25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/1

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/2

1)

Er standstill-klausulen i artikel 7 i Associeringsrådets afgørelse nr. 2/76 blevet erstattet fuldstændigt af standstill-klausulen i artikel 13 i Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, eller skal lovligheden af nye restriktioner for den frie bevægelighed for arbejdstagere, der er blevet indført mellem afgørelse nr. 2/76’s ikrafttræden og anvendelsesdatoen for artikel 13 i afgørelse nr. 1/80, fortsat vurderes på grundlag af artikel 7 i afgørelse nr. 2/76?

2)

Såfremt det første spørgsmål skal besvares således, at artikel 7 i beslutning nr. 2/76 ikke er blevet erstattet fuldstændigt: Skal Den Europæiske Unions Domstols praksis vedrørende artikel 13 i beslutning nr. 1/80 da i fuldt omfang overføres på anvendelsen af artikel 7 i beslutning nr. 2/76, således at artikel 7 i beslutning nr. 2/76 principielt også omfatter en national ordning, der er indført med virkning fra den 5. oktober 1980, ved hvilken ægtefællesammenføring med en tyrkisk arbejdstager gøres betinget af, at der er udstedt et nationalt visum?

3)

Er indførelsen af en sådan national ordning begrundet i et tvingende alment hensyn, navnlig i målet om en effektiv immigrationskontrol og styring af migrationsstrømmene, når der tages hensyn til særlige omstændigheder i det enkelte tilfælde ved en billighedsklausul?

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/2

1)

Er en asylansøger kun forsvundet som omhandlet i artikel 29, stk. 2, andet punktum, i forordning (EU) nr. 604/2013 (1), hvis han målrettet og bevidst unddrager sig pågribelse af de for gennemførelsen af overførslen ansvarlige nationale myndigheder med henblik på at forpurre eller vanskeliggøre overførslen, eller er det tilstrækkeligt, at han i en længere periode ikke længere opholder sig i den bolig, som han har fået anvist, og myndigheden ikke er informeret om hans opholdssted, og en planlagt overførsel derfor ikke kan gennemføres?

Kan den pågældende påberåbe sig korrekt anvendelse af bestemmelsen og i en sag til prøvelse af afgørelsen om overførsel gøre gældende, at fristen for overførsel på seks måneder er udløbet, idet han ikke har været forsvundet?

2)

Sker der en forlængelse af fristen i henhold til artikel 29, stk. 1, første afsnit, i forordning (EU) nr. 604/2013 alene derved, at den overførende medlemsstat før fristens udløb informerer den ansvarlige medlemsstat om, at den pågældende er forsvundet, og samtidig fastsætter en konkret frist på højst 18 måneder, inden for hvilken overførslen vil blive gennemført, eller kan en forlængelse kun ske ved, at de involverede medlemsstater ved aftale fastsætter en forlænget frist?

3)

Er overførsel af asylansøgeren til den ansvarlige medlemsstat ulovlig, hvis han i tilfælde af, at han tilkendes international beskyttelse i den pågældende stat, for så vidt angår de forventelige levevilkår ville være i alvorlig risiko for at blive underkastet en behandling som omhandlet i artikel 4 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

Er denne problematik omfattet af EU-rettens anvendelsesområde?

Ud fra hvilke EU-retlige standarder skal levevilkårene for den, der har fået tilkendt international beskyttelse, bedømmes?

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/3

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/4

1)

Skal artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/55/EF (1) af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 98/30/EF sammenholdt med bilag A, litra b) og c), hertil fortolkes således, at manglende direkte underretning af gaskunder med passende varsel om betingelser for, anledning til og omfanget af en forestående ændring af tarifferne for gasforsyning er til hinder for, at en sådan tarifændring er gyldig?

2)

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende:

Finder artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/55/EF af 26. juni 2003 om fælles regler for det indre marked for naturgas og om ophævelse af direktiv 98/30/EF sammenholdt med bilag A, litra b) og c), hertil direkte anvendelse over for et privatretligt selskab (anpartsselskab efter tysk ret) fra den 1. juli 2004, fordi de nævnte bestemmelser i dette direktiv ud fra et indholdsmæssigt synspunkt er ubetingede og således kan anvendes uden yderligere gennemførelsesforanstaltninger og indrømmer borgeren rettigheder over for et organ, der på trods af sin privatretlige juridiske form er undergivet statslig myndighed, eftersom staten er eneste anpartshaver i selskabet?

