16.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 226/1

1.1

Fremskridtene i overgangen til en ressourceeffektiv og kulstoffattig økonomi har ikke været tydelige nok. Hvis EU skal nå målene for 2050 på en omkostningseffektiv og socialt acceptabel måde, som medlemsstaterne er blevet enige om, og som EØSU har støttet i flere udtalelser, er der brug for hurtigere fremskridt. Dette kan ske ved hjælp af en kombination af en klar og effektiv lovramme samt forudsigelige markedsbaserede instrumenter. Målsætningerne for kulstofreduktionen, som medlemsstaterne er blevet enige om, er udformet, så de forsinker ressourceudtømning og global opvarmning og derved forhindrer en miljøkrise. Opfyldelse af denne målsætning på mellemlangt sigt må omfatte en langt større brug af vedvarende energi og en betydelig udfasning af kul, medmindre CO2-opsamling viser sig at være levedygtigt og socialt acceptabelt.

1.2

Den aktuelle finansielle og økonomiske krise har sat fokus på energipriserne som følge af de høje energiprisers konsekvenser for husstandenes energiomkostninger i en tid med økonomiske stramninger og industriens konkurrenceevne. Energi opfattes som en hindring for genopretningen i stedet for en del af løsningen. Samtidig med at der må tages højde for disse reelle bekymringer, er det yderst vigtigt, at navnlig energisektoren kan arbejde hen imod et langsigtet overgangsprogram, hvor udgangspunktet er såvel klare retningslinjer som stabilitet i de forskellige politikker og tilknyttede støttemekanismer. Det vigtige aspekt ved markedsbaserede instrumenter er, at de både skal fremme overgangen til en ressourceeffektiv og kulstoffattig økonomi og støtte den økonomiske genopretning.

1.3

Reformen af miljøafgifter sigter mod at anvende markedsmekanismer til at håndtere negative eksterne virkninger i forbindelse med udnyttelsen af naturressourcer: dette sker på en budgetneutral måde ved at sænke skatten på arbejdskraft. Samtidig betyder reformen af miljøafgifterne en mere systematisk gennemførelse af forureneren betaler-princippet ved at udfase miljøskadelige subsidier og flytte beskatningen fra arbejde til ressourceforbrug. På den måde kan man korrigere markedssvigt, forbedre den økonomiske effektivitet, bidrage til at udvikle nye industrier, som skaber bæredygtige og lokale job, skabe et gennemsigtigt og forudsigeligt miljø for økoinnovative investeringer og medvirke til at genoprette finanspolitisk stabilitet oven på recessionen ved at øge indtægterne fra afgifter.

1.4

Energipriserne er steget i alle sektorer. Dette skaber en negativ reaktion hos husstande og industri i mange medlemsstater. Der er brug for detaljeret forskning for at kortlægge årsagen til disse højere priser (produktion, distribution, afgifter) og fastlægge, hvor vedvarende energi har bidraget til højere elpriser, og hvor den har bidraget til stabile eller lavere priser. Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at gå forsigtigt frem i deres reformer af miljøafgifterne, ikke mindst i en krisetid, som første led i en mere grundlæggende omlægning af deres beskatningssystemer på sigt. At sikre passende kulstofpriser i EU, og efterfølgende også på et aftalt globalt niveau, skal være et centralt element i disse reformer. Udvalget opfordrer Kommissionen til at gøre reformen af miljøafgifter til en integreret og fast del af det europæiske semester med særlig fokus på fremme af energieffektivitet.

1.5

Brugen af markedsbaserede instrumenter er ikke tilstrækkeligt konsekvent og kohærent. EU's medlemsstater udnytter ikke fuldt ud de muligheder, som overgangen til en kulstoffattig økonomi tilbyder, hvad angår innovation, modernisering af industrien og øget beskæftigelse. Bilindustrien er et godt eksempel på, hvordan målet om at reducere brugen af kulbrintebrændstoffer er blevet opfyldt på effektiv vis ved brug af den rigtige kombination af lovgivnings- og markedsbaserede instrumenter. Vi må styrke og øge de markedsbaserede instrumenter på en måde, så det sender et stærkt signal til markederne. Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at følge og gennemføre de principper for god praksis, som foreslås i den nye meddelelse fra Kommissionen om de indre energimarkeder og de tilhørende retningslinjer (1). Der er ingen tvivl om, at en fuldstændig gennemførelse af det indre marked for energi ville fjerne store prisforskelle medlemsstaterne imellem. Derudover ville færdiggørelsen af mellemstatslige energinet reducere omkostningerne i forbindelse med overgangen til vedvarende energi ved at gøre reserveværker mere tilgængelige.

