EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 61987CC0070

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Van Gerven fremsat den 7. marts 1989.
Fédération de l'industrie de l'huilerie de la CEE (Fediol) mod Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber.
Uretmæssig handelspraksis - forordning nr. 2641/84.
Sag 70/87.

European Court Reports 1989 -01781

ECLI identifier: ECLI:EU:C:1989:110

61987C0070

Forslag til afgørelse fra generaladvokat Van Gerven fremsat den 7. marts 1989. - FEDERATION DE L'INDUSTRIE DE L'HUILERIE DE LA CEE (FEDIOL) MOD KOMMISSIONEN FOR DE EUROPAEISKE FAELLESSKABER. - FAELLES HANDELSPOLITIK - HANDELSPOLITIK - URETMAESSIG HANDELSPRAKSIS - FORORDNING NR. 2641/84. - SAG 70/87.

Samling af Afgørelser 1989 side 01781
svensk specialudgave side 00067
finsk specialudgave side 00079


Generaladvokatens forslag til afgørelse


++++

Hoeje Domstol .

1 . Sagsoegeren i naervaerende sag, Fédération de l' industrie de l' huilerie de la CEE ( herefter benaevnt "Fediol "), indgav den 10 . februar 1986 klage til Kommissionen i henhold til artikel 3, stk . 1, i Raadets forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 af 17 . september 1984 om styrkelse af den faelles handelspolitik, saerlig med hensyn til beskyttelse mod uretmaessig handelspraksis ( EFT L 252, s . 1 ). Sagsoegeren anmodede i denne klage ( der blev suppleret den 9 . maj 1986 ) Kommissionen om at indlede en procedure til undersoegelse af to former for praksis fra Argentinas side, der ifoelge Fediol udgjorde "uretmaessig handelspraksis" i den i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 forudsatte betydning .

Klagen drejede sig om to former for praksis; den ene, der saedvanligvis benaevnes "margengarantiordning", omfatter en samling foranstaltninger, centreret omkring en "ordning med differentierede eksportafgifter", der skal sikre den argentinske sojaforarbejdningsindustri, sojaboenneforsyninger til en pris, der ligger under verdensmarkedsprisen . En anden form for praksis gik ud paa at anvende kvantitative restriktioner for eksporten af sojaboenner ( jfr . nedenfor under 21 ). Domstolen har tidligere undersoegt disse former for praksis i sag 187/85, men der var da tale om at afgoere, om de eventuelt indeholdt "stoetteforanstaltninger ". I sidstnaevnte sag afsagde Domstolen frifindelsesdom den 14 . juli 1988 ( jfr . nedenfor under 8 ).

Generelt om sagens baggrund

2 . "Uretmaessig handelspraksis" er ifoelge artikel 2, stk . 1, i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 enhver adfaerd fra et tredjelands side, som i international handel er uforenelig enten med folkeretten eller med almindeligt anerkendte regler . Ifoelge forordningens artikel 3, stk . 1, har enhver fysisk eller juridisk person samt enhver sammenslutning, der optraeder paa vegne af en erhvervsgren i Faellesskabet, og som anser sig for skadet af uretmaessig handelspraksis, indgive klage til Kommissionen herover med henblik paa ivaerksaettelse af en undersoegelsesprocedure ( 1 ).

Enhver klage kan - ifoelge artikel 3, stk . 2, i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 - kun behandles, saafremt den indeholder "tilstraekkelige beviser" for forekomsten af uretmaessig handelspraksis og for den deraf foelgende skade . I foerstnaevnte henseende maa beviset naturligvis gaelde saavel den faktiske forekomst af den paaklagede praksis som denne praksis' retstridige karakter .

Kommissionen maa under den foelgende procedure afholde konsultationer i et raadgivende udvalg bestaaende af repraesentanter for hver enkelt medlemsstat med en repraesentant for Kommissionen som formand, vedroerende de fremlagte bevisoplysninger, jfr . artikel 5 i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 . Efter udvalgets konsultationer kan proceduren efter forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 fortsaette paa to maader; de to bestemmelser herom har foelgende ordlyd :

"Saafremt det efter konsultation viser sig, at klagen ikke indeholder tilstraekkelige beviser til at berettige ivaerksaettelse af en undersoegelse, underrettes klageren herom" ( artikel 3, stk . 5 ),

eller

"Saafremt Kommissionen efter konsultationer finder, at der foreligger tilstraekkelige beviser til at berettige ivaerksaettelsen af en undersoegelsesprocedure, og saafremt det er noedvendigt af hensyn til Faellesskabets interesser, skal Kommissionen (( traeffe de foranstaltninger, der er noedvendige med henblik paa indledning af en saadan procedure ))" ( artikel 6, stk . 1 ).

Af disse bestemmelser fremgaar det, at Kommissionen under denne forudgaaende behandling af klagen foerst maa vurdere de beviser, den har faaet forelagt, hvilket som tidligere naevnt skal ske i tre henseender : forekomsten af den paaklagede praksis, dens retsstridige karakter, forekomsten af skade som foelge af denne praksis . Kommissionen skal derefter, saafremt den finder, at de beviser, som den har faaet forelagt, kan begrunde en mere indgaaende undersoegelse, desuden vurdere, om det er noedvendigt at ivaerksaette en saadan undersoegelsesprocedure af hensyn til Faellesskabets interesser .

3 . Til denne korte oversigt over procedurens begyndelsesfase vil jeg straks indledningsvis goere en bemaerkning af betydning for fremstillingen i det foelgende i det hele taget . Den gaar ud paa foelgende : Arten af den vurdering, Kommissionen skal gennemfoere, veksler i betydeligt omfang med de spoergsmaal, der skal undersoeges . Lad mig udtrykke mig mere klart i saa henseende . For det foerste er der en betydelig forskel mellem vurderingen af beviserne paa den ene side og vurderingen af Faellesskabets interesser paa den anden side . I sidstnaevnte henseende er Kommissionen utvivlsomt meget frit stillet eller rettere sagt naermest i besiddelse af et frit skoen . Ved vurderingen af beviserne er dens frihed ved vurderingen - der bliver her bestemt ikke tale om et skoen - mere begraenset ( 2 ).

Imidlertid bliver der ved bevisbedoemmelsen tale om at gribe sagen an paa to maader, idet de fremlagte beviser paa den ene side kan vedroere faktiske omstaendigheder ( forekomsten af den omhandlede praksis og deraf foelgende skade ) og paa den anden side den juridiske argumentation ( vurderingen af en bevist praksis retsstridige karakter paa baggrund af paaberaabte retsregler ). I foerstnaevnte henseende skal vurderes, om de paaklagede forhold kan anses for utvivlsomme, idet det under undersoegelsesprocedurens indledende fase, der er den fase, vi her beskaeftiger os med, maa sandsynliggoeres, at de har foreligget . I den anden henseende er der tale om en skoensbefoejelse af en anden art . Den udoeves med henblik paa at afgoere, hvorledes de faktiske forhold er beskafne, naar henses til retsregler, hvis anvendelighed er forudsat samt med henblik paa fortolkningen af disse retsregler, naar henses til de faktiske omstaendigheder, der paaberaabes som relevante . Denne skoensbefoejelse er navnlig en vurderings - og fortolkningsbefoejelse . Der er foerst og fremmest i denne sag, som jeg senere vil faa lejlighed til at konstatere, tale om sidstnaevnte befoejelse, som jeg for kortheds skyld vil betegne som fortolkningsbefoejelsen i de foelgende bemaerkninger .

4 . Ved afgoerelse af 22 . december 1986 afviste Kommissionen Fediols klage . Ifoelge Kommissionens afgoerelse indeholdt klagen ikke tilstraekkelige beviser for forekomsten eller uretmaessigheden af de af Fediol paaklagede former for praksis, og der kunne derfor ikke indledes en undersoegelsesprocedure i henhold til forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 . Spoergsmaalet om, hvorvidt der havde vaeret tale om skade, blev ikke yderligere undersoegt . Kommissionen gik i afgoerelsen heller ikke yderligere ind paa spoergsmaalet om, hvorvidt det af hensyn til Faellesskabets interesse var noedvendigt at ivaerksaette en undersoegelse . Kommissionens afgoerelse vedroerer med andre ord udelukkende to af de fire vurderingsaspekter, jeg har omtalt ovenfor ( under nr . 3 ), nemlig forekomsten af de paaklagede former for praksis og disses uretmaessighed .

Om de to spoergsmaal, Kommissionen kommer ind paa i sin afgoerelse, skal herudover anfoeres, at der er forskel paa afgoerelsens stillingtagen til de to paaklagede former for praksis . Kommissionen erkender med hensyn til den foerste af disse former for praksis, at den anfaegtede ordnings virkemiddel ( en ordning med differentierede afgifter ) faktisk findes, hvorimod det ikke anerkendes, at der er tale om et retsstridigt middel . Om en praksis som paastaaet gaaende ud paa kvantitative eksportrestriktioner hedder det i Kommissionens afgoerelse, at den ikke ses at foreligge . Men Kommissionen har i svarskriftet udtalt, at ogsaa selv om det laegges til grund, at en saadan praksis ( for en tid ) har vaeret anvendt, har den ikke kunnet antages at vaere retsstridig ( jfr . afsnit 26, 48 og 49 i retsmoederapporten ).

5 . Fediol har efter klagens afvisning anlagt naervaerende sag med paastand om, at Kommissionens afgoerelse annulleres i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173 .

Kommissionen har ikke bestridt sagsoegerens soegsmaalskompetence paa grundlag af forordning ( EOEF ) nr . 2641/84; den bestrider heller ikke, at den vedtagne afgoerelse vedroerer sagsoegeren umiddelbart og individuelt, eller at afgoerelsen kan efterproeves af Domstolen "med de i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 fastsatte begraensninger ". Det er imidlertid Kommissionens opfattelse, at de soegsmaalsgrunde, sagsoegeren har fremfoert, ikke vedroerer den retsbeskyttelse, sagsoegeren har ifoelge forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 og EOEF-Traktaten, og at sagen derfor skal afvises . Men Kommissionen har ikke nedlagt paastand om saerskilt afgoerelse af sagens formalitet og har subsidiaert fremsat sine anbringender vedroerende realiteten .

Naervaerende forslag falder i to dele . I den foerste del vil jeg undersoege, hvor langt retsbeskyttelsen af sagsoegeren straekker sig, dvs . i hvilket omfang en kommissionsafgoerelse i henhold til artikel 3, stk . 5, i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84, hvori Kommissionen meddeler sit afslag paa at indlede en undersoegelsesprocedure, kan efterproeves ved Domstolen . I den anden del af forslaget vil jeg goere rede for, hvilke konkrete resultater denne Domstolsproevelse - som efter min mening overhovedet ikke lader sig afvise - maa foere til, for saa vidt angaar den omtvistede afgoerelses endelige genstand .

Ingen afvisningsgrunde

6 . Lad mig straks fremhaeve, at Kommissionen efter min mening ikke har ret i, at der foreligger en afvisningsgrund i og med, at forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 - som det siges - kun giver sagsoegeren en begraenset retsbeskyttelse ( 3 ). Ved vurderingen af det foreliggende annullationssoegsmaals formalitetsspoergsmaal maa man henholde sig til EOEF-Traktatens artikel 173, stk . 2 . Ingen af parterne har bestridt, at sagsoegeren er umiddelbart og individuelt beroert af den anfaegtede afgoerelse - og det ville de heller ikke fornuftigvis kunne bestride - ( afgoerelsen er ved navns naevnelse stilet til Fediol ); der kan ikke for annullationssoegsmaalet efter min mening opstilles yderligere formalitetskrav . En anerkendelse af saadanne andre formelle begraensninger ville vaere i strid med Domstolens faste praksis, der paa baggrund af bestemmelserne i EOEF-Traktatens artikel 164 fortolker den ved Traktaten sikrede retsbeskyttelse saa vidt som muligt .

I artikel 3, stk . 1, i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 omtales rigtig nok yderligere et forhold, der imidlertid betegner en udvidelse af soegsmaalskompetencen og dermed en forstaerket retsbeskyttelse . Bestemmelsen tillaegger virksomhedssammenslutninger uden status som juridisk person ret til at indgive klage til Kommissionen, hvorfor det som anfoert af Fediol i staevningen maa anerkendes, at saadanne sammenslutninger ogsaa har kompetence til at anlaegge sag ved Domstolen til proevelse af en kommissionsafgoerelse, hvorved deres klage afvises ( jfr . paa linje hermed generaladvokat Rozès' forslag til afgoerelse i sag 191/82, Fediol, Sml . 1983, s . 2939-2940, det samme resultat lader sig skimte mellem linjerne i Domstolens dom af 4 . oktober 1983, som jeg vender tilbage til i det foelgende ).