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/4

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/5

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/5

1)

Udfører en virksomhed, der i samarbejde med biludlejningsfirmaer, som har tilladelse til personbefordring, stiller en smartphone-applikation til rådighed, via hvilken brugerne kan bestille udlejningsbiler med chauffør, selv en tjenesteydelse på trafikområdet som omhandlet i artikel 58, stk. 1, TEUF og artikel 2, stk. 2, litra d), i direktiv 2006/123 (1), når denne virksomheds organisatoriske ydelser er tæt knyttet til befordringsydelsen, herunder når virksomheden

og

Såfremt Domstolen besvarer det første spørgsmål benægtende:

2)

Kan det på grund af målet om at bevare konkurrence- og funktionsevnen for befordring med taxa ud fra hensynet til beskyttelsen af den offentlige orden i henhold til artikel 16, stk. 1, i direktiv 2006/123 under de aktuelle befordringsforhold være begrundet at forbyde en tjenesteydelse af den i sagen omhandlede karakter?

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/6

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/6

1)

Er kravet om forholdsmæssighed i artikel 9a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF af 17. juni 1999 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer (1), som Den Europæiske Unions Domstol har fortolket i dom af 22. marts 2017 i de forenede sager C-497/15 og C-498/15, Euro-Team (EU:C:2017:229), en bestemmelse i dette direktiv med direkte virkning?

2)

Såfremt kravet om forholdsmæssighed i artikel 9a i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/62/EF af 17. juni 1999 om afgifter på tunge godskøretøjer for benyttelse af visse infrastrukturer, som Den Europæiske Unions Domstol har fortolket i dom af 22. marts 2017 i de forenede sager C-497/15 og C-498/15, Euro-Team (EU:C:2017:229), ikke er en bestemmelse i dette direktiv med direkte virkning:

3)

Gør en fortolkning af national ret i overensstemmelse med EU-retten det da muligt og nødvendigt for de nationale retsinstanser og myndigheder, når der ikke på nationalt plan er gjort lovgivningsmæssige indgreb, at supplere den i den foreliggende sag omhandlede ungarske lovgivning med de materielle kriterier vedrørende kravet om forholdsmæssighed, som er fastsat i den dom, der er afsagt af Den Europæiske Unions Domstol den 22. marts 2017 i de forenede sager C-497/15 og C-498/15, Euro-Team (EU:C:2017:229)?

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/7

1)

Skal artikel 31 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF (1) af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden fortolkes således, at de er til hinder for en national lovbestemt ordning, hvorefter det i kollektive overenskomster kan vedtages, at indtjeningsreduktioner, der indtræffer i beregningsperioden på grund af tvungen nedsat arbejdstid, har indflydelse på beregningen af feriepenge med den følge, at arbejdstageren for varigheden af den årlige mindsteferie på fire uger får mindre i feriepenge — henholdsvis en mindre feriegodtgørelse efter ansættelsens ophør — end han ville have fået, såfremt den gennemsnitlige indtjening, som han ville have haft i beregningsperioden uden sådanne reduktioner, var blevet lagt til grund for beregningen af feriepengene? I bekræftende fald: Hvilken procentsats af arbejdstagerens gennemsnitlige arbejdsindtjening uden reduktioner må en efter den nationale lovgivning tilladt overenskomstmæssig nedsættelse af feriepengene på grund af tvungen nedsat arbejdstid i beregningsperioden højst udgøre, for at det kan antages, at denne nationale ordning fortolkes i overensstemmelse med EU-retten?

2)

Såfremt første spørgsmål besvares bekræftende: Er det efter det almindelige EU-retlige retssikkerhedsprincip og forbuddet mod tilbagevirkende kraft muligt, at den fortolkning, som Domstolen ved præjudiciel afgørelse i den foreliggende sag vil give af artikel 31 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og artikel 7, stk. 1, i direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden, gives en tidsmæssigt begrænset virkning for alle berørte, fordi den øverste nationale domstol forinden har fastslået, at de nationale ved lov og overenskomst fastsatte bestemmelser ikke kan fortolkes i overensstemmelse med EU-retten? Såfremt Domstolen afviser dette, er det foreneligt med EU-retten, hvis de nationale retter på grundlag af national ret anerkender, at arbejdsgiverne som følge af, at de stolede på, at den øverste nationale domstols praksis fortsat ville være gældende, har en beskyttelsesværdig berettiget forventning til denne praksis, eller er det kun Den Europæiske Unions Domstol, der kan fastslå, at der foreligger en sådan beskyttelsesværdig berettiget forventning?

