—

den østrigske regering ved A. Posch, som befuldmægtiget

—

den tjekkiske regering ved M. Smolek og J. Vláčil, som befuldmægtigede

—

den tyske regering ved T. Henze som befuldmægtiget

—

Europa-Kommissionen ved W. Bogensberger og A.-M. Rouchaud-Joët, som befuldmægtigede,

1

Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af artikel 6, stk. 1, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav (EUT L 143, s. 15).

2

Denne anmodning er indgivet inden for rammerne af en sag anlagt af Walter Vapenik, som har bopæl i Salzburg (Østrig), til prøvelse af det afslag, han har fået på sin anmodning om udstedelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for en udeblivelsesdom afsagt i sagen mod Josef Thurner, som har bopæl i Ostende (Belgien), med den begrundelse, at sagen mod sidstnævnte, som er en forbruger, ikke var blevet anlagt i den medlemsstat, hvor forbrugeren havde bopæl.

3

Følgende fremgår af 8., 9. og 20. betragtning til forordning nr. 805/2004:

[...]

4

Denne forordnings artikel 1 har følgende ordlyd:

»Denne forordning har til formål at indføre et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav for gennem fastsættelse af mindstestandarder at tillade fri bevægelighed for retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede dokumenter overalt i medlemsstaterne uden nogen mellemliggende procedure i fuldbyrdelsesstaten forud for anerkendelsen og fuldbyrdelsen.«

5

Nævnte forordnings artikel 3, stk. 1, bestemmer:

»Denne forordning finder anvendelse på retsafgørelser, retsforlig og officielt bekræftede dokumenter vedrørende ubestridte krav.

Et krav anses for ubestridt, hvis:

6

Samme forordnings artikel 6 har overskriften »Betingelser for attestering som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument« og bestemmer i stk. 1:

»En retsafgørelse om et ubestridt krav, der er truffet i en medlemsstat, attesteres efter anmodning, der til enhver tid kan indgives til den behandlende ret, som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument:

7

Forordning nr. 805/2004 indfører i kapitel III mindstestandarder for retssager om ubestridte krav.

8

Følgende fremgår af 13. betragtning til forordning nr. 44/2001:

»For forsikringsaftaler, forbrugeraftaler og arbejdsaftaler er det ønskeligt at beskytte den svage part ved hjælp af kompetenceregler, der er gunstigere for denne parts interesser end de almindelige kompetenceregler.«

9

Artikel 15, stk. 1, er indeholdt i afdeling 4 i kapitel II i forordning nr. 44/2001:

»I sager om aftaler indgået af en person (forbrugeren) med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, afgøres kompetencen efter denne afdeling […]:

10

Nævnte forordnings artikel 16, stk. 1 og 2, bestemmer:

»1.   Sager, som en forbruger agter at rejse mod sin medkontrahent, kan anlægges enten ved retterne i den medlemsstat, på hvis område medkontrahenten har bopæl, eller ved retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl.

2.   Sager, som agtes rejst mod forbrugeren af forbrugerens medkontrahent, kan kun anlægges ved retterne i den medlemsstat, på hvis område forbrugeren har bopæl.«

11

Ifølge samme forordnings artikel 35, stk. 1, kan en »retsafgørelse […] ikke anerkendes, såfremt kompetencereglerne i kapitel II, afdeling 3, 4 og 6, er tilsidesat«.

12

Afdeling 3, 4 og 6 i kapitel II i forordning nr. 44/2001 fastsætter kompetencereglerne i forsikringssager, sager om forbrugeraftaler, henholdsvis om enekompetence.