1.6

I tillæg til de energirelaterede politikker bemærker udvalget, at markedsbaserede instrumenter også kan anvendes under andre strategier, hvilket vil sikre en mere effektiv udnyttelse af naturressourcer og en øget reduktion af CO2-emissioner. Dette gælder for områderne genanvendelse, en mere bæredygtig affaldshåndtering og et mere bæredygtigt landbrug.

1.7

En miljøorienteret reform af skattepolitikken fremmer et skift i skattebyrden fra arbejdskraft til ressourceforbrug, hvilket gør det lettere at bevare eksisterende arbejdspladser og skabe nye i mange økonomiske sektorer. Alternativt kan skadelige CO2-emissioner hidrørende fra fossile brændstoffer inden for en specifik sektor som energisektoren beskattes og provenuet kan bruges til at støtte indførelsen af renere nye teknologier som vedvarende energi og energieffektivitet med det formål at opnå et meget mere bæredygtigt energimiks, samtidig med at man opretholder de gennemsnitlige energipriser eller -regninger på mere fornuftige niveauer. Det kan bidrage til finanspolitisk konsolidering med færre negative følger for den økonomiske vækst og beskæftigelsen end andre direkte eller indirekte skatter. Kommissionen bør spille en koordinerende rolle som drivkraft for fremme af miljøorienterede reformer af skattepolitikken.

1.8

Udvalget finder det uacceptabelt, at utilbørlige aktiviteter, der skader miljøet, stadig kan modtage støtte i EU både direkte fra de offentlige budgetter og indirekte som »eksterne omkostninger«, som ikke internaliseres i produktpriserne, fordi »forureneren betaler«-princippet ikke gennemføres tilfredsstillende. Denne støtte forvrider markedssignalerne og hæmmer overgangen til en ressourceeffektiv og kulstoffattig økonomi. EU har i årevis været forpligtet til at udfase subsidier, der er til skade for miljøet, og til at internalisere de eksterne omkostninger. I betragtning af EU's mål om at afskaffe sådan støtte inden 2020 er udvalget bekymret over, at aktivitetsniveauet er for lavt. Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at udfærdige opgørelser og handlingsplaner med henblik på at afskaffe subsidier, der skader miljøet, som fastholdt i målbeskrivelsen. Kommissionen bør også på dette område fungere som koordinerende drivkraft, f.eks. ved at lade emnet blive en del af det europæiske semester.

1.9

Sol- og vindenergi har meget lavere miljøpåvirkning end energi fra fossile brændstoffer. De mest hensigtsmæssige former for ren energiproduktion tager hensyn til sociale og miljømæssige interesser og fremtidige generationers behov, holder produktionen hjemme og mindsker afhængigheden af energiimport, ligesom den skaber nye arbejdspladser. Alligevel kan ren energi ikke konkurrere på lige fod på markedet, idet fossilbaseret energi og kernekraft modtager mere støtte (direkte og indirekte) end energi fra vedvarende energikilder. Ren energi har behov for en fair chance for at udvikle sig. Derfor har det afgørende betydning, at der skabes lige konkurrencevilkår for energiproduktionen.

1.10

Selvom det overordnede mål om at sikre overgangen til en kulstoffattig økonomi er bredt accepteret er tidshorisont og metoder stadig genstand for en intens debat. Der er bekymring for den manglende erkendelse af recessionens og gældskrisens indvirkning på europæisk økonomis bæreevne. Der er ligeledes usikkerhed om, hvorvidt en fremskyndelse af overgangsforanstaltningerne på kort og mellemlang sigt vil skade konkurrenceevnen. Endelig hersker der stadig uenighed om, hvorvidt overgangsforanstaltningerne vil have en positiv økonomisk effekt, og der er en følelse af, at de negative følgevirkninger ignoreres. Denne udtalelse tager disse bekymringer til efterretning og anerkender, at de vil være genstand for en løbende debat. Ikke desto mindre opfordrer udvalget EU og medlemsstaterne til at intensivere indsatsen for at realisere en kulstoffattig fremtid.

2.1

EU's medlemsstater har ikke været handlekraftige nok med hensyn til at tilpasse deres økonomier til klimaændringerne. Der har været en omfattende og grundlæggende debat i EU om, hvorvidt det er nødvendigt at tilpasse samfundet til bæredygtig udvikling og klimaændringer. Resultatet var enighed om behovet for foranstaltninger til fremme af bæredygtig udvikling, herunder en »mere grøn« økonomi. Denne politik bekræftes i adskillige dokumenter: strategien for bæredygtig udvikling fra 2001 (revideret i 2006), det syvende miljøhandlingsprogram, flagskibsinitiativet »Et ressourceeffektivt Europa« under Europa 2020-strategien, køreplanen for et ressourceeffektivt Europa og køreplanen for omstilling til en konkurrencedygtig lavemissionsøkonomi i 2050. Udvalget har givet sin tilslutning til denne ambition i flere udtalelser.

