Sag T-141/05 RENV

Internationaler Hilfsfonds eV

mod

Europa-Kommissionen

»Aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001 – dokumenter vedrørende LIEN 97-2011-aftalen – afslag på aktindsigt – ny behandling under sagen — anlæggelse af særskilt sag — søgsmålsinteresse ophørt — ufornødent at træffe afgørelse«

Sammendrag af kendelse

1.      Annullationssøgsmål – retlig interesse – ophørt som følge af en begivenhed, der er indtruffet senere end sagsanlægget

(Art. 263 TFUE; Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 1049/2001)

2.      Retspleje – afgørelse, som under en sag erstatter den anfægtede afgørelse – ny omstændighed – udvidelse af de oprindelige påstande og anbringender

1.      Betingelserne for at antage sagen til realitetsbehandling – med forbehold for det særlige spørgsmål om bortfald af søgsmålsinteresse – skal bedømmes i forhold til det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt. Denne betragtning vedrørende tidspunktet for vurderingen af, om sagen kan admitteres, kan dog af retsplejehensyn ikke hindre Retten i at fastslå, at det ikke længere er fornødent at tage stilling til sagen i det tilfælde, hvor en sagsøger, som oprindeligt havde søgsmålsinteresse, senere har mistet enhver personlig interesse i annullationen af den anfægtede afgørelse som følge af en begivenhed, der er indtruffet senere end sagsanlægget. For at en sagsøger kan fortsætte et annullationssøgsmål til prøvelse af en afgørelse, er det nemlig nødvendigt, at sagsøgeren bevarer den personlige interesse i annullation af den anfægtede afgørelse. I modsat fald ville en afgørelse fra Retten om sagens realitet ikke bibringe den pågældende en fordel.

Det er tilfældet, når Kommissionen uden udtrykkeligt at tilbagetrække den anfægtede afgørelse vedtager en ny afgørelse om de samme forhold, hvorved den ajourfører, endog tilsidesætter de begrundelser, som den havde anvendt som grundlag for sin første beslutning, således at denne nye afgørelse erstatter den anfægtede afgørelse, og når sagsøgeren vælger ikke at ajourføre sine påstande i det første søgsmål for at tage hensyn til denne nye afgørelse, men at anlægge et nyt søgsmål til prøvelse af denne afgørelse.

Under sådanne omstændigheder bemærkes, i overensstemmelse med retsplejehensyn og procesøkonomiske hensyn, at sagsøgeren har mistet enhver personlig interesse i en annullation af den første anfægtede afgørelse. Det første søgsmål har således mistet sin genstand.

(jf. præmis 24, 28, 35 og 38)

2.      Når en afgørelse under en sag erstatter en anden om samme forhold, skal den anses for en ny oplysning, der gør det muligt for sagsøgeren at ændre sine påstande og anbringender. En sådan tilpasning gør det muligt for sagsøgeren at bevare sin søgsmålsinteresse i det tidligere anlagte søgsmål ved fremkomsten af nye oplysninger. Det ville således stride mod retsplejehensyn og procesøkonomiske hensyn at tvinge sagsøgeren til at anlægge en ny sag. Det ville i øvrigt være ubilligt, hvis den pågældende institution for at imødegå de indsigelser, der i en stævning for en af Unionens retsinstanser rettes mod en afgørelse, kunne ændre den anfægtede afgørelse eller lade en anden træde i stedet og under sagen påberåbe sig denne ændring eller nye afgørelse for at hindre modparten i at udvide de oprindelige påstande og anbringender til at omfatte den senere afgørelse eller i at fremsætte supplerende påstande og anbringender angående denne.

(jf. præmis 34)

RETTENS KENDELSE (Fjerde Afdeling)

21. september 2011 (*)

»Aktindsigt – forordning (EF) nr. 1049/2001– dokumenter vedrørende LIEN 97-2011-aftalen – afslag på aktindsigt – ny behandling under sagen – anlæggelse af særskilt sag – retlig interesse ophørt – ufornødent at træffe afgørelse «

