61994J0284

1 Institutionernes retsakter - begrundelse - pligt - raekkevidde - forordninger

(EF-traktaten, art. 190)

2 Annullationssoegsmaal - anbringender - en medlemsstats paaberaabelse af, at de erhvervsdrivendes berettigede forventning er tilsidesat - formaliteten

3 Faelles handelspolitik - regler fastsat af Faellesskabets institutioner - skoen - de erhvervsdrivendes berettigede forventning om opretholdelsen af en bestaaende situation - ingen

(EF-traktaten, art. 113; Raadets forordning nr. 519/94)

1 Begrundelsespligtens omfang afhaenger af, hvilken retsakt der er tale om, og naar der er tale om almengyldige retsakter, behoever begrundelsen kun at angive de samlede omstaendigheder, der har foert til, at retsakten er blevet udstedt, og de generelle formaal, den skal opfylde. Hvis det formaal, der forfoelges af institutionen, i det vaesentlige fremgaar af den anfaegtede retsakt, ville det vaere urimeligt at kraeve en saerlig begrundelse for de valg af teknisk art, som institutionen har truffet.

Paa baggrund af det skoen, Faellesskabets institutioner har med hensyn til valget af de foranstaltninger, der er noedvendige for at gennemfoere den faelles handelspolitik, er Raadet, naar det har anfoert formaalene med en aendring af importkontingenter, der er fastsat ved en tidligere forordning, specielt ikke forpligtet til at begrunde de tekniske valg, det har truffet, og navnlig ikke stoerrelsen af forhoejelsen af det omtvistede kontingent.

2 Der er intet til hinder for, at en medlemsstat under et annullationssoegsmaal goer gaeldende, at en retsakt fra institutionerne strider mod visse borgeres berettigede forventning.

3 Da faellesskabsinstitutionerne har et skoen ved valget af de noedvendige foranstaltninger til at gennemfoere den faelles handelspolitik, har de erhvervsdrivende ikke nogen berettiget forventning om, at den eksisterende situation vil blive opretholdt, idet institutionerne under udoevelse af deres skoen kan beslutte at aendre denne.

I sag C-284/94,

Kongeriget Spanien ved direktoer Alberto Navarro González, Direktoratet for EF-spoergsmaal, og statens advokat Gloria Calvo Díaz, Sekretariatet for EF-ret, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg paa Spaniens Ambassade, 4-6, boulevard Emmanuel Servais,

sagsoeger,

mod

Raadet for Den Europaeiske Union ved juridisk konsulent Bjarne Hoff-Nielsen, Guus Houttuin og Diego Canga Fano, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos generaldirektoer Alessandro Morbilli, Den Europaeiske Investeringsbanks Direktorat for Juridiske Anliggender, 100, boulevard Konrad Adenauer,

sagsoegt,

stoettet af

Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Miguel Díaz-Llanos, Patrick Hetsch og Carlos Gómez de la Cruz, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede, og med valgt adresse i Luxembourg hos sidstnaevnte, Wagnercentret, Kirchberg,

intervenient,

angaaende en paastand om annullation af Raadets forordning (EF) nr. 1921/94 af 25. juli 1994 om aendring af forordning (EF) nr. 519/94 om den faelles ordning for indfoersel fra visse tredjelande (EFT L 198, s. 1),

har

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, P.J.G. Kapteyn, og dommerne G.F. Mancini (refererende dommer) og J.L. Murray,

generaladvokat: P. Léger

justitssekretaer: assisterende justitssekretaer H. von Holstein,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlaeg i retsmoedet den 20. juni 1996,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 26. september 1996,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved staevning indleveret til Domstolens Justitskontor den 20. oktober 1994 har Kongeriget Spanien anlagt sag i medfoer af EF-traktatens artikel 173, stk. 1, med paastand om annullation af Raadets forordning (EF) nr. 1921/94 af 25. juli 1994 om aendring af forordning (EF) nr. 519/94 om den faelles ordning for indfoersel fra visse tredjelande (EFT L 198, s. 1, herefter »den anfaegtede forordning«).

