This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 32014R0208
Council Regulation (EU) No 208/2014 of 5 March 2014 concerning restrictive measures directed against certain persons, entities and bodies in view of the situation in Ukraine
Rådets forordning (EU) nr. 208/2014 af 5. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine
Rådets forordning (EU) nr. 208/2014 af 5. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine
EUT L 66 af 6.3.2014, p. 1–10
(BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
In force: This act has been changed. Current consolidated version: 06/03/2024
Relation | Act | Comment | Subdivision concerned | From | To |
---|---|---|---|---|---|
Corrected by | 32014R0208R(01) | (LT, LV, HU) | |||
Corrected by | 32014R0208R(02) | (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, MT, NL, PL, PT, RO, SK, FI, SV) | |||
Corrected by | 32014R0208R(03) | (DE, FR, IT, MT, PT) | |||
Corrected by | 32014R0208R(04) | (ES, EL, MT, PL, RO, FI, SV) | |||
Modified by | 32014R0381 | ændring | bilag I | 15/04/2014 | |
Modified by | 32015R0138 | tilføjelse | artikel 3.1 BI | 31/01/2015 | |
Modified by | 32015R0357 | erstatning | bilag I | 07/03/2015 | |
Modified by | 32015R0869 | ændring | bilag I | 07/06/2015 | |
Modified by | 32015R1777 | erstatning | bilag I tekst | 06/10/2015 | |
Modified by | 32016R0311 | erstatning | bilag I nummer 4 | 06/03/2016 | |
Modified by | 32016R0311 | ophævelse | bilag I nummer 14 | 06/03/2016 | |
Modified by | 32016R0311 | erstatning | bilag I nummer 13 | 06/03/2016 | |
Modified by | 32016R0311 | erstatning | bilag I nummer 2 | 06/03/2016 | |
Modified by | 32017R0374 | ophævelse | bilag I nummer 16 | 05/03/2017 | |
Modified by | 32018R0326 | ophævelse | bilag I tekst | 06/03/2018 | |
Modified by | 32018R0326 | erstatning | bilag I tekst | 06/03/2018 | |
Modified by | 32019R0352 | ophævelse | bilag I tekst | 05/03/2019 | |
Modified by | 32019R0352 | tilføjelse | bilag I del B | 05/03/2019 | |
Modified by | 32019R0352 | erstatning | bilag I tekst | 05/03/2019 | |
Modified by | 32019R1163 | erstatning | bilag II | 09/07/2019 | |
Modified by | 32020R0370 | ophævelse | bilag I del A nummer 11 | 06/03/2020 | |
Modified by | 32020R0370 | erstatning | bilag I del B | 06/03/2020 | |
Modified by | 32020R0370 | ophævelse | bilag I del A nummer 18 | 06/03/2020 | |
Modified by | 32021R0391 | ophævelse | bilag I del A nummer 13 | 05/03/2021 | |
Modified by | 32021R0391 | ophævelse | bilag I del A nummer 15 | 05/03/2021 | |
Modified by | 32021R0391 | erstatning | bilag I del B | 05/03/2021 | |
Modified by | 32021R2152 | Sletning | bilag I afdeling A nummer 17 | 07/12/2021 | |
Modified by | 32021R2152 | Sletning | bilag I afdeling B nummer 17 | 07/12/2021 | |
Modified by | 32022R0375 | erstatning | bilag I del B | 04/03/2022 | |
Modified by | 32022R0595 | erstatning | bilag II | 13/04/2022 | |
Modified by | 32022R1501 | Sletning | bilag I del A nummer 1 | 13/09/2022 | |
Modified by | 32022R1501 | Sletning | bilag I del B nummer 1 | 13/09/2022 | |
Modified by | 32022R1501 | Sletning | bilag I del B nummer 7 | 13/09/2022 | |
Modified by | 32022R1501 | Sletning | bilag I del A nummer 9 | 13/09/2022 | |
Modified by | 32022R1501 | Sletning | bilag I del A nummer 7 | 13/09/2022 | |
Modified by | 32022R1501 | Sletning | bilag I del A nummer 3 | 13/09/2022 | |
Modified by | 32022R1501 | Sletning | bilag I del B nummer 3 | 13/09/2022 | |
Modified by | 32022R1501 | Sletning | bilag I del B nummer 9 | 13/09/2022 | |
Modified by | 32023R0449 | erstatning | bilag I del B | 04/03/2023 | |
Modified by | 32024R0827 | erstatning | bilag I afdeling B | 06/03/2024 | |
Modified by | 32024R2465 | erstatning | bilag II | 13/09/2024 |