Kommissionens indsigelse gaelder altsaa ikke annullationssoegsmaalets formalitet, men tvaertimod sagens realitet . Indsigelsen rejser spoergsmaalet om, hvorvidt Kommissionens kompetence i henhold til artikel 3, stk . 5, og artikel 6, stk . 1, i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 straekker sig samt spoergsmaalet om, under hvilke omstaendigheder en kommissionsafgoerelse skal annulleres som foelge af kompetenceoverskridelse eller magtfordrejning .

Foerste del : Den retlige efterproevelse i forbindelse med forordning ( EOEF ) nr . 2641/84

A - Domstolens praksis vedroerende indfoersler hidroerende fra tredjelande, der var genstand for dumping eller stoette

7 . Kommissionen har gjort gaeldende, at den retsbeskyttelse, en klager kan goere krav paa i henhold til forordning ( EOEF ) nr . 2641/84, er mere begraenset end den retsbeskyttelse, han har krav paa i henhold til forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 ( 4 ). Sagsoegeren har bestridt dette synspunkt under henvisning til, at retsbeskyttelsen er den samme ifoelge de to forordninger ( jfr . retsmoederapporten, afsnit 19 ). Faktisk bestaar der ifoelge forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 ogsaa en klageret for producenter og virksomhedssammenslutninger, nemlig med henblik paa at anmode Kommissionen om at indlede en undersoegelsesprocedure vedroerende indfoersler hidroerende fra tredjelande, der har vaeret genstand for "dumping" eller "subsidier ". Det bliver altsaa noedvendigt at sammenligne de to forordninger paa dette punkt .

Lad mig i forbifarten oplyse, at forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 i mellemtiden er blevet ophaevet og erstattet af forordning ( EOEF ) nr . 2423/88 ( 5 ); de bestemmelser fra forordning ( EOEF ) nr . 2176/84, som jeg citerer i dette forslag til afgoerelse er blevet gentaget uden aendringer og med de samme artikelnumre i forordning ( EOEF ) nr . 2423/88 . Henvisningerne i retsmoederapporten og parternes indlaeg er alle henvisninger til forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 . Af denne grund vil jeg for at undgaa forvirring henvise til sidstnaevnte forordning i det foelgende .

8 . Det er just om klageadgangen i sager om dumping eller subsidier, at Domstolen tog stilling i dom af 4 . oktober 1983 ( sag 191/82, Fediol, Sml . s . 2913 ). Denne dom drejede sig om forordning ( EOEF ) nr . 3017/79, dvs . den forordning, der gik forud for forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 . Ogsaa i den sag gjorde Fediol gaeldende, at Kommissionens afvisning af Fediols klage var retsstridig . Hertil svarede Kommissionen, at den meddelelse, den var fremkommet med vedroerende undladelsen af at indlede en undersoegelsesprocedure - hvorved henvistes til dens skoen i henhold til forordning ( EOEF ) nr . 3017/79 - blot var en meddelelse, der som saadan ikke kunne vaere genstand for soegsmaal i medfoer af EOEF-Traktatens artikel 173 .

Domstolen naaede til et andet resultat og anerkendte, at sagsoegeren havde soegsmaalsret, idet sagsoegeren efter ordningen ifoelge forordning ( EOEF ) nr . 3017/79 havde en raekke saerlige rettigheder, som ifoelge paastandene skulle vaere tilsidesat, bl . a . retten til at indbringe en klage, den dermed forbundne ret til at kraeve, at Kommissionen undersoegte klagen med fornoeden omhu og i henhold til den fastsatte procedure, retten til at modtage oplysninger inden for de ved forordningen fastsatte graenser, og endelig - saafremt Kommissionen skulle beslutte ikke at tage klagen til foelge - retten til at modtage oplysninger vedroerende Kommissionens redegoerelse for de tilgrundliggende konklusioner og en kortfattet begrundelse herfor ( praemis 28 ).

I fortsaettelsen i dommen udtales det dog, at der ved vurderingen bliver tale om en proevelsesret, der er afpasset efter de befoejelser, der er inden for omraadet er forbeholdt Faellesskabets institutioner ( praemis 29 ), og navnlig til, at Kommissionen har "et saerdeles vidt skoen" ved afgoerelsen af, hvilke foranstaltninger der i Faellesskabets interesse eventuelt boer indfoeres for at imoedegaa den konstaterede situation ( praemis 26 ). Ikke desto mindre maa klagerne ved Domstolen kunne opnaa en afgoerelse af, om Kommissionen har overholdt de proceduremaessige garantier, klagerne har, og om Kommissionen har begaaet aabenbare fejl ved sin vurdering af de faktiske forhold eller undladt at tage hensyn til vaesentlige omstaendigheder eller i sin begrundelse ladet hensyn spille ind, der maa ses som udtryk for magtfordrejning . Domstolen kan ud fra disse kriterier udoeve den proevelsesret over for det skoen, der er tillagt en forvaltningsmyndighed uden herved at proeve den vurdering, der er forbeholdt samme myndighed ( praemis 30 ).

Domstolen har stadfaestet denne opfattelse i sine domme af 14 . juli 1988 i sagerne 187/85 og 188/85 ( Fediol, Sml . s . 4155 og 4193 henholdsvis ) ( praemis 6 i begge domme ).

B - Sammenligning af forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 om uretmaessig handelspraksis med forordningerne om dumping og subsidier

9 . Kommissionen har indgaaende redegjort for forskellene mellem antidumpingforordningerne (( idet den herved har citeret snart den tidligere gaeldende forordning ( EOEF ) nr . 3017/79 og snart den nye forordning ( EOEF ) nr . 2176/84, der senere er blevet afloest af forordning ( EOEF ) nr . 2423/88 )) og forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 om uretmaessig handelspraksis . Den har herved opbygget en argumentation paa to niveauer, for det foerste paa et saakaldt retsbeskyttelsesniveau, hvor det er den rolle, som Faellesskabets interesse indtager ifoelge de to grupper forordninger, der er relevant i forbindelse med de forskelle, for saa vidt angaar de foranstaltninger, Kommissionen kan vedtage i medfoer af de to grupper bestemmelser, for det andet paa domstolsproevelsens niveau, hvorved der ses paa forskellene mellem de to grupper forordninger, naar det gaelder fortolkningen af de i folkeretten gaeldende regler og navnlig fortolkningen af GATT-bestemmelserne .

Alle de bemaerkninger, Kommissionen har fremfoert paa et af disse to niveauer, forfoelger det samme formaal : 1 ) at vise, at retsbeskyttelsen for klagere ifoelge ordningen i henhold til forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 er meget begraenset, idet den blot gaar ud paa, at klagerne har adgang til at anmode Kommissionen om at undersoege klagen og i den forbindelse paase, at de proceduremaessige garantier foelges, hvorimod de ikke kan faa efterproevet resultatet af Kommissionens afgoerelser ( jfr . retsmoederapporten, afsnit 17 ); 2 ) at vise, at Domstolens proevelsesret er begraenset i samme omfang og kun gaelder i ekstreme tilfaelde af aabenbar magtfordrejning ( jfr . retsmoederapporten, afsnit 18 ). Ifoelge Kommissionen er enhver afgoerelse i strid hermed ensbetydende med, at klagerne indirekte, dvs . gennem et soegsmaal ved Domstolen, faar mulighed for at paavirke Kommissionens afgoerelser paa det handelspolitiske omraade . Sagsoegeren har naturligvis erklaeret sig helt uenig i dette synspunkt . Vedroerende argumenterne for og imod dette synspunkt skal jeg henvise til retsmoederapporten .

I det foelgende vil jeg, uden at holde mig punktligt til parternes argumentation, behandle to vaesentlige forskelle mellem forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 om beskyttelse mod dumpingimport og subsidieret import og forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 om uretmaessig handelspraksis, som denne sag drejer sig om . Der bliver her dels tale om den henvisning, der - omend med en vis forskel - i begge forordninger goeres til folkeretten, dels om den plads, som vurderingen af Faellesskabets interesser indtager i begge forordninger . Ganske vist har Kommissionen i den her foreliggende sag vedroerende det sidste spoergsmaal ikke givet en vurdering af Faellesskabets interesser, men den har dog benyttet begrebet i droeftelserne, idet dette begreb efter dens opfattelse goer det muligt at afgraense klagernes samlede retsstilling i henhold til ordningen i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 .

Henvisning til folkeretten

10 . Kommissionen har gjort gaeldende, at en fejlagtig anvendelse af folkeretten inden for rammerne af forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 kun kan efterproeves ved Domstolen i det omfang, denne urigtige anvendelse udgoer en tilsidesaettelse af saadanne faellesskabsretlige bestemmelser, der umiddelbart og individuelt skaber ret for private . GATT-bestemmelserne, hvortil der henvises i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84, er ikke tilstraekkeligt praecise til at affoede saadanne rettigheder for private . Sagsoegeren har imoedegaaet denne argumentation ( jfr . videre herom i retsmoederapporten, afsnittene 18 og 19, samt afsnittene 31-33 ). Kommissionen har paa grundlag af sin argumentation draget den konklusion, at dens fortolkning af begrebet "uretmaessig handelspraksis" kun kan efterproeves retligt i helt ekstraordinaere tilfaelde ( jfr . retsmoederapporten, afsnit 18 ).

11 . Henvisningen til folkeretten spiller en vaesentlig rolle baade i forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 og i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 . Den giver nemlig faellesskabsmyndighederne baade retsgrundlaget og vurderingskriteriet for deres afgoerelse om, hvorvidt visse former for adfaerd fra tredjelandes side skal anses for uretmaessige ( eller i dumpingtilfaelde visse former for adfaerd udvist af virksomheder i tredjelande ), og, saafremt det er tilfaeldet, at traeffe foranstaltninger til imoedegaaelse heraf .

Selv om retsgrundlaget for en indgriben fra Faellesskabets side er det samme i de to forordninger, finder man dog visse klare forskelle mellem dem . For saa vidt angaar dumping og subsidiering, er de relevante bestemmelser i GATT i det store og hele blevet gentaget i forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 - i overensstemmelse med en konvention, der blev indgaaet mellem deltagerne i GATT ( 6 ) - og disse regler kan uden videre paaberaabes af private inden for rammerne af forordningen ( jfr . ovenfor under nr . 8 ). Noget anderledes stiller sagen sig, for saa vidt angaar forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 om uretmaessig handelspraksis . Artiklerne 1 og 2 i denne forordning indeholder blot en generel henvisning til folkeretten og almindeligt anerkendte regler . Det fremgaar ganske tydeligt af denne forordnings tilblivelseshistorie, at henvisningen til "folkeretten" er en henvisning til GATT-bestemmelserne; ved at benytte begrebet "almindeligt anerkendte regler" i forordningen er det muligt ogsaa at anvende bestemmelserne i GATT paa lande, der ikke har tiltraadt GATT-overenskomsterne eller paa omraader, der som tjenesteydelsessektoren ikke er omfattet af GATT ( 7 ).

Naturligvis medfoerer en saadan almindelig henvisning i en faellesskabsforordning ikke uden videre, at GATT-bestemmelserne bliver umiddelbart anvendelige i Faellesskabet, idet baade aanden i GATT, dennes opbygning og ordlyd ifoelge Domstolens praksis udelukker en saadan umiddelbar anvendelighed og altsaa ikke skaber rettigheder for private, der kan goeres gaeldende ved domstolene ( jfr . Domstolens dom af 12 . december 1972 i de forenede sager 21-24/72, International Fruit Co ., Sml . s . 295, praemisserne 2o og 27; Domstolens dom af 24 . oktober 1973 i sag 9/73, Schlueter, Sml . s . 1135, praemisserne 28 og 30 ). Bestemmelserne i GATT kan udelukkende vaere umiddelbart anvendelige i Faellesskabet og dermed paaberaabes af private, i det omfang en saadan anvendelighed udtrykkeligt eller stiltiende kan udledes af den faellesskabsbestemmelse, hvori der henvises til GATT-bestemmelserne, det vil her sige forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 ( 8 ). De rettigheder, som private saaledes vil kunne hente i GATT-bestemmelserne paa grundlag af henvisningen i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84, er derfor for det foerste begraenset til en mulighed - i form af en klageadgang - for at anmode Kommissionen om at fortolke og anvende GATT-bestemmelserne paa den maade, det efter klagerens opfattelse skal ske . Den kompetence til at fortolke GATT-bestemmelserne, der ved forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 er tillagt Kommissionen ( og efterfoelgende Domstolen, jfr . nedenfor ), er i det omfang, disse bestemmelser er mindre praecise og ikke ordret er gentaget i en faellesskabsforordning, videre, og de rettigheder, der vil vaere kunne skabt for private med disse bestemmelser, er mindre praecist afgraensede end tilfaeldet er efter forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 .