Relevante retsforskrifter og sagens faktiske omstaendigheder

2 Forud for ikrafttraedelsen af Raadets forordning (EF) nr. 519/94 af 7. marts 1994 om den faelles ordning for indfoersel fra visse tredjelande og ophaevelse af Raadets forordning (EOEF) nr. 1765/82, nr. 1766/82 og nr. 3420/83 (EFT L 67, s. 89), som den anfaegtede forordning indeholder aendringer til, var import af varer med oprindelse i statshandelslandene, heriblandt Folkerepublikken Kina (herefter »Kina«), reguleret i en raekke raadsforordninger.

3 Specielt vedroerte Raadets forordning (EOEF) nr. 1766/82 af 30. juni 1982 om den faelles ordning for indfoersel fra Den kinesiske Folkerepublik (EFT L 195, s. 21) import, for hvilken der som udgangspunkt ikke var fastsat kvantitative restriktioner, mens Raadets forordning (EOEF) nr. 3420/83 af 14. november 1983 om importordningerne for de varer med oprindelse i statshandelslandene, som ikke er liberaliseret paa faellesskabsplan (EFT L 346, s. 6), saerligt fandt anvendelse paa import fra Kina, som ikke var omfattet af forordning nr. 1766/82.

4 I henhold til artikel 2, stk. 1, i forordning nr. 3420/83 var overgang til fri omsaetning af de i bilag III til forordningen anfoerte varer, herunder visse former for legetoej med oprindelse i Kina, undergivet kvantitative restriktioner i en eller flere medlemsstater, der var angivet i bilaget. I henhold til forordningens artikel 3, stk. 1, skulle Raadet hvert aar inden den 1. december i overensstemmelse med EOEF-traktatens artikel 113 fastsaette, hvilke importkontingenter der skulle aabnes af medlemsstaterne for det kommende aar over for de forskellige statshandelslande for saa vidt angik disse varer. Det bestemtes i artikel 3, stk. 2, at saafremt Raadet ikke havde truffet nogen beslutning herom, skulle de gaeldende importkontingenter midlertidigt viderefoeres for det foelgende aar.

5 Artikel 7-10 i forordning nr. 3420/83 fastsatte andre procedurer, hvorefter der kunne foretages aendringer af importordningen efter anmodning fra en medlemsstat og ved en beslutning truffet af Kommissionen i henhold til artikel 9, stk. 1, 3 eller 4, eller efter omstaendighederne ved en afgoerelse truffet af Raadet.

6 Forordning nr. 3420/83 blev senest aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2456/92 af 13. juli 1992 om fastsaettelse af de importkontingenter, som medlemsstaterne skal aabne over for statshandelslandene i 1992 (EFT L 252, s. 1). Med hensyn til legetoej med oprindelse i Kina fastsatte sidstnaevnte forordning i artikel 1 og bilag VIII kontingenter for aaret 1992 for Tyskland og Spanien.

7 I artikel 5 i forordning nr. 2456/92 blev det bestemt, at de bestemmelser i artikel 3, stk. 2, i forordning nr. 3420/83, som vedroerte eventuel automatisk viderefoerelse af kontingenterne fra det foregaaende aar, ikke fandt anvendelse for 1993. Denne fravigelse blev i femte betragtning begrundet med, at det var noedvendigt at erstatte den eksisterende ordning, der byggede paa opretholdelse af de nationale ordninger, og som ville vaere uforenelig med det indre marked, med en faellesskabsmekanisme, der omfattede samtlige resterende restriktioner pr. 31. december 1992.

8 Den saaledes bebudede faellesskabsmekanisme blev imidlertid ikke indfoert for 1993, og der blev ikke udstedt en ny forordning om fastsaettelse af importkontingenter. Mellem den 1. marts 1993 og den 19. januar 1994 vedtog Kommissionen imidlertid med hjemmel i artikel 9, stk. 1 og 3, i forordning nr. 3420/83 seks beslutninger om at tillade Kongeriget Spanien at aabne kontingenter for legetoej med oprindelse i Kina henhoerende under HS/KN-kode 9503. Ingen anden medlemsstat anmodede om fastsaettelse af kontingenter for disse varer.

