blev fremsat for sent, var begrundet ved det forhold, at de meget sent modtog oplysningerne om de beregninger, som Kommissionen havde anvendt ved fastsættelsen af deres pensionsrettigheder, og derfor meget sent forstod den af Kommissionen anvendte beregningsmetode, at ingen nye retlige og faktiske oplysninger vedrørende meddelelse nr. 3, i modsætning til det af sagsøgerne påståede under retsmødet, berettiger muligheden for at genåbne fristen for et annullationssøgsmål til prøvelse af den nævnte afgørelse.

129

For det første fremgår det af det søgsmål, der er anlagt i sag T-568/16, at sagsøgerne forstod, at Kommissionen foretog en kumulering af de indtægter, der blev oppebåret af den længstlevende ægtefælle og den afdøde ægtefælle (jf. præmis 74 ovenfor). Sagsøgerne har nemlig selv i forbindelse med søgsmålet i sag T-568/16 forklaret, at Kommissionen tog hensyn dels til den fiktive indtægt (beløb A), som bestod af summen af afdødes nettoindtægt, hvis vedkommende fortsat havde været i live, og af den efterlevende ægtefælles nettoindtægt på tidspunktet for dødsfaldet, herunder de tre børnetilskud, dels til et beløb, der svarer til den faktiske indtægt (beløb B), som ægtefællen ville oppebære, hvis loftet i artikel 81a ikke blev anvendt, og som består af summen af den længstlevende ægtefælles nettoindtægter, efterladtepension og børnepensioner.

130

For det andet blev det allerede anført i afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015, at eftersom vedtægtens artikel 81a’s ratio legis er at undgå, at familien beriges som følge af en tjenestemands dødsfald, var den af Kommissionen anvendte beregningsmetode at beregne differencen mellem den faktiske indtægt (beløb B) og den fiktive indtægt (beløb A) med henblik på at fratrække denne forholdsmæssigt i efterladtepensionen og børnepensionerne.

131

For det tredje fremgår sammensætningen af de to beløb, som svarer til Alberto Spagnollis »nettoløn«, der er en del af de fiktive indtægter (beløb A), som er anført i meddelelse nr. 3, dvs. dels det beløb, der svarer til 7722,61 EUR, dels det beløb, der svarer til 8084,74 EUR, ganske vist hverken af meddelelse nr. 3, af afgørelsen om afslag på klagen af 4. marts 2016 eller af Kommissionens svarskrift. Imidlertid forhindrede en sådan undladelse såvel i meddelelse nr. 3 som i de øvrige meddelelser ikke sagsøgerne i at forstå og derfor, inden for fristen, dvs. i forbindelse med søgsmålet om annullation af meddelelse nr. 3 i sag T-568/16, anfægte den af Kommissionen anvendte beregningsmetode, som består i at sammenlægge den længstlevende ægtefælles løn og den afdøde ægtefælles løn. Hverken vedtagelsen af afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb eller fremsendelsen af detaljerne vedrørende beregningerne over de fiktive lønninger, der er anført i de forskellige meddelelser, kan udgøre nye faktiske omstændigheder, som gør det muligt for sagsøgerne, som undlod rettidigt at gøre brug af de muligheder for søgsmål, der stod til rådighed for dem i forbindelse med en bebyrdende retsakt, at fremsætte nye anbringender om annullation af meddelelse nr. 3 og at omgå søgsmålsfristen til prøvelse af den nævnte meddelelse.

132

Det følger heraf, at de i præmis 124 og 125 ovenfor anførte argumenter, som er fremført for første gang i replikken i sag T-599/16, under alle omstændigheder er fremført for sent, i strid med procesreglementets artikel 84, og skal forkastes (jf. analogt dom af 6.7.2000, AICS mod Parlamentet, T-139/99, EU:T:2000:182, præmis 59 og 62 og den deri nævnte retspraksis, og af 8.3.2007, France Télécom mod Kommissionen, T-340/04, EU:T:2007:81, præmis 164 og den deri nævnte retspraksis).

133

Henset til det foregående kan det første anbringende ikke tiltrædes.

134

Med det andet anbringende har sagsøgerne gjort gældende, at den åbenbare karakter af fejlen i forbindelse med de ydelser, der blev oppebåret i efterladtepension og børnepension, som i henhold til vedtægtens artikel 85 er en betingelse for en afgørelse om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb, ikke foreligger i denne sag.

135

I denne henseende har sagsøgerne for det første anført, at de domme, der er nævnt i afgørelsen om afslag på klagen af 4. marts 2016, ikke er relevante i det foreliggende tilfælde. Disse domme vedrører nemlig situationer, der er forskellige fra sagsøgernes situation, dvs. situationen for en tjenestemand, som er adressat for fejlagtigt udbetalte ydelser, og som har foretaget forkerte indberetninger til den pågældende administration, og situationen for en tjenestemand, som blev krediteret et fejlagtigt beløb, og som ikke oplyste om fejlen eller udtrykte tvivl hvad angik eksistensen af den pågældende fejl over for administrationen for at give denne mulighed for at foretage den nødvendige kontrol. Til forskel fra de situationer, som er omhandlet i de domme, der er nævnt i afgørelsen om afslag på klagen af 4. marts 2016, blev der i det foreliggende tilfælde foretaget flere henvendelser til administrationen til overholdelse af den pligt til at udvise omhu, som forlanges af en tjenestemand. Disse henvendelser havde bl.a. til formål at gøre gældende, at efterladtepensionen og børnepensionerne var blevet sat for lavt. Ifølge sagsøgerne er det netop på grund af disse henvendelser, at administrationen vedtog meddelelse nr. 2 og fastsatte en forhøjelse af pensionsrettighederne.

136

For det andet er det dels urimeligt fra Kommissionens side at forlange, at sagsøgerne, som havde opnået en ændring af begrænsningen af de pensionsrettigheder, som de mente at have krav på, fortsætter med at kontakte administrationen med henblik på at kontrollere, at den ikke tog fejl i forbindelse med beregningen af størrelsen af deres pensionsrettigheder. Dels kan Kommissionen, selv om meddelelse nr. 2 indeholder en fejl til fordel for sagsøgerne, ikke gøre gældende, at Alberto Spagnolli ikke har opfyldt sin pligt til at udvise omhu ved drøftelsen af de modtagne beløb med administrationen, eller at han, på den ene eller den anden måde, burde have indset, at der var begået en fejl til hans fordel.

137

For det tredje er sagsøgernes situation forbundet med løsningen af komplekse retlige spørgsmål, såsom spørgsmålet, om børnetilskud skal eller ikke skal medregnes ved beregningen af den grænse, der er fastsat i vedtægtens artikel 81a. Denne kompleksitet gør det ikke muligt at kvalificere en eventuel fejl fra administrationens side som »så åbenbar, at den berørte burde have kendt den«.

138

For det fjerde kan administrationen ikke påstå, at der ved læsningen af meddelelse nr. 2 burde være opstået en tvivl hvad angår eksistensen af en fejl, som gav anledning til modtagelsen af et fejlagtigt beløb, eftersom der i højre spalte i den centrale del af dette bilag med overskriften »Alberto Spagnollis nye nettoindtægt« var beregnet seks børnetilskud. Denne kolonne henviste nemlig til beregningen af den faktiske indtægt (beløb B), i forbindelse med hvilken der med rette var medregnet seks børnetilskud.