12 . Det kan saa spoerges, om denne forskel, for saa vidt angaar fortolkningen i faellesskabsretten af GATT-bestemmelserne, hvorved disse mere eller mindre let kan finde anvendelse, alt efter om de paaberaabes inden for rammerne af forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 eller forordning ( EOEF ) nr . 2641/84, medfoerer, at Domstolen ikke har nogen proevelsesret, for saa vidt angaar den sidstnaevnte, saaledes at Raadet og Kommissionen selv inden for rammerne af forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 uden retslig kontrol kan fastlaegge indholdet af begrebet "uretmaessig handelspraksis" i lyset af folkeretten ( hvilket her vil sige GATT ). Dette spoergsmaal skal naturligvis besvares benaegtende .

Domstolene og navnlig denne Domstol har faktisk kompetence, lige som de er forpligtet til at fortolke bestemmelser i love eller traktater, naar disse bestemmelser er blevet virksomme i deres respektive retsordner ( umiddelbart anvendelige eller middelbart anvendelige ved transponering eller henvisning ), og dette gaelder uafhaengigt af spoergsmaalet om, hvorvidt og med hvilken lethed private kan stoette ret paa vedkommende bestemmelse . Den internationale privatrets henvisningssystem udgoer i saa henseende en interessant analogi . Selv om den bestemmelse i fremmed ret, der henvises til, ved eller i kraft af denne henvisning inkorporeres og tillaegges virkning i vedkommende retsorden paa en begraenset maade, alene i sagens anledning, altsaa med henblik paa delvis afgoerelse af et bestemt retsforhold, og selv om private ogsaa kun lejlighedsvis kan stoette ret paa den ( jfr . note 8 ovenfor ), er retterne i vedkommende retsorden dog kompetente til uden begraensning at fortolke den fremmede retsregel med henblik paa dens anvendelse i den konkrete sag . Heraf kan man slutte, at domstolenes kompetence til at fortolke en bestemmelse foreligger uden begraensninger, saa snart denne bestemmelse gaelder, ogsaa selv om det kun er lejlighedsvis, og dette gaelder uafhaengigt af den ( her, hvor det drejer sig om en fremmed retsregel, indirekte ) maade, den er blevet sat i kraft paa, uafhaengigt af omfanget af dens direkte virkning ( dvs . af den maade, hvorpaa den kan paaberaabes af private ) og uafhaengigt af den lethed, hvormed den kan anvendes .

13 . Saafremt fremmede retsregler - der er blevet inkorporeret og sat i kraft i begraenset omfang i den interne retsorden ved en bestemmelse i den internationale privatret - kan fortolkes af domstolene i det nationale retssystem, maa dette vel saa meget mere gaelde for folkeretlige bestemmelser, som f . eks . GATT, der, fordi de er bindende for Faellesskabet, er en del af retsordenen og finder anvendelse dér? Bestemmelserne maa som umiddelbart anvendelige kunne anvendes af domstolene som fortolkningsgrundlag uafhaengigt af spoergsmaalet, om de kan paaberaabes af private . Ifoelge Domstolens praksis er det derfor en selvfoelge, at de nationale retter kan fortolke GATT' s bestemmelser med forbehold af en efterproevelse ved Domstolen, der selv ved sine praejudicielle afgoerelser bidrager til fortolkningen af disse bestemmelser paa en saadan maade, at de anvendes ensartet i hele Faellesskabet ( jfr . Domstolens dom af 16 . marts 1983 i de forenede sager 267-269/81, Finansministeriet mod SPI og SAMI, Sml . s . 801; jfr . endvidere Domstolens dom af 16 . marts 1983 i de forenede sager 290 og 291/81, Singer og Geigy mod Finansministeriet, Sml . s . 847 ).

Domstolens kompetence til at fortolke GATT-bestemmelserne gaelder faktisk generelt og altsaa baade, naar der ( som i det foreliggende tilfaelde ) bliver tale om en proevelse af faellesskabsretsakters gyldighed, og naar der skal traeffes afgoerelse om nationale bestemmelsers retmaessighed i henhold til GATT ( femtende praemis i ovennaevnte dom i de forenede sager 267-269/81 ). Denne kompetence har Domstolen, baade hvor der bliver tale om at fortolke GATT-bestemmelserne i relation til en adfaerd inden for Faellesskabet, som naar fortolkningen gaelder bedoemmelsen af en adfaerd, som i det foreliggende tilfaelde er udvist af et tredjeland i handelen med Faellesskabet . Det er i oevrigt netop vedroerende samhandelen med tredjelande, at Domstolen har fastslaaet, at konstateringen af, at private ikke umiddelbart kan stoette ret paa de paaberaabte bestemmelser i GATT "ikke paa nogen maade (( goer )) begraensning i Faellesskabets forpligtelse til i forhold til tredjelande, der deltager i overenskomsten, at overholde dens bestemmelser" ( Domstolens dom af 16 . marts 1983 i sag 266/81, SIOT mod Finansministeriet, Ministeriet for Handelsflaaden, Trieste Toldkammer og Selskabet Trieste Havn, Sml . s . 731, jfr . praemis 28, s . 780 ).

14 . Faellesskabets myndigheder maa naturligvis ved fortolkningen af folkerettens bestemmelser og navnlig GATT-bestemmelserne, hvortil der som naevnt udtrykkeligt henvises generelt i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84, lade sig lede af passende fortolkningsprincipper, som angivet bl . a . i artiklerne 31-33 i Wiener-konventionen fra 1969 om traktatretten . Ifoelge disse principper skal en traktats bestemmelser fortolkes i god tro efter den almindelige betydning, traktatens ordlyd normalt har, naar henses til traktatens genstand og formaal og under hensyntagen til enhver eventuelt senere tilkommet overenskomst mellem deltagerne vedroerende traktatens fortolkning og/eller enhver praksis, der senere maatte vaere blevet fulgt ved gennemfoerelsen af denne traktat, og hvorved en saadan overenskomst er kommet i stand ( 9 ). Dette betyder, at enhver deltager i traktaten maa lade sig vejlede ikke blot af sine egne opfattelser og fortolkninger, men ogsaa af opfattelser og fortolkninger hos de oevrige deltagere i traktaten . En fortolkning, der under hensyntagen til ordenes almindelige betydning og den sammenhaeng, hvori de optraeder, maa anses for udvidende, og som paa baggrund af traktatens genstand og formaal gaar ud over en normal formaalsfortolkning, maa forkastes, naar den fremtraeder som uhjemlet efter senere tilkomne overenskomster mellem deltagerne i traktaten eller i henhold til en ensartet praksis, som de naevnte deltagere har fulgt ved traktatens gennemfoerelse ( 10 ). En saadan fortolkning er nemlig ikke i overensstemmelse med parternes aftaler efter den oprindelige traktat .

De hermed omtalte fortolkningsregler skal foelges baade af Raadet, Kommissionen og Domstolen . Domstolen kan ikke, for saa vidt angaar GATT og til forskel fra, hvad der er tilfaeldet i Faellesskabets retsorden, afsige fortolkningsdomme, der har bindende kraft uden for Faellesskabet, da det ikke er dens opgave at soerge for en ensartet fortolkning af GATT-bestemmelserne i forhold til de oevrige deltagere i denne overenskomst ( 11 ). Domstolen maa derfor afstaa fra at give GATT-bestemmelserne en udvidende fortolkning, der gaar ud over, hvad saedvanlige fortolkningsmetoder, herunder formaalsfortolkning, ville foere til, naar saadanne fortolkninger ikke har deres grundlag i en udtrykkelig eller stiltiende accept fra GATT-deltagernes side . Den maa lige saa vel tilse, at Kommissionen foelger de ovennaevnte fortolkningsregler og gaar uden om enhver udvidende fortolkning ( der gaar ud over det beskrevne ) af de rettigheder og fordele, Faellesskabet eller faellesskabsborgerne har, naar klagervirksomheder anmoder dem om en fortolkning af GATT-bestemmelserne inden for rammerne af forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 . Kommissionens kompetence, naar det gaelder fortolkningen af GATT-bestemmelserne, kan altsaa ganske klart goeres til genstand for proevelse ved Domstolen .

Kriteriet om Faellesskabets interesse

15 . Kriteriet om Faellesskabets interesse spiller en anden rolle i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 end i forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 . Kommissionen har i oevrigt ikke undladt udfoerligt at kommentere denne forskel under henvisning til, hvad de generelle konsekvenser for klagernes retsstilling den har . I forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 spiller Faellesskabets interesser en rolle allerede ved afslutningen af den forudgaaende undersoegelse; viser det sig ved afslutningen af den i henhold til forordningen afholdte konsultation, at klagernes anmodning indeholder tilstraekkelige beviser til at berettige ivaerksaettelsen af en undersoegelsesprocedure, kan Kommissionen ivaerksaette en saadan procedure, naar den finder, at "det er noedvendigt af hensyn til Faellesskabets interesser" (( artikel 6, stk . 1, i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 )). Saadan forholder det sig ikke efter forordningen om beskyttelse mod dumpingimport og subsidieret import; her gaelder, at saafremt Kommissionen efter den indledende undersoegelse konstaterer, at der foreligger tilstraekkelige beviser, skal den "omgaaende give meddelelse om ivaerksaettelse af en procedure" (( artikel 7, stk . 1, i forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 )). Foerst under eller ved afslutningen af den egentlige undersoegelsesprocedure indfoerer Kommissionen midlertidig told eller traeffer midlertidige foranstaltninger, "naar (( det )) ... af hensyn til Faellesskabets interesser findes paakraevet, at Faellesskabet griber ind" (( artikel 11, stk . 1, og artikel 12, stk . 1, i forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 )) ( 12 ).

16 . Kommissionens ( eller eventuelt Raadets ) skoensfrihed kommer altsaa hurtigere paa tale inden for rammerne af ordningen ifoelge forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 end inden for rammerne af ordningen ifoelge forordning ( EOEF ) nr . 2176/84, fordi der allerede paa et tidligt stadium i proceduren kan tages hensyn til Faellesskabets interesse . Ogsaa naar Kommissionen naar til det resultat, at det er tilstraekkeligt sandsynliggjort, at der foreligger uretmaessig handelspraksis og en deraf foelgende skade, saaledes at den egentlige undersoegelsesprocedure kan ivaerksaettes, kan den dog i Faellesskabets interesse afstaa fra denne sidste .

Bliver resultatet saa bagefter, at Domstolen ikke ifoelge forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 har adgang til ( marginalt eller perifert ) at proeve den vurdering af Faellesskabets interesse, der er blevet givet, mens en saadan proevelse kan ske i henhold til forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 - saaledes som det fremgaar af praemis 41 i Domstolens dom af 14 . juli 1988, naevnt ovenfor under afsnit 8 . Kommissionen goer gaeldende, at der virkelig bestaar en saadan forskel; klageren har, samtidig med at han bevarer sin ret til proceduremaessige garantier, i det foreliggende tilfaelde kun en "ret" til at anmode Kommissionen om at behandle klagen med fornoeden omhu, men ikke til med bindende virkning at kraeve, at den ivaerksaetter en undersoegelse selv i tilfaelde af, at klagen indeholder "tilstraekkelige beviser" ( jfr . retsmoederapporten, afsnittene 16 og 17 ). Dersom det antages, at klageren kan tvinge Kommissionen til at indlede en undersoegelse, vil klageren derefter ifoelge Kommissionen kunne paavirke faellesskabsinstitutionernes handelspolitik og begraense Raadets og Kommissionens handleevne . Dette er hverken muligt eller retmaessigt; henvisningen til Faellesskabets interesser betyder derfor, at Kommissionen, i alt fald inden for rammerne af ordningen ifoelge forordning ( EOEF ) nr . 2641/84, raader over et politisk skoen, der ikke ( eller som Kommissionen tilsyneladende mener naeppe ) kan proeves ved Domstolen ( 13 ).

Spoergsmaalet bliver herefter, om det forhold, at Kommissionen paa et tidligt tidspunkt kan beslutte ikke at fortsaette undersoegelsesproceduren af hensyn til Faellesskabets interesser - og det kan ikke bestrides, at den er befoejet hertil - som anfoert af Kommissionen i naervaerende sag medfoerer, at afgoerelsen herom ikke vil kunne efterproeves retligt .

17 . Paa dette punkt i fremstillingen skal jeg kort komme ind paa artikel 301 i US Trade Act fra 1974 som aendret ved Public Law 93-618 ( 1975 ), Public Law 98-373 ( 1984 ) og Public Law 100-418 ( 1988 ).

