This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52011PC0635
Proposal for a REGULATION OF THE EUROPEAN PARLIAMENT AND OF THE COUNCIL on a Common European Sales Law
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om en fælles EU-købelov
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om en fælles EU-købelov
/* KOM/2011/0635 endelig - 2011/0284 (COD) */
Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om en fælles EU-købelov /* KOM/2011/0635 endelig - 2011/0284 (COD) */
BEGRUNDELSE 1. BAGGRUND FOR FORSLAGET ·
Forslagets begrundelse og formål Forskelle mellem medlemsstaternes aftaleret
skaber hindringer for erhvervsdrivende og forbrugere, som ønsker at give sig i
kast med grænseoverskridende handel i det indre marked. De hindringer, der
skyldes disse forskelle, får erhvervsdrivende, navnlig små og mellemstore
virksomheder, til at afholde sig fra at indlade sig på grænseoverskridende
handel eller udvide aktiviteterne til nye markeder i andre medlemsstater.
Forbrugerne hindres i at få adgang til produkter, der udbydes af
erhvervsdrivende i andre medlemsstater. På nuværende tidspunkt er det kun én ud af ti EU-erhvervsdrivende
involveret i salg af varer, der eksporterer inden for Unionen, og hovedparten
af disse eksporterer kun til nogle få medlemsstater. Aftaleretlige hindringer
er én af de væsentlige faktorer, der bidrager til denne situation.
Undersøgelser[1] viser, at de
erhvervsdrivende blandt de mange hindringer for grænseoverskridende handel,
herunder afgiftsbestemmelser, administrative krav, vanskeligheder med hensyn
til levering, sprog og kultur, har angivet, at de anser de aftaleretlige
hindringer for at være en af de væsentligste. Behovet for, at de erhvervsdrivende tilpasser
sig de forskellige nationale aftaleretlige bestemmelser, som i givet fald
gælder i forbindelse med grænseoverskridende transaktioner, gør
grænseoverskridende handel mere kompleks og dyrere i forhold til indenlandsk
handel, både for transaktioner mellem erhvervsdrivende og forbrugere og
transaktioner mellem erhvervsdrivende. I forhold til indenlandsk handel opstår der
normalt ekstra transaktionsomkostninger for erhvervsdrivende i
grænseoverskridende situationer. De omfatter problemet med at få kendskab til
bestemmelserne i den udenlandske aftaleret, der finder anvendelse, få juridisk
rådgivning, forhandle lovvalg ved transaktioner mellem erhvervsdrivende, og
tilpasse aftaler til kravene i forbrugerlovgivningen i transaktioner mellem
erhvervsdrivende og forbrugere. I grænseoverskridende transaktioner mellem en
virksomhed og en forbruger har aftaleretlige transaktionsomkostninger og
juridiske hindringer som følge af forskellene på de forskellige nationale
forbrugerpræceptive regler stor betydning. I henhold til artikel 6 i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om
lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)[2]
skal en erhvervsdrivende, når vedkommende retter sin virksomhed mod forbrugere
i en anden medlemsstat, overholde aftaleretten i den pågældende medlemsstat. I
tilfælde, hvor parterne har valgt, at en anden lov skal finde anvendelse, eller
hvor de bindende forbrugerbeskyttelsesbestemmelser i forbrugerens medlemsstat
giver et højere beskyttelsesniveau, skal disse bindende forbrugerretlige regler
overholdes. De erhvervsdrivende skal derfor på forhånd finde ud af, om loven i
den medlemsstat, hvor forbrugeren har sit sædvanlige opholdssted, giver et
højere beskyttelsesniveau, og sikre, at deres aftaler er i overensstemmelse med
kravene heri. Den eksisterende harmonisering af forbrugerlovgivningen på
EU-plan har resulteret i en vis tilnærmelse på nogle områder, men forskellene
mellem medlemsstaternes bestemmelser er fortsat betydelige. I forbindelse med e‑handelstransaktioner
skal de erhvervsdrivende afholde yderligere aftaleretlige omkostninger, som
skyldes behovet for at tilpasse virksomhedens websted til lovkravene i hver
medlemsstat, som de retter deres virksomhed mod. I grænseoverskridende transaktioner mellem
erhvervsdrivende er parterne ikke underlagt de samme begrænsninger med hensyn
til lovvalg. De økonomiske virkninger af at forhandle og anvende en udenlandsk
lovgivning er imidlertid også betydelige. Omkostningerne som følge af
transaktioner med forskellige nationale lovgivninger er byrdefulde navnlig for små
og mellemstore virksomheder. I deres forbindelser med større virksomheder er små
og mellemstore virksomheder generelt nødt til at anvende lovgivningen i deres
forretningspartners land og afholde de omkostninger, der er forbundet med at få
kendskab til indholdet af den udenlandske lovgivning, der gælder for aftalen,
og efterleve den. I aftaler mellem små og mellemstore virksomheder er behovet
for at forhandle lovvalg en betydelig hindring for den grænseoverskridende
handel. For begge aftaletyper (mellem erhvervsdrivende og mellem
erhvervsdrivende og forbrugere) kan disse ekstra transaktionsomkostninger for små
og mellemstore virksomheder endog være uforholdsmæssige i forhold til
transaktionens værdi. Sådanne yderligere transaktionsomkostninger
stiger i takt med det antal medlemsstater, som en erhvervsdrivende handler med.
Jo flere lande, de eksporterer til, jo større betydning tillægger de således
aftaleretlige forskelle som en handelshindring. Små og mellemstore virksomheder
er navnlig ugunstigt stillet: jo mindre en virksomheds omsætning er, desto
større andel tegner transaktionsomkostningerne sig for. De erhvervsdrivende oplever også en større
lovgivningsmæssig kompleksitet i forbindelse med grænseoverskridende handel i
sammenligning med indenlandsk handel, da de ofte er nødt til have med flere
nationale aftaleretlige regelsæt at gøre, der har forskelligt indhold. Det gør det mere kompliceret at drive handel
på tværs af landegrænserne, hvis man skal indrette sig efter fremmed ret. De
erhvervsdrivende placerede problemet med at få kendskab til bestemmelserne i
fremmed aftaleret på førstepladsen blandt hindringerne for transaktioner mellem
erhvervsdrivende og forbrugere og på tredjepladsen for transaktioner mellem
erhvervsdrivende[3]. Der er flere juridiske
komplikationer ved handel med et land, hvis retssystem er grundlæggende
anderledes, mens det empirisk er blevet påvist, at bilateral handel mellem
lande, der har et retssystem med en fælles oprindelse, er langt mere omfattende
end handelen mellem to lande, der ikke har det til fælles[4].
Forskellene mellem de aftaleretlige
bestemmelser og de ekstra transaktionsomkostninger og den kompleksitet, de
skaber i grænseoverskridende transaktioner, får således et stort antal
erhvervsdrivende, navnlig små og mellemstore virksomheder, til at afholde sig
fra at udvide aktiviteterne til andre medlemsstaters markeder. Disse forskelle
fører også til en begrænsning af konkurrencen i det indre marked. Værdien af
den mistede handel hvert år mellem medlemsstater som følge af forskelle mellem
de aftaleretlige bestemmelser udgør i sig selv tocifrede milliardbeløb i euro. De forpassede muligheder for
grænseoverskridende handel har også negative virkninger for de europæiske
forbrugere. Mindre grænseoverskridende handel resulterer i mindre import og
mindre konkurrencedygtighed mellem de erhvervsdrivende. Dette kan føre til et
mere begrænset produktudvalg til en højere pris på forbrugermarkedet. Selv om indkøb på tværs af grænserne kunne
medføre betydelige økonomiske fordele i form af et større og bedre udbud,
foretager hovedparten af de europæiske forbrugere kun deres indkøb på
hjemmemarkedet. Én af de vigtige grunde til denne situation er, at forbrugerne
på grund af forskellene mellem de nationale lovgivninger ofte er usikre på deres
rettigheder i grænseoverskridende situationer. F.eks. er en af deres væsentlige
betænkeligheder spørgsmålet om, hvilke muligheder de har, hvis et produkt, der
er købt i en anden medlemsstat, er behæftet med mangler. Mange forbrugere
afholder sig derfor fra at foretage indkøb uden for hjemmemarkedet. De går glip
af muligheder i det indre marked, da der ofte kan findes bedre tilbud med
hensyn til kvalitet og pris i en anden medlemsstat. E-handel gør det lettere at søge efter tilbud
og sammenligne priser og andre vilkår, uanset hvor en erhvervsdrivende er
etableret. Når forbrugere forsøger at afgive ordrer hos en virksomhed fra en
anden medlemsstat, oplever de imidlertid ofte den forretningspraksis, at
virksomheden nægter salg, hvilket ofte skyldes forskelle mellem de
aftaleretlige bestemmelser. Det generelle mål med forslaget er at
forbedre det indre markeds oprettelse og funktion ved at lette udvidelsen af
den grænseoverskridende handel for erhvervslivet og forbrugernes
grænseoverskridende indkøb. Dette mål kan nås ved at give mulighed for at vælge
et selvstændigt, ensartet sæt aftaleretlige regler, herunder regler om
forbrugerbeskyttelse, den fælles EU-købelov, som skal anses for en alternativ
aftaleretlig ordning inden for den enkelte medlemsstats nationale ret. De erhvervsdrivende bør kunne anvende den fælles
EU-købelov på alle deres handler inden for Den Europæiske Union i stedet for at
skulle tilpasse sig forskellige nationale aftaleretlige regler, for så vidt som
den anden part i aftalen er enig heri. Den fælles EU-købelov bør dække hele
aftalens livscyklus og således omfatte de fleste områder, der er relevante ved
indgåelse af aftaler på tværs af landegrænserne. På den måde ville de
erhvervsdrivende kun være nødt til at gøre sig bekendt med andre medlemsstaters
nationale regler, for så vidt angår visse langt mindre vigtige spørgsmål, som
ikke er reguleret i den fælles EU-købelov. I handel mellem erhvervsdrivende og
forbrugere ville der ikke længere være behov for at finde ud af, hvilke regler
om forbrugerbeskyttelse der er præceptive i forbrugerens retssystem, for den fælles
EU-købelov ville indeholde fuldt ud harmoniserede regler om
forbrugerbeskyttelse, der sikrer en høj beskyttelsesstandard overalt i Den
Europæiske Union. I handel mellem erhvervsdrivende på tværs af landegrænserne
kunne forhandlingerne om lovvalg forløbe mere gnidningsløst, eftersom de
kontraherende parter ville have mulighed for at aftale, at den fælles
EU-købelov – som de begge har lige god adgang til – skulle anvendes på deres
kontraktforhold. Som en direkte følge heraf kunne de
erhvervsdrivende spare de ekstra aftaleretlige transaktionsomkostninger og
operere inden for mindre komplekse lovgivningsmæssige rammer i forbindelse med
den grænseoverskridende handel på grundlag af et fælles sæt regler i Den
Europæiske Union. De erhvervsdrivende vil således bedre kunne udnytte fordelene
ved det indre marked ved at udvide deres handel på tværs af grænserne, og som
følge heraf vil konkurrencen i det indre marked stige. Forbrugerne vil få gavn
af bedre adgang til tilbud i hele Den Europæiske Union til lavere priser og
opleve færre situationer, hvor den erhvervsdrivende ikke ønsker at sælge til
dem. De vil også få større sikkerhed med hensyn til deres rettigheder, når de
køber ind på tværs af grænserne, på grundlag af et fælles sæt bindende regler,
som sikrer et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Generel baggrund Ved sin meddelelse fra 2001[5]
iværksatte Kommissionen en omfattende offentlig høring om de fragmenterede
retlige rammer på aftalerettens område og de negative følger heraf for den
grænseoverskridende handel. I juli 2010 indledte Kommissionen en offentlig
høring med offentliggørelsen af en grønbog "om løsningsmodeller for
indførelse af en europæisk aftaleret for forbrugerne og erhvervslivet"[6]
(grønbogen), som fastlagde forskellige løsningsmodeller for, hvordan man kan
styrke det indre marked gennem fremskridt på det europæiske aftaleretlige
område. Som svar på grønbogen vedtog
Europa-Parlamentet den 8. juni 2011 en beslutning, hvori det gav udtryk for
kraftig støtte til et instrument, som vil forbedre det indre markeds oprettelse
og funktion og give fordele for erhvervsdrivende, forbrugere og
medlemsstaternes retssystemer. Kommissionen erkender i sin meddelelse
"Europa 2020"[7], at det er nødvendigt at
gøre det nemmere og billigere for erhvervslivet og forbrugerne at indgå
kontrakter med partnere i andre medlemsstater, bl.a. ved at arbejde videre med
en frivillig europæisk aftaleret. Ifølge den digitale dagsorden for Europa[8]
skal der indføres et frivilligt europæisk aftaleretligt instrument for at rette
op på den fragmenterede aftaleret og øge forbrugernes tillid til e‑handel. ·
Gældende bestemmelser på det område, som forslaget
vedrører Der er betydelige forskelle mellem
medlemsstaternes aftaleret. EU begyndte oprindeligt at regulere på det
aftaleretlige område ved hjælp af minimumsharmoniseringsdirektiver, der blev
vedtaget inden for forbrugerbeskyttelsesret. Tilgangen med
minimumsharmonisering betød, at medlemsstaterne havde mulighed for at beholde
eller indføre strengere obligatoriske krav end kravene i EU-retten. I praksis
er denne tilgang resulteret i divergerende løsninger i medlemsstaterne, endog
på områder, der var harmoniseret på EU-plan. I modsætning hertil harmoniserer
det nyligt vedtagne direktiv om forbrugerrettigheder fuldt ud områder såsom de
oplysninger, der skal gives forbrugerne forud for indgåelsen af aftaler,
forbrugernes fortrydelsesret i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg og
aftaler indgået uden for fast forretningssted samt visse aspekter af levering
af varer og risikoens overgang. Med hensyn til forholdet mellem
erhvervsdrivende har Unionen foretaget regulering inden for bekæmpelse af
forsinket betaling ved at fastsætte regler om minimumsrentesatser. På
internationalt plan gælder Wienerkonventionen om aftaler om internationale køb
(herefter "Wienerkonventionen") automatisk, når parterne ikke har
valgt at anvende en anden ret. Wienerkonventionen regulerer visse aspekter i
aftaler om køb, men vigtige spørgsmål er ikke omfattet af dens
anvendelsesområde, f.eks. mangler ved samtykke, urimelige aftalevilkår og
forældelse. Der er yderligere begrænsninger for anvendelsen heraf, da ikke alle
medlemsstater har undertegnet Wienerkonventionen[9], og der findes
ingen ordning, som kan sikre en ensartet fortolkning heraf. Nogle EU-bestemmelser er relevante for både
forholdet mellem erhvervsdrivende og forbrugere og forholdet mellem
erhvervsdrivende. Direktivet om e-handel[10] indeholder
regler om gyldigheden af kontrakter, der er indgået elektronisk, og om visse
krav forud for aftaleindgåelsen. På det internationalprivatretlige område har
Unionen vedtaget en række retsakter om lovvalg, navnlig Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for
kontraktlige forpligtelser (Rom I)[11], og for så vidt angår
forpligtelser til at give oplysninger forud for kontrakters indgåelse,
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om
lovvalgsregler for forpligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen)[12].