13

Denne forordnings artikel 43, stk. 1, bestemmer:

»Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan appelleres af begge parter.«

14

Nævnte forordnings artikel 45, stk. 1, bestemmer:

»Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 43 eller 44, kan kun afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i artikel 34 og 35 anførte grunde. Den træffer afgørelse så hurtigt som muligt.«

15

Følgende fremgår af 23. og 24. betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I) (EUT L 177, s. 6):

16

Denne forordnings artikel 6, stk. 1, har følgende ordlyd:

»[…] en aftale, som en fysisk person med henblik på brug, der må anses for at ligge uden for vedkommendes erhvervsmæssige virksomhed (»forbrugeren«), indgår med en anden person, der handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed (»den erhvervsdrivende«), [er] underlagt loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, forudsat at den erhvervsdrivende:

og aftalen er omfattet af sådan virksomhed.«

17

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at Walter Vapenik har anlagt sag ved Bezirksgericht Salzburg (Østrig) med påstand om, at Josef Thurner dømmes til betaling af et beløb på 3158 EUR, med tillæg af renter og omkostninger, vedrørende en låneaftale indgået mellem dem. Walter Vapenik har anlagt sagen ved denne østrigske ret, fordi den er retten på det sted, hvor parterne har valgt, at kontrakten skal opfyldes. Ingen af parterne drev erhvervsmæssig virksomhed hverken på tidspunktet for kontraktens indgåelse eller for sagsanlægget.

18

Stævningen blev forkyndt ved stævningsmand for Josef Thurner med indkaldelse til at møde i retten i Belgien, men på trods heraf udeblev han. Bezirksgericht Salzburg afsagde derfor udeblivelsesdom. Denne dom blev forkyndt med post for Josef Thurner, som ikke appellerede nævnte dom, der følgelig er blevet retskraftig og eksigibel.

19

Walter Vapenik indgav derefter en anmodning til Bezirksgericht Salzburg om udstedelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for denne dom i henhold til forordning nr. 805/2004. Nævnte ret afslog denne anmodning under henvisning til denne forordnings artikel 6, stk. 1, litra d), idet den var af den opfattelse, at søgsmålet mod Josef Thurner, som er forbruger, ikke var blevet anlagt i den medlemsstat, hvor han havde bopæl.

20

Walter Vapenik appellerede denne retsafgørelse til den forelæggende ret, idet han gjorde gældende, at betingelserne for udstedelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument i artikel 6, stk. 1, litra a)-c), i forordning nr. 805/2004 var opfyldt, da låneaftalen var indgået mellem to privatpersoner. Denne forordnings artikel 6, stk. 1, litra d), hvorefter dette dokument bl.a. udstedes, når forbrugerens medkontrahent handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed, finder derfor ikke anvendelse i hovedsagen.

21

Under disse omstændigheder har Landesgericht Salzburg besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Skal artikel 6, stk. 1, litra d), i forordning […] nr. 805/2004 fortolkes således, at bestemmelsen kun omfatter aftaler indgået mellem erhvervsdrivende som kreditorer, og forbrugere som debitorer, eller er det tilstrækkeligt, at debitor er forbruger, således at bestemmelsen tillige omfatter krav, som en forbruger har mod en anden?«

22

Med spørgsmålet ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 6, stk. 1, litra d), i forordning nr. 805/2004 skal fortolkes således, at den også finder anvendelse på aftaler indgået mellem to personer, som ikke driver erhvervsmæssig virksomhed.

23

Ifølge fast retspraksis følger det såvel af kravene om en ensartet anvendelse af EU-retten som af lighedsprincippet, at indholdet af en EU-retlig bestemmelse, som ikke indeholder nogen udtrykkelig henvisning til medlemsstaternes ret med henblik på at fastlægge dens betydning og rækkevidde, normalt i hele Unionen skal undergives en selvstændig og ensartet fortolkning, som skal søges under hensyntagen til bestemmelsens kontekst og formålet med den pågældende ordning (jf. bl.a. dom af 27.6.2013, sag C-320/12, Malaysia Dairy Industries, EU:C:2013:435, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis).