139

For det femte fremgår det manglende kendskab til den begåede fejl i meddelelse nr. 2 klart af den klage, der blev indgivet over meddelelse nr. 3. Denne klage viser nemlig, at den stigning, der var fastsat i meddelelse nr. 2, af sagsøgerne blev forstået som forbundet med Alberto Spagnollis lønnedgang som følge af hans udstationering og med rettelsen af en tidligere beregningsfejl til hans ugunst, der var indeholdt i meddelelse nr. 1. Sagsøgerne forbandt ikke den nævnte stigning med en angivelig fejl fra administrationens side til fordel for Alberto Spagnolli ved beregningen af børnetilskud i dennes fiktive indtægt (beløb A).

140

For det sjette forholder det sig således, at der, for så vidt som Alberto Spagnolli på tidspunktet for hans hustrus død var tjenestemand i lønklasse AD 12, mens han på tidspunktet for vedtagelsen af meddelelse nr. 2 var tjenestemand i lønklasse AD 9, på grund af det af administrationen anvendte ordvalg såvel i meddelelse nr. 2 som i meddelelse nr. 3, dvs. »Alberto Spagnollis nettoløn på tidspunktet for dødsfaldet«, ikke foreligger nogen grund til at betvivle, at nettolønnen på tidspunktet for dødsfaldet var højere end den aktuelle løn.

141

For det første har Kommissionen gjort gældende, at Alberto Spagnolli, for så vidt som han var involveret i fastlæggelsen af en anderledes beregning af loftet for efterladtepensionen og børnepensionerne, som førte til et højere nettobeløb for disse pensioner i meddelelse nr. 2, vidste, at den forskellige beregning af børnetilskuddene i fastlæggelsen af den fiktive indtægt (beløb A) lå til grund for ændringen af disse pensioners størrelse i den nævnte meddelelse. Med andre ord forholder det sig således, at for så vidt som forskellen mellem beløbene i meddelelse nr. 2, som var forkerte, og beløbene i meddelelse nr. 3, som var korrekte, udelukkende følger af medregningen af disse børnetilskud i den fiktive indtægt – i hvilken de nævnte tilskud fejlagtigt var blevet beregnet to gange – og for så vidt som Alberto Spagnollis bidrag til den rettelse, som Kommissionen foretog i meddelelse nr. 2, var afgørende, er betingelsen om kendskab til fejlen i forbindelse med udbetalingen af sagsøgernes pensioner opfyldt i det foreliggende tilfælde.

142

For det andet har Kommissionen anført, at fejlen i meddelelse nr. 2 under alle omstændigheder var så åbenbar, at Alberto Spagnolli ikke kunne undgå at have kendskab til denne. Den blotte læsning af størrelsen af den fiktive indtægt og af størrelsen af den faktiske indtægt viser nemlig, at den anden, idet den medtog dobbelte børnetilskud, var mindre end den første. Dette burde have alarmeret enhver omhyggelig tjenestemand og fået denne til at kontakte administrationen med henblik på at gøre opmærksom på fejlen. Desuden ville den blotte læsning af vedtægtens artikel 66 nemt have vist, at grundlønnen for den længstlevende ægtefælle i lønklasse AD 9 ikke var forenelig med det beløb, der var anført i meddelelse nr. 2, således som det i øvrigt ligeledes bekræftes af den trykte version af den beregning, der blev foretaget ved hjælp af den »beregner«, der er nævnt ovenfor i præmis 109, og hvoraf en kopi var vedlagt svarskriftet.

143

Endvidere påhviler der ifølge Kommissionen Alberto Spagnolli en pligt til at udvise agtpågivenhed, henset til den høje lønklasse, som han havde nået som tjenestemand inden hans udstationering til Parma, nemlig lønklasse AD 12.

144

Derudover kan Alberto Spagnolli, for så vidt som enhver tjenestemand forventes at have kendskab til reglerne i vedtægten vedrørende, i denne sag, størrelsen af tjenestemandslønnen i lønklasse AD 9 (vedtægtens artikel 66) og størrelsen af børnetilskud (artikel 2, stk. 1, i bilag VII til vedtægten samt vedtægtens artikel 67 og artikel 81, stk. 2), ikke med føje gøre gældende, at beregningsfejlen vedrørende fastsættelsen af loftet over de efterladtepensioner, som han og hans børn havde ret til, ikke var åbenbar som omhandlet i vedtægtens artikel 85, stk. 1. Da denne betingelse ifølge Kommissionen er opfyldt, blev afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb vedtaget med rette, og Kommissionen skal frifindes.

145

I det foreliggende tilfælde skal det efterprøves, om Kommissionen har ret til at kræve tilbagebetaling af de beløb, der fejlagtigt er blevet udbetalt til sagsøgerne, henset til vedtægtens artikel 85. Denne artikel bestemmer, at »[e]thvert beløb, der fejlagtigt er udbetalt, kræves tilbagebetalt, hvis modtageren har haft kendskab til fejlen, eller denne var så åbenbar, at han burde have kendt den«. Det følger af denne ordlyd, at for at et beløb, der fejlagtigt er udbetalt, kan kræves tilbagebetalt, skal der føres bevis for, at modtageren har haft kendskab til fejlen, eller at denne var så åbenbar, at han burde have kendt den (dom af 11.10.1979, Berghmans mod Kommissionen, 142/78, EU:C:1979:233, præmis 9, af 9.9.2008, Ritto mod Kommissionen, F-18/08, EU:F:2008:110, præmis 29, og af 21.11.2013, Roulet mod Kommissionen, F-72/12 og F-10/13, EU:F:2013:184, præmis 46).

146

Vedtægtens artikel 85 omhandler således administrationens mulighed for at opnå tilbagebetaling af et fejlagtigt udbetalt beløb i to tilfælde, dvs. dels når modtageren har haft kendskab til fejlen, dels når denne fejl var så åbenbar, at han burde have kendt den.

147

For så vidt angår det første af disse tilfælde, og selv om det forudsættes, at Kommissionen har baseret sig herpå i afgørelsen om afslag på klagen af 4. marts 2016, tilkommer det administrationen at bevise, at modtageren faktisk havde kendskab til, at betalingen var fejlagtig (dom af 26.6.2013, Achab mod EØSU, F-21/12, EU:F:2013:95, præmis 44).

148

For så vidt angår det andet tilfælde skal der i hvert enkelt tilfælde tages hensyn til den pågældende tjenestemands mulighed for at foretage den nødvendige kontrol (jf. dom af 26.6.2013, Achab mod EØSU, F-21/12, EU:F:2013:95, præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).

149

I det foreliggende tilfælde skal Kommissionen for så vidt angår det første tilfælde, for at det kan lægges til grund, at beviset for, at Alberto Spagnolli faktisk havde kendskab til den fejlagtige udbetaling, er opfyldt, godtgøre, at han vidste, for det første, at den fiktive indtægt (beløb A) i meddelelse nr. 2 medregnede dobbelte børnetilskud, for det andet, at en sådan medregning var forkert, og, for det tredje, at det var denne medregning, som havde givet anledning til den forkerte udbetaling af efterladtepension og børnepensioner, der blev foretaget på grundlag af meddelelse nr. 2.