Den første af disse retsakter indeholder regler for at afgøre, hvilken ret der
skal finde anvendelse i forbindelse med kontraktlige forpligtelser, og den
anden i forbindelse med forpligtelser uden for kontrakt, herunder forpligtelser,
der er opstået som følge af erklæringer forud for aftalens indgåelse. Rom I- og Rom II-forordningen vil fortsat
finde anvendelse og vil ikke blive berørt af forslaget. Der vil stadig være
behov for at afgøre, hvilken ret der finder anvendelse på aftaler på tværs af
landegrænserne. Det vil ske ved almindelig anvendelse af Rom I-forordningen.
Det kan afgøres af parterne selv (artikel 3 i Rom I-forordningen), og hvis de
ikke gør det, vil det blive afgjort på grundlag af de almindelige regler i artikel
4 i Rom I-forordningen. For så vidt angår forbrugeraftaler er den ret, der skal
finde anvendelse, når parterne ikke har valgt gældende ret, på betingelserne i
artikel 6, stk. 1, i Rom I-forordningen retten på det sted, hvor forbrugeren
har sædvanligt opholdssted. Den fælles EU-købelov vil være en alternativ
aftaleretlig ordning i national ret i hver medlemsstat. Når parterne er blevet
enige om at anvende den fælles EU-købelov, vil dens regler være de eneste
nationale regler, der finder anvendelse på spørgsmål, den regulerer. Når et
spørgsmål falder ind under den fælles EU-købelovs anvendelsesområde, er der
således ikke mulighed for at anvende andre nationale regler. Aftalen om at
anvende den fælles EU-købelov er et valg mellem to forskellige køberetlige regelsæt
inden for samme nationale ret og udgør derfor ikke - og må ikke forveksles med
- det tidligere lovvalg i betydningen i de internationalprivatretlige regler. Da den fælles EU-købelov ikke vil dække alle
aspekter af en aftale (f.eks. ulovlige aftaler, bemyndigelse etc.) vil de
gældende regler i medlemsstaternes civilretlige reger, der finder anvendelse på
aftalen, stadig regulere disse resterende spørgsmål. Ved sædvanlig anvendelse af Rom I-forordningen
er der dog begrænsninger i lovvalget med hensyn til handel mellem
erhvervsdrivende og forbrugere. Hvis parterne i forbindelse med handel mellem
erhvervsdrivende og forbrugere vælger en anden medlemsstats ret end
forbrugerens, kan dette valg på de i artikel 6, stk. 1, i Rom I-forordningen
fastsatte betingelser ikke medføre, at forbrugeren mister den beskyttelse, der
tilkommer ham efter de ufravigelige regler i loven, hvor han har sædvanligt
opholdssted (artikel 6, stk. 2, i Rom I-forordningen). Sidstnævnte bestemmelse
kan dog ikke få nogen praktisk betydning, hvis parterne inden for den nationale
ret, der finder anvendelse, har valgt den fælles EU-købelov. Grunden hertil er,
at bestemmelserne i den fælles EU-købelov i det land, hvis ret er valgt, er
nøjagtig de samme som bestemmelserne i den fælles EU-købelov i forbrugerens
land. Niveauet for de ufravigelige forbrugerbeskyttelsesregler i forbrugerens
land er derfor ikke højere, og forbrugeren mister ikke lovens beskyttelse der,
hvor han har sædvanligt opholdssted. ·
Overensstemmelse med andre EU-politikker og -mål Dette forslag er i overensstemmelse med målet
om at opnå et højt forbrugerbeskyttelsesniveau, da det indeholder visse
bindende forbrugerbeskyttelsesregler, som parterne ikke kan fravige til skade
for forbrugeren. Endvidere giver de bindende regler en tilsvarende eller højere
beskyttelse end den gældende EU-ret. Forslaget er også i overensstemmelse med EU's
politik med hensyn til at hjælpe små og mellemstore virksomheder til bedre at
udnytte de muligheder, som det indre marked giver. Den fælles EU-købelov kan
vælges i aftaler mellem erhvervsdrivende, hvor mindst en af dem er en lille
eller mellemstor virksomhed, på linje med Kommissionens henstilling 2003/361[13]
om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder og under
hensyn til den fremtidige udvikling. Endelig er forslaget i overensstemmelse med
Unionens internationale handelspolitik, idet det ikke diskriminerer mod parter
fra tredjelande, som også kan vælge at anvende den fælles EU-købelov, så længe
den ene aftalepart er etableret i en medlemsstat. Dette forslag foregriber ikke Kommissionens
fremtidige initiativer med hensyn til ansvar for tilsidesættelse af traktaten
om Den Europæiske Unions funktionsmåde, f.eks. med hensyn til
konkurrencereglerne. 2. RESULTATER AF HØRINGER
AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER ·
Høring af interesserede parter Med offentliggørelsen af grønbogen indledte
Kommissionen en omfattende offentlig høring, som blev afsluttet den 31. januar
2011. Som reaktion på høringen i forbindelse med grønbogen modtog Kommissionen
320 svar fra alle kategorier af interessenter fra hele Unionen. Mange
respondenter fandt løsningsmodel 1 (offentliggørelse af ekspertgruppens
resultater) og løsningsmodel 2 (en "værktøjskasse" for de lovgivende
myndigheder i Unionen) hensigtsmæssige. Løsningsmodel 4 (et frivilligt
europæisk retligt instrument) blev støttet enten alene eller sammen med en
"værktøjskasse" af flere medlemsstater og andre interessenter under
forudsætning af, at den opfyldte visse betingelser, såsom et højt forbrugerbeskyttelsesniveau
og klare og brugervenlige bestemmelser. En af de væsentligste betænkeligheder i
interessenternes reaktioner på grønbogen var den manglende klarhed med hensyn
til det materielle indhold af et muligt europæisk aftaleretligt instrument.
Kommissionen tog dette spørgsmål op ved at give interessenterne mulighed for at
kommentere den gennemførlighedsundersøgelse, som ekspertgruppen for europæisk
aftaleret har foretaget. I reaktionerne på grønbogen blev der også
udtrykt præferencer med hensyn til instrumentets materielle anvendelsesområde.
Som følge heraf har forslaget fokus på aftaler om salg af varer. Ved en afgørelse af 26. april 2010[14]
oprettede Kommissionen ekspertgruppen for europæisk aftaleret. Denne gruppe fik
til opgave at foretage en gennemførlighedsundersøgelse vedrørende et muligt
fremtidigt europæisk aftaleretligt instrument, som omfatter de væsentligste
aspekter, der gør sig gældende i praksis i forbindelse med grænseoverskridende
transaktioner. En gruppe af vigtige interessenter
(virksomheder og forbrugerorganisationer, repræsentanter for bank- og
forsikringssektorerne og de juridiske erhverv advokater og notarer) blev
oprettet i september 2010 med henblik på at give ekspertgruppen praktisk input
om brugervenligheden af de regler, der er udarbejdet til
gennemførlighedsundersøgelsen. Gennemførlighedsundersøgelsen blev
offentliggjort den 3. maj 2011, og en uformel høring var åben indtil den 1.
juli 2011. ·
Konsekvensanalyse Konsekvensanalysen omfattede en vurdering af
de syv løsningsmodeller i grønbogen; konsekvensanalyserapporten indeholder den
fulde beskrivelse og analyse af disse løsningsmodeller. Løsningsmodellerne var: basisscenariet (ingen
ændring af politikken), en "værktøjskasse" for de lovgivende
myndigheder, en henstilling om en fælles EU-købelov, en forordning om
indførelse af en valgfri fælles EU-købelov, et direktiv (fuldstændig
harmonisering eller minimumsharmonisering) om en lovpligtig fælles EU-købelov,
en forordning om indførelse af europæisk aftaleret og en forordning om
indførelse af en europæisk civillov. Ved en komparativ analyse af konsekvenserne af
disse løsningsmodeller konkluderedes det i konsekvensanalyserapporten, at
løsningsmodellerne i form af en frivillig ensartet aftaleretlig ordning, et
direktiv til fuldstændig harmonisering og en forordning om indførelse af en
lovpligtig ensartet aftaleretlig ordning ville opfylde de politiske mål. Selv
om de to sidste løsningsmodeller ville reducere de erhvervsdrivendes
transaktionsomkostninger væsentligt og give dem, der ønsker at handle på tværs
af grænserne, mindre komplekse lovgivningsmæssige rammer, ville disse
løsningsmodeller imidlertid også indebære en betydelig byrde for de
erhvervsdrivende, da de, der kun handler på nationalt plan, også vil skulle
tilpasse sig nye bestemmelser. De omkostninger, der er forbundet med at sætte
sig ind i en sådan ny obligatorisk lovgivning, ville navnlig være betydelige i
sammenligning med en frivillig ensartet aftaleretlig ordning, da de vil have
konsekvenser for alle erhvervsdrivende. En frivillig ensartet aftaleretlig
ordning ville så derimod kun give engangsomkostninger for de erhvervsdrivende,
der måtte ønske at bruge den i deres handel på tværs af landegrænserne.
Indførelsen af en frivillig ensartet aftaleretlig ordning blev derfor anset for
at være det mest hensigtsmæssige tiltag, da det ville reducere
transaktionsomkostningerne for erhvervsdrivende, der eksporterer til flere
medlemsstater, og give forbrugerne et større produktudvalg til en lavere pris.
Det ville også samtidig øge forbrugerbeskyttelsesniveauet for forbrugere, som
køber ind på tværs af en grænse, og derved skabe tillid, da de vil opleve de
samme rettigheder i hele Unionen. 3. FORSLAGETS JURIDISKE
INDHOLD ·
Resumé af forslaget Der skal i henhold til forslaget indføres en fælles
EU-købelov. Det harmoniserer medlemsstaternes nationale aftalelove ikke ved at
kræve ændringer i de allerede gældende nationale aftalelove, men ved inden for
hver enkelt medlemsstats nationale ret at skabe en alternativ aftaleretlig ordning
for aftaler omfattet af dets anvendelsesområde, der er den samme overalt i Den
Europæiske Union, og som vil gælde ved siden af de allerede gældende nationale
aftaleretlige regler. Den fælles EU-købelov vil finde anvendelse på frivillig
basis efter en udtrykkelig aftale mellem parterne i en aftale over
landegrænserne. ·
Retsgrundlag Forslaget har hjemmel i artikel 114 i
traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Forslaget indeholder bestemmelser om et enkelt
ensartet sæt af fuldt ud harmoniserede aftaleretlige regler, herunder regler om
forbrugerbeskyttelse, i form af en fælles EU-købelov, som skal anses for en
alternativ aftaleretlig ordning i hver medlemsstats nationale ret, som kan
anvendes i handel på tværs af landegrænserne efter parternes gyldige
overenskomst. Denne aftale indebærer ikke og må ikke forveksles med et lovvalg
i internationalprivatretlig betydning. I stedet foretages dette valg inden for
en national lovgivning, som finder anvendelse i overensstemmelse med de
internationalprivatretlige regler. Denne løsning har til formål at sikre det
indre markeds oprettelse og funktion. Den vil fjerne hindringer for udøvelsen
af grundlæggende frihedsrettigheder, som skyldes forskelle mellem nationale
bestemmelser, navnlig de ekstra transaktionsomkostninger og den
lovgivningsmæssige kompleksitet, som erhvervsdrivende føler, de oplever, når de
indgår grænseoverskridende transaktioner, og den manglende tillid til deres
rettigheder, som forbrugere oplever, når de foretager indkøb i et andet EU-land
– hvilket alt sammen indvirker direkte på det indre markeds oprettelse og
funktion og begrænser konkurrencen. I henhold til artikel 114, stk. 3, i TEUF vil
den fælles EU-købelov garantere et højt forbrugerbeskyttelsesniveau ved at
fastsætte sit eget sæt bindende regler, der opretholder eller forbedrer det
beskyttelsesniveau, som forbrugerne har på grundlag af EU's eksisterende
forbrugerlovgivning. ·
Nærhedsprincippet Forslaget er i overensstemmelse med
nærhedsprincippet i artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). Forslagets mål – nemlig at forbedre
betingelserne for det indre markeds funktion ved at stille et valgfrit ensartet
sæt af aftaleretlige regler til rådighed – har en klar grænseoverskridende
dimension og kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne inden
for rammerne af deres nationale systemer. Så længe forskelle mellem de nationale
aftaleretlige bestemmelser fortsat skaber betydelige ekstra
transaktionsomkostninger ved grænseoverskridende transaktioner, kan målet om at
gennemføre det indre marked ved at gøre det lettere for erhvervsdrivende at
udvide deres grænseoverskridende handel og for forbrugere at foretage
grænseoverskridende indkøb ikke nås fuldt ud. Ved at vedtage ukoordinerede foranstaltninger
på nationalt plan vil medlemsstaterne ikke være i stand til at fjerne de ekstra
transaktionsomkostninger og den lovgivningsmæssige kompleksitet, der skyldes
forskelle mellem de nationale aftaleretlige bestemmelser, som de
erhvervsdrivende oplever i forbindelse med den grænseoverskridende handel i EU.
Forbrugerne vil fortsat opleve et begrænset udvalg og en begrænset adgang til
produkter fra andre medlemsstater. De vil også mangle den tillid, der skabes på
grundlag af et kendskab til deres rettigheder. Forslagets mål kan derfor bedre gennemføres på
EU-plan, jf. nærhedsprincippet. EU har de bedste forudsætninger for at løse
problemerne med lovgivningsmæssig fragmentering ved hjælp af en foranstaltning
på det aftaleretlige område, som tilnærmer reglerne for grænseoverskridende transaktioner.
