16.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 419/48

—

der henviser til artikel 225 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—

der henviser til konklusionerne fra Det Europæiske Råd den 28.—29. juni 2012,

—

der henviser til erklæringen fra stats- og regeringscheferne i euroområdet af 29. juni 2012,

—

der henviser til rapporten af 26. juni 2012 fra formændene for Det Europæiske Råd, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Eurogruppen: Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union,

—

der henviser til forretningsordenens artikel 42 og 48,

—

der henviser til betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget og udtalelser fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, Budgetudvalget og Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (A7-0339/2012),

A.

der henviser til, at EU siden undertegnelsen af Romtraktaten har taget betydelige skridt i retning af en politisk, økonomisk, skattemæssig og monetær integration;

B.

der henviser til, at Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en) ikke er et mål i sig selv, men derimod et instrument til opnåelse af Unionens og medlemsstaternes mål, herunder en afbalanceret og bæredygtig vækst samt et højt beskæftigelsesniveau; der henviser til, at social inklusion og solidaritet er hovedhjørnesten i den europæiske sociale model og i den europæiske integration som helhed og ikke må holdes uden for nogen fremtidige reformer af Unionen;

C.

der henviser til, at behovet for en tættere europæisk integration baseret på demokratisk legitimitet og kontrol, gennemsigtighed og folkelig opbakning i et globaliseret informationssamfund bliver stadig tydeligere;

D.

der henviser til, at en tættere europæisk integration bør omfatte øget inddragelse af parlamenterne, både på nationalt plan og på EU-plan;

E.

der henviser til, at Unionen står ved en skillevej, hvor der kræves en klar stillingtagen til, om kræfterne inden for Unionen skal samles om at bygge en fremtid med en stærk Union baseret på værdier og solidaritet i en globaliseret verden, eller om Unionen skal opgive ævred og passivt tilpasse sig globaliseringen;

F.

der henviser til, at den økonomiske, finansielle og bankrelaterede krise og den aktuelle økonomiske afmatning har resulteret i stor offentlig og privat gæld på nationalt plan og budgetfinansieringsproblemer i adskillige medlemsstater, ligesom det i kombination med overdrevent store makroøkonomiske ubalancer har haft en hurtig, direkte og negativ indvirkning på den socioøkonomiske udvikling i euroområdet og i Unionen som helhed;

G.

der henviser til, at arbejdsløsheden i EU-27 mellem 2008 og medio 2012 er steget fra omkring 7 % til 10,4 % eller 25 millioner arbejdsløse, at mere end én ud af fem unge er ledig (22 %), og at ungdomsarbejdsløsheden i visse medlemsstater overstiger 50 %;

H.

der henviser til, at jobskabelse, kvalitetsbeskæftigelse og anstændigt arbejde er afgørende forudsætninger for at overvinde den nuværende krise;

I.

der henviser til, at en række medlemsstater befinder sig i en særdeles vanskelig økonomisk og finansiel situation, som forværres af det fortsatte pres på markederne for statsobligationer, afspejlet i uholdbart høje lånerenter for nogle lande og meget lave eller negative lånerenter for andre, samt en betydelig finansiel og økonomisk ustabilitet;

J.

der henviser til, at kombinationen af uensartet udvikling i konkurrenceevnen, lavt vækstpotentiale og høj arbejdsløshed med store underskud og stor offentlig og privat gæld ikke blot forvolder skade i nogle medlemsstater, men også gør euroområdet sårbart som helhed;

K.

der henviser til, at de seneste begivenheder har gjort det klart, at euroområdet stadig ikke er behørigt rustet til at løse krisen eller reagere tilfredsstillende på regionale og globale økonomiske chok;

L.

der henviser til, at euroens vigtige rolle både i euroområdet og på globalt plan som den næstvigtigste internationale reservevaluta kræver en stærk europæisk reaktion og en koordineret europæisk indsats for på ny at skabe vækst og stabilitet i økonomien;

M.

der henviser til, at euroen i det seneste årti har givet EU-borgerne mange fordele, herunder prisstabilitet, sparede vekselomkostninger inden for euroområdet, afskaffelse af muligheden for at foretage nominelle devalueringer for at forbedre konkurrenceevnen, lavere rentesatser, incitamenter til øget integration af de finansielle markeder og lettelse af grænseoverskridende kapitalbevægelser;

N.

der henviser til, at Unionens fælles valuta ikke må blive symbol på en splittelse, som truer hele det europæiske projekt, men fortsat skal være valutaen for en Union, der som helhed er i stand til at træffe vidtrækkende beslutninger til gavn for en fælles fremtid præget af velstand;

O.

der henviser til, at tiltagene i retning af indførelse af en egentlig ØMU skal respektere ønskerne hos de medlemsstater, der valgt at stå uden for euroen for at bevare deres respektive nationale valutaer;

P.

der henviser til, at medlemskab af euroområdet indebærer en høj grad af indbyrdes økonomisk og finansiel afhængighed mellem de berørte medlemsstater og derfor kræver en meget tættere koordinering af de finansielle, skattemæssige og økonomiske politikker, hvor medlemsstaterne overdrager beføjelser til unionsplanet, kombineret med strengere tilsynsinstrumenter og effektiv håndhævelse; der imidlertid understreger, at denne øgede integration mellem de medlemsstater, der har euroen som valuta, eventuelt suppleret med en gruppe af andre velvillige medlemsstater, skal ske inden for rammerne af princippet om »to hastigheder, ét Europa« med henblik på at undgå politiske skridt, der i sidste ende vil føre til skabelse af to særskilte Unioner;

Q.

der henviser til, at den seneste Eurobarometerundersøgelse viser, at den vedvarende krise har resulteret i et kraftigt fald i tilliden til de politiske institutioner såvel på nationalt plan som på EU-plan samt en stærk tilbagegang i den del af offentligheden, der har et positivt indtryk af Unionen; der henviser til, at Unionen til trods herfor fortsat er den aktør, som EU-borgerne finder bedst egnet til at håndtere den økonomiske krise;

R.

der henviser til, at de europæiske og nationale politiske beslutningstagere til stadighed bør forklare deres borgere fordelene ved europæisk integration og de følger og udfordringer, der er forbundet med en fælles valuta, herunder de omkostninger og risici, der er forbundet med et opbrud af euroområdet;

S.

der henviser til, at 17 medlemsstater allerede har indført Unionens fælles valuta, og at flertallet af de øvrige vil følge efter, når de er klar;

T.

der henviser til, at enhver tvivl om fremtiden for ØMU'en i almindelighed, herunder om den uigenkaldelige karakter af medlemskab af euroområdet, og for Unionens fælles valuta i særdeleshed er grundløs, fordi en stærk Union er i alle borgeres interesse;

U.

der henviser til, at den væsentligste opgave er at genskabe tilliden for at få de europæiske borgere og virksomheder til at investere i økonomien på ny og skabe de nødvendige betingelser for, at finansieringsinstitutterne igen kan yde lån til realøkonomien på et bredt, men solidt grundlag;