2.2

I de sidste fem år har medlemsstaterne i større eller mindre omfang stået over for udfordringer forårsaget af bank- og statsgældskrisen, der blev forværret af den omfattende økonomiske afmatning. Udviklingen i energipriserne for husstande og industri har, set i lyset af de økonomiske stramninger og lavere priser hos globale konkurrenter, rejst spørgsmål om måden, hvorpå EU's miljø- og energipolitik gennemføres, og de dermed forbundne eventuelle negative følgevirkninger. Situationen er kritisk, og problemet må imødegås. Markedsbaserede instrumenter skal anvendes på en måde, så de både sikrer en grønnere økonomi og støtter den økonomiske genopretning.

2.3

Selv om debatten til dels er blevet udløst af klimaændringerne, har den også inddraget økonomi og samfundsmæssige fremskridt. Europa har meget at vinde ved at føre an i overgangen til en inklusiv grøn økonomi. En nylig undersøgelse fra Kommissionen bekræftede, at europæisk industri hidtil har fastholdt sin globale markedsposition takket være et relativt lavt energiforbrug og en stor markedsandel for vedvarende energi (2). Udvalget har gjort opmærksom på, at kulstoffattig økonomi rummer muligheder for nye bæredygtige forretningsmodeller og industrielle ændringer (3). En succesrig hurtig overgang er ikke bare en udfordring — denne model for en grøn økonomi giver også Unionen optimale betingelser for at vedblive med at være en økonomisk supermagt på verdensplan. Samtidig er der en bekymring for, at energipriserne på kort sigt er en af de faktorer, der fører til afindustrialisering, og denne bekymring skal imødegås. Især energiintensive industrier påvirkes af USA's og Ruslands lave gaspriser. For langt størstedelen af industrien betyder energiomkostninger imidlertid mindre for konkurrenceevnen end den generelle produktivitet og lønomkostninger. Kommissionen har gjort overgangen til en ressourceeffektiv og kulstoffattig økonomi til et kerneelement i sit flagskib for en stærkere europæisk industripolitik (4), men har nu ligeledes påpeget, at overgangen skal gennemføres på en måde, der tager højde for de gældende økonomiske og politiske realiteter (5).

2.4

Det er hævet over enhver tvivl, at overgangen til en kulstoffattig økonomi vil øge Europas energiforsyningssikkerhed. Europa importerer i dag olie og gas for over 500 mia. euro, bl.a. fra politisk ustabile regioner. At erstatte brændstofimport med energikilder i EU med lave CO2-emissioner vil gøre den europæiske økonomi mere solid og bidrage til, at værdikæder fastholdes i Europa. Hvis overgangen sker i tide, med en intelligent styring af hastigheden i forandringerne og den rette balance mellem økonomiske, økologiske og sociale interesser, kan den komme til at spille en nøglerolle i forbindelse med overvindelsen af den økonomiske krise.

2.5

Denne overgang må ikke ske på bekostning af Europas konkurrenceevne, og det grundlæggende krav er et højere økonomisk aktivitetsniveau, der omfatter flere virksomheder i flere sektorer, der ansætter flere. I den forbindelse er det umuligt at se bort fra betydningen af billig energi, hovedsageligt skifergas, der har skabt ny fremgang i den amerikanske fremstillingsindustri. EU's økonomi har hårdt brug for en lignende industriel renæssance, der kan få folk tilbage i arbejde og øge skatteindtægterne. En af forudsætningerne for en sådan genrejsning er, at EU's energipolitik skaber mere stabile rammevilkår og reagerer på globale udfordringer, samtidig med at overordnede mål om en kulstoffattig økonomi fastholdes.

2.6

EU's mål er at nedbringe CO2-emissionerne med 80-95 % inden 2050 (sammenlignet med 1990). Kommissionen skønner, at yderligere 1,5 % af Europas BNP hvert år skal investeres i overgangen til kulstoffattig økonomi for at nå dette mål. Prisen for ikke at gøre noget anslår Kommissionen til 50 mia. euro om året. For de millioner af EU-borgere, der nu er arbejdsløse eller oplever en lavere levestandard, er disse »fremtidige omkostninger« imidlertid langt mindre håndgribelige end de nuværende vanskeligheder. Medmindre der kan findes en løsning på dette åbenlyse modsætningsforhold kan opfyldelsen af målet komme til koste betydeligt mere tid og flere penge.