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/7

—

Det fastslås, at Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland har tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 5 (efterfølgende artikel 10) i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (nu artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union) ved ikke at yde erstatning for det tab af egne indtægter, der burde have været beregnet og stillet til rådighed for Unionens budget i henhold til artikel 2, 6, 10, 11 og 17 i forordning 1552/1989 (1) (artikel 2, 6, 10, 12 og 13 i forordning 609/2014 (2)), hvis der ikke var blevet udstedt eksportcertifikater i strid med artikel 101, stk. 2, i afgørelse 91/482/EØF (3) for import af aluminium fra Anguilla i 1999-2000.

—

Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1)

I perioden fra marts 1999 til juni 2000 blev aluminium, med oprindelse i tredjelande og først blev importeret til Anguilla, efter reeksport fra Anguilla importeret til Italien. De anguillanske myndigheder havde tildelt de varer, der passerede Anguilla, et eksportforsendelsestillæg på 25 USD pr. kubikton (»transportstøtten«). Den af Anguilla tildelte »transportstøtte« for passerende varer, hvilken svarede til tilbagebetaling af toldudgifterne, ville medføre toldfrihed i tilfælde af reeksport fra Anguilla og import til EU. De anguillanske myndigheder anvendte fejlagtigt artikel 101, stk. 2, i afgørelse 91/482/EØF, da de udstedte eksportcertifikater, selv om betingelserne herfor ikke var opfyldt. Som følge af tilsidesættelsen af artikel 101, stk. 2, i afgørelse 91/482/EØF på grund af Anguillas fejlagtige udstedelse af eksportcertifikater blev Italien forhindret i at inddrive told i overensstemmelse med artikel 24 EF (nu artikel 29 TEUF).

2)

Det Forenede Kongerige er økonomisk ansvarlig for tabet af traditionelle egne indtægter forårsaget af eksportcertifikater, der er udstedt i strid med artikel 101, stk. 2, i afgørelse 91/482/EØF. Det Forenede Kongeriges myndigheder har ikke truffet alle nødvendige foranstaltninger til at beskytte Unionens økonomiske interesser og sikre, at afgørelse 91/482/EØF anvendes korrekt af Anguillas administration. Hver medlemsstat skal sikre, at dets oversøiske territorier anvender enhver retsakt, der gælder for dem, såsom afgørelse 91/842/EØF, korrekt, for effektivt at beskytte EU’s økonomiske interesser.

3)

Når en medlemsstats myndigheders handlinger eller undladelser medfører et tab af egne indtægter, skal Unionen godskrives et beløb svarende til de tabte egne indtægter. Det Forenede Kongerige skal derfor yde erstatning til Unionens budget for det samlede tab af egne indtægter og betale morarenter i henhold til artikel 11 i forordning nr. 1150/2000 (4).

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/8

1)

Skal artikel 11 i direktiv 2001/83 (1) eller nogen anden EU-retlig bestemmelse fortolkes således, at en meddelelse, hvormed den, der ansøger om eller som er indehaver af en markedsføringstilladelse til et generisk lægemiddel som omhandlet i artikel 10 i direktiv 2001/83, meddeler myndigheden, at de dele af produktresumeet for referencelægemidlet, som henviser til indikationer eller doseringsformer, der er beskyttet af tredjemands patent, ikke er anført i produktresumeet og på indlægssedlen, skal betragtes som en ansøgning om begrænsning af markedsføringstilladelsen med den virkning, at markedsføringstilladelsen ikke eller ikke længere gælder for de patenterede indikationer eller doseringsformer?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende, er artikel 11 og artikel 21, stk. 3, i direktiv 2001/83 eller nogen anden EU-retlig bestemmelse til hinder for, at den kompetente myndighed i forbindelse med en i henhold til artikel 6, jf. artikel 10, i direktiv 2001/83 meddelt tilladelse offentliggør produktresumeet og indlægssedlen inklusive de dele, der henviser til indikationer eller doseringsformer, der er beskyttet af tredjemands patent, såfremt ansøgeren om eller indehaveren af en markedsføringstilladelse har meddelt myndigheden, at de dele af produktresumeet for referencelægemidlet, der henviser til indikationer eller doseringsformer, der er beskyttet af tredjemands patent, ikke er anført i produktresumeet og på indlægssedlen?

3)

Har det betydning for besvarelsen af spørgsmål 2, at den kompetente myndighed kræver, at markedsføringstilladelsens indehaver på indlægssedlen, som skal være indeholdt i det pågældende lægemiddels pakning, skal optage en henvisning til myndighedens websted, hvor produktresumeet er offentliggjort inklusive de dele, der henviser til indikationer eller doseringsformer, der er beskyttet af tredjemands patent, når disse dele i henhold til artikel 11 i direktiv 2001/83 ikke er anført på indlægssedlen?