Ifoelge naevnte artikel 301 kan United States Trade Representative ( herefter benaevnt "USTR ") ( 14 ) ex officio eller efter anmodning indlede en undersoegelse af tredjelandes praksis, hvorved De Forenede Staters "rettigheder i henhold til folkeretten" antastes, eller som goer indhug i De Forenede Staters rettigheder i henhold til ligebehandlingsreglen eller mestbegunstigelsesklausulen eller former for praksis, der er "urimelige" ( unreasonable ). USTR vedtager i givet fald foranstaltninger til gengaeldelse heraf . USTR handler paa eget initiativ eller efter modtagelse af klage . I artikel 301, litra d ), nr . 3, anfoeres, at udtrykket "urimelig" vedroerer former for praksis, der uden absolut at antaste De Forenede Staters folkeretlige rettigheder, dog kan anses for "unfair" og "inequitable ". Herudover anfoeres det, at de anvendte ord er moentet paa en afvisning af fornuftige og rimelige muligheder for amerikanske virksomheders adgang til udenlandske markeder eller en udelukkelse af samme natur fra konkurrencen paa disse markeder . Af artikel 301' s ordlyd fremgaar, at USTR' s indgreb ikke noedvendigvis skal vaere en reaktion paa "ulovlige" eller "uretmaessige" former for praksis fra tredjelandes side, hvilket klart placerer USTR' s virksomhed som en del af handelspolitikken for ikke ganske enkelt at sige som en politisk virksomhed ( 15 ).

Frem til 1988 anerkendtes det saedvanligvis, at den praesidenten ved artikel 301 tilkendte befoejelse til at gribe ind, det vaere sig i henhold til klage eller paa anden maade, var en rent skoensmaessig befoejelse, og at der heller ikke kunne blive tale om en retslig efterproevelse heraf ( 16 ). Befoejelsen er ved loven af 1988 blevet overfoert til USTR og dermed er dens skoensmaessige karakter i nogen grad blevet begraenset, idet USTR undertiden er forpligtet til at indlede en undersoegelse ( 17 ). Generelt staar det imidlertid stadig USTR frit for at indlede en undersoegelsesprocedure eller at undlade dette i et bestemt tilfaelde - idet USTR' s undersoegelsesbefoejelser i givet fald er "subject to the direction of the President", naar det gaelder visse detaljer (( jfr . artikel 301, litra a ), nr . 1 )), og det maa derfor fortsat siges at vaere korrekt, at USTR' s kompetence ikke kan efterproeves ved domstolene .

18 . Maatte denne korte omtale af nordamerikansk ret kunne vise, hvornaar og hvorfor en befoejelse for en offentlig myndighed kan betegnes som et politisk skoen, der ikke er genstand for retslig efterproevelse . Dette synes faktisk at vaere tilfaeldet, naar de noeglebegreber, som denne befoejelsesudoevelse afhaenger af, ikke retligt lader sig definere . For saa vidt angaar artikel 301, kan USTR saaledes ( med forbehold af aendringen fra 1988 ) gribe ind over for former for praksis, der, skoent retmaessige, dog maa anses for urimelige, ufornuftige eller ubillige efter USTR' s opfattelse . Hvis man henholder sig til de i artikel 301, litra d ), nr . 3, B, anfoerte eksempler, er disse tre kriterier for en saadan indgribens gennemfoerelighed af politisk art, de har i alt fald intet juridisk indhold . De kan derfor ikke goeres til genstand for retslig efterproevelse . Anvendelsen af disse kriterier har vaeret overladt til en myndighed, der i udtalt grad er politisk legitimeret ( indtil 1988, og denne myndighed er praesidenten, og derefter USTR, der staar til ansvar over for praesidenten og Kongressen ) ( 18 ).

Anderledes forholder det sig efter ordningen ifoelge forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 . Efter denne forordning kan Kommissionen kun ivaerksaette en undersoegelsesprocedure, naar der er foert bevis for, at der foreligger en uretmaessig handelspraksis ( 19 ). Kommissionens afgoerelse i saa henseende er altsaa i foerste raekke knyttet til en gruppe regler, der kan beskrives juridisk ( her tilsidesaettelse af folkeretlige bestemmelser; jfr . ovenfor under afsnit 10 ff .). Faellesskabets interesser er kun et accessorisk kriterium paa grundlag af hvilket, Kommissionen kan undlade at ivaerksaette proceduren . Men ogsaa i saa fald staar efter min mening Kommissionen ikke helt frit i sin afgoerelse, om ikke for andet saa fordi den, saa vidt jeg kan se, skal redegoere for og, saa vidt jeg kan se, ogsaa angive grundene til, at den "finder", at det ikke er noedvendigt at ivaerksaette en undersoegelsesprocedure under hensyn til Faellesskabets interesse . Det forekommer mig, at der ifoelge en god forvaltningspraksis gaelder et krav om, at Kommissionen anfoerer et minimum af grunde til, at den er gaaet ind for denne opfattelse, idet den antages at laegge til grund, at der er en begyndelse til et bevis for, at der foreligger uretmaessig handelspraksis og deraf foelgende skade .

19 . Der bliver her foerst og fremmest tale om det velkendte problem med hensyn til hvilken retslig efterproevelse, der vil kunne gennemfoeres, naar det gaelder en befoejelse fra offentlige myndigheder, der er karakteriseret ved den store skoensfrihed eller endog ved det vide skoen, der bliver tale om . Domstolens tidligere praesident, Mertens de Wilmars, har i en artikel, han har skrevet om Domstolens fremgangsmaade i en saadan situation, anfoert, at den retslige efterproevelse sker etapevis, naar det gaelder befoejelser af denne art . Indledningsvis vurderes det, om myndigheden er gaaet uden for det omraade, paa hvilket den har faaet tillagt et vidt skoen . Dernaest ses der paa, om de faktiske eller retlige omstaendigheder, der er en forudsaetning for udoevelsen af denne kompetence, er opfyldt og tilstraekkeligt klart afgraenset; og endelig proeves det, om den endelige udoevelse af en vid skoensbefoejelse er i overensstemmelse med generelle retsgrundsaetninger ( 20 ), og navnlig princippet om god forvaltningsskik og lighedsgrundsaetningen, proportionalitetsprincippet og begrundelsespligten .

At en myndighed for sin virksomhed faar anvist et saa aabent begreb som "Faellesskabets interesser" som ledende princip for sin virksomhed, betyder ikke, at der ikke bliver tale om retslig efterproevelse, heller ikke selvom dette begreb, som tilfaeldet er i naervaerende sag, kun har en supplerende ( og negativ ) betydning, saaledes at myndigheden kan se sig foranlediget til at give afkald paa en indgriben, hvis udoevelse i foerste raekke beror paa, om der foreligger uretmaessig praksis . Saadanne aabne begreber af normativ karakter er almindeligt anvendt i privatretten, f . eks . "barnets tarv" eller "familiens tarv" eller "samfundets interesse ". Det betyder ikke, at domstolene skal afstaa fra en efterproevelse, idet de ogsaa i saadanne tilfaelde skal paase, at der ikke foreligger magtfordrejning . Til gengaeld maa den i saa fald afstaa fra at gennemfoere en fuldstaendig proevelse ( dvs . en proevelse, der er mere end marginal eller periferisk ), idet den ikke er i stand til at traenge ind til kernen af den vurdering, som den person eller myndighed, der har faaet tillagt denne privatretlige eller offentligretlige befoejelse, har foretaget .

Resultatet maa derfor kunne siges at blive, at henvisningen til Faellesskabets interesser som et yderligere kriterium ( der foejer sig til betingelsen om en kraenkelse af folkeretten ) - udgoerende et negativt kriterium ( i kraft af hvilket, Kommissionen kan undlade at handle ) - ikke udelukker, men dog i betragteligt omfang begraenser omfanget af den retslige efterproevelse . Det udelukker ikke denne, idet retterne maa undersoege, om de retlige forudsaetninger for udoevelse af den meget frie skoensbefoejelse er opfyldt, og om proceduregarantierne er bedre respekteret, saafremt de relevante faktiske omstaendigheder foreligger ubestridt eller er blevet korrekt beskrevet, og saafremt den tillagte befoejelse er blevet udoevet i overensstemmelse med princippet om en god forvaltningspraksis, og navnlig i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet og paa grund af en korrekt vurdering af interesserne . Den retslige efterproevelse forbliver til gengaeld begraenset, idet det er Kommissionen, der i sidste instans skal afgoere, hvori Faellesskabets interesse konkret bestaar . Den omstaendighed, at vurderingen af Faellesskabets interesse ved Kommissionen ifoelge forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 sker paa et tidligere trin end efter ordningen ifoelge forordning ( EOEF ) nr . 2176/84, medfoerer efter min opfattelse ikke, at der er nogen forskel, for saa vidt angaar den retslige efterproevelses omfang, selv om denne forskel medfoerer, at klageren bliver afvist paa et tidligere tidspunkt .

C - Afslutning paa foerste del

20 . Der har ikke paa grundlag af en sammenligning af forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 og tidligere og nugaeldende forordninger om beskyttelse mod dumping og subsidier kunnet opstilles argumenter til stoette for, at Domstolens synspunkt i de tidligere Fediol-sager vedroerende forordningerne om beskyttelse mod dumping og subsidier ( jfr . ovenfor under afsnit 8 ) ikke ogsaa maa gaelde, for saa vidt angaar forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 . Kommissionen raader hverken i det ene eller andet tilfaelde over et politisk praeget skoen, som udelukker enhver retslig efterproevelse . Det staar ikke desto mindre fast, at Kommissionen ifoelge den ved forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 indfoerte ordning raader over en ikke uanseelig befoejelse til at fortolke folkeretten og - paa et tidligt stadium i proceduren - over et vidt skoen ved vurderingen af Faellesskabets interesser; disse to skoensbefoejelser kan imidlertid efterproeves ved Domstolen .

Anden del : Den konkrete gennemfoerelse af den retslige efterproevelse

21 . Som naevnt i fremstillingen ovenfor har sagsoegeren indgivet klage til Kommissionen vedroerende to former for praksis fra Argentinas side, der efter sagsoegerens opfattelse er uretmaessig handelspraksis i den i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 forudsatte betydning . Jeg begraenser mig her til en kort gennemgang af de paaklagede former for praksis, der er mere detaljeret beskrevet i retsmoederapporten, hvortil jeg henviser . Fediols klage var i foerste raekke rettet mod et "margengarantisystem", der skulle sikre den sojaforarbejdende argentiske industri en vis maengde leverencer af sojaboenner til priser, der ligger under verdensmarkedsprisen . Dette system fungerer ( foerst og fremmest ) ved hjaelp af det, der almindeligvis betegnes "ordningen med differentierede eksportafgifter", der finder anvendelse paa eksport af sojasektorens produkter ( dvs . boenner, olie og sojaskraa ). Ifoelge denne ordning paalaegges eksporten af sojaboenner ( der er raavaren ved produktion af sojaolie og sojaskraa ) hoejere afgifter end eksporten af olie og sojaskraa . Ifoelge den af Fediol indgivne klage beregnes de respektive afgifter ved hjaelp af kunstige referencepriser, som de argentinske myndigheder har fastsat for disse produkter . Den hoejere afgift paa sojaboenner bevirker en foroegelse af udbuddet af disse produkter paa det argentiske marked og bevirker, at de kan saelges billigere til den argentinske sojaolieproducerende industri, der derfor kan holde stoerre fortjenstmargener ( den raader faktisk over en "margengaranti "), og den er herved i stand til at saelge sine produkter paa verdensmarkedet til priser, der ligger under de saedvanlige .

Fediols klage gik dernaest ud paa, at der anvendtes kvantitative restriktioner paa eksporten af sojaboenner, idet der bl . a . lejlighedsvis forekom afbrydelser af den obligatoriske registrering af eksporten af sojaboenner .

Kommissionen afviste sagsoegerens klage paa begge punkter i den anfaegtede beslutning . Det bestrides i afgoerelsen ganske vist ikke, at der findes en "ordning med differentialafgifter", men det goeres gaeldende, at denne ordning ikke er i strid med nogen af de ovenfor behandlede GATT-bestemmelser . For saa vidt angaar klagepunktet om kvantitative eksportrestriktioner, konstateres det i afgoerelsen, at Fediols klage ikke indeholder noget som helst bevis for, at der anvendes saadanne restriktioner ( jfr . ovenfor under afsnit 5 in fine .). Kommissionen har ved denne afgoerelse alene taget stilling til de paaklagede former for praksis faktiske forekomst og deres retmaessighed ( og har ikke i afgoerelsen beskaeftiget sig med kriteriet "Faellesskabets interesse ").

Jeg skal i de foelgende afsnit gennemgaa de forskellige punkter i Kommissionens afgoerelse og undersoege, hvorvidt Kommissionen i hvert enkelt tilfaelde har henholdt sig til den den tillagte befoejelse, hvilket i denne sag foerst og fremmest vil sige kompetencen til at fortolke de GATT-bestemmelser, paa grundlag af hvilke det kan fastslaas, om de paaklagede former for praksis er retmaessige eller ej ( 21 ).