2.7

Ambitioner og reguleringer består mest af ord, politik er baseret på handling. Set i lyset af målene har der ikke været nok handling. Der er mange årsager til dette: den finansielle krise, manglende tiltag fra medlemsstaterne, politiske tilbagetog i medlemsstaterne og modstand fra olie- og gasindustrien. Derudover er der imidlertid tale om reelle usikkerheder og justeringer forårsaget af uventede konsekvenser af nye udviklingstendenser eller begivenheder som f.eks. den hurtige udvikling af skifergas i USA og Fukushima. De resulterende »stop-and-go«-politikker skaber ikke den nødvendige stabile og forudsigelige ramme. For at fortsætte overgangsprocessen så hurtigt som muligt er der behov for at finde en balance mellem fleksible politikker og den nødvendige opbakning til langsigtede investeringer og en vifte af markedsbaserede støtteinstrumenter. Dette forudsætter en intensiv dialog mellem alle interessenter i energikæden: EU-institutioner, medlemsstater, industri og den brede offentlighed.

2.8

Som alle markeder reagerer energimarkedet på prissignaler inden for den gældende lovgivningsmæssige ramme. Hvis energimarkedet ikke leverer det energimiks, som er målet i følge overgangsplanen, er prissignalerne forkerte. Signalerne kan ændres, men det skal sikres, at de økonomiske og sociale aktører ikke oplever væsentlige forringelser.

2.9

Skiftet til en kulstoffattig økonomi skal tage højde for de sociale følger, navnlig følger for beskæftigelsen. Kommissionen har fastslået, at jobskabelsen i den grønne økonomi har været positiv i hele recessionsperioden og forventes at fortsætte med at være det. Alene sektoren for energieffektivitet og sektoren for vedvarende energi kunne skabe 5 mio. job frem til udgangen af 2020 (6).

En fornuftig overgang kræver aktive beskæftigelsespolitikker for at sikre anstændige arbejdspladser. Nøglen hertil er en økonomisk renæssance, der stiller krav til energipolitik, infrastruktur og markeder. Følgerne for lavindkomstfamilier og energipriser skal undersøges nøje. På energimarkedet afspejler energipriserne i øvrigt ofte ikke de egentlige omkostninger ved de forskellige energikilder på korrekt vis. I modsætning til omkostningerne ved vedvarende energi rapporteres mange af omkostningerne ved konventionel energi ikke særskilt i energipriserne og betales ikke på elregningen. De opføres i stedet som subsidier i de nationale budgetter eller er skjult i form af eksterne omkostninger som følge af negative virkninger på sundhed og miljø.

2.10

Det komplekse spørgsmål om energipriser og omkostningernes konsekvenser for forbrugerne i såvel husstande som industri er blevet undersøgt i Kommissionens meddelelse om energipriser og -omkostninger i Europa. (7) En af konklusionerne er, at de foranstaltninger, der finansieres af »den energipolitiske skatte- og afgiftskomponent i priserne«, som er det område, der har oplevet den største stigning i de senere år, skal gennemføres så omkostningseffektivt som muligt.

3.1.1

EU har udarbejdet mange lovgivningstiltag med det formål at reducere CO2-emissionerne. En lovramme er ikke tilstrækkelig, der er også brug for finansielle og økonomiske incitamenter baseret på stok- og gulerodsmetoder for at understøtte overgangsprocessen. I denne proces kan markedsbaserede instrumenter som miljøafgifter, handel med emissioner og omlægning af subsidier spille en vigtig rolle (8).

3.1.2

Disse instrumenter kan påvirke resultatet af aktiviteterne på markedet, fordi de forbedrer prissignalsystemet ved at internalisere de eksterne omkostninger og tilbyder mere fleksibilitet og støtte til virksomhederne i forbindelse med opfyldelsen af målsætningerne og fremme af effektivitet og innovation.

3.1.3

EU og medlemsstaterne har udviklet nogle redskaber, f.eks. reform af miljøafgifter, udfasning af skadelige subsidier, handel med emissioner, fremme af vedvarende energi og grøn indkøbspolitik. De tilgængelige instrumenter kan i princippet løse opgaven. Problemet består dog i omsætningen af lovgivningen i praksis, korrekt gennemførelse, kontrol og håndhævelse inden for en ramme, hvor borgernes opbakning er sikret. Hvis denne kæde er utilstrækkeligt udviklet, er der reel risiko for, at instrumenterne ikke virker efter hensigten, og resultaterne bliver for ringe, samtidig med at husstande og industri pålægges meromkostninger. Et tydeligt eksempel på denne manglende sammenhæng er forskellene i energiomkostninger medlemsstaterne imellem.

3.1.4

Hvis EU ønsker at nå sine mål om lave CO2-emissioner er det nødvendigt at fremskynde processen og vinde offentlighedens opbakning. Vi er nødt til at spare mere på energien og at skifte energi, der er baseret på fossile brændsler, ud med vedvarende energi — begge dele er nøglefaktorer for overgangen til en grøn økonomi. I overgangen fra kulstofbaseret til vedvarende energi skal der ligeledes tages højde for behovet for reservebrændstoffer og overgangsfaser, hvor der f.eks. anvendes gas eller kerneenergi. Medlemsstaterne anvender ikke de tilgængelige instrumenter på en måde, så det i tilstrækkelig grad tilskynder markedet til at præstere bedre. Vigtige instrumenter som miljøafgifter anvendes ikke i det nødvendige omfang.