6.3.2014 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 66/1 |
RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 208/2014
af 5. marts 2014
om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 215,
under henvisning til Rådets afgørelse 2014/119/FUSP af 5. marts 2014 om restriktive foranstaltninger over for visse personer, enheder og organer på baggrund af situationen i Ukraine (1),
under henvisning til det fælles forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik og fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Den 20. februar 2014 fordømte Rådet på det kraftigste al anvendelse af vold i Ukraine. Det opfordrede til at bringe volden til ophør med det samme og til fuldt ud at overholde menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder i Ukraine. Det opfordrede den ukrainske regering til at udvise størst mulig tilbageholdenhed og oppositionslederne til at tage afstand fra dem, der griber til yderligtgående handlinger, herunder vold. |
(2) |
Den 3. marts 2014 vedtog Rådet at målrette restriktive foranstaltninger mod indefrysning og inddrivelse af aktiver tilhørende personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine. |
(3) |
Den 5. marts 2014 vedtog Rådet afgørelse 2014/119/FUSP. |
(4) |
Ved afgørelse 2014/119/FUSP er der truffet bestemmelse om, at der skal indefryses pengemidler og økonomiske ressourcer tilhørende visse personer, der er identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine, samt fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer med tilknytning til dem med henblik på at konsolidere og styrke retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne i Ukraine. Disse personer, enheder og organer er opført på listen i bilaget til nævnte afgørelse. |
(5) |
Da disse foranstaltninger falder ind under anvendelsesområdet for traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, er lovgivning på EU-plan nødvendig for deres gennemførelse, navnlig for at sikre, at de økonomiske aktører i alle medlemsstater anvender dem ensartet. |
(6) |
Denne forordning respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som navnlig anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol og retten til beskyttelse af personoplysninger. Forordningen bør anvendes i overensstemmelse med disse rettigheder og principper. |
(7) |
I betragtning af den alvorlige politiske situation i Ukraine og for at sikre sammenhæng med proceduren for ændring og revurdering af bilaget til afgørelse 2014/119/FUSP bør beføjelsen til at ændre listen i bilag I til denne forordning udøves af Rådet. |
(8) |
Proceduren for ændring af listen i bilag I til denne forordning bør omfatte, at begrundelserne for opførelsen på listen meddeles de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer for at give dem lejlighed til at fremsætte bemærkninger. Når der fremsættes bemærkninger eller forelægges væsentlig ny dokumentation, bør Rådet tage sin afgørelse op til fornyet overvejelse i lyset af disse bemærkninger og underrette den pågældende person eller enhed eller det pågældende organ herom. |
(9) |
Med henblik på gennemførelsen af denne forordning og for at skabe størst mulig retssikkerhed i Unionen bør navne og andre relevante oplysninger om fysiske og juridiske personer, og enheder og organer, hvis pengemidler og økonomiske ressourcer skal indefryses i henhold til denne forordning, offentliggøres. Enhver behandling af personoplysninger bør overholde Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (2) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF (3). |
(10) |
For at sikre, at de i denne forordning fastsatte foranstaltninger er effektive, bør denne forordning træde i kraft øjeblikkeligt — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