I sag T-141/05 RENV,

Internationaler Hilfsfonds eV, Rosbach (Tyskland), ved advokat H. Kaltenecker,

sagsøger,

mod

Europa-Kommissionen ved P. Costa de Oliveira og T. Scharf, som befuldmægtigede,

sagsøgt,

angående en påstand om annullation af Kommissionens afgørelse af 14. februar 2005, hvorved Internationaler Hilfsfonds eV blev meddelt afslag på fuld aktindsigt i dokumenterne i sagen vedrørende LIEN 97-2011-aftalen

har

RETTEN (Fjerde Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, I. Pelikánová, og dommerne K. Jürimäe (refererende dommer) og M. van der Woude,

justitssekretær: E. Coulon,

afsagt følgende

Kendelse

 Sagens faktiske omstændigheder

1        Internationaler Hilfsfonds eV er en tysk ikke-statslig organisation, som er aktiv inden for området for humanitær bistand. Den 28. april 1998 indgik den en aftale med Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber »LIEN 97-2011-aftalen« (herefter »aftalen«) om medfinansiering af et medicinsk støtteprogram i Kasakhstan.

2        Den 1. oktober 1999 opsagde Kommissionen ensidigt aftalen, og efter denne opsigelse meddelte den, den 6. august 2001, sagsøgeren sin afgørelse om tilbagesøgning af et nærmere angivet beløb, som var blevet udbetalt til denne i henhold til aftalen.

3        Den 9. marts 2002 indgav sagsøgeren en begæring til Kommissionen om aktindsigt i dokumenterne vedrørende aftalen. Denne begæring blev delvist imødekommet, og sagsøgeren fremsatte ved skrivelse af 11. juli 2002 en begæring til Kommissionens formand om fuld aktindsigt i dokumenterne vedrørende aftalen. Da denne begæring ikke blev imødekommet, indgav sagsøgeren en klage til Den Europæiske Ombudsmand, registreret under nr. 1874/2003/GG, over Kommissionens afslag på at give organisationen fuld aktindsigt i dokumenterne vedrørende aftalen.

4        Efter ombudsmandens forslag til henstilling til Kommissionen af 15. juli 2004 og Kommissionens detaljerede udtalelser til ombudsmanden af 12. og 21. oktober 2004, traf sidstnævnte den 14. december 2004 en endelig afgørelse, hvori han ved en kritisk bemærkning konstaterede, at den omstændighed, at Kommissionen ikke angav nogen gyldige grunde, der kunne begrunde dens afslag på at give sagsøgeren aktindsigt i flere dokumenter vedrørende aftalen, udgjorde en fejl eller forsømmelse.

5        Den 22. december 2004 indgav sagsøgeren på grundlag af ombudsmandens konklusioner i den endelige afgørelse af 14. december 2004 en ny begæring til Kommissionens formand om fuld aktindsigt i dokumenterne vedrørende aftalen. Ved skrivelse af 14. februar 2005 (herefter »den anfægtede afgørelse«) besvarede Kommissionen denne begæring, og i denne forbindelse besluttede den ikke at give sagsøgeren aktindsigt i andre dokumenter end dem, som organisationen allerede var blevet givet aktindsigt i.

 Retsforhandlinger og parternes påstande

 Retsforhandlingerne i første instans

6        Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. april 2005 anlagde sagsøgeren et annullationssøgsmål vedrørende den anfægtede afgørelse. Søgsmålet blev registreret under sagsnummer T-141/05. Som følge af en afvisningspåstand nedlagt af Kommissionen i henhold til artikel 114, stk. 1, i Rettens procesreglement har Retten ved dom af 5. juni 2008, sag T-141/05, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen (ikke trykt i Samling af Afgørelser), afvist sagsøgerens søgsmål.

 Appellen for Domstolen

7        Efter appelskrift indgivet af sagsøgeren i henhold til artikel 56 i statutten for Domstolen har Domstolen ved dom af 26. januar 2010, sag C-362/08 P, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen (endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser), ophævet dom af 5. juni 2008, Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, nævnt i præmis 6 ovenfor, forkastet den afvisningspåstand, som Kommissionen havde fremsat for Retten, og hjemvist sagen til sidstnævnte, for at denne træffer afgørelse om sagsøgerens påstand om annullation af den anfægtede afgørelse.

 Proceduren i sagen hjemvist til Retten

8        Efter hjemvisningen til Retten blev sagen i første omgang tildelt den daværende Anden Afdeling. I anden omgang, efter at sammensætningen af Rettens afdelinger var blevet ændret, blev sagen tildelt Fjerde Afdeling.