A - Foreligger der tilsidesaettelse af saerlige bestemmelser i GATT?

Overtraedelse af artikel III, stk . 1, i GATT

22 . Ifoelge naevnte artikel III boer indenlandske skatter ( 22 ) og andre "indenlandske" afgifter, der beroerer det indenlandske salg, koeb, transport osv ., ikke bringes i anvendelse paa "indfoerte eller indenlandske" varer paa en saadan maade, at der derved ydes beskyttelse til den indenlandske produktion .

Sagsoegeren goer gaeldende, at de differentierede afgifter, Argentina anvender, bestemt maa antages at vaere indenlandske afgifter, for selv om de kun opkraeves for varer til eksport, giver forskellene i de anvendelige tariffer virkninger paa det indre marked, idet den indenlandske sojaforarbejdningsindustri opnaar beskyttelse . Sagsoegeren har yderligere gjort gaeldende, at artikel III, stk . 1, ikke blot har til formaal at beskytte indfoerte produkter mod diskriminerende afgifter, men ogsaa indeholder et forbud mod, at beskyttelsen af den indenlandske produktion foerer til, at eksporten af faerdige produkter tilfoejer industrisektorer i tredjelande skade . Sagsoegeren har til stoette herfor navnlig henvist til forarbejderne til artikel III i GATT og til Domstolens praksis vedroerende EOEF-Traktatens artikel 95 ( 23 ).

Kommissionen har imoedegaaet sagsoegerens argumentation under henvisning til, at artikel III, stk . 1, i GATT udelukkende vedroerer opkraevning af indenlandske afgifter, og at bestemmelsen foerst og fremmest indeholder et forbud mod enhver forskelsbehandling af indenlandske varer paa importerede varers bekostning . De paaklagede argentinske afgifter er ikke "indenlandske afgifter", men faktisk eksportafgifter og kan derfor efter Kommissionens opfattelse ikke vaere omfattet af artikel III, stk . 1 . Den af sagsoegeren indgivne klage indeholdt ikke tilstraekkelige beviser paa dette punkt for en overtraedelse af artikel III .

23 . Ser man naermere paa ordlyden og raekkevidden af artikel III, stk . 1, i GATT og paa den anvendelse, denne bestemmelse har faaet i praksis, vil det bemaerkes, at Kommissionens fortolkning ikke er ubegrundet . At visse eksportafgifter skaffer en indenlandsk produktion beskyttelse er ikke nok til, at saadanne afgifter bliver indenlandske afgifter, dvs . afgifter, der finder anvendelse ved transaktioner i indenlandet ( jfr . de i artikel III, stk . 1, anvendte ord ). Artiklen er meget udtrykkelig i sin omtale af henholdsvis indfoerte eller indenlandske varer, hvorimod der ikke tales om eksporterede varer . Sagsoegeren har i oevrigt ikke kunnet henvise til et eneste fortilfaelde, der viser, at eksportafgifter ogsaa vil kunne vaere omfattet af artikel III, stk . 1 . Og heller ikke det sted i forarbejderne, som sagsoegeren har henvist til, omhandler eksportafgifter ( 24 ).

Herudover maa det bemaerkes, at Domstolens praksis om fortolkningen af Traktatens artikel 95 ikke uden videre lader sig anvende analogt paa GATT . EOEF-Traktaten har hverken et formaal eller en raekkevidde svarende til GATT' s . Formaalet med GATT er at liberalisere verdenshandelen, mens EOEF-Traktaten tilsigter at etablere et enhedsmarked, hvor vilkaarene ligger saa taet som muligt op ad de vilkaar, der findes paa et hjemmemarked ( 25 ). Denne forskel er imidlertid ikke til hinder for, at bestemmelser i de to traktater ( eller rettere traktaten og overenskomsten ) kan fortolkes helt paa samme maade, naar deres bestemmelser foerer frem til en saadan ensartet fortolkning . I det foreliggende tilfaelde har sagsoegeren imidlertid ikke angivet grundene til at anvende en saadan ensartet fortolkning .

Overtraedelse af artikel XI, stk . 1, i GATT for saa vidt angaar margengarantisystemet

24 . Artikel XI, stk . 1, tilsigter at afskaffe samtlige kvantitative restriktioner saavel ved indfoersel som udfoersel af varer, hvad enten saadanne restriktioner gennemfoeres ved hjaelp af kvoteordninger, indfoersels - eller udfoerselsbevillinger eller "andre forholdsregler ". I artiklen siges det udtrykkeligt, at "told, skatter eller andre afgifter" ikke er omfattet af denne bestemmelse .

Selv om "told, skatter eller andre afgifter" udtrykkeligt er holdt uden for artikel 11, stk . 1' s anvendelsesomraade, har Fediol i klagen gjort gaeldende, at de argentinske former for praksis alligevel er i strid med denne artikel; det er tilfaeldet, idet ordningen med differentierede afgifter kun er en del af et samlet margengarantisystem, hvis andre bestanddele, herunder fastsaettelsen af kunstige referencepriser, til dels er omfattet af begrebet "andre forholdsregler", jfr . artikel XI, hvilken formulering gaelder foranstaltninger med tilsvarende virkning som eksportrestriktioner .

Kommissionens afgoerelse tager som udgangspunkt, at det paaklagede argentinske system foerst og fremmest indeholder en ordning med differentierede eksportafgifter og en fastsaettelse af referencepriser, som udgoer afgiftsgrundlaget . Kommissionen mener derfor, at der ikke kan forligge en overtraedelse af artikel XI, stk . 1 . Det anfoeres herved, at de argentinske former for praksis kun vil kunne vaere forbudt ifoelge artikel XI, stk . 1, saafremt afgiftsniveauet er saa hoejt, at det kommer til at svare til en kvantitativ eksportrestriktion eller et eksportforbud . At dette skulle vaere tilfaeldet er - fremdeles ifoelge Kommissionens afgoerelse - udelukket i det foreliggende tilfaelde, da statistikkerne viser, at importen til Faellesskabet af sojaboenner hidroerende fra Argentina er steget betydeligt i tidsrummet 1981-1985 ( dvs . i loebet af de fire aar forud for Fediols indgivelse af klage ).

25 . Sagsoegeren har ved Domstolen anfoert, at en raekke vaesentlige bestanddele af den paaklagede ordning ( nemlig fastsaettelsen af kunstige referencepriser ) er foranstaltninger med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner, hvorfor de strider mod artikel XI, stk . 1 . Sagsoegerens argumentation hviler paa to forudsaetninger . For det foerste at det argentinske system ( der af sagsoegeren betegnes som et margengarantisystem ) bestaar af forskellige dele, og at hver del, navnlig fastsaettelsen af kunstige referencepriser, maa sammenholdes med kravene i GATT, saaledes at hver del anskues som en selvstaendig del . For det andet, at artikel XI, stk . 1, indeholder et forbud ikke blot mod kvantitative eksportrestriktioner, men ogsaa, for at foelge ordvalget i EOEF-Traktaten, mod foranstaltninger med tilsvarende virkninger som eksportrestriktioner . Sagsoegeren har i den forbindelse i oevrigt henvist til Domstolens praksis vedroerende EOEF-Traktatens artikler 30 og 34 .

Ingen af disse to led i sagsoegerens argumentation virker efter min mening overbevisende, og dette gaelder isaer den sidste . For saa vidt jeg kan se, burde deltagerne i GATT, hvis det havde vaeret hensigten ogsaa at forbyde foranstaltninger med tilsvarende virkning, i forlaengelse af forbuddet mod kvantitative eksportrestriktioner - der er de eneste, der er naevnt i overskriften til artikel XI - have gjort dette ganske udtrykkeligt, som det er sket i EOEF-Traktaten . Det er ikke Kommissionens og endnu mindre Domstolens opgave at gennemfoere denne vigtige tilfoejelse ( som sagsoegeren har foreslaaet i replikken ) - jeg skal herved henvise til, hvad jeg generelt har fremfoert ovenfor under afsnit 14 - for Kommissionen og Domstolen maatte herved gaa ud fra en udvidende fortolkning, der ikke kan baseres paa en konsensus hos deltagerne i overenskomsten, den vaere sig udtrykkelig eller et resultat af den praksis, der er blevet fulgt ved overenskomstens ivaerksaettelse, eller paa grundlag af en saadan tilfoejelse udstede eventuelle foranstaltninger over for en anden deltager i GATT . Den foerste af sagsoegerens omtalte forudsaetninger overbeviser mig lige saa lidt . Fastsaettelsen af referencepriser er en del af ordningen med differentierede afgifter, den er navnlig afgoerende for afgiftsgrundlaget og er ikke i og for sig omfattet af forbuddet ifoelge artikel XI, stk . 1 .

Paa baggrund af de netop gennemgaaede sagselementer finder jeg ikke anledning til mere detaljeret at gennemgaa en undersoegelse, der er blevet gennemfoert af en arbejdsgruppe inden for GATT i 1950, og som ganske klart vedroerer kvantitative eksportrestriktioner ( ikke dermed ligestillede restriktioner ), ligesom jeg heller ikke finder anledning til yderligere at komme ind paa sagsoegerens paaberaabelse af Domstolens praksis vedroerende EOEF-Traktatens artikler 30 og 34 ( 26 ). Med hensyn til de statistikker, parterne har henvist til under sagen, ses der ikke deri at foreligge oplysninger, hvorefter det kan anses for godtgjort, at kvantitative eksportrestriktioner er blevet indfoert ( jfr . mere herom i det foelgende afsnit ). Argumentationen vedroerende suspensionen af eksporttilladelserne behandles nedenfor .

Tilsidesaettelse af artikel XI, stk . 1, i GATT for saa vidt angaar lejlighedsvis suspension af eksporttilladelser

26 . I Fediols klage omtaltes ogsaa den periodiske suspension af eksporttilladelser, for saa vidt angaar eksport af sojaboenner i kraft af suspension af registreringen ( eller registreringsformaliteterne ), hvilken registrering var obligatorisk for eksporten af disse produkter . Klagen henviste til stoette for udtalelsen herom til en engelsksproget tidsskriftartikel .

Den omtvistede afgoerelse udtaler herom, at klagen ikke indeholdt bevis af nogen art i saa henseende, og der henvises i den forbindelse desuden til de tidligere omtalte statistikker over eksporten af sojaboenner til Det Europaeiske Faellesskab, hvoraf det fremgaar, at disse var steget . Ifoelge Kommissionen foelger det af disse statistikker, at sagsoegerens klage ikke i tilstraekkeligt omfang paaviser, at suspensionen af eksporttilladelserne virkelig skete ( 27 ). Kommissionen har i svarskriftet hertil tilfoejet, at de paastaaede suspensioner ifoelge den naevnte tidsskriftartikel skulle vaere blevet begrundet med, at det var noedvendigt at foretage tilpasninger, efter at der var sket visse aendringer af referencepriserne inden for rammerne af det paaklagede afgiftssystem . Dersom dette skulle vaere tilfaeldet, vil suspensionerne vaere begrundet i henhold til artikel XI, stk . 2, litra b ).

27 . Denne del af Kommissionens afgoerelse er som flere gange omtalt ovenfor i foerste raekke baseret paa en vurdering af de beviser, Fediol faktisk havde fremlagt . Det maa udledes af de oplysninger, der findes i klagen og i staevningen, at det argentinske system for eksporttilladelser til eksport af sojaboenner udgoer, hvad man plejer at kalde et "automatisk" tilladelsessystem, idet bevillingen af de tilladelser, der er ansoegt om, ikke kraever, at forskellige betingelser er opfyldt . Parterne bestrider ikke, at et forbud mod saadanne tilladelser overhovedet ikke kan stoettes paa artikel XI, stk . 1, i GATT ( 28 ). Det eneste spoergsmaal bliver herefter spoergsmaalet om den paastaaede suspension af disse tilladelser .

Indeholdt klagen tilstraekkelige beviser paa dette punkt? Det maa bemaerkes, at den paaberaabte artikel ikke er hentet i en officiel publikation eller en argentinsk publikation; sandsynligvis stammer den fra en europaeisk eller amerikansk fagpublikation, hvis oprindelse ikke klart er angivet i klagen eller staevningen . Den omhandlede artikel beskaeftiger sig med stigningen i de differentierede afgifter, der blev vedtaget efter en devaluering paa 18% af pesoen, og foerst sidst i fremstillingen angives det, at registreringen af eksporten midlertidigt er blevet suspenderet, nemlig indtil der er sket "de noedvendige tilpasninger ". Det fremgaar saaledes at selve artikelteksten, at hvis der har vaeret tale om en restriktion, var det kun midlertidigt, denne blev indfoejet i forbindelse med en aendring af ordningen med differentierede afgifter, en ordning, der, naar henses til ordlyden af artikel XI, stk . 1, ikke i og for sig er omfattet af denne artikels anvendelsesomraade .

