Artikel 101, stk. 1, i TEUF^₁ forbyder aftaler og samordnet praksis* mellem virksomheder og grupper af virksomheder, som kan påvirke handlen mellem EU-lande og som har til formål at hindre, begrænse eller fordreje konkurrencen inden for EU’s indre marked.

Artikel 101, stk. 2, fastslår, at aftaler, der falder inden for rammerne af artikel 101, stk. 1, er ugyldige, medmindre de er fritaget i henhold til artikel 101, stk. 3.

Artikel 101, stk. 3 giver dog mulighed for undtagelse fra denne regel, såfremt aftaler eller praksis:

bidrager til at forbedre produktionen eller fordelingen af varer eller
fremmer den økonomiske eller tekniske udvikling og
sikrer forbrugerne en rimelig andel af fordelen herved.

Forordningen gør artikel 101, stk. 3, i TEUF gældende for visse typer aftaler og samordnet praksis mellem virksomheder, hvis de konkurrencemæssige fordele er større end den konkurrencebegrænsende effekt.

¹Bemærkning: Artikel 101 var tidligere artikel 81 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab som ændret ved Amsterdamtraktaten. Før det var den artikel 85 i Romtraktaten.

HOVEDPUNKTER

Forordningen giver Europa-Kommissionen bemyndigelse til ved forordning at gøre artikel 101, stk. 3, i TEUF gældende for visse kategorier af vertikale aftaler* og tilsvarende samordnet praksis, der falder ind under anvendelsesområdet for artikel 101, stk. 1, i TEUF.

Den fastsætter de betingelser, i henhold til hvilke Kommissionen, efter at have hørt de interesserede parter og Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål, kan vedtage en forordning, der fastslår, at artikel 101, stk. 1, ikke finder anvendelse på en specifik sag eller på kategorier af aftaler:

indgået mellem to eller flere virksomheder, der hver især virker inden for forskellige led i produktions- eller distributionskæden, og som vedrører betingelserne for parternes køb, salg eller videresalg af visse varer eller tjenesteydelser
hvori kun to virksomheder deltager, og som indeholder begrænsninger pålagt i forbindelse med erhvervelsen eller brugen af industriel ejendomsret, såsom patenter, brugsmønstre, mønstre eller varemærker, eller i forbindelse med rettigheder ifølge en aftale om overdragelse af eller koncession på fremstillingsmetoder eller viden om brugen eller anvendelsen af fabrikationstekniske fremgangsmåder.

Kommissionens forordning definerer, hvilke kategorier den finder anvendelse på, og fastlægger de begrænsninger eller bestemmelser, som eventuelt ikke er en del af aftalerne. De samme regler finder anvendelse på kategorier af samordnet praksis.

Forordningen kan desuden fastsætte de forhold, der kan føre til, at forordningen ikke finder anvendelse på visse parallelle net i tilsvarende aftaler eller samordnet praksis, der udøves på specifikke markeder.

Sådanne forordninger:

vedtages for et bestemt tidsrum
kan ophæves eller ændres, hvis de forhold, hvorpå de er baseret, har ændret sig
kan udstedes med tilbagevirkende kraft.

Som opfølgning på Kommissionens grønbog fra 1997 om vertikale begrænsninger i EU’s konkurrencepolitik blev forordning nr. 19/65 sammen med forordning nr. 17/62 (den første EU-forordning om konkurrencepolitik, som blev vedtaget i forbindelse med gennemførelsen af artikel 85 og 86 i Romtraktaten) ændret for at bane vej for en specifik gruppefritagelsesforordning for vertikale leverings- og distributionsaftaler (forordning (EU) nr. 330/2010).

Kommissionen har desuden udstedt retningslinjer for vertikale begrænsninger, der fastsætter betingelserne for anvendelse af gruppefritagelsesforordningen.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Forordningen trådte i kraft den 6. marts 1965.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

Fritagne aftaler (artikel 101, stk. 3, i TEUF) (Europa-Kommissionen).

VIGTIGE BEGREBER

Samordnet praksis: praksis der, uanset om der er indgået en formel aftale mellem parterne eller ej, er konkurrencebegrænsende. Sådan praksis kan opstå som følge af direkte eller indirekte kontakt mellem virksomheder, hvis intention er enten at påvirke markedet eller at videregive oplysninger om tilsigtet fremtidig adfærd til konkurrenter.

Vertikale aftaler: aftaler mellem virksomheder, der virker inden for forskellige distributionsled, f.eks. hvor en virksomhed er leverandør af produktionsmaterialer til en anden virksomhed.

HOVEDDOKUMENT

Konsolideret udgave af traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde — Tredje del — Unionens interne politikker og foranstaltninger — Afsnit VII — De fælles regler om konkurrence, fiskale spørgsmål og indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne — Kapitel 1 — Konkurrencereglerne — 1. afdeling: Regler for virksomhederne — Artikel 101 (tidl. artikel 81 i TEF) (EUT C 202 af 7.6.2016, s. 88-89).

Rådets forordning nr. 19/65/EØF af 2. marts om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85, stk. 3, på kategorier af aftaler og samordnet praksis (den engelske specialudgave: serie 1 kapitel 1965-1966, s. 35-37)

Efterfølgende ændringer af forordning nr. 19/65/EØF er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Retningslinjer for vertikale begrænsninger (EUT C 130 af 19.5.2010, s. 1-46)

Kommissionens forordning (EU) nr. 330/2010 af 20. april 2010 om anvendelse af artikel 101, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på kategorier af vertikale aftaler og samordnet praksis (EUT L 102 af 23.4.2010, s. 1-7)

Se den konsoliderede udgave.

Grønbog om vertikale begrænsninger i EU’s konkurrencepolitik (KOM(96) 721 endelig udg. af 20.1.1997)

EØF Rådet: Forordning nr. 17: Første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikler 85 og 86 (den engelske specialudgave: serie 1 kapitel 1959-1962, s. 87-93)

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 08.01.2019

Augša

Visas

Atlasiet eksperimentālās funkcijas, kuras vēlaties izmēģināt!