—

De metoder, som medlemsstaterne anvender til at finansiere levering af befordringspligtydelser, skal være forenelige med såvel de principper om forbud mod forskelsbehandling, gennemsigtighed og ligebehandling (herunder udvælgelse af den tjenesteyder, der skal varetage posttjenesten, gennem konkurrence), der følger af bestemmelserne i TEUF om frihederne i det indre marked, som med artikel 106, stk. 2, TEUF, hvilket i den foreliggende retssag ikke var tilfældet.

—

Europa-Kommissionen har med urette lagt til grund, at den pligt til at levere tjenesteydelser af almen interesse, som er overdraget til det polske postvæsen, opfylder de krav, der er fastsat i postdirektivet, og det derfor ikke er nødvendigt at gennemføre en offentlig høring eller andre passende foranstaltninger som grundlag for den præcise fastlæggelse af behovet for den offentlige tjenesteydelse for at tage interesserne for brugerne og tjenesteyderen i betragtning.

—

Europa-Kommissionen har med urette lagt til grund, at udligningsfonden opfylder kravet om ikke-forskelsbehandling med hensyn til det ensartede maksimumsbidrag på 2 % af indtægterne oppebåret af de befordringspligtige virksomheder eller udbyderne af substituerbare ydelser. Denne procentsats for udbydernes obligatoriske biddrag gælder på lige vilkår for alle markedsdeltagere, hvilket er udtryk for forskelsbehandling, da situationen for de befordringspligtige virksomheder og situationen for udbydere af substituerbare ydelser ikke er identisk.

—

Postdirektivets artikel 7, stk. 1, bestemmer, at medlemsstaterne undlader at udstede eller opretholde ene- eller særrettigheder for etablering og udførelsen af posttjenesterne. Samtidigt har Kommissionen accepteret, at det polske postvæsen i forbindelse med dettes levering af befordringspligtydelser fik udstedt ene- og særrettigheder.

—

Det uforholdsmæssigt høje obligatoriske bidrag i udligningsfonden vil føre til en »konkurrencebegrænsende lukning af postmarkedet«.

—

Med den anfægtede afgørelse tiltrædes et statsligt støttearrangement (en statslig støtteordning), der i sidste ende vil føre til et uforholdsmæssigt indgreb i sagsøgerens ejendomsret og til en uforholdsmæssig begrænsning af virksomhedens frihed til at drive egen virksomhed.

—

Kommissionen har ikke fastlagt de faktiske omstændigheder forskriftsmæssigt og lagt en række urigtige faktiske omstændigheder til grund for afgørelsen. Desuden har Kommissionen begået en begrundelsesfejl, idet den — i strid med sin egen afgørelsespraksis — ikke har taget det manglende udbud i betragtning som en belastende omstændighed med hensyn til påvirkningen af konkurrencen.