V.

der henviser til, at løsningen på eurokrisen er kompleks og kræver en vedholdende og mangefacetteret indsats på alle institutionelle og politiske niveauer;

W.

der henviser til, at Unionens institutioner, medlemsstaternes stats- og regeringschefer i almindelighed og euroområdets medlemsstater i særdeleshed spiller en vigtig rolle for at sikre, at oprettelsen af en finanspolitisk union sker på en sådan måde, at alle krisestyringsmekanismerne i euroområdet såsom den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) er forankret i en institutionel sammenhæng, hvor Parlamentet inddrages fuldt ud som medlovgiver; der henviser til, at den nuværende mellemstatslige struktur medfører en alvorlig mangel på demokratisk legitimitet; der henviser til, at den fælles valuta kun kan stabiliseres, hvis medlemsstaterne er villige til at overføre finanspolitiske kompetencer til Unionen;

X.

der henviser til, at genoprettelse af tillid også indebærer, at stats- og regeringscheferne og deres ministre i deres medlemsstater forsvarer og forklarer de politiske beslutninger, der er opnået enighed om på EU-plan; der påpeger, at man, når man, som det er sket i visse tilfælde, med urette giver Unionen skylden for upopulære beslutninger, spiller et særligt farligt mummespil, som risikerer at underminere Unionen og solidariteten og i sidste ende skade de nationale lederes egen troværdighed og potentielt også troværdigheden af det europæiske projekt som helhed;

Y.

der henviser til, at Unionen i social henseende er sårbart i øjeblikket; der henviser til, at adskillige medlemsstater er i færd med at gennemføre særdeles krævende strukturreformer og konsolideringsprogrammer; der henviser til, at en politisk union i sidste ende er nøglen til at løse sådanne kriser, tilskynde til solidaritet og videreføre det europæiske projekt;

Z.

der henviser til, at Det Europæiske Råd og euroområdetopmødet af 28.—29. juni 2012 bekræftede deres vilje til at træffe de nødvendige foranstaltninger til opnåelse af et økonomisk stabilt, konkurrencedygtigt og velstående Europa, der forbedrer borgernes velfærd;

AA.

der henviser til, at den voksende kløft mellem kernelande og periferilande i Unionen ikke må blive kronisk; der henviser til, at der bør skabes en permanent ramme, inden for hvilken medlemsstater i vanskeligheder bør kunne regne med solidarisk støtte fra andre medlemsstater; der henviser til, at medlemsstater, der ønsker solidaritet, bør have pligt til at opfylde alle deres tilsagn på budgetområdet samt deres landespecifikke henstillinger og forpligtelser inden for rammerne af det europæiske semester, herunder især forpligtelserne i relation til stabilitets- og vækstpagten, europluspagten, Europa 2020 og proceduren for makroøkonomiske ubalancer under hensyntagen til landespecifikke omstændigheder; der henviser til, at det er i medlemsstaternes fælles interesse at sikre den finansielle stabilitet i hver enkelt medlemsstat; der henviser til, at medlemsstaterne ifølge artikel 121 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) skal betragte deres økonomiske politikker som et spørgsmål af fælles interesse og samordne disse i Rådet;

AB.

der henviser til, at færdiggørelse af det indre marked er en forudsætning for at genskabe væksten; der henviser til nødvendigheden af, at Kommissionen som traktaternes vogter intensiverer sine bestræbelser på at sikregennemførelsen af og overholdelsen af den nugældende lovgivning for det indre marked; der henviser til nødvendigheden af, at reglerne for markedsintegration i højere grad baseres på forordninger frem for direktiver for at sikre et velfungerende indre marked;

AC.

der henviser til, at det hævet over enhver tvivl, at den europæiske integration er en uigenkaldelig og fremadskridende proces;

AD.

der henviser til, at det ud fra et demokratisk synspunkt og i lyset af alle Lissabontraktatens bestemmelser er uacceptabelt, at formanden for Europa-Parlamentet, hvis folkevalgte medlemmer repræsenterer over 502 millioner europæiske borgere, ikke har været involveret i udarbejdelsen af rapporten »Hen imod en egentlig Økonomisk og Monetær Union«;

AE.

der henviser til, at det nu er på tide, at de politiske ledere i Unionen udviser beslutsomhed, kreativitet, mod, robusthed og lederskab med henblik på at afhjælpe de mangler, som fortsat hindrer ØMU’en i at fungere korrekt; der henviser til, at den mellemstatslige metode har nået sin grænse og ikke er velegnet til demokratisk og effektiv beslutningstagning i det 21. århundrede; der henviser til, at man nu bør tage springet til et egentligt føderalt Europa;

AF.

der henviser til, at rapporten »Hen imod en egentlig Økonomisk og Monetær Union« utvetydigt viser vejen frem og forsøger at bryde den onde cirkel af mistro gennem strukturelle foranstaltninger; der henviser til, at rapporten også skulle tage hensyn til den sociale dimension;

AG.

der henviser til, at Det Europæiske Råd den 28.- 29. juni 2012 pålagde sin formand at udarbejde en specifik og tidsbunden køreplan for opnåelsen af en egentlig ØMU; der henviser til, at udformningen af en global og langsigtet vision via en køreplan udgør et vigtigt signal, der kan bidrage til at genskabe tilliden i takt med den trinvise gennemførelse af køreplanen;

AH.

der henviser til, at gradvise fremskridt i gennemførelsen af den langsigtede køreplan ikke giver nogen umiddelbar løsning på krisen og ikke må forsinke de nødvendige kortsigtede foranstaltninger;

AI.

der henviser til, at det ikke kan udelukkes, at der bliver behov for nye traktatændringer, med henblik på at give en fuldt operationel ØMU større demokratisk legitimitet; der henviser til, at Kommissionen bør udarbejde en liste over igangværende lovgivningsinitiativer, som ikke må forsinkes af de langsigtede institutionelle udviklinger;

AJ.

der henviser til, at færdiggørelsen af en egentlig ØMU inden for Unionen vil kræve en traktatændring på mellemlang sigt;

AK.

der henviser til, at det for at kunne opbygge det demokratiske konsensus for en fremtidig, omfattende og vellykket traktatændring er afgørende, at man gør fuld brug af de procedurer og den fleksibilitet, som de eksisterende traktater tilbyder, med henblik på at opnå en hurtig forbedring af ØMU'ens styring som led i udformningen af et egentlig europæisk politisk rum;

AL.

der henviser til, at Europa-Parlamentet har ret til at forelægge Rådet forslag om traktatændringer, der efterfølgende skal behandles af et konvent, med henblik på at færdiggøre udformningen af en egentlig økonomisk og monetær union ved at styrke Unionens kompetencer, navnlig inden for økonomisk politik, samt ved at styrke Unionens egne indtægter og budgetmæssige kapacitet, Kommissionens rolle og den demokratiske kontrol hermed samt Europa-Parlamentets prærogativer;

AM.

