61995A0066

1 Tjenestemaend - soegsmaal - sagsoegte - soegsmaal anlagt af en fraskilt aegtefaelle til en pensioneret tjenestemand ved Parlamentet - forudgaaende anmodning fra den paagaeldende til Kommissionen vedroerende et spoergsmaal om anvendelsen af ordningen vedroerende sygesikring for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber - Kommissionens adfaerd, som bragte den paagaeldende i tvivl om, hvilken institution der var kompetent - realitetspaakendelse af soegsmaalet

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

2 Tjenestemaend - soegsmaal - forudgaaende administrativ klage - overensstemmelse mellem soegsmaalets og klagens formaal og genstand - anbringender og argumenter, som ikke indeholdes i klagen, men som staar i noeje forbindelse hermed - realitetspaakendelse

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 90 og 91)

3 Tjenestemaend - administrationens omsorgspligt - graenser - fortolkning af en vedtaegtsbestemmelse i strid med dens ordlyd - ulovlighed

4 Tjenestemaend - social sikring - sygesikring - en pensioneret faellesskabstjenestemands fraskilte aegtefaelle, som ikke er loenmodtager - flytning af den paagaeldendes bopael til hjemlandet - anvendelse af en national sygesikringsordning i hjemlandet under henvisning til reglerne om den frie bevaegelighed for personer - udelukkelse - anvendelse af vedtaegtsbestemmelserne og hjemlandets lovgivning

(EF-traktaten, art. 8 A; tjenestemandsvedtaegten, art. 72, stk. 1; Raadets direktiv 90/364 og 90/365)

5 Tjenestemaend - social sikring - sygesikring - tidligere medlemmer af institutionerne - ret til ydelser - betingelser - ordning forskellig fra ordningen for tjenestemaend - ligebehandling - tilsidesaettelse - ingen

(Raadets forordning nr. 422/67, nr. 5/67, art. 11, og nr. 2290/77, art. 12, som aendret ved forordning nr. 2426/91)

6 Tjenestemaend - social sikring - sygesikring - social rettighed af offentlig karakter - personelt anvendelsesomraade - faellesskabslovgivers fastsaettelse - virkningen paa den faelles sygeforsikringsordning af en national rets afgoerelse om en tjenestemands skilsmisse og en fordeling af pensionsrettighederne - ingen

(Tjenestemandsvedtaegten, art. 77, 78, 79, 80, 81 og 81a)

7 Et annullationssoegsmaal, som er anlagt af en ved Parlamentet pensioneret tjenestemands fraskilte aegtefaelle efter modtagelsen af en retsakt, som Kommissionen har tilstillet hende efter en anmodning til denne institutions ansaettelsesmyndighed, og hvori Kommissionen ikke erklaerer sig inkompetent paa omraadet og saaledes skaber en vis tvivl hos den paagaeldende, kan antages til realitetsbehandling. Hvis der nemlig ikke kunne ske realitetsbehandling af et soegsmaal, som angaar en retsakt inden for ordningen vedroerende sygeforsikring for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber, hvor Kommissionen i betydelig grad deltager i forvaltningen af den faelles ordning, ville den paagaeldende retsakt ikke kunne undergives nogen som helst judiciel kontrol, hvilket ville indebaere, at den paagaeldende for at kunne udoeve sin soegsmaalsret maatte indbringe en ny anmodning til Parlamentet.

8 I personalesager skal de paastande, der fremfoeres for Faellesskabets retsinstanser, have samme indhold som dem, der er fremfoert i den forudgaaende administrative klage, og kan kun indeholde klagepunkter, som er baseret paa samme aarsag som dem, der er paaberaabt i klagen, selv om disse klagepunkter under sagens behandling kan suppleres ved fremsaettelse af anbringender og argumenter, som ikke noedvendigvis er fremfoert i klagen, men som har snaever forbindelse hermed.

9 Omsorgspligten kan ikke foranledige administrationen til at give en faellesskabsbestemmelse en retsvirkning, som strider mod bestemmelsens klare ordlyd.

10 Spoergsmaalet om en pensioneret faellesskabstjenestemands fraskilte aegtefaelles daekning af en national sygesikringsordning, der ikke er loenmodtager som omhandlet bl.a. i direktiverne 90/364 og 90/365, kan ikke med henblik paa et faktisk bopaelsskift til den paagaeldendes hjemland henfoeres til princippet om den frie bevaegelighed for personer, saaledes som dette er nedfaeldet i traktaten og gennemfoert i afledt ret. Da der ikke er foretaget nogen harmonisering af de sociale sikringsordninger i Faellesskabet, henhoerer dette spoergsmaal udelukkende dels under anvendelsesomraadet for de relevante bestemmelser i vedtaegten, bl.a. vedtaegtens artikel 72, stk. 1, og dels under hjemlandets lovbestemmelser.

Retten til fri bevaegelighed i Faellesskabet i traktatens artikel 8 A er underlagt graenser og betingelser, som bl.a. er fastsat i afledt ret. Det fremgaar imidlertid klart af de bestemmelser i afledt ret, som regulerer opholdsretten, bl.a. i direktiv 90/364 og 90/365, at udoevelsen af denne ret for personer, som ikke er loenmodtagere, forudsaetter, at der foreligger en sygeforsikring i vaertsmedlemsstaten.

Dette indebaerer, at for saa vidt angaar personer, som ikke er loenmodtagere, er tilslutning til en sygeforsikring i vaertslandet en betingelse i den afledte faellesskabsret for udoevelse af retten til fri bevaegelighed og ikke en foelge af denne ret.

11 Ligebehandlingsprincippet er tilsidesat, naar to persongrupper, hvis faktiske og retlige situation ikke frembyder vaesentlige forskelle, behandles forskelligt, eller naar forskellige situationer behandles ens.

Forordning nr. 2426/91 tilsidesaetter ikke ligebehandlingsprincippet derved, at den, til forskel fra behandlingen af en fraskilt aegtefaelle til en pensioneret tjenestemand ved Faellesskaberne, indeholder bestemmelser, hvorefter de af forordningen omhandlede personer, efter at de er fratraadt tjenesten, paa visse betingelser fortsat kan vaere tilsluttet den faelles sygeforsikringsordning. Forbindelsen mellem Faellesskabet og de personer, som denne forordning omfatter, er paa grund af de betingelser, der gaelder for udoevelsen af deres embede, tidsmaessigt begraenset, hvilket ikke gaelder for tjenestemaend. Saafremt disse personer efter udloebet af deres embedsperiode ikke genoptager en erhvervsudoevelse, som medfoerer ret til daekning af en offentlig sygesikring, giver den nye affattelse af artikel 1 i forordning nr. 2426/91, henholdsvis i artikel 11 i forordning nr. 422/67/EOEF, forordning nr. 5/67/Euratom og i artikel 12 i forordning nr. 2290/77, dem mulighed for fortsat at vaere undergivet den faelles sygeforsikringsordning. Formaalet hermed er at mildne de ulemper, som de paagaeldende er blevet forvoldt ved afbrydelsen af deres tidligere beskaeftigelse paa grund af det embede, de har paataget sig ved faellesskabsinstitutionerne.