9 Ved forordning nr. 519/94, der skulle anvendes fra den 15. marts 1994, blev forordning nr. 1766/82 og nr. 3420/83 ophaevet. Det anfoeres i foerste betragtning, at »den faelles handelspolitik boer bygge paa ensartede principper«, men at forordning nr. 1766/82 og forordning nr. 3420/83 stadig indeholdt undtagelser og fritagelser, som gav medlemsstaterne mulighed for at anvende nationale foranstaltninger ved indfoersel af varer med oprindelse i statshandelslandene. For at goere reglerne for indfoersel mere ensartede maatte ifoelge fjerde betragtning »de undtagelser, der foelger af nationale handelspolitiske foranstaltninger, der stadig er i kraft, navnlig de kvantitative foranstaltninger, medlemsstaterne opretholder i henhold til forordning (EOEF) nr. 3420/83, bringes til ophoer«. I femte og sjette betragtning anfoeres det naermere, at princippet om liberalisering af indfoerslerne skulle danne grundlaget for denne regulering undtagen »for nogle faa varer med oprindelse i Den Kinesiske Folkerepublik«. Som det forklares i sjette betragtning, skulle der for disse produkter »paa baggrund af foelsomheden i visse af Faellesskabets erhvervsgrene« fastsaettes kvantitative kontingenter og tilsynsforanstaltninger paa faellesskabsplan.

10 Det bestemmes i artikel 1, stk. 2, i forordning nr. 519/94, at indfoersel i Faellesskabet af de deri omhandlede varer er fri og saaledes ikke undergivet kvantitative restriktioner, med forbehold af eventuelle beskyttelsesforanstaltninger og de i bilag II omhandlede faellesskabskontingenter. Det bestemmes i artikel 1, stk. 3, at indfoersel af de i bilag III omhandlede varer er underlagt faellesskabstilsyn. Bilag II og III omhandler udelukkende varer med oprindelse i Kina.

11 Bilag II fastsaetter kontingenter for visse kategorier af legetoej med oprindelse i Kina. Naermere bestemt blev der - forud for de aendringer, der blev indfoert ved den anfaegtede forordning - fastsat aarlige kvoter paa 200 798 000 ECU, 83 851 000 ECU og 508 016 000 ECU for henholdsvis legetoej under HS/KN-kode 9503 41 (legetoej med fyld, som forestiller dyr eller ikke-menneskelige skabninger), 9503 49 (andet legetoej, som forestiller dyr eller ikke-menneskelige skabninger) og 9503 90 (forskellige former for andet legetoej). For perioden 15. marts til 31. december 1994 udgjorde disse kontingenter saaledes henholdsvis 158 965 083 ECU, 66 382 042 ECU og 402 179 333 ECU.

12 Andre varer, for hvilke der tidligere var fastsat nationale restriktioner, herunder navnlig byggesaet og byggelegetoej, puslespil og spillekort under henholdsvis HS/KN-kode 9503 30, 9503 60 og 9504 40 er omfattet af bilag III til forordningen og dermed underlagt faellesskabstilsyn.

13 Ved den anfaegtede forordning er forordning nr. 519/94 blevet aendret, idet det i forordningens artikel 1 bestemmes, at kontingentet for legetoej under HS/KN-kode 9503 41 forhoejes fra 158 965 083 ECU til 204 500 000 ECU for perioden 15. marts til 31. december 1994.

14 Det anfoeres i foerste og anden betragtning til den anfaegtede forordning, at Raadet ved udstedelsen af forordning nr. 519/94 og ved fastlaeggelsen af stoerrelsen af kontingenterne for visse varer med oprindelse i Kina bestraebte sig paa at finde en vis balance mellem en passende beskyttelse af de paagaeldende erhvervsgrene i Faellesskabet og - paa grund af de forskellige interesser, der gjorde sig gaeldende - opretholdelse af et acceptabelt niveau for samhandelen mellem Faellesskabet og Kina. Med hensyn til forvaltningen af kontingentet for legetoej henhoerende under KN-kode 9503 41, anfoeres det i tredje betragtning, at der imidlertid havde vaeret forstyrrelser i samhandelen med Kina, som paavirkede aktiviteten inden for de erhvervsgrene i Faellesskabet, der havde tilknytning til indfoersel, afsaetning og forarbejdning af legetoej. Uden at foregribe en fornyet undersoegelse af situationen fandtes det paagaeldende kontingent - som det anfoeres i fjerde betragtning - derfor at burde forhoejes for at lette overgangen fra den tidligere importordning til den ordning, der blev indfoert ved forordning nr. 519/94.