I denne forordning forstås ved:
a) »fordring«: enhver omtvistet eller uomtvistet fordring, som er fremsat før eller efter den 6. marts 2014, og som har tilknytning til gennemførelsen af en kontrakt eller en transaktion, eller opstår i forbindelse hermed, særligt:
i) |
en fordring, som tager sigte på opfyldelse af enhver forpligtelse, som er resultatet af eller har tilknytning til en kontrakt eller transaktion |
ii) |
en fordring, som tager sigte på forlængelse eller indfrielse af en finansiel garanti eller modgaranti uanset dens form |
iii) |
et erstatningskrav i forbindelse med en kontrakt eller transaktion |
iv) |
et modkrav |
v) |
en fordring, som tager sigte på, også ved eksigibilitet, at opnå anerkendelse eller fuldbyrdelse af en dom, en voldgiftskendelse eller en tilsvarende afgørelse, uanset hvor den er afsagt eller truffet |
b) »kontrakt eller transaktion«: enhver transaktion uanset form og uanset hvilken lov der finder anvendelse på den, bestående af en eller flere kontrakter eller lignende forpligtelser, der er indgået mellem samme eller forskellige parter; udtrykket »kontrakt« omfatter med henblik herpå navnlig alle garantier og modgarantier, navnlig finansielle garantier og modgarantier, og kreditter, også selv om de er juridisk uafhængige, samt enhver tilknyttet bestemmelse, som opstår som resultat af eller i forbindelse med en sådan transaktion
c) »kompetente myndigheder«: medlemsstaternes kompetente myndigheder, jf. listen over websteder i bilag II
d) »økonomiske ressourcer«: aktiver af enhver art, både materielle og immaterielle, såvel løsøre som fast ejendom, som ikke er pengemidler, men som kan bruges til at opnå pengemidler, varer eller tjenesteydelser
e) »indefrysning af økonomiske ressourcer«: hindring af, at økonomiske ressourcer på nogen måde anvendes til at opnå pengemidler, varer eller tjenesteydelser, herunder bl.a. ved salg, leje eller pantsætning
f) »indefrysning af pengemidler«: hindring af enhver form for flytning, overførsel, ændring, brug af, adgang til eller behandling af pengemidler, der ville resultere i enhver form for ændring med hensyn til omfang, beløb, anbringelsessted, ejerforhold, besiddelse, art eller formål eller andre ændringer, som ville gøre det muligt at bruge de pågældende pengemidler, herunder porteføljeforvaltning
g) »pengemidler«: finansielle aktiver og midler af enhver art, herunder, men ikke begrænset til:
i) |
kontante pengebeløb, checks, pengefordringer, veksler, anvisninger og andre betalingsinstrumenter |
ii) |
indeståender i finansielle institutioner eller andre enheder, saldi på konti, tilgodehavender og tilgodehavendebeviser |
iii) |
børsnoterede og unoterede værdipapirer og gældsinstrumenter, herunder aktier og andre ejerandele, værdipapircertifikater, obligationer, gældsbeviser, warrants, usikrede værdipapirer og derivatkontrakter |
iv) |
renter, udbytter eller andre indtægter eller værdier fra aktiver |
v) |
kreditter, modregningsrettigheder, garantier, opfyldelsesgarantier eller andre finansielle forpligtelser |
vi) |
remburser, konnossementer, løsørepantebreve samt |
vii) |
dokumentation for en interesse i pengemidler eller økonomiske ressourcer |
h) »Unionens område«: de af medlemsstaternes områder, hvorpå traktaten finder anvendelse på de betingelser, der er fastsat i traktaten, herunder deres luftrum.
Artikel 2
1. Alle pengemidler og økonomiske ressourcer, som tilhører, ejes, besiddes eller kontrolleres af fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag I, indefryses.
2. Ingen pengemidler eller økonomiske ressourcer må hverken direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller være til fordel for de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag I.