9        Ved skrivelse af 23 marts. 2010 har Rettens justitssekretær i henhold til procesreglementets artikel 119, stk. 2, underrettet parterne om genoptagelsen af den skriftlige forhandling på det trin, den befandt sig på, da hjemvisningsdommen blev afsagt, og har i denne forbindelse opfordret Kommissionen til at indgive et svarskrift.

10      Den 5. maj 2010 indgav Kommissionen et procesdokument til Rettens Justitskontor, der efter en afgørelse truffet af afdelingsformanden for den daværende Anden Afdeling blev tilført sagen som en påstand om, at Retten erklærede, at det var ufornødent at træffe afgørelse, indeholdende en begæring om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse.

11      Den 22. juni 2010 indgav sagsøgeren sine bemærkninger til Rettens Justitskontor til påstanden om, at Retten erklærede, at det var ufornødent at træffe afgørelse.

12      Ved skrivelse af 19. juli 2010, indleveret til Rettens Justitskontor den 20. juli 2010, fremsatte sagsøgeren i henhold til bestemmelserne i procesreglementets artikel 48 nye anbringender med henblik på at tilføje argumenter til dette søgsmåls argumentation, som ligner dem, Retten tiltrådte i dom af 7. juli 2010, Agrofert Holding mod Kommissionen (sag T-111/07, ikke trykt i Samling af Afgørelser).

13      Kommissionen har nedlagt følgende påstande:

–        Principalt frifindelse, da søgsmålet er blevet uden genstand.

–        Sagsøgeren tilpligtes at betale sagens omkostninger.

14      Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–        Påstanden om, at det er ufornødent at træffe afgørelse på grund af at søgsmålet er blevet uden genstand, tages ikke til følge.

–        Den anfægtede afgørelse annulleres, for så vidt som Kommissionen har nægtet sagsøgeren fuld aktindsigt i dokumenterne vedrørende aftalen.

–        Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

 Retlige bemærkninger

 Parternes argumenter

15      I sin påstand om, at det er ufornødent at træffe afgørelse, har Kommissionen anført, at sagsøgeren ved skrivelser af 28. og 31. august 2009 indgav en ny begæring om fuld aktindsigt i dokumenterne vedrørende aftalen. Den har præciseret, at den ved skrivelse af 9. oktober 2009 besvarede denne begæring og anførte, at den havde besluttet at indrømme sagsøgeren videregående, men ikke fuld aktindsigt i disse dokumenter. Kommissionen har tilføjet, at ved skrivelse af 15. oktober 2009, anmodede sagsøgeren den om at genoverveje svaret af 9. oktober 2009. Den har præciseret, at den først ved skrivelsen af 1. december 2009 anførte, at den desværre ikke var i stand til at træffe en endelig afgørelse om begæringen på daværende tidspunkt. Kommissionen har dog anført, at den derefter ved skrivelse af 29. april 2010, efter en ny detaljeret gennemgang af hvert enkelt dokument i den aftale, som sagsøgeren hidtil var blevet afslået aktindsigt i, vedtog en afgørelse, hvorved den indrømmede sagsøgeren endnu mere vidtgående, men ikke fuld aktindsigt i disse dokumenter (herefter »afgørelsen af 29. april 2010«). Endelig har Kommissionen bemærket, at sagsøgeren har anlagt et søgsmål med påstand om annullation af dens afgørelser af 9. oktober og 1. december 2009, der er registeret på Rettens Justitskontor under sagsnummer T-36/10.

16      Kommissionen har vurderet, at sagsøgeren efter afgørelsen af 29. april 2010 ikke længere har en retlig interesse i at forfølge den sag, der ligger til grund for dette søgsmål. Kommissionen har således gjort gældende, at selv om Retten beslutter sig for at annullere den anfægtede afgørelse, ændrer det intet i forhold til sagsøgerens stilling, i det omfang Kommissionen ville være forpligtet til at genundersøge dennes begæring om aktindsigt i dokumenterne vedrørende aftalen. Kommissionen har dog netop gjort dette i forbindelse med dens undersøgelse af den nye anmodning herom i henhold til skrivelserne af 28. og 31. august 2009, som blev afsluttet med vedtagelsen af afgørelsen af 29. april 2010. Under disse omstændigheder vil Rettens afgørelse om realiteten i denne sag ikke give sagsøgeren en yderlig fordel.