15 Til stoette for sine paastande har den spanske regering fremfoert to anbringender, idet den dels har gjort gaeldende, at den anfaegtede forordning er utilstraekkeligt begrundet, dels, at princippet om beskyttelse af den berettigede forventning er blevet tilsidesat.

Anbringendet vedroerende utilstraekkelig begrundelse

16 For det foerste goeres det gaeldende, at den anfaegtede forordning er i strid med EF-traktatens artikel 190, idet den indeholder en utilstraekkelig begrundelse.

17 Den spanske regering har anfoert, at det klart og utvetydigt skal fremgaa af en begrundelse, hvilke betragtninger den institution, som har udstedt retsakten, har lagt til grund, saaledes at den beroerte kan faa kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og Domstolen kan udoeve sin kontrol (jf. bl.a. dom af 14.7.1994, sag C-353/92, Graekenland mod Raadet, Sml. I, s. 3411).

18 Endvidere fremgaar det af dommen af 7. april 1992 i sagen Compagnia italiana alcool mod Kommissionen (sag C-358/90, Sml. I, s. 2457), at naar institutionen har et vidt skoen med hensyn til indviklede oekonomiske forhold, skal den ved udoevelsen af denne befoejelse tage hensyn til forhold, der vil kunne skabe markedsforstyrrelser, og skal ikke alene angive de forhold, der har haft indflydelse paa beslutningen, men ogsaa angive, hvilken betydning de har haft.

19 I dommen af 4. juni 1992 i sagen Consorgan mod Kommissionen (sag C-181/90, Sml. I, s. 3557) udtalte Domstolen endvidere, at selv om en kortfattet begrundelse er tilstraekkelig i en beslutning om at afslaa en ansoegning om tilskud fra Den Europaeiske Socialfond, skal grundene til en senere beslutning om nedsaettelse af det oprindeligt bevilgede tilskud, som har alvorligere foelger for ansoegeren, fremgaa klart.

20 Den spanske regering er af den opfattelse, at selv om disse domme vedroerer kommissionsbeslutninger, har de almen gyldighed, idet Domstolen ikke har begraenset principperne deri til visse konkrete faellesskabsretlige regler, og idet formaalet med begrundelsespligten ikke afhaenger af, hvilken retsakt der er tale om.

21 Med hensyn til den retlige sammenhaeng, hvori den anfaegtede forordning indgaar, har den spanske regering fremhaevet, at det omtvistede kontingent blev indfoert ved forordning nr. 519/94 i forbindelse med en omfattende samordning af handelsordningen for samhandel med statshandelslandene af hensyn til »foelsomheden i visse af Faellesskabets erhvervsgrene« (sjette betragtning til forordningen). Kontingentets stoerrelse blev fastsat under hensyn til tendensen til en staerkt stigende vaekst i indfoerslerne af kinesisk legetoej og til situationen paa faellesskabsmarkedet.

22 Ved den anfaegtede forordning blev det paagaeldende kontingent forhoejet med 28,64% kun fire maaneder efter ikrafttraedelsen af forordning nr. 519/94, uden at Raadet fremkom med en tilstraekkelig begrundelse for denne forhoejelse. Saerligt fremgik det ikke, at de foretagne aendringer var begrundet i udviklingen i de omstaendigheder, der laa til grund for fastsaettelsen af det foerste kontingent.

23 Den anfaegtede forordning indeholdt saaledes en vaesentlig aendring, men der var ikke anfoert en begrundelse, som ikke alene angav de forhold, der havde foert til vedtagelse af foranstaltningen, men ogsaa foranstaltningens betydning, saaledes at de beroerte parter kunne varetage deres rettigheder og Domstolen kunne udoeve sin kontrol. Henvisningen i tredje betragtning til »forstyrrelser i samhandelen med Den Kinesiske Folkerepublik« var en rent faktisk konstatering, som ikke udgjorde tilstraekkelig begrundelse for, hvordan Kommissionen havde udoevet det vide skoen, der er tillagt den (jf. dommen i sagen Compagnia italiana alcool mod Kommissionen).