Artikel 3
1. Bilag I omfatter de personer, som Rådet i henhold til artikel 1 i afgørelse 2014/119/FUSP har identificeret som ansvarlige for uretmæssig tilegnelse af ukrainske statsmidler, og personer, der er ansvarlige for menneskerettighedskrænkelser i Ukraine, samt fysiske og juridiske personer med tilknytning til dem.
2. Bilag I indeholder begrundelsen for opførelsen af de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder og organer på listen.
3. Bilag I indeholder endvidere de oplysninger, som er tilgængelige, og som er nødvendige for at identificere de pågældende fysiske eller juridiske personer, enheder og organer. For så vidt angår fysiske personer kan sådanne oplysninger omfatte navne med tilhørende aliasser, fødselsdato og fødested, nationalitet, pas- og identitetskortnumre, køn, adresse, hvis denne er bekendt, og funktion eller erhverv. For så vidt angår juridiske personer, enheder og organer kan sådanne oplysninger omfatte navne, registreringssted og -dato, registreringsnummer og forretningssted.
Artikel 4
1. Uanset artikel 2 kan medlemsstaternes kompetente myndigheder meddele tilladelse til, at visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer frigives, eller at visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer stilles til rådighed på vilkår, som de skønner hensigtsmæssige, efter at have konstateret, at de pågældende pengemidler eller økonomiske ressourcer:
a) |
er nødvendige til dækning af basale behov hos de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag I, og hos de familiemedlemmer, som disse personer har forsørgerpligt over, herunder til betaling af fødevarer, husleje, renter og afdrag på hypotekslån, medicin, lægebehandling, skatter, forsikringspræmier og offentlige forbrugsafgifter |
b) |
alene er bestemt til betaling af rimelige honorarer eller godtgørelse af udgifter i forbindelse med juridisk bistand |
c) |
alene er bestemt til betaling af afgifter eller administrationsgebyrer for opbevaring eller vedligeholdelse af indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer |
d) |
er nødvendige til afholdelse af ekstraordinære udgifter, på betingelse af, at den kompetente myndighed mindst to uger før meddelelsen af tilladelsen har meddelt de andre medlemsstaters kompetente myndigheder og Kommissionen, hvorfor den finder, at der bør meddeles særlig tilladelse |
2. Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om enhver tilladelse, der meddeles i medfør af stk. 1.
Artikel 5
1. Uanset artikel 2 kan medlemsstaternes kompetente myndigheder give tilladelse til, at visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer frigives, når følgende betingelser er opfyldt:
a) |
pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer er omfattet af en voldgiftsmæssig afgørelse, der er truffet forud for den dato, hvor den fysiske eller juridiske person, enheden eller organet som omhandlet i artikel 2, blev opført på listen i bilag I, eller af en judiciel eller administrativ afgørelse, der er truffet i Unionen, eller en judiciel afgørelse, der kan fuldbyrdes i den pågældende medlemsstat, forud for eller efter den dato |
b) |
pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer skal udelukkende anvendes til at indfri fordringer, der er sikret ved en sådan afgørelse eller er anerkendt som gyldige ved en sådan afgørelse, inden for de grænser, som er fastsat ved gældende lovgivning og administrative bestemmelser om sådanne fordringshaveres rettigheder |
c) |
afgørelsen er ikke til fordel for en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, der er opført på listen i bilag I, samt |
d) |
anerkendelsen af afgørelsen er ikke i strid med de almindelige retsprincipper i den pågældende medlemsstat. |
2. Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om enhver tilladelse, der meddeles i henhold til stk. 1.