der henviser til, at det er realistisk og hensigtsmæssigt, at et sådant konvent først finder sted efter det næste valg til Europa-Parlamentet; der henviser til, at forberedelserne til et sådant konvent bør indledes inden dette næste valg;

AN.

der henviser til, at hverken de foranstaltninger, der foreslås under de eksisterende traktater, eller de fremtidige traktatændringer bør udelukke opt-in-muligheder for medlemsstaterne, og at Unionens integritet bør garanteres;

AO.

der henviser til, at fremtidige traktatændringer ikke må hindre en hurtig gennemførelse af foranstaltninger, som kan opnås under de eksisterende traktater; der henviser til, at de nuværende traktater giver gode muligheder for at gøre betydelige fremskridt hen imod en ØMU, der er baseret på en styrket og mere integreret finans-, budget- og økonomipolitisk ramme samt på styrket demokratisk legitimitet og kontrol;

AP.

der henviser til, at Lissabontraktatens fulde potentiale inden for beskæftigelses- samt social- og arbejdsmarkedspolitik indtil nu ikke er blevet udnyttet, navnlig hvad angår:

AQ.

der henviser til, at artikel 48, stk. 7, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) indeholder bestemmelser om en specifik procedure, hvorved love, for hvilke TEUF kræver en særlig lovgivningsprocedure, i stedet kan vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure; der henviser til, at artikel 333 i TEUF endvidere åbner mulighed for at anvende den almindelige lovgivningsprocedure i forbindelse med forstærket samarbejde;

AR.

der henviser til, at det bør være ambitionen, at alle medlemsstaterne i fællesskab tager skridt i retning af større europæisk integration; der henviser til, at det kan være nødvendigt at træffe afgørelser, der udelukkende vedrører euroområdet, hvis det er nødvendigt eller berettiget i lyset af euroområdets særlige kendetegn, og der gives rimelige opt-in-muligheder for andre medlemsstater med ligevægt mellem rettigheder og forpligtelser;

AS.

der henviser til, at en fælles europæisk ungdomsstrategi er af afgørende betydning med henblik på at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden og undgå faren for at tabe en hel generation på gulvet i Europa;

AT.

der henviser til, at foranstaltningerne med henblik på at stabilisere det finansielle system til dato ikke har været i stand til fuldt ud at genskabe tilliden; der henviser til, at Den Europæiske Centralbank (ECB) med en række af undtagelsesvise midlertidige støtteforanstaltninger for såvel medlemsstater som banker har spillet en afgørende rolle i disse redningsaktioner uden at tabe sin centrale målsætning om prisstabilitet af syne;

AU.

der henviser til, at ECB’s traktatfæstede operationelle uafhængighed på det pengepolitiske område fortsat udgør en hjørnesten i ØMU’ens og euroens troværdighed;

AV.

der henviser til, at banksektorens udsatte stilling i mange medlemsstater og i Unionen som helhed udgør en trussel mod realøkonomien og de offentlige finanser, og at omkostningerne ved forvaltningen af krisen hviler tungt på skatteyderne og realøkonomien og dermed virker hæmmende på væksten; der henviser til, at de eksisterende mekanismer og strukturer er utilstrækkelige til at forhindre negative spillovereffekter;

AW.

der henviser til, at der i medlemsstaterne er et åbenbart misforhold mellem bankernes operationer på det europæiske marked og hermed forbundne eventualforpligtelser, der skal dækkes af deres respektive stater; der henviser til, at det under krisen er blevet indlysende, at bank-stat-forbindelsen er stærkere og mere skadelig i en monetær union, hvor den interne kurs ligger fast, og der ikke findes nogen mekanisme på EU-plan, der kan mindske omkostningerne ved omstrukturering af banker;

AX.

der henviser til, at det er en afgørende forudsætning for en velfungerende ØMU, at det lykkes at bryde den negative vekselvirkning mellem stater, banker og realøkonomien;

AY.

der henviser til, at krisen har medført en spredning i udlånsrenten og ligeledes i praksis har opsplittet det indre marked for finansielle tjenesteydelser;

AZ.

der henviser til, at Parlamentet gentagne gange og konsekvent har understreget det presserende behov for supplerende og vidtrækkende foranstaltninger til løsning af krisen i banksektoren; der henviser til, at der bør skelnes mellem kortsigtede foranstaltninger, der har til formål at stabilisere situationen under en akut bankkrise, og mellemlang- og langsigtede foranstaltninger, herunder G-20-tilsagnet om en rettidig, fuldstændig og konsekvent implementering af internationalt vedtagne regler om bankers kapital, likviditet og gearing, der har til formål at virkeliggøre en fuldt operationel europæisk bankunion;

BA.

der henviser til, at ingen af de foranstaltninger, der træffes til virkeliggørelse af en sådan bankunion, må udgøre en hindring for et fortsat velfungerende indre marked for finansielle tjenester og den frie bevægelighed for kapital;

BB.

der henviser til, at finansieringsinstitutterne og deres repræsentanter bør handle ansvarligt og ud fra høje moralske standarder til gavn for realøkonomien;

BC.

der henviser til, at Unionen har brug for, at der indføres en fælles europæisk tilsynsmekanisme for bankinstitutter; der henviser til, at det for at sikre den nødvendige tillid til finansmarkedet og stabilitet på et fælles indre marked for finansielle tjenesteydelser er tvingende nødvendigt, at der findes europæiske regler for solide og effektive indskudsgarantier og for bankafvikling;

BD.

der henviser til, at alle foranstaltninger med henblik på indførelsen af en bankunion skal ledsages af skærpede gennemsigtigheds- og ansvarlighedskrav for de institutioner, der gennemfører den;

BE.

der henviser til, at man bør undersøge spørgsmålet om, hvorvidt det er nødvendigt juridisk at holde visse særligt risikobetonede finansielle aktiviteter adskilt fra de banker i samme bankkoncern, der modtager indskud, i overensstemmelse med Liikanen-rapporten;

BF.

der henviser til, at tilsynsmyndighederne generelt bør søge at afsløre og korrigere problemer på et tidligt tidspunkt for at forhindre kriser i at opstå og bevare den finansielle stabilitet og modstandsdygtighed;

BG.

der henviser til, at de fleste banktilsynsbeføjelser i EU i dag fortsat varetages af nationale myndigheder, mens den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (EBA), som er oprettet ved forordning (EU) nr. 1093/2010 (1), spiller en koordinerende rolle; der henviser til, at det nuværende system med nationalt tilsyn har vist sig at være for fragmenteret til at kunne håndtere de aktuelle udfordringer;

BH.

der henviser til, at en effektiv fælles europæisk tilsynsmekanisme af høj kvalitet er afgørende for at sikre, at problemer afsløres og tackles resolut, sørge for ensartede konkurrencevilkår for alle finansieringsinstitutter, genskabe tilliden på tværs af landegrænserne og undgå fragmentering af det indre marked;

BI.