17      Kommissionen er dog opmærksom på, at en afvisning af dette søgsmål med den begrundelse, at det er blevet uden genstand, kunne foranledige sagsøgeren til at anlægge et nyt søgsmål til prøvelse af afgørelsen af 29. april 2010. Af procesøkonomiske hensyn har Kommissionen således foreslået Retten at give sagsøgeren mulighed for at forklare, hvilke følger den udleder af vedtagelsen af afgørelsen af 29. april 2010 for fortsættelsen af denne sag, og eventuelt tilpasse de påstande og anbringender, som den har gjort gældende i dette søgsmål, for at tage hensyn til denne afgørelse som et nyt element.

18      I dens bemærkninger til påstanden om, at Retten udtaler, at det er ufornødent at træffe afgørelse, har sagsøgeren for det første gjort gældende, at organisationen fortsat har en søgsmålsinteresse i denne sag, navnlig for at bevare sin ret til effektiv domstolsbeskyttelse. I denne henseende har den henvist til, at uanset anlæggelsen af dette søgsmål i 2005 efter Kommissionens afvisningspåstand og Rettens urigtige afgørelse om, at søgsmålet ikke kunne antages til realitetsbehandling (præmis 6 ovenfor), er sagsøgeren stadig ikke i stand til at bedømme elementerne for og imod den afgørelse, hvorved Kommissionen ensidigt og pludseligt opsagde aftalen. Sagsøgeren har tilføjet, at efter opsigelsen, der fandt sted i 1999, har Kommissionen forhindret, at organisationen kan få adgang til alle relevante dokumenter vedrørende aftalen og således forstå begrundelsen for opsigelsen. Denne situation forhindrer den i at fremlægge alle de nødvendige dokumenter til dens forsvar ved den belgiske ret, hvor Kommissionen har anlagt sag for at få tilbagebetalt et nærmere angivet beløb, som oprindeligt var blevet udbetalt i henhold til aftalen. Sagsøgerens søgsmålsinteresse er i øvrigt bevaret ved dommen af 26. januar 2010 i sagen Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, nævnt i præmis 7 ovenfor, i henhold til hvilken Domstolen har pålagt Retten at bedømme realiteten i sagen og ikke at konstatere, at det var ufornødent at træffe afgørelse.

19      For det andet har sagsøgeren bemærket, at i henhold til procesreglementets bestemmelser og retspraksis kan organisationens påstande og anbringender i den foreliggende sag ikke ændres, idet den nye akt, som Kommissionen støtter sig til, ikke hidrører fra en tredjemand, men fra sagsøgte selv. Sagsøgeren oplyser hermed Retten om, at organisationen har besluttet at anlægge et søgsmål med påstand om annullation af afgørelsen af 29. april 2010.

20      For det tredje har sagsøgeren anmodet Retten om at forene denne sag med sag T-36/10 (jf. præmis 15 ovenfor) for samlet at prøve de anbringender, der er gjort gældende til støtte for de to søgsmål. Sagsøgeren har i øvrigt anmodet Retten om i overensstemmelse med procesreglementets artikel 77, litra d), af egen drift at udsætte de to verserende sager, indtil der er truffet afgørelse i det annullationssøgsmål, som den har besluttet at anlægge til prøvelse af afgørelsen af 29. april 2010 (jf. præmis 19 ovenfor).

 Rettens bemærkninger

21      I henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 1, kan Retten tage stilling til et processuelt stridsspørgsmål uden at indlede behandlingen af sagens realitet, såfremt en af parterne anmoder herom. I det foreliggende tilfælde, henset til Kommissionens påstand af 5. maj 2010 om, at det er ufornødent at træffe afgørelse, og sagsøgerens bemærkninger af 22. juni 2010 vedrørende denne påstand, finder Retten, at den har tilstrækkelige oplysninger til, at der kan tages stilling til det processuelle stridsspørgsmål uden mundtlig forhandling i henhold til procesreglementets artikel 114, stk. 3 og 4.