150

Kommissionens påstand om, at Alberto Spagnolli havde kendskab til medregningen af dobbelte børnetilskud i den fiktive indtægt i meddelelse nr. 2 som følge af de kontakter, som han havde haft med administrationen for at opnå en ændring af de beregninger af hans ret til efterladtepension og børnepension, der var indeholdt i meddelelse nr. 1, kan imidlertid ikke godtgøre, at betingelsen om kendskab til den fejlagtige udbetaling var opfyldt i det foreliggende tilfælde, dvs. at de tre betingelser, der er anført i præmis 149 ovenfor, var opfyldt. For det første baserer denne påstand sig nemlig blot på en antagelse. For det andet vedrørte kommunikationen mellem sagsøgerne og administrationen de fejlberegninger, der var indeholdt i meddelelse nr. 1, og ikke den beregningsmetode, der var anvendt i meddelelse nr. 2. For det tredje kan Kommissionen ikke, dels som følge af den tvetydige karakter, som ansættelsesmyndigheden selv har anerkendt i afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015, af udtrykket »Alberto Spagnollis nettoløn på tidspunktet for dødsfaldet«, som var anvendt i meddelelse nr. 2 med henblik på at angive den fiktive indtægt (beløb A), dels som følge af manglende detaljer vedrørende de beløb, der var medtaget i den nævnte indtægt, gøre gældende, at Alberto Spagnolli vidste, at denne indtægt medregnede seks børnetilskud, eller, a fortiori, at han vidste, at denne medregning var forkert, og, desuden, at han vidste, at denne havde givet anledning til fejlagtigt udbetalte ydelser.

151

Da Kommissionen således ikke har godtgjort et kendskab til fejlen som omhandlet i vedtægtens artikel 85 skal det efterprøves, om Kommissionen i det foreliggende tilfælde med rette kunne antage, at fejlen var så åbenbar, at Alberto Spagnolli burde have kendt denne, dvs. efterprøves, om sagsøgernes situation er den situation, der er fastsat i det andet tilfælde, der er anført i præmis 146 ovenfor.

152

I denne forbindelse bemærkes, at den berørte ifølge fast retspraksis ikke er fritaget for enhver form for agtpågivenhed eller efterprøvelsespligt, men tværtimod har pligt til tilbagebetaling, når der foreligger en fejl, som en tjenestemand, der udviser normal omhu – og som formodes at kende bestemmelserne om sine lønforhold – ville have opdaget (dom af 11.7.1979, Broe mod Kommissionen, 252/78, EU:C:1979:186, præmis 13, og af 17.1.1989, Stempels mod Kommissionen, 310/87, EU:C:1989:9, præmis 10).

153

Det fremgår desuden af retspraksis, at der blandt de elementer, som Unionens retsinstanser skal tage hensyn til ved bedømmelsen af den af administrationen begåede fejls åbenbare karakter, ud over tjenestemandens ansvarsniveau, som er knyttet til hans lønklasse og anciennitet, skal tages hensyn til graden af klarhed af de vedtægtsmæssige bestemmelser, som fastlægger betingelserne for tildeling af de indtægter, som den berørte har ret til, samt til vigtigheden af de ændringer, der er opstået i vedkommendes personlige eller familiemæssige situation, når udbetalingen af det omtvistede beløb er knyttet til administrationens bedømmelse af en sådan situation (jf. i denne retning dom af 27.2.2015, EØSU mod Achab, T-430/13 P, EU:T:2015:122, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis, og af 27.1.2016, DF mod Kommissionen, T-782/14 P, EU:T:2016:29, præmis 25 og 27).

154

Det følger af undersøgelsen af denne retspraksis, at det ikke kan udledes, at kriteriet om anciennitet har forrang frem for de øvrige kriterier. Der følger tværtimod heraf et krav om en hensyntagen til samtlige elementer, idet omstændighederne i de enkelte tilfælde kan begrunde en større hensyntagen til visse kriterier i forhold til andre (dom af 27.2.2015, EØSU mod Achab, T-430/13 P, EU:T:2015:122, præmis 43).

155

Ifølge fast retspraksis er det i øvrigt ikke nødvendigt, at den pågældende tjenestemand under udøvelsen af den påpasselighed, der påhviler ham, kan fastlægge det nøjagtige omfang af den af administrationen begåede fejl. Det er herved tilstrækkeligt, at tjenestemanden, når han er i tvivl om, hvorvidt de udbetalte beløb tilkommer ham, er forpligtet til at rette henvendelse til administrationen, således at denne kan foretage de nødvendige undersøgelser (jf. dom af 21.11.2013, Roulet mod Kommissionen, F-72/12 og F-10/13, EU:F:2013:184, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).

156

Indledningsvis bemærkes for det første, at bedømmelsen af den åbenbare karakter af en af administrationen begået fejl ved fastsættelsen af pensionsrettigheder, til forskel fra bedømmelsen af overholdelsen af pligten til at begrunde meddelelsen om ændring af de nævnte rettigheder, skal foretages ud fra de oplysninger, der er til rådighed for den berørte på det tidspunkt, hvor den nævnte fejl blev begået, dvs. i det foreliggende tilfælde på tidspunktet for vedtagelsen af meddelelse nr. 2, ud fra de muligheder og kompetencer, der er knyttet til hans lønklasse, ud fra den pligt til at udvise omhu, som det med rimelighed kan forventes, at han udviser, samt ud fra klarheden af de bestemmelser, som regulerer hans rettigheder.

157

For det andet bemærkes, at bedømmelsen af et »formodet kendskab« til de fejlagtige betalinger til sagsøgerne i det foreliggende tilfælde dels er strengt forbundet med forståelsen af de beregninger af pensionsrettighederne, som blev anvendt af administrationen selv, som bl.a. gør det muligt at nå frem til størrelsen af de børnetillæg, der skal medregnes i den fiktive indtægt (beløb A), dels forudsætter adgang til detaljerne vedrørende den beregning, der ligger til grund for fastsættelsen af den nettoløn til Alberto Spagnolli, der er taget hensyn til i den fiktive indtægt (beløb A).

158

For det første bemærkes, at den beregning af pensionsrettighederne, der blev anvendt af Kommissionen, ikke fremgår klart af ordlyden af de bestemmelser, der finder anvendelse i det foreliggende tilfælde.

159

Vedtægtens artikel 81a fastsætter ikke udtrykkeligt en sammenlægning af den længstlevende ægtefælles indtægt og den afdøde ægtefælles indtægt. Denne sammenlægning foretages, ifølge den redegørelse, der er indeholdt i afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015, og som blev bekræftet af Kommissionen i retsmødet, i sagsøgernes interesse (jf. præmis 66 ovenfor). For så vidt som denne artikel ikke henviser til Alberto Spagnollis indtægt med henblik på beregningen af det loft, som ikke må overskrides for at undgå en berigelse af familien som følge af dødsfaldet, indeholder den nævnte artikel heller ikke oplysninger vedrørende de beløb, som skal medtages i denne indtægt bl.a. for så vidt angår børnetilskud.

160

Vedtægtens artikel 81, stk. 2, hvorefter »[p]ersoner, der er berettiget til efterladtepension, har for hvert barn, der anses som forsørgelsesberettiget, ret til et børnetilskud, der er dobbelt så stort som det i artikel 67, stk. 1, litra b), fastsatte tillæg«, kunne ligeledes vildlede sagsøgerne. Som følge af Alberto Spagnollis hustrus død kunne de nemlig antage, at Kommissionen for at bevare den nævnte bestemmelses effektive virkning skulle tage hensyn til dobbelte børnetilskud ikke blot ved fastsættelsen af den faktiske indtægt (beløb B), men ligeledes ved fastsættelsen af den afdøde ægtefælles fiktive indtægt (beløb A). I øvrigt kan den formulering, der er anvendt i de forskellige meddelelser med henblik på at identificere sidstnævnte beløb, dvs. »Alberto Spagnollis nettoløn på tidspunktet for dødsfaldet med tre forsørgelsesberettigede børn«, gøre forståelsen af sammensætningen af Alberto Spagnollis fiktive indtægt (beløb A) mere vanskelig. Den nævnte formulering kan nemlig forstås således, at den fiktive indtægt (beløb A) skal beregnes »på tidspunktet for dødsfaldet« og således ved at tage hensyn til dødsfaldet – hvilket indebærer medregning af dobbelte børnetilskud, jf. vedtægtens artikel 81, stk. 2 – frem for ikke at tage hensyn til dette – hvilket tværtimod indebærer medregning af almindelige børnetilskud.