der henviser til, at den europæiske og de nationale tilsynsmyndigheder bør aftale en klar fordeling af det operationelle ansvar, som skal afhænge af bankernes størrelse og forretningsmodel samt af tilsynsopgavernes art i overensstemmelse med proportionalitets- og subsidiaritetsprincippet;

BJ.

der henviser til, at det europæiske tilsyn med bankinstitutterne inden for ØMU'en samt en styrkelse af EBA's rolle i opretholdelsen af det indre marked er absolutte prioriteter for en løsning af krisen; der henviser til, at det samtidig af hensyn til det indre finansielle markeds stabilitet bør sikres, at medlemsstater, hvis valuta ikke er euroen, og som beslutter at deltage i den fælles tilsynsmekanisme i form af et tæt samarbejde, bør have en deltagelsesformel, som sikrer symmetrien mellem de accepterede forpligtelser og indflydelsen på beslutningstagningen;

BK.

der henviser til, at den fælles tilsynsmekanisme lige fra begyndelsen bør omfatte såvel de finansieringsinstitutter, der har behov for direkte EU-støtte, som de systemisk vigtige finansieringsinstitutter;

BL.

der henviser til, at den fælles europæiske tilsynsmekanismes uafhængighed af politiske og erhvervsmæssige interesser ikke fritager den for en forpligtelse til med regelmæssige mellemrum, og når situationen kræver det, over for Parlamentet at forklare, begrunde og stå til ansvar for de foranstaltninger og beslutninger, der træffes som led i det europæiske tilsyn, i lyset af den indvirkning, som tilsynsmæssige foranstaltninger kan have på de offentlige finanser, banker, ansatte og kunder; der henviser til, at en effektiv demokratisk kontrol bl.a. indebærer, at Parlamentet skal godkende den person, der udnævnes til formand for tilsynsrådet for den fælles tilsynsmekanisme efter en åben udvælgelsesprocedure, at formanden skal rapportere til og give møde i Parlamentet, samt at Parlamentet skal have ret til at stille skriftlige eller mundtlige forespørgsler og foretage undersøgelser i overensstemmelse med TEUF;

BM.

der henviser til, at ESM i fremtiden under visse betingelser vil kunne finansiere banker i vanskeligheder direkte; der henviser til, at idriftsættelsen af den fælles tilsynsmekanisme derfor er det første og mest presserende skridt i etableringen af en bankunion;

BN.

der henviser til, at det fælles regelsæt, som EBA er ved at udarbejde, bør sikre fuldt harmoniserede regler og ensartet anvendelse heraf i hele Unionen; der henviser til, at færdiggørelsen af det fælles regelsæt for banktilsyn og mere generelt harmoniserede og forbedrede tilsynskrav er en forudsætning for, at den fælles tilsynsmekanisme kan fungere effektivt, eftersom den europæiske tilsynsmyndighed ikke kan arbejde med divergerende nationale tilsynsregler;

BO.

der henviser til, at stemmereglerne i EBA efter oprettelsen af den fælles tilsynsmekanisme bør tilpasses på en sådan måde, at det konstruktive samarbejde mellem medlemsstater i og uden for euroområdet lettes, og der tages fuldt hensyn til alle medlemsstaters interesser;

BP.

der henviser til, at de endnu uafsluttede lovgivningsprocedurer vedrørende den fælles tilsynsmekanisme bør tilendebringes så hurtigt som muligt;

BQ.

der henviser til, at det for at implementere den nye finansielle struktur er afgørende, at man straks deblokerer forhandlingerne om direktiverne vedrørende henholdsvis indskudsgarantiordninger og investorgarantiordninger, hvor forhandlingerne mellem Parlamentet og Rådet er blevet suspenderet til trods for deres afgørende betydning for tilvejebringelsen af fælles mekanismer for afvikling af banker og sikring af kundernes indskud;

BR.

der henviser til, at en fælles europæisk rammeordning for indskudsgarantier forudsætter, at der stilles de samme strenge krav til alle indskudsgarantiordninger i Unionen, således at der opnås en ensartet beskyttelse og en ensartet stabilitet under de forskellige ordninger samt lige konkurrencevilkår; der henviser til, at man kun på denne måde kan tilvejebringe forudsætningerne for den fleksibilitet, som er nødvendig for at tage tilstrækkeligt hensyn til særlige nationale forhold i finanssektoren;

BS.

der henviser til, at man på længere sigt, når først en effektiv bankafviklingsordning og en effektiv fælles tilsynsmekanisme er på plads, kunne forestille sig indførelse af en fælles europæisk indskudsgarantifond, som på grundlag af velfungerende indskudsgarantiordninger og passende bevillinger ville styrke troværdigheden og investorernes tillid;

BT.

der henviser til, at forudgående planlægning, hurtighed, tidlig indgriben, rettidig omhu, adgang til kvalitetsinformation og troværdighed alle er afgørende elementer, når bankkriser skal styres;

BU.

der henviser til, at der ideelt set sideløbende med den fælles tilsynsmekanisme bør indføres en fælles europæisk ordning for genopretning af banker i vanskeligheder og afvikling af ikke-levedygtige institutter;

BV.

der henviser til, at det absolut vigtigste på kort sigt er at vedtage Kommissions aktuelle krisestyringsrammeforslag for banker i krise;

BW.

der henviser til, at det overordnede formål med et effektivt regelsæt for genopretning og afvikling er at minimere nødvendigheden af at bruge skatteyderpenge på genopretning og afvikling af bankinstitutter;

BX.

der henviser til, at det af hensyn til beskyttelsen af den private opsparing er nødvendigt at opretholde en funktionel adskillelse af de europæiske fonde for henholdsvis indskudsgarantier og genopretning og afvikling, samtidig med at der sikres en effektiv koordinering af dem;

BY.

der henviser til, at mekanismerne for bankafvikling og indskudsgarantier bør have en stærk finansiel struktur, i første række baseret på forudgående indbetalinger fra branchen selv, hvor det enkelte finansieringsinstituts bidrag bør være en afspejling af dets risikokategori, mens offentlige EU-midler kun skal fungere som en ultimativ bagstopper og anvendes i mindst muligt omfang;

BZ.

der henviser til, at den førnævnte rapport »Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union« i denne henseende markerer et vigtigt skridt fremad, da den anerkender, at der »for at ØMU'en kan fungere tilfredsstillende, [ikke alene] kræves (…) en hurtig og effektiv gennemførelse af de foranstaltninger, der allerede er opnået enighed om i henhold til de forstærkede rammer for den økonomiske styring (navnlig stabilitets- og vækstpagten og traktaten om stabilitet, samordning og styring), men ligeledes et kvalitativt skridt mod en finanspolitisk union«;

CA.

der henviser til, at sunde offentlige finanser og afbalancerede budgetter i hele konjunkturforløbet, holdbare vækstperspektiver på mellemlang sigt samt tilstrækkelige offentlige investeringer er en forudsætning for langsigtet økonomisk og finansiel stabilitet, for opretholdelse af velfærdsstaten og for betalingen af udgifterne i forbindelse med den forventede demografiske udvikling;

CB.