I vid udstrækning er årsagen, at det energimiks, som den enkelte medlemsstat har for hånden, varierer meget alt efter geografisk placering, klima, naturressourcer og historie. Medlemsstaternes handlingsplaner for CO2-reduktion og deres anvendelse af markedsbaserede instrumenter varierer tilsvarende meget.

3.1.5

Udvalget har den holdning, at vedvarende energi skal indgå i energimikset og prioriteres på en måde, som sikrer, at energipolitikkerne både støtter den økonomiske udvikling og overgangen til en kulstoffattig økonomi. Selvom medlemsstaterne har forskellige udgangspunkter håber EØSU imidlertid i høj grad, at de transeuropæiske energinet færdiggøres så hurtigt som muligt. Disse forbindelser kan tilføje værdifulde ekstra ressourcer til enhver national strategi.

3.1.6

Miljøpolitik bør knyttes tæt sammen med andre politikområder. Decentral elproduktion i landdistrikterne kan skabe mange nye arbejdspladser. Ved at knytte miljø- og regionalpolitik og deres fonde sammen kan livskvaliteten i landdistrikterne forbedres betydeligt.

3.2.1

Idéen bag denne form for afgift er, at miljøforurening fra økonomiske aktiviteter bør prissættes for at afsløre de reelle omkostninger ved produktion og forbrug, som ikke afspejles i markedspriserne i overensstemmelse med »forureneren-betaler-princippet«. Som f.eks. i Polen, hvor forurenende virksomheder skal betale til en national fond for miljøbeskyttelse og vandforvaltning, der finansierer incitamenter til bæredygtighedsprogrammer. Retten til at pålægge direkte og indirekte skatter i EU ligger hos medlemsstaterne. Kun et begrænset antal medlemsstater har særlige miljøafgifter. Resultaterne er gode (som f.eks. i Finland, Sverige, Danmark, Nederlandene, Tyskland, Det Forenede Kongerige, Slovenien og Estland). Medlemsstaterne har ikke lagt afgifterne om i samme omfang. Det samlede omfattede beløb skønnes til at være på over 25 mia. euro om året (9).

3.2.2

På trods af miljøafgifternes succes i visse medlemsstater udnytter den miljøorienterede reform af skattepolitikken ikke sit fulde potentiale, som er at indføre forandring i finanspolitikken over en bred kam. Det bør understreges, at den miljøorienterede reform af skattepolitikken rummer enorme muligheder, navnlig som en del af foranstaltninger til igen at øge beskæftigelsen. Hvis alle levede op til kommissær Connie Hedegaards motto »Tax what you burn, not what you earn«, og beskatningen blev flyttet fra arbejdskraft til ressourceanvendelse, ville prisen på arbejdskraft falde for arbejdsgiverne og det ville blive lettere at skabe nye arbejdspladser, ikke bare i grønne nicher, men i mange økonomiske sektorer. En miljøorienteret reform af skattepolitikken bør være en hjørnesten i den nødvendige generelle omstilling af de offentlige finanser med henblik på finanspolitisk konsolidering. En sådan reform må ikke øge den samlede skattebyrde. Den bør være både omkostningseffektiv og miljøeffektiv. Stigninger i energiomkostninger, der overstiger mulighederne for besparelser gennem øget effektivitet, bør undgås.

3.2.3

Den miljøorienterede reform af skattepolitikken kan også medvirke til at reducere underskud på de offentlige finanser. Miljøafgifter kan bidrage til finanspolitisk konsolidering, samtidig med at de har færre negative konsekvenser for økonomisk vækst og beskæftigelse end andre direkte eller indirekte skatter, som f.eks. indkomstskat og moms (10). Kommissionen bør intensivere sin indsats for at overveje fordelene ved en miljøorienteret reform af skattepolitikken i den årlige vækstundersøgelse og det europæiske semester.

3.3.1

EU har til hensigt at udfase miljømæssigt skadelige subsidier inden 2020 (11). Kommissionen lovede dette i 2006 og i 2009. I 2009 enedes G 20-topmødet ligeledes om at påbegynde udfasningen af subsidier til ineffektive fossile brændsler, som tilskynder til ødselt forbrug. Denne forpligtelse blev også medtaget i rammerne for det økonomiske samarbejde i Asien- og Stillehavsområdet og i resultatet af Rio+20-konferencen. På trods af alle disse løfter er der ikke blevet gjort nok.