161

Desuden skal det fremhæves, at der, således som Kommissionen bekræftede under retsmødet, ikke findes almindelige gennemførelsesbestemmelser eller tjenstlige meddelelser, som gør det muligt at forklare metoden for den praktiske gennemførelse af vedtægtens artikel 81a i det tilfælde, hvor såvel den længstlevende ægtefælle som den afdøde ægtefælle er EU-tjenestemænd, således som det er tilfældet i denne sag. Redegørelsen for de beregninger, som Kommissionen foretog i meddelelse nr. 2, fremkom først på tidspunktet for afgørelsen om afslag på den klage, der blev indgivet over meddelelse nr. 3, dvs. den 3. august 2015. Det er først på dette tidspunkt, at ansættelsesmyndigheden oplyste, at medregningen af Alberto Spagnollis indtægter i beregningen af det i vedtægtens artikel 81a fastsatte loft (beløb A) med henblik på fastsættelsen af det i vedtægtens artikel 81a omhandlede loft tager hensyn til Alberto Spagnollis indtægt beregnet dynamisk, dvs. ifølge sidstnævntes lønklasse på tidspunktet for beregningen, på grundlag af en fiktion, dvs. ved at antage, at hans ægtefælles dødsfald ikke har fundet sted, og at der i nævnte indtægt følgelig medregnes et almindeligt børnetilskud.

162

For det andet bemærkes, at hverken meddelelse nr. 1, meddelelse nr. 1a eller meddelelse nr. 2 indeholdt detaljerne vedrørende sammensætningen af størrelserne af Alberto Spagnollis fiktive indtægter (beløb A). Det kan således ikke gøres gældende, at sagsøgerne rådede over tilstrækkelige oplysninger til at konstatere, eller i det mindste have mistanke om, for det første, at Kommissionen i meddelelse nr. 2 havde medregnet dobbelte børnetilskud i Alberto Spagnollis fiktive indtægt (beløb A), for det andet, at denne medregning var forkert, og, for det tredje, at den nævnte medregning havde givet anledning til fejlagtigt udbetalte beløb.

163

I øvrigt kunne meddelelse nr. 1, hvori der var foretaget forkerte beregninger, og som blev rettet ved en meddelelse nr. 1a, der blev vedtaget samme dag som meddelelse nr. 2, ikke tjene som grundlag for, at Alberto Spagnolli forstod detaljerne vedrørende de beregninger, der var indeholdt i meddelelse nr. 2. Ligeledes udgør meddelelse nr. 1a, som tog hensyn til en anden løn, og som var blevet vedtaget efter Alberto Spagnollis henvendelser som følge af undervurderingen af hans pensionsrettigheder, heller ikke en retsakt, som kan gøre det muligt at antage, at sidstnævnte ikke kunne undgå at blive klar over, at der var en beregningsfejl i meddelelse nr. 2, som havde givet anledning til en fejlagtig udbetalt ydelse, eller at antage, at han havde bidraget til den nævnte fejls opståen og således til, at sagsøgerne havde modtaget en fejlagtig udbetalt ydelse.

164

Desuden viser rekonstruktionen af beregningerne i meddelelse nr. 2, som var mulig takket være de dokumenter, som Kommissionen fremlagde som svar på foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse, den 25. oktober 2017, at medregningen af dobbelte børnetilskud, dvs. seks børnetilskud i stedet for tre, i den fiktive indtægt (beløb A) ligeledes påvirkede fastsættelsen af den skat, der finder anvendelse på den nævnte indtægt. Det følger heraf, at forskellen mellem det beløb, som sagsøgerne fejlagtigt modtog på grundlag af meddelelse nr. 2, og det beløb, som de derimod burde have modtaget, ikke blot følger af et fradrag af tre børnetilskud. Selv om Kommissionen således forsøger at forenkle den i meddelelse nr. 2 indeholdte fejl ved at reducere denne til medregningen af seks børnetilskud i stedet for tre, svarer dette ikke til realiteten, og navnlig var en sådan fejl, i mangel af detaljerne vedrørende den beregning, der lå til grund for den fiktive indtægt (beløb A), alt andet end åbenbar.

165

I øvrigt skal det fremhæves, at ansættelsesmyndigheden i forbindelse med afgørelsen om afslag på klagen af 3. august 2015 selv udtrykkeligt bekræftede, at undersøgelsen i takt med de forskellige meddelelser om fastsættelse af pensionsrettighederne fører til, at det må indrømmes, at den af Kommissionen anvendte metode »ikke var umiddelbart forståelig«.

166

Desuden bemærkes, at Kommissionens tjenestemænd, dvs. tjenestemændene i enheden PMO.4, som formodes at kende og i forbindelse med deres arbejde anvende metoden til beregning af efterladtepension og børnepension, flere gange begik fejl i forbindelse med beregningen af sagsøgernes rettigheder, således som det fremgår af de forskellige meddelelser, som efterfulgte hinanden. Meddelelse nr. 1 af 29. juli 2011 blev nemlig rettet ved meddelelse nr. 1a af 17. april 2012 og ved meddelelse nr. 2 af samme dag. Denne meddelelse blev for dets vedkommende rettet og erstattet af meddelelse nr. 3 af 6. februar 2015. Selv om det således kunne antages, at Alberto Spagnolli kunne have anvendt den beregner, der er nævnt i præmis 109 ovenfor, viser dette imidlertid ikke, at tilstedeværelsen af en fejl var så åbenbar, at Alberto Spagnolli burde have kendt den. I øvrigt forudsætter muligheden for at anvende beregneren et kendskab til detaljerne vedrørende de af Kommissionen anvendte beregninger, for så vidt som der er tale om manuelt at indføre de forskellige beløb, der skal tages hensyn til ved fastsættelsen af pensionsrettighederne.

167

Hvad endelig angår den omhu, der kræves af en tjenestemand i den lønklasse, der svarer til Alberto Spagnollis lønklasse, kan denne ikke, i mangel af flere relevante oplysninger i meddelelserne om fastsættelse af de i det foreliggende tilfælde omhandlede rettigheder, i mangel af klare vedtægtsbestemmelser og stillet over for flere fejl, som administrationen selv begik over tid, indebære, at den pågældende tjenestemand, som allerede foretog flere henvendelser, fortsætter med at stille spørgsmål til administrationen med henblik på at opnå en efterfølgende kontrol af de af denne anvendte beregninger, når han er tilfreds med det opnåede resultat, navnlig som følge af de henvendelser, som han selv har foretaget. I en situation som den i denne sag foreliggende må det med rimelighed kunne forventes, at Kommissionen, efter Alberto Spagnollis mange henvendelser til sidstnævnte, har vurderet hans situation korrekt og ikke har foretaget forkerte udbetalinger. At kræve af ham, at han skal fortsætte sine henvendelser til administrationen, selv når han med rimelighed kan forvente at have fået en korrekt bedømmelse af hans ret til efterladtepension og børnepension, for så vidt som denne rettede de fejl, der var indeholdt i den første meddelelse om fastsættelse af pensionsrettighederne, navnlig som følge af hans henvendelser, ville være i strid med det, der med rimelighed kan forventes af ham i henhold til hans pligt til at udvise omhu.