der henviser til, at en velfungerende ØMU forudsætter en fuldstændig og hurtig gennemførelse af de foranstaltninger, der blev vedtaget under de forstærkede rammer for den økonomiske styring, herunder den forstærkede stabilitets- og vækstpagt og det europæiske semester suppleret med vækstfremmende politikker; der henviser til, at der senest fem år efter ikrafttrædelsesdatoen for traktaten om stabilitet, samordning og styring og på grundlag af en vurdering af erfaringerne med dens anvendelse bør tages de nødvendige skridt til at indarbejde traktatens indhold i Unionens regelværk i overensstemmelse med TEU og TEUF;

CC.

der henviser til, at der i vækst- og beskæftigelsespagten lægges vægt på behovet for at opnå en vækstfremmende finanspolitisk konsolidering og opfordres til en særlig fokusering på investeringer på fremtidsorienterede områder; der henviser til, at Kommissionen bør stille forslag til en prioritering af investeringer inden for Unionens grænser og de nationale finanspolitiske rammer;

CD.

der henviser til, at krisen har synliggjort behovet for kvalitative skridt i retning af en mere robust og demokratisk finanspolitisk union ledsaget af en forøgelse af Unionens egne indtægter og mere effektive mekanismer til at korrigere uholdbare finanspolitikker og gældsniveauer samt fastsætte lofter for medlemsstaternes budgetbalancer;

CE.

der henviser til, at en »egentlig ØMU« skal støttes og accepteres af Unionens borgere; der henviser til nødvendigheden af at inddrage politiske beslutningstagere, arbejdsmarkedsparter og civilsamfundsorganisationer på alle niveauer;

CF.

der henviser til, at supplerende mekanismer til sikring af, at medlemsstaterne overholder deres forpligtelser i deres nationale budgetprocedurer, bør styrke og ikke svække de gældende rammer for økonomisk styring; der henviser til, at den uafhængige rolle, der spilles af EU-kommissæren for økonomiske og finansielle anliggender, bør styrkes, ledsaget af stærke kontrolbeføjelser til både Parlamentet og Rådet; der henviser til, at der bør oprettes et europæisk finansministerium ledet af en europæisk finansminister, som skal være personligt ansvarlig over for Parlamentet;

CG.

der henviser til, at fleksibilitetsklausulen (artikel 352 TEUF) kan anvendes med det formål at oprette et europæisk finansministerium ledet af en europæisk finansminister, hvilket vil være et centralt element i en egentlig ØMU;

CH.

der henviser til, at artikel 136 i TEUF giver mulighed for i henhold til den relevante lovgivningsprocedure blandt dem, der er omhandlet i artikel 121 og 126 i TEUF, at vedtage specifikke foranstaltninger til at styrke samordningen og overvågningen af budgetdisciplinen i de medlemsstater, der har euroen som valuta; der henviser til, at Kommissionen ved en sådan lovgivning kan få delegeret beføjelse til at vedtage ikke-lovgivningsmæssige retsakter, der udbygger eller ændrer visse ikke-væsentlige bestemmelser i den lovgivningsmæssige retsakt; der henviser til, at TEUF giver Europa-Parlamentet eller Rådet mulighed for at tilbagekalde delegationen til Kommissionen;

CI.

der henviser til, at Den Europæiske Unions Domstol i overensstemmelse med de grundlæggende bestemmelser i Unionens retsorden har til opgave at sikre, at EU-retten overholdes i forbindelse med fortolkningen og anvendelsen af traktaterne, medmindre der er tale om en udtrykkelig undtagelse,

CJ.

der henviser til, at trilogforhandlingerne om de såkaldte »two pack«-forordninger snart bør føre til konkrete politiske resultater;

CK.

der henviser til, at stabilitets- og vækstpagten er designet som et konjunkturstabiliseringsinstrument, som ved at tillade medlemsstaterne at have et underskud på op til 3 % skal gøre det muligt at afbøde og absorbere økonomiske chok i en given medlemsstat; der henviser til, at en sådan kontracyklisk politik kun kan virke, hvis medlemsstaterne sørger for at få budgetoverskud i gode tider; der henviser til, at finansielle bistandsmekanismer såsom ESM kun kan benyttes som en sidste udvej;

CL.

der henviser til, at de medlemsstater, der er part i traktaten om stabilitet, samordning og styring i Den Økonomiske og Monetære Union, skal orientere Kommissionen og Rådet om deres planer for udstedelse af offentlige gældsbeviser for at give mulighed for en tidlig koordinering af gældsudstedelsen på unionsplan;

CM.

der henviser til, at de medlemsstater, der har euroen som valuta, i henhold til de eksisterende traktater kan finansiere et forhøjet EU-budget inden for rammerne af proceduren for egne indtægter ved at indføre specifikke skatter eller afgifter gennem et forstærket samarbejde; der henviser til, at dette bør gøres med en specifik prioritering af sammenhængen med eksisterende EU-budgetrammer og uden at undergrave EU-budgettets traditionelle funktion, nemlig at finansiere fælles politikker; der henviser til, at en sådan øget budgetkapacitet bør anvendes på at støtte vækst og social samhørighed og afhjælpe ubalancer, strukturforskelle og finansielle krisesituationer, som står i direkte forbindelse med Den Monetære Union;

CN.

der henviser til, at fælles udstedelse af gældsbeviser på længere sigt og under overholdelse af strenge betingelser kunne være en mulig måde at supplere ØMU’en på; der henviser til, at fælles udstedelse af gældsbeviser med solidarisk hæftelse i euroområdet måske vil kræve traktatændringer;

CO.

der henviser til, at der som en nødvendig forudsætning for en fælles udstedelse af gældsbeviser er ved at blive etableret en bæredygtig finanspolitisk ramme, der sigter mod såvel øget økonomisk styring, finanspolitisk disciplin og overholdelse af stabilitets- og vækstpagten som indførelse af kontrolinstrumenter, der skal forhindre moralsk hasard;

CP.

der henviser til, at en stærkere og mere integreret finanspolitisk union bør omfatte en gradvis overførsel af gæld til en indfrielsesfond;

CQ.

der henviser til, at indførelse af et instrument til fælles udstedelse af gældsbeviser, som ikke er troværdigt, kan have uoverskuelige konsekvenser og medføre, at tilliden til euroområdets evne til at handle beslutsomt i det lange løb går tabt;

CR.

der henviser til, at gældskrisen har foranlediget Unionen og navnlig euroområdet til at oprette nye finansielle solidaritetsinstrumenter i Europa: den europæiske finansielle stabilitetsfacilitet (EFSF), ESM og andre projekter i tilknytning til køreplanen hen imod en egentlig ØMU; der henviser til, at disse instrumenter med hensyn til beløbsstørrelser har langt større finansiel gennemslagskraft end Unionens budget, og at den nyskabende idé om et centralt budget for euroområdet finansieret af dets medlemmer nu er blevet fremlagt som den ultimative garanti for denne nye finansielle solidaritet;

CS.