24 Raadet har gjort gaeldende, at den spanske regering har soegt at anvende Domstolens praksis om begrundelse af Kommissionens beslutninger paa naervaerende sag, der vedroerer en raadsforordning, selv om der ikke noedvendigvis gaelder de samme krav for denne type retsakt som for beslutninger. Betragtningerne til den anfaegtede forordning er udfoerlige og udtoemmende og er ikke begraenset til blot en henvisning til forstyrrelserne i samhandelen. Tvaertimod fremgaar det klart af betragtningerne, hvorfor Raadet har vedtaget forordningen, og de sikrer saaledes opfyldelsen af begrundelsespligten i henhold til traktatens artikel 190.

25 Eftersom den anfaegtede forordning blot aendrer stoerrelsen af et kontingent, der er fastsat i forordning nr. 519/94, indeholder den endvidere ikke en vaesentlig aendring i den eksisterende situation. Under alle omstaendigheder tilkommer det faellesskabsinstitutionerne at vurdere eventuelle forstyrrelser af betydning for den oekonomiske situation, forordningen regulerer, og at beslutte, hvilke foranstaltninger der skal vedtages som foelge heraf.

26 Kommissionen har ligeledes gjort gaeldende, at begrundelsen i betragtningerne til den anfaegtede forordning er tilstraekkelig klar og praecis. Tilpasningen af kontingentets stoerrelse for 1994 var blevet noedvendig paa grund af de forstyrrelser, der var konstateret i samhandelen med Kina. Saerligt havde Raadet forsoegt at opretholde en rimelig balance mellem alle de involverede interesser, dvs. dels kravet om beskyttelse af de paagaeldende erhvervsgrene i Faellesskabet, dels behovet for at opretholde et acceptabelt niveau for samhandelen med Kina. En afvejning af disse interesser kraevede noedvendigvis, at Raadet udoevede et vidt skoen.

27 Kommissionen har endvidere anfoert, at selv om der ikke blev givet en specifik og detaljeret begrundelse for valget af de varer, for hvilke der blev fastsat kontingenter, var de vaesentligste faktiske og retlige omstaendigheder, der var baggrunden for forordningen, og grundene til, at Raadet have udstedt forordningen, angivet klart og utvetydigt i praeamblen til den anfaegtede forordning.

28 Det bemaerkes, at begrundelsespligtens omfang - som Raadet med rette har anfoert - ifoelge fast retspraksis siden dommen af 13. marts 1968 i Beus-sagen (sag 5/67, Sml. 1965-1968, s. 469, org. ref.: Rec. s. 125, jf. s. 143) afhaenger af, hvilken retsakt der er tale om, og at begrundelsen, naar der er tale om almengyldige retsakter, kun behoever at angive de samlede omstaendigheder, der har foert til, at retsakten er blevet udstedt, og de generelle formaal, den skal opfylde.

29 Det foelger heraf, at den af den spanske regering paaberaabte retspraksis, som vedroerer beslutninger fra Kommissionen, som individuelt beroerer sagsoegerne, ikke er relevant for almengyldige retsakter som den anfaegtede forordning.

30 Endvidere har Domstolen gentagne gange fastslaaet, at hvis det formaal, der forfoelges af institutionen, i det vaesentlige fremgaar af den anfaegtede retsakt, ville det vaere urimeligt at kraeve en saerlig begrundelse for de enkelte valg af teknisk art, som institutionen har truffet (jf. bl.a. dom af 22.1.1986, sag 250/84, Eridania m.fl., Sml. s. 117, praemis 38).

31 I den foreliggende sag har Raadet indledningsvis i praeamblen til den anfaegtede forordning henvist til baggrunden for, at Raadet fastsatte den oprindelige stoerrelse af det omtvistede kontingent, og til de formaal, det forfulgte dermed. Raadet forklarer derefter, at anvendelsen af dette kontingent havde givet anledning til forstyrrelser, som paavirkede de paagaeldende erhvervsgrene. Raadet konkluderer derfor, at der boer foretages en forhoejelse af kontingentet for at lette overgangen fra den tidligere importordning til den nye.

32 Begrundelsen findes derfor at indeholde en klar beskrivelse af de faktiske forhold og formaalene med retsakten, som under hensyn til de konkrete omstaendigheder maa anses for tilstraekkelig.