Artikel 6
1. Uanset artikel 2 kan medlemsstaternes kompetente myndigheder på vilkår, som de skønner hensigtsmæssige, tillade, at visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer frigives, når en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, der er opført på listen i bilag I, skal betale beløb, der er forfaldne i henhold til kontrakter, aftaler eller forpligtelser, som den pågældende fysiske eller juridiske person, den pågældende enhed eller det pågældende organ har indgået eller pådraget sig inden den dato, hvor den pågældende fysiske eller juridiske person, den pågældende enhed eller det pågældende organ blev opført på listen i bilag I, når den pågældende kompetente myndighed har konstateret:
a) |
at pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer skal anvendes til en betaling, der skal foretages af en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, som er opført i bilag I samt |
b) |
at betalingen ikke er i strid med artikel 2, stk. 2. |
2. Den pågældende medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om enhver tilladelse, der meddeles i henhold til stk. 1.
Artikel 7
1. Artikel 2, stk. 2, er ikke til hinder for, at finansierings- eller kreditinstitutter, der modtager pengemidler, som overføres af tredjeparter til en konto, der tilhører en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, der er opført på listen, krediterer de indefrosne konti med disse beløb, forudsat at således tilførte beløb på disse konti også indefryses. Finansierings- eller kreditinstituttet underretter straks den kompetente myndighed om sådanne transaktioner.
2. Artikel 2, stk. 2, gælder ikke beløb, som indefrosne konti krediteres med, i form af:
a) |
renter eller anden form for afkast fra disse konti |
b) |
beløb, der er forfaldne i henhold til kontrakter, aftaler eller forpligtelser, som er indgået eller opstået forud for den dato, hvor den fysiske eller juridiske person, enheden eller organet, jf. artikel 2, blev opført på listen i bilag I, eller |
c) |
beløb, der er forfaldne i henhold til retslige, administrative eller voldgiftsmæssige afgørelser, der er truffet i en medlemsstat, eller som kan fuldbyrdes i den pågældende medlemsstat samt |
forudsat at sådanne renter, andre indtægter og beløb indefryses i henhold til artikel 2, stk. 1.
Artikel 8
1. Med forbehold af gældende regler vedrørende indberetning, fortrolighed og tavshedspligt skal fysiske og juridiske personer, enheder og organer:
a) |
øjeblikkeligt videregive oplysninger, der kan fremme overholdelsen af denne forordning, herunder oplysninger om konti og beløb, som er indefrosset i medfør af artikel 2, til den kompetente myndighed i den medlemsstat, hvor de pågældende er bosat eller befinder sig, og enten direkte eller via medlemsstaterne fremsende oplysningerne til Kommissionen samt |
b) |
samarbejde med den kompetente myndighed om efterprøvning af sådanne oplysninger. |
2. Alle yderligere oplysninger, som Kommissionen modtager direkte, stilles til rådighed for medlemsstaterne.
3. Alle oplysninger, der afgives eller modtages i medfør af denne artikel, må kun anvendes til de formål, til hvilke de blev afgivet eller modtaget.
4. Stk. 3 forhindrer ikke medlemsstaterne i at udveksle sådanne oplysninger med Ukraines relevante myndigheder og andre medlemsstater i henhold til deres nationale ret, når det er nødvendigt med det formål at bidrage til inddragelsen af uretmæssigt tilegnede aktiver.
Artikel 9
Bevidst og forsætlig deltagelse i aktiviteter, som har til formål eller følge at omgå de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 2, er forbudt.
Artikel 10
1. Når indefrysning af pengemidler og økonomiske ressourcer eller afvisning af at stille pengemidler eller økonomiske ressourcer til rådighed er sket i god tro i forvisning om, at det er i overensstemmelse med denne forordning, kan den fysiske eller juridiske person, enheden eller organet, som har foretaget indefrysningen eller afvisningen, herunder dens ledelse og personale, ikke på nogen måde drages til ansvar herfor, medmindre det godtgøres, at indefrysningen eller tilbageholdelsen skyldtes forsømmelighed.
2. Handlinger foretaget af fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer medfører ikke ansvar af nogen form for de pågældende, hvis de ikke vidste og ikke havde rimelig grund til at formode, at deres handling ville være i strid med forbuddene i denne forordning.
Artikel 11
1. Ingen fordringer må indfries i forbindelse med kontrakter eller transaktioner, hvis opfyldelse eller gennemførelse direkte eller indirekte helt eller delvis er blevet påvirket af foranstaltningerne i denne forordning, herunder erstatningskrav eller andre tilsvarende fordringer, såsom krav på modregning eller erstatning i henhold til garanti, særlig ikke fordringer, som tager sigte på forlængelse eller indfrielse af garantier eller modgarantier, navnlig finansielle garantier eller modgarantier uanset deres form, såfremt disse fordringer gøres gældende af:
a) |
fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er opført på listen i bilag I |
b) |
fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, som handler gennem eller på vegne af en af de i litra a) omhandlede personer, enheder eller organer. |
2. I forbindelse med enhver procedure vedrørende inddrivelse af en fordring påhviler det den fysiske eller juridiske person, enheden eller organet, der søger at få fordringen inddrevet, at bevise, at indfrielsen af fordringen ikke er forbudt i henhold til stk. 1.
3. Denne artikel berører ikke de rettigheder, som de i stk. 1 omhandlede fysiske eller juridiske personer, enheder og organer har til ved en domstol at få prøvet lovligheden af den manglende opfyldelse af kontraktlige forpligtelser i overensstemmelse med denne forordning.
Artikel 12
1. Kommissionen og medlemsstaterne underretter hinanden om foranstaltninger, der træffes i medfør af denne forordning, og udveksler alle andre relevante oplysninger, som de råder over, i forbindelse med denne forordning hver tredje måned, navnlig oplysninger:
a) |
angående pengemidler, der er indefrosset henhold til artikel 2, og tilladelser, der er meddelt i henhold til artikel 4, 5 og 6 |
b) |
angående overtrædelser, håndhævelsesproblemer og domme afsagt af nationale domstole. |
2. Medlemsstaterne underretter øjeblikkeligt hinanden og Kommissionen om enhver anden relevant oplysning, som de råder over, og som kan have indflydelse på den effektive gennemførelse af denne forordning.
Artikel 13
Kommissionen bemyndiges til at ændre bilag II på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne.
Artikel 14
1. Såfremt Rådet vedtager at lade en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ være omfattet af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 2, ændrer det bilag I i overensstemmelse hermed.
2. Rådet meddeler sin afgørelse, herunder begrundelsen for opførelsen på listen, til den fysiske eller juridiske person, enheden eller organet, der er omhandlet i stk. 1, enten direkte, hvis adressen er bekendt, eller ved offentliggørelse af en bekendtgørelse, og giver den pågældende fysiske eller juridiske person, enheden eller organet lejlighed til at fremsætte bemærkninger.
3. Fremsættes der bemærkninger eller forelægges der væsentlig ny dokumentation, tager Rådet sin afgørelse op til fornyet overvejelse og underretter den fysiske eller juridiske person, enheden eller organet herom.
4. Listen i bilag I tages op til revision med regelmæssige mellemrum og mindst hver 12. måned.
Artikel 15
1. Medlemsstaterne fastsætter reglerne for, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af bestemmelserne i denne forordning, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.
2. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om de i stk. 1 omhandlede regler straks efter den 6. marts 2014 og underretter den om senere ændringer heraf.
Artikel 16
1. Medlemsstaterne udpeger de kompetente myndigheder, der henvises til i denne forordning, og angiver dem på de websteder, der er opført i bilag II. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen eventuelle ændringer af deres webadresse, som er opført i bilag II.
2. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om deres kompetente myndigheder, herunder disses kontaktoplysninger, straks efter denne forordnings ikrafttræden og underretter den om alle senere ændringer.