Efterhånden som markedstendenserne udvikler sig og tilskynder medlemsstaterne
til hver især at træffe foranstaltninger, f.eks. ved at regulere det nye marked
for digitalt indhold, vil de lovgivningsmæssige forskelle, som medfører øgede
transaktionsomkostninger og mangler i forbrugerbeskyttelsen, desuden
sandsynligvis blive større. ·
Proportionalitetsprincippet Forslaget er i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet i artikel 5 i TEU. Forslaget finder kun anvendelse på de
aspekter, der udgør reelle problemer i forbindelse med grænseoverskridende
transaktioner, og omfatter ikke aspekter, der bedst behandles i national
lovgivning. Med hensyn til det materielle anvendelsesområde indeholder
forslaget bestemmelser, der regulerer parternes rettigheder og forpligtelser i
aftalens løbetid, men det berører ikke f.eks. reglerne om repræsentation, som
er mindre tilbøjelige til at blive omstridte. Med hensyn til territorialt
anvendelsesområde omfatter forslaget grænseoverskridende situationer, hvor problemerne
med ekstra transaktionsomkostninger og lovgivningsmæssig kompleksitet opstår.
Endelig er forslagets personelle anvendelsesområde begrænset til transaktioner,
hvor problemerne i forbindelse med det indre marked navnlig gør sig gældende,
dvs. forholdet mellem erhvervsdrivende, når mindst én af parterne er en lille
eller mellemstor virksomhed, og forholdet mellem erhvervsdrivende og
forbrugere. Aftaler, der indgås mellem privatpersoner, og aftaler mellem
erhvervsdrivende, hvor ingen af dem er en lille eller mellemstor virksomhed, er
ikke omfattet, da der ikke er et påviseligt behov for tiltag for disse typer
grænseoverskridende aftaler. Forordningen giver medlemsstaterne to
valgmuligheder: De kan beslutte også at give parterne mulighed for at bruge den
fælles EU-købelov på rent indenlandske forhold og på aftaler, der indgås af
erhvervsdrivende, når ingen af dem er en lille eller mellemstor virksomhed. Forslaget er en forholdsmæssig foranstaltning
sammenlignet med andre mulige løsninger, der er gennemgået, på grund af den fælles
EU-købelovs valgfrie og frivillige karakter. Dette indebærer, at anvendelsen
heraf forudsætter, at aftaleparterne er enige om det, og at begge anser det for
nyttigt for en bestemt grænseoverskridende transaktion. Fordi den fælles EU‑købelov
er et valgfrit regelsæt, der kun finder anvendelse i handel på tværs af
landegrænserne, kan den sænke barriererne for handel på tværs af landegrænserne
uden at gribe ind i dybt forankrede nationale retssystemer og –traditioner. Den
fælles EU-købelov vil være en valgfri ordning ved siden af allerede gældende
aftaleretlige regler og vil ikke erstatte dem. Den lovgivningsmæssige
foranstaltning vil kun gå så vidt, som det er nødvendigt for at skabe flere
muligheder for erhvervsdrivende og forbrugere på det indre marked. ·
Reguleringsmiddel/reguleringsform Det reguleringsmiddel, der er valgt til dette
initiativ, er en forordning om en frivillig fælles EU-købelov. Et ikke-bindende reguleringsmiddel som f.eks.
en "værktøjskasse" for de lovgivende myndigheder i EU eller en
henstilling rettet til medlemsstaterne vil ikke nå målet om at forbedre det
indre markeds oprettelse og funktion. Et direktiv eller en forordning, der
erstatter den nationale lovgivning med en obligatorisk europæisk aftaleret, vil
være for vidtgående, da det vil kræve, at indenlandske erhvervsdrivende, der
ikke ønsker at sælge på tværs af grænserne, afholder omkostninger, som ikke
opvejes af de omkostningsbesparelser, der kun opstår i forbindelse med
grænseoverskridende transaktioner. Desuden vil et direktiv, der fastsætter
minimumsstandarder for en obligatorisk europæisk aftaleret, ikke være
hensigtsmæssigt, da det ikke vil give den retssikkerhed og den ensartethed, der
er nødvendig for at mindske transaktionsomkostningerne. 4. VIRKNINGER FOR
BUDGETTET Efter vedtagelsen af forslaget vil
Kommissionen oprette en database til udveksling af oplysninger om endelige
domme, der henviser til den fælles EU-købelov eller andre af forordningens
bestemmelser, samt relevante domme afsagt af Den Europæiske Unions Domstol.
Omkostningerne i forbindelse med denne database må forventes at stige,
efterhånden som der foreligger flere domme. Samtidig vil Kommissionen afholde
uddannelseskurser for jurister, der anvender den fælles EU-købelov[15].
Disse omkostninger må forventes at falde med tiden, efterhånden som kendskabet
til, hvordan den fælles EU-købelov fungerer, udbredes. 5. YDERLIGERE OPLYSNINGER ·
Forenkling Forslaget til en frivillig alternativ
aftaleretlig ordning har den fordel, at det uden at erstatte den nationale
aftaleret i medlemsstaterne giver parterne mulighed for at anvende ét fælles
sæt aftaleretlige regler i EU. Dette selvstændige, ensartede regelsæt vil kunne
give parterne en løsning på de mest udbredte problemer, der kan opstå i
grænseoverskridende situationer i relation til aftaleretten. For
erhvervsdrivende vil denne løsningsmodel derfor fjerne behovet for at skulle
sætte sig ind i forskellige nationale love. For at hjælpe forbrugerne til at
forstå deres rettigheder i den fælles EU-købelov vil de få udleveret en
standardmeddelelse, som vil oplyse dem om deres rettigheder. Endelig vil forslaget kunne sikre
EU-lovgivningens fremtidige sammenhæng på andre politikområder, hvor aftaleret
bliver relevant. ·
Revision Forslaget indeholder bestemmelser om, at
anvendelsen af den fælles EU-købelov og forordningens øvrige bestemmelser skal
revideres fem år efter anvendelsesdatoen, navnlig under hensyntagen til, om der
er behov for yderligere at udvide anvendelsesområdet for aftaler mellem
erhvervsdrivende, og til markedsudviklingen og den teknologiske udvikling med
hensyn til digitalt indhold samt til den fremtidige udvikling i gældende EU-ret.
Til dette formål vil Kommissionen forelægge en rapport, om nødvendigt ledsaget
af forslag til ændring af forordningen, for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske
Økonomiske og Sociale Udvalg. ·
Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde Den foreslåede forordning er EØS-relevant og
bør derfor omfatte hele EØS-området. ·
Nærmere beskrivelse af forslaget Forslaget har tre hovedbestanddele: En
forordning, bilag I til forordningen indeholdende de aftaleretlige regler (den fælles
EU-købelov) og bilag II indeholdende en standardmeddelelse. A. Forordningen Artikel 1
fastlægger forordningens formål og genstand. Artikel 2 indeholder
en liste over definitioner af udtryk, der anvendes i forordningen. Mens nogle
definitioner allerede findes i den gældende EU-ret, er andre begreber defineret
her for første gang. Artikel 3
forklarer de aftaleretlige reglers frivillige karakter i aftaler på tværs af
landegrænserne om salg af varer, levering af digitalt indhold og levering af
relaterede tjenesteydelser. Artikel 4
fastlægger forordningens territoriale anvendelsesområde, som er begrænset til
aftaler på tværs af landegrænserne. Artikel 5
fastsætter det materielle anvendelsesområde for aftaler om køb af varer, om
levering af digitalt indhold og om levering af relaterede tjenesteydelser,
såsom installation og reparation. Artikel 6
udelukker aftaler med blandet formål og aftaler om salg på afbetaling fra
anvendelsesområdet. Artikel 7
beskriver det personelle anvendelsesområde, som omfatter aftaler mellem
erhvervsdrivende og forbrugere og aftaler mellem erhvervsdrivende, hvor mindst
en af parterne er en lille eller mellemstor virksomhed. Artikel 8
forklarer, at valget af den fælles EU-købelov kræver enighed mellem parterne. I
aftaler mellem en virksomhed og en forbruger er valget af den fælles EU-købelov
kun gyldigt, hvis forbrugerens samtykke gives i en udtrykkelig erklæring, som
er adskilt fra den erklæring, der angiver tilsagnet om at indgå en aftale. Artikel 9
indeholder en række krav til oplysninger om den fælles EU-købelov i aftaler
mellem en erhvervsdrivende og en forbruger. Navnlig skal forbrugeren modtage
informationsmeddelelsen i bilag II. Artikel 10 kræver,
at medlemsstaterne sikrer, at der findes sanktioner for de erhvervsdrivendes
tilsidesættelse af pligten til at overholde de særlige krav i artikel 8 og 9. Artikel 11 forklarer,
at et gyldigt valg af den fælles EU-købelov indebærer, at dette er de eneste
regler, der finder anvendelse på de spørgsmål, som den regulerer, og at andre
nationale regler derfor ikke finder anvendelse på de spørgsmål, der er omfattet
af dens anvendelsesområde. Valget af den fælles EU-købelov har tilbagevirkende
kraft, så det omfatter overholdelse af pligten til at give oplysninger forud
for aftaleindgåelsen og beføjelser ved manglende overholdelse heraf. Artikel 12 gør
det klart, at forordningen ikke berører oplysningsforpligtelserne i direktiv
2006/123/EF om tjenesteydelser i det indre marked[16].
Artikel 13 giver
medlemsstaterne den mulighed at vedtage lovgivning, der giver parterne mulighed
for at anvende den fælles EU-købelov på rent indenlandske forhold og på aftaler
mellem erhvervsdrivende, når ingen af dem er en lille eller mellemstor
virksomhed. Artikel 14
fastlægger, at medlemsstaterne skal give oplysninger om endelige domme afsagt
af deres retsinstanser, som fortolker bestemmelserne i den fælles EU-købelov
eller forordningens øvrige bestemmelser. Kommissionen vil oprette en database
over disse domme. Artikel 15
indeholder en bestemmelse om revision. Artikel 16
fastsætter, at forordningen skal træde i kraft på tyvendedagen efter
offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. B. Bilag I Bilag I indeholder den fælles EU-købelov. Del I "Indledende
bestemmelser" indeholder de generelle aftaleretlige principper, som
alle parter skal overholde i deres transaktioner, såsom om god tro og redelig
handlemåde. Princippet om aftalefrihed sikrer også parterne, at de kan fravige
reglerne i den fælles EU‑købelov, medmindre der udtrykkeligt er tale om
bindende regler, f.eks. forbrugerbeskyttelsesregler. Del II "Indgåelse af en bindende
aftale" indeholder bestemmelser om parternes ret
til at modtage væsentlige oplysninger forud for aftaleindgåelsen og regler om,
hvordan aftaler indgås mellem to parter. Denne del indeholder også særlige
bestemmelser, som giver forbrugerne ret til at fortryde aftaler vedrørende
fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted. Endelig indeholder
den bestemmelser om, hvornår en part ikke er bundet af en aftale på grund af
vildfarelse, svig, trusler eller ubillig udnyttelse. Del III "Vurdering af aftalens
indhold" indeholder generelle bestemmelser om,
hvordan aftalevilkår skal fortolkes i tvivlstilfælde. Heri indgår også regler
om aftalers indhold og retsvirkninger og om, hvilke aftalevilkår der kan være
ubillige og derfor er ugyldige. Del IV "Forpligtelser samt
misligholdelsesbeføjelser for parter i en købsaftale" ser nærmere på de særlige regler vedrørende købsaftaler og aftaler om
levering af digitalt indhold, som omfatter sælgerens og køberens forpligtelser.
Denne del indeholder også regler om beføjelser ved køberes og sælgeres
manglende opfyldelse. Del V "Forpligtelser
og misligholdelsesbeføjelser for parterne i aftaler om relaterede
tjenesteydelser" vedrører tilfælde, hvor en sælger, i nær tilknytning
til en aftale om køb af varer eller levering af digitalt indhold, leverer visse
tjenesteydelser såsom installation, reparation eller vedligeholdelse. I denne
del forklares, hvilke særlige regler der gælder i en sådan situation, navnlig
hvilke rettigheder og forpligtelser parterne har i henhold til sådanne aftaler.
Del VI "Erstatning og
renter" indeholder supplerende fælles regler om
erstatning for tab og om morarenter. Del VII "Genoprettelse" redegør for de regler, der gælder for, hvad der skal tilbageleveres,
hvis en part giver meddelelse om ikke at være bundet af en aftale eller bringer
aftalen til ophør. Del VIII "Forældelse" regulerer retsvirkningerne af, at den tid, hvor rettigheder kan gøres
gældende i henhold til en aftale, udløber. Tillæg 1
indeholder en standardvejledning om fortrydelsesret, som den erhvervsdrivende
skal give forbrugeren, inden der indgås en aftale om fjernsalg eller en aftale
indgået uden for fast forretningssted, og tillæg 2 indeholder en
standardfortrydelsesformular. C. Bilag II Bilag II indeholder den standardmeddelelse om
den fælles EU-købelov, som den erhvervsdrivende skal give forbrugeren, inden
der indgås en aftale om at anvende den fælles EU-købelov. 2011/0284 (COD) Forslag til EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING om en fælles EU-købelov EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN
EUROPÆISKE UNION HAR — under henvisning til traktaten om Den Europæiske
Unions funktionsmåde, særlig artikel 114, under henvisning til forslag fra
Europa-Kommissionen, efter fremsendelse af udkast til
lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter, under henvisning til udtalelse fra Det
Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg[17], under henvisning til udtalelse fra
Regionsudvalget[18], efter den almindelige lovgivningsprocedure, og ud fra følgende betragtninger: (1)
Der er fortsat betydelige flaskehalse i forbindelse
med økonomisk aktivitet på tværs af landegrænserne, der hindrer det indre
marked i at udnytte sit fulde potentiale med hensyn til vækst og jobskabelse.