168

Det fremgår af det foregående, at Kommissionens argumenter om, at den blotte læsning af, at den fiktive indtægt i meddelelse nr. 2 var højere end den faktiske indtægt, der var anført i denne, kunne være tilstrækkelig til at rejse tvivl hvad angår eksistensen af en fejl, ikke kan tiltrædes. Henset til vanskelighederne ved at forstå den af Kommissionen anvendte beregningsmetode, til manglende almindelige gennemførelsesbestemmelser eller tjenstlige meddelelser, som kunne have præciseret rækkevidden og den praktiske anvendelse af vedtægtens artikel 81a, til vanskelighederne ved at fortolke denne bestemmelse (jf. præmis 92-104 ovenfor), til fraværet af visse detaljer vedrørende de beregninger, som Kommissionen havde foretaget i de forskellige meddelelser, til anvendelsen af udtrykket »Alberto Spagnollis nettoløn på tidspunktet for dødsfaldet«, som ansættelsesmyndigheden selv indrømmede var tvetydigt i forbindelse med den første afgørelse om afslag på klagen af 3. august 2015, og til diverse begåede fejl, kan Kommissionen nemlig ikke gøre gældende, at den fejlagtige karakter af udbetalinger, som sagsøgerne modtog på grundlag af meddelelse nr. 2, var så åbenbar, at den pågældende tjenestemand, henset til hans lønklasse, burde have kendt den (jf. modsætningsvis dom af 9.9.2008, Ritto mod Kommissionen, F-18/08, EU:F:2008:110, præmis 34, i forbindelse med hvilken sagsøgeren ikke kunne påberåbe sig, at de relevante bestemmelsers ordlyd var tvetydig).

169

Med andre ord kan det ikke gøres gældende, at de kompetencer og den viden, der er forbundet med Alberto Spagnollis lønklasse, kunne gøre det muligt for ham, alene på grundlag af en læsning af meddelelse nr. 2, at overkomme vanskelighederne ved den retlige fortolkning af de i det foreliggende tilfælde omhandlede vedtægtsbestemmelser, at identificere de af Kommissionen anvendte beregninger og at forstå, at meddelelse nr. 2 indeholdt en fejl, der havde givet anledning til en forkert udbetaling.

170

Eftersom betingelsen om, at den fejlagtige udbetaling er åbenbar, ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde, var Kommissionen ikke berettiget til over for sagsøgerne at kræve tilbagebetaling af de fejlagtigt udbetalte beløb.

171

Afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb må derfor annulleres, uden at det er fornødent at tage stilling til det tredje anbringende om annullation.

172

Sagsøgerne har fremført argumenter, hvorefter det gøres gældende, at administrationen er ifaldet ansvar, og har således rejst krav om erstatning for deres økonomiske og ikke-økonomiske tab.

173

Hvad for det første angår den ulovlige karakter af Kommissionens adfærd har sagsøgerne gjort gældende, at denne er blevet godtgjort dels ved forklaringen om grundene til, at såvel meddelelse nr. 3 som afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb var i strid med loven, dels ved påvisningen, i forbindelse med det tredje anbringende, af, at en forsinkelse på over et år for den fornyede undersøgelse af afgørelsen om fastsættelse af pensionsrettighederne og vedtagelsen af afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb i det foreliggende tilfælde udgjorde en meget alvorlig fejl fra Kommissionens side og en tilsidesættelse af omsorgspligten.

174

Hvad bl.a. angår tilsidesættelsen af princippet om god forvaltning har sagsøgerne gjort gældende, at Alberto Spagnolli, for så vidt som meddelelse nr. 2 var blevet vedtaget efter en formel procedure efter en individuel anmodning, med rette kunne regne med, at den nævnte meddelelse var holdbar med henblik på hans foretagelse af vigtige valg af levevis, bl.a. valget om at fortsætte sin udstationering i Parma. Kommissionen kan således ikke vente tre år med at foretage en efterprøvelse af beregningerne og endnu mindre med tilbagevirkende kraft forlange tilbagebetaling af beløb, som angiveligt er blevet udbetalt fejlagtigt, uden at tilsidesætte princippet om god forvaltning og dens omsorgspligt over for Alberto Spagnolli.

175

Hvad navnlig angår tilsidesættelsen af omsorgspligten burde administrationen have afsluttet alle interne kontrolprocedurer og vedtaget en eventuel retsakt om korrektion og tilbagesøgning af eventuelt fejlagtigt udbetalte beløb inden for en frist, som ikke overstiger et år efter vedtagelsen af meddelelse nr. 2. Desuden burde administrationen ved vedtagelsen af en afgørelse om ændring af sagsøgernes pensionsrettigheder have taget hensyn til de særlige omstændigheder i det foreliggende tilfælde, bl.a. tilstedeværelsen af mindreårige børn, familiens flytning til Parma og vanskeligheden ved at ændre valget om at fortsætte udstationeringen ved EFSA efter en vis tid. Dels kan administrationen nemlig ikke påstå, at den ikke har kendskab til disse omstændigheder, henset til de mange henvendelser, som Alberto Spagnolli foretog, og som er godtgjort ved en udveksling af e-mails, som fandt sted mellem november 2011 og april 2012, og som er fremlagt af sagsøgerne. Dels kan administrationen ikke gøre gældende, at den ikke kendte de regler og principper, som, selv i EU-retten, regulerer situationen for mindreårige, som flytter fra en medlemsstat til en anden. Disse regler og principper følger navnlig af artikel 12 i konventionen om de civilretlige virkninger af internationale barnebortførelser, indgået i Haag den 25. oktober 1980, og af artikel 10 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT 2003, L 338, s. 1), hvorefter en mindreårig i princippet kan anses for at være faldet til i de sociale omgivelser i den medlemsstat, på hvis område han befinder sig, et år efter flytningen, og som kræver, at hans situation og rettigheder fastlægges hurtigt, inden for en frist, som normalt ikke overstiger et år. Endelig har sagsøgerne tilføjet, at nedsættelsen af den fiktive indtægt (beløb A) efter medregningen af Alberto Spagnollis indtægter i beregningen af de fiktive og faktiske indtægter (beløb A og B) udgør en tilsidesættelse af omsorgspligten, for så vidt som den følger af administrationens skønsmæssige valg og ikke af udøvelsen af en bundet kompetence for denne, i modsætning til det af Kommissionen påståede.

176

Hvad for det andet angår det økonomiske og ikke-økonomiske tab har sagsøgerne dels gjort gældende, at vedtagelsen af afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb har forvoldt dem et ikke-økonomisk tab som følge af, at deres følelsesmæssige og sociale relationer blev svækkede og usikre på grund af den flytning af deres bopæl, som allerede var sket eller som skulle ske i fremtiden i tilfælde af, at Alberto Spagnolli som følge af de nye økonomiske vilkår ville blive tvunget til at vende tilbage til stillingen som tjenestemand i lønklasse AD 12 ved Kommissionen i Bruxelles (Belgien). Dette tab svarer til forskellen mellem den løn, som Alberto Spagnolli oppebærer som tjenestemand i lønklasse AD 9, og det beløb, som han ville have oppebåret, hvis han var forblevet tjenestemand i lønklasse AD 12 i et år, med den begrundelse, at et år repræsenterer en rimelig frist til at træffe og konkretisere afgørelsen om at ændre arbejdssted og bopæl.