12 Da retten til daekning af den faelles sygeforsikringsordning er en social ret af offentlig karakter, henhoerer fastsaettelsen af anvendelsesomraadet for ordningen under faellesskabslovgivers kompetence.

En afgoerelse fra en medlemsstats retsinstans, som er truffet i henhold til national skilsmisselovgivning, og som indebaerer en fordeling af pensionsrettigheder, har ikke i sig selv nogen virkning for tilslutningen til en sygeforsikringsordning, idet afgoerelsen alene vedroerer pensionsrettigheder.

I sag T-66/95,

Hedwig Kuchlenz-Winter, fraskilt aegtefaelle til en tidligere tjenestemand ved Europa-Parlamentet, Kehlen (Luxembourg), ved advokat Dieter Rogalla, Sprockhoevel, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat Armin Machmer, 1, rue Roger Barthel, Bereldange,

sagsoeger,

mod

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Joseph Griesmar og Julian Currall, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, bistaaet af advokat Bertrand Waegenbauer, Bruxelles, og med valgt adresse i Luxembourg hos Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg,

sagsoegt,

hvori der er nedlagt paastand om, at det fastslaas, at sagsoegte fortsat er forpligtet til at sikre, at sagsoegeren er daekket af den faelles sygeforsikringsordning, dels ved at udnytte sin ret til at fremsaette forslag over for Raadet, saaledes at personer, som befinder sig i samme situation som sagsoegeren, kan omfattes af den faelles sygeforsikringsordning, dels ved, at den tyske regering goeres opmaerksom paa den lakune, som bestaar i dens nationale sygesikringsbestemmelser og anmodes om at traeffe de til afhjaelpning heraf noedvendige foranstaltninger,

har

DE EUROPAEISKE FAELLESSKABERS RET I FOERSTE INSTANS

(Foerste Afdeling)

sammensat af praesidenten, A. Saggio, og dommerne V. Tiili og R.M. Moura-Ramos,

justitssekretaer: fuldmaegtig A. Mair,

paa grundlag af den skriftlige forhandling og efter mundtlig forhandling den 5. november 1996,

afsagt foelgende

Dom

Faktiske omstaendigheder og retsforhandlinger

1 Sagsoegeren, der er tysk statsborger, blev ansat ved Det Europaeiske Kul- og Staalfaellesskabs Domstol i Luxembourg i 1956. I 1957 indgik hun aegteskab med Kuchlenz, der ogsaa er tysk statsborger, og i 1958 blev hun forflyttet til Bruxelles, til Kommissionen for Det Europaeiske Atomenergifaellesskab. Hendes aegtefaelle, der i mellemtiden var blevet tjenestemand ved Europa-Parlamentet, blev i 1963 forflyttet til Luxembourg. Sagsoegeren opgav paa dette tidspunkt sit arbejde og flyttede med sin aegtefaelle til Luxembourg. Hun arbejdede i alt lidt under syv aar i Faellesskabernes tjeneste.

2 Efter at have forladt Kommissionen var sagsoegeren ikke laengere selvstaendigt tilsluttet den faelles sygeforsikringsordning for De Europaeiske Faellesskabers institutioner (herefter »den faelles sygeforsikringsordning«), men forblev forsikret gennem sin aegtefaelle, der er forsikret tjenestemand.

3 Ved Cour d'appel de Luxembourg's dom af 10. december 1993, der blev retskraftig den 1. april 1994, blev sagsoegeren og Kuchlenz skilt. Efter skilsmissedommen aftalte aegtefaellerne i henhold til de bestemmelser i den tyske Buergerliches Gesetzbuch (»BGB«), som foreskriver en fordeling af pensionsrettighederne ved skilsmisse (§ 1587 ff. i BGB), at dele den pension, som Kuchlenz oppebaerer fra Faellesskabet. Ved afgoerelse af 5. januar 1995 stadfaestede tribunal de paix de Luxembourg denne aftale.

4 I henhold til artikel 72, stk. 1.b), i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber (herefter »vedtaegten«), som bestemmer, at en tjenestemands fraskilte aegtefaelle under visse betingelser fortsat kan vaere daekket af sygeforsikringsordningen i hoejst et aar fra den dato, hvor skilsmissen blev endelig, oppebar sagsoegeren fortsat ydelser fra den faelles sygeforsikringsordning.

5 Det fremgaar af sagen, at H. Kuchlenz-Winter, som er bosat i Luxembourg, har ret til at blive tilsluttet den luxembourgske socialsikringsordning. Da hun ikke i Tyskland har tilbagelagt de noedvendige forsikringsperioder, har hun derimod ikke ret til at blive tilsluttet den tyske socialsikringsordning. Hun opfylder heller ikke betingelserne for frivilligt at blive forsikret under denne ordning, og henset til, at hun lider af en alvorlig sygdom, har de private sygekasser naegtet at forsikre hende. Under alle omstaendigheder er hendes tilslutning til den sociale sikringsordning i Luxembourg undergivet den betingelse, at hun skal vaere bosat i dette land. Sagsoegeren har derfor anfoert, at hun ikke laengere kan overflytte sin bopael til Tyskland, eftersom hun ikke dér er daekket af nogen socialsikringsordning, og at hun, saafremt hun forlader Luxembourg, vil fortabe sit medlemskab af den eneste sygeforsikringsordning, som i oejeblikket staar aaben for hende.

6 Den 7. februar 1994 indgav sagsoegeren i henhold til vedtaegtens artikel 90 ansoegninger til Parlamentet, den institution, hvor hendes tidligere aegtefaelle havde vaeret tjenestemand, og til Kommissionen om at traeffe en beslutning, som gjorde det muligt for hende at vaere omfattet af den faelles sygeforsikringsordning efter den i vedtaegtens artikel 72 fastsatte frist paa et aar. Kommissionen afviste stiltiende sagsoegerens anmodning, hvorfor sagsoegeren den 26. juli 1994 i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, indbragte en klage over denne afvisning.

7 Afregningskontoret i Luxembourg meddelte ved skrivelse af 26. april 1994 sagsoegeren, at hendes daekning i henhold til den faelles sygeforsikringsordning ville udloebe den 31. marts 1995, et aar efter hendes skilsmisse.

8 Kommissionen afviste ved skrivelse af 11. januar 1995 sagsoegerens klage af 26. juli 1994. Sagsoegeren har den 24. februar 1995 anlagt denne sag.