Da det eneste bevis, der foreligger, er en slet identificeret tidsskriftartikel, og da den omhandlede restriktion, hvis den altsaa har foreligget, og det blot midlertidigt, som en del af afgiftsordningen, ikke ville vaere omfattet af artikel XI, stk . 1, mener jeg, at Kommissionen har kunnet traeffe den afgoerelse, at Fediols klage ikke indeholdt tilstraekkelige beviser for forekomsten af disse uretmaessige eksportrestriktioner . Heller ikke om dette punkt kan man i statistikkerne finde nogen oplysning, hvorefter dette klart skulle have vaeret tilfaeldet .

Overtraedelse af artikel XX i GATT

28 . I artikel XX opregnes forskellige former for praksis, der, selv om der er tale om handelshindringer, dog udtrykkeligt er tilladt i henhold til GATT, generelt under forudsaetning af, at de ikke anvendes paa en saadan maade, at de bliver redskab for vilkaarlig eller uberettiget forskelsbehandling eller bliver en maskeret begraensning af den internationale handel . Sagsoegeren har gjort gaeldende, at de paaklagede argentinske former for praksis udgoer en overtraedelse af artikel XX, litra i ) ( anbringendet herom er gengivet in extenso i retsmoederapporten, afsnit 50 ). Artikel XX, litra i ), hvorefter der paa visse betingelser kan goeres undtagelse, for saa vidt angaar restriktioner for eksport af indenlandske raavarer, udgoer efter sagsoegerens opfattelse en selvstaendig forbudsbestemmelse i tilfaelde af, at de i bestemmelsen opstillede betingelser ikke opfyldes . Saafremt Domstolen ikke skulle naa til samme resultat, foelger det af artikel XX, sammenholdt med artiklerne III, XI, stk . 1, og XXIII, at de paaklagede former for praksis er retsstridige . Den paastaaede overtraedelse af artikel XX har Fediol paaberaabt sig i de udvidende bemaerkninger af 9 . maj 1986 . Kommissionen har afvist det synspunkt, at artikel XX, der efter dens opfattelse ikke angiver tilstraekkeligt konkrete forpligtelser, skulle indeholde en selvstaendig forbudsbestemmelse . Den har gjort gaeldende, at artikel XX, litra i ), er en undtagelse fra artikel XI, og at bestemmelsen derfor kun vil kunne anvendes, naar der foreligger en overtraedelse af artikel XI ( det vil sige, naar der foreligger kvantitative eksportrestriktioner ), hvilket ikke er tilfaeldet i den foreliggende sag ( jfr . afsnit 24-27 ovenfor ).

29 . Man maa, forekommer det mig, tilslutte sig Kommissionens standpunkt . Saavel ordlyden af artikel XX ( 29 ) som den praksis, der er fulgt ved gennemfoerelsen af denne bestemmelse, viser, at bestemmelsen ikke er blevet forstaaet som en indfoerelse af egentlige forpligtelser eller forbud . I oevrigt forekommer det mig at vaere en tvivlsom fortolkningsmetode at nyformulere en generel regel med udgangspunkt i undtagelsen fra selvsamme generelle regel . Kommissionen har derfor med foeje kunnet beslutte, at Fediols klage ikke indeholdt tilstraekkelige beviser paa dette punkt .

Selv om det ( som fremhaevet af sagsoegeren ) er korrekt, at Kommissionen i den omtvistede afgoerelse ikke har beskaeftiget sig med spoergsmaalet om, hvorvidt der som paastaaet forelaa en overtraedelse af artikel XX, har Kommissionen dog i saa henseende gjort gaeldende, at afgoerelsen ikke skal indeholde en detaljeret besvarelse af samtlige elementer i argumentationen i en klage . Den af Domstolen i den foerste Fediol-dom fastsatte principielle hovedregel gaar ud paa, at Kommissionens afgoerelse skal meddeles klageren, og at "meddelelsen til klageren i det mindste (( skal )) indeholde en redegoerelse for Kommissionens tilgrundliggende konklusioner og en kortfattet begrundelse herfor, saaledes som det bestemmes ... med hensyn til afslutningen af de officielle undersoegelser" ( Sml . 1983, s . 2934, praemis 25 ). I det foreliggende tilfaelde er kravet herom opfyldt, idet Kommissionens beslutning foerst og fremmest var grundet paa en analyse af artiklerne III, XI og XXIII .

B - Overtraedelse af artikel XXIII i GATT om proceduren

30 . Formaalet med artikel XXIII er at beskytte de indroemmelser og fordele, der er ydet i medfoer af GATT . Paa grundlag af bestemmelserne kan deltagerne i GATT gribe ind i visse tilfaelde, saafremt de konstaterer, at en af de indroemmelser eller fordele, de har opnaaet i medfoer af overenskomsten, bliver ophaevet, som foelge af en anden kontraherende parts undladelse af at opfylde sine forpligtelser (( litra a ) )) eller som foelge af en anden kontraherende parts anvendelse af nogen foranstaltning, hvad enten denne er i modstrid med bestemmelserne i overenskomsten eller ej (( litra b ) )) eller som foelge af tilstedevaerelsen af ethvert andet forhold (( litra c ) )). Sagsoegeren gjorde gaeldende, at fordele, som tilkommer Faellesskabet i medfoer af overenskomsten, ophaeves totalt dels ved et indgreb fra Argentinas side, der strider mod bestemmelserne i GATT, dels ved en retsstridig foranstaltning fra Argentinas side, der dog ikke er i strid med GATT-bestemmelserne . For saa vidt angaar det foerste tilfaelde, er det unoedvendigt af bevise, at fordelene, som det hedder i overenskomstens tekst, bliver ophaevet, idet overtraedelsen af GATT udgoer en foerste formodning for, at der er tale om antastelse af en fordel ( 30 ), og for saa vidt angaar det andet tilfaelde, gaar ophaevelsen af disse fordele ud paa en tilsidesaettelse af den berettigede forventning i alt fald i tre henseender .

Foer jeg gaar naermere ind paa at behandle denne argumentation, skal jeg bemaerke, at sagsoegeren ikke er i stand til at godtgoere, at der foreligger en overtraedelse af artikel XXIII i og for sig, og i alt fald ikke paa dette trin i sagen . Denne artikel indeholder faktisk ingen som helst egentlig retsregel . Den fastlaegger udelukkende en procedure, som de deltagere i GATT, der maatte oenske det, skal foelge, naar de mener, at en fordel, som tilkommer dem i henhold til overenskomsten, bliver ophaevet eller forringet . Denne artikel vedroerer saaledes en eventuel indgriben fra en deltager i GATT, der finder, at dens rettigheder ikke respekteres ( i den foreliggende sag Faellesskabet ) og indeholder ingen forskrift ved hjaelp af hvilken de paaklagede former for praksis kan bedoemmes ( i det foreliggende tilfaelde er der tale om former for praksis, Argentina har anvendt ). Desuden er det kun den deltager, der finder, at de rettigheder, den har, ikke er tilgodeset, der kan benytte den i denne artikel fastlagte procedure, hvis den finder det oenskeligt .

Den befoejelse, deltagerne i GATT hermed har, indebaerer ganske klart udoevelsen af et vidt skoen, der for saa vidt angaar Faellesskabet, som deltager i GATT, jfr . forordning ( EOEF ) nr . 2641/84, kun udoeves paa sidste trin, dvs . ved afslutningen af den egentlige undersoegelsesprocedure i forbindelse med afgoerelsen om, hvilke foranstaltninger der skal traeffes overfor en uretmaessig handelspraksis, der paa dette stadium er endeligt konstateret . Artikel 10, stk . 2, i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 bestemmer, at der da bliver tale om at gennemfoere de forudgaaende internationale procedurer for konsultation eller bilaeggelse af tvister, der foelger af Faellesskabets internationale forpligtelser, saa som de i artikel XXIII i GATT omhandlede, og at det herved er den komplicerede beslutningsproces ifoelge artikel 11, stk . 2, litra a ), og artikel 12 i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84, der skal anvendes . Sagsoegerens paaberaabelse af artikel XXIII i GATT er altsaa faktisk ensbetydende med en paastand om, at Domstolen allerede for indevaerende proever en beslutning, som Kommissionen (( sammen med Raadet : jfr . artikel 12 i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 )) endnu ikke har truffet og endnu ikke indtil videre har kunnet traeffe, naar henses til den i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 fastlagte procedure ( 31 ).

Sagsoegeren har i realiteten paaberaabt sig artikel XXIII til stoette for en paastaaet overtraedelse af en raekke artikler i GATT og et vist antal generelle retsgrundsaetninger, hvoraf flere ikke er kun antydningsvis omtalt i klagen . Selv om jeg af de almindelige grunde, jeg har anfoert ovenfor, ikke kan gaa ind i en droeftelse af disse artikler, vil jeg alligevel kort subsidiaert undersoege dem sammen med de naevnte retsgrundsaetninger og saa at sige set gennem prismen i artikel XXIII . Dermed vil jeg ikke tage hensyn til de artikler i GATT, jeg allerede har kommenteret ovenfor ( nemlig artiklerne III, XI og XX i overenskomsten ), og som endnu engang er blevet paaberaabt - men denne gang sammen - af sagsoegeren . Da der ikke har vaeret tale om en overtraedelse af hver enkelt af disse artikler for sig, kan jeg vanskeligt se, hvordan de skulle kunne vaere overtraadt under et .

Overtraedelse af artikel XVI i forbindelse med artikel XX, og overtraedelse af praeamblen i forbindelse med artikel XXIII i GATT

31 . Sagsoegeren har vedroerende artikel XXIII i GATT ( samt artiklerne III, XI og XX som jeg allerede har talt om ) gjort gaeldende, at de argentinske former for praksis fuldstaendig ophaever visse fordele, idet der dermed sker en fuldstaendig ophaevelse af artikel XVI, afsnit A, i GATT, hvorefter subsidier er forbudt . Anvendelsen af artikel XVI i GATT - i foerste raekke i og for sig og desuden i forbindelse med artikel XX, som jeg tidligere har kommenteret, og afvist anvendeligheden af ( jfr . ovenfor under afsnit 28 ) - paaberaabes af sagsoegeren, for saa vidt angaar de paaklagede argentinske former for praksis, for foerste gang i staevningen .

Det maa herom, inden for rammerne af naervaerende annullationssoegsmaal, bemaerkes, at Fediol ikke laengere kan argumentere paa grundlag af en GATT-bestemmelse, som ikke er blevet paaberaabt i klagen eller i alt fald, foer Kommissionen traf den afgoerelse, der nu foreligger ( 32 ). Desuden vedroerer artiklen ydelse af subsidier, dvs . et spoergsmaal, der ikke falder inden for anvendelsesomraadet for forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 ( jfr . ovenfor under afsnit 7, note 4 ) ( 33 ).

Sagsoegeren har tilmed gjort gaeldende, at Kommissionens afgoerelse ogsaa udgoer en tilsidesaettelse af de regler, der er nedfaeldet i praeamblen til overenskomsten ( almindeligt forbud mod diskriminerende foranstaltninger ), i forbindelse med de artikler i GATT, som indeholder specielle regler, der forbyder enhver forskelsbehandling . Kommissionen har heroverfor anfoert, at praeamblen til GATT ikke fastsaetter nogen saerlig forpligtelse, hvis tilsidesaettelse i og for sig kan udgoere en overtraedelse af GATT . Ogsaa paa dette punkt maa Kommissionens standpunkt kunne finde tilslutning .

Overtraedelse af grundsaetningen om beskyttelse af den berettigede forventning i forbindelse med artikel XXIII i GATT

32 . Sagsoegeren har korrekt anfoert, at proceduren i henhold til artikel XXIII i GATT ogsaa kan ivaerksaettes ( se dog i den forbindelse ogsaa ovenfor under afsnit 30 ), naar tabet af en fordel for en deltager i GATT ikke er en foelge af en overtraedelse af en saerlig forpligtelse i henhold til GATT, men derimod af en anden foranstaltning fra en anden deltagers side (( eller endog af tilstedevaerelsen af ethvert andet forhold : jfr . artikel XXIII, stk . 1, litra c ) )). Dette foranstaltningsbegreb kan ogsaa, som sagsoegeren tidligere har anfoert i klagen og gentaget i uddybet form i staevningen, omfatte en tilsidesaettelse af almindeligt anerkendte retsregler, saasom redelighedsprincippet eller forbuddet mod diskriminerende behandling ( som der er tale om i praeamblen til GATT ) eller forbuddet mod at unddrage sig opfyldelsen af forpligtelser i henhold til overenskomsten ( og navnlig forpligtelser ifoelge artikel XVI, der indeholder et forbud med subsidier i forbindelse med artikel XX i overenskomsten ).

