–

Detlef Meyn ved Rechtsanwalt W. Säftel,

–

Europa-Kommissionen ved G. Braun og N. Yerrell, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 2, stk. 1, og artikel 11, stk. 6, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort (EUT 2006, L 403, s. 18).

2

Anmodningen er blevet fremsat i forbindelse med en straffesag mod Detlef Meyn, som er tiltalt for at have ført et motorkøretøj uden førerret.

3

Ottende betragtning til direktiv 2006/126 lyder således:

»Af hensyn til færdselssikkerheden bør der fastsættes mindstekrav for udstedelse af kørekort. Normerne for køreprøver og for udstedelse af kørekort skal harmoniseres. Med henblik herpå bør det fastsættes, hvilke kundskaber og færdigheder samt hvilken adfærd der må kræves for at føre motorkøretøjer; køreprøven bør baseres på disse parametre, og mindstekravene med hensyn til fysisk og psykisk egnethed til at føre sådanne køretøjer bør defineres på ny.«

4

Dette direktivs artikel 1, stk. 1, fastsætter:

»Medlemsstaterne indfører et nationalt kørekort baseret på den EF-model, der er fastsat i bilag I, efter bestemmelserne i dette direktiv. Nationalitetsbetegnelsen for den medlemsstat, der har udstedt et kørekort, skal fremgå af mærket på side 1 i EF-modellen til kørekortet.«

5

Direktivets artikel 2, der har overskriften »Gensidig anerkendelse«, bestemmer i stk. 1:

»De kørekort, som medlemsstaterne udsteder, anerkendes gensidigt.«

6

Samme direktivs artikel 7, stk. 1, definerer betingelserne for udstedelse af kørekort og præciserer bl.a. i sit litra e), at udstedelse af kørekort er betinget af, at ansøgeren har sin sædvanlige bopæl i den medlemsstat, der udsteder kørekortet.

7

Artikel 11 i direktiv 2006/126 har følgende ordlyd:

»1.   Når indehaveren af et gyldigt nationalt kørekort udstedt i en medlemsstat får sædvanlig bopæl i en anden medlemsstat, kan han anmode om at få sit kørekort ombyttet med et tilsvarende kørekort. Den medlemsstat, der foretager ombytningen, skal kontrollere, hvilken kategori det hidtidige kørekort er gyldigt til.

[…]

6.   Når en medlemsstat ombytter et kørekort udstedt af et tredjeland med et kørekort efter EF-modellen, skal der i kørekortet efter EF-modellen ske en påtegning herom samt ved enhver senere fornyelse eller erstatning heraf.

Ombytning kan kun ske, hvis det kørekort, der er udstedt af et tredjeland, afleveres til de kompetente myndigheder i den medlemsstat, der foretager ombytningen. Hvis indehaveren af et sådant kørekort flytter sin sædvanlige bopæl til en anden medlemsstat, kan denne anden medlemsstat undlade at anvende princippet om gensidig anerkendelse, jf. artikel 2.«

8

§ 28, stk. 1, i Verordnung über die Zulassung von Personen zum Straßenverkehr (forordning om personers adgang til færdsel) i den affattelse, der finder anvendelse på tvisten i hovedsagen, har følgende ordlyd:

»1.   Indehavere af en gyldig førerret fra EU eller [Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS)], der har deres sædvanlige bopæl […] i [Tyskland], har – jf. dog undtagelserne i stk. 2-4 – ret til at føre motorkøretøj her i landet i overensstemmelse med de ved førerretten tillagte rettigheder. […]«

9

Forordningens § 28, stk. 4, præciserer bl.a., at retten i medfør af stk. 1 ikke gælder for en indehaver af en EU- eller EØS-førerret, som er udstedt på grundlag af et forfalsket kørekort fra et tredjeland.

10

I forbindelse med et færdselsuheld, som fandt sted den 1. september 2015, blev det konstateret, at Detlef Meyn, som er tysk statsborger og bosiddende i Tyskland, ikke havde haft tysk førerret siden 2006, hvor han fik frataget sit kørekort.

11

Detlef Meyn havde imidlertid et polsk kørekort, der var udstedt den 1. august 2011 på grundlag af et ungarsk kørekort af 3. november 2010. Sidstnævnte kørekort var blevet udstedt ved ombytning med et russisk kørekort fra 1986, der viste sig at være forfalsket. Som følge heraf blev Detlef Meyn i 2012 dømt for dokumentfalsk ved en tysk retsinstans.