22      Det bemærkes for det første, at det følger af fast retspraksis, at den pågældende sagsøger skal have søgsmålsinteresse i ethvert søgsmål (Domstolens kendelse af 18.3.1987, sag 13/86, von Bonkewitz-Lindner mod Parlamentet, Sml. s. 1417, præmis 6, og af 24.9.1987, sag 134/87, Vlachou mod Revisionsretten, Sml. s. 3633, præmis 8). Formalitetsindsigelsen vedrørende manglende søgsmålsinteresse er en ufravigelig procesforudsætning, som Retten kan efterprøve af egen drift (Domstolens kendelse af 7.10.1987, sag 108/86, D.M. mod Rådet og ØSU, Sml. s. 3933, præmis 10, samt Rettens dom af 18.2.1993, sag T-45/91, Mc Avoy mod Parlamentet, Sml. II, s. 83, præmis 22, og af 20.9.2000, sag T-261/97, Orthmann mod Kommissionen, Sml. Pers. I-A, s.181, og II, s. 829, præmis 31).

23      Det bemærkes i det foreliggende tilfælde, at henset til den retspraksis, der er henvist til i præmis 22 ovenfor, betyder Domstolens hjemvisning af sagen til Retten ikke en fravigelse fra princippet om, at Retten kan træffe afgørelse om, at det er ufornødent at træffe afgørelse om en ufravigelig procesforudsætning, såsom manglende søgsmålsinteresse. Derfor forkastes sagsøgerens argument om, at Domstolen i henhold til dommen af 26. januar 2010 i sagen Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, nævnt i præmis 7 ovenfor, har Domstolen pålagt Retten at bedømme realiteten i sagen og ikke at konstatere, at det var ufornødent at træffe afgørelse.

24      For det andet bemærkes, at det følger af retspraksis, at betingelserne for at antage sagen til realitetsbehandling – med forbehold for det særlige spørgsmål om bortfald af søgsmålsinteresse – skal bedømmes i forhold til det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt (jf. Rettens dom af 21.3.2002, sag T-131/99, Shaw og Falla mod Kommissionen, Sml. II, s. 2023, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis). Denne betragtning vedrørende tidspunktet for vurderingen af, om sagen kan admitteres, kan dog af retsplejehensyn ikke hindre Retten i at fastslå, at det ikke længere er fornødent at tage stilling til sagen i det tilfælde, hvor en sagsøger, som oprindeligt havde søgsmålsinteresse, senere har mistet enhver personlig interesse i annullationen af den anfægtede afgørelse som følge af en begivenhed, der er indtruffet senere end sagsanlægget. For at en sagsøger kan fortsætte et annullationssøgsmål til prøvelse af en afgørelse, er det nemlig nødvendigt, at sagsøgeren bevarer den personlige interesse i annullation af den anfægtede afgørelse (Rettens kendelse af 17.10.2005, sag T-28/02, First Data m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 4119, præmis 36 og 37, og Rettens dom af 9.7.2008, sag T-301/01, Alitalia mod Kommissionen, Sml. II, s. 1753, præmis 37). I det mindste kan en afgørelse fra Retten om sagens realitet ikke bibringe den en fordel (Domstolens dom af 7.6.2007, sag C-362/05 P, Wunenburger mod Kommissionen, Sml. I, s. 4333, præmis 43, og Rettens dom af 19.1.2010, forenede sager T-355/04 og T-446/04, Co-Frutta mod Kommissionen, Sml. II, s. 1, præmis 44).

25      Det følger i øvrigt af bestemmelserne i artikel 4, stk. 7, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145, s. 43), i henhold til hvilke undtagelserne i denne artikels stk. 1-3 kun finder anvendelse i den periode, hvor beskyttelsen er begrundet i dokumentets indhold, at en person kan indgive en ny begæring om aktindsigt i de dokumenter, som vedkommende tidligere er blevet nægtet aktindsigt i. En ny begæring forpligter den berørte institution til at undersøge, om et tidligere afslag på aktindsigt stadig er begrundet, henset til en ændring, der i mellemtiden kan være sket af de retlige og faktiske omstændigheder (dommen af 26.1.2010 i sagen Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, nævnt i præmis 7 ovenfor, præmis 56 og 57). Under sådanne betingelser kan den nævnte institution ikke nøjes med at afslå sådanne nye begæringer om aktindsigt i de pågældende dokumenter med henvisning til de tidligere afslag (dommen af 26.1.2010 i sagen Internationaler Hilfsfonds mod Kommissionen, nævnt i præmis 7 ovenfor, præmis 59).