Den fordel, som Faellesskabet paastaas at have mistet som foelge af en saadan tilsidesaettelse, maa grundes paa beskyttelsen af Faellesskabets berettigede forventning, en retmaessig forventning, der er blevet antastet i mindst tre henseender ( jfr . yderligere retsmoederapporten, afsnit 60 ).

Omvendt har Kommissionen i afgoerelsen tilkendegivet, at sagsoegeren ikke angiver den fordel, der ophaeves ved de paaklagede argentinske former for praksis . Beslutningen henholder sig i denne forbindelse til den omstaendighed, at konsolideringen med nulsats af importafgiften paa sojaskraa - som af sagsoegeren angives at vaere en tabt fordel - ikke repraesenterer en fordel for Faellesskabet ( hvorimod sagsoegeren har anfoert, at der bestaar en indirekte fordel deri, at Faellesskabet ad denne vej kan goere krav paa gensidige indroemmelser ), endvidere til at der ikke har vaeret forhandlinger med Argentina herom, og at de fordele, der foelger af GATT, ikke boer vurderes sektorvis, men under et . Kommissionen har i svarskriftet herudover tilfoejet, at "en forringelse af en fordel" i den i GATT' s artikel XXIII forudsatte betydning ikke gjaldt generelle fordele saasom konkurrencefordrejninger paa internationalt plan eller den omstaendighed, at en indenlandsk industri ikke har lidt skade, og at der taenkes paa klart afgraensede fordele, der forhandles af vedkommende stat .

33 . Kommissionens afgoerelse om paa grundlag af disse argumenter at afslaa ivaerksaettelsen af en undersoegelsesprocedure er efter min mening velbegrundet . Det er den foerst og fremmest og i hovedsagen - hvilket jeg har udtalt mere generelt ovenfor vedroerende artikel XXIII - fordi en kommissionsbeslutning, der stoettedes paa denne artikel, endnu ikke er blevet vedtaget paa det trin i proceduren, man her er naaet til ( jfr . ovenfor under afsnit 30 ). Det er den endvidere, fordi en "kraenkelse af den berettigede forventning" ikke efter min mening kan anses for at vaere en forringelse af en rettighed i den i GATT' s artikel XXIII forudsatte betydning, navnlig ikke naar der er tale om saa generelle forventninger som de af sagsoegeren omtalte . For saa vidt angaar den mest specielle af disse forventninger ( konsolideringen af tolden paa sojaskraa med nulsats ), maa der efter de bemaerkninger, Kommissionen har knyttet hertil, bestaa alvorlig tvivl om en saadan forventnings retmaessighed . Endelig maa det vaere ganske overordentlig tvivlsomt, om der her er tale om en tilsidesaettelse af redelighedsgrundsaetningen . Som tidligere anfoert ( jfr . ovenfor under afsnit 14 ) angaar dette princip for fortolkning af traktaternes bestemmelser noedvendigheden af ved krav om foranstaltninger mod en anden kontraherende part ikke udelukkende at gaa til vaerks paa grundlag af egen overbevisning men ogsaa at regne med overbevisningen hos de oevrige deltagere i overenskomsten .

Tilsidesaettelse af artikel XXXVI om GATT' s generelle maal

34 . Fediol har i det supplerende indlaeg, der er indgivet den 9 . maj 1986 til supplering af klagen ( altsaa foer Kommissionen vedtog den anfaegtede afgoerelse ), gjort gaeldende, at det var noedvendigt at anvende artikel XXXVI i GATT . I denne artikel fremfoerer deltagerne i GATT en raekke generelle maal vedroerende den internationale handel . Den anfaegtede kommissionsbeslutning beskaeftiger sig ikke med denne del af klagen . Sagsoegeren har ikke formelt rejst krav paa grundlag heraf under sagen ved Domstolen .

Efter min mening maa der gives Kommissionen medhold i, at artikel XXXVI i GATT ikke paalaegger retlige forpligtelser, og at man derfor ikke kan stoette et anbringende om, at der foreligger uretmaessig handelspraksis, paa denne artikel .

C - Afslutning paa anden del

35 . Af det ovenfor anfoerte fremgaar det, at Kommissionen i det hele ikke i den anfaegtede afgoerelse kan antages at have anvendt sine befoejelser paa urigtig maade .

Sagens omkostninger

36 . Sagsoegeren har paastaaet Kommissionen tilpligtet at afholde sagens omkostninger, ogsaa selv om der skulle blive givet Kommissionen medhold i dens paastande . Sagsoegeren har herved paaberaabt sig artikel 69, stk . 3, i procesreglementet, hvorefter Domstolen kan paalaegge endog en vindende part at godtgoere den anden part de udgifter, som Domstolen skoenner, han har forvoldt mod parten unoedvendigt eller af ond vilje . Efter min mening er der ikke grund til at tage mere indgaaende stilling til grundlaget for denne paastand, eftersom sagsoegerens argumentation i realiteten ikke har kunnet staa for en naermere efterproevelse, som det fremgaar af fremstillingen ovenfor, og eftersom Kommissionen ikke gennem en afvisning af sagsoegerens klage paa grundlag af en unoedigt usmidig fortolkning af forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 har paafoert sagsoegeren udgifter "unoedvendigt eller af ond vilje ".

Jeg gaar imidlertid ind for en anvendelse af bestemmelsen i procesreglementets artikel 69, stk . 3, foerste punktum, hvorefter Domstolen kan ophaeve sagsomkostningerne helt eller delvist, hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder paa et eller flere punkter . I denne sag maa efter min mening den argumentation, hvorpaa Kommissionen har stoettet sin afvisningspaastand, og som bygger paa, hvad Kommissionen betegner som en skoensbefoejelse, forkastes . Jeg mener derfor, at hver part boer afholde sine egne omkostninger ( jfr . herved bl . a . Domstolens dom af 9 . marts 1978 i sag 54/77, Herpels, Sml . s . 585; Domstolens dom af 18 . marts 1980 i de forenede sager 154, 205, 206, 226-228, 263 og 264/78, 39, 31, 83 og 85/79, Valsabbia, Sml . s . 907, samt Domstolens dom af 25 . februar 1985 i sag 56/83, Italien mod Kommissionen, Sml . s . 705 ).

Generel sammenfatning

37 . Paa grundlag af ovenstaaende gennemgang skal jeg foreslaa Domstolen at traeffe foelgende afgoerelse :

1 ) Kommissionens paastand om afvisning af den af sagsoegeren anlagte sag, med paastand om annullation af Kommissionens afgoerelse af 22 . december 1986, tages ikke til foelge .

2 ) Kommissionen frifindes for sagsoegerens annullationspaastand .

3 ) Hver part afholder sine egne omkostninger .

(*) Oversat fra nederlandsk .

( 1 ) Ogsaa medlemsstaterne kan anmode Kommissionen om indledning af en saadan faellesskabsprocedure (( artikel 4, stk . 1, i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 )). Medlemsstaterne kan desuden anvende en anden procedure (( jfr . artikel 1, litra b ), sammenholdt med litra a ), i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 )).

( 2 ) Den omhandlede forskel fremgaar af forordningens ordlyd, saaledes som denne foreligger paa nederlandsk : i forordningens artikel 3, stk . 5, hedder det om bevisvurderingen : "wanneer na overleg blijkt ..." ( paa fransk : "Lorsqu' il apparaît que ..."); om bedoemmelsen af dels beviserne, dels Faellesskabets interesser hedder det i artikel 6, stk . 1 : "wanneer de Commissie ... van mening is dat ..." ( paa fransk : "Lorsque ... il apparaît à la Commission que ...") ( understregningerne er mine ).

( 3 ) Kommissionen har i svarskriftet ogsaa rejst tvivl om, hvorvidt sagen kan admitteres med den begrundelse, at Fediol er sagsoeger i annullationssoegsmaalet i sag 187/85, hvori det som naevnt ovenfor i dette forslag ( i afsnit 1 ) er de samme former for praksis, der anfaegtes ud fra andre synspunkter, og denne sag verserer stadigvaek ( jfr . retsmoederapporten, afsnit 20 ). Domstolen har i mellemtiden afsagt dom, og Kommissionen har frafaldet det naevnte forbehold ( jfr . endvidere den foelgende note ). Kommissionen har i svarskriftet endvidere draget Fediols interesse i proceduren i tvivl under henvisning til rygter om, at Argentina i mellemtiden havde opgivet de paaklagede former for praksis . Der har vist sig at vaere tale om urigtige rygter, hvilket Kommissionen har erkendt under den mundtlige forhandling .

( 4 ) Raadets forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 af 23 . juli 1984 om beskyttelse mod dumpingimport eller subsidieret import fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab . Dumping og subsidier er ogsaa omfattet af begrebet uretmaessig handelspraksis, men kan i faellesskabsretten kun anfaegtes i henhold til forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 . I artikel 13 i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 bestemmes saaledes, at forordningen ikke finder anvendelse "i tilfaelde, der er omfattet af andre gaeldende retsforskrifter vedroerende den faelles handelspolitik ". Domstolen fastslog i dom af 14 . juli 1988 ( sag 187/85, Fediol, Sml . s . 4155 ) som tidligere naevnt i afsnit 1 i dette forslag, at de af Fediol paaklagede former for praksis fra Argentinas side ikke kan anses for "subsidier" i den i forordning ( EOEF ) nr . 2176/84 forudsatte betydning . I den her til paadoemmelse foreliggende sag kan det derfor undersoeges, om de paaklagede former for praksis kan anses for uretmaessig handelspraksis i den i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 forudsatte betydning .

( 5 ) EFT 1988 L 209, s . 1 .

( 6 ) Artikel 16, stk . 1 og stk . 6, i overenskomst om ivaerksaettelse af artikel VI i GATT ( aendret udgave af antidumpingkodekset ) samt artikel 1 og artikel 19, stk . 1 og stk . 5, i overenskomst om fortolkning og anvendelse af artiklerne VI, XVI og XXIII i GATT ( kodeks for subsidier og udligningsafgifter ); deltagerne i disse overenskomster er herefter forpligtet til at tilpasse deres nationale lovgivning og forvaltningsprocedure efter bestemmelserne i disse overenskomster . Jfr . praeamblen til forordning ( EOEF ) nr . 2176/84, EFT 1984 L 201, s . 1 .

( 7 ) Yderligere oplysninger om forordningens tilblivelseshistorie findes bl . a . hos M . Bronckers, Selective Safeguard Measures in Multilateral Trade Relations, Haag, 1985, s . 211-219 .

( 8 ) Det er ikke noedvendigt i forbindelse med denne sag at komme ind paa spoergsmaalet, om GATT-bestemmelserne er umiddelbart anvendelige ( det vil sige, at de kan paaberaabes af private ), idet Domstolens fortolkningskompetence, som det vil blive forklaret senere, ikke afhaenger af, om den til fortolkningen forliggende bestemmelse har denne karakter i den nationale retsorden ( ovennaevnte kompetence afhaenger lige saa lidt af, om bestemmelsen kan anvendes direkte ). For at lette forstaaelsen af argumentationen her kan der dog gives forskellige retningslinier for, hvorledes jeg opfatter forholdene . Jeg benytter som udgangspunkt forskellen mellem paa den ene side den direkte eller indirekte anvendelighed og paa den anden side den umiddelbare anvendelighed som beskrevet i det foregaaende, for saa vidt angaar fremmede retsregler ( jfr . nedenfor ) eller folkeretlige bestemmelser . En bestemmelse kan anvendes direkte, naar den uden videre indgaar i vedkommende retsorden, altsaa naar den ikke skal transponeres ( som tilfaeldet er med GATT-bestemmelserne, der ifoelge Domstolens praksis er bindende for Faellesskabet og fuldt ud en del af Faellesskabets retsorden ); bestemmelsen gaelder indirekte, naar den ved en bestemmelse i vedkommende retsorden skal tillaegges denne egenskab ( saaledes forholder det sig med en fremmed bestemmelse, der ved en henvisningsbestemmelse i den internationale privatret er gjort begraenset anvendelig, nemlig mhp . afgoerelsen af en del af et privatretligt retsforhold ( jfr . nedenfor under afsnit 12 ). Der maa sondres mellem en bestemmelses direkte virkning og dens anvendelighed . Ved direkte virkning forstaas den virkning, at private kan stoette subjektive rettigheder paa en bestemmelse, der har denne virkning . Denne virkning afhaenger foerst og fremmest af vedkommende bestemmelses egen beskaffenhed og raekkevidde ( saaledes er ifoelge Domstolens praksis efter GATT-bestemmelsernes aand, opbygning og ordlyd disse bestemmelser eller i hvert fald visse af dem ikke direkte virkende, og de kan altsaa ikke paaberaabes af private ). Efter min mening kan en saadan bestemmelse, der ikke i og for sig umiddelbart har retsvirkninger, dog i en given retsorden ved en bestemmelse i denne retsorden aendres til en bestemmelse, der er umiddelbart anvendelig, altsaa til en bestemmelse, der kan paaberaabes af private ( saaledes forholder det sig med de bestemmelser i GATT, der er optaget i en faellesskabsforordning, eller hvortil der i givet fald henvises i en faellesskabsforordning, og som private derfor i henhold til og inden for rammerne af denne forordning i stoerre eller mindre omfang kan stoette ret paa . Saaledes forholder det sig ogsaa med en bestemmelse fra fremmed ret, der lejlighedsvis goeres anvendelig i en given retsorden ved en henvisningsbestemmelse i den internationale privatret, og som derfor direkte kan paaberaabes i den sammenhaeng ). Hertil vil jeg gerne foeje, at enhver folkeretlig bestemmelse eller fremmed bestemmelse, der i en given retsorden kan anvendes direkte eller goeres direkte anvendelig ved transponering i naevnte retsorden, efter min mening saaledes ipso facto faar tillagt en vis direkte virkning inden for denne retsorden, idet den under alle omstaendigheder kan paaberaabes af private som fortolknigselement, men ogsaa formodentlig som gyldighedskriterium for ranglavere akter eller regler .