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/9

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/10

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/10

1)

Skal et socialt boligselskab, som er godkendt af den flamske regering, og som udlejer en social bolig til en forbruger til en husleje, som på den ene side afhænger af markedsværdien, som dette selskab selv fastsætter, og på den anden side af lejerens indkomst og familiestruktur, anses for en virksomhed i henhold til EU-retten?

2)

Er forholdet mellem et godkendt socialt boligselskab og en forbruger i forbindelse med sidstnævntes leje af en social bolig, navnlig artikel 11 i standardlejekontrakten, som indgår i dette forhold, en kontrakt som omhandlet i Rådets direktiv 93/13/EØF (1) af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler?

3)

Er en kontrakt eller et retsforhold, hvor et godkendt socialt boligselskab udlejer en social bolig til en forbruger, omfattet af anvendelsesområdet for Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, og er et sådant boligselskab, som udlejer en social bolig til en forbruger til en leje, som på den ene side afhænger af den markedsværdi, som selskabet selv har fastsat, og på den anden side af lejerens indkomst og familiestruktur, for så vidt angår den nævnte udlejning erhvervsdrivende i direktivets forstand?

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/12

—

Nærværende sag anses for anlagt med henblik på prøvelse af afgørelse truffet den 13. marts 2017 af Femte Appelkammer ved EUIPO (sag R 1506/2016-5), der gives medhold i sagen, og appelkammerets afgørelse annulleres, hvorefter varemærke nr. 11 703 568 »YATEKOMO« erklæres gyldigt for alle de varer i klasse 29 og 30, for hvilke det oprindeligt blev ansøgt.

—

Det fastslås, at varemærket »YATEKOMO« har renommé.

—

EUIPO tilpligtes at stille al den dokumentation, der er blevet fremlagt af sagsøgeren svarende til sagsakterne i sagen for EUIPO om ugyldighed af varemærket »YATEKOMO« til rådighed for Retten med henblik på en analyse af alle de i sagen fremlagte dokumenter.

—

I henhold til artikel 134 i Rettens procesreglement tilpligtes EUIPO at betale sagsomkostningerne.

—

Varemærket »YATEKOMO« tilsidesætter ikke artikel 8 i forordning nr. 207/2009. EU-ordmærket er ikke uforeneligt med det ældre spanske sammensatte varemærke »ya te comeré el vacío que te llena«.

—

Varemærke nr. 11 703 568 »YATEKOMO« har opnået et renommé.

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/13

—

Artikel 2, stk. 1, litra b), i Kommissionens afgørelse C(2017) 900 final, som ændret den 6. april 2017 ved afgørelse C(2017)2223 final af 6. april 2017, i sag AT.40018 — genvinding af bilbatterier, annulleres, den bøde, som er pålagt sagsøgeren, nedsættes, idet der tages hensyn til den repræsentative købsværdi under overtrædelsesperioden og den korrekte varighed af sagsøgerens deltagelse i overtrædelsen i Frankrig, og den forhøjelse på 10 %, som er foretaget i henhold til punkt 37 i retningslinjerne vedrørende bøder (1), annulleres.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik og sagsøgerens ret til forsvar ved at vurdere, at værdien af sagsøgerens erhvervelser skal anvendes som grundlag for bødeberegningen for første gang i den anfægtede afgørelse.

2.

Andet anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat proportionalitetsprincippet ved at anvende værdien af sagsøgerens erhvervelser i 2011 som reference i forbindelse med beregningen af bøden.

3.

Tredje anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat princippet om personligt ansvar, ligebehandlingsprincippet, proportionalitetsprincippet og begrundelsespligten ved at undlade at tage hensyn til sagsøgerens mere begrænsede medvirken i kartellets i Frankrig.

4.

Fjerde anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat begrundelsespligten, retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af berettigede forventninger ved at undlade at give en tilstrækkelig begrundelse for at anvende retningslinjernes punkt 37 og den nøjagtige bødeforhøjelse, der blev foretaget.

5.

Femte anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat proportionalitetsprincippet og ligebehandlingsprincippet ved at behandle købskarteller og salgskarteller forskelligt.

6.

Sjette anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat sagsøgerens ret til forsvar ved at anvende en bødeforhøjelse i henhold til retningslinjernes punkt 37 uden at henvise hertil i klagepunktsmeddelelsen og ved at undlade at udstede en supplerende klagepunktmeddelelse samt afholde en ny høring.

7.

Syvende anbringende om, at Kommissionen har tilsidesat princippet om god forvaltningsskik ved at undlade at meddele sin intention om at anvende retningslinjernes punkt 37 på et tidligere stadie af den administrative procedure.