3.3.2

På internationalt plan har OECD offentliggjort en rapport om medlemslandenes miljømæssigt skadelige subsidier: direkte støtte fra budgettet plus skattefordele for fossile brændsler løber sammenlagt op i mellem 55 og 90 mia. dollars om året (12). Det Internationale Energiagentur (IEA) har beregnet, at subsider til fossile brændsler på verdensplan løber op i 523 mia. dollars og kalder disse subsidier »public enemy number one« (13). Verdensbanken skønner, at de samlede årlige subsidier til fossile brændsler er på 775 mia. dollars om året. Hvis man ikke ændrer politik, vil subsider til fossile brændsler være vokset til astronomiske beløb om få år og skabe en række ekstra problemer. Gradvis udfasning af subsider inden 2020 vil mindske efterspørgslen på energi betydeligt og reducere CO2-emissionerne med 1,7 gigaton, samtidig med at regeringerne får tilført flere indtægter.

3.3.3

Der findes i dag ingen udførlige data om subsidier til fossile brændsler i EU. Tallene varierer fra de forskellige kilder. Det generelle billede er, at de er kraftigt subsidieret. På EU-niveau subsidieres fossile brændsler med 68,8 mia. euro om året, hvoraf 26 mia. euro om året er direkte subsidier, mens medlemsstaterne og borgerne må betale 42,8 mia. euro som kompensation for negative sociale og sundhedsmæssige følger (14). Subsidier, der er skadelige for miljøet, blev ikke indført i den hensigt bevidst at skade sundheden eller miljøet, men tjente andre positive formål såsom levering af billig energi fra lokale kilder eller jobskabelse. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at vurdere, om de fortsat vil støtte sådanne formål, og i bekræftende fald, hvordan dette kan gøres på en miljøvenlig måde. Et første skridt ville være at udarbejde en oversigt over, hvad der eksisterer i EU af sådanne subsidier.

3.3.4

Ud over de direkte subsidier fra offentlige budgetter og eksterne sundhedsomkostninger skal andre omkostninger som følge af negative konsekvenser af forbrænding af fossile brændsler for miljøet og kraftige storme og oversvømmelser på grund af den globale opvarmning også tages med i betragtning. Disse »eksterne omkostninger« er en konsekvens af en utilfredsstillende gennemførelse af »forureneren betaler«-princippet. Ifølge det tyske forbundsmiljøagenturs skøn udgør de eksterne omkostninger af kulproduktion 80 euro pr. ton CO2-udslip (15), så der er tale om en ekstra byrde på 290 mia. euro på baggrund af at 3.652 mia. ton CO2-emissioner kan tilskrives aktiviteter med relation til forbrænding af fossile brændsler (16). Kernekraftanlæg subsidieres med i alt 35 mia. euro i EU, hvor faren for ulykker og affaldsdeponering ikke er medregnet. Vedvarende energi modtager 30 mia. euro i direkte subsidier om året.

3.3.5

På trods af denne ulige fordeling udvikler teknologien bag vedvarende teknologi sig hurtigt. Prisen for vedvarende energi er faldet brat i de senere år (prisen på solpaneler er således faldet med 85 %), og sektoren har skabt en lang række arbejdspladser, mens prisen på fossil energi har ligget konstant på samme høje niveau. I oktober 2013 opfordrede kapitalinteresser i energisektoren til et stop for støtte til vedvarende energi og øget støtte til kernekraft. I så fald vil vedvarende energi ikke kunne konkurrere med andre energiformer på grund af ulige konkurrencevilkår.

3.3.6

Ikke alle subsidier er skadelige. I situationer, hvor nye teknologier skal udvikles for at støtte fremtidens mere bæredygtig økonomi, kan det være nyttigt at give subsidier til støtte for den indledende forskning, udvikling og infrastruktur, indtil de nye teknologier kan klare sig på markedet. Den slags støtte har været afgørende for de tidlige stadier af udviklingen af vedvarende energi og skal opretholdes, indtil vedvarende energikilder er fuldt ud etablerede som konkurrencedygtige energikilder i fremtiden.

3.3.7

Ifølge køreplanen for et ressourceeffektivt Europa bør medlemsstaterne have identificeret de vigtigste miljømæssigt skadelige subsidier ved hjælp af etablerede metoder, udarbejdet planer, herunder tidsplaner, for udfasningen af disse subsider og rapporteret om dem som en del af deres nationale reformprogrammer inden 2012. Disse skridt er slet ikke blevet tilfredsstillende gennemført. En undersøgelse udarbejdet af GD for Miljø i 2012 indeholder en oversigt over bevillinger og andre former for støtte (17) til miljømæssigt skadelige subsidier i EU og foreslår en køreplan for revision af disse bevillinger. Kommissionen bør overveje dette redskab i forbindelse i indeværende europæiske semester.