12

Ved afgørelse af 24. april 2017 dømte Amtsgericht Bad Säckingen (byretten i Bad Säckingen) Detlef Meyn for forsætlig kørsel uden førerret efter § 21, stk. 1, nr. 1, i Straßenverkehrsgesetz (færdselsloven).

13

Den forelæggende ret, til hvilken denne afgørelse er appelleret, er i tvivl om, hvorvidt det er foreneligt med bestemmelserne i direktiv 2006/126, når det i henhold til § 28, stk. 4, i forordningen om personers adgang til færdsel nægtes at anerkende et kørekort, der er udstedt i én medlemsstat, og som er baseret på en afskrift af et kørerkort, der er udstedt i en anden medlemsstat, og som er baseret på et forfalsket kørekort, der er tildelt i et tredjeland.

14

Under disse omstændigheder har Oberlandesgericht Karlsruhe (den regionale appeldomstol i Karlsruhe, Tyskland) besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Gælder pligten til anerkendelse efter artikel 2, stk. 1, i [direktiv 2006/126] også, når en medlemsstat i Den Europæiske Union har ombyttet et kørekort uden at foretage egnethedskontrol, hvis det forrige kørekort ikke er omfattet af pligten til anerkendelse (her: Det forrige kørekort udstedt af en anden medlemsstat i Den Europæiske Union beroede for sit vedkommende på ombytning af et kørekort udstedt af et tredjeland [i henhold til artikel 11, stk. 6, tredje punktum, i direktiv 2006/126])?«

15

Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om bestemmelserne i direktiv 2006/126 er til hinder for, at en medlemsstat nægter at anerkende et kørekort, hvis indehaver har sin sædvanlige bopæl på medlemsstatens område, og som er udstedt af en anden medlemsstat uden egnethedskontrol på grundlag af et kørekort, der er udstedt af en tredje medlemsstat som følge af en ombytning med et kørekort, som er udstedt af et tredjeland.

16

Indledningsvis bemærkes, at artikel 2, stk. 1, i direktiv 2006/126 fastsætter, at de kørekort, som medlemsstaterne udsteder, uden nogen formaliteter skal anerkendes gensidigt (jf. i denne retning dom af 26.10.2017, I,C-195/16, EU:C:2017:815, præmis 34).

17

Med henblik herpå fastsætter direktivets artikel 7, stk. 1, betingelserne for udstedelse af kørekort, idet den præciserer i sit litra e), at ansøgeren for at få udstedt et kørekort skal have sin sædvanlige bopæl i den medlemsstat, der udsteder kørekortet.

18

Af direktivets artikel 11, stk. 1, følger det endvidere, at når indehaveren af et gyldigt kørekort udstedt i en medlemsstat får sædvanlig bopæl i en anden medlemsstat, kan han anmode om at få sit kørekort ombyttet med et tilsvarende kørekort.

19

For så vidt angår udstedelse af et kørekort baseret på EF-modellen (herefter »EF-kørekortet«) ved ombytning med et kørekort, der er udstedt i et tredjeland, bemærkes, at selv om direktiv 2006/126 ikke fastsætter de betingelser, hvorpå medlemsstaterne skal foretage ombytningen, foreskriver det ikke desto mindre, at ombytningen har konsekvenser for anvendelsen af princippet om gensidig anerkendelse, som er fastsat i direktivets artikel 2, stk. 1.

20

Det følger således af direktivets artikel 11, stk. 6, andet afsnit, at hvis indehaveren af et kørekort, som er udstedt ved ombytning med et kørekort fra et tredjeland, flytter sin sædvanlige bopæl til en anden medlemsstat, kan denne anden medlemsstat undlade at anvende princippet om gensidig anerkendelse.

21

Ifølge artikel 11, stk. 6, første afsnit, i direktiv 2006/126 skal der, når et EF-kørekort er blevet udstedt ved ombytning med et kørekort fra et tredjeland, ske en påtegning om denne ombytning på EF-kørekortet.

22

I henhold til ordlyden af bestemmelserne i direktiv 2006/126 er den pligt til gensidig anerkendelse, som er fastsat i direktivets artikel 2, stk. 1, således begrænset til kørekort, der er udstedt af medlemsstater, og omfatter ikke kørekort, der er udstedt af tredjelande.

23

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Detlef Meyn på tidspunktet for de faktiske omstændigheder i hovedsagen var bosiddende i Tyskland. I henhold til artikel 11, stk. 6, andet afsnit, i direktiv 2006/126 ville Forbundsrepublikken Tyskland derfor ikke være forpligtet til at anerkende et kørekort, der var udstedt til Detlef Meyn af en anden medlemsstat som følge af en ombytning med et kørekort, der var udstedt af et tredjeland.