26      I det foreliggende tilfælde har parterne ikke bestridt, at på tidspunktet for anlæggelsen af søgsmålet i denne sag var den anfægtede afgørelse bebyrdende for sagsøgeren, idet den indeholdt et afslag på aktindsigt i dokumenterne vedrørende aftalen. Sagsøgeren havde således på dette tidspunkt en personlig interesse i, at den anfægtede afgørelse blev annulleret, for at Kommissionen kunne genoverveje dens begæring om aktindsigt.

27      Det er imidlertid ubestridt, at ved skrivelser af 28. og 31. august 2009, dvs. efter anlæggelsen af søgsmålet i den foreliggende sag, fremsatte sagsøgeren en ny begæring om aktindsigt i dokumenterne vedrørende aftalen, der atter blev afslået. I henhold til den retspraksis, der er nævnt ovenfor i præmis 25, nødvendiggjorde denne begæring en ny undersøgelse af de pågældende dokumenter. I øvrigt bemærker Retten, at Kommissionen, som svar på denne nye begæring og sagsøgerens skrivelse af 15. oktober 2009, i sine afgørelser af 9. oktober 2009 og 29. april 2010 har givet sagsøgeren mere og mere videregående, men ikke fuld aktindsigt i de pågældende dokumenter. Nærmere bestemt bemærkes, at i overensstemmelse med retspraksis nævnt i præmis 25 ovenfor blev afgørelsen af 29. april 2010 vedtaget som følge af en undersøgelse af den nye begæring, i hvilken forbindelse Kommissionen vurderede, at det tidligere afslag på aktindsigt i visse af de omhandlede dokumenter ikke længere var begrundet, men forblev begrundet for de øvrige.

28      Det bemærkes, at selv om Kommissionen i afgørelsen af 29. april 2010 ikke udtrykkeligt trak den anfægtede afgørelse tilbage, blev afgørelsen af 29. april 2010 vedtaget efter en begæring om aktindsigt i de ikke fremsendte dokumenter, hvilket Kommissionen foranledigede til at ajourføre, endog tilsidesatte de begrundelser, som den havde anvendt som grundlag for sit tidligere afslag på aktindsigt i de pågældende dokumenter, således at afgørelsen af 29. april 2010 har erstattet den anfægtede afgørelses retsvirkninger i forhold til sagsøgeren (jf. analogt Rettens dom af 18.9.2008, sag T-47/05, Angé Serrano m.fl. mod Parlamentet, ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 88).

29      På denne baggrund bemærkes for det første, at såfremt det antoges, at Retten beslutter at annullere den anfægtede afgørelse, ville Kommissionen, henset til bestemmelserne i artikel 266 TEUF, som den selv erkender (jf. præmis 16 ovenfor), være forpligtet til at genoverveje sagsøgerens begæring om fuld aktindsigt i dokumenterne vedrørende aftalen. Det kan dog konstateres, at i forbindelse med en sådan fornyet undersøgelse kan den kun vedtage enten en afgørelse, der er identisk med afgørelsen af 29. april 2010, eller, såfremt de faktiske eller retlige omstændigheder har ændret sig efter vedtagelsen af sidstnævnte, en afgørelse, som er mere fordelagtig for sagsøgeren.

30      Det bemærkes ligeledes, at det fremgår af sagsøgerens bemærkninger til påstanden om, at Retten udtaler, efter at Kommissionen havde vedtaget afgørelsen af 29. april 2010, at det er ufornødent at træffe afgørelse, at denne er af den opfattelse, at den ikke kunne ændre sine påstande og anbringender i den foreliggende sag for at tage hensyn til nævnte afgørelse. Derimod har den, som den oplyste for Retten i de nævnte bemærkninger, indgivet en stævning til Rettens Justitskontor den 9. juli 2010, registreret under sagsnummer T-300/10, på grundlag af artikel 263 TEUF med påstand om annullation af afgørelsen af 29. april 2010.

