61993J0430

++++

Faellesskabsret ° direkte virkning ° individuelle rettigheder ° beskyttelse ved de nationale domstole ° sagsanlaeg ° nationale processuelle regler ° betingelser for anvendelse heraf ° stillingtagen af egen drift til et anbringende om overtraedelse af faellesskabsretten ° graenser ° princippet om, at en domstol under behandlingen af en borgerlig sag ikke aktivt griber ind i procesfoerelsen

[EOEF-traktaten, art. 3, litra f), og art. 5, 85, 86, 90 og 177]

Under behandlingen af en sag vedroerende civilretlige rettigheder og forpligtelser, som parterne frit disponerer over, skal en national domstol, naar den har mulighed herfor i henhold til de nationale retsregler, anvende bindende faellesskabsretlige bestemmelser som traktatens artikel 3, litra f), og artikel 85, 86 og 90, selv om den part i sagen, som har interesse i, at de anvendes, ikke har paaberaabt sig dem.

Det er saaledes i medfoer af det i traktatens artikel 5 angivne princip om samarbejde de nationale domstole, der skal sikre borgerne den retsbeskyttelse, som foelger af faellesskabsrettens direkte virkning.

Faellesskabsretten paalaegger imidlertid ikke de nationale domstole en forpligtelse til af egen drift at inddrage et anbringende om, at faellesskabsbestemmelser er overtraadt, naar en stillingtagen til et saadant anbringende ville tvinge dem til at se bort fra princippet om, at de ikke aktivt griber ind i procesfoerelsen, ved at gaa ud over den afgraensning af sagen, som parterne har foretaget, og ved at laegge andre faktiske forhold og omstaendigheder til grund end dem, som den part i sagen, der har interesse i, at faellesskabsbestemmelserne anvendes, har fremfoert til stoette for sin paastand.

Naar der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser paa omraadet, tilkommer det saaledes hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette de processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsrettens direkte virkning medfoerer for borgerne. Disse processuelle regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden. I denne forbindelse skal en national retsregel, som forhindrer, at proceduren i henhold til traktatens artikel 177 anvendes, tilsidesaettes.

Hvert enkelt tilfaelde, hvor der opstaar spoergsmaal om, hvorvidt en national processuel bestemmelse goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at anvende faellesskabsretten, skal bedoemmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forloeb og dens saerlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, bl.a. kontradiktionsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmaessig sagsbehandling.

I denne henseende beror det nationale retsprincip om, at initiativet til en civilretlig sag tilkommer parterne, idet domstolen kun kan handle af egen drift i undtagelsestilfaelde, hvor almene hensyn kraever det, paa en retsopfattelse, som er faelles for de fleste af medlemsstaterne, med hensyn til forholdet mellem statsmagten og borgerne, det indebaerer en beskyttelse af retten til kontradiktion, og det sikrer en hensigtsmaessig sagsbehandling, navnlig saaledes, at forsinkelser som foelge af en stillingtagen til nye anbringender undgaas.

1 Ved domme af 22. oktober 1993, indgaaet til Domstolen den 28. oktober 1993, har Nederlandenes Hoge Raad i medfoer af EOEF-traktatens artikel 177 forelagt seks praejudicielle spoergsmaal, som dels vedroerer fortolkningen af faellesskabsretten for saa vidt angaar en national domstols adgang til af egen drift at tage stilling til, om en national retsregel er forenelig med EOEF-traktatens artikel 3, litra f), og artikel 5, 85, 86 og/eller 90, dels vedroerer fortolkningen af disse bestemmelser.

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under to sager anlagt af J. van Schijndel (sag C-430/93) og J.N.C. van Veen (sag C-431/93) mod Stichting Pensioenfonds voor Fysiotherapeuten (en pensionsfond for fysioterapeuter, herefter "pensionsfonden").

3 Ved kendelse af 2. december 1993 er de to sager blevet forenet med henblik paa den skriftlige forhandling, den mundtlige forhandling og domsafsigelsen.

4 I henhold til artikel 2, stk. 1, i Wet betreffende verplichte deelneming in een beroepspensioenregeling (den nederlandske lov om obligatorisk tilslutning til en erhvervspensionsordning, herefter "WVD"), kan socialministeren ° efter anmodning herom fra en eller flere organisationer af erhvervsudoevende, som efter ministerens opfattelse er tilstraekkelig repraesentative for den paagaeldende erhvervsgren ° goere tilslutning til en af de erhvervsudoevende oprettet pensionsordning obligatorisk for alle eller én eller flere bestemte grupper af de erhvervsudoevende. Ifoelge WVD' s artikel 2, stk. 4, indebaerer tilslutningen for de paagaeldende, at de skal overholde de bestemmelser, som i forhold til dem fastsaettes i eller i medfoer af pensionsfondens vedtaegter og regulativer.

5 Pensionsfonden blev oprettet af fysioterapeuterne i 1978. I henhold til artikel 2, stk. 1, i fondens pensionsregulativ optages "enhver fysioterapeut, der udoever erhverv som fysioterapeut i Nederlandene og endnu ikke har naaet pensionsalderen". Nogle grupper af fysioterapeuter er dog udelukket, herunder fysioterapeuter, som "udelukkende arbejder i et ansaettelsesforhold, i kraft af hvilket den i Algemene Burgerlijke Pensioenwet (den almindelige nederlandske lov om pension til offentligt ansatte) fastsatte ordning eller en anden pensionsdaekning, som mindst kan sidestilles med ordningen i henhold til dette regulativ, er gaeldende, saafremt de paagaeldende ° under overholdelse af de administrative bestemmelser herom i artikel 25, stk. 3 ° skriftligt tilkendegiver oenske herom over for fonden" [artikel 2, stk. 1, litra a)].

6 Ved bekendtgoerelse af 31. marts 1978 gjorde staatssecretaris van Sociale zaken i medfoer af WVD' s artikel 2, stk. 1, medlemskab af pensionsfonden obligatorisk for fysioterapeuter, som er beskaeftiget i Nederlandene. Paa samme maade som i fondens regulativ bestemmes det i bekendtgoerelsen af 31. marts 1978, at forpligtelsen ikke omfatter fysioterapeuter, "som udelukkende arbejder i et ansaettelsesforhold, i kraft af hvilket den i Algemene Burgerlijke Pensioenwet fastsatte ordning eller en anden pensionsdaekning, som mindst kan sidestilles med den omhandlede erhvervspensionsordning, er gaeldende, saafremt de paagaeldende ° under overholdelse af de administrative bestemmelser herom, der er fastsat ved pensionsregulativet ° skriftligt tilkendegiver oenske herom over for fonden".

7 I henhold til de af pensionsfonden udstedte "regler i overensstemmelse med pensionsregulativets artikel 2, stk. 1, litra a)" er tilslutning til ordningen obligatorisk, medmindre en pensionsdaekning, som er aftalt af en fysioterapeut, der er beskaeftiget i et ansaettelsesforhold, gaelder for "alle de erhvervsudoevende inden for faget, der er ansat i anpartsselskabet".

8 Under henvisning til disse bestemmelser anmodede sagsoegerne, der begge er beskaeftiget som ansatte fysioterapeuter i Nederlandene, om at blive fritaget for forpligtelsen til at vaere tilsluttet erhvervspensionsordningen for fysioterapeuter. Pensionsfonden afslog deres anmodning med den begrundelse, at den pensionsordning, de havde tilsluttet sig ved at indgaa aftale med forsikringsselskabet Delta Lloyd, ikke var gaeldende for alle de erhvervsudoevende inden for faget, der var ansat hos den paagaeldende arbejdsgiver (herefter "kollektivitetskravet"). Pensionsfonden paalagde dem derefter fortsat at betale bidragene til pensionsordningen. Dette paabud indbragte de henholdsvis for Kantonrechter, Breda, og Kantonrechter, Tilburg, idet de gjorde gaeldende, at kollektivitetskravet hverken havde hjemmel i fondens pensionsregulativ eller i WVD.

9 Kantonrechter, Breda, gav ikke J.N.C. van Veen medhold, mens Kantonrechter, Tilburg, gav dom efter J. van Schijndel' s paastand. Appelinstansen, Rechtbank, Breda, tilsluttede sig pensionsfondens synspunkter, og frifandt denne for de fremsatte krav.

10 Herefter ivaerksatte J.N.C. van Veen og J. van Schijndel kassationsanke til proevelse af afgoerelserne, idet de bl.a., for foerste gang under sagerne, gjorde gaeldende, at Rechtbank, Breda, "om fornoedent af egen drift" skulle have taget stilling til, om det omtvistede obligatoriske medlemskab af pensionsfonden var foreneligt med de trinhoejere faellesskabsbestemmelser, herunder EOEF-traktatens artikel 3, litra f), artikel 5, stk. 2, og artikel 85, 86 og 90 samt artikel 52-58 og 59-66. Appellanterne anfoerte, at forpligtelsen kunne medfoere, at de konkurrenceregler, der gaelder for pensionsforsikringsinstitutter og for individuelle erhvervsudoevende, kunne miste deres effektive virkning, for saa vidt som forpligtelsen indebar et paabud om eller fremmede indgaaelse af aftaler i strid med Faellesskabets konkurrenceregler eller forstaerkede virkningen af saadanne aftaler. Hertil kom, at pensionsfonden ikke var i stand til at efterkomme efterspoergslen paa markedet, i hvert fald ikke efterspoergslen efter en lige saa omfattende pensionsdaekning paa mere fordelagtige vilkaar.

11 Hoge Raad fandt, at appellanterne til stoette for deres kassationsanbringende havde paaberaabt sig en lang raekke faktiske forhold og omstaendigheder, som Rechtbank, Breda, ikke havde taget stilling til, og som heller ikke var blevet fremfoert til stoette for deres paastande for de tidligere instanser. Ifoelge den forelaeggende ret indebaerer karakteren af et kassationsanbringende efter nederlandsk ret, at nye argumenter kun maa goeres gaeldende, hvis de er af rent retlig karakter, dvs., at de ikke kraever en stillingtagen til faktiske omstaendigheder. Ganske vist skal en domstol i henhold til artikel 48 i den nederlandske civilproceslov i fornoedent omfang af egen drift supplere de retlige anbringender, men princippet om, at en domstol ikke aktivt maa gribe ind i procesfoerelsen i sager vedroerende civilretlige rettigheder og forpligtelser, som parterne frit disponerer over, medfoerer, at domstolen, naar den har inddraget nye retlige anbringender, dog ikke kan vaere forpligtet til at gaa ud over afgraensningen af tvisten, saaledes som den er foretaget af parterne, eller til at laegge andre faktiske forhold eller omstaendigheder til grund end dem, paastanden stoettes paa.

12 Paa denne baggrund besluttede Hoge Raad at udsaette sagen og at forelaegge Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

"1) Skal en national domstol under behandlingen af en borgerlig sag vedroerende civilretlige rettigheder og forpligtelser, som parterne frit disponerer over, anvende bestemmelserne i artikel 3, litra f), og artikel 5, 85, 86 og/eller 90 i traktaten om oprettelse af Det Europaeiske OEkonomiske Faellesskab, selv om den part i sagen, som har interesse i, at de anvendes, ikke har paaberaabt sig dem?

2) Saafremt spoergsmaal 1) i princippet skal besvares bekraeftende, gaelder dette da ogsaa, saafremt domstolen herved maa se bort fra princippet om, at den ikke aktivt griber ind i procesfoerelsen, idet den a) maa gaa ud over den afgraensning af sagen, som parterne har foretaget, og/eller b) maa laegge andre faktiske forhold og omstaendigheder til grund end dem, som den part i sagen, der har interesse i anvendelsen af traktatbestemmelserne, har fremfoert til stoette for sin paastand?

3) Saafremt ogsaa spoergsmaal 2) skal besvares bekraeftende, kan de i spoergsmaal 1) naevnte traktatbestemmelser da paaberaabes for foerste gang for en national kassationsdomstol, saafremt a) der ifoelge de for denne gaeldende processuelle regler kun maa fremfoeres nye anbringender under kassationsanken, saafremt de er af rent retlig art ° dvs. ikke kraever en undersoegelse af faktiske omstaendigheder og gaelder under alle omstaendigheder ° og b) paaberaabelsen af bestemmelserne ogsaa kraever en undersoegelse af faktiske omstaendigheder?

4) Skal en erhvervspensionsfond ° som alle eller én eller flere bestemte grupper af erhvervsdrivende er forpligtet til at vaere tilsluttet i henhold til og i medfoer af Wet betreffende verplichte deelneming in een beroepspensioenregeling (WVD) med de retsfoelger, der er knyttet hertil ved denne lov, og som kort er gengivet i forelaeggelsesdommens afsnit 3.1, A) ° paa baggrund af det under 3.1, A), v), skitserede formaal med loven anses for at vaere en virksomhed i den betydning, dette udtryk anvendes i traktatens artikel 85, 86 eller 90?

5) Hvis spoergsmaalet besvares bekraeftende, er forpligtelsen til at vaere tilsluttet den under 3.1, B), naevnte erhvervspensionsordning for fysioterapeuter da en af en medlemsstat truffet foranstaltning, som medfoerer, at de for virksomheder gaeldende konkurrenceregler mister deres effektive virkning, eller er dette kun tilfaeldet under visse omstaendigheder, og i sidstnaevnte fald under hvilke?

6) Saafremt det foregaaende spoergsmaal skal besvares benaegtende, kan andre omstaendigheder da foere til, at forpligtelsen er uforenelig med traktatens artikel 90, og i bekraeftende fald hvilke?"

Foerste spoergsmaal

13 Det bemaerkes, at de konkurrenceregler, den nationale ret har henvist til, er bindende regler, som er umiddelbart anvendelige i den nationale retsorden. Naar domstolene efter national ret af egen drift skal inddrage anbringender, der stoettes paa en bindende national regel, som parterne ikke har paaberaabt sig, maa en saadan forpligtelse ogsaa gaelde, saafremt der er tale om bindende faellesskabsregler (jf. bl.a. dom af 16.12.1976, sag 33/76, Rewe, Sml. s. 1989, praemis 5).

14 Det samme gaelder, saafremt national ret giver domstolen mulighed for af egen drift at anvende den bindende retsregel. Det er saaledes i medfoer af det i traktatens artikel 5 angivne princip om samarbejde de nationale domstole, der skal sikre borgerne den retsbeskyttelse, som foelger af faellesskabsrettens direkte virkning (jf. bl.a. dom af 19.6.1990, sag C-213/89, Factortame, Sml. I, s. 2433, praemis 19).

15 Det foerste spoergsmaal maa herefter besvares med, at en national domstol under behandlingen af en sag vedroerende civilretlige rettigheder og forpligtelser, som parterne frit disponerer over, naar den har mulighed herfor i henhold til de nationale retsregler, skal anvende bestemmelserne i traktatens artikel 3, litra f), og artikel 85, 86 og 90, selv om den part i sagen, som har interesse i, at de anvendes, ikke har paaberaabt sig dem.

Andet spoergsmaal

16 Med det andet spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, om der ogsaa bestaar en saadan forpligtelse i tilfaelde, hvor domstolen for af egen drift at anvende de naevnte faellesskabsbestemmelser maa se bort fra princippet om, at den ikke aktivt griber ind i procesfoerelsen, ved at gaa ud over den afgraensning af sagen, parterne har foretaget, og/eller ved at laegge andre faktiske forhold og omstaendigheder til grund end dem, som den part i sagen, der har interesse i, at traktatbestemmelserne anvendes, har fremfoert til stoette for sin paastand.

17 I denne henseende bemaerkes, at det, naar der ikke er udstedt faellesskabsbestemmelser paa omraadet, tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsaette de processuelle regler for sagsanlaeg til sikring af beskyttelsen af de rettigheder, som faellesskabsrettens direkte virkning medfoerer for borgerne. Disse processuelle regler maa dog ikke vaere mindre gunstige end dem, der gaelder for tilsvarende soegsmaal paa grundlag af national ret, og de maa heller ikke i praksis goere det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at udoeve de rettigheder, der tillaegges i henhold til Faellesskabets retsorden (jf. bl.a. dommen i Rewe-sagen, a.st., praemis 5, dom af 16.12.1976, sag 45/76, Comet, Sml. s. 2043, praemis 12-16, af 27.2.1980, sag 68/79, Just, Sml. s. 501, praemis 25, af 9.11.1983, sag 199/82, San Giorgio, Sml. s. 3595, praemis 14, af 25.2.1988, forenede sager 331/85, 376/85 og 378/85, Bianco og Girard, Sml. s. 1099, praemis 12, af 24.3.1988, sag 104/86, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1799, praemis 7, af 14.7.1988, forenede sager 123/87 og 330/87, Jeunehomme m.fl., Sml. s. 4517, praemis 17, af 9.6.1992, sag C-96/91, Kommissionen mod Spanien, Sml. I, s. 3789, praemis 12, og af 19.11.1991, forenede sager C-6/90 og C-9/90, Francovich m.fl., Sml. I, s. 5357, praemis 43).

18 Endvidere bemaerkes, at Domstolen allerede har fastslaaet, at en national retsregel, som forhindrer, at proceduren i henhold til traktatens artikel 177 anvendes, skal tilsidesaettes (jf. dom af 16.1.1974, sag 166/73, Rheinmuehlen, Sml. s. 33, praemis 2 og 3).

19 Med henblik paa anvendelsen af disse principper skal hvert enkelt tilfaelde, hvor der opstaar spoergsmaal om, hvorvidt en national processuel bestemmelse goer det umuligt eller uforholdsmaessigt vanskeligt at anvende faellesskabsretten, bedoemmes under hensyn til, hvilken stilling bestemmelsen indtager i den samlede procedure, herunder dens forloeb og dens saerlige kendetegn, for de forskellige nationale retsinstanser. Under denne synsvinkel skal der i givet fald tages hensyn til de principper, der ligger til grund for den nationale retspleje, bl.a. kontradiktionsprincippet, retssikkerhedsprincippet og princippet om en hensigtsmaessig sagsbehandling.

20 Med hensyn til det foreliggende tilfaelde bemaerkes, at det nationale retsprincip om, at en domstol i en borgerlig sag af egen drift skal eller kan supplere anbringenderne, er begraenset som foelge af domstolens forpligtelse til ikke at gaa ud over sagens genstand og til at traeffe afgoerelse paa grundlag af de faktiske omstaendigheder, der er fremfoert.

21 Denne begraensning er begrundet i, at initiativet til en sag tilkommer parterne, idet domstolen kun kan handle af egen drift i undtagelsestilfaelde, hvor almene hensyn kraever det. Dette princip beror paa en retsopfattelse, som er faelles for de fleste af medlemsstaterne, med hensyn til forholdet mellem statsmagten og borgerne, det indebaerer en beskyttelse af retten til kontradiktion, og det sikrer en hensigtsmaessig sagsbehandling, navnlig saaledes, at forsinkelser som foelge af en stillingtagen til nye anbringender undgaas.

22 Herefter maa det andet spoergsmaal besvares med, at faellesskabsretten ikke paalaegger de nationale domstole en forpligtelse til af egen drift at inddrage et anbringende om, at faellesskabsbestemmelser er overtraadt, naar en stillingtagen til et saadant anbringende ville tvinge dem til at se bort fra princippet om, at de ikke aktivt griber ind i procesfoerelsen, ved at gaa ud over den afgraensning af sagen, som parterne har foretaget, og ved at laegge andre faktiske forhold og omstaendigheder til grund end dem, som den part i sagen, der har interesse i, at faellesskabsbestemmelserne anvendes, har fremfoert til stoette for sin paastand.

De oevrige spoergsmaal

23 Under hensyn til besvarelsen af de to foerste spoergsmaal er det ikke paakraevet at besvare det tredje spoergsmaal. Det er heller ikke noedvendigt at besvare de oevrige spoergsmaal, som kun er forelagt for det tilfaelde, at det maatte blive fastslaaet, at Hoge Raad skal tage stilling til et anbringende som det, der er gjort gaeldende af parterne i hovedsagerne.

Sagens omkostninger

24 De udgifter, der er afholdt af den nederlandske, den tyske, den graeske, den spanske, den franske og den irske regering, Det Forenede Kongerige og Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagernes behandling i forhold til hovedsagernes parter udgoer et led i de sager, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagsomkostningerne.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Nederlandenes Hoge Raad ved domme af 22. oktober 1993, for ret:

1) Under behandlingen af en sag vedroerende civilretlige rettigheder og forpligtelser, som parterne frit disponerer over, skal en national domstol, naar den har mulighed herfor i henhold til de nationale retsregler, anvende bestemmelserne i EOEF-traktatens artikel 3, litra f), og artikel 85, 86 og 90, selv om den part i sagen, som har interesse i, at de anvendes, ikke har paaberaabt sig dem.

2) Faellesskabsretten paalaegger ikke de nationale domstole en forpligtelse til af egen drift at inddrage et anbringende om, at faellesskabsbestemmelser er overtraadt, naar en stillingtagen til et saadant anbringende ville tvinge dem til at se bort fra princippet om, at de ikke aktivt griber ind i procesfoerelsen, ved at gaa ud over den afgraensning af sagen, som parterne har foretaget, og ved at laegge andre faktiske forhold og omstaendigheder til grund end dem, som den part i sagen, der har interesse i, at faellesskabsbestemmelserne anvendes, har fremfoert til stoette for sin paastand.