9 Den 24. februar 1995 har sagsoegeren desuden fremsat begaering om foreloebige forholdsregler, hvilken begaering blev forkastet ved kendelse fra Rettens praesident af 10. april 1995 (sag T-66/95 R, Kuchlenz-Winter mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 287).

Parternes paastande

Sagsoegeren har nedlagt foelgende paastande:

- Det fastslaas, at sagsoegte fortsat er forpligtet til at sikre sagsoegeren daekning inden for den faelles sygeforsikringsordning af risikoen mod sygdom.

- Kommissionen tilpligtes at udnytte sin ret til at forelaegge Raadet forslag med henblik paa at give personer, som befinder sig i samme situation som sagsoegeren, mulighed for at opnaa daekning i henhold til den faelles sygeforsikringsordning.

- Subsidiaert tilpligtes Kommissionen at henlede den tyske regerings opmaerksomhed paa den lakune, som den tyske sygeforsikringsordning indeholder, og anmode den om at traeffe de til afhjaelpning heraf noedvendige foranstaltninger.

- Sagsoegte tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Sagsoegte har nedlagt foelgende paastande:

- Sagen afvises, subsidiaert frifindes sagsoegte.

- Sagsoegeren tilpligtes at betale alle sagens omkostninger.

Formaliteten

Parternes anbringender og argumenter

10 Kommissionen har i sit svarskrift fremsat tre formalitetsindsigelser. For det foerste, at soegsmaalet burde vaere anlagt mod Parlamentet og ikke mod Kommissionen. For det andet, at sagsoegerens paastande indebaerer, at Retten skal meddele Kommissionen paalaeg, og alene foretage en teoretisk proevelse af en generel retsakts lovlighed, idet Kommissionen skal rette henvendelse til en medlemsstat. For det tredje, at skrivelsen af 26. april 1994 ikke udgoer en anfaegtelig afgoerelse.

11 Kommissionen har til stoette for sin foerste formalitetsindsigelse om, at soegsmaalet burde vaere anlagt mod Parlamentet, fremsat tre argumenter. Foerst har Kommissionen anfoert, at formaalet med soegsmaalet er, at sagsoegeren fortsat kan vaere omfattet af den faelles sygeforsikringsordning. Denne daekning kan imidlertid kun tildeles gennem sagsoegerens tidligere mand, der som tjenestemand oppebar en alderspension fra Parlamentet, og som ikke paa noget tidspunkt har vaeret tjenestemand ved Kommissionen. Alene Parlamentet kan derfor tage stilling til en saadan anmodning.

12 Sagsoegte har dernaest anfoert, at sagsoegeren ogsaa stoetter sit soegsmaal paa, at hun inden skilsmissedommen havde erhvervet en selvstaendig ret til halvdelen af sin tidligere aegtefaelles pension, hvorfor hun rent faktisk maatte anses for at have status som en pensioneret tjenestemand ved Parlamentet. Det er paa dette grundlag, og ikke fordi hun tidligere har vaeret tjenestemand ved Euratom-Kommissionen, at hun kraever at blive omfattet af den faelles sygeforsikringsordning.

13 Kommissionen har endelig anfoert, at den omstaendighed, at den faelles sygeforsikringsordning i henhold til de herfor gaeldende regler forvaltes af Kommissionen, og at skrivelsen fra afregningskontoret af 26. april 1994 er forsynet med et stempel fra en af Kommissionens tjenestegrene, ikke indebaerer, at et soegsmaal til proevelse af afregningskontorets retsakter kan anlaegges mod Kommissionen. Soegsmaalet burde tvaertimod vaere anlagt mod den institution, hvor sagsoegeren er tjenestemand, en status, som indebaerer, at hun er omfattet af den faelles sygeforsikringsordning. I dette tilfaelde indebaerer det, at sagsoegeren, som er blevet forsikret i kraft af hendes tidligere aegtefaelles status som tjenestemand ved Parlamentet, og som kraever fortsat tilslutning til sygeforsikringsordningen, skal anlaegge sag mod denne institution. Denne fortolkning stoettes ogsaa af, at sagsoegeren har indbragt henholdsvis en ansoegning og en klage i henhold til henholdsvis vedtaegtens artikel 90, stk. 1 og stk. 2, til Parlamentet, der afslog dem begge og saaledes ansaa sig for kompetent paa omraadet.

14 Sagsoegeren har hertil anfoert, at det paa omraadet for de organer, der er faelles for Faellesskabets tjenestemaend, er uden betydning, hvilken institution der anlaegges sag mod. Kommissionen har under alle omstaendigheder paa grund af dens stemmevaegt og dens stilling paa politisk plan langt den stoerste indflydelse i disse organer. Sagsoegeren har endvidere anfoert, at Kommissionen er den ansvarlige institution for de faelles organer, hvilket fremgaar af de herfor relevante bestemmelser. Den fremstaar derfor som ansvarlig, hvilket ogsaa bekraeftes af anvendelsen af dens stempel, hvorfor den ogsaa maa acceptere, at der paahviler den ansvar. Den omstaendighed, at Parlamentet har besvaret sagsoegerens klage, har ikke den virkning, som Kommissionen har fremhaevet, idet ogsaa Kommissionen har besvaret den klage, hun indgav til den.

15 Endvidere har sagsoegeren anfoert, at Kommissionen ikke under henvisning til den status, paa grundlag af hvilken hun anlagde sagen, kan nedlaegge paastand om sagens afvisning. De paagaeldende vedtaegtsbestemmelser er rettet til alle tjenestemaend og deres familier. Modsat Kommissionens udsagn havde sagsoegerens tidligere aegtefaelle vaeret tjenestemand ved denne institution, for saa vidt som han i ti aar havde arbejdet for Euratom og for Den Hoeje Myndighed for EKSF, og disse organer omfattede Kommissionen.

16 Kommissionen har med sit andet anbringende anfoert, at sagsoegerens paastande, saaledes som de fremgaar af staevningen, maa afvises. Den af sagsoegeren i replikken fremsatte begaering om at udsaette formuleringen af paastandene indtil den mundtlige forhandling, er retsstridig, idet det i henhold til procesreglementets artikel 44, stk. 1, litra d), tilkommer parten, og ikke Retten, at formulere paastandene. Sagsoegerens foerste paastand tilsigter ikke, at en konkret afgoerelse fra Kommissionen ophaeves, men snarere, at Retten giver den sagsoegte institution paalaeg om, at sagsoegeren fortsat skal vaere tilknyttet den faelles sygeforsikringsordning trods vedtaegtens bestemmelser. Det fremgaar imidlertid af fast retspraksis, at Faellesskabernes retsinstanser ikke har kompetence til at meddele paalaeg til en faellesskabsinstitution uden at overtage den paagaeldende institutions befoejelser (Rettens dom af 20.5.1994, sag T-510/93, Obst mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 461, praemis 27, og af 10.4.1992, sag T-15/91, Bollendorf mod Parlamentet, Sml. II, s. 1679, praemis 57). Retten kan heller ikke forpligte Kommissionen til at handle direkte modsat ufravigelige vedtaegtsbestemmelser (Domstolens dom af 21.11.1989, sagerne C-41/88 og C-178/88, Becker og Starquit mod Parlamentet, Sml. s. 2807).