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/14

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO og Takko Holding GmbH tilpligtes at bære deres egne omkostninger og betale de af Fruit of the Loom, Inc. afholdte omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 15, stk. 1, i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af artikel 65, stk. 6, i forordning nr. 207/2009.

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/14

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

Sagsøgte tilpligtes at betale sagsøgeren de sagsomkostninger, som denne har afholdt i nærværende sag og i sagen for appelkammeret, eller såfremt den anden part i den anfægtede afgørelse beslutter at intervenere i sagen, pålægges sagsøgte og den anden part i den anfægtede afgørelse et solidarisk ansvar for betalingen af de af sagsøgeren afholdte omkostninger i nærværende sag, samt de sagsomkostninger, som denne har afholdt for appelkammeret.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, henset til, at appelkammeret vurderede den relevante forbrugers opmærksomhedsniveau og ligheden mellem de relevante varemærker fejlagtigt.

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/15

—

Kommissionens meddelelse med registernummer BK/abd/ener.c.1(2017)2122195 annulleres, for så vidt som der på side 5 foreskrives en anvendelse af en emissionsværdi på 99,57 g CO2-ækv. pr. MJ methanol til beregningen af drivhusgasemissioner fra biodiesel.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om tilsidesættelse af direktiv 2009/28/EF (1) som følge af afvigelsen fra den fastsatte beregningsmetode

2.

Andet anbringende om tilsidesættelse af de EU-retlige principper om proportionalitet, retssikkerhed og beskyttelse af den berettigede forventning som følge af, at der blev fastsat en urimelig kort overgangsperiode for certificeringsordningerne til at implementere den direktivstridige beregningsmetode til den 1. september 2017.

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/16

—

Kommissionens afgørelse C(2017) 4112 final af 16. juni 2017 om ændring af Kommissionens afgørelse K(2014) 9295 endelig af 10. december 2014 vedrørende en procedure i henhold til artikel 101 TEUF og EØS-aftalens artikel 53 (AT.39780 — Kuverter) annulleres.

—

Subsidiært nedsættes i medfør af Rettens fulde prøvelsesret den bøde, der er pålagt i artikel 1 i den anfægtede afgørelse, ved (i) nedsættelse af bødens grundbeløb med 95,3671 % i henhold til punkt 37 i retningslinjerne for bøder og (ii) desuden ved nedsættelse af bøden med mindst 33 %, efter at denne er blevet nedsat som belønning for samarbejde og forlig.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende er baseret på en tilsidesættelse af retssikkerhedsprincippet, princippet om berettiget forventning og princippet om non bis in idem.

2.

Det andet anbringende er baseret på en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet ved fastsættelsen af bødens størrelse.

3.

Det tredje anbringende er baseret på en tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling ved fastsættelsen af bødens størrelse.

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/17

—

Kommissionens afgørelse af 20. juni 2017, subsidiært af 11. juli 2017, hvormed der blev givet afslag på sagsøgerens genfremsatte begæring af 29. maj 2017 (sagsnr. GESTDEM nr. 2017/1788) annulleres.

—

Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende om at betingelserne for retten til aktindsigt i dokumenterne var opfyldt.

2.

Andet anbringende om at der ikke forelå nogen udelukkelsesgrunde i henhold til artikel 4 i forordning (EF) nr. 1049/2001.

3.

Tredje anbringende om proceduremæssige fejl begået af Kommissionen

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/18

—

Den Fælles Afviklingsinstans’ afgørelse (SRB/EES/2017/08) truffet den 7. juni 2017 annulleres.

—

Den Fælles Afviklingsinstans tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Det første anbringende er baseret på manglende begrundelse i den anfægtede afgørelse og dermed tilsidesættelse af retten til god forvaltningsskik og adgangen til effektive retsmidler (artikel 41, stk. 2, litra b) og c), og artikel 17 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder).

2.

Det andet anbringende er baseret på en krænkelse af retten til forsvar (chartrets artikel 41, stk. 2, litra a).

3.

Det tredje anbringende er baseret på tilsidesættelse af ejendomsretten (chartrets artikel 17, stk. 1) og friheden til at oprette og drive egen virksomhed (chartrets artikel 16).

4.

Det fjerde anbringende er baseret på tilsidesættelse af adgangen til effektive retsmidler som anerkendt i chartrets artikel 47 og i artikel 6 i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, idet princippet om processuel ligestilling og dermed retten til en retfærdig rettergang er blevet krænket.

5.

Det femte søgsmålsanbringende er baseret på tilsidesættelse af artikel 18, stk. 1, i forordning nr. 806/2014 og artikel 32 i direktiv 2014/59, idet Den Fælles Afviklingsinstans har begået en åbenbar fejl i forbindelse med vurderingen af de faktiske omstændigheder, henset til, at betingelserne i de nævnte bestemmelser med henblik på vedtagelsen af en afviklingsordning ikke var opfyldt.