3.4.1

EU's emissionshandelssystem (EU ETS) er Europas vigtigste økonomiske instrument, der er baseret på princippet om emissionslofter og -handel og har til formål at mindske drivhusgasemissionerne. Systemet skal være et stærkt incitament for virksomhederne til at investere i forebyggelse af drivhusgasemissioner med den fornødne fleksibilitet til at gøre dette på den mest effektive måde.

3.4.2

EU ETS oplever i øjeblikket en manglende balance mellem udbud og efterspørgsel, som resulterer i et prisincitament, som er utilstrækkeligt til at sikre de nødvendige investeringer i kulstoffattige teknologier. Overskuddet i udbuddet af emissionstilladelser er først og fremmest resultatet af den uventet hårde økonomiske krise og storstilet brug af internationale kreditter. Det er presserende nødvendigt med en strukturel reform af systemet for at gøre det til et stærkt incitament til investeringer i kulstoffattige teknologier. De overskydende tilladelser må trækkes ud af markedet og de resterende rettigheder må knyttes til fremtidige målsætninger for reduktion af CO2-emissioner, som vil blive nødvendige for at opfylde EU's målsætninger for en kulstoffattig økonomi i 2050. En sådan reform må også tage hensyn til den teknologiske gennemførlighed og industriernes økonomiske levedygtighed samt nøje vurdere risikoen for fremtidige utilsigtede konsekvenser.

3.5.1

Der må træffes yderligere foranstaltninger for at imødegå kulstoflækage, f.eks. ved hjælp af justering af CO2 ved grænsen, dvs. et system, der skal reducere CO2-emissioner, samtidig med at man sikrer lige konkurrencevilkår. I et sådant system vil prisen for importerede varer blive øget ved grænsen på grundlag af en beregning af emissionsmængden for de pågældende varer. Modeller i en nylig undersøgelse (18) viser, at justering af CO2 ved grænsen kan reducere kulstoflækage betydeligt i de relevante sektorer.

3.5.2

Men justering af CO2 ved grænsen i den form, som diskuteres i øjeblikket, er ikke populært hos nogle af Europas største handelspartnere. Dette spørgsmål skal forhandles i WTO-regi. Traktaten giver mulighed for at behandle sådanne ikke-handelsrelaterede spørgsmål. Vanskelighederne ved at gøre dette uden en global aftale om CO2-prissætning bør ikke undervurderes. Bekymringerne kan måske fejes af vejen med en bedre model for justering af CO2 ved grænsen. Kort sagt: justering af CO2-afgifter ved grænsen er ikke et redskab mod dumping, men et bidrag til en international bæredygtig klimapolitik, hvis den er godt udformet.

3.6.1

Fremme af vedvarende energi er et af de væsentligste elementer i overgangen til en kulstoffattig økonomi. Markedsbaserede instrumenter kan spille en vigtig rolle. Indførelsen af disse instrumenter er medlemsstaternes ansvar. Nogle af disse har valgt forskellige støtteinstrumenter for vedvarende energi: investeringsstøtte og driftsstøtte, herunder et prissætningssystem for returleverance. Erfaringer i flere medlemsstater viser, at sidstnævnte system førte til den størst mulige forøgelse i produktion af vedvarende energi, ofte ved at sikre garanterede og generøse investeringsafkast.

3.6.2

Det er dog vigtigt, at indfødningstariffer for at fremme installationen af vedvarende energikilder ikke kun finansieres ved at øge energipriserne generelt, ellers risikerer de at føre til en offentlig reaktion mod tariffen og selve de vedvarende energikilder. Beklageligvis har netop dette været tilfældet mange steder, og de negative reaktioner kan virkelig mærkes. Der er behov for straks at iværksætte korrigerende foranstaltninger for at konsolidere borgernes støtte til den grønne revolution.

3.6.3

Det bidrager til opsplitning af det europæiske energimarked, at medlemsstaterne har forskellige støtteordninger. Udvalget slår til lyd for at bruge markedsbaserede instrumenter, som begunstiger integration af nationale ordninger i et europæisk energimarked. Anvendelsen af samarbejdsmekanismer som defineret i direktivet om vedvarende energi fra 2009 er også meget vigtigt for i højere grad at udnytte EU-synergier på elmarkedet (19).

3.7.1

Overordnet set har bilindustrien været et godt eksempel på en vellykket anvendelse af markedsbaserede instrumenter. Overgangsmålet er at reducere og i sidste ende helt standse brugen af kulbrintebrændstoffer i sektoren. Strategien bygger på fire elementer: lovgivning, teknologi, infrastruktur og markedsbaserede instrumenter. Lovgivning anvendes til at forbedre brændstofeffektiviteten og reducere emissionerne fra nye køretøjer med forbrændingsmotorer (ICV). Teknologi gør det muligt at overholde kulbrintelovgivning og udvikle elektriske køretøjer (EV). Efterhånden som elektriske køretøjer vinder frem, vil der blive brug for en infrastruktur med ladestationer, batteriudskiftningsstationer mm. i tråd med og i sidste ende til erstatning for den eksisterende infrastruktur til kulbrinteforsyning. Efterhånden som der sker fremskridt inden for lovgivning, teknologi og infrastruktur kan markedsbaserede instrumenter spiller en afgørende rolle i overgangen.