177

Dels har sagsøgerne gjort gældende, at Kommissionens adfærd har forvoldt dem et økonomisk tab ved, med tilbagevirkende kraft og en urimelig forsinkelse, at medføre en væsentlig ændring af deres økonomiske vilkår. Sagsøgerne er af den opfattelse, at dette tab udgøres dels af størrelsen af de fejlagtigt udbetalte beløb, som kræves af Kommissionen, dels af forskellen mellem størrelsen af de pensioner, der er fastsat i meddelelse nr. 2, og de pensioner, der er fastsat i meddelelse nr. 3, fra sidstnævntes ikrafttræden og indtil det tidspunkt, hvor familien vil være i stand til at flytte tilbage til det tidligere bopælssted. Denne frist anslås til at være på et år at regne fra afgørelsen i denne sag.

178

Sagsøgerne har tilføjet, at den første del af det økonomiske tab mister sin genstand i tilfælde af en annullation af afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb. Ligeledes forsvinder den anden del af det økonomiske tab, hvis der gives medhold i den påstand om annullation af meddelelse nr. 3, der er fremsat i forbindelse med søgsmålet i sag T-568/16.

179

For det tredje har sagsøgerne anført, at årsagsforbindelsen mellem Kommissionens ulovlige adfærd og de tab, som de kræver erstattet, er klart godtgjort, eftersom det, selv om afgørelsen om at flytte til Parma blev truffet af Alberto Spagnolli og ikke kan tilskrives administrationen, er den ulovlige forsinkelse i forbindelse med vedtagelsen af meddelelse nr. 3 og afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb, som førte til de førnævnte tab.

180

Kommissionen har bestridt såvel erstatningspåstandens antagelse til realitetsbehandling som rigtigheden af denne.

181

Kommissionen er for det første af den opfattelse, at sagsøgerne ikke til støtte for deres påstand om erstatning af et ikke-økonomisk tab kan påberåbe sig den fejlagtige karakter af administrationens adfærd, der ikke har karakter af en afgørelse, eftersom de undlod først at indgive en ansøgning om erstatning, i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 1, og dernæst en klage, i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, over det udtrykkelige eller stiltiende afslag på denne ansøgning. Ifølge Kommissionen er det nemlig først efter det udtrykkelige eller stiltiende afslag på denne klage, at der kan anlægges et erstatningssøgsmål ved Retten (jf. dom af 12.7.2011, Kommissionen mod Q, T-80/09 P, EU:T:2011:347, præmis 61 og den deri nævnte retspraksis).

182

For det andet har Kommissionen gjort gældende, at sagsøgerne ikke kan fremsætte en påstand om erstatning af det økonomiske tab, hvis genstand er det beløb, som sagsøgerne er forpligtede til at tilbagebetale administrationen i tilfælde af en afvisning af den påstand, der har til formål at opnå annullation af en afgørelse om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb (jf. dom af 24.1.1991, Latham mod Kommissionen, T-27/90, EU:T:1991:5, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis). Kommissionen har således bestridt, at påstanden om at opnå erstatning for den første del af det materielle tab kan antages til realitetsbehandling (jf. præmis 177-178 ovenfor).

183

Sagsøgerne har heroverfor dels gjort gældende, at påstanden om erstatning af det ikke-økonomiske tab kan antages til realitetsbehandling, for så vidt som den er baseret på de direkte konsekvenser af de retsakter, som de har påstået annulleret. Det er nemlig navnlig administrationens forsinkede fastlæggelse af deres rettigheder og forsinkede vedtagelse af afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb, som har forvoldt det tab, som består i, at sagsøgernes familiemæssige situation er blevet usikker, og som de påstår erstattet. Dette tab følger af, at sagsøgernes følelsesmæssige og sociale relationer blev svækkede og usikre på grund af den flytning af deres bopæl, som allerede var sket, eller som skulle ske i fremtiden i tilfælde af, at Alberto Spagnolli som følge af de nye økonomiske vilkår ville blive tvunget til at vende tilbage til stillingen som tjenestemand i lønklasse AD 12 ved Kommissionen i Bruxelles (Belgien). Det nævnte tab svarer til forskellen mellem den løn, som Alberto Spagnolli oppebærer som tjenestemand i lønklasse AD 9, og det beløb, som han ville have oppebåret, hvis han var forblevet tjenestemand i lønklasse AD12 i et år, med den begrundelse, at et år repræsenterer en rimelig frist til at træffe og konkretisere afgørelsen om at ændre arbejdssted og bopæl.

184

Hvad angår den del af det økonomiske tab, der svarer til størrelsen af afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb, har sagsøgerne dels gjort gældende, at sagsøgeren i den af Kommissionen citerede retspraksis ikke har anfægtet en bebyrdende retsakt og efterfølgende anlægger et søgsmål med påstand om erstatning af det tab, der følger af denne retsakt, hvilket ikke er tilfældet i denne sag, eftersom de retsakter, der er bebyrdende for sagsøgerne, dvs. meddelelse nr. 3 og afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb, var genstand for annullationssøgsmål.

185

Hvad for det første angår formalitetsindsigelsen vedrørende påstanden om erstatning af det ikke-økonomiske tab bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at inden for rammerne af klageadgangen i henhold til vedtægtens artikel 90 og 91 kan et erstatningssøgsmål, som udgør et selvstændigt retsmiddel i forhold til et annullationssøgsmål, kun realitetsbehandles, såfremt der forinden har været gennemført en administrativ procedure ifølge vedtægtens bestemmelser. Denne procedure er forskellig afhængig af, om det tab, der kræves erstattet, er forvoldt ved en akt, der går vedkommende imod som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 2, eller ved en af administrationen udvist handlemåde, som ikke har karakter af en afgørelse. I det første tilfælde skal den pågældende inden for den fastsatte frist indgive en klage til ansættelsesmyndigheden over pågældende foranstaltning. I det andet tilfælde skal den administrative procedure derimod indledes ved indgivelse af en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, med krav om erstatning. Det er kun ved udtrykkelig eller stiltiende afvisning af denne ansøgning, som udgør en afgørelse, der indeholder et klagepunkt, at der kan indbringes en klage, og det er først efter udtrykkelig eller stiltiende afvisning af denne klage, at der kan anlægges erstatningssøgsmål ved Retten (jf. i denne retning dom af 12.7.2012, Kommissionen mod Nanopoulos, T-308/10 P, EU:T:2012:370, præmis 33; jf. ligeledes dom af 11.5.2010, Nanopoulos mod Kommissionen, F-30/08, EU:F:2010:43, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).

186

Det ikke-økonomiske tab, som sagsøgerne har krævet erstattet, udspringer imidlertid af, at Kommissionen angiveligt var for længe om at træffe afgørelse om deres rettigheder og om at meddele dem afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb, dvs., således som Kommissionen med rette har anført, en handlemåde fra administrationens side, som ikke har karakter af en afgørelse, og som ikke har nogen direkte forbindelse med indholdet af de afgørelser, som sagsøgerne påstår annulleret. I øvrigt fremgår det af retspraksis, at en forsinkelse i princippet ikke udgør en bebyrdende retsakt (jf. i denne retning dom af 11.5.2010, Nanopoulos mod Kommissionen, F-30/08, EU:F:2010:43, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis).

187

Følgelig tilkommer det sagsøgerne at overholde den administrative procedure i to faser, der er anført i præmis 185 ovenfor, nemlig indgivelsen af en ansøgning som omhandlet i vedtægtens artikel 90, stk. 1, med krav om erstatning og dernæst indgivelse af en klage over en eventuel afgørelse om afslag på ansøgningen om erstatning.

188

I det foreliggende tilfælde konstateres, således som Kommissionen med rette har gjort gældende, at den administrative procedure i to faser, som er fastsat i vedtægtens artikel 90, stk. 1 og 2, ikke er blevet overholdt.

189

Sagsøgernes påstand om erstatning af et ikke-økonomisk tab må således afvises.

190

Hvad for det andet angår formalitetsindsigelsen vedrørende påstanden om erstatning af det økonomiske tab, hvis genstand er det beløb, som sagsøgerne er forpligtede til at tilbagebetale administrationen i tilfælde af en afvisning af den påstand, der har til formål at opnå annullation af afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb, er det ikke længere nødvendigt tage stilling til, om den nævnte påstand kan antages til realitetsbehandling. Dels er afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb nemlig i det foreliggende tilfælde blevet annulleret. Dels har sagsøgerne selv i søgsmålet udtrykkeligt oplyst, at »denne del af det økonomiske tab« mister sin genstand i tilfælde af en annullation af afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb (jf. præmis 178 ovenfor). Påstanden om erstatning af den første del af det økonomiske tab skal derfor anses for subsidiær i forhold til påstanden om annullation af afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb.

191

Af de samme grunde som dem, der er anført i præmis 190 ovenfor, er det ligeledes ufornødent at tage stilling til sagsøgernes påstand om erstatning af den første del af det økonomiske tab.

192

Hvad angår påstanden om erstatning af den anden del af det økonomiske tab har sagsøgerne fremsat argumenter, hvorefter det gøres gældende, at administrationen er ifaldet ansvar (jf. præmis 172-179 ovenfor), og de har således krævet erstatning af bl.a. den anden del af det økonomiske tab (jf. præmis 177 ovenfor) svarende til differencen mellem størrelsen af de pensioner, der er fastsat i meddelelse nr. 2, og de pensioner, der er fastsat i meddelelse nr. 3, fra sidstnævntes ikrafttræden og indtil det tidspunkt, hvor familien vil være i stand til at flytte tilbage til det tidligere bopælssted, som de mener svarer til et år at regne fra afgørelsen i denne sag.

193

Kommissionen har heroverfor anført, sagsøgerne ikke har godtgjort, at betingelserne for, at administrationen ifalder ansvar uden for kontrakt, var opfyldt i det foreliggende tilfælde. Kommissionen har for det første hvad angår den ulovlige handlemåde som følge af tilsidesættelsen af de af sagsøgerne påberåbte principper og pligter gjort gældende, at den befandt sig i en situation med»bundet kompetence«, som påbød den at vedtage en afgørelse om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb, når fristen på fem år var blevet overholdt, og betingelserne i vedtægtens artikel 85 var opfyldt. Individuelle omstændigheder, såsom den berørtes omhyggelige adfærd eller de virkninger, som de forkert beregnede pensioner indirekte kunne have for disses valg af levevis, kunne ikke stå i vejen for den nævnte vedtagelse. I øvrigt var valget om at ansøge om udstationering i Parma, med væsentligt ringere lønvilkår end dem, der gælder for den oprindelige ansættelse i Bruxelles, udelukkende Alberto Spagnollis afgørelse. Endvidere var Alberto Spagnolli flere gange i kontakt med administrationen, som i overensstemmelse med princippet om god forvaltning altid besvarede hans henvendelser hurtigt, således som dette fremgår af korrespondancen mellem dem. Desuden er den påståede tilsidesættelse af omsorgspligten ikke underbygget og kan ikke medføre, at den anfægtede afgørelse er ulovlig, eftersom denne pligt ifølge retspraksis under ingen omstændigheder ikke ville kunne fravige legalitetsprincippet (dom af 23.10.2012, Eklund mod Kommissionen, F-57/11, EU:F:2012:145, præmis 83). Endvidere kunne der ikke opstå en angivelig berettiget forventning hvad angår beregningerne af pensionsrettighedernes urørlige karakter i mangel af præcise forsikringer fra Kommissionen og som følge af den omstændighed, at meddelelser, som indeholder beregninger af pensionsrettigheder, altid indeholder en anmærkning, hvorefter ansættelsesmyndigheden i overensstemmelse med artikel 41 i bilag VIII til vedtægten forbeholder sig ret til at omgøre sin afgørelse, eventuelt med tilbagevirkende kraft, på grundlag af de oplysninger, som den har til rådighed. Endelig blev de betingelser, der er fastsat i vedtægtens artikel 85 for vedtagelsen af afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb, overholdt, og sagsøgerne kan derfor ikke påstå, at denne afgørelse er ulovlig.

194

For det andet foreligger der ingen årsagsforbindelse mellem dels afgørelsen om tilbagesøgning af uberettiget udbetalte beløb og dennes gennemførelse, dels sagsøgernes valg af levevis, som kan forvolde dem de påståede tab. Alberto Spagnolli valgte nemlig af fri vilje at flytte til Parma, og for så vidt som hans udstationering var fastsat til en afgrænset periode på fem år, var hans tilbagevenden til Bruxelles og dennes angiveligt skadelige konsekvenser for børnenes sociale og følelsesmæssige relationer forudsigelige. De påståede tab kan derfor ikke være knyttet til en angivelig ulovlig handlemåde fra Kommissionens side. For så vidt som tilbagesøgningen af fejlagtigt udbetalte beløb foretages ifølge en rateordning, kan sagsøgerne i øvrigt ikke påstå, at denne tilbagesøgning var så alvorlig, at den tvang Alberto Spagnolli til at bringe hans udstationering i Parma til ophør.

195

Ifølge fast retspraksis kræves det, for at en erstatningssag, der er anlagt i medfør af artikel 270 TEUF, er berettiget, at en helhed af betingelser er opfyldt, nemlig at den handlemåde, som bebrejdes institutionerne, er retsstridig, at der faktisk er lidt et tab, og at der er årsagsforbindelse mellem den påståede handlemåde og det påberåbte tab (dom af 1.6.1994, Kommissionen mod Brazzelli Lualdi m.fl., C-136/92 P, EU:C:1994:211, præmis 42, og af 21.2.2008, Kommissionen mod Girardot, C-348/06 P, EU:C:2008:107, præmis 52). Disse tre betingelser er kumulative. Hvis en af dem ikke er opfyldt, er dette tilstrækkeligt til at forkaste et erstatningssøgsmål.

196

Desuden kan institutionerne ifalde ansvar uden for kontrakt på grundlag af bestemmelserne i artikel 270 TEUF på grund af det blotte forhold, at en bebyrdende akt eller en handlemåde, der ikke har karakter af en afgørelse, er ulovlig, og dette uden at der er behov for at fastslå, om der er tale om en tilstrækkeligt kvalificeret tilsidesættelse af en retsregel, der har til formål at tillægge borgerne rettigheder (jf. dom af 16.12.2010, Kommissionen mod Petrilli, T-143/09 P, EU:T:2010:531, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis, og af 11.5.2010, Nanopoulos mod Kommissionen, F-30/08, EU:F:2010:43, præmis 131 og den deri nævnte retspraksis).

197

Ifølge fast retspraksis skal det tab, som påstås erstattet i forbindelse med et søgsmål om Unionens ansvar uden for kontraktforhold, i øvrigt være faktisk og reelt, hvilket det påhviler sagsøgeren at godtgøre (jf. dom af 9.11.2006, Agraz m.fl. mod Kommissionen, C-243/05 P, EU:C:2006:708, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis). Det påhviler sidstnævnte at fremlægge afgørende beviser for såvel det påberåbte tabs eksistens som dets omfang (jf. dom af 16.9.1997, Blackspur DIY m.fl. mod Rådet og Kommissionen, C-362/95 P, EU:C:1997:401, præmis 31 og den deri nævnte retspraksis).

