—

Dom afsagt af Retten (Tredje Afdeling) den 13. december 2018 i sag T-290/16, Fruits de Ponent mod Kommissionen (1), ophæves.

—

Principalt i overensstemmelse med artikel 61, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, hvis den finder, at sagen er moden til påkendelse: (i) Domstolen træffer afgørelse i søgsmålet og tager den pågældende parts påstande til følge; (ii) Kommissionen tilpligtes at betale sagsomkostningerne i de to instanser.

—

Subsidiært, hvis Domstolen finder, at sagen ikke kan afgøres af Domstolen: (i) sagen hjemvises til Retten med henblik på fornyet prøvelse; og (ii) afgørelsen om sagsomkostningerne udsættes.

1.

For det første har appellanten gjort gældende, at Retten i den appellerede dom tilsidesatte artikel 39 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) (2), for så vidt som den: (i) ved vurderingen af, om der foreligger en tilstrækkelig kvalificeret tilsidesættelse, anvendte irrelevante kriterier; (ii) afviste, at når Kommissionen handler i tilfælde af alvorlige markedsforstyrrelser, skal et af dens mål være at opretholde landbrugsproducenternes levestandard [artikel 39, stk. 1, litra b), TEUF]; (iii) afviste, at Kommissionen skal indsamle andre oplysninger end dem, som er fastsat i forordningen; og (iv) fastslog, at Kommissionen ikke skal indsamle oplysninger om de priser, som opkræves af landsbrugsproducenter.

2.

For det andet er appellanten af den opfattelse, at Retten i den appellerede dom: (i) foretog en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder ved at bedømme beviserne på en åbenbart urigtig måde; (ii) tilsidesatte bevisbyrdeprincipperne ved at anse visse faktiske omstændigheder for bevist på trods af, at de var i strid med de fremlagte beviser; (iii) tilsidesatte grundsætningen venire contra factum propium non valet (forbuddet mod at handle i strid med sin egen tidligere adfærd) ved at betragte argumenter fra Kommissionen, der strider mod de svar, som denne institution har afgivet over for borgere i overensstemmelse med gennemsigtighedsprincippet, som gyldige.

3.

For det tredje har appellanten anført, at Retten i den appellerede dom tilsidesatte 296 TEUF og chartrets artikel 47, for så vidt som: (i) den så bort fra appellantens argumenter om, at Kommissionen burde have indsamlet oplysninger med henblik på at opfylde målet om at opretholde landbrugsproducenternes levestandard; og (ii) den så bort fra og forvanskede appellantens anbringender om, at Kommissionens mål skal være at sikre landbrugsproducenternes levestandard, og dermed forhindrede appellanten i at opnå et passende svar på sine argumenter.

4.

For det fjerde har appellanten anført, at artikel 39 TEUF og artikel 219 i forordning 1308/2013 (3) er blevet tilsidesat i det foreliggende tilfælde, for så vidt som ansvaret for at iværksætte den ekstraordinære krisemekanisme i tilfælde af en krise udelukkende tilkommer Kommissionen og ikke sagsøgere eller producentsammenslutninger.