33 Idet det findes ufornoedent at undersoege, om den aendring, der er foretaget ved den anfaegtede forordning, er vaesentlig, bemaerkes det for det foerste, at Faellesskabets institutioner har et skoen med hensyn til valget af de foranstaltninger, der er noedvendige for at gennemfoere den faelles handelspolitik (jf. dom af 15.7.1982, sag 245/81, Edeka, Sml. s. 2745, praemis 27, af 28.10.1982, sag 52/81, Faust mod Kommissionen, Sml. s. 3745, praemis 27, og domme af 7.5.1987, sag 256/84, Koyo Seiko mod Raadet, Sml. s. 1899, praemis 20, sag 258/84, Nippon Seiko mod Raadet, Sml. s. 1923, praemis 34, og sag 260/84, Minebea mod Raadet, Sml. s. 1975, praemis 28).

34 Saerligt tilkommer det Raadet paa baggrund af resultaterne af anvendelsen af de regler, det udsteder, at vurdere, om der skal foretages aendringer heri. I modsaetning til, hvad den spanske regering har gjort gaeldende, var Raadet derfor ikke forpligtet til i begrundelsen at redegoere for en udvikling i de omstaendigheder, der havde foert til fastsaettelsen af det foerste kontingent.

35 Da Raadet havde anfoert formaalene med retsakten, var det for det andet ikke forpligtet til at begrunde de tekniske valg, det havde truffet, og navnlig ikke stoerrelsen af forhoejelsen af det omtvistede kontingent.

36 Det foelger heraf, at det foerste anbringende maa forkastes.

Anbringendet vedroerende tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning

37 For det andet har den spanske regering gjort gaeldende, at Raadet ved udstedelsen af den anfaegtede forordning tilsidesatte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, idet det undlod at tage hensyn til de beroerte medlemsstaters og erhvervsdrivendes situation. Der var ikke sket nogen aendring i de faktiske forhold, og de erhvervsdrivende var med ganske kort varsel blevet paatvunget en aendring i den status quo, der var etableret ved den foregaaende forordning, uden at denne aendring var berettiget af hensyn til en overordnet offentlig interesse. Derved blev der paafoert alle de erhvervsdrivende, der under henvisning til den oprindelige forordning havde opsagt deres kontrakter eller stillet dem i bero, et alvorligt tab.

38 Den spanske regering har anfoert, at den anser sig for befoejet til at paaberaabe sig en tilsidesaettelse af de beroerte erhvervsdrivendes og saerligt de spanske erhvervsdrivendes berettigede forventning under et annullationssoegsmaal, navnlig under hensyn til, at de beroerte parter ikke kan anlaegge en saadan sag i det foreliggende tilfaelde.

39 Den spanske regering har endvidere anfoert, at man ikke kan kraeve af en paapasselig og velunderrettet erhvervsdrivende, at han forudser en aendring, der fratager det forudgaaende kontingent ethvert praktisk indhold, tilmed knap fire maaneder efter dets indfoerelse. De paagaeldende erhvervsdrivende vil saaledes ikke kunne kritiseres for ikke at have udvist tilstraekkelig omhu, og de vil heller ikke kunne paalaegges en forpligtelse til at paatage sig risici, der gaar ud over de almindelige risici, der er forbundet med udoevelsen af deres virksomhed.

40 Raadet har for det foerste rejst tvivl om, hvorvidt den anfaegtede forordning kunne udgoere en tilsidesaettelse af Kongeriget Spaniens berettigede forventning. Under forudsaetning af, at en medlemsstat er berettiget til at paaberaabe sig en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af de paagaeldende erhvervsdrivendes berettigede forventning, boer det dernaest fastslaas, at Raadet fuldt ud har fulgt dette princip. Enhver indfoerelse eller aendring af faellesskabskontingenter har virkninger paa samhandelen, og muligheden af, at samhandelen bliver paavirket i betydelig grad, er en del af de erhvervsmaessige risici, der foelger med de paagaeldende former for virksomhed, og er enhver paapasselig og velunderrettet erhvervsdrivende bekendt. Endelig har Raadet rejst tvivl om, hvorvidt man kan paaberaabe sig en berettiget forventning, naar den eneste mulige konsekvens for de beroerte erhvervsdrivende af forhoejelsen af kontingentet er et aendret konkurrenceniveau paa faellesskabsmarkedet for legetoej. Under alle omstaendigheder maa det paahvile den sagsoegende regering at foere bevis for, at der foreligger en berettiget forventning hos de erhvervsdrivende, der er beroert af forordning nr. 519/94.