3. Når der i denne forordning fastsættes krav om, at der skal gives meddelelse eller underretning til eller på anden måde kommunikeres med Kommissionen, benyttes de adresser og øvrige kontaktoplysninger, der er angivet i bilag II.
Artikel 17
Denne forordning finder anvendelse:
a) |
inden for Unionens område, herunder dens luftrum |
b) |
om bord på fly og skibe under en medlemsstats jurisdiktion |
c) |
på alle personer inden for eller uden for Unionens område, som er statsborgere i en medlemsstat |
d) |
på alle juridiske personer, enheder eller organer inden for eller uden for Unionens område, der er oprettet eller stiftet i henhold til en medlemsstats lovgivning |
e) |
på alle juridiske personer, enheder eller organer for så vidt angår forretningsvirksomhed, der helt eller delvis foregår inden for Unionen. |
Artikel 18
Denne forordning træder i kraft på datoen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 5. marts 2014.
På Rådets vegne
D. KOURKOULAS
Formand
(1) Se side 26 i denne EUT.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).
(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31).
BILAG I
Liste over de fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omhandlet i artikel 2
|
Navn |
Identifikationsoplysninger |
Begrundelse |
Dato for opførelse |
1. |
Viktor Fedorovych Yanukovych |
født den 9. juli 1950, Ukraines tidligere præsident |
Person, der er genstand for en straffesag i Ukraine med henblik på at efterforske forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
2. |
Vitalii Yuriyovych Zakharchenko |
født den 20. januar 1963, tidligere indenrigsminister |
Person, der er genstand for en straffesag i Ukraine med henblik på at efterforske forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
3. |
Viktor Pavlovych Pshonka |
født den 6. februar 1954, tidligere statsadvokat i Ukraine |
Person, der er genstand for en straffesag i Ukraine med henblik på at efterforske forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
4. |
Oleksandr Hryhorovych Yakymenko |
født den 22. december 1964, tidligere leder af den ukrainske sikkerhedstjeneste |
Person, der er genstand for en straffesag i Ukraine med henblik på at efterforske forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
5. |
Andriy Volodymyrovych Portnov |
født den 27. oktober 1973, tidligere rådgiver for Ukraines præsident |
Person, der er genstand for en straffesag i Ukraine med henblik på at efterforske forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
6. |
Olena Leonidivna Lukash |
født den 12. november 1976, tidligere justitsminister |
Person, der er genstand for en straffesag i Ukraine med henblik på at efterforske forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
7. |
Andrii Petrovych Kliuiev |
født den 12. august 1964, tidligere leder af præsidentens kontor |
Person, der er genstand for en straffesag i Ukraine med henblik på at efterforske forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
8. |
Viktor Ivanovych Ratushniak |
født den 16. oktober 1959, tidligere viceindenrigsminister |
Person, der er genstand for en straffesag i Ukraine med henblik på at efterforske forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
9. |
Oleksandr Viktorovych Yanukovych |
født den 1. juli 1973, søn af den tidligere præsident, forretningsmand |
Person, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
10. |
Viktor Viktorovych Yanukovych |
født den 16. juli 1981, søn af den tidligere præsident, medlem af det ukrainske parlament Radaen |
Person, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
11. |
Artem Viktorovych Pshonka |
