Sag anlagt den 9. august 2007 — Den Italienske Republik mod Europa-Parlamentet

(Sag C-393/07)

(2007/C 247/23)

Processprog: italiensk

Parter

Sagsøger: Den Italienske Republik (ved I.M. Braguglia, som befuldmægtiget, og avvocato dello Stato P. Gentili)

Sagsøgt: Europa-Parlamentet

Sagsøgerens påstande

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Sagsøgeren har fremsat fem anbringender.

Med det første anbringende har den italienske regering gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 6 (tidligere artikel 4), artikel 8 (tidligere artikel 7), artikel 12 (tidligere artikel 11) og artikel 13 (tidligere artikel 12) i 76/787/EKSF, EØF, Euratom: Akt om almindelige direkte valg af repræsentanter i Europa-Parlamentet af 20. september 1976 (herefter »akten fra 1976«) som senest ændret ved 2002/772/EF, Euratom (1): og under henvisning til artikel 6 EU. Europa-Parlamentet i sin egenskab af efterprøver af medlemmernes medlemskab kan nemlig ikke kontrollere lovligheden af de nationale valgprocedurer, idet det blot skal tage de forskriftmæssigt meddelte resultater af de nationale valg til efterretning. Forbuddet i artikel 6 i akten fra 1976 mod at give medlemmerne bindende instrukser har intet at gøre med situationen, hvor en kandidat, der ikke er valgt, udtrykkeligt giver afkald på at efterfølge en valgt kandidat, der har opgivet sit medlemskab.

Med det andet anbringende har den italienske regering gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 2 i statutten for Europa-Parlamentets medlemmer, der er vedtaget ved 2005/684/EF, Euratom (2) af 28. september 2005. Disse bestemmelser træder nemlig i kraft med virkning fra parlamentsperioden 2009 og vedrører derfor kun de forhåndenværende medlemmer, hvorfor de ikke har nogen betydning overhovedet for bedømmelsen af situationen, hvor en kandidat, der ikke er valgt, udtrykkeligt giver afkald på at efterfølge en valgt kandidat, der har opgivet sit medlemskab.

Med det tredje anbringende har den italienske regering gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 199 EF og artikel 3 og 4 i Parlamentets forretningsorden. Disse bestemmelser regulerer kun de interne procedurer for Parlamentet i sin egenskab af bl.a. efterprøver af medlemmernes medlemskab, hvorfor Parlamentet ikke af disse bestemmelser kan udlede en kompetence til at kontrollere lovligheden af de nationale valgprocedurer, heller ikke for så vidt angår situationen, hvor kandidater, der ikke er valgt, udtrykkeligt giver afkald på at efterfølge valgte kandidater, der har opgivet deres medlemskab.

Med det fjerde anbringende har den italienske regering gjort gældende, at der foreligger en tilsidesættelse af artikel 6 EU, 10 EF og 230 EF. Europa-Parlamentet var ikke beføjet til at se bort fra det italienske statsråds dom, der har fastslået lovligheden af Beniamino Donnicis valg. Hvis Parlamentet overhovedet skulle gøre det, skulle det have anfægtet dommen som intervenient i sagen. Europa-parlamentets afgørelse er under alle omstændigheder i strid med det almindelige princip om dommes retskraft, der gælder i alle medlemsstater.

Med det femte anbringende har den italienske regering gjort gældende, at den anfægtede afgørelse savner en begrundelse. I afgørelsen angives nemlig ikke de faktiske omstændigheder, som Parlamentet har lagt til grund for sin konklusion om, at Occhettos afkald på at efterfølge Di Pietro ikke var frivilligt.

(1)  EFT L 283, s. 1.

(2)  EUT L 262, s. 1.