31      Henset til betragtningerne i præmis 29 og 30 ovenfor bemærkes, at selv om Retten skulle beslutte at annullere den anfægtede afgørelse, ville en sådan annullation ikke give sagsøgeren en yderligere fordel i forhold til den, som den kunne få af en eventuel annullation af afgørelsen af 29. april 2010 i sag T-300/10.

32      I modsætning til det, som sagsøgeren hovedsageligt gør gældende, kan en sådan konstatering i øvrigt ikke være i strid med dens ret til effektiv domstolsbeskyttelse.

33      I henhold til bestemmelserne i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der blev proklameret den 7. december 2000 i Nice (EFT C 364, s. 1), og som siden ikrafttrædelsen af Lissabontraktaten den 1. december 2009 i henhold til artikel 6, stk. 1, første afsnit, TEU har samme juridiske værdi som traktaterne, skal enhver, hvis rettigheder og friheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, navnlig have adgang til effektive retsmidler for en domstol, så han kan få en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist.

34      I det foreliggende tilfælde bemærkes dog dels, at det fremgår af bestemmelserne i procesreglementets artikel 48, stk. 2, at nye anbringender ikke må fremsættes under sagens behandling, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne, dels at det ikke fremgår af retspraksis, at sagsøgerens ret til at ændre de påstande og anbringender, som han har gjort gældende i et søgsmål til prøvelse af en afgørelse, som efterfølgende er blevet erstattet af en ny afgørelse, forudsætter, at den nye akt eller faktiske omstændighed kan tilskrives en tredjemand. Det fremgår således klart af retspraksis, som Kommissionen i øvrigt har henvist til i dens påstand om, at Retten udtaler, at det er ufornødent at træffe afgørelse, at når en afgørelse under en sag erstatter en anden om samme forhold, skal den anses for et nyt element, der gør det muligt for sagsøgeren at ændre sine påstande og anbringender. En sådan ændring gør det muligt for sagsøgeren at bevare sin søgsmålsinteresse i det tidligere indgivne søgsmål ved fremkomsten af nye elementer. Det ville således stride mod retsplejehensyn og procesøkonomiske hensyn at tvinge sagsøgeren til at anlægge en ny sag. Det ville i øvrigt være ubilligt, hvis den pågældende institution for at imødegå de indsigelser, der i en stævning for en af Unionens retsinstanser rettes mod en afgørelse, kunne ændre den anfægtede afgørelse eller lade en anden træde i stedet og under sagen påberåbe sig denne ændring eller nye afgørelse for at hindre modparten i at udvide de oprindelige påstande og anbringender til at omfatte den senere afgørelse eller i at fremsætte supplerende påstande og anbringender angående denne (Domstolens dom af 3.3.1982, sag 14/81, Alpha Steel mod Kommissionen, Sml. s. 749, præmis 8, og af 14.7.1988, sag 103/85, Stahlwerke Peine-Salzgitter mod Kommissionen, Sml. s. 4131, præmis 11 og 12, samt Rettens dom af 3.2.2000, forenede sager T-46/98 og T-151/98, CCRE mod Kommissionen, Sml. II, s. 167, præmis 33).

35      Det må derfor konstateres, at i modsætning til det, som sagsøgeren har anført, har denne ret til, som følge af vedtagelsen af afgørelsen af 29. april 2010, enten at ajourføre dens påstande i det foreliggende søgsmål for at tage hensyn til nævnte afgørelse, der som fastslået i præmis 28 har afløst den anfægtede afgørelse, eller at anlægge et søgsmål til prøvelse af denne afgørelse.

36      Som det fremgår af præmis 30 ovenfor, har sagsøgeren anlagt et søgsmål til prøvelse af afgørelsen af 29. april 2010, således at den faktisk har udøvet den ret, som den har i henhold til artikel 263 TEUF, til at anfægte afgørelsens lovlighed for Unionens retsinstanser. Sagsøgerens begrundelse, dvs. dens påstand om, at Kommissionen ulovligt har givet afslag på aktindsigt i dokumenterne vedrørende aftalen, kan således høres af Unionens retsinstanser i en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist fra datoen for indgivelsen af stævningen i denne nye sag.