17 For saa vidt angaar den anden paastand vedroerende Kommissionens initiativret over for Raadet har Kommissionen anfoert, at den alene kan afgoere, om det er noedvendigt at udoeve denne ret (Rettens dom af 17.10.1990, sag T-134/89, Hettrich m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 565, praemis 22). Denne paastand maa derfor afvises. Paastanden maa ogsaa afvises, for saa vidt som den forudsaetter, at Retten teoretisk kan tage stilling til lovligheden af en generel retsakt (Rettens dom af 12.7.1991, sag T-110/89, Pincherle mod Kommissionen, Sml. II, s. 635, praemis 30, og domme af 25.2.1992, sag T-41/90, Barassi mod Kommissionen, Sml. II, s. 159, praemis 38, og sag T-42/90, Bertelli mod Kommissionen, Sml. II, s. 181, praemis 38).

18 Endelig har Kommissionen anfoert, at sagsoegerens tredje paastand ogsaa maa afvises, idet Retten ikke er kompetent til at henlede en medlemsstats opmaerksomhed paa en saerlig retlig situation.

19 Til besvarelse af sagsoegtes andet anbringende har sagsoegeren nedlagt paastand om, at da hun i mellemtiden har anlagt et passivitetssoegsmaal mod Kommissionen, boer Retten traeffe de noedvendige foranstaltninger for at udsaette formuleringen af paastandene til den mundtlige forhandling.

20 Kommissionen har til stoette for sin tredje formalitetsindsigelse anfoert, at skrivelsen af 26. april 1994 ikke er en anfaegtelig afgoerelse, og at det i oevrigt ikke fremgaar af sagsoegerens paastande, at hun kraever annullation af det stiltiende afslag paa hendes ansoegning af 7. februar 1994 eller af afgoerelsen af 26. april 1994. I henhold til fast retspraksis kan alene en retsakt, som direkte og oejeblikkeligt paavirker sagsoegerens retsstilling, anses for en bebyrdende retsakt (Rettens kendelse af 7.6.1991, sag T-14/91, Weyrich mod Kommissionen, Sml. II, s. 235, praemis 35, og af 3.4.1990, sag T-135/89, Pfloeschner mod Kommissionen, Sml. II, s. 153, praemis 11). I den paagaeldende skrivelse oplyste afregningskontoret alene sagsoegeren om, hvornaar hendes tilslutning til den faelles sygeforsikringsordning ophoerte. Denne retsvirkning fremgaar imidlertid direkte af vedtaegtens artikel 72, stk. 1.b), som bestemmer, at en tjenestemands fraskilte aegtefaelles daekning automatisk ophoerer et aar efter skilsmissen. Det var ikke noedvendigt for afregningskontoret at traeffe afgoerelse herom, og der foreligger derfor ikke nogen retsakt, som indeholder et klagepunkt mod sagsoegeren. Kommissionen har endvidere anfoert, at selv om skrivelsen af 26. april 1994 udgoer en anfaegtelig retsakt, bestaar der tvivl om, hvorvidt sagsoegeren har overholdt den fastsatte tremaanedersfrist for at indbringe klage, idet klagen foerst blev registreret den 9. august 1994.

21 Sagsoegeren har hertil anfoert, at hendes klage vedroerte den stiltiende afvisning af hendes ansoegning af 7. februar 1994, som var indgivet i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1. Da den stiltiende afvisning foerst blev meddelt fire maaneder efter ansoegningens indbringelse, er klagen indbragt inden for den fastsatte frist. Sagsoegeren har under alle omstaendigheder anfoert, at selv om man ved beregningen af den frist, inden for hvilken klagen burde vaere indfoert, laegger skrivelsen af 26. april 1994 til grund, maa man tage hensyn til klagens poststempel, nemlig den 21. juli 1994, og ikke stemplet for registreringen i Kommissionen den 26. juli 1994.

Rettens bemaerkninger

22 Med henblik paa spoergsmaalet om, hvorvidt sagen kan antages til realitetsbehandling, maa sagsgenstanden foerst bestemmes, og foelgelig maa Kommissionens anden formalitetsindsigelse behandles. Retten bemaerker herved, at det fremgaar af staevningens foerste paastand, at denne gaar ud paa, at sagsoegeren skal bevare sin tilslutning til den faelles sygeforsikringsordning ud over fristen i vedtaegtens artikel 72, stk. 1.b).

23 Sagsoegeren havde imidlertid ved sagens anlaeg modtaget Kommissionens skrivelse af 26. april 1994, hvori hun blev oplyst om ophoeret af hendes tilslutning til denne ordning, og om det stiltiende afslag paa den ansoegning, hun havde indgivet den 7. februar 1994 i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, med henblik paa at bevare tilslutningen til ordningen. Det skal ogsaa bemaerkes, at sagsoegeren den 26. juli 1994 havde indbragt en klage over disse to retsakter, som Kommissionen havde afslaaet.

24 Retten fastslaar paa grundlag af det anfoerte, at staevningens foerste paastand om, at det fastslaas, at sagsoegeren er berettiget til fortsat at vaere daekket af den faelles sygeforsikringsordning, maa fortolkes som en paastand om annullering af de ovennaevnte retsakter samt af afgoerelsen om afslaget paa hendes klage af 26. juli 1994, idet denne afgoerelse ikke udgjorde en bekraeftelse af tidligere retsakter.

25 Heraf fremgaar, at denne paastand ikke kan afvises fra realitetsbehandling af de grunde, som Kommissionen har fremfoert under sin anden formalitetsindsigelse.

26 Med hensyn til staevningens oevrige paastande maa der gives Kommissionen medhold i dens argumentation. Det bemaerkes vedroerende den anden paastand om, at Kommissionen tilpligtes at udnytte sin initiativret, at det fremgaar af fast retspraksis, at Faellesskabernes retsinstanser ikke kan meddele en faellesskabsinstitution paalaeg (Rettens dom af 30.11.1995, sag T-507/93, Branco mod Revisionsretten, Sml. Pers. II, s. 797, praemis 49). Med hensyn til den tredje paastand bemaerkes, at Retten ikke er kompetent til at udtale sig om en medlemsstats adfaerd (jf. herom Domstolens dom af 15.3.1984, sag 28/83, Forcheri mod Kommissionen, Sml. s. 1425).