På nuværende tidspunkt er det kun én ud af ti erhvervsdrivende i Unionen, der
eksporterer inden for Unionen, og hovedparten af disse eksporterer kun til
nogle få medlemsstater. Blandt de mange hindringer for handel på tværs af
landegrænserne, herunder skatteregler, administrative krav,
leveringsvanskeligheder, sprog og kultur, betragter de erhvervsdrivende
vanskelighederne med at få kendskab til, hvad der gælder i udenlandsk
aftaleret, som en af de største hindringer for transaktioner mellem
erhvervsdrivende og forbrugere og transaktioner mellem erhvervsdrivende. Det
fører også til ulemper for forbrugerne på grund af begrænset adgang til varer.
De forskellige nationale aftaleretlige systemer hindrer således udøvelsen af de
grundlæggende frihedsrettigheder, som f.eks. den frie udveksling af varer og
tjenesteydelser, og er en hindring for det indre markeds funktion og fortsatte
indførelse. De betyder også, at konkurrencen begrænses, navnlig på de mindre
medlemsstaters markeder. (2)
Aftaler er et uundværligt retligt værktøj for
enhver økonomisk transaktion. Da erhvervsdrivende imidlertid skal identificere
eller forhandle om gældende lov, tage stilling til bestemmelserne i en
udenlandsk gældende lov, hvilket ofte involverer oversættelse, opnå juridisk
bistand til at gøre sig bekendt med kravene i gældende lov og tilpasse deres
kontrakter de forskellige nationale lovgivninger, der finder anvendelse i
handel på tværs af landegrænserne, er handel på tværs af grænserne mere
kompleks og dyrere end national handel. Aftaleretlige hindringer er således en
vigtig faktor, der afskrækker et betydeligt antal eksportorienterede
erhvervsdrivende fra at påbegynde handel på tværs af landegrænserne eller udvide
deres virksomhed til flere medlemsstater. Dette har navnlig afskrækkende
virkninger for små og mellemstore virksomheder, for hvilke omkostningerne ved
at operere på flere udenlandske markeder ofte er høje i forhold til deres
omsætning. Som følge heraf går erhvervsdrivende glip af omkostningsbesparelser,
som de kunne opnå, hvis det var muligt at markedsføre varer og tjenester på
basis af en ensartet aftaleret for al handel på tværs af landegrænserne, og i
forbindelse med e-handel et enkelt website. (3)
Aftaleretlige transaktionsomkostninger, som har
vist sig at være af et betydeligt omfang, og retlige hindringer som følge af
forskellene på de nationale ufravigelige forbrugerbeskyttelsesregler, har
direkte virkninger for det indre markeds funktion i forhold til transaktioner
mellem erhvervsdrivende og forbrugere. I medfør af artikel 6 i
Europa-Parlamentets og Rådets forordning 593/2008 af 17. juni 2008 om
lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (forordning (EF) nr. 593/2008)[19]
gælder det, at når en erhvervsdrivende retter sin virksomhed mod forbrugere i
en anden medlemsstat, vil forbrugerbeskyttelsesbestemmelser i det land, hvor
forbrugeren har sædvanligt opholdssted, som sikrer et højere
beskyttelsesniveau, og som i henhold til loven ikke kan fraviges ved aftale,
finde anvendelse, også selvom parterne har aftalt et andet lovvalg.
Erhvervsdrivende skal derfor i forvejen vide, om loven i det land, hvor
forbrugeren har sædvanligt opholdssted, giver en højere beskyttelse, og sikre
sig, at deres aftale opfylder disse krav. I relation til e-handel gælder det
endvidere, at virksomhedernes websites skal tilpasses, så det fremgår, at
ufravigelige krav i gældende udenlandsk lov om forbrugeraftaler medfører
yderligere omkostninger. Den nuværende harmonisering af forbrugerret på EU-plan
har medført en vis tilnærmelse på nogle områder. Forskellene mellem gældende
lov i medlemsstaterne er imidlertid fortsat væsentlige; den nuværende
harmonisering giver medlemsstaterne stor frihed til at vælge, hvordan EU-lovgivningens
krav skal opfyldes, og hvilket forbrugerbeskyttelsesniveau der skal indføres. (4)
De aftaleretlige hindringer, der afholder
erhvervsdrivende fra i fuldt omfang at udnytte det indre markeds potentiale,
skader også forbrugerne. Mindre handel på tværs af landegrænserne resulterer i
mindre import og mindre konkurrence. Forbrugerne kan blive stillet dårligere i
form af et begrænset udbud af varer til højere priser, både fordi der er færre udenlandske
erhvervsdrivende, der direkte udbyder deres varer og tjenesteydelser til dem,
og indirekte som en følge af begrænsninger i handel på tværs af landegrænserne
mellem erhvervsdrivende i grossistleddet. Handel på tværs af landegrænserne kan
medføre betydelige økonomiske fordele i form af et større og bedre udbud, men
mange forbrugere er også tøvende over for at handle i andre lande på grund af
usikkerheden om deres rettigheder. Nogle af de vigtigste spørgsmål, som
forbrugerne stiller sig, vedrører aftaleret, f.eks. om de er omfattet af
tilstrækkelig beskyttelse, hvis de indkøbte varer viser sig at være defekte.
Som følge heraf foretrækker mange forbrugere at handle i hjemlandet, selv om
det betyder, at de har færre valgmuligheder og betaler højere priser. (5)
Forbrugere, som vil drage fordel af prisforskellene
mellem medlemsstaterne, ved at købe hos en erhvervsdrivende i en anden
medlemsstat, hindres ofte i at foretage et sådant køb, fordi den
erhvervsdrivende nægter at sælge. E-handel har i betydelig grad bidraget til at
lette søgningen efter tilbud og sammenligningen af priser og andre betingelser,
uanset hvor den erhvervsdrivende er etableret, men ordrer fra udenlandske
forbrugere afvises ofte af erhvervsdrivende, som ikke ønsker at handle på tværs
af landegrænserne. (6)
Forskelle i medlemsstaternes aftaleret udgør derfor
hindringer, der afskærer forbrugere og erhvervsdrivende fra at udnytte
fordelene ved det indre marked. Disse aftaleretlige hindringer kunne nedbringes
betydeligt, hvis aftaler kunne baseres på et ensartet aftaleretligt regelsæt,
uanset hvor parterne er etableret. Et sådant ensartet aftaleretligt regelsæt
bør dække hele aftalens varighed og således dække de områder, der er vigtigst,
når der indgås aftaler. Det bør også omfatte fuldt ud harmoniserede
bestemmelser om forbrugerbeskyttelse. (7)
Forskellene mellem medlemsstaternes aftaleret og
følgerne for handel på tværs af landegrænserne begrænser ligeledes
konkurrencen. Begrænset handel på tværs af landegrænserne betyder mindre
konkurrence og således færre incitamenter for de erhvervsdrivende til at blive
mere innovative og forbedre kvaliteten af deres produkter eller sænke priserne.
Navnlig i små medlemsstater med et begrænset antal indenlandske konkurrenter
kan en udenlandsk erhvervsdrivendes beslutning om at afholde sig fra at handle
på disse markeder med henvisning til omkostninger og kompleksitet begrænse
konkurrencen, hvilket i betydelig grad kan påvirke udvalg og prisniveau for de
udbudte varer. Endvidere kan hindringer for handel på tværs af landegrænserne
skade konkurrencen mellem små, mellemstore og større virksomheder. På grund af
transaktionsomkostningernes betydelige vægt i forhold til omsætningen er det
meget mere sandsynligt, at små og mellemstore virksomheder afstår fra at træde
ind på et udenlandsk marked end en større konkurrent. (8)
For at overvinde disse aftaleretlige hindringer bør
parterne have mulighed for at bestemme, at deres aftaler reguleres af et
ensartet aftaleretligt regelsæt med samme betydning og fortolkning i alle
medlemsstater, en fælles EU-købelov. Den fælles EU-købelov bør være et alternativ,
der giver parterne flere valgmuligheder, og som kan bruges når som helst, den
anses for at kunne være til nytte for at lette handel på tværs af
landegrænserne og undgå transaktions- og alternativomkostninger samt andre
aftaleretlige hindringer for handel på tværs af landegrænserne. Den bør kun
danne udgangspunkt for et aftaleforhold, hvis parterne sammen beslutter det. (9)
Denne forordning indfører en fælles EU-købelov. Den
harmoniserer medlemsstaternes aftaleret ikke ved at kræve ændringer af den allerede
gældende nationale aftaleret, men ved i hver medlemsstats nationale ret at
skabe endnu en aftaleretlig ordning for aftaler, der henhører under dens
anvendelsesområde. Denne anden ordning bør være identisk i hele Unionen og
bestå sideløbende med de allerede gældende nationale aftaleretlige regler. Den fælles
EU-købelov bør finde anvendelse på frivillig basis, på grundlag af parternes
udtrykkelige fælles overenskomst, for en grænseoverskridende aftale. (10)
Den fælles overenskomst om at anvende
den fælles EU-købelov bør bygge på valgfrihed inden for rammerne af den
respektive nationale lovgivning, som finder anvendelse i medfør af forordning
(EF) nr. 593/2008, eller hvad angår forpligtelserne til at give oplysninger
inden aftalens indgåelse, i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF)
nr. 864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for forpligtelser uden for
kontrakt (forordning (EF) nr. 864/2007)[20], eller andre
relevante lovvalgsregler. Den fælles overenskomst om at anvende den fælles
EU-købelov bør derfor ikke sidestilles eller sammenblandes med lovvalg ifølge
disse lovvalgsregler og berører ikke anvendelsen af disse. Denne forordning vil
derfor ikke berøre allerede eksisterende lovvalgsregler. (11)
En fælles EU-købelov bør omfatte et fuldstændigt
sæt af fuldt harmoniserede, ufravigelige forbrugerbeskyttelsesregler. I
overensstemmelse med traktatens artikel 114, stk. 3, bør disse regler
sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau for at styrke forbrugernes tillid til
den fælles EU-købelov og således give forbrugerne et incitament til at indgå
aftaler på tværs af landegrænserne på dette grundlag. Reglerne bør bevare eller
forbedre det beskyttelsesniveau, som forbrugerne er omfattet af ifølge Unionens
forbrugerlovgivning. (12)
Da den fælles EU-købelov indeholder et fuldstændigt
sæt af fuldt harmoniserede, ufravigelige forbrugerbeskyttelsesregler, vil der ikke
være forskelle mellem medlemsstaternes lovgivning på dette område, når parterne
har valgt at anvende den fælles EU-købelov. Artikel 6, stk. 2, i forordning
(EF) nr. 593/2008, som omhandler det forhold, at forbrugerbeskyttelsesniveauet
er forskelligt i medlemsstaterne, får derfor ikke praktisk betydning på de
områder, der er omfattet af den fælles EU-købelov. (13)
Den fælles EU-købelov bør kunne anvendes på aftaler
på tværs af landegrænserne, eftersom det er i den forbindelse, at forskellene
mellem de nationale regler fører til kompleksitet og yderligere omkostninger og
afskrækker parterne fra at indgå aftaleforhold. I aftaler mellem
erhvervsdrivende bør en aftales grænseoverskridende karakter vurderes på
grundlag af parternes sædvanlige opholdssted. I aftaler mellem erhvervsdrivende
og forbrugere bør kriteriet om aftalens grænseoverskridende karakter være
opfyldt, når enten den af forbrugeren angivne almindelige adresse, adressen for
levering af varen eller den af forbrugeren angivne faktureringsadresse er
beliggende i en anden medlemsstat end den, hvor den erhvervsdrivende har
sædvanligt opholdssted. (14)
Anvendelsen af den fælles EU-købelov bør ikke
begrænses til handel på tværs af landegrænserne, der kun involverer
medlemsstater, men bør også kunne anvendes til at fremme samhandelen mellem
medlemsstater og tredjelande. Når der er involveret forbrugere fra tredjelande,
bør den fælles overenskomst om at anvende den fælles EU-købelov, som for dem
betyder valg af en udenlandsk lov, omfattes af de gældende lovvalgsregler. (15)
Erhvervsdrivende, der både udfører transaktioner på
hjemmemarkedet og transaktioner på tværs af grænserne, kan også finde det
nyttigt at kunne anvende en standardkontrakt for alle deres transaktioner.
Medlemsstaterne bør derfor frit kunne beslutte at anvende den fælles EU-købelov
i en rent national sammenhæng. (16)
Den fælles EU-købelov bør bl.a. kunne anvendes ved
aftaler om salg af løsøre, herunder når varerne skal fremstilles eller
produceres, da det er den aftaletype, som har det største potentiale til at
bidrage til vækst i handel på tværs af landegrænserne, navnlig inden for
e-handel. (17)
For at afspejle den digitale økonomis stigende
betydning bør anvendelsesområdet for den fælles EU-købelov også dække aftaler
om levering af digitalt indhold. Overførslen af digitalt indhold med henblik på
lagring, behandling eller adgang og gentagen brug, som f.eks. downloading af
musik, har været hastigt stigende og har stort potentiale for yderligere vækst,
men området er fortsat præget af en betydelig retlig opsplitning og usikkerhed.
Den fælles EU-købelov bør derfor dække levering af digitalt indhold, uanset om
indholdet leveres på et fysisk medium. (18)
Ofte leveres digitalt indhold ikke mod betaling,
men i kombination med varer eller tjenesteydelser, der betales for, og der
indgår ikke-økonomiske aspekter, som f.eks. at give adgang til
personoplysninger, eller leveres gratis i forbindelse med en
markedsføringsstrategi baseret på en formodning om, at forbrugeren vil købe yderligere
eller et mere sofistikeret digitalt indhold senere. I betragtning af denne
særlige markedsstruktur og det forhold, at defekt digitalt indhold kan skade
forbrugernes økonomiske interesser, bør muligheden for at anvende den fælles
EU-købelov ikke afhænge af, om der faktisk betales for det omhandlede
specifikke digitale indhold. (19)
For at den fælles EU-købelov kan skabe størst mulig
merværdi bør dens materielle anvendelsesområde også omfatte visse tjenesteydelser,
der leveres af sælger, som er direkte eller tæt knyttet til specifikke varer
eller specifikt digitalt indhold, der leveres på grundlag af den fælles
EU-købelov, og som i praksis ofte samtidig kombineres i samme eller en dertil
knyttet aftale, typisk reparation, vedligeholdelse eller installation af varer
eller digitalt indhold. (20)
Den fælles EU-købelov bør ikke dække tilknyttede
aftaler, hvorved køber erhverver varer eller får leveret en tjeneste fra
tredjemand. Det ville være uhensigtsmæssigt, da tredjemand ikke indgår i de
kontraherende parters aftale om at anvende reglerne i den fælles EU-købelov. En
tilknyttet kontrakt med tredjemand bør reguleres af den respektive nationale
lovgivning, som finder anvendelse i henhold til forordning (EF) nr. 593/2008 og
forordning (EF) nr. 864/2007, eller andre relevante lovvalgsregler. (21)
For på en målrettet og proportionel måde at løse de
eksisterende problemer for det indre marked og konkurrencen bør det personelle
anvendelsesområde for den fælles EU-købelov tage sigte på personer, der i dag
afholder sig fra at handle i udlandet på grund af forskellene mellem de
nationale aftaleretlige systemer med de deraf følgende skadelige følger for
handelen på tværs af landegrænserne. Den bør derfor dække alle transaktioner mellem
erhvervsdrivende og forbrugere og aftaler mellem erhvervsdrivende, når mindst
en af parterne tilhører kategorien små og mellemstore virksomheder i henhold
til Kommissionens henstilling 2003/361 af 6. maj 2003 om definitionen af
mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder[21].