37      For det andet, selv om sagsøgeren ikke har fremført sine klagepunkter herom i sine bemærkninger vedrørende påstanden om, at Retten udtaler, at det er ufornødent at træffe afgørelse, bemærkes, at behandlingen af dette søgsmål hverken kan begrundes med formålet bestående i at undgå, at ulovligheden gentager sig, eller med formålet bestående i at lette en eventuel erstatningssag, idet disse formål kan nås ved behandlingen af søgsmål til prøvelse af afgørelsen af 29. april 2010 (jf. analogt Rettens dom af 10.12.2010, forenede sager T-494/08 – T-500/08 og T- 509/08, Ryanair mod Kommissionen, endnu ikke trykt i Samling af Afgørelser, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

38      Henset til ovenstående betragtninger og i overensstemmelse med retsplejehensyn og procesøkonomiske hensyn bemærkes, at efter anlæggelsen af dette søgsmål har sagsøgeren som følge af vedtagelsen af afgørelsen af 29. april 2010 og anlæggelsen af et nyt annullationssøgsmål til prøvelse af denne afgørelse (jf. præmis 30 ovenfor) mistet enhver personlig interesse i en annullation af den anfægtelse afgørelse. Det foreliggende søgsmål har, idet det er anlagt til prøvelse af den anfægtede afgørelse, således mistet sit formål.

39      Som følge heraf må det, uden at det er fornødent at vedtage en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse med henblik på at adspørge sagsøgeren, om denne ønsker at ajourføre sine påstande og anbringender i den foreliggende sag, at udsætte proceduren i den foreliggende sag og i sag T-36/10, at undersøge, om de to sager bør forenes, og endelig at vurdere, om det nye anbringende, som sagsøgeren har gjort gældende i sin skrivelse af 20. juli 2010 (jf. præmis 12 ovenfor), kan antages til realitetsbehandling, konkluderes, at det er ufornødent at træffe afgørelse i den foreliggende sag.

 Sagens omkostninger

40      Det bemærkes, at ifølge procesreglementets artikel 87, stk. 6, er Retten frit stillet i sin afgørelse om sagens omkostninger, hvis det er ufornødent at træffe afgørelse om sagens genstand.

41      I det foreliggende tilfælde bemærkes for det første, at sagsøgeren, således som organisationen havde ret til, har besluttet at indgive en ny begæring om aktindsigt i dokumenterne vedrørende aftalen, som vedkommende tidligere er blevet nægtet aktindsigt i, således at Kommissionen, henset til dens pligt til at undersøge, om det tidligere afslag på aktindsigt stadig er begrundet, henset til en ændring, der i mellemtiden kan være sket af de retlige og faktiske omstændigheder (jf. retspraksis nævnt i præmis 25 ovenfor), vedtog afgørelsen af 29. april 2010, som det er konkluderet i præmis 28 ovenfor, der erstattede den anfægtede afgørelse.

42      Som anført i præmis 30 ovenfor, har sagsøgeren uanset den retspraksis, der er nævnt i præmis 34 ovenfor, fejlagtigt antaget, at organisationen ikke kunne ændre sine påstande og anbringender i det foreliggende søgsmål for at tage hensyn til afgørelsen af 29. april 2010, hvilket ville have bevaret dens søgsmålsinteresse i den foreliggende sag. Sagsøgeren har i øvrigt besluttet at anlægge en sag på grundlag af artikel 263 TEUF til prøvelse af den sidstnævnte afgørelse, som har betydet, som det også er konkluderet i præmis 38 og 39 ovenfor, at organisationen har mistet sin søgsmålsinteresse i den foreliggende sag.

43      Under disse omstændigheder bør det pålægges sagsøgeren at bære sine egne omkostninger og betale Kommissionens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

bestemmer

RETTEN (Fjerde Afdeling):

1)      Det er ufornødent at træffe afgørelse om Internationaler Hilfsfonds eV’s påstand om annullation af Europa-Kommissionens afgørelse af 14. februar 2005 om afslag på fuld aktindsigt i dokumenterne i sagen vedrørende LIEN 97-2011-aftalen.

2)      Internationaler Hilfsfonds eV bærer sine egne omkostninger og betaler Kommissionens omkostninger.

Således bestemt i Luxembourg den 21. september 2011.

E. Coulon

I. Pelikánová

Justitssekretær

Afdelingsformand

---

* Processprog: tysk.