der henviser til, at mangfoldigheden af nye solidaritetsinstrumenter gør det vanskeligt at vurdere, i hvor høj grad hver enkelt hver medlemsstat rent faktisk bidrager til den europæiske solidaritet, selv om disse bidrag langt overstiger medlemsstaternes respektive finansielle bidrag til Unionens budget; der endvidere henviser til, at forskelligartetheden af de eksisterende instrumenter for så vidt angår retsgrundlag, interventionsmåder og berørte medlemsstater formodentlig vil gøre hele systemet vanskeligt at styre for de europæiske ledere, vanskeligt at forstå for de europæiske borgere som helhed og vanskeligt at underkaste nogen form for parlamentarisk kontrol;

CT.

der henviser til, at ESM kunne integreres i Unionens regelværk ved hjælp af fleksibilitetsklausulen (artikel 352 i TEUF) sammenholdt med den reviderede artikel 136 i TEUF;

CU.

der henviser til, at definitionerne med henblik på gennemførelsen af forbuddet mod hæftelse for medlemsstaters gæld i henhold til de eksisterende traktater kan fastlægges af Rådet på forslag af Kommissionen og efter høring af Parlamentet (artikel 125, stk. 2, i TEUF);

CV.

der henviser til, at de høje standarder for demokratisk kontrol på EU-plan også bør gælde for Trojkaen;

CW.

der henviser til, at Kommissionens virksomhed inden for rammerne af en finanspolitisk og økonomisk union bør være baseret på en fyldestgørende social dialog og på fuld respekt for arbejdsmarkedsparternes autonomi;

CX.

der henviser til, at det europæiske statistiske systems uafhængigheden skal sikres på både nationalt og europæisk plan med henblik på at bevare troværdigheden af de europæiske statistikker i deres afgørende støttefunktion inden for en fuldt udbygget finanspolitisk union (ved hjælp af høje kvalitetsstandarder og systemiske metoder til udvikling og produktion af finansielle statistikker for den offentlige sektor samt kontrol af deres rigtighed);

CY.

der henviser til, at principperne for offentlige regnskaber bør gælde i alle medlemsstater på en standardiseret måde og være underkastet interne og eksterne revisionsmekanismer som et vigtigt supplement til Kommissionens udvidede beføjelser og til det øgede samarbejde mellem Den Europæiske Revisionsret og de nationale revisionsinstanser om kontrollen af kvaliteten af de nationale kilder, der er brugt til beregningen af tallene for gæld og underskud;

CZ.

der henviser til, at der indtil nu er lagt meget vægt på ØMU’ens monetære side, samtidig med at der er et presserende behov for at opbygge en egentlig økonomisk union med Europa 2020-strategien som et bindende udgangspunkt for udformningen og gennemførelsen af økonomiske politikker;

DA.

der henviser til, at europluspagten, Europa 2020-strategien og vækst- og beskæftigelsespagten bør integreres i EU-retten og bane vejen for indførelse af en konvergenskodeks for medlemsstaternes økonomier;

DB.

der henviser til, at det europæiske semester som anført i stabilitets- og vækstpagtens forebyggende del giver et godt grundlag for en koordinering af de økonomiske politikker og budgetmæssige valg, som er gennemført på nationalt plan i overensstemmelse med de landespecifikke henstillinger fra Rådet;

DC.

der henviser til, at artikel 9 i TEUF indeholder bestemmelser om fremme af et højt beskæftigelsesniveau, sikring af passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse samt et højt niveau for uddannelse, erhvervsuddannelse og beskyttelse af menneskers sundhed;

DD.

der henviser til, at der er behov for finanspolitisk konsolidering, nedbringelse af uforholdsmæssigt store makroøkonomiske ubalancer, strukturreformer og investeringer for at komme ud af krisen og sikre kvalitativ og bæredygtig vækst og beskæftigelse i et videnbaseret samfund med henblik på at afspejle de realiteter, som ØMU-medlemskab i en social markedsøkonomi indebærer; der henviser til, at strukturelle reformer først giver resultater på lang sigt;

DE.

der henviser til, at vækst- og beskæftigelsespagten, som blev vedtaget på topmødet den 28.—29. juni 2012, kan yde et vigtigt bidrag til vækst, beskæftigelse og forbedret europæisk konkurrenceevne; der henviser til nødvendigheden af, at Unionen og medlemsstaterne påtager sig deres ansvar og handler hurtigt for at komplettere det indre marked og frigøre dets potentiale; der henviser til sin påskønnelse af det fokusskifte, som vedtagelsen af en vækstpagt er udtryk for, selv om tilvejebringelsen af strukturfondsmidler til vækstfremmende foranstaltninger kun skal ske ved en omfordeling af eksisterende midler, og der således ikke vil blive stillet nye økonomiske bevillinger til rådighed;

DF.

der henviser til nødvendigheden af, at medlemsstaterne hurtigst muligt gennemfører de vedtagne reformer i deres nationale reformprogrammer, og at de nationale parlamenter fører en rettidig og grundig kontrol med deres regeringers tiltag i den henseende;

DG.

der henviser til, at det indre markeds fulde funktionsdygtighed hæmmes af de barrierer, som stadig findes i visse medlemsstater; der henviser til, at det for at få gavn af det fulde vækstpotentiale i Unionens økonomi er nødvendigt at færdiggøre det indre marked, specielt på områder som tjenesteydelser, energi, telekommunikation, standardisering, forenkling af reglerne om offentlige indkøb, netværksindustrier, e-handel og ophavsrettigheder;

DH.

der henviser til, at en mere vidtgående økonomisk og budgetmæssig integration vil blive undergravet, hvis der ikke sker en tættere koordinering på beskatningsområdet; der henviser til, at reglen om enstemmighed på beskatningsområdet hæmmer udviklingen på dette område, og at metoden med forstærket samarbejde bør anvendes hyppigere; der i den forbindelse henviser til Europa-Parlamentets holdning om det fælles konsoliderede selskabsskattegrundlag (FKSSG) og afgiften på finansielle transaktioner (AFT); der henviser til, at der på beskatningsområdet klart er behov for konvergens mellem skattesystemernes opbygning og beskatningsgrundlagene i medlemsstaterne; der henviser til, at skadelig skattekonkurrence mellem medlemsstaterne er klart i strid med det indre markeds logik, og at dette problem skal løses;

DI.

der henviser til vigtigheden af, at genopretningen af økonomien går hånd i hånd med en arbejdsmarkedspolitik, som tilskynder til jobsøgning og iværksætteri og mindsker den strukturelle arbejdsløshed, navnlig for unge, ældre og kvinder, samtidig med at man bevarer den europæiske sociale model og fuldt ud respekterer arbejdsmarkedsparternes rolle og retten til at forhandle, indgå og håndhæve kollektive aftaler og tage kollektive skridt i overensstemmelse med national lov og praksis; der henviser til, at integrationen af arbejdsmarkederne i medlemsstaterne i den henseende bør fremmes for at styrke arbejdskraftens mobilitet på tværs af grænser;

DJ.