født den 19. marts 1976, søn af tidligere statsadvokat, viceformand for Regionspartiet i det ukrainske parlament Radaen |
Person, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
12. |
Serhii Petrovych Kliuiev |
født den 12. august 1969, forretningsmand, bror til Andrii K1iuiev |
Person, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
13. |
Mykola Yanovych Azarov |
født den 17. december 1947, premierminister i Ukraine indtil januar 2014 |
Person, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
14. |
Oleksii Mykolayovych Azarov |
søn af tidligere premierminister Azarov |
Person, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
15. |
Serhiy Vitaliyovych Kurchenko |
født den 21. september 1985, forretningsmand |
Person, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
16. |
Dmytro Volodymyrovych Tabachnyk |
født den 28. november 1963, tidligere uddannelses- og videnskabsminister |
Person, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
17. |
Raisa Vasylivna Bohatyriova |
født den 6. januar 1953, tidligere sundhedsminister |
Person, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
18. |
Ihor Oleksandrovych Kalinin |
født den 28. december 1959, tidligere rådgiver for Ukraines præsident |
Person, der er genstand for efterforskning i Ukraine for deltagelse i forbrydelser i forbindelse med underslæb med ukrainske statslige midler og den ulovlige overførsel heraf ud af Ukraine. |
6.3.2014 |
BILAG II
Websteder med oplysninger om de kompetente myndigheder og adresse til brug ved meddelelser til Europa-Kommissionen
BELGIEN
http://www.diplomatie.be/eusanctions
BULGARIEN
http://www.mfa.bg/en/pages/135/index.html
TJEKKIET
http://www.mfcr.cz/mezinarodnisankce
DANMARK
http://um.dk/da/politik-og-diplomati/retsorden/sanktioner/
TYSKLAND
http://www.bmwi.de/DE/Themen/Aussenwirtschaft/aussenwirtschaftsrecht,did=404888.html
ESTLAND
http://www.vm.ee/est/kat_622/
IRLAND
http://www.dfa.ie/home/index.aspx?id=28519
GRÆKENLAND
http://www.mfa.gr/en/foreign-policy/global-issues/international-sanctions.html
SPANIEN
http://www.exteriores.gob.es/Portal/es/PoliticaExteriorCooperacion/GlobalizacionOportunidadesRiesgos/Documents/ORGANISMOS%20COMPETENTES%20SANCIONES%20INTERNACIONALES.pdf
FRANKRIG
http://www.diplomatie.gouv.fr/autorites-sanctions/
KROATIEN
http://www.mvep.hr/sankcije
ITALIEN
http://www.esteri.it/MAE/IT/Politica_Europea/Deroghe.htm
CYPERN
http://www.mfa.gov.cy/sanctions
LETLAND
http://www.mfa.gov.lv/en/security/4539
LITAUEN
http://www.urm.lt/sanctions
LUXEMBOURG
http://www.mae.lu/sanctions
UNGARN
http://www.kulugyminiszterium.hu/kum/hu/bal/Kulpolitikank/nemzetkozi_szankciok/
MALTA
http://www.doi.gov.mt/EN/bodies/boards/sanctions_monitoring.asp
NEDERLANDENE
www.rijksoverheid.nl/onderwerpen/internationale-vrede-en-veiligheid/sancties
ØSTRIG
http://www.bmeia.gv.at/view.php3?f_id=12750&LNG=en&version=
POLEN
http://www.msz.gov.pl
PORTUGAL
http://www.portugal.gov.pt/pt/os-ministerios/ministerio-dos-negocios-estrangeiros/quero-saber-mais/sobre-o-ministerio/medidas-restritivas/medidas-restritivas.aspx
RUMÆNIEN
http://www.mae.ro/node/1548
SLOVENIEN
http://www.mzz.gov.si/si/zunanja_politika_in_mednarodno_pravo/zunanja_politika/mednarodna_varnost/omejevalni_ukrepi/
SLOVAKIET
http://www.mzv.sk/sk/europske_zalezitosti/europske_politiky-sankcie_eu
FINLAND
http://formin.finland.fi/kvyhteistyo/pakotteet
SVERIGE
http://www.ud.se/sanktioner
DET FORENEDE KONGERIGE
https://www.gov.uk/sanctions-embargoes-and-restrictions
Adresse til brug ved meddelelser til Europa-Kommissionen:
Europa-Kommissionen |
Tjenesten for Udenrigspolitiske Instrumenter (FPI) |
EEAS 02/309 |
B-1049 Bruxelles |
Belgien |
E-mail: relex-sanctions@ec.europa.eu. |