Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Foreløbig aftale med henblik på indgåelse af en økonomisk partnerskabsaftale mellem EU og Centralafrika

Foreløbig aftale med henblik på indgåelse af en økonomisk partnerskabsaftale mellem EU og Centralafrika

 

RESUMÉ AF:

Foreløbig aftale med henblik på indgåelse af en økonomisk partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Centralafrika på den anden side

Afgørelse 2009/152/EF — om undertegnelse og midlertidig anvendelse af en foreløbig aftale med henblik på indgåelse af en økonomisk partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Centralafrika på den anden side

HVAD ER FORMÅLET MED AFTALEN OG AFGØRELSEN?

  • Med aftalen opstilles et foreløbigt grundlag for en endelig økonomisk partnerskabsaftale (ØPA) mellem EU og Det Centralafrikanske Økonomiske og Monetære Fællesskab (CEMAC).
  • Den omfatter konkrete, eksigible forpligtelser vedrørende visse emner (f.eks. handel med varer, handelspolitisk beskyttelse, tekniske handelshindringer, sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger samt handelslettelser) samt grundlag for forhandling om yderligere elementer.
  • Afgørelsen markerer undertegnelsen af aftalen på vegne af EU og dens midlertidige anvendelse. EU og Cameroun afsluttede forhandlingerne om en foreløbig ØPA i 2007. Europa-Parlamentet godkendte aftalen i juni 2013, og den blev ratificeret af Cameroun i juli 2014. Den midlertidige anvendelse trådte i kraft den 4. august 2014.

HOVEDPUNKTER

Centralafrika

  • Forhandlinger om en omfattende ØPA med hele den centralafrikanske region (Cameroun, Den Centralafrikanske Republik, Tchad, Congo, Den Demokratiske Republik Congo, Ækvatorialguinea, Gabon, São Tomé og Príncipe) blev iværksat i 2003. Den ØPA, der blev gennemført mellem EU og Cameroun, er et skridt imod denne endelige regionale aftale. Den giver endda mulighed for at diversificere og uddybe partnerskabet i overensstemmelse med modtagernes behov og mål. Eftersom den er regionalt orienteret, er den åben for de lande eller grupper af lande i regionen, der er interesseret i at tiltræde den.
  • Idet der ikke foreligger en regional ØPA, giver den midlertidige aftale Cameroun mulighed for fortsat at drage nytte af kommercielle præferencer, som landet havde risikeret at miste, i tråd med reglerne i Verdenshandelsorganisationen (WTO).

Mål

Ud over en række generelle mål fastsætter aftalen adskillige specifikke mål.

  • At skabe et grundlag for forhandling af en ØPA, der:
    • bidrager til mindskelse af fattigdom
    • fremmer regional integration, økonomisk samarbejde og god regeringsførelse i Centralafrika
    • forbedrer Centralafrikas kapacitet inden for produktion, eksport og forsyning, dets evne til at tiltrække udenlandske investeringer og
    • øger dets kapacitet på det handelspolitiske område og i handelsrelaterede spørgsmål.
  • Fremme Centralafrikas gnidningsløse og gradvise integration i økonomien på kontinentet og verdensøkonomien i overensstemmelse med dets politiske valg og prioriteringer på udviklingsområdet.
  • Diversificere eksporten til EU og styrke de eksisterende forbindelser mellem parterne på grundlag af solidaritet og gensidig interesse.
  • Indføre en aftale, som er forenelig med WTO’s regler.
  • Skabe et grundlag for forhandling og gennemførelse af effektive, forudsigelige og gennemsigtige lovgivningsmæssige rammer for handel, investering, konkurrence, intellektuel ejendomsret, offentlige kontrakter og bæredygtig udvikling i Centralafrika.
  • Udforme en køreplan for afslutningen af forhandlingerne om de ovenfor nævnte områder, for hvilke det ikke var muligt at afslutte forhandlingerne, da denne aftale blev indgået.

Anvendelsesområde

Aftalen omfatter en række politiske og økonomiske aspekter, herunder:

  • Udviklingssamarbejde for at hjælpe Centralafrika med at nå målene i ØPA’en, navnlig gennem styrkelse af kapacitet og opgradering på områder som:
    • udvikling af grundlæggende infrastrukturer på regionalt plan
    • landbrug og fødevaresikkerhed
    • industri, økonomisk diversificering og konkurrenceevne
    • styrkelse af regional integration
    • forbedring af erhvervsklimaet og
    • støtte gennemførelsen af handelsrelaterede bestemmelser.
  • Handelsordning for varer, herunder toldbestemmelser, handelslettelser og handelsmæssig beskyttelsesforanstaltninger såsom antidumpingforanstaltninger, tekniske handelshindringer, sundheds- og plantesundhedsforanstaltninger samt skovbrugsforvaltning.
  • Etableringsret, handel med tjenesteydelser og e-handel.
  • En forpligtelse til at fortsætte forhandlingerne om handelsrelaterede bestemmelser, herunder om intellektuel ejendomsret, offentlige kontrakter og bæredygtig udvikling.
  • Tvistforebyggelse og -bilæggelse.
  • Institutionelle regler, herunder oprettelse af et ØPA-udvalg, der skal administrere alle aspekter af aftalen.

IKRAFTTRÆDELSESDATO

Aftalen har været midlertidigt anvendt siden den 4. august 2014.

BAGGRUND

EU’s politiske og økonomiske relationer med landene i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), der er reguleret af Cotonouaftalen (se resumé). En ny AVS-EU-partnerskabsaftale er ved at blive forhandlet. Den eksisterende aftale skulle udløbe i 2020, men anvendelsen af dens bestemmelser er blevet forlænget til den 30. november 2021.

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENTER

Foreløbig aftale med henblik på indgåelse af en økonomisk partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Centralafrika på den anden side — Protokol (EUT L 57 af 28.2.2009, s. 2-360).

Efterfølgende ændringer af aftalen er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Rådets afgørelse 2009/152/EF af 20. november 2008 om undertegnelse og midlertidig anvendelse af en foreløbig aftale med henblik på indgåelse af en økonomisk partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Centralafrika på den anden side (EUT L 57 af 28.2.2009, s. 1).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Fælles meddelelse til Europa-Parlamentet og Rådet — Frem mod en omfattende strategi for samarbejdet med Afrika (JOIN(2020) 4 final af 9.3.2020).

Notifikation om midlertidig anvendelse af den foreløbige partnerskabsaftale mellem Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater på den ene side og Centralafrika på den anden side (EUT L 254 af 28.8.2014, s. 1).

Partnerskabsaftale mellem på den ene side medlemmerne af gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet og på den anden side Det Europæiske Fællesskab og dets medlemsstater undertegnet i Cotonou den 23. juni 2000 — Protokol — Slutakt — Erklæringer (EFT L 317 af 15.12.2000, s. 3-353).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 21.01.2021

Top