der henviser til, at der på EU-plan bør anvendes bindende koordinering af visse centrale økonomiske politiske spørgsmål af særlig relevans for vækst og beskæftigelse;

DK.

der henviser til, at bæredygtige og holdbare offentlige finanser ikke kun er et spørgsmål om mådehold i anvendelsen af statens knappe ressourcer, men også om retfærdig beskatning, skattemæssig progression, en velfungerende skatteopkrævning, mere effektiv bekæmpelse af skattesvig og skatteunddragelse, skattesamarbejde og -koordinering, som har henblik på at begrænse skadelig skattekonkurrence samt et velindrettet skattesystem, som giver erhvervslivet gode udfoldelsesmuligheder og fremmer jobskabelsen;

DL.

der henviser til, at medlemsstaterne bør kunne stilles til ansvar for deres gennemførelse af Europa 2020-strategien;

DM.

der henviser til, at Europa 2020-strategien skal underkastes en midtvejsevaluering, hvor man ikke bør holde sig tilbage fra at udtrykke kritik med navns nævnelse, og hvor det bør undersøges, om strategiens mål skal finpudses eller tilpasses, og hvordan man kan lægge øget pres på medlemsstaterne for at sikre, at de opfylder målene;

DN.

der henviser til, at tilgængeligheden af europæiske statistikker af høj kvalitet spiller en afgørende og central rolle for den nye økonomiske styring og navnlig er en forudsætning for, at dens vigtigste overvågnings- og håndhævelsesprocesser, herunder det europæiske semester, proceduren for makroøkonomiske ubalancer og Europa 2020-strategien, kan fungere korrekt;

DO.

der henviser til, at der skal gøres en indsats for at modernisere metoderne til fremstilling af europæiske statistikker med henblik på at sikre, at de opretholder deres høje kvalitetsstandarder, er omkostningseffektive og råder over tilstrækkelige ressourcer, og med henblik på at lette formidlingen til og adgangen for offentlige myndigheder, økonomiske aktører og borgere;

DP.

der henviser til, at Unionens legitimitet er baseret på dens demokratiske værdier, de mål, den forfølger, samt dens beføjelser, instrumenter og institutioner;

DQ.

der henviser til, at denne legitimitet er afledt af en dobbelt repræsentation, nemlig Europa-Parlamentets repræsentation af borgerne og Rådets repræsentation af medlemsstaterne;

DR.

der henviser til, at den vedvarende krise og den måde, hvorpå visse foranstaltninger til at imødegå den er blevet truffet, har resulteret i en øget debat om nødvendigheden af at gøre beslutningstagning inden for ØMU'en mere demokratisk;

DS.

der henviser til, at politiske ledere og repræsentanter for institutionerne, agenturerne og andre EU-organer bør stå politisk til ansvar over for Europa-Parlamentet; der henviser til, at disse løbende bør rapportere til og årligt forelægge aktivitetsberetninger og prognoser for Europa-Parlamentets kompetente udvalg;

DT.

der henviser til, at Det Europæiske Råd i de seneste år har søgt at finde en vej ud af krisen og udarbejdet talrige forslag, for hvilke der ikke altid har været fundet en klar hjemmel til Unionen i traktaterne;

DU.

der henviser til, at Det Europæiske Råds beslutning om at følge den mellemstatslige vej og undlade at inddrage Europa-Parlamentet som en vigtig aktør i bestræbelserne for at finde en vej ud af krisen, selv om det i visse tilfælde har været uundgåeligt, er beklagelig;

DV.

der henviser til, at forslag, som falder ind under Unionens kompetenceområde, skal vedtages efter den almindelige lovgivningsprocedure, som kræver fuld inddragelse af Europa-Parlamentet;

DW.

der henviser til, at Kommissionens gennemførelsesbeføjelser i den regelbaserede tilgang til rammerne for økonomisk styring som fastlagt navnlig i den styrkede stabilitets- og vækstpagt og den makroøkonomiske overvågningsmekanisme bør være underlagt efterfølgende demokratisk kontrol af og ansvarlighed over for Parlamentet;

DX.

der henviser til, at de mellemstatslige instrumenter, der er skabt siden krisens start i december 2009, bør inkorporeres i fællesskabsretten;

DY.

der henviser til, at der er behov for øget demokratisk kontrol, deltagelse og medbestemmelse i relation til økonomisk, monetær og social politik, beskatning, den flerårige finansielle ramme og egne indtægter; der henviser til, at de eksisterende passerelle-bestemmelser bør aktiveres med henblik herpå;

DZ.

der henviser til, at det er uacceptabelt, at formanden for Europa-Parlamentet ikke har ret til at deltage i møderne i Det Europæiske Råd og eurotopmøderne i deres fulde udstrækning; der henviser til, at der straks bør findes en løsning på denne manglende demokratiske legitimitet i form af en politisk aftale mellem de to institutioner;

EA.

der henviser til det presserende behov for at afhjælpe det aktuelle demokratiske underskud inden for ØMU'en og gøre ethvert yderligere skridt hen imod en bankunion, en finanspolitisk union og en økonomisk union betinget af øget demokratisk legitimitet og ansvarlighed på unionsplan;

EB.

der henviser til, at der i alle de tilfælde, hvor nye beføjelser overføres til eller skabes på EU-plan, eller hvor der oprettes nye EU-institutioner, bør sikres den fornødne legitimitet, demokratisk kontrol af og ansvarlighed over for Parlamentet;

EC.

der henviser til, at ingen aftaler på regeringsniveau mellem medlemsstaterne bør skabe strukturer, der er parallelle med Unionens; der henviser til, at alle aftaler om etablering af inter- eller overnationale ordninger skal underkastes Europa-Parlamentets fulde demokratiske kontrol;

ED.

der henviser til, at sikring af produktionen, kontrollen og formidlingen af europæiske statistikker af høj kvalitet gennem et egentligt europæisk statistisk system er en afgørende forudsætning for at opnå fuld gennemsigtighed og effektiv offentlig ansvarlighed i forbindelse med udformningen, forvaltningen, gennemførelsen og håndhævelsen af Unionens politikker på unions- og medlemsstatsplan;

EE.

der henviser til, at samarbejde mellem Parlamentet og de nationale parlamenter på baggrund af protokol nr. 1 til TEU og til TEUF om de nationale parlamenters rolle i Den Europæiske Union (protokol nr. 1) bør styrkes med henblik på at forbedre udvekslingen af synspunkter og kvaliteten af de parlamentariske aktiviteter inden for ØMU-styring på såvel unions- som medlemsstatsplan; der henviser til, at et sådant samarbejde ikke bør ske gennem oprettelse af et nyt blandet parlamentarisk organ, som ville være både ineffektivt og ulovligt ud fra en demokratisk og forfatningsmæssig synsvinkel;

1.

finder det nødvendigt at placere styringen af ØMU'en inden for Unionens institutionelle rammer, idet dette er en forudsætning for dens effektivitet og for, at den kan udfylde det aktuelle politiske tomrum mellem den nationale politik og den europæiske politik;