6.

Det sjette søgsmålsanbringende er baseret på tilsidesættelse af princippet om forsigtighed i forbindelse med bankvirksomhed (forsigtighedsprincippet), idet der eksisterer alternative foranstaltninger til dem, der er anført i den anfægtede afgørelse, herunder tidlig indgriben, der var til hinder for vedtagelsen af afviklingsordningen.

7.

Det syvende søgsmålsanbringende er baseret på tilsidesættelse af princippet om berettiget forventning.

8.

Det ottende søgsmålsanbringende er baseret på tilsidesættelse af proportionalitetsprincippet i forhold til ejendomsretten.

9.

Det niende søgsmålsanbringende er baseret på tilsidesættelse af artikel 20, stk. 1, i forordning nr. 806/2014, idet den uafhængige sagkyndiges vurdering ikke kan anses for at være »rimelig, forsigtig og realistisk«.

10.

Det tiende anbringende er baseret på, at sagsøgte har tilsidesat artikel 24 i forordning (EU) nr. 806/2004 og artikel 39, stk. 2, litra a), b), d) og f), i direktiv (EU) 2014/59, idet reglerne for det virksomhedssalgsværktøj, der blev fastsat i det udvidede eksekutivmøde den 3. juni 2017, ikke er gennemsigtige, idet den mulige køber (El banco de Santander) blev stillet gunstigere, fordi salgsprisen ikke blev maksimeret.

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/19

—

Afgørelsen vedtaget den 7. juni 2017 af Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) (SRB/EES/2017/08) annulleres.

—

Den Fælles Afviklingsinstans (SRB) tilpligtes at betale sagens omkostninger.

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/20

—

Den anfægtede afgørelse annulleres.

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 8, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/20

—

Annullation af afgørelsen af 19. september 2016, hvorved direktøren for direktoratet for »Menneskelige Ressourcer« i Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EEAS), i hans egenskab af ansættelsesmyndighed, besluttede at bringe sagsøgerens tidsubegrænsede ansættelseskontrakt til ophør med virkning fra den 19. september 2017 (i den version af afgørelsen, som senest blev modtaget ved afslaget på sagsøgerens klage af 19. april 2017).

—

EEAS tilpligtes at betale sagsøgeren et rimeligt beløb, som fastsættes af Retten, i erstatning for det lidte ikke-økonomiske tab.

—

EEAS tilpligtes at bære sine egne omkostninger og at betale de af sagsøgeren afholdte omkostninger.

1.

Første anbringende: Tjenesten for EU’s Optræden Udadtil (EEAS) har anlagt et åbenbart urigtigt skøn.

2.

Andet anbringende: EEAS har tilsidesat omsorgspligten, princippet om god forvaltning (artikel 41 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder), proportionalitetsprincippet og retten til beskyttelse i tilfælde af ubegrundet opsigelse (artikel 30 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder).

3.

Tredje anbringende: tilsidesættelse af retten til at blive hørt i henhold til artikel 41, stk. 1, og stk. 2, litra a), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/21

—

A) Det fastslås, at den for sagsøgeren bebyrdende retsakt, som består i den mundtlige opsigelse af sagsøgeren den 10. januar 2017, er ugyldig/ulovlig, og at ansættelsesforholdet øjeblikkeligt skal genoprettes, og sagsøgte tilpligtes at udbetale den i mellemtiden optjente løn.

—

B) Den for sagsøgeren bebyrdende retsakt, som består i afgørelsen af 28. oktober 2016 om forlængelse af prøvetiden, annulleres, og det fastslås, at der ikke forelå nogen aftale om prøvetid efter den 1. november 2016.

—

C) Det fastslås, at de foranstaltninger, som omfatter den endelige administrative undersøgelsesrapport CMS 16/035 af 7. november 2016 og meddelt den 16. november 2016, er ugyldige/ulovlige, med den begrundelse, der er anført i sagsakterne, og at den administrative undersøgelsesrapport skal slettes fra Sysper og fra alle andre databaser i EU-institutionerne.

—

D) Det fastslås, at den for sagsøgeren bebyrdende retsakt, som består i opsigelsen af 22. december 2016 med overskriften »meddelelse til catalina stancu«, som nåede frem til sagsøgeren den 24. januar 2017, er ugyldig/ulovlig, med den begrundelse, der er anført i sagsakterne, og at ansættelsesforholdet øjeblikkeligt skal genoprettes, og sagsøgte tilpligtes at betale erstatning svarende til den optjente løn i perioden fra datoen for opsigelsen og datoen for domafsigelsen. Subsidiært tilpligtes ERCEA, såfremt sagsøgeren ikke kan blive genansat i stillingen, at betale erstatning for mistet løn indtil kontraktens udløb (januar 2018), i alt 39 000 EUR.