Dette bør dog ikke berøre medlemsstaternes mulighed for at vedtage lovgivning,
der gør det muligt at anvende den fælles EU-købelov på aftaler mellem
erhvervsdrivende, som ikke tilhører kategorien små og mellemstore virksomheder.
Under alle omstændigheder har de erhvervsdrivende fuld aftalefrihed i deres
handel med andre erhvervsdrivende, og de tilskyndes til at lade sig inspirere
af den fælles EU-købelov ved affattelsen af deres aftalevilkår. (22)
Parterne i en aftale skal være enige om, at den fælles
EU-købelov skal finde anvendelse. En sådan overenskomst bør være underkastet
strenge krav i transaktioner mellem erhvervsdrivende og forbrugere. Da det i
praksis i de fleste tilfælde vil være den erhvervsdrivende, som foreslår at
anvende den fælles EU-købelov, skal forbrugerne være fuldt ud indforstået med,
at de accepterer at anvende regler, som er anderledes end reglerne i deres egen
gældende nationale lovgivning. Derfor bør forbrugerens samtykke til at anvende
den fælles EU-købelov kun kunne påberåbes, hvis det foreligger i form af en
udtrykkelig og separat erklæring i forhold til viljestilkendegivelsen om at
indgå aftalen. Det bør derfor ikke være muligt at foreslå anvendelse af den fælles
EU-købelov som en bestemmelse i den aftale, der skal indgås, og slet ikke som
den erhvervsdrivendes generelle aftalevilkår. Den erhvervsdrivende bør bekræfte
den fælles overenskomst om at anvende den fælles EU-købelov på et varigt
medium. (23)
Ud over at være et bevidst valg bør forbrugerens
samtykke til at anvende den fælles EU-købelov også være et informeret valg. Den
erhvervsdrivende bør derfor ikke blot henlede forbrugerens opmærksomhed på
anvendelsen af den fælles EU-købelov, men også oplyse om dens karakteristika.
For at gøre denne opgave lettere for de erhvervsdrivende og således undgå
unødvendige administrative byrder og for at sikre et ensartet niveau og en
ensartet kvalitet for de oplysninger, der formidles til forbrugerne, bør de
erhvervsdrivende give forbrugerne den standardmeddelelse, der er foreskrevet i
forordningen, og som findes på alle Unionens officielle sprog. Når det ikke er
muligt at give forbrugeren denne standardmeddelelse, f.eks. i forbindelse med
en telefonsamtale, og når den erhvervsdrivende har undladt at give
standardmeddelelsen, bør aftalen om at anvende den fælles EU-købelov ikke være
bindende for forbrugeren, før forbrugeren har modtaget standardmeddelelsen
sammen med en bekræftelse af det aftalte og efterfølgende har givet sit
samtykke. (24)
For at undgå en selektiv anvendelse af visse
aspekter i den fælles EU-købelov, som kunne forstyrre balancen mellem parternes
rettigheder og forpligtelser og påvirke forbrugerbeskyttelsen i negativ
retning, bør valget omfatte hele den fælles EU-købelov og ikke kun dele deraf. (25)
I de tilfælde, hvor De Forenede Nationers
konvention om aftaler om internationale køb skulle have været anvendt på en given
aftale, bør valget af den fælles EU-købelov medføre en overenskomst mellem de
kontraherende parter om at udelukke denne konvention. (26)
Bestemmelserne i den fælles EU-købelov bør omfatte
sådanne aftaleretlige spørgsmål, som er af praktisk relevans under hele
varigheden af de aftaletyper, som falder ind under det materielle og personelle
anvendelsesområde, navnlig aftaler indgået på nettet. Ud over parternes rettigheder
og forpligtelser og misligholdelsesbeføjelser bør den fælles EU-købelov derfor
indeholde bestemmelser om forpligtelser til at afgive oplysninger inden
indgåelse af en aftale, under indgåelse af aftalen, herunder de formelle krav,
fortrydelsesret, ophævelse som følge af vildfarelse, svig eller uretmæssig
udnyttelse og følgerne af en sådan ophævelse, fortolkning, aftalens indhold og
virkninger, vurdering og virkninger af ubillige aftalevilkår, genoprettelse,
hvor en part ikke er bundet af aftalen, eller aftalen bringes til ophør, samt
forældelse og tab af rettigheder. Den fælles EU-købelov bør fastslå, hvilke
sanktionsmuligheder der er i tilfælde af misligholdelse af de forpligtelser og
rettigheder, der følger af dens anvendelse. (27)
Alle spørgsmål af aftalemæssig eller
ikke-aftalemæssig karakter, som ikke behandles i den fælles EU-købelov,
reguleres af de allerede gældende nationale bestemmelser ud over den fælles
EU-købelov, der finder anvendelse i henhold til forordning (EF) nr. 593/2008
og forordning (EF) nr. 864/2007 eller andre relevante lovvalgsregler. Det
drejer sig om status som juridisk person, en aftales ugyldighed som følge af
manglende retsevne, ulovlig eller amoralsk handlemåde, bestemmelse af aftalens
sprog, spørgsmål om forskelsbehandling, repræsentation, antal skyldnere og
fordringshavere, debitor- og kreditorskifte, herunder overdragelse, modregning
og fusion, ejendomsret, herunder overdragelse af ejerskab, intellektuel
ejendomsret og erstatningsret. Endvidere falder spørgsmålet om, hvorvidt
parallelle krav om erstatning i henhold til kontrakt og erstatning uden for
kontrakt kan rejses sammen, uden for den fælles EU-købelovs anvendelsesområde. (28)
Den fælles EU-købelov bør ikke regulere anliggender
uden for det aftaleretlige område. Forordningen bør ikke berøre EU-lovgivning
eller national lovgivning vedrørende disse anliggender. F.eks. bør
oplysningspligt, som pålægges for at beskytte sundhed og sikkerhed eller af
miljøårsager, falde uden for anvendelsesområdet for den fælles EU-købelov. Forordningen
bør endvidere ikke berøre de oplysningskrav, der gælder ifølge
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12. december 2006 om
tjenesteydelser i det indre marked[22]. (29)
Når parterne gyldigt har aftalt at anvende den fælles
EU-købelov, bør de udelukkende anvende den fælles EU-købelov til at regulere spørgsmål,
der falder ind under dens anvendelsesområde. Reglerne i den fælles EU-købelov
bør fortolkes selvstændigt i overensstemmelse med de veletablerede principper
for fortolkning af EU-lovgivning. Spørgsmål, der falder ind under den fælles
EU-købelovs anvendelsesområde, men som ikke udtrykkeligt er reguleret i den, bør
udelukkende afgøres ved fortolkning af dens regler, uden hensyn til anden ret.
Den fælles EU-købelov bør fortolkes på grundlag af dens grundlæggende
principper og mål og alle dens bestemmelser. (30)
Den fælles EU-købelov bør bygge på princippet om
aftalefrihed. Partsautonomien bør kun begrænses i det nødvendige omfang, og når
det er absolut nødvendigt, navnlig af hensyn til forbrugerbeskyttelsen. Når en
sådan nødvendighed foreligger, bør det klart anføres, at de omhandlede regler
er ufravigelige. (31)
Princippet om god tro og redelig handlemåde bør
være vejledende for parternes samarbejde. Da nogle regler specifikt omhandler
det generelle princip om god tro og redelig handlemåde, bør de have forrang for
det generelle princip. Det generelle princip bør derfor ikke anvendes som et
middel til at ændre parternes specifikke rettigheder og forpligtelser som
fastsat i de specifikke regler. De konkrete krav, der følger af princippet om
god tro og redelig handlemåde, bør bl.a. baseres på parternes relative
ekspertiseniveau og bør derfor komme til udtryk på forskellig vis i
transaktioner mellem erhvervsdrivende og forbrugere og transaktioner mellem erhvervsdrivende.
I transaktioner mellem erhvervsdrivende bør god handelspraksis i den specifikke
sektor være en relevant faktor i den forbindelse. (32)
Den fælles EU-købelov bør tage sigte på at bevare
en gyldig aftale, når det er muligt og hensigtsmæssigt i betragtning af
parternes fælles legitime interesser. (33)
Den fælles EU-købelov bør indeholde
velafbalancerede løsninger, der tager højde for parternes legitime interesser,
når det drejer sig om at bestemme og anvende de misligholdelsesbeføjelser, der
gælder i tilfælde af misligholdelse af aftalen. I aftaler mellem
erhvervsdrivende og forbrugere bør misligholdelsesbeføjelserne afspejle det
forhold, at mangler ved varer, digitalt indhold eller tjenesteydelser er
omfattet af den erhvervsdrivendes ansvar. (34)
For at fremme retssikkerheden ved at gøre
EU-Domstolens og de nationale retsinstansers afgørelser om fortolkning af den fælles
EU-købelov eller andre bestemmelser i denne forordning tilgængelig for
offentligheden bør Kommissionen oprette en database med de relevante endelige afgørelser.
Med henblik herpå bør medlemsstaterne sikre, at Kommissionen hurtigt får
meddelelse om sådanne nationale afgørelser. (35)
Den fælles EU-købelov og denne forordnings øvrige bestemmelser
bør også revideres efter fem års anvendelse. Denne revision bør bl.a. tage
hensyn til, om der er behov for yderligere at udvide anvendelsesområdet for
aftaler mellem erhvervsdrivende, og til markedsudviklingen og den teknologiske
udvikling med hensyn til digitalt indhold samt til den fremtidige udvikling i
gældende EU-ret. (36)
Da forordningens mål, nemlig at forbedre
betingelserne for det indre markeds funktion ved at stille et ensartet sæt af
aftaleretlige regler til rådighed, som kan bruges ved handel på tværs af
grænserne i hele Unionen, ikke i tilstrækkelig grad kan opfyldes af
medlemsstaterne og derfor bedre kan gennemføres på EU-plan, kan Unionen vedtage
foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i
traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud
over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål. (37)
I denne forordning overholdes de grundlæggende
rettigheder og de principper, som bl.a. Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder anerkender, særlig artikel 16, 38 og 47 — VEDTAGET DENNE FORORDNING: Artikel 1
Formål og genstand 1.
Formålet med denne forordning er at forbedre
betingelserne for det indre markeds oprettelse og funktion ved at stille det
ensartede sæt aftaleretlige regler i bilag I (herefter "den fælles
EU-købelov") til rådighed. Reglerne kan bruges ved handel på tværs af
landegrænserne til salg af varer, levering af digitalt indhold og levering af relaterede
tjenesteydelser, når parterne i en aftale er enige om det. 2.
Forordningen gør det muligt for de erhvervsdrivende
at lægge et fælles regelsæt til grund og anvende de samme aftalevilkår i al
deres handel på tværs af landegrænserne, så unødvendige omkostninger begrænses,
og der gives en høj grad af retssikkerhed. 3.