2.

opfordrer alle institutionerne til hurtigt at arbejde videre ved at udnytte de muligheder, der er i de eksisterende traktater og deres fleksible elementer, og samtidig arbejde på de nødvendige traktatændringer for at garantere retssikkerheden og den demokratiske legitimitet; gentager, at man bør udelukke muligheden for en ny mellemstatslig aftale;

3.

understreger, at hverken de foranstaltninger, der foreslås under de eksisterende traktater, eller de fremtidige traktatændringer bør udelukke opt-in-muligheder for medlemsstaterne, og at Unionens integritet bør garanteres;

4.

opfordrer Rådet, som gav mandatet til udarbejdelse af rapporten »Hen imod en egentlig økonomisk og monetær union«, til omgående at optage formanden for Europa-Parlamentet som ligeværdig medophavsmand til dette forslag for at styrke dets demokratiske legitimitet;

5.

konstaterer med tilfredshed, at Europa-Parlamentets Formandskonference, selv om Parlamentets inddragelse indtil nu kun har været uformel, har anmodet Parlamentets kompetente udvalg om at undersøge de væsentligste forslag sammen med de tre repræsentanter (sherpaer), som forhandler med Det Europæiske Råds faste formand på Parlamentets vegne;

6.

bekræfter, at det vil gøre fuld brug af sit prærogativ til at forelægge Rådet forslag om traktatændringer, der efterfølgende skal behandles af et konvent, med henblik på at færdiggøre udformningen af en egentlig økonomisk og monetær union ved at styrke Unionens kompetencer, navnlig inden for økonomisk politik, samt ved at styrke Unionens egne indtægter og budgetmæssige kapacitet, Kommissionens rolle og den demokratiske kontrol hermed samt Parlamentets prærogativer;

7.

opfordrer de nationale parlamenter til at engagere sig i deres regeringers forberedelse af deres finanspolitiske planer og reformplaner, inden de forelægges for EU; agter at foreslå konventet, at det udtrykkeligt føjer dette ansvarsområde til de funktioner, de nationale parlamenter skal varetage i henhold til bestemmelserne i artikel 12 i TEU;

8.

opfordrer Rådets formand til omgående og efter aftale med Parlamentet at afslutte de igangværende lovgivningssager under den almindelige lovgivningsprocedure, jf. Lissabontraktaten, som bliver blokeret af Rådet, og vedtage dem, især sagerne vedrørende CRD IV (kapitalkrav) og nationale indskudsgarantiordninger;

9.

mener, at en væsentlig forbedring af den demokratiske legitimitet og kontrol på EU-plan for så vidt angår styringen af ØMU'en gennem en stærkere rolle til Parlamentet er en absolut nødvendighed og forudsætning for ethvert yderligere skridt hen imod en bankunion, en finanspolitisk union og en økonomisk union;

10.

mener, at samordningen og overvågningen af budgetdisciplinen i de medlemsstater, der har euroen som valuta, i henhold til de eksisterende traktater kan gøres bindende og underlægges kontrol fra Den Europæiske Unions Domstols side alene på grundlag af artikel 136 i TEUF sammenholdt med artikel 121, stk. 6, men at et sådant skridt, set fra en forfatningsmæssig synsvinkel, kun bør overvejes, hvis det i betydeligt omfang vil styrke Parlamentets rolle for så vidt angår den nærmere gennemførelse af artikel 121, stk. 3 og 4, i TEUF og med henblik på at gennemføre og implementere den multilaterale overvågningsprocedure med delegerede retsakter baseret på artikel 290 i TEUF; erindrer om, at målsætningen om en høj beskæftigelse og tilstrækkelig social beskyttelse i henhold til traktaterne skal tages i betragtning, når Unionens politikker og aktiviteter fastlægges og implementeres, dvs. ved at indføre et nyt sæt retningslinjer for medlemsstaterne, der skal bygge på eksisterende strategier og indeholde sociale og økonomiske benchmarks med minimumstandarder, der skal anvendes på de vigtigste søjler i deres økonomi;

11.

er af den opfattelse, at en »egentlig ØMU« ikke kan begrænses til et regelsæt, men kræver en øget budgetmæssig kapacitet baseret på konkrete egne indtægter (herunder en afgift på finansielle transaktioner), som inden for rammerne af EU-budgettet bør anvendes til at støtte vækst og social samhørighed og afhjælpe skævheder, strukturelle afvigelser og finansielle nødsituationer, som er direkte knyttet til den monetære union, uden derved at undergrave budgettets traditionelle funktioner, dvs. finansiering af fælles politikker;

12.

er af den opfattelse, at Rådet efter de eksisterende traktater og i henhold til artikel 136 i TEUF på grundlag af en henstilling fra Kommissionen og med støtte alene fra de medlemsstater, der har euroen som valuta, kan vedtage bindende retningslinjer for den økonomiske politik for landene i euroområdet inden for rammerne af det europæiske semester; understreger, at en tilskyndelsesmekanisme ville styrke den bindende karakter af samordningen af de økonomiske politikker; anmoder om en interinstitutionel aftale om inddragelse af Parlamentet i udarbejdelsen og godkendelsen af den årlige vækstundersøgelse samt retningslinjerne for økonomisk politik og beskæftigelsespolitik;

13.

bekræfter sin hensigt om at intensivere samarbejdet med de nationale parlamenter på baggrund af protokol nr. 1, men understreger samtidig, at et sådant samarbejde ikke bør ske gennem oprettelse af et nyt blandet parlamentarisk organ, som ville være både ineffektivt og ulovligt ud fra en demokratisk og forfatningsmæssig synsvinkel; understreger, at Parlamentet har fuld legitimitet som parlamentarisk organ på EU-plan for så vidt angår en forstærket og demokratisk styring af en økonomisk og monetær union;

14.

anmoder Kommissionen om snarest muligt og efter høring af alle interesserede parter at tilsende Parlamentet i sin egenskab af medlovgiver forslag til retsakt i overensstemmelse med de detaljerede henstillinger i bilaget;

15.

bekræfter, at disse henstillinger respekterer nærhedsprincippet og EU-borgernes grundlæggende rettigheder;

16.

opfordrer Kommissionen til som supplement til de foranstaltninger, som kan og skal træffes hurtigt i henhold til de eksisterende traktater, at udarbejde en liste over de institutionelle nyskabelser, som kan blive nødvendige for at skabe en stærkere ØMU-arkitektur baseret på behovet for en integreret finansramme, en integreret budgetramme og en integreret økonomisk-politisk ramme, der bygger på en styrket rolle til Parlamentet;

17.

mener, at forslagets finansielle følgevirkninger bør dækkes af tilstrækkelige budgetbevillinger;

18.

pålægger sin formand at sende denne beslutning og de detaljerede henstillinger i bilaget til Kommissionen, Det Europæiske Råd, Rådet, Den Europæiske Centralbank, formanden for Eurogruppen samt til medlemsstaternes parlamenter og regeringer.