23.11.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 389/18

—

Principalt ophæves den appellerede dom grundet brug af beviser, der blev indhentet under fuldstændig tilsidesættelse af den procedure, der er fastlagt derfor, og grundet en fejlagtig anvendelse af samarbejdsmeddelelsen af 2002, og Kommissionens afgørelse af 12. oktober 2011 annulleres som følge deraf i sin helhed.

—

Subsidiært ophæves den appellerede dom delvist, for så vidt som Retten ikke foretog en fuld retlig prøvelse af den bøde, appellanterne er blevet pålagt, og som følge deraf nedsættes den bøde, appellanterne blev pålagt ved den appellerede dom, væsentligt.

—

Mere subsidiært ophæves den appellerede dom delvist, for så vidt som Retten ikke fastslog på korrekt vis, at overtrædelsen havde til formål eller følge at begrænse konkurrencen, og som følge deraf hjemvises sagen til Retten, med mindre Domstolen finder, at sagen er tilstrækkeligt oplyst til, at Domstolen kan annullere Kommissionens afgørelse

—

Under alle omstændigheder tilpligtes Kommissionen at betale appellanternes sagsomkostninger ved Domstolen og ved Retten.

—

Med det første appelanbringende har appellanterne gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl og tilsidesatte deres ret til forsvar og væsentlige formforskrifter, da den forkastede appellanternes anbringende om, at overdragelsen af de dokumenter, de italienske skattemyndigheder havde indsamlet under en national skatteundersøgelse, til Kommissionen, var ulovlig, og om følgerne af denne ulovlighed. For det første begik Retten en retlig fejl, idet den fastslog, at Kommissionen ikke har en særskilt forpligtelse i henhold til EU-retten til at forhindre, at den grundlæggende ret til forsvar bliver uigenkaldeligt skadet under den administrative fase af en konkurrenceundersøgelse. For det andet begik Retten en retlig fejl ved at undlade at tage Kommissionens tilsidesættelse af appellanternes ret til forsvar og af væsentlige formforskrifter som afspejlet i artikel 12, stk. 2, i forordning nr. 1/2003 (1) i betragtning. For det tredje begik Retten en retlig fejl ved en urigtig gengivelse af utvetydige beviser, da den fastslog, at den ulovlige erhvervelse af dokumenter, der blev anvendt som beviser af Kommissionen, var uden betydning.

—

Appellanterne har med det andet appelanbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved ikke at foreholde Kommissionen, at den indrømmede bødefritagelse for Sydeuropa til ansøgeren om bødefritagelse, og dermed ikke anvendte samarbejdsmeddelelsen af 2002 konsekvent. Appellanterne har navnlig anført, at ansøgeren om bødefritagelse ikke burde være blevet indrømmet bødefritagelse for Sydeuropa, og at alle mundtlige udsagn fra ansøgeren om bødefritagelse og alle oplysninger indhentet efter anmodninger om oplysninger på grundlag af disse mundtlige udsagn burde have været fjernet fra nærværende sags sagsakter.

—

Subsidiært har appellanterne med det tredje appelanbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, idet den undlod at yde en effektiv domstolsbeskyttelse mod, at Kommissionen pålagde dem en strafferetlig sanktion, på trods af den fulde prøvelsesret, den er tillagt ved artikel 31 i forordning nr. 1/2003, og princippet om effektiv domstolsbeskyttelse, som garanteres i artikel 6 i EMRK og chartrets artikel 47. Appellanterne har endvidere gjort gældende, at Retten, idet den undlod at yde en sådan effektiv domstolsbeskyttelse, fejlberegnede bøden.

—

Mere subsidiært har appellanterne med det fjerde appelanbringende gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved at fejlfortolke begrebet overtrædelse med konkurrencebegrænsende formål, hvilket efterfølgende førte til en fejlagtig retlig kvalificering af de faktiske omstændigheder og en tilsidesættelse af appellanternes ret til forsvar.