27 Der maa derfor delvis gives Kommissionen medhold i dens anden formalitetsindsigelse, hvorfor staevningens anden og tredje paastand maa afvises fra realitetsbehandling.

28 Med hensyn til Kommissionens foerste formalitetsindsigelse om, at soegsmaalet burde vaere anlagt mod Parlamentet, bemaerker Retten foerst, at sagsoegeren, fra det tidspunkt, hvor hun forlod Euratom-Kommissionen i 1963, ikke laengere har haft status som faellesskabstjenestemand, men var tilknyttet dens faelles sygeforsikringsordning gennem sin tidligere aegtefaelle, der var pensioneret tjenestemand fra Parlamentet. Den 7. februar 1994 indgav hun en ansoegning i henhold til vedtaegtens artikel 90, stk. 1, til Parlamentet om fortsat at kunne vaere tilsluttet den naevnte ordning, hvilken ansoegning blev afslaaet.

29 Paa samme tidspunkt indgav sagsoegeren en tilsvarende ansoegning til Kommissionen, som blev registreret i Kommissionens administration den 14. februar 1994. Denne ansoegning blev stiltiende afvist. I mellemtiden havde sagsoegeren modtaget ovennaevnte skrivelse af 26. april 1994, som var paastemplet »Europa-Kommissionen, afregningskontoret«. Derefter indgav sagsoegeren den 26. juli 1994 en klage til Kommissionen, hvori hun bl.a. henviste til institutionens omsorgspligt. Denne klage blev afslaaet ved afgoerelse af 21. december 1994, som blev meddelt den 11. januar 1995.

30 Retten bemaerker dernaest, at saavel ansoegningen af 7. februar 1994 som klagen af 26. juli 1994 var rettet til Kommissionens ansaettelsesmyndighed, og at Kommissionen ikke i afgoerelsen om klagens afslag paa noget tidspunkt angav, at den ikke var den kompetente institution, og at sagsoegeren burde have henvendt sig til Parlamentet. Kommissionen behandlede tvaertimod sagsoegerens argumenter, herunder ogsaa argumentet om omsorgspligten, og meddelte hende et begrundet afslag.

31 Det fremgaar heraf, at sagsoegeren modtog en retsakt, som var tilstillet hende fra Kommissionen, efter en ansoegning indgivet til Kommissionens ansaettelsesmyndighed, og hvori Kommissionen ikke angav noget om, at den ikke var kompetent paa omraadet. Retten finder, at dette forhold, som beror paa sagsoegtes adfaerd, har skabt en saadan usikkerhed hos sagsoegeren, at man ikke kan bebrejde hende at have anfaegtet Kommissionens retsakt (Domstolens dom af 30.9.1975, sag 50/74, Asmussen m.fl. mod Raadet og Kommissionen, Sml. s. 1003, praemis 16).

32 Det bemaerkes endvidere, hvilket fremgaar af artikel 16-20 i ordningen vedroerende sygesikring for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber, at Kommissionens deltagelse i forvaltningen af denne ordning er saerdeles vigtig.

33 Paa dette grundlag kan det ikke tiltraedes, at sagsoegerne ikke kan anfaegte en saadan retsakt under henvisning til, at den hidroerer fra Kommissionen, idet retsakten ellers ikke ville kunne vaere genstand for en proevelse, og sagsoegeren for at haevde sin ret ville vaere forpligtet til at indgive en ny ansoegning til Parlamentet.

34 Med hensyn til den tredje formalitetsindsigelse bemaerkes, at den anfaegtede retsakt omhandler en fortolkning af de gaeldende bestemmelser paa sagsoegerens situation. Det fremgaar af retsakten, at sagsoegerens tilslutning til den faelles sygeforsikringsordning ophoerte et aar efter det i vedtaegtens artikel 72, stk. 1.b), angivne tidsrum, saaledes at en eventuel annullation af retsakten goer det muligt for sagsoegeren fortsat at vaere tilknyttet denne ordning. Heraf foelger, at modsat det af Kommissionen haevdede, indeholder den anfaegtede retsakt et klagepunkt imod sagsoegeren, hvorfor den kan vaere genstand for et soegsmaal i henhold til vedtaegtens artikel 91.

35 Det fremgaar af det ovenfor anfoerte, at sagsoegerens foerste paastand, saaledes som den er fortolket i praemis 24, kan antages til realitetsbehandling.

Realiteten

36 Sagsoegeren stoetter sit soegsmaal paa fire anbringender. De tre foerste vedroerer tilsidesaettelse af omsorgspligten, af princippet om den frie bevaegelighed for personer og om ligebehandling. Med den fjerde soegsmaalsgrund goeres det gaeldende, at det i skilsmissedommen angives, at hun har en personlig ret til pension.

Foerste anbringende om tilsidesaettelse af omsorgspligten

Parternes argumenter

37 Sagsoegeren har med sit foerste anbringende anfoert, at Kommissionen, naar henses til hendes vanskelige situation, har pligt til at drage omsorg for, at hun fortsat kan vaere tilsluttet den faelles sygeforsikringsordning. Kommissionens omsorgspligt boer udoeves saaledes, at de foelger, som skyldes, at sagsoegeren ikke opfylder alle betingelserne for at kunne forsikres af den faelles sygeforsikringsordning, afhjaelpes, hvorfor Kommissionen ikke kan afslaa at anvende ordningen paa hende, henset til den alvorlige sygdom, hun lider af. Sagsoegeren har bestridt Kommissionens udsagn om, at omsorgspligten maa gennemfoeres inden for de gaeldende regler, hvilket indebaerer, at hun ikke kan opnaa den foranstaltning, hun anmoder om. Sagsoegerne har anfoert, at omsorgspligten er en del af »loven og retten«, hvilket indebaerer, at Kommissionen kan tage hendes anmodning til foelge.

38 Kommissionen har hertil for det foerste anfoert, at dette anbringende maa afvises fra realitetsbehandling, for saa vidt som det foerste gang er blevet fremsat i denne form i staevningen. Sagsoegeren har i klagen alene paaberaabt sig omsorgspligten i forbindelse med den ret, som et medlem af den faelles sygeforsikringsordning har til at vaere daekket af den lovbestemte sygeforsikringsordning, der gaelder i vedkommendes hjemland, naar han ikke laengere er tilknyttet den faelles sygeforsikringsordning.