24

Det fremgår af ordlyden af artikel 6, stk. 1, litra d), i forordning nr. 805/2004, at forbrugeren er en person, som indgår en aftale med henblik på brug, der må anses for at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed. Denne bestemmelse præciserer ikke, om det spiller nogen rolle for kvalificeringen af den ene part som »forbruger«, hvorvidt medkontrahenten er erhvervsdrivende eller ej. Kvalificeringen af en forbrugers medkontrahent er heller ikke omhandlet i andre bestemmelser i denne forordning, og da der ikke i nævnte bestemmelse henvises til medlemsstaternes ret, skal betydningen og rækkevidden af begrebet »forbruger« som omhandlet i denne bestemmelse fastlægges under hensyn til den sammenhæng, som den indgår i, og det formål, der forfølges med forordning nr. 805/2004.

25

I denne henseende bemærkes, at for at sikre såvel respekten for de mål, som EU-lovgiver forfølger på området for forbrugeraftaler, som sammenhængen i EU-retten skal der særligt tages hensyn til begrebet »forbruger« indeholdt i andre EU-retlige bestemmelser. I betragtning af, at de bestemmelser, der er indført ved forordning nr. 805/2004, har karakter af at komplettere bestemmelserne i forordning nr. 44/2001, er sidstnævnte bestemmelser særligt relevante.

26

Således skal det indledningsvis bemærkes, at den beskyttelsesordning for forbrugerne, der blev indført ved Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler (EFT L 95, s. 29), hviler på den betragtning, at forbrugeren befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende såvel hvad angår forhandlingsstyrke som informationsniveau (jf. bl.a. dom af 14.6.2012, sag C-618/10, Banco Español de Crédito, EU:C:2012:349, præmis 39, af 21.3.2013, sag C-92/11, RWE Vertrieb, EU:C:2013:180, præmis 41, og af 30.5.2013, sag C-488/11, Asbeek Brusse og de Man Garabito, C-488/11, præmis 31).

27

Desuden har den særlige ordning, der er indført ved bestemmelserne i forordning nr. 44/2001 om retternes kompetence i sager om forbrugeraftaler, som det fremgår af 13. betragtning til denne forordning, til formål at sikre en passende beskyttelse af forbrugeren som den kontraktpart, der må antages at være økonomisk set svagere og retligt set mindre erfaren end den erhvervsdrivende medkontrahent.

28

I denne forbindelse har Domstolen gentagne gange fastslået, at artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, som henviser til begrebet »forbruger«, kun omfatter en privat endelig forbruger, som ikke driver erhvervsmæssig virksomhed (jf. i denne retning dom af 14.3.2013, sag C-419/11, Česká spořitelna, EU:C:2013:165, præmis 32).

29

Endelig bemærkes, således som det fremgår af 23. og 24. betragtning til forordning nr. 593/2008, at kravet om beskyttelse af den svageste kontraktpart, herunder forbrugere, også finder anvendelse ved lovvalg for forbrugeraftaler. Denne forordnings artikel 6, stk. 1, fastsætter i denne henseende, at aftaler indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende under visse betingelser er underlagt loven i det land, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted.

30

Disse retlige instrumenter anerkender således nødvendigheden af at beskytte den svageste kontraktpart, når der er indgået en aftale mellem en person, som ikke driver erhvervsmæssig virksomhed, og en person, som driver en sådan virksomhed.

31

Henset til det forbrugerbeskyttelsesformål, der er fastsat i de ovennævnte EU-retlige bestemmelser, hvormed der tilsigtes ligeværdighed mellem parterne i de kontrakter, der er indgået mellem en forbruger og en erhvervsdrivende, kan disse bestemmelser ikke udstrækkes til at gælde personer, som ikke er berettiget til denne beskyttelse.

32

Således har Domstolen allerede fastslået, at de særlige kompetenceregler, der gælder for forbrugeraftaler, ikke kan finde anvendelse på aftaler indgået mellem to personer, som driver erhvervsmæssig virksomhed (jf. i denne retning dom af 19.1.1993, sag C-89/91, Shearson Lehman Hutton, Sml. I, s .139, præmis 11 og 24).