41 Kommissionen har gjort gaeldende, at naar en agtpaagivende og velinformeret erhvervsdrivende er i stand til at forudse, at der vil blive truffet en faellesskabsforanstaltning, der kan beroere hans interesser, kan han ikke paaberaabe sig en tilsidesaettelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, naar foranstaltningen traeffes. I den foreliggende sag er der ikke fremfoert noget bevis for eller gjort forsoeg paa at bevise det af den spanske regering anfoerte vedroerende tilsidesaettelse af den berettigede forventning. Under alle omstaendigheder havde en paapasselig og velunderrettet erhvervsdrivende ingen grund til at antage, at Raadet ikke ville aendre kontingentet. Endvidere havde saavel de spanske myndigheder som de erhvervsdrivende inden for branchen deltaget saerdeles aktivt i udarbejdelsen baade af forordning nr. 519/94 og den anfaegtede forordning, hvorfor de i lang tid i forvejen kunne have kendskab til forordningernes indhold. Endelig indeholdt forordning nr. 519/94 udtrykkelige bestemmelser baade om indfoerelse af kvantitative kontingenter og om aendring heraf med henblik paa regelmaessigt at tilpasse dem til udviklingen i den oekonomiske situation. Muligheden for, at de indfoerte kontingenter blev tilpasset eller afskaffet, var kendt, og saadanne foranstaltninger var derfor forudsigelige.

42 Indledningsvis bemaerkes, at selv om den spanske regering har gjort gaeldende, at den anfaegtede forordning ogsaa strider mod medlemsstaternes berettigede forventning, vedroerer dens argumenter i det vaesentlige spoergsmaalet om tilsidesaettelse af de paagaeldende erhvervsdrivendes berettigede forventning. Trods den tvivl, Raadet har givet udtryk for, er der imidlertid intet til hinder for, at en medlemsstat under et annullationssoegsmaal goer gaeldende, at en retsakt fra institutionerne strider mod visse borgeres berettigede forventning (jf. dom af 14.1.1987, sag 278/84, Tyskland mod Kommissionen, Sml. s. 1, praemis 34-36, af 20.9.1988, sag 203/86, Spanien mod Raadet, Sml. s. 4563, praemis 17-20, og af 14.1.1997, sag C-169/95, Spanien mod Kommissionen, Sml. I, s. 135, praemis 49 til 54).

43 Med hensyn til spoergsmaalet, om anbringendet kan tages til foelge, bemaerkes, at da Faellesskabets institutioner ifoelge fast retspraksis har et skoen ved valget af de noedvendige foranstaltninger til at gennemfoere den faelles handelspolitik, har de erhvervsdrivende ikke nogen berettiget forventning om, at den eksisterende situation vil blive opretholdt, idet institutionerne under udoevelse af deres skoen kan beslutte at aendre denne (ovennaevnte domme i Edeka-sagen, praemis 27, Faust-sagen, praemis 27, Koyo Seiko-sagen, praemis 20, Nippon Seiko-sagen, praemis 34 og Minebea-sagen, praemis 28).

44 I den foreliggende sag fremgik det endvidere udtrykkeligt af forordning nr. 519/94 og saerligt af sjette betragtning til forordningen samt artikel 1, stk. 4, og artikel 4, stk. 3, at kontingenterne i bilag II kunne blive tilpasset. Under disse omstaendigheder kunne foranstaltninger som de i den anfaegtede forordning fastsatte i vidt omfang forudses af de paagaeldende erhvervsdrivende.

45 Det foelger heraf, at Raadet ikke tilsidesatte princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, da det udstedte den anfaegtede forordning, og at dette anbringende derfor ikke kan tages til foelge.

46 Da ingen af den sagsoegende regerings anbringender har kunnet tages til foelge, maa Raadet i det hele frifindes.

Sagens omkostninger

47 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, paalaegges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt paastand herom. Kongeriget Spanien har tabt sagen og paalaegges derfor at betale sagens omkostninger i overensstemmelse med Raadets paastand herom. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 4, baerer medlemsstater og institutioner, der er indtraadt i en sag, deres egne omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

udtaler og bestemmer

DOMSTOLEN

(Sjette Afdeling)

48 Raadet for Den Europaeiske Union frifindes.

49 Kongeriget Spanien betaler sagens omkostninger.

50 Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber baerer sine egne omkostninger.