—

E) Under alle omstændigheder tilpligtes ERCEA at betale den ansatte et beløb på 300 000 EUR eller et andet større eller mindre beløb, som Retten finder passende, i erstatning for den alvorlige skade på sagsøgerens image og på hendes personlige og professionelle omdømme.

1.

Første anbringende er, at opsigelsen, som blev foretaget mundtligt og ikke var ledsaget af en begrundelse, tilsidesætter tjenestemandsvedtægtens artikel 25, hvorefter »[e]nhver afgørelse, der træffes i henhold til denne vedtægt om en bestemt person, skal straks meddeles den pågældende [ansatte] skriftligt. Enhver afgørelse, der indebærer et klagepunkt, skal begrundes«; en skriftlig meddelelse til den ansatte sikrer, at denne er blevet gjort bekendt med afgørelser vedrørende hendes ansættelsesforhold.

2.

Andet anbringende er, at forlængelsen af prøvetiden tilsidesætter artikel 84, stk. 3, i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, hvori bestemmes, at prøvetiden kan forlænges i undtagelsestilfælde »i henhold til stk. 1«; dette er en specifik henvisning, som ikke berettiger en forlængelse af ubestemt og usikker varighed. Endvidere tilsidesætter forlængelsen ansættelsesvilkårenes artikel 84, stk. 2, hvori bestemmes, at prøvetiden kan afsluttes på et hvilket som helst tidspunkt inden dens normale udløb, idet der inden for otte dage kan fremsættes bemærkninger til den foreslåede afskedigelse og, under alle omstændigheder, »[…] med en måneds varsel […]«.

3.

Tredje anbringende er, at den administrative undersøgelsesrapport er ulovlig, idet den er baseret på en e-mail sendt af den ansatte, hvis indhold, således som sagsøgte ikke har bestridt, blev ændret, og idet den blot udtrykker subjektiv tvivl med hensyn til ægtheden af dokumenter sendt af den ansatte, uden at anordne iværksættelse af tekniske undersøgelser.

4.

Fjerde anbringende er, at arbejdsgiverens skrivelse af 22. december 2016 er åbenbart ugyldig, idet den havde til formål at bringe et ansættelsesforhold til ophør, som ikke længere eksisterede, eftersom det var ophørt efter den mundtlige opsigelse. Endvidere: A) afskedigelsen af den ansatte på grund af manglende gennemførelse af prøvetiden er ulovlig, eftersom der fra den 1. november 2016 ikke længere forelå nogen aftale om prøvetid; B) den ulovlige karakter af påstandene i den administrative undersøgelsesrapport, som er udfærdiget på grundlag af bedømmelsen af den manglende gennemførelse af prøvetiden, gør den pågældende afskedigelse fuldstændig og aldeles vilkårlig og ulovlig.

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/22

—

Afgørelse fra Den Fælles Afviklingsinstans nr. SRB/ES/SRF/2016/06 af 15. april 2016 og alle efterfølgende afgørelser fra denne instans, på grundlag af hvilke Banca d’Italia har vedtaget følgende foranstaltninger: nr. 1547337/16 af 29. december 2016, nr. 0333162/17 af 14. marts 2017, nr. 0334520/17 af 14. marts 2017, nr. 1249264/15 af 24. november 2015, nr. 1262091/15 af 26. november 2015, annulleres.

—

Der skal betales erstatning til ICCREA Banca for skade forvoldt af Den Fælles Afviklingsinstans ved fastlæggelsen af de bidrag, som sagsøgeren skyldte i form af højere rater betalt af ICCREA Banca.

—

Subsidiært i tilfælde af at der ikke gives medhold i ovenstående påstande, erklæres artikel 5, stk. 1, litra a) f), [i delegeret forordning (EU) 2015/63] (eller i givet fald forordningen i sin helhed) ugyldig som følge af tilsidesættelse af de grundlæggende principper om ligebehandling, forbud mod forskelsbehandling og proportionalitet.

—

Under alle omstændigheder tilpligtes Den Fælles Afviklingsinstans at betale sagsomkostningerne.

1.

Første anbringende vedrørende manglende meddelelse af afgørelserne, tilsidesættelse af princippet om gennemsigtighed, tilsidesættelse og fejlagtig anvendelse af artikel 15 TEUF og tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning.