Med hensyn til aftaler mellem erhvervsdrivende og
forbrugere indeholder forordningen et omfattende regelsæt om
forbrugerbeskyttelse, der skal sikre et højt beskyttelsesniveau for
forbrugerne, fremme forbrugernes tillid til det indre marked og tilskynde
forbrugerne til at foretage indkøb på tværs af landegrænserne. Artikel 2
Definitioner I denne forordning forstås ved: a) "aftale": en kontrakt
indgået med den hensigt at skabe forpligtelser eller andre retsvirkninger b) "god tro og redelig
handlemåde": en adfærdsnorm, der er kendetegnet ved ærlighed, åbenhed og
omsorg for de interesser, den anden part i den pågældende handel eller det
pågældende forhold har c) "tab": økonomisk skade og
ikke-økonomisk skade i form af svie og smerte, men ikke andre former for
ikke-økonomisk skade, såsom forringelse af livskvalitet og tab af uforstyrret
nydelse d) "standardvilkår i
aftalen": aftalevilkår, der er blevet affattet på forhånd med henblik på
en række handler med forskellige parter, og der ikke er individuelt forhandlet
af parterne i betydningen i artikel 7 i den fælles EU-købelov e) "erhvervsdrivende": enhver
fysisk eller juridisk person, der handler som led i sin virksomhed som
handlende, håndværker, industridrivende eller udøver af et liberalt erhverv f) "forbruger": enhver
fysisk person, der handler, uden at det er som led i den pågældendes virksomhed
som handlende, håndværker, industridrivende eller udøver af et liberalt erhverv g) "erstatning": en sum
penge, som en person kan have krav på til dækning af tab, personskade eller anden
skade h) "vare": enhver
løsøregenstand; det omfatter ikke: i) elektricitet
og naturgas ii) vand og
andre typer gas, medmindre det udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en
bestemt mængde i) "pris": penge, der skal
betales som vederlag for salg af varer eller levering af digitalt indhold eller
for en relateret tjenesteydelse j) "digitalt indhold": data,
der er produceret og leveret i digital form, uanset om det sker i henhold til
køberens specifikationer, herunder digitalt video-, lyd-, billed- eller
tekstindhold,digitale spil, software og digitalt indhold, der gør det muligt at
foretage en personlig tilpasning af eksisterende hardware eller software; det
omfatter ikke: i) finansielle tjenesteydelser, herunder
online-bankforretninger ii) juridisk og finansiel rådgivning, der
gives i elektronisk form iii) elektroniske sundhedsydelser iv) elektroniske kommunikationstjenester og
-netværk og tilhørende faciliteter og tjenesteydelser v) hasardspil vi) forbrugernes skabelse af nyt digitalt
indhold og ændring af eksisterende digitalt indhold eller anden interaktion med
det, andre brugere har skabt k) "købsaftale": enhver
aftale, hvorved en erhvervsdrivende ("sælgeren") overdrager eller
påtager sig at overdrage ejendomsretten af en vare til en anden person ("køberen"),
og køberen betaler eller påtager sig at betale prisen herfor; det omfatter
aftaler om levering af varer, der skal tilvirkes eller fremstilles, men ikke
aftaler om køb på tvangsauktion eller køb, der på anden måde indebærer udøvelse
af offentlig myndighed l) "aftale om forbrugerkøb":
en købsaftale, hvor sælgeren er en erhversdrivende, og køberen er en forbruger m) "relateret tjenesteydelse":
en tjenesteydelse vedrørende varer eller digitalt indhold, såsom installation,
vedligeholdelse, reparation eller anden behandling, som sælgeren af varen eller
leverandøren af det digitale indhold skal udføre i henhold til købsaftalen,
aftalen om levering af digitalt indhold eller en særskilt aftale om en
relateret tjenesteydelse, der er indgået samtidig med købsaftalen eller aftalen
om levering af det digitale indhold; det omfatter ikke: i) transportydelser ii) uddannelsesydelser iii) hjælpetjenester i forbindelse med
telekommunikation og iv) finansielle tjenesteydelser n) "tjenesteyder": en sælger
af varer eller en leverandør af digitalt indhold, der påtager sig at levere en
tjenesteydelse, der relaterer sig til de pågældende varer eller det pågældende
digitale indhold, til en kunde o) "kunde": en køber af en
relateret tjenesteydelse p) "aftale om fjernsalg": en
aftale, der indgås mellem en erhvervsdrivende og en forbruger som led i en
organiseret fjernsalgsordning, uden at både forbrugeren og den erhvervsdrivende
eller, hvis den erhvervsdrivende er en juridisk person, en fysisk person, der
repræsenterer den erhvervsdrivende, samtidig er fysisk tilstede, idet der til
og med tidspunktet for aftalens indgåelse udelukkende anvendes en eller flere
former for fjernkommunikationsteknikker q) "aftale indgået uden for fast
forretningssted": en aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger i) der indgås, mens både forbrugeren og den
erhvervsdrivende eller, hvis den erhvervsdrivende er en juridisk person, en
fysisk person, der repræsenterer den erhvervsdrivende, samtidig er fysisk til
stede, på et sted, som ikke er den erhvervsdrivendes faste forretningssted,
eller som indgås på grundlag af et tilbud, som forbrugeren har afgivet under de
samme omstændigheder, eller ii) der indgås på den erhvervsdrivendes
faste forretningssted eller ved brug af en fjernkommunikationsteknik,
umiddelbart efter at forbrugeren er blevet kontaktet personligt og individuelt
på et sted, som ikke er den erhvervsdrivendes faste forretningssted, mens
forbrugeren og den erhvervsdrivende eller, hvis den erhvervsdrivende er en
juridisk person, en fysisk person, der repræsenterer den erhvervsdrivende,
samtidig fysisk er til stede, eller iii) der indgås under en udflugt arrangeret
af den erhvervsdrivende eller, hvis den erhvervsdrivende er en juridisk person,
af en fysisk person, der repræsenterer den erhvervsdrivende, med det formål at
præsentere og sælge varen, levere digitalt indhold eller relaterede
tjenesteydelser til forbrugeren r) "fast forretningssted": i) ethvert ubevægeligt
detailforretningssted, hvor den erhvervsdrivende fast udøver sin aktivitet,
eller ii) ethvert bevægeligt
detailforretningssted, hvor den erhvervsdrivende udøver sin aktivitet på
sædvanligt grundlag s) "handelsmæssig garanti":
enhver forpligtelse, som den erhvervsdrivende eller producenten har påtaget sig
over for forbrugeren ud over de lovmæssige forpligtelser i henhold til artikel
106 i tilfælde af mangler, til at tilbagebetale købesummen eller omlevere,
reparere eller på anden måde servicere varen eller det digitale indhold, hvis
den eller det ikke svarer til de specifikationer eller andre krav uden relation
til mangler, som fremgår af garantierklæringen eller af de relevante reklamer
på tidspunktet for eller forud for aftalens indgåelse t) "varigt medium": ethvert
medium, som sætter en part i stand til at oplagre informationer rettet
personligt til ham med mulighed for fremtidig anvendelse i en periode, som er
passende med henblik på informationerne, og som gendanner de oplagrede
informationer uændrede u) "offentlig auktion": en
salgsmetode, hvor den erhvervsdrivende tilbyder varer eller digitalt indhold
til forbrugeren, som selv er til stede under auktionen eller får mulighed
herfor, gennem en gennemsigtig konkurrencebaseret budprocedure, som styres af
en auktionsholder, og hvor den tilbudsgiver, hvis bud antages, er forpligtet
til at købe varen eller det digitale indhold v) "ufravigelig regel": en
bestemmelse, med hensyn til hvilken parterne ikke kan aftale, at den ikke skal
finde anvendelse, eller at der skal gøres undtagelse fra den, eller at dens
retsvirkninger skal ændres w) "fordringshaver": den, som
har ret til, at en anden, skyldneren, opfylder en betalingsforpligtelse eller
en anden form for forpligtelse x) "skyldner": den, som der
påhviler en betalingsforpligtelse eller en anden form for forpligtelse over for
den anden part, fordringshaveren y) "forpligtelse": en pligt
til opfyldelse, som den ene part i et retsforhold har over for den anden. Artikel 3
Valgfrihed med hensyn til den fælles EU-købelov Parterne kan aftale, at den fælles EU-købelov
skal gælde for aftaler, de indgår på tværs af landegrænserne om salg af varer
eller levering af digitalt indhold eller om relaterede tjenesteydelser, inden
for det territoriale, materielle og personelle anvendelsesområde, der er
fastsat i artikel 4-7. Artikel 4
Aftaler, der indgås på tværs af landegrænserne 1.
Den fælles EU-købelov kan anvendes på aftaler, der
indgås på tværs af landegrænserne. 2.
Ved anvendelsen af denne forordning er en aftale
mellem erhvervsdrivende en aftale, der indgås på tværs af landegrænserne, hvis
parterne har sædvanligt opholdssted i forskellige lande, hvoraf mindst det ene
er en medlemsstat. 3.
Ved anvendelsen af denne forordning er en aftale
mellem en erhvervsdrivende og en forbruger en aftale, der indgås på tværs af
landegrænserne, hvis a) enten den adresse, forbrugeren har
opgivet, adressen for levering af varen eller faktureringadressen er beliggende
i et andet land end det, hvor den erhvervsdrivende har sædvanligt opholdssted,
og b) mindst et af disse lande er en
medlemsstat 4.
Ved anvendelsen af denne forordning har selskaber,
foreninger og andre juridiskepersoner sædvanligt opholdssted der, hvor de har
deres hovedkontor. En erhvervsdrivende, der er en fysisk person, har sædvanligt
opholdssted der, hvor den pågældende har sin hovedvirksomhed. 5.
Er aftalen indgået som led i driften af en
erhvervsdrivendes filial, agentur eller en lignende virksomhed, anses det sted,
hvor filialen, agenturet eller den lignende virksomhed er beliggende, for at
være det sædvanlige opholdssted. 6.
Det relevante tidspunkt for afgørelsen af, om en
aftale er en aftale, der indgås på tværs af landegrænserne, er det tidspunkt,
hvor det blev aftalt at anvende den fælles EU-købelov. Artikel 5
Aftaler, som den fælles EU-købelov kan anvendes på Den fælles EU-købelov kan anvendes på: a) købsaftaler b) aftaler om levering af digitalt
indhold, som brugeren, uanset om det skal leveres på et fysisk medium eller ej,
kan lagre, behandle eller få adgang til og genbruge, uanset om det digitale
indhold skal leveres mod betaling af en pris c) aftaler om relaterede
tjenesteydelser, uanset om der er aftalt en særskilt pris for den relaterede
tjenesteydelse. Artikel 6
Aftaler med et blandet formål og aftaler i forbindelse med forbrugerkredit
ikke omfattet 1.
Den fælles EU-købelov kan ikke anvendes på aftaler
med et blandet formål, der vedrører andet end salg af varer, levering af
digitalt indhold og levering af relaterede tjenesteydelser i betydningen i
artikel 5. 2.
Den fælles EU-købelov kan ikke anvendes på aftaler
mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, når den erhvervsdrivende yder eller
giver tilsagn om at yde forbrugeren kredit i form af henstand med betalingen,
lån eller anden tilsvarende form for finansiel facilitet. Den fælles EU-købelov
kan anvendes på aftaler mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, hvis der
løbende leveres varer, digitalt indhold eller relaterede tjenesteydelser af
samme art, og forbrugeren betaler for varerne, det digitale indhold eller de
relaterede tjenesteydelser i rater, så længe de leveres. Artikel 7
Aftalens parter 1.
Den fælles EU-købelov kan kun anvendes, hvis
sælgeren af varen eller leverandøren af det digitale indhold er en
erhvervsdrivende. Når alle parterne i en aftale er erhvervsdrivende, kan den fælles
EU-købelov anvendes, hvis mindst en af parterne er en lille eller mellemstor
virksomhed. 2.
I denne forordning forstås ved lille eller
mellemstor virksomhed erhvervsdrivende, som a) beskæftiger færre end 250 personer, og b) har en årlig omsætning på højst 50 mio.
EUR eller en samlet årlig balance på højst 43 mio. EUR, eller for små eller
mellemstore virksomheder, der har sædvanligt opholdssted i en medlemsstat, der
ikke har euroen som valuta, eller i et tredjeland, et tilsvarende beløb i den
pågældende medlemsstats eller det pågældende tredjelands valuta. Artikel 8
Aftale om anvendelse af den fælles EU-købelov 1.
Det er en betingelse for anvendelse af den fælles
EU-købelov, at parterne har aftalt dette. Det skal afgøres på grundlag af denne
artikel, stk. 2 og 3, og artikel 9 samt de relevante bestemmelser i den fælles
EU-købelov, om der foreligger en gyldig aftale herom. 2.
I forholdet mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger er det kun gyldigt aftalt at anvende den fælles EU-købelov, hvis
forbrugeren har samtykket heri i en udtrykkelig erklæring, der er adskilt fra
erklæringen om enighed i at indgå selve aftalen. Den erhvervsdrivende giver
forbrugeren en bekræftelse af aftalen om at anvende den fælles EU-købelov på et
varigt medium. 3.
forholdet mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan den fælles EU-købelov ikke vælges delvis, men kun i sin helhed. Artikel 9
Standardmeddelelse i aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere 1.
Ud over forpligtelserne i den fælles EU-købelov til
at give oplysninger inden aftalens indgåelse skal den erhvervsdrivende i
forhold mellem erhvervsdrivende og forbrugere, inden det aftales at anvende den
fælles EU-købelov, henlede forbrugerens opmærksomhed på, at det er hensigten at
anvende den fælles EU-købelov, ved på et iøjnefaldende sted at give forbrugeren
meddelelsen i bilag II. Hvis aftalen om at anvende den fælles EU-købelov indgås
telefonisk eller ved hjælp af andre midler, der ikke giver mulighed for at give
forbrugeren meddelelsen, eller hvis den erhvervsdrivende har undladt at give
forbrugeren meddelelsen, er forbrugeren ikke bundet af aftalen, før den
pågældende har modtaget bekræftelsen i artikel 8, stk. 2, sammen med
meddelelsen og siden udtrykkeligt har givet sit samtykke til anvendelsen af den
fælles EU-købelov. 2.
Hvis meddelelsen i stk. 1 gives i elektronisk form,
skal den indeholde et hyperlink til den fælles EU-købelov; i alle andre
tilfælde skal den indeholde en angivelse af en webside, hvorigennem der er
gratis adgang til den fælles EU-købelov. Artikel 10
Sanktioner for tilsidesættelse af særlige krav Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om
sanktioner for erhvervsdrivendes overtrædelse af kravene i artikel 8 og 9 i
forhold til forbrugere og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre
gennemførelsen heraf. Sanktionerne skal være effektive, stå i rimeligt forhold
til overtrædelsernes grovhed og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne
giver senest den [et år efter forordningens anvendelsesdato] Kommissionen
meddelelse om disse bestemmelser og meddeler snarest muligt senere ændringer. Artikel 11
Konsekvenser af anvendelsen af den fælles EU-købelov Når parterne gyldigt har aftalt at anvende den
fælles EU-købelov på en aftale, er det kun den fælles EU-købelov, der gælder
for de forhold, dens regler vedrører. For så vidt som der faktisk blev indgået
en aftale, gælder den fælles EU-købelov også for opfyldelse af forpligtelserne
til at give oplysninger inden aftalens indgåelse og for beføjelser ved den
anden parts undladelse af at opfylde dem. Artikel 12
Oplysningsforpligtelser i henhold til tjenesteydelsesdirektivet Denne forordning berører ikke de
oplysningsforpligtelser, der er pålagt ved nationale love, som gennemfører
bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/123/EF af 12.
december 2006 om tjenesteydelser i det indre marked, og som supplerer
oplysningsforpligtelserne i den fælles EU-købelov. Artikel 13
Medlemsstaternes valgmuligheder En medlemsstat kan beslutte, at parterne kan
aftale, at den fælles EU-købelov skal finde anvendelse på a) aftaler, hvor de erhvervsdrivendes
sædvanlige opholdssted eller, når aftalen indgås mellem en erhvervsdrivende og
en forbruger, den erhvervsdrivendes sædvanlige opholdssted, den adresse,
forbrugeren har opgivet, adressen for levering af varen og faktureringadressen
er beliggende i den pågældende medlemsstat, og/eller b) aftaler, hvor alle parterne er
erhvervsdrivende, men ingen af dem er en lille eller mellemstor virksomhed i
betydningen i artikel 7, stk. 2. Artikel 14
Meddelelse af domme om anvendelse af denne forordning 1.
Medlemsstaterne sikrer, at endelige domme, som
deres retsinstanser har afsagt om anvendelsen af reglerne i denne forordning,
uden unødigt ophold meddeles Kommissionen. 2.