( 9 ) En kort kommentar til artiklerne 31 ff . i Wiener-konventionen findes bl . a . hos D . Carreau, Droit international, Paris, 1986, s . 363-379 og navnlig s . 366 og 372-373 .

( 10 ) Dette er navnlig tilfaeldet for GATT paa baggrund af den voldgiftstradition, der har udviklet sig med henblik paa loesningen af uoverensstemmelser i tilfaelde, hvor deltagerne i overenskomsten har givet deres accept; denne tradition er generelt blevet anerkendt inden for denne overenskomst (( jfr . i oevrigt artikel 10 i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84, som jeg kommer tilbage til i afsnit 15 )).

( 11 ) Jfr . E . U . Petersmann, "Application of GATT by the Court of Justice of the European Communities", Comm . M.L . Rev ., 1983, s . 397-437, se navnlig s . 403-404 og 417-420; M . Maresceau, "The GATT in the Case-law of the European Court of Justice" i The European Community and GATT, M . Hilf, F . Jacobs og E . U . Petersmann, eds ., 1986, s . 107-126, se navnlig s . 113 og 117; C . D . Ehlermann, "Application of GATT rules in the European Community", i The European Community and GATT, op . cit . s . 127-140, se navnlig s . 136 .

( 12 ) I sammenhaeng hermed findes der en anden forskel mellem de to forordninger, nemlig en forskel vedroerende de foranstaltninger, der definitivt bliver tale om, naar Kommissionen naar frem til en lignende afgoerelse efter undersoegelsesproceduren . I forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 er der igen taget hensyn til noedvendigheden af saadanne foranstaltninger i Faellesskabets interesse ( artikel 10, stk . 1 ) og til foreneligheden af de foranstaltninger, der eventuelt maatte blive truffet og eksisterende internationale forpligtelser og procedurer ( artikel 10, stk . 2 og 3 ). Forordning ( EOEF ) nr . 2174/84 gaar afgjort mere haandfast frem : fremgaar det af den endelige konstatering af de faktiske omstaendigheder, at der foreligger dumping eller subsidier i undersoegelsesperioden samt deraf foelgende skade, og findes det af hensyn til Faellesskabets interesse paakraevet, at Faellesskabet griber ind, "traeffer Raadet ... afgoerelse om paalaeggelse af en endelig antidumping - eller udligningstold ..." ( artikel 12, stk . 1 ).

( 13 ) Kommissionen synes at mene, at klageres ret i henhold til forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 er en slags diplomatisk beskyttelse . I folkeretten ( som denne retlige konstruktion stammer fra ) anerkendes det saedvanligvis, at en myndighed i en stat, der anmodes om at yde diplomatisk beskyttelse, ikke er forpligtiget til at efterkomme en saadan anmodning . "Retten" for en statsborger, der anmoder myndigheden om diplomatisk beskyttelse, er begraenset til "retten" til at anmode myndigheden om at bistaa sig . Myndigheden maa vurdere, hvilken relativ betydning, der skal tillaegges et individuelt krav alt efter de politiske valg, der vil fremtraede som resultatet af en indgriben fra dens side .

( 14 ) Foer aendringen af loven i 1988 var befoejelsen til at gribe ind ifoelge artikel 301 tillagt praesidenten . Denne befoejelse for praesidenten blev i 1988 overfoert til USTR . USTR blev oprettet i 1962 af den amerikanske kongres for at overtage "State Department"' s ( Udenrigsministeriets ) opgaver i forbindelse med forhandling af handelsoverenskomster med den begrundelse, at det befrygtedes, at State Department skulle tilgodese De Forenede Staters politiske interesser paa bekostning af deres handelsinteresser . USTR udnaevnes af praesidenten, men udnaevnelser skal godkendes af Kongressen . USTR' s virksomhed skal godkendes saavel af Kongressen som af praesidenten .

( 15 ) Ordene "urimelig praksis" omfatter f . eks . ogsaa en naegtelse af arbejdstageres ret til at forsamles eller til at deltage i kollektive forhandlinger eller paabydelse af visse arbejdsvilkaar . Jfr . artikel 301, litra d ), nr . 3, B, iii ).

( 16 ) Jfr . navnlig Senatets beretning ( 1298 ), der forekommer som bilag til originaludgaven af Trade Act fra 1974, som offentliggjort i US Code Cong . & Adm . Nes 7186 ( 1974 ). Se ogsaa P . Hansen, "Defining unreasonableness in international trade, section 301 of the Trade Act of 1974", Yale Law Journal, 1987, s . 1122-1146, note 36, s . 1129; Hilf, "International Trade Disputes and the Individual : Private Party Involvement in national and international Procedures regarding unfair foreign Trade Practices", Aussenwirtschaft, 1986, s . 441 ff ., s . 458 .

( 17 ) I loven fra 1988 er tilfoejet et "super 301 section", hvorefter USTR er forpligtet til at indlede en undersoegelse vedroerende visse former for "praksis af saerlig betydning" og vedroerende visse "lande af saerlig betydning" ( hermed er der taenkt paa eksisterende hindringer, hvis fjernelse ville vaere saerlig fordelagtig for de amerikanske eksportoerer ), og USTR afgoer paa grundlag af den aarlige beretning "National Trade Estimate", hvilke lande der er tale om . Loven angiver desuden en raekke "haste"-procedurer for lande, der ikke yder nogen "adequate and effective" beskyttelse af immaterielle rettigheder, eller som ikke giver amerikanske borgere, der stoetter sig til beskyttelsen af immaterielle rettigheder, en fornuftig og rimelig adgang til deres marked .

( 18 ) Jeg skal ikke her komme ind paa spoergsmaalet om, hvorvidt en lovgivning af denne art er i overensstemmelse med de frihandelsprincipper, der ligger til grund for GATT, og hvorefter en ensidig indgriben over for en GATT-deltagers praksis kun er tilladt, naar denne praksis er i strid med folkeretten . Klart er det imidlertid, at dette er grunden til, at Det Europaeiske Faellesskab har erklaeret en kritisk holdning til artikel 301, fordi denne artikel fordoemmer en lovlig adfaerd, som herved kvalificeres som urimelig og derfor fraviger aanden i GATT . Jfr . henvisningerne i R . Denton' s artikel, "The new Commercial Policy Instrument and AKZO mod Dupont", European Law Review, 1988, s . 3, s . 4 .

( 19 ) Denne begraensning til uretmaessig handelspraksis, der adskiller bestemmelsen fra artikel 301 i US Trade Act, er udtryk for et veloverlagt valg ( jfr . henvisningerne i Bronckrs, op . cit ., s . 213-219, og hos Denton, den citerede artikel, s . 5-6 .

( 20 ) "The case-law of the Court of Justice in relation to the review of the legality of economic policy in mixed-economy systems", Legal Issues of European integration, 1982/1, s . 5 ff .

( 21 ) Ved gennemgangen af de i denne sag paaberaabte GATT-bestemmelser har jeg benyttet foelgende materiale : teksten til GATT, de fortolkende noter, der er vedtaget i tilslutning til overenskomsten, de "panel reports", deltagerne i GATT har godkendt og endelig til supplering heraf teorien .

( 22 ) De to autentiske versioner af GATT ( paa engelsk og paa fransk ) anvender henholdsvis udtrykkene "internal taxes" og "taxes intérieures ".

( 23 ) Sagsoegeren har herved henvist til Domstolens dom af 29 . juni 1978 i sag 140/77, Statens Kontrol ( Sml . 1978, s . 1543 ).

( 24 ) Ifoelge Wiener-konventionens artikel 32 ( jfr . oven for under afsnit 13 ) er forarbejderne i oevrigt kun et subsidiaert hjaelpemiddel ved fortolkningen, der kun kan anvendes i begraenset omfang .

( 25 ) Domstolens dom af 26 . oktober 1982 i sag 104/81, Hauptzollamt Mainz mod Kupferberg (( Sml . s . 3641, praemis 30, hvori der henvises til Domstolens dom af 9 . februar 1982 i sag 270/80, Polydor mod Harlequin Record Shops ( Sml . s . 329, praemis 18 ) )).

( 26 ) Jfr . i oevrigt vedroerende disse to argumenter afsnit 23 ovenfor samt noterne 22 og 23 .

( 27 ) Ifoelge sagsoegeren gaar disse statistikker ikke imod sagsoegerens opfattelse . Det anfoeres herved, at stigningen i eksporten af sojaboenner fra Argentina til Faellesskabet er en foelge af den vaesentlige stigning i produktionen ( fra 1980 ), en stigning, der i oevrigt ledsages af en mindre hurtig stigning i den argentinske industris forarbejdningskapacitet . Der er altsaa tale om en midlertidig situation, der ophoerer, naar produktionskapaciteten naar op paa et tilfredsstillende niveau .

( 28 ) Jfr . navnlig "Panel Report" om EOEF-programmet vedroerende mindstepriser ved indfoersel, tilladelser og sikkerhedsstillelser, hvilken rapport blev godkendt den 18 . oktober 1978 . Jfr . Analytical Index ( GATT-udgaven i loesblade, Geneve ) under artikel XI, stk . 4 .

( 29 ) Sagsoegeren har ikke kunnet naevne noget fortilfaelde overhovedet eller noget som helst synspunkt i teorien til stoette for sin udtalelse . Jeg skal i den forbindelse henvise eventuelle interesserede til de noter, afgoerelser og udtalelser, der er blevet fremfoert vedroerende artikel XX i GATT i gengivelsen i Analytical Index, der er omtalt ovenfor; disse noter, afgoerelser og udtalelser underbygger ikke paa nogen maade sagsoegerens opfattelse .

( 30 ) Jfr . herom i Index Analytique vedroerende artikel XXIII, stk . 11, litra a ).

( 31 ) Jeg skal ikke her komme ind paa spoergsmaalet om, i hvilket omfang en saadan af Kommissionen truffet beslutning, der er tilblevet med forbehold af en indgriben ( faktisk et veto ) fra Raadets side, kan vaere genstand for retslig efterproevelse . Der er her faktisk tale om en "regeringsakt" i dette ords fulde betydning ifoelge den folkeretlige sammenhaeng, saaledes at der her er tale ( ikke om fortolkning ) men om ivaerksaettelse af en folkeretlig traktatbestemt ordning .

( 32 ) Efter sagsoegerens opfattelse skal Domstolen behandle alle de anbringender, der er blevet fremfoert, foer Kommissionens beslutning er blevet endelig . Dette synspunkt er efter min mening ikke korrekt i den sag, jeg her beskaeftiger mig med . Her drejer det sig nemlig om at afgoere, om Kommissionen korrekt har kunnet mene, at den ikke, dengang den vedtog den omtvistede beslutning, raadede over beviser, der var tilstraekkelige til at begrunde indledningen af en undersoegelse (( artikel 3 i forordning ( EOEF ) nr . 2641/84 )). Det siger sig selv, at Kommissionen ikke var forpligtet til at laegge vaegt paa beviser, som den ikke dengang var i besiddelse af, og som den ikke kunne vurdere ( medmindre en overtraedelse af artikel XVI ganske aabenlyst forelaa med de beviseligheder, der var angivet i klagen, hvilket ikke er tilfaeldet : jfr . den foelgende note ).

( 33 ) Sagsoegeren har ganske vist gjort gaeldende, at artikel XVI i GATT ikke blot vedroerer subsidier, men ogsaa "enhver art af indkomst - eller prisstoette" ( jfr . artikel XVI, stk . 1 ), men det anfoeres imidlertid ganske klart i artikel XVI, at der dermed er tale om en form for subsidier .

Top