Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017R0836

    Kommissionens delegerede forordning (EU) 2017/836 af 11. januar 2017 om ændring af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 978/2012 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer

    C/2016/8996

    EUT L 125 af 18.5.2017, p. 1–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2017/836/oj

    18.5.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 125/1


    KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2017/836

    af 11. januar 2017

    om ændring af bilag III til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 978/2012 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 207,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 978/2012 af 25. oktober 2012 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 732/2008 (1), særlig artikel 10, stk. 4, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Et land, der er omfattet af den generelle toldpræferenceordning (»GSP«), kan anmode om at blive omfattet af supplerende toldpræferencer under den særlige ansporende ordning for bæredygtig udvikling og god regeringsførelse (GSP+). I artikel 9, stk. 1, i forordning (EU) nr. 978/2012 fastsættes der specifikke kriterier for indrømmelse af toldpræferencer under GSP+. Landet bør betragtes som sårbart på grund af mangel på diversificering og utilstrækkelig integration i det internationale handelssystem. Det bør have ratificeret alle de konventioner, der er opført på listen i bilag VIII til forordning (EU) nr. 978/2012, og de seneste tilgængelige konklusioner fra relevante overvågningsorganer bør ikke påpege grov forsømmelighed med den effektive gennemførelse af nogen af disse konventioner. Med hensyn til de relevante konventioner bør landet ikke have taget et forbehold, som er forbudt i henhold til konventionen, eller som udelukkende — for så vidt angår artikel 9 i forordning (EU) nr. 978/2012 — anses for at være uforeneligt med konventionens hensigt og formål. Landet bør uden forbehold acceptere de enkelte konventioners rapporteringskrav og give de bindende tilsagn, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra d), e), og f), i forordning (EU) nr. 978/2012.

    (2)

    Hvert GSP-begunstiget land, der ønsker GSP+-begunstigelse, skal indgive en anmodning med udførlige oplysninger om ratificeringen af de relevante konventioner, landets forbehold og indsigelser mod disse forbehold fra andre parter i konventionen samt landets bindende tilsagn.

    (3)

    Kommissionen er blevet tillagt beføjelser til at vedtage delegerede retsakter for at udarbejde og ændre bilag III til forordning (EU) nr. 978/2012 med henblik på at indrømme GSP+-begunstigelse til et anmodende land ved at tilføje det til listen over GSP+-begunstigede lande.

    (4)

    Den 12. juli 2016 modtog Kommissionen en GSP+-anmodning fra Den Demokratiske Socialistiske Republik Sri Lanka (»Sri Lanka«).

    (5)

    Kommissionen har gennemgået GSP+-anmodningen fra Sri Lanka i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 10, stk. 1, i forordning (EU) nr. 978/2012 og har fastslået, at Sri Lanka opfylder kriterierne. Sri Lanka bør derfor indrømmes GSP+-begunstigelse fra datoen for denne forordnings ikrafttrædelse. Bilag III til forordning (EU) nr. 978/2012 bør ændres i overensstemmelse hermed.

    (6)

    I henhold til artikel 13 i forordning (EU) nr. 978/2012 bør Kommissionen løbende overvåge status for ratificeringen af de relevante konventioner, og den effektive gennemførelse af disse konventioner, samt samarbejdet mellem regeringen i Sri Lanka og de relevante overvågningsorganer —

    VEDTAGET DENNE FORORDNING:

    Artikel 1

    I bilag III til forordning (EU) nr. 978/2012 tilføjes følgende land og den tilsvarende alfabetiske kode i henholdsvis kolonne B og A:

    »Sri Lanka

    LK«

    Artikel 2

    Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 11. januar 2017.

    På Kommissionens vegne

    Jean-Claude JUNCKER

    Formand


    (1)  EUT L 303 af 31.10.2012, s. 1.


    Top