Kommissionen opretter en ordning, der giver
mulighed for at finde oplysninger om de i stk. 1 nævnte domme samt relevante
domme fra Den Europæiske Unions Domstol. Der skal være offentlig adgang til
ordningen. Artikel 15
Revision 1.
Senest [fire år efter ikrafttrædelsen af denne
forordning] fremsender medlemsstaterne oplysninger til Kommissionen om
anvendelsen af forordningen, særlig om, i hvilket omfang den fælles EU-købelov
er blevet accepteret, om, i hvilket omfang dens bestemmelser har givet
anledning til retstvister, og om status med hensyn til forskellene på
beskyttelsesniveauet for forbrugerne i den fælles EU-købelov og i national ret.
Oplysningerne skal indeholde en omfattende oversigt over retspraksis ved de
nationale retsinstanser for fortolkningen af bestemmelserne i den fælles
EU-købelov. 2.
Senest [fem år efter denne forordnings
anvendelsesdato] fremlægger Kommissionen en detaljeret rapport for Europa-Parlamentet,
Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg, om hvordan forordningen fungerer,
bl.a. under hensyntagen til, om der er behov for at udvide anvendelsesområdet
for aftaler mellem erhvervsdrivende, og til markedsudviklingen og den
teknologiske udvikling med hensyn til digitalt indhold samt til den fremtidige
udvikling i gældende EU-ret. Artikel 16
Ikrafttrædelse og anvendelse 1. Denne forordning træder i kraft på
tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. 2. Den finder anvendelse fra [6
måneder efter dens ikrafttrædelse]. Denne
forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver
medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den [..]. På Europa-Parlamentets vegne På
Rådets vegne Formand Formand BILAG I
DEN FÆLLES EU-KØBELOV INDHOLDSFORTEGNELSE Del I Indledende
bestemmelser........................................................................................ 6 Kapitel 1 Almindelige
principper og anvendelse...................................................................... 6 Afdeling 1 Almindelige
principper............................................................................................. 6 Afdeling 2 Anvendelse............................................................................................................. 6 Del II Indgåelse
af en bindende aftale................................................................................ 6 Kapitel 2 Oplysninger
forud for aftalens indgåelse................................................................... 6 Afdeling 1 Oplysninger,
som erhvervsdrivende skal give inden indgåelsen af aftaler
med forbrugere....................................................................................................... 6 Afdeling 2 Oplysninger,
som en erhvervsdrivende skal give inden indgåelsen af en aftale
med en anden erhvervsdrivende............................................................................... 6 Afdeling 3 Aftaler,
der indgås med elektroniske midler.............................................................. 6 Afdeling 4 Pligt
til at sikre, at oplysningerne er rigtige................................................................ 6 Afdeling 5 Den
anden parts rettigheder ved tilsidesættelse af oplysningspligten........................... 6 Kapitel 3 Indgåelse
af aftaler.................................................................................................. 6 Kapitel 4 Fortrydelsesret
ved aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast
forretningssted mellem erhvervsdrivende og forbrugere............................................. 6 Kapitel 5 Mangler
ved samtykket........................................................................................... 6 Del III Vurdering
af aftalens indhold................................................................................... 6 Kapitel 6 Fortolkning............................................................................................................. 6 Kapitel 7 Indhold
og retsvirkninger......................................................................................... 6 Kapitel 8 Ubillige
aftalevilkår.................................................................................................. 6 Afdeling 1 Almindelige
bestemmelser....................................................................................... 6 Afdeling 2 Ubillige
aftalevilkår i aftaler mellem en erhvervsdrivende og en forbruger................... 6 Afdeling 3 Ubillige
aftalevilkår i aftaler mellem erhvervsdrivende................................................ 6 Del IV Forpligtelser
samt misligholdelsesbeføjelser for parter i en købsaftale eller en
aftale om levering af digitalt indhold.......................................................................... 6 Kapitel 9 Almindelige
bestemmelser....................................................................................... 6 Kapitel 10 Sælgerens
forpligtelser............................................................................................ 6 Afdeling 1 Almindelige
bestemmelser....................................................................................... 6 Afdeling 2 Resultater............................................................................................................... 6 Afdeling 3 Varens
og det digitale indholds overensstemmelse med aftalen.................................. 6 Kapitel 11 Købers
misligholdelsesbeføjelser............................................................................. 6 Afdeling 1 Almindelige
bestemmelser....................................................................................... 6 Afdeling 2 Sælgers
afhjælpning................................................................................................ 6 Afdeling 3 Krav
om opfyldelse................................................................................................. 6 Afdeling 4 Tilbageholdelse
af opfyldelsen af køberens forpligtelser............................................ 6 Afdeling 5 Aftalens
ophør........................................................................................................ 6 Afdeling 6 Afslag
i prisen......................................................................................................... 6 Afdeling 7 Krav
om undersøgelse og meddelelse ved aftaler mellem erhvervsdrivende............... 6 Kapitel 12 Køberens
forpligtelser............................................................................................. 6 Afdeling 1 Almindelige
bestemmelser....................................................................................... 6 Afdeling 2 Betaling
af prisen..................................................................................................... 6 Afdeling 3 Modtagelse
af levering............................................................................................ 6 Kapitel 13 Sælgers
misligholdelsesbeføjelser............................................................................. 6 Afdeling 1 Almindelige
bestemmelser....................................................................................... 6 Afdeling 2 Krav
om opfyldelse................................................................................................. 6 Afdeling 3 Tilbageholdelse
af opfyldelsen af sælgerens forpligtelser........................................... 6 Afdeling 4 Aftalens
ophør........................................................................................................ 6 Kapitel 14 Risikoens
overgang................................................................................................. 6 Afdeling 1 Almindelige
bestemmelser....................................................................................... 6 Afdeling 2 Risikoens
overgang i aftaler om forbrugerkøb.......................................................... 6 Afdeling 3
Risikoens overgang i aftaler mellem erhvervsdrivende.................................................... 6 Del V Forpligtelser
og misligholdelsesbeføjelser for parterne i aftaler om relaterede
tjenesteydelser........................................................................................................ 6 Kapitel 15 Parternes
forpligtelser og misligholdelsesbeføjelser................................................... 6 Afdeling 2 Tjenesteyderens
forpligtelser................................................................................... 6 Afdeling 3 Kundens
forpligtelser.............................................................................................. 6 Afdeling 4 Misligholdelsesbeføjelser......................................................................................... 6 Del V Erstatning
og renter................................................................................................. 6 Kapitel 16 Erstatning
og renter................................................................................................. 6 Afdeling 1 Erstatning................................................................................................................ 6 Afdeling 2 Renter
ved forsinket betaling: Almindelige bestemmelser........................................... 6 Afdeling 3 Erhvervsdrivendes
forsinkelse med betalingen.......................................................... 6 Del VII Genoprettelse......................................................................................................... 6 Kapitel 17 Genoprettelse......................................................................................................... 6 Del VIII Forældelse.............................................................................................................. 6 Kapitel 18 Forældelse.............................................................................................................. 6 Afdeling 1 Almindelige
bestemmelser....................................................................................... 6 Afdeling 2 Forældelsesfrister
og deres begyndelse.................................................................... 6 Afdeling 3 Forlængelse
af forældelsesfrister.............................................................................. 6 Afdeling 4 Fornyelse
af forældelsesfrister................................................................................. 6 Afdeling 5 Forældelsens
retsvirkninger..................................................................................... 6 Afdeling 6 Ændring
ved aftale.................................................................................................. 6 Tillæg 1.................................................................................................................................... 114 Tillæg 2.................................................................................................................................... 117 Del I Indledende
bestemmelser Kapitel 1 Almindelige
principper og anvendelse Afdeling
1 Almindelige principper Artikel 1
Aftalefrihed 1.
Parterne kan frit indgå aftaler og bestemme
indholdet heraf, medmindre gældende ufravigelige regler er til hinder herfor. 2.
Parterne kan bestemme, at en hvilken som helst
bestemmelse i den fælles EU-købelov ikke skal finde anvendelse, eller gøre
undtagelse herfra eller ændre retsvirkningerne heraf, medmindre der er fastsat
noget andet i disse bestemmelser. Artikel 2
God tro og redelig handlemåde 1.
Parterne har pligt til at handle i god tro og i
overensstemmelse med redelig handlemåde. 2.
Tilsidesættelse af denne forpligtelse kan medføre,
at den part, der tilsidesætter den, afskæres fra at udnytte eller påberåbe sig
en rettighed, en beføjelse eller en indsigelse, som parten ellers ville have
haft, eller at parten ifalder erstatningsansvar for tab, der derved forvoldes
den anden part. 3.
Parterne kan ikke bestemme, at denne artikel ikke
skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse fra eller ændre dens
retsvirkninger. Artikel 3
Samarbejde Parterne har pligt til at samarbejde med
hinanden i det omfang, det kan forventes med henblik på opfyldelse af deres
forpligtelser i henhold til aftalen. Afdeling 2 Anvendelse Artikel 4
Fortolkning 1.
Den fælles EU-købelov skal undergives en
selvstændig fortolkning og skal fortolkes i overensstemmelse med dets formål og
med de principper, der ligger til grund for den. 2.
Spørgsmål, der henhører under den fælles EU-købelovs
anvendelsesområde, men som ikke udtrykkeligt er reguleret i den, skal afgøres i
overensstemmelse med de formål og principper, der ligger til grund for den, og
i henhold til alle dens bestemmelser uden hensyn til den nationale ret, der
ville finde anvendelse, hvis der ikke forelå en aftale om at anvende den fælles
EU-købelov, og uden hensyn til anden ret. 3.
Når der findes en generel regel og en speciel
regel, der finder anvendelse på en konkret situation inden for
anvendelsesområdet for den generelle regel, er det den specielle regel, der
finder anvendelse i tilfælde af regelkonflikt. Artikel 5
Rimelighed 1.
Om noget er rimeligt, skal vurderes på et objektivt
grundlag under hensyn til aftalens art og formål, sagens konkrete
omstændigheder og sædvane og praksis inden for det pågældende handelsområde
eller erhverv. 2.
Når der henvises til, hvad en person kan forvente,
hvad der kan forventes af en person, eller hvad der kan forventes i en bestemt
situation, forstås der derved, hvad der med rimelighed kan forventes. Artikel 6
Ingen formkrav Medmindre andet er fastsat i den fælles
EU-købelov, gælder der ingen krav om, at en aftale, erklæring eller anden
disposition, der er omfattet af den, skal affattes i eller dokumenteres i en
bestemt form. Artikel 7
Aftalevilkår, der ikke er individuelt forhandlet 1.
Et aftalevilkår er ikke blevet individuelt
forhandlet, hvis det er indført af den ene part, og den anden part ikke har
haft mulighed for at få indflydelse på dets indhold. 2.
Hvis den ene part giver den anden part et valg
mellem forskellige aftalevilkår, anses et vilkår ikke for at være blevet
individuelt forhandlet, alene fordi den anden part har valgt det pågældende
vilkår iblandt dem. 3.
Hvis en part gør gældende, at et aftalevilkår, der
indgår i standardvilkårene i aftalen, siden er blevet individuelt forhandlet,
har denne part bevisbyrden for, at dette er tilfældet. 4.
I en aftale mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger har den erhvervsdrivende bevisbyrden for, at et aftalevilkår, den
erhvervsdrivende har indsat, er blevet individuelt forhandlet. 5.
I en aftale mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger anses aftalevilkår, der er affattet af tredjemand, for at være indsat
af den erhvervsdrivende, medmindre forbrugeren har indført dem i aftalen. Artikel 8
Aftalens ophør 1.
Ved at "bringe en aftale til ophør"
forstås, at parternes rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen
bringes til ophør med undtagelse af de rettigheder og forpligtelser, der
fremgår af aftalens bestemmelser om bilæggelse af tvister eller af andre
aftalevilkår, der skal have virkning også efter aftalens ophør. 2.
Pligten til betaling af skyldige beløb og
erstatning for misligholdelse inden ophøret opretholdes. Når aftalen bringes
til ophør på grund af misligholdelse eller anticiperet misligholdelse, har den
part, der bringer aftalen til ophør, tillige ret til erstatning i stedet for
den anden parts opfyldelse i fremtiden. 3.
Retsvirkningerne af aftalens ophør for
tilbagebetaling af prisen og tilbagelevering af varen eller det digitale
indhold samt andre retsvirkninger til genoprettelse er nærmere fastsat i
reglerne om genoprettelse i kapitel 17. Artikel 9
Aftaler med flere formål 1.
Indeholder en aftale bestemmelser både om salg af
varer eller levering af digitalt indhold og om udførelse af en relateret
tjenesteydelse, finder reglerne i del IV anvendelse på parternes forpligtelser
og misligholdelsesbeføjelser som sælger og køber af varen eller af det digitale
indhold, og reglerne i del V finder anvendelse på parternes forpligtelser og
misligholdelsesbeføjelser som tjenesteyder og kunde. 2.
Når sælgerens og tjenesteyderens forpligtelser i
henhold til en aftale omfattet af stk. 1 skal opfyldes i flere dele eller på
anden måde kan opdeles, og der foreligger en grund til at bringe aftalen til
ophør på grund af misligholdelse for så vidt angår en del, som en del af prisen
kan henføres til, kan køberen og kunden kun bringe aftalen til ophør med hensyn
til den pågældende del. 3.
Stk. 2 finder ikke anvendelse, når køberen og
kunden ikke kan forventes at acceptere opfyldelse af de øvrige dele, eller
misligholdelsen er af en sådan art, at der er grund til at bringe aftalen til
ophør i dens helhed 4.
Når sælgerens og tjenesteyderens forpligtelser i
henhold til aftalen ikke kan opdeles, eller der ikke kan henføres en del af
prisen til den pågældende del af aftalen, kan køberen og kunden kun bringe
aftalen til ophør, hvis misligholdelsen er af en sådan art, at der er grund til
at bringe aftalen til ophør i dens helhed. Artikel 10
Meddelelse 1.
Denne artikel finder anvendelse, når der i henhold
til den fælles EU-købelov eller aftalen skal gives meddelelse uanset med
hvilket formål. "Meddelelse" omfatter afgivelse af enhver erklæring,
der skal have retsvirkninger eller skal videregive oplysninger med et retligt
formål. 2.
Der kan gives meddelelse ved brug af alle midler,
der er egnede under hensyn til omstændighederne. 3.