3.7.2

Den mest synlige anvendelse af et markedsbaseret instrument har været de stigende afgifter på kulbrintebrændstoffer. Dette har resulteret i, at flere bilejere er gået over til mindre, mere brændstofeffektive køretøjer, offentlig transport eller cyklen som transportmiddel. Beskatningen af køretøjer med forbrændingsmotorer er ligeledes blevet justeret med det formål at fremme køb og anvendelse af brændstofeffektive køretøjer, enten ved hjælp af en afgift på købsprisen eller en årlig afgift på anvendelsen. Det samme system baseret på forskellig beskatning af køretøjer anvendes til at favorisere elektriske køretøjer, selvom der fortsat findes mange andre hindringer for en omfattende anvendelse af disse.

3.8.1

Offentlige indkøb er en stor markedsaktør, eftersom de repræsenterer 16 % af EU's BNP. Grønne offentlige indkøb er derfor et vigtigt instrument til fremme af grønne produkter og tjenester. Med handlingsplanen om bæredygtigt forbrug og produktion og en meddelelse om grøn indkøbspolitik har Kommissionen i de senere år skabt et omfattende system af retningslinjer og støtte. På grundlag af evalueringen af medlemsstaternes resultater sætter Kommissionen som vejledende mål, at 50 % af alle indkøb skal være grønne inden 2010. Dette mål er langt fra opfyldt og bør prioriteres højere i medlemsstaternes handlingsplaner.

3.9.1

Omlægningen til et mere bæredygtigt mønster for produktion og forbrug i energisektoren og andre sektorer kræver en grundlæggende omstrukturering af økonomien. Regeringerne og regeringernes politikker kan ikke alene realisere dette. Det kræver et bredt samfundsengagement i disse emner og en bred samarbejdsorienteret dialog med alle berørte interesser for at skabe konsensus og engagement omkring de nødvendige forandringer. Ifølge køreplanen for en kulstoffattig økonomi skal den private og den offentlige sektor investere yderligere 270 mia. euro om året i de næste fire årtier. En tredjedel af disse investeringer kan finansieres med offentlige midler. Resten må hentes fra den private sektor. Der er tale om langsigtede investeringer. Kommissionen ser disse investeringer som en central udfordring for at bringe EU tilbage til en intelligent, bæredygtig og inklusiv økonomi, f.eks. via langsigtede europæiske investeringsfonde (ELTIF) og Connecting Europe-faciliteten (CEF).

3.9.2

For at muliggøre investeringer i kulstoffattig og klimarobust infrastruktur og grøn vækst bør regeringerne ifølge OECD's anbefalinger i et miljøarbejdspapir fra 2012 udvikle udførlige strategiske infrastrukturplaner, der kobles tæt sammen med nationale målsætninger for klimaforandringer. Kommissionen bør udforske mulighederne for at skabe et sådant investeringsklima for ELTIF med henblik på en bæredygtig fremtid. I den henseende bør investeringsprioriteterne for CEF og ELTIF være i overensstemmelse med målsætningerne i EU's 2050-køreplaner for henholdsvis lavemissionsøkonomi og energi, tilpasningsstrategien og den klima- og energipakke for 2030, som diskuteres i øjeblikket.

3.9.3

Disse fonde kan gøre denne form for investeringer lettere. Eftersom det langsigtede perspektiv for de aktiver, der skal finansieres, harmonerer godt med de institutionelle investorers forpligtelse, kan denne type fonde være i stand til at tiltrække ressourcer fra kapitalmarkedet. Betingelsen er selvfølgelig, at disse investeringer er attraktive, fordi risiciene, især de lovgivningsmæssige risici, er begrænsede, at der er udsigt til et tilstrækkeligt godt afkast og at de projekter, som der investeres i, er fornuftige ud fra et finansielt og teknisk synspunkt.

3.9.4

Innovative fonde og finansielle instrumenter, der kan tiltrække ressourcer fra kapitalmarkedet, er velkomne. Men banksektoren vil fortsat finansiere en stor del af den europæiske økonomi med traditionelle gældsinstrumenter. Grønne bankstandarder er derfor en væsentlig forudsætning for at flytte privat finansiering fra konventionelle investeringer til kulstoffattige og klimarobuste investeringer. Med henblik på opfyldelsen af klima- og energimålsætninger skal innovative finansielle instrumenter katalysere privat kapital ind i investeringer, som ellers ikke ville blive foretaget.