198

Sagsøgerne i denne sag har gjort gældende, at det er den urimelige forsinkelse og tilbagevirkende kraft af meddelelse nr. 3 og af afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb, som medførte en væsentlig ændring af de økonomiske vilkår, i henhold til hvilke familien Spagnolli traf og fastholdt beslutningen om at bo i Parma.

199

For så vidt som afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb er blevet annulleret, har meddelelse nr. 3 imidlertid ikke tilbagevirkende kraft. Sagsøgerne kan således ikke påstå at have lidt et tab som følge af ændringen af deres økonomiske vilkår for perioden mellem vedtagelsen af meddelelse nr. 2 og vedtagelsen af meddelelse nr. 3. Hvad desuden angår perioden efter vedtagelsen af meddelelse nr. 3 ville påstanden om erstatning af det tab, der svarer til differencen mellem størrelsen af de pensioner, der er fastsat i meddelelse nr. 2, og de pensioner, der er fastsat i meddelelse nr. 3, i et år (jr. præmis 192 ovenfor), hvis den blev taget til følge, føre til en delvis omgåelse af afvisningen af det annullationssøgsmål, der blev anlagt til prøvelse af sidstnævnte meddelelse. Den nævnte afvisning indebærer nemlig, at sagsøgernes pensionsrettigheder fra datoen for vedtagelsen af meddelelse nr. 3 beregnes på grundlag af sidstnævnte. Denne erstatningspåstand kan derfor ikke antages til realitetsbehandling.

200

Under alle omstændigheder forholder det sig således, som det vil blive godtgjort nedenfor, at for så vidt som det af sagsøgerne påberåbte tab følger direkte af deres valg af levevis og ikke af administrationens fejlagtige handlemåde, er eksistensen af en årsagsforbindelse mellem denne handlemåde og det nævnte tab ikke tiltrækkelig direkte til at antage, at Kommissionen er ifaldet ansvar uden for kontraktforhold.

201

For det første skete Alberto Spagnollis udstationering i Parma, således som Kommissionen med rette har fremhævet, efter ansøgning fra ham og var fastsat til en tidsbegrænset periode på fem år. Desuden blev afgørelsen om at udstationere Alberto Spagnolli vedtaget den 10. oktober 2011 (jf. præmis 19 ovenfor), dvs. efter vedtagelsen af meddelelse nr. 1, den 29. juli 2011 (jf. præmis 18 nedenfor), hvori sagsøgernes pensionsrettigheder var blevet fastsat forkert, således som sagsøgerne selv har bekræftet, og således som det følger af vedtagelsen, den 17. april 2012, af såvel meddelelse nr. 1a som meddelelse nr. 2. Det følger heraf, at valget om at flytte til Parma, om at udsætte børnene for en midlertidig flytning i overensstemmelse med de vilkår, der er fastsat i kontrakten om udstationering, og om at acceptere levevilkår og lønvilkår, der er forskellige fra dem, der gik forud for den nævnte udstationering, var uafhængigt af en opgørelse eller ændring af sagsøgernes pensionsrettigheder. I øvrigt var muligheden for på ethvert tidspunkt at ændre sagsøgernes rettigheder i medfør af artikel 41 i bilag VIII til vedtægten udtrykkeligt anført i alle de af administrationen vedtagne meddelelser, hvilket fører til en afvisning af sagsøgernes argumenter om, at de kunne regne med, at deres økonomiske vilkår var stabile.

202

For det andet blev valget om at forblive i Parma, som angiveligt viste sig at være til skade for sagsøgernes økonomiske vilkår, ifølge deres forklaringer foretaget på grundlag af meddelelse nr. 2, vedtaget den 17. april 2012 (jf. præmis 20 ovenfor). I øvrigt startede administrationens culpøse forsinkelse, stadig ifølge sagsøgerne, et år efter vedtagelsen af denne meddelelse, således som dette fremgår af deres argumenter, hvorefter den rimelige frist, inden for hvilken en intern kontrolprocedure bør afsluttes med vedtagelsen af en retsakt om ændring eller en retsakt om tilbagesøgning af uberettiget udbetalte beløb, ikke kan overskride et år.

203

Sagsøgerne kan ikke gøre gældende, at administrationens culpøse forsinkelse ligger til grund for deres »tabsgivende« valg om at blive i Parma, som gav anledning til et tab, som efter deres opfattelse svarer til differencen mellem det, som de ville have oppebåret på grundlag af meddelelse nr. 2, og det, som de burde oppebære på grundlag af meddelelse nr. 3. Det må nemlig konstateres, at selv om de anfægtede retsakter var blevet vedtaget inden for den påståede »rimelige frist« på et år fra vedtagelsen af meddelelse nr. 2, ville dette have medført en foregribelse af ændringen af de ugunstige økonomiske vilkår for sagsøgerne, som ikke ville kunne have modtaget de »fejlagtigt udbetalte« ydelser som følge af anvendelsen af meddelelse nr. 2 i næsten tre år. Det følger heraf, at selv om det antages, at meddelelse nr. 3 og afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb blev vedtaget for sent, har denne forsinkelse ikke forvoldt sagsøgerne det tab, som de påstår.

204

I mangel af årsagsforbindelse mellem administrationens handlemåde og det påståede tab kan Kommissionen ikke ifalde ansvar, og påstanden om erstatning af den anden del af det økonomiske tab må således forkastes.

205

Henset til det ovenfor anførte bør afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb i sag T-599/16 annulleres, og Kommissionen bør i øvrigt frifindes.

206

Da afgørelsen om tilbagesøgning af fejlagtigt udbetalte beløb er blevet annulleret, er Kommissionen forpligtet til at drage konsekvenserne af annullationsdommen for så vidt angår bl.a. de beløb, der allerede har været genstand for indeholdelser i Alberto Spagnollis lønseddel. For så vidt som Kommissionen er blevet frifundet i søgsmålet om annullation af meddelelse nr. 3, vil sagsøgernes pensionsrettigheder derimod fremover være fastsat i denne meddelelse, at regne fra datoen for dens vedtagelse, indtil en eventuel ny afgørelse om ændring af deres rettigheder, som vedtages af Kommissionen i overensstemmelse med artikel 41 i bilag VIII til vedtægten.

207

Ifølge procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Samme reglements artikel 134, stk. 3, bestemmer imidlertid, at hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, bærer hver part sine egne omkostninger.

208

Henset til den tætte sammenhæng mellem sagerne, som begrundede deres forening, og henset til, at sagsøgerne tabte i sag T-568/16, mens Kommissionen i sag T-599/16 er den tabende part hvad angår påstanden om annullation, finder Retten under hensyn til sagens omstændigheder, at hver part bør bære sine egne omkostninger i hver af sagerne (jf. i denne retning og analogt dom af 23.11.2011, Jones m.fl. mod Kommissionen, T-320/07, ikke trykt i Sml., EU:T:2011:686, præmis 158).

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Niende Afdeling):

Retsforskrifter

Tvistens baggrund

Retsforhandlinger

Parternes påstande

Retlige bemærkninger

Sag T-568/16

Om formaliteten

Om realiteten

– Om det tredje anbringende

– Om det første anbringende

Sag T-599/16.

Om annullationspåstandene

– Om det første anbringende

– Om det andet anbringende

Om erstatningspåstanden

– Om formaliteten

– Om realiteten

Sagsomkostninger