En meddelelse får virkning, når den når frem til
den, den er rettet til, medmindre meddelelsen angiver at få virkning på et
senere tidspunkt. 4.
En meddelelse når frem til den, den er rettet til a) når den overgives til den, den er rettet
til b) når den overgives til dennes
forretningssted, eller hvis der ikke er et forretningssted, eller meddelelsen
er rettet til en forbruger, da til det sted, hvor den pågældende har sædvanligt
opholdssted c) når den, meddelelsen er rettet til, kan
få adgang til meddelelsen, hvis den fremsendes ved hjælp af elektronisk post
eller en anden form for individuel kommunikation, eller d) når den på anden måde gøres tilgængelig
for den, den er rettet til, på et sådant sted og en sådan måde, at den
pågældende kunne forventes at få adgang til den uden unødigt ophold. Meddelelsen er kommet frem til den, den er rettet
til, når en af betingelserne i litra a), b), c) eller d) er opfyldt, og hvis
flere opfyldes, da når den første er opfyldt. 5.
En meddelelse har ingen virkning, hvis en
tilbagekaldelse af den når frem til den, den er rettet til, inden eller
samtidig med meddelelsen. 6.
I forhold mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan parterne ikke til skade for forbrugeren træffe bestemmelse om, at
stk. 3 og 4 ikke skal finde anvendelse, eller fravige eller ændre bestemmelsens
retsvirkninger. Artikel 11
Fristberegning 1.
Bestemmelserne i denne artikel finder anvendelse på
beregning af tid i enhver sammenhæng i den fælles EU-købelov. 2.
Med forbehold af stk. 3 til 7 gælder følgende: a) en tidsfrist udtrykt i dage indledes med
begyndelsen af den første time på fristens første dag og udløber med udgangen
af den sidste time på fristens sidste dag b) en tidsfrist udtrykt i uger, måneder
eller år indledes med begyndelsen af den første time på fristens første dag og
udløber med udgangen af den sidste time på den dag i den sidste uge, sidste
måned eller det sidste år, som har den samme benævnelse eller talangivelse som
den dag, der indleder fristen; hvis den dag, der er afgørende for udløbet af en
tidsfrist, der er udtrykt i måneder eller år, ikke forekommer i fristens sidste
måned, udløber fristen dog med udgangen af den sidste time på denne måneds
sidste dag. 3.
Hvis en tidsfrist udtrykt i dage, uger, måneder
eller år skal regnes fra en bestemt begivenhed, en bestemt handling eller et
bestemt tidspunkt, medregnes den dag, hvor begivenheden indtræffer, handlingen
foretages eller det fastsatte tidspunkt oprinder, ikke i den pågældende frist. 4.
I tidsfristerne medregnes lørdage, søndage og
helligdage, medmindre disse udtrykkeligt er undtaget, eller fristerne er
udtrykt i arbejdsdage. 5.
Hvis den sidste dag af en frist falder på en
lørdag, en søndag eller en helligdag på det sted, hvor en nærmere fastsat
handling skal foretages, udløber tidsfristen ved udgangen af den følgende
arbejdsdags sidste time. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på
tidsfrister, der regnes tilbage fra en bestemt dato eller begivenhed. 6.
Når en person sender en anden person et dokument,
der fastsætter en frist for, hvornår adressaten skal svare eller foretage en
anden handling, men dokumentet ikke angiver, hvorfra fristen skal regnes,
beregnes fristen fra det tidspunkt, hvor dokumentet når frem til adressaten,
medmindre andet fremgår af omstændighederne. 7.
Ved anvendelsen af denne artikel forstås ved: a) "helligdag" i en medlemsstat
eller en del af en medlemsstat i Den Europæiske Union: en af de dage, der er
opført som helligdage i den pågældende medlemsstat eller den pågældende del af
en medlemsstat på en liste, der offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende,
og b) "arbejdsdage": er alle dage med
undtagelse af lørdage, søndage og offentlige fri og helligdage. Artikel 12
Ensidige erklæringer eller adfærd 1.
En ensidig erklæring, der tilkendegiver en hensigt,
skal fortolkes sådan, som den person, erklæringen er rettet til, kunne
forventes at forstå den. 2.
Når den person, der afgiver erklæringen, havde til
hensigt, at et udtryk i erklæringen skulle have en bestemt betydning, og den
anden part var vidende om eller kunne forventes at være vidende om denne
hensigt, skal udtrykket fortolkes på den måde, den, der afgav erklæringen,
havde til hensigt. 3.
Artikel 59-65 finder med de nødvendige tilpasninger
anvendelse på fortolkningen af ensidige erklæringer, der tilkendegiver en
hensigt. 4.
Reglerne om mangler ved samtykke i kapitel 5 finder
med de nødvendige tilpasninger anvendelse på ensidige erklæringer, der
tilkendegiver en hensigt. 5.
I denne artikel forstås ved erklæring også adfærd,
der kan anses for at svare til en erklæring. Del II Indgåelse
af en bindende aftale Kapitel 2 Oplysninger
forud for aftalens indgåelse Afdeling 1: Oplysninger, som
erhvervsdrivende skal give inden indgåelsen af aftaler med forbrugere Artikel 13
Oplysningspligt i forbindelse med aftaler om fjernsalg og aftaler indgået
uden for fast forretningssted 1.
En erhvervsdrivende, der indgår en aftale om
fjernsalg, eller som indgår en aftale uden for sit faste forretningssted, har
pligt til på en klar og forståelig måde at give forbrugeren følgende
oplysninger, inden aftalen indgås, eller forbrugeren bliver bundet af et
tilbud: a) de vigtigste egenskaber ved den vare, det
digitale indhold eller den relaterede tjenesteydelse, der skal leveres, i et
passende omfang under hensyn til kommunikationsteknikken og til varen, det
digitale indhold eller den relaterede tjenesteydelse b) den samlede pris og yderligere
omkostninger og andre udgifter, jf. artikel 14 c) den erhvervsdrivendes identitet og
adresse, jf. artikel 15 d) aftalevilkårene, jf. artikel 16 e) fortrydelsesret, jf. artikel 17 f) hvor det er relevant, den
erhvervsdrivendes eventuelle kundebistand efter salget, eftersalgsservice, handelsmæssige
garantier og klagebehandling g) hvor det er relevant, muligheden for at
anvende en ordning for alternativ konfliktløsning, som den erhvervsdrivende er
omfattet af, og oplysninger om, hvordan man får adgang til den h) hvor det er relevant, digitalt indholds
funktion, herunder relevante tekniske beskyttelsesforanstaltninger, og i) hvor det er relevant, digitalt indholds
eventuelle interoperabilitet med hardware og software, som den erhvervsdrivende
er bekendt med eller kan forventes at være bekendt med. 2.
De afgivne oplysninger, undtagen den adresse, der
kræves i henhold til stk. 1, litra c), udgør en integreret del af aftalen og
kan ikke ændres, uden at parterne udtrykkeligt er blevet enige herom. 3.
Ved aftaler om fjernsalg skal de i henhold til
denne artikel krævede oplysninger a) gives eller stilles til rådighed for
forbrugeren på en passende måde under hensyn til den anvendte
fjernkommunikationsteknik b) være udfærdiget i et klart og forståeligt
sprog, og c) for så vidt de gives på et varigt medium,
være letlæselige. 4.
Ved aftaler indgået uden for fast forretningssted
skal de i henhold til denne artikel krævede oplysninger a) udleveres på papir eller, hvis
forbrugeren er enig heri, på et andet varigt medium, og b) være letlæselige og udfærdiget i et klart
og forståeligt sprog. 5.
Denne artikel finder ikke anvendelse, hvis aftalen a) angår levering af fødevarer, drikkevarer
eller andre varer til husholdningens løbende forbrug, som leveres fysisk til
forbrugerens hjem, bopæl eller arbejdsplads af en erhvervsdrivende på en fast
rute, han ofte og regelmæssigt betjener b) indgås ved hjælp af en vareautomat eller
i automatiserede forretningslokaler c) indgås uden for fast forretningssted,
hvis prisen eller – når der indgås flere aftaler samtidig – den samlede pris i
henhold til aftalerne ikke overstiger 50 EUR eller et tilsvarende beløb i den
valuta, som prisen i henhold til aftalen skal betales i. Artikel 14
Oplysninger om pris og yderligere omkostninger og andre udgifter 1.
De oplysninger, der skal gives i henhold til
artikel 13, stk. 1, litra b), skal omfatte: a) den samlede pris for varen, det digitale
indhold eller den relaterede tjenesteydelse, inklusive afgifter, eller, hvis
varens, det digitale indholds eller den relaterede tjenesteydelses art gør, at
prisen ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, den måde, hvorpå prisen
skal beregnes, og b) når det er relevant, alle yderligere
omkostninger til fragt, levering eller porto og alle andre udgifter eller, når
sådanne omkostninger ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, oplysning om,
at der kan forekomme sådanne yderligere omkostninger og andre udgifter. 2.
I forbindelse med tidsubestemte aftaler og
abonnementsaftaler skal den samlede pris indeholde den samlede pris for hver
faktureringsperiode. Når der i henhold til disse aftaler skal ske betaling af
et fast beløb, skal den samlede pris omfatte den samlede månedlige pris. Når
den samlede pris ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal det oplyses,
hvordan prisen beregnes. 3.
Hvor det er relevant, skal den erhvervsdrivende
informere forbrugeren om omkostningerne ved at bruge
fjernkommunikationsteknikker til at indgå aftalen, når omkostningerne beregnes
på anden måde end med grundtaksten. Artikel 15
Oplysninger om den erhvervsdrivendes identitet og adresse De oplysninger, der skal gives i henhold til
artikel 13, stk. 1, litra c), skal omfatte: a) den erhvervsdrivendes identitet,
f.eks. firmanavnet b) den fysiske adresse, hvor den
erhvervsdrivende er etableret c) den erhvervsdrivendes eventuelle
telefonnummer, faxnummer og e-mail-adresse, så forbrugeren hurtigt kan kontakte
den erhvervsdrivende og kommunikere effektivt med den erhvervsdrivende d) hvor det er relevant, identiteten og
den fysiske adresse på en eventuel anden erhvervsdrivende, på hvis vegne den
erhvervsdrivende handler, og e) den fysiske adresse på den
erhvervsdrivende - og, hvor det er relevant, på den anden erhvervsdrivende, på
hvis vegne den erhvervsdrivende handler - hvortil forbrugeren kan rette
eventuelle klager, for så vidt som adressen afviger fra den adresse, der er
oplyst i henhold til nærværende artikels litra b) og d). Artikel 16
Oplysninger om aftalevilkår De oplysninger, der skal gives i henhold til
artikel 13, stk. 1, litra d), skal omfatte: a) de nærmere bestemmelser om betaling,
levering af varen, tilvejebringelse af det digitale indhold eller udførelse af
den relaterede tjenesteydelse og det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende
forpligter sig til at levere varen eller det digitale indhold eller udføre den
relaterede tjenesteydelse b) hvor det er relevant, aftalens
gyldighedsperiode og minimumsvarigheden af forbrugerens forpligtelser eller,
hvis aftalen er tidsubestemt eller skal forlænges automatisk, betingelserne for
at bringe aftalen til ophør c) hvor det er relevant, en eventuel
udbetaling eller andre finansielle garantier, som forbrugeren skal betale eller
foretage efter anmodning fra den erhvervsdrivende, samt betingelserne herfor,
og d) hvor det er relevant, om der findes
relevante adfærdskodekser, og hvordan man kan få et eksemplar af dem. Artikel 17
Oplysninger om fortrydelsesret ved indgåelse af aftaler om fjernsalg og aftaler
indgået uden for fast forretningssted 1.
Når forbrugeren har en fortrydelsesret i henhold
til kapitel 4, skal de oplysninger, der skal gives i henhold til artikel 13,
stk. 1, litra e), omfatte betingelser, tidsfrist og procedurer for at gøre denne
ret gældende, jf. tillæg 1, samt standardfortrydelsesformularen i tillæg 2. 2.
Hvor det er relevant, skal de oplysninger, der skal
gives i henhold til artikel 13, stk. 1, litra e), omfatte en oplysning om, at
forbrugeren skal bære omkostningerne ved tilbagelevering af varen i tilfælde af
fortrydelse, og ved aftaler om fjernsalg en oplysning om, at forbrugeren skal
bære omkostningerne ved tilbagelevering af varen i tilfælde af fortrydelse,
hvor varen på grund af sin art ikke kan tilbageleveres normalt med posten. 3.
Såfremt forbrugeren kan gøre sin fortrydelsesret
gældende efter at have fremsat en anmodning om, at leveringen af den relaterede
tjenesteydelse påbegyndes, inden fortrydelsesfristen udløber, skal de
oplysninger, der skal gives i henhold til artikel 13, stk. 1, litra e), omfatte
en oplysning om, at forbrugeren er ansvarlig for at betale den erhvervsdrivende
et beløb i henhold til artikel 45, stk. 5. 4.
Forpligtelsen til at give oplysningerne i stk. 1, 2
og 3, kan opfyldes ved at give forbrugeren standardvejledningen om
fortrydelsesret i tillæg 1. Den erhvervsdrivende anses for at have opfyldt
disse oplysningskrav, hvis han har videregivet denne vejledning til forbrugeren
i korrekt udfyldt stand. 5.
Når der i henhold til artikel 40, stk. 2, litra c)
til i), eller artikel 40, stk. 3, ikke er nogen fortrydelsesret, skal de
oplysninger, der skal gives i henhold til artikel 13, stk. 1, litra e), omfatte
information om, at forbrugeren ikke har nogen fortrydelsesret, eller, hvor det
er relevant, under hvilke omstændigheder forbrugeren mister fortrydelsesretten. Artikel 18
Aftaler indgået uden for fast forretningssted: yderligere oplysningskrav og
bekræftelse 1.
Den erhvervsdrivende giver forbrugeren en kopi af
den underskrevne aftale eller bekræftelsen af aftalen, herunder, hvor det er
relevant, bekræftelsen af forbrugerens samtykke og anerkendelse, jf. artikel
40, stk. 3, litra d), på papir eller, hvis forbrugeren samtykker heri, på et
andet varigt medium. 2.
Hvis en forbruger ønsker, at leveringen af
relaterede tjenesteydelser påbegyndes, inden fortrydelsesfristen i artikel 42,
stk. 2, udløber, skal den erhvervsdrivende kræve