39 Sagsoegte har for det andet anfoert, at sagsoegeren er blevet behandlet saerdeles generoest, for saa vidt som hun fortsat var tilsluttet den faelles sygeforsikringsordning et aar efter, at hendes skilsmisse var blevet endelig. Da hun kan forsikres efter den luxembourgske sygeforsikringsordning, er hun ikke laengere efter hendes skilsmisse i henhold til vedtaegtens artikel 72, stk. 1.b), berettiget til at vaere tilsluttet den faelles sygeforsikringsordning. Sagsoegte har derfor ikke tilsidesat sin omsorgspligt. Endvidere er naevnte bestemmelse udtryk for den omsorgspligt, som paahviler institutionerne.

40 Kommissionen har for det tredje anfoert, at omsorgspligten maa gennemfoeres inden for de gaeldende retsregler (Rettens dom af 17.6.1993, sag T-65/92, Arauxo Dumay mod Kommissionen, Sml. II, s. 597, praemis 36 og 37, og af 27.3.1990, sag T-123/89, Chomel mod Kommissionen, Sml. II, s. 131, praemis 32). Foelgelig var det ikke muligt for Kommissionen fortsat at lade sagsoegeren vaere tilsluttet den faelles sygeforsikringsordning, idet en saadan tilslutning ville indebaere en undtagelse til den praeceptive bestemmelse i vedtaegtens artikel 72, stk. 1.b). Denne bestemmelse skal i oevrigt efter retspraksis fortolkes snaevert (Rettens dom af 8.3.1990, sag T-41/89, Schwedler mod Parlamentet, Sml. II, s. 78, praemis 23).

41 Endelig har Kommissionen anfoert, at for saa vidt som sagsoegeren anmoder om fortsat at vaere daekket af den faelles sygeforsikringsordning i kraft af sin status som tidligere aegtefaelle til en tidligere tjenestemand ved Parlamentet, kan spoergsmaalet om en tilsidesaettelse af omsorgspligten kun opstaa i forhold til denne institution.

Rettens bemaerkninger

42 Det bemaerkes foerst, at dette anbringende er relevant. Det fremgaar af retspraksis, at selv om de for Faellesskabernes retsinstanser nedlagte paastande kun kan indeholde klagepunkter, som hviler paa samme grundlag som dem, der er paaberaabt i klagen, kan de under sagens behandling udvikles ved fremsaettelse af anbringender og argumenter, som ikke noedvendigvis var indeholdt i klagen, men som har snaever sammenhaeng hermed (Rettens dom af 8.6.1995, sag T-496/93, Allo mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 405, praemis 26, af 6.7.1995, sag T-36/93, Ojha mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 497, praemis 56, og af 12.3.1996, sag T-36/94, Weir mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 381, praemis 28). Dette var tilfaeldet i denne sag, for saa vidt som omsorgspligten allerede var blevet paaberaabt i klagen, og det alene var de foelger, som sagsoegeren udleder af omsorgspligten, der blev omformuleret i staevningen.

43 Med hensyn til spoergsmaalet, om anbringendet maa tiltraedes, bemaerkes, at omsorgspligten skal udoeves inden for rammerne af de gaeldende regler, og at en sagsoeger ikke kan forlange at opnaa et andet resultat end det, anvendelsen af bestemmelserne, hvis mening er klar, kan indebaere (ovennaevnte dom i sagen Arauxo Dumay mod Kommissionen, praemis 37). Sagsoegerens ansoegning om fortsat at vaere tilknyttet den faelles sygeforsikringsordning ud over det tidsrum, der er fastsat i vedtaegtens artikel 72, stk. 1.b), kan derfor ikke tages til foelge, idet omsorgspligten ikke kan indebaere fravigelse af denne bestemmelse, hvis mening er klar. Dette anbringende maa derfor forkastes.

Andet anbringende om tilsidesaettelse af princippet om personers frie bevaegelighed

Parternes argumenter

44 Sagsoegeren har under sit andet anbringende anfoert, at hendes ret til frit at bevaege sig inden for Faellesskabet er alvorligt begraenset, fordi hun ikke kan bosaette sig i Tyskland, eftersom hun, hvis hun forlader Luxembourg, vil fortabe retten til tilslutning til den eneste sygeforsikringsordning, som staar aaben for hende. Selv om det forholder sig saaledes, som Kommissionen har anfoert i sit svarskrift, at der gaelder saerregler for visse persongrupper, som giver disse udvidede rettigheder, kan saadanne regler ikke vaere til hinder for, at hun paaberaaber sig princippet om den frie bevaegelighed. Det strider ifoelge sagsoegeren mod dette princip, at en person som sagsoegeren ikke kan skifte bopael til sit hjemland, fordi hun ikke er daekket af en sygeforsikringsordning paa grund af hendes saerlige forhold.

45 Kommissionen har bestridt dette anbringende og anfoert, at den frie bevaegelighed for personer, der, som sagsoegeren, ikke udoever erhvervsvirksomhed, er reguleret af Raadets direktiv 90/364/EOEF, 90/365/EOEF og 90/366/EOEF af 28. juni 1990, henholdsvis om opholdsret, opholdsret for loenmodtagere og selvstaendige erhvervsdrivende, der er ophoert med erhvervsaktivitet, og opholdsret for studerende (EFT L 180, s. 26, 28 og 30). Alle disse bestemmelser goer imidlertid anerkendelse af opholdsretten afhaengig af, at den paagaeldende er omfattet af en sygeforsikringsordning i vaertsmedlemsstaten. Kommissionen finder desuden, at aarsagen til sagsoegerens problem er den tyske lovgivning; hverken sagsoegte eller den faelles sygeforsikringsordning kan goeres ansvarlig for denne lovgivnings foelger.

Rettens bemaerkninger

46 Indledningsvis fastslaar Retten, at sagsoegeren ikke har paastaaet, at hun er offer for en tysk bestemmelse, som begraenser hendes ret til ophold i dette land. Som Domstolen i oevrigt har udtalt, er denne ret direkte forbundet med hendes tyske statsborgerskab (dom af 7.7.1992, sag C-370/90, Singh, Sml. I, s. 4265, praemis 22). Heraf foelger, at hun ikke i Tyskland er omfattet af nogen begraensning, fordi hun tidligere har vaeret bosat og udoevet en erhvervsaktivitet i et andet land.

47 For saa vidt som sagsoegeren har gjort gaeldende, at det forhold, at hun ikke i Tyskland er berettiget til at blive tilsluttet en sygeforsikringsordning, imidlertid udgoer en begraensning af hendes ret til fri bevaegelighed, bemaerkes, at som det fremgaar af EF-traktatens artikel 8 A, gaelder denne ret med de begraensninger og paa de betingelser, der bl.a. er fastsat i afledt ret. Retten fastslaar, at det klart fremgaar af bestemmelserne i afledt ret, som regulerer udoevelsen af opholdsretten, bl.a. direktiverne 90/364 og 90/365, at for personer, der, som sagsoegeren, ikke er erhvervsaktive, er udnyttelsen af denne ret underlagt en betingelse om, at de er omfattet af en sygeforsikringsordning i vaertsmedlemsstaten.