24

Den forelæggende ret ønsker imidlertid oplyst, om denne konklusion ligeledes gælder i en situation som den i hovedsagen omhandlede, hvor kørekortet er blevet udstedt ved ombytning med et kørekort, der var udstedt af en anden medlemsstat som følge af en ombytning med et kørekort, som var udstedt af et tredjeland.

25

I denne forbindelse bemærkes, at ordlyden af artikel 11, stk. 6, andet afsnit, i direktiv 2006/126 ikke i sig selv kan give en besvarelse af den forelæggende rets spørgsmål. Det følger således af denne bestemmelses ordlyd, at den pågældende bestemmelse omfatter medlemsstaternes udstedelse af kørekort ved ombytning med et kørekort, der er udstedt af et tredjeland, og ikke medlemsstaternes udstedelse af kørekort ved ombytning med et kørekort, der er udstedt af en anden medlemsstat som følge af en ombytning med et kørekort, som var udstedt af et tredjeland.

26

Det fremgår desuden af Domstolens faste praksis, at der ved fortolkningen af en EU-retlig bestemmelse ikke blot skal tages hensyn til dennes ordlyd, men også til den sammenhæng, hvori den indgår, og til de mål, der forfølges med den ordning, som den udgør en del af (dom af 26.9.2018, Baumgartner,C-513/17, EU:C:2018:772, præmis 23).

27

I denne forbindelse skal det bemærkes, at det følger af ottende betragtning til direktiv 2006/126, at direktivet fastsætter mindstekrav for udstedelse af kørekort under hensyn til færdselssikkerheden.

28

Den omstændighed, at der ved direktiv 2006/126 pålægges en pligt til gensidig anerkendelse af kørekort, der er udstedt af medlemsstater, er en følge af de mindstekrav for udstedelse af EF-kørekort, som fastsættes ved direktivet.

29

Det påhviler således udstedelsesmedlemsstaten at kontrollere, om mindstekravene i henhold til EU-retten er opfyldt, herunder kravene vedrørende bopæl og egnetheden til at føre motorkøretøj i artikel 7, stk. 1, i direktiv 2006/126, og dermed om udstedelsen af et kørekort er begrundet (dom af 26.10.2017, I,C-195/16, EU:C:2017:815, præmis 46).

30

Det følger heraf, at når en medlemsstats myndigheder har udstedt et kørekort, har de øvrige medlemsstater ikke længere mulighed for at kontrollere, om betingelserne for udstedelse i henhold til direktivet er overholdt, idet selve besiddelsen af et kørekort, der er udstedt af en medlemsstat, må anses for bevis for, at indehaveren på udstedelsestidspunktet opfyldte disse betingelser (dom af 26.10.2017, I,C-195/16, EU:C:2017:815, præmis 47).

31

Direktiv 2006/126 kan imidlertid ikke fastsætte de krav, der skal gælde ved ombytning af kørekort fra tredjelande, idet en sådan beføjelse udelukkende henhører under medlemsstaternes kompetence, således at én medlemsstat ikke kan være bundet af de vurderinger, som en anden medlemsstat har foretaget i denne forbindelse.

32

En medlemsstat, hvori indehaveren af et kørekort, som er udstedt af en anden medlemsstat uden egnethedskontrol ved ombytning af et kørekort fra en tredje medlemsstat, har sin sædvanlige bopæl, kan derfor ikke pålægges en pligt til anerkendelse alene med den begrundelse, at sidstnævnte kørekort tidligere er blevet ombyttet med et kørekort, der var udstedt af et tredjeland, idet dette ville udgøre en fare for indgreb i det hensyn til færdselssikkerheden, som tilsigtes med direktiv 2006/126.

33

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at bestemmelserne i direktiv 2006/126 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat nægter at anerkende et kørekort, hvis indehaver har sin sædvanlige bopæl på medlemsstatens område, og som er udstedt af en anden medlemsstat uden egnethedskontrol på grundlag af et kørekort, der er udstedt af en tredje medlemsstat som følge af en ombytning med et kørekort, som er udstedt af et tredjeland.

34

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagsomkostningerne. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Syvende Afdeling) for ret:

Bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20. december 2006 om kørekort skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for, at en medlemsstat nægter at anerkende et kørekort, hvis indehaver har sin sædvanlige bopæl på medlemsstatens område, og som er udstedt af en anden medlemsstat uden egnethedskontrol på grundlag af et kørekort, der er udstedt af en tredje medlemsstat som følge af en ombytning med et kørekort, som er udstedt af et tredjeland.