Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52011AE0538

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2000/75/EF for så vidt angår vaccination mod bluetongue — KOM(2010) 666 endelig — 2010/0326 (COD)

EUT C 132 af 3.5.2011, p. 92–93 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

3.5.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 132/92


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2000/75/EF for så vidt angår vaccination mod bluetongue

KOM(2010) 666 endelig — 2010/0326 (COD)

2011/C 132/18

Ordfører: Ludvík JÍROVEC

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 26. januar 2011 under henvisning til artikel 43, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om

Forslag til Rådets direktiv om ændring af direktiv 2000/75/EF for så vidt angår vaccination mod bluetongue

KOM(2010) 666 endelig — 2010/0326 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til EØSU's Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 28. februar 2011.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 470. plenarforsamling den 15.-16. marts 2011, mødet den 15. marts, følgende udtalelse med 185 stemmer for, 2 imod og 12 hverken for eller imod.

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1   Udvalget anbefaler, at der foretages lignende ændringer i Kommissionens forordning (EF) nr. 1266/2007 af 26. oktober 2007 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets direktiv 2000/75/EF for så vidt angår kontrol med, overvågning af og restriktioner for flytning af visse dyr af modtagelige arter i forbindelse med bluetongue.

1.2   Udvalget minder om den situation, der opstod, da man ophørte med at vaccinere mod mund- og klovsyge og svinepest. Dengang var en af de væsentligste begrundelser, at omkostningerne ved at komme eventuelle udbrud til livs ville være mindre end omkostningerne forbundet med vaccinationen.

1.3   EØSU mener, at det vil være hensigtsmæssigt at undersøge mulighederne for at lade beslutningen være op til den enkelte medlemsstat, da den epidemiske situation i lande med tempereret klima ikke er den samme som i de sydeuropæiske lande, og de former for bluetongue, der forekommer, heller ikke er de samme. De lande, som vælger ikke at vaccinere, vil have lettere ved at spore sygdommen. Men det vil ikke være uden risiko, da nye asiatiske stammer er sværere at opdage.

1.4   Udvalget mener, at ændringen af det pågældende direktiv er helt i overensstemmelse med den seneste teknologiske udvikling inden for fremstilling af vacciner, der nu også kan anvendes uden for områder, som er omfattet af restriktioner for flytning af dyr. Forslaget om at ændre direktivet indeholder en udtrykkelig garanti om, at medlemsstaterne ikke vil få pålagt yderligere administrative byrder, bortset fra dem, der er forbundet med oplysning om gennemførelse af et eventuelt vaccinationsprogram. Forslaget forventes ikke at have nogen sociale konsekvenser af betydning. EØSU støtter fuldt ud denne målsætning og hilser på grundlag af denne garanti forslaget velkommen.

2.   Indledning og resumé af forslaget

2.1   Forslaget til Rådets direktiv har til formål at ændre bestemmelserne om vaccination, der indtil nu har været reguleret af direktiv 2000/75/EF, for at gøre dem mere fleksible, idet der i dag findes inaktiverede vacciner, der kan anvendes med gode resultater også uden for områder, som er omfattet af restriktioner for flytning af dyr.

2.2   Kommissionen mener, at lovgivningen bør ændres for at afspejle de teknologiske fremskridt inden for udviklingen af vacciner. Den ændring, der foreslås, vil gøre det muligt at tilrettelægge strategien for bekæmpelse af bluetongue på en måde, der tager hensyn til den særlige situation i medlemsstaterne uden unødig indblanding fra EU.

2.3   Det er i dag almindeligt anerkendt, at det foretrukne redskab til bekæmpelse af bluetongue og forebyggelse af klinisk sygdom i EU er vaccination med inaktiverede vacciner. Ved at anvende denne type vacciner fjernes de eksisterende hindringer for forebyggende vaccination uden for områder, der er omfattet af restriktioner for flytning af dyr.

3.   Bemærkninger

3.1   I løbet af de seneste tre år er nye inaktiverede vacciner mod bluetongue blevet disponible, som uden risiko kan anvendes uden for de spærrede zoner. Medlemsstaterne kan derfor udarbejde deres egne strategier for forebyggelse og bekæmpelse af sygdommen uden unødig indblanding fra EU.

3.2   I kraft af forslaget udvides den række af redskaber, der er til rådighed til bekæmpelse af sygdommen, hvilket burde reducere de økonomiske og sociale konsekvenser af sygdommen. Alligevel er det vanskeligt nøjagtigt at kvantificere fordelene ved forslaget, da de vil afhænge af den uforudsigelige udvikling af sygdommen, der ikke længere betragtes som eksotisk i Europa.

3.3   Forslaget påvirker ikke de eksisterende foranstaltninger til sygdomsbekæmpelse. Det har derfor ingen direkte virkninger for EU's årlige og flerårlige programmer, der sigter mod at bekæmpe, udrydde og overvåge bestemte dyresygdomme.

3.4   Ved at tillade vaccination i hele EU kan forslaget medvirke til at nedbringe de direkte og indirekte tab, som bluetongue medfører, og dermed mindske de negative økonomiske konsekvenser af sygdommen.

3.5   Forslaget vil gøre det muligt at vaccinere langt flere dyr og skabe et større marked for de medicinalvirksomheder, som fremstiller de inaktiverede vacciner mod bluetongue.

Bruxelles, den 15. marts 2011

Staffan NILSSON

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


Top