2.

Andet anbringende vedrørende manglende sagsoplysning, fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, tilsidesættelse og fejlagtig anvendelse af artikel 5, [stk. 1,] litra a), i forordning 2015/63 (1) og tilsidesættelse af principperne om forbud mod forskelsbehandling og god forvaltning.

3.

Tredje anbringende vedrørende manglende sagsoplysning, fejlagtig bedømmelse af de faktiske omstændigheder, tilsidesættelse og fejlagtig anvendelse af artikel 5, [stk. 1,] litra f), i forordning 2015/63 og tilsidesættelse af principperne om forbud mod forskelsbehandling og god forvaltning.

4.

Fjerde anbringende vedrørende et EU-retligt organs ulovlige adfærd og vedrørende anmodning om erstatning uden for kontraktforhold i henhold til artikel 268 TEUF.

5.

Femte anbringende, som gøres gældende subsidiært og underordnet, vedrørende tilsidesættelse af effektivitetsprincippet, ækvivalensprincippet og ligebehandlingsprincippet, som medfører at forordning 2015/63 ikke skal finde anvendelse.

6.

Sjette anbringende vedrørende tilsidesættelse af artikel 15 TEUF på grund af sagsøgerens manglende mulighed for at få kendskab til Den Fælles Afviklingsinstans afgørelser og vedrørende en påstand om, at disse bliver fremlagt.

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/24

—

I henhold til Rettens procesreglements artikel 68 forenes nærværende søgsmål og søgsmålet til prøvelse af EUIPO’s afgørelse i sag R 506/2017-2 med henblik på den mundtlige forhandling.

—

De i stævningen nedlagte påstande antages til realitetsbehandling og der gives medhold heri, således at:

—

EUIPO tilpligtes at betale sagens omkostninger.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af EU-rettens almindelige principper.

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/24

—

Den foreliggende sag og sagen anlagt til prøvelse af EUIPO’s afgørelse i sag R 507/2017-2 forenes med henblik på retsforhandlingernes mundtlige del i henhold til artikel 68 i Rettens procesreglement, fordi de har forbindelse til hinanden.

—

Søgsmålet antages som fremlagt i stævningen til realitetsbehandling og erklæres for begrundet, hvorefter

—

EUIPO tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

—

Tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), og artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 207/2009

—

Tilsidesættelse af EU-rettens grundlæggende principper.

25.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 318/25

—

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2017/804 af 11. maj 2017 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af visse sømløse rør af jern (undtagen af støbejern) eller stål (undtagen af rustfrit stål), med cirkulært tværsnit, med udvendig diameter på over 406,4 mm, med oprindelse i Folkerepublikken Kina (EUT 2017, L 121, s. 3) annulleres, i det mindste for så vidt angår sagsøgeren.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

1.

Med det første anbringende gøres gældende, at Kommissionen har tilsidesat grundforordningens (1) artikel 3, stk. 2 og 3, og artikel 3, stk. 1 og 2, i WTO’s antidumpingaftale ved en prisunderbudsfastsættelse. Ifølge sagsøgeren foretog Kommissionen udelukkende en matematisk sammenligning af priser for 2015 uden at foretage en dynamisk bedømmelse af prisudviklingen og trends i forholdet mellem importpriser og priser på hjemmemarkedet. Sagsøgeren har yderligere gjort gældende, at Kommissionen heller ikke har fastslået et prisunderbud for produktet som helhed.

2.

Med det andet anbringende gøres gældende, at Kommissionen har tilsidesat grundforordningens artikel 3, stk. 6 (og artikel 3, stk. 5, i WTO’s antiddumpingaftale) ved at basere sin undersøgelse af årsagssammenhængen på et ulovligt fastsat prisunderbud.

3.

Med det tredje anbringende gøres gældende, at Kommissionen ved at fastslå, at der forelå en årsagssammenhæng mellem den dumpingimporten og skaden for EU-erhvervsgrenen, begik en åbenbar fejl ved at finde, (1) at der forelå en sammenhæng mellem den dumpingimporten og skaden for EU-erhvervsgrenen, og (2) at andre faktorer (et fald i eksporten og efterspørgslen og en stigning i importen fra andre lande) heller ikke individuelt eller kollektivt brød denne årsagssammenhæng.

4.

Med det fjerde anbringende gøres gældende, at Kommissionen har tilsidesat sin pligt til at udvise påpasselighed og god forvaltningsskik ved ikke at foretage en undersøgelse af skade og dens årsagssammenhæng efter segmenter og herved har undladt at sikre, at dets konklusioner om skade og årsagssammenhæng ikke blev fordrejet.