26.10.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 354/21

1)

Er en begrænsning af den tilbagevirkende kraft for så vidt angår ugyldigheden af et urimeligt vilkår om en minimumrentesats, der er indsat i en forbrugeraftale, forenelig med princippet om, at urimelige kontraktvilkår ikke binder forbrugeren, og artikel 6 og 7 i Rådets direktiv 93/13/EØF (1) af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler?

2)

Er opretholdelsen af virkningerne af et vilkår i en forbrugeraftale om en minimumrentesats, der erklæres ugyldigt, fordi det er urimeligt, forenelig med artikel 6 og 7 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler?

3)

Er det forhold, at den tilbagevirkende kraft af ugyldigheden af et urimeligt vilkår om en minimumrentesats i en forbrugeraftale begrænses på grund af den omstændighed, at det vurderes, at der er en risiko for alvorlig forstyrrelse af den offentlige økonomiske orden og god tro, foreneligt med artikel 6 og 7 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler?

4)

Såfremt det foregående spørgsmål besvares bekræftende, er det da i forbindelse med et individuelt søgsmål om ugyldighedserklæring af et urimeligt vilkår i en forbrugeraftale foreneligt med artikel 6 og 7 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler, at det antages, at der foreligger en risiko for alvorlig forstyrrelse af den offentlige økonomiske orden, eller skal denne risiko vurderes og fastlægges ud fra konkrete økonomiske oplysninger, ud fra hvilke de makroøkonomiske konsekvenser af fastsættelsen af, at et urimeligt vilkårs ugyldighed har tilbagevirkende kraft, kan udledes?

5)

Er det i forbindelse med et individuelt søgsmål om ugyldighedserklæring af et urimeligt vilkår i en forbrugeraftale foreneligt med artikel 6 og 7 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler at fastsætte risikoen for alvorlig forstyrrelse af den økonomiske orden ud fra de økonomiske konsekvenser, som et eventuelt individuelt søgsmål vil have for et stort antal forbrugere, eller skal risikoen derimod fastlægges under hensyn til de økonomiske konsekvenser for den sagsøgende forbruger i det konkrete individuelle søgsmål?

6)

Såfremt spørgsmål 3 besvares bekræftende, er det da foreneligt med artikel 6 og 7 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler at foretage en teoretisk fastlæggelse af en erhvervsdrivendes adfærd med henblik på vurderingen af god tro?

7)

Eller er det derimod nødvendigt, at den gode tro undersøges og fastlægges i hvert konkrete tilfælde under hensyn til den konkrete adfærd, som de erhvervsdrivende har udvist i forbindelse med kontraktens indgåelse og indføjelsen i denne af det urimelige vilkår, og ved en fortolkning af artikel 6 i Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler?