—

der henviser til Rådets forordning (EF) nr. 539/2001 (1), særlig artikel 62, stk. 4, (»gensidighedsmekanismen«),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 12. april 2016»Status og de mulige veje frem med hensyn til situationen med manglende gensidighed på visumområdet i forhold til visse tredjelande« (COM(2016)0221),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 13. juli 2016»Status og de mulige veje frem med hensyn til situationen med manglende gensidighed på visumområdet i forhold til visse tredjelande (opfølgning på meddelelsen af 12. april)« (COM(2016)0481),

—

der henviser til Kommissionens meddelelse af 21. december 2016»Status og de mulige veje frem med hensyn til situationen med manglende gensidighed på visumområdet i forhold til visse tredjelande (opfølgning på meddelelsen af 12. april)« (COM(2016)0816),

—

der henviser til artikel 17 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 80, 265 og 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),

—

der henviser til sin drøftelse af »forpligtelser med hensyn til visumgensidighed«, som blev holdt i Strasbourg den 14. december 2016,

—

der henviser til forespørgsel til Kommissionen om Kommissionens forpligtelser for så vidt angår visumgensidighed i henhold til artikel 1, stk. 4, i forordning (EF) nr. 539/2001 (O-000142/2016 — B8-1820/2016),

—

der henviser til forslag til beslutning fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 128, stk. 5, og artikel 123, stk. 2,

A.

der henviser til, at kriteriet om visumgensidighed som et af de kriterier, der styrer EU's visumpolitik, almindeligvis forstås således, at EU-borgere bør være underlagt de samme vilkår, når de rejser til et tredjeland, som statsborgerne i dette land er underlagt, når de rejser til EU;

B.

der henviser til, at formålet med visumgensidighedsmekanismen er at opnå en sådan visumgensidighed; der henviser til, at EU's visumpolitik forbyder de enkelte medlemsstater at indføre et visumkrav for et tredjelands statsborgere, hvis dette land er med på listen i bilag II til forordning (EF) nr. 539/2001 (lande, hvis statsborgere er fritaget for visumkrav ved kortvarige ophold);

C.

der henviser til, at gensidighedsmekanismen blev ændret i 2013 med Parlamentet som medlovgiver, da det var nødvendigt at tilpasse den i lyset af Lissabontraktatens ikrafttræden og EU-Domstolens retspraksis om afledte retsgrundlag og »for at give Unionen mulighed for at reagere solidarisk, hvis et tredjeland opført på listen i bilag II til forordning (EF) nr. 539/2001 indfører visumpligt for mindst én medlemsstats statsborgere« (betragtning 1 i forordning (EU) nr. 1289/2013);

D.

der henviser til, at gensidighedsmekanismen fastsætter en procedure, der begynder med en situation med manglende gensidighed, med præcise tidsfrister og foranstaltninger, der skal træffes med henblik på at bringe en situation med manglende gensidighed til ophør; der henviser til, at dens indbyggede logik indbefatter foranstaltninger, der bliver stadig strengere, overfor det pågældende tredjeland, herunder i sidste ende en suspension af fritagelsen for visumkrav for alle det pågældende tredjelands statsborgere (»anden fase af anvendelsen af gensidighedsmekanismen«);

E.

der henviser til, at »[for] at sikre en passende inddragelse af Europa-Parlamentet og Rådet i anden fase af anvendelsen af gensidighedsmekanismen og i betragtning af den særligt følsomme politiske karakter af suspensionen af visumfritagelsen for alle statsborgere fra et tredjeland, der er opført på listen i bilag II til forordning (EF) nr. 539/2001, og de horisontale virkninger for medlemsstaterne, de associerede Schengenlande og Unionen selv, navnlig for så vidt angår deres eksterne forbindelser og Schengenområdets generelle funktionsmåde, [er] beføjelserne til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde [delegeret] til Kommissionen for så vidt angår visse elementer i gensidighedsmekanismen«, herunder for suspensionen af visumfritagelsen for alle statsborgere fra det berørte tredjeland;

F.

der henviser til, at »Europa-Parlamentet eller Rådet kan beslutte at tilbagekalde delegationen« (artikel 290, stk. 2, litra a), i TEUF);

G.

der henviser til, at »den delegerede retsakt kun kan træde i kraft, hvis Europa-Parlamentet eller Rådet ikke gør indsigelse inden for den frist, der er fastsat i den lovgivningsmæssige retsakt« (artikel 290, stk. 2, litra b);

H.

der henviser til, at Kommissionen klagede til EU-Domstolen over valget af delegerede retsakter i anden fase af anvendelsen af gensidighedsmekanismen, og til, at Domstolen anså lovgiverens valg for at være korrekt (sag C-88/14);

I.

der henviser til, at mekanismen således klart og tydeligt tillægger Parlamentet, Rådet og Kommissionen forpligtelser og ansvar i gensidighedsmekanismens forskellige faser;

1.

2.

3.