48 Det fremgaar heraf, at for personer, der ikke er erhvervsaktive, er tilslutning til en sygeforsikringsordning en betingelse i den afledte faellesskabsret for udoevelsen af retten til fri bevaegelighed og ikke, som sagsoegeren har anfoert, en foelge af den selv samme ret. Sagsoegeren kan derfor ikke under henvisning til de paagaeldende direktiver goere krav paa en social sikring - i det foreliggende tilfaelde under den faelles sygeforsikringsordning - for herved at fjerne enhver praktisk hindring for hendes tilbagevenden til det land, hvor hun er statsborger.

49 Det bemaerkes endvidere med hensyn til de foelger, som sagsoegeren udleder af den omstaendighed, at hun ikke er omfattet af den tyske socialsikringsordning, at for saa vidt som sagsoegeren under sin erhvervsaktivitet ikke paa noget tidspunkt har vaeret tilknyttet nogen medlemsstats sociale sikringsordning, henhoerer hun heller ikke under det personlige anvendelsesomraade for Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet (EFT 1971 II, s. 366). Hun kan foelgelig ikke goere krav paa rettigheder i henhold til denne forordning.

50 Heraf foelger, at spoergsmaalet om sagsoegerens tilslutning til en sygeforsikringsordning, for at hun reelt kan skifte bopael til sit hjemland, ikke kan knyttes sammen med princippet om den frie bevaegelighed, saaledes som dette princip er knaesat i traktaten og gennemfoert i afledt ret. Da der heller ikke er foretaget en harmonisering af socialsikringsordningerne i Faellesskabet, henhoerer dette spoergsmaal udelukkende under anvendelsesomraadet dels for de relevante bestemmelser i vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber, som er behandlet ovenfor (jf. bl.a. praemis 43), dels for de relevante nationale lovbestemmelser, her den tyske lovgivning.

51 Paa dette grundlag maa anbringendet forkastes.

Tredje anbringende om tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling

Parternes argumenter

52 Sagsoegeren har under sit tredje anbringende anfoert, at Kommissionens afslag paa fortsat at lade hende vaere omfattet af sygeforsikringsordningen i den faelles sygeforsikringsordning udgoer en tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling, for saa vidt som de tidligere medlemmer af Kommissionen, Domstolen, Retten og Revisionsretten fortsat er omfattet af den faelles sygeforsikringsordning, naar de ikke er daekket af en anden offentlig forsikringsordning. Disse bestemmelser boer finde analog anvendelse paa sagsoegeren, som ikke er omfattet af en sygeforsikringsordning i sit hjemland, og som befinder sig i samme situation som de tidligere medlemmer af de paagaeldende institutioner.

53 Kommissionen har hertil foerst anfoert, at der ikke foreligger nogen tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet, idet sagsoegeren ikke goer gaeldende, at hun er blevet behandlet anderledes end en anden person, der var fraskilt en tjenestemand, som er tilsluttet den faelles sygeforsikringsordning. Endelig har Kommissionen anfoert, at institutionernes tidligere medlemmer, hvis situation sagsoegeren har paaberaabt sig, er tilsluttet paa grund af de hverv, de udfoerer, og fordi deres embedsperiode tidsmaessigt er begraenset. Sagsoegeren, der er forsikret i kraft af, at hendes tidligere aegtefaelle var tjenestemand, befinder sig derfor i en situation, som ikke kan sammenlignes med de paagaeldende medlemmers. Kommissionen har endelig anfoert, at sagsoegerens paastand om, at vedtaegtens artikel 72 ikke skal finde anvendelse paa hende, indebaerer en forskelsbehandling i forhold til andre personer i samme situation som sagsoegeren.

Rettens bemaerkninger

54 Retten fastslaar, at den saakaldte tilsidesaettelse af ligebehandlingsprincippet, som sagsoegeren har fremfoert, beror paa Raadets forordning (EKSF, EOEF, Euratom) nr. 2426/91 af 29. juli 1991 om aendring af forordning nr. 422/67/EOEF - nr. 5/67/Euratom om loenningsregulativ for Kommissionens formand og medlemmer, for Domstolens praesident, dommere, generaladvokater og justitssekretaerer samt for praesidenten for, medlemmerne af og justitssekretaeren i Retten i Foerste Instans, og forordning (EOEF, Euratom, EKSF) nr. 2290/77 om loenningsregulativ for Revisionsrettens medlemmer (EFT L 222, s. 1, herefter »forordning nr. 2426/91«), hvorefter de af forordningen omfattede personer, naar de er udtraadt af tjenesten, paa visse betingelser fortsat kan vaere omfattet af den faelles sygeforsikringsordning.

55 Det fremgaar af fast retspraksis, at ligebehandlingsprincippet er tilsidesat, naar der paa to grupper af personer, hvis faktiske og juridiske stilling ikke frembyder vaesentlige forskelle, anvendes en forskellig behandling, eller forskellige situationer behandles paa samme maade (Rettens dom af 15.3.1994, sag T-100/92, La Pietra mod Kommissionen, Sml. Pers. II, s. 275, praemis 50).

56 Retten bemaerker herved, at den forbindelse til Faellesskabet, som de af forordning nr. 2426/91 omfattede personer har, beror paa deres embede, og modsat tjenestemaendenes stilling er dette tidsmaessigt begraenset. Saafremt disse personer efter udloebet af deres embedsperiode ikke genoptager en indtaegtsgivende erhvervsbeskaeftigelse, der giver ret til at blive omfattet af en offentlig sygeforsikringsordning, giver den nye formulering af artikel 1 i forordning nr. 2426/91, henholdsvis i artikel 11 og i artikel 12 i de aendrede forordninger, dem mulighed for fortsat at vaere omfattet af den faelles sygeforsikringsordning. Denne fordel er derfor indfoert for at mildne de ulemper, som de paagaeldende er blevet paafoert ved afbrydelsen af deres tidligere erhvervsbeskaeftigelse paa grund af de hverv, de har udfoert i faellesskabsinstitutionerne.

57 Henset til den anden karakter af forholdet mellem tjenestemaend og institutionerne, som bestaar i, at dette forhold ikke er tidsmaessigt begraenset, er tjenestemaends stilling ikke den samme som stillingen for de personer, der er omfattet af forordning nr. 2426/91. Foelgelig er de forskelle, der foelger af den i naevnte forordning indeholdte ordning, ikke en tilsidesaettelse af princippet om ligebehandling.

Fjerde anbringende om sagsoegerens selvstaendige ret til pension

Parternes argumenter

58 Sagsoegeren har under sit sidste anbringende anfoert, at hun har en selvstaendig ret til halvdelen af sin tidligere aegtefaelles alderspension. Denne ret er en foelge af den tyske lovgivning, der paa skilsmisseomraadet fastsaetter en fordeling af pensionsrettighederne, som er erhvervet af aegtefaellen, hvilket er blevet anerkendt i den luxembourgske retsinstans, som har afsagt skilsmissedommen. Sagsoegeren har hertil gjort gaeldende, at hun er berettiget til en faellesskabspension og har heraf udledt, at Kommissionen er forpligtet til fortsat at lade hende vaere omfattet af den faelles sygeforsikringsordning, saaledes som det er tilfaeldet for de oevrige pensionsmodtagere.

59 Kommissionen har bestridt dette anbringende under henvisning til, at sagsoegeren ikke har en selvstaendig ret til pension i vedtaegtens forstand, men en ret, der er fastsat i en dom afsagt af en luxembourgsk retsinstans, til over for sin tidligere aegtefaelle at goere krav paa en del af de pensionsrettigheder, som denne har erhvervet. Den omstaendighed, at sidstnaevnte oppebaerer en pension fra Parlamentet, indebaerer ikke, at hans tidligere aegtefaelle kan kraeve en selvstaendig pension fra Faellesskaberne. Kommissionen har endvidere anfoert, at sagsoegeren, som er udtraadt af tjenesten ved Euratom for over 30 aar siden, hverken opfylder de for erhvervelse af pension gaeldende betingelser eller betingelserne for en selvstaendig ret til tilslutning til den faelles sygeforsikringsordning.

Rettens bemaerkninger

60 Retten bemaerker, at dette anbringende tilsigter anerkendelse af, at sagsoegeren har en selvstaendig ret til en faellesskabspension, fordi det i skilsmissedommen fastsaettes, at de pensionsrettigheder, som sagsoegerens tidligere aegtefaelle havde erhvervet, skulle fordeles mellem parterne. En saadan fortolkning indebaerer reelt, at det anerkendes, at en afgoerelse afsagt af en medlemsstats ret i henhold til national skilsmisselov har til foelge, at der tillaegges en person en rettighed, hvis erhvervelse afhaenger af vedtaegten for tjenestemaend i De Europaeiske Faellesskaber.

61 Det bemaerkes hertil foerst, at en saadan selvstaendig ret efter vedtaegtens regler ikke i er mulig i dette tilfaelde. For det foerste fremgaar det, at begrebet pensionsberettiget tjenestemand, som er indeholdt bl.a. i vedtaegtens artikel 77 og 78, ikke omfatter en person, der, som sagsoegeren, ikke har gjort tjeneste i mindst ti aar, men kun har vaeret tjenestemand fra 1956 til 1963.

62 For saa vidt dernaest angaar retten til efterladtepension fremgaar det klart af vedtaegtens artikel 79, 80 og 81, at denne ret forudsaetter, at den paagaeldende tjenestemand eller forhenvaerende tjenestemand er afgaaet ved doeden, hvilket ikke er tilfaeldet i denne sag.

63 Det fremgaar af ovennaevnte vedtaegtsbestemmelse, at retten til pension forudsaetter, at en tjenestemand har indbetalt bidrag i en vis minimumsperiode. Med hensyn til en alderspension skal bidragene vaere indbetalt direkte af den pensionsberettigede tjenestemand; for saa vidt angaar efterladtepensioner har den berettigede person, aegtefaelle eller tidligere aegtefaelle til den tjenestemand, som har indbetalt bidrag, ret til rettigheder, som sidstnaevnte havde erhvervet. Det fremgaar klart af omstaendighederne i denne sag, at dette ikke er sagsoegerens situation, hvorfor hun ikke i henhold til gaeldende faellesskabsregler har ret til pension.

64 Anerkendelse af den rettighed, som fastsaettes i sagsoegerens skilsmissedom, vil foelgelig vaere direkte i strid med vedtaegtens bestemmelser, idet dette vil indebaere, at disse finder anvendelse paa et forhold, som de ikke omfatter. Da tilslutningen til den faelles sygeforsikringsordning er en social ret af offentlig karakter, henhoerer fastlaeggelsen af faellesskabsordningens anvendelsesomraade under faellesskabslovgivers kompetence (Domstolens dom af 12.12.1989, sag C-163/88, Kontogeorgis mod Kommissionen, Sml. s. 4189, praemis 11). En national afgoerelse kan derfor ikke skabe en saadan rettighed.

65 For saa vidt som sagsoegeren tilsigter anerkendelse af visse faellesskabsretsvirkninger af en afgoerelse, der er baseret paa en tysk lovbestemmelse, tilkommer det dernaest Retten at fortolke naevnte bestemmelses formaal. Retten fastslaar herved, at den retsvirkning, som sagsoegeren oensker at opnaa, ikke har nogen forbindelse med de maal, som tilsigtes med den tyske bestemmelse om ved en skilsmisse at fordele de pensionsrettigheder, som er erhvervet af aegtefaellerne. Denne bestemmelse tilsigter alene, at der indroemmes den aegtefaelle, som ikke selv har indbetalt bidrag til en pensionsordning, en del af de rettigheder, som den anden aegtefaelle har erhvervet. Dette formaal er i denne sag opfyldt af faellesskabsinstitutionerne, for saa vidt som Parlamentet til fuldbyrdelse af skilsmissedommen betaler en del af sagsoegerens tidligere aegtefaelles pension direkte til sagsoegeren.

66 Derimod har den paagaeldende bestemmelse ikke som saadan nogen virkning med hensyn til tilslutningen til en sygeforsikringsordning, idet den alene vedroerer pensionsrettigheder. Den retsvirkning, som sagsoegeren oensker, at bestemmelsen tillaegges, er derfor ikke noedvendig for at naa de maal, som tilsigtes dels ved den paagaeldende bestemmelse, dels ved den nationale rets afgoerelse, som anvender bestemmelsen, og er under alle omstaendigheder uden forbindelse med bestemmelsen.

67 Dette anbringende maa derfor ogsaa forkastes. Sagsoegte maa derfor frifindes.

Sagens omkostninger

68 I henhold til procesreglementets artikel 87, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Da sagen imidlertid tilsigter annullation af en retsakt, der bringer de rettigheder til ophoer, som sagsoegeren stoetter paa vedtaegten, og som tilkom hende, fordi hun var gift med en tjenestemand, omfattes sagen for saa vidt angaar dens omkostninger af procesreglementets artikel 88. Denne bestemmelse maa derfor finde anvendelse, hvorefter institutionerne i tvister mellem Faellesskaberne og deres ansatte selv baerer deres egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

RETTEN

(Foerste Afdeling)

1) Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber frifindes.

2) Hver part baerer sine egne omkostninger.