33

Det må imidlertid konstateres, at et kontraktforhold som det i hovedsagen omhandlede mellem to personer, som ikke driver erhvervsmæssig virksomhed, heller ikke er præget af manglende ligeværdighed. Følgelig kan et sådant forhold ikke være underlagt den beskyttelsesordning, der finder anvendelse på forbrugere, som indgår aftale med personer, som driver erhvervsmæssig virksomhed.

34

Denne fortolkning understøttes af strukturen og opbygningen af de særlige kompetenceregler for forbrugeraftaler, der er fastsat i artikel 16, stk. 1 og 2, i forordning nr. 44/2001, hvorefter kompetencen i sager, som forbrugeren agter at rejse, eller som er rejst mod ham, tilkommer retten på det sted, hvor forbrugeren har bopæl. Heraf følger, at denne bestemmelse udelukkende finder anvendelse på aftaler, hvor kontraktparterne ikke er ligeværdige.

35

Desuden skal der tages hensyn til, at de bestemmelser, der er indført ved forordning nr. 805/2004, har karakter af at komplettere bestemmelserne om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i forordning nr. 44/2001.

36

I denne forbindelse skal det præciseres, at selv om attestering som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument i henhold til forordning nr. 805/2004 af en retsafgørelse om et ubestridt krav muliggør, at der ikke tages hensyn til eksekvaturproceduren i forordning nr. 44/2001, udelukker manglende attestering ikke muligheden for fuldbyrdelse af nævnte retsafgørelse i henhold til den i sidstnævnte forordning fastsatte eksekvaturprocedure.

37

Fastlæggelse af en mere vidtgående definition af begrebet »forbruger« inden for rammerne af forordning nr. 805/2004 end inden for rammerne af forordning nr. 44/2001 ville imidlertid kunne føre til mangel på sammenhæng ved anvendelsen af de to forordninger. Den undtagelsesordning, der er indført ved førstnævnte forordning, ville nemlig kunne føre til, at en retsafgørelse ikke attesteres som et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument, hvorimod dens fuldbyrdelse alligevel ville være mulig inden for rammerne af den almindelige ordning, der er fastsat ved forordning nr. 44/2001, eftersom betingelserne for, at en sagsøgt efter denne ordning kan gøre indsigelse mod udstedelsen af et tvangsfuldbyrdelsesdokument med den begrundelse, at den kompetence, der tilkommer retterne i forbrugerens bopælsstat, er tilsidesat, ikke ville være opfyldt.

38

Det følger af samtlige foregående betragtninger, at begrebet »forbruger« i den forstand, hvori udtrykket anvendes i artikel 6, stk. 1, litra d), i forordning nr. 805/2004, omhandler en person, som indgår en aftale med henblik på brug, der må anses at ligge uden for hans erhvervsmæssige virksomhed, med en person, der handler som led i sin erhvervsmæssige virksomhed.

39

Følgelig skal det forelagte spørgsmål besvares med, at artikel 6, stk. 1, litra d), i forordning nr. 805/2004 skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på aftaler indgået mellem to personer, som ikke driver erhvervsmæssig virksomhed.

40

Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den forelæggende ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger. Bortset fra nævnte parters udgifter kan de udgifter, som er afholdt i forbindelse med afgivelse af indlæg for Domstolen, ikke erstattes.

På grundlag af disse præmisser kender Domstolen (Niende Afdeling) for ret:

Artikel 6, stk. 1, litra d), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 805/2004 af 21. april 2004 om indførelse af et europæisk tvangsfuldbyrdelsesdokument for ubestridte krav skal fortolkes således, at den ikke finder anvendelse på aftaler indgået mellem to personer, som ikke driver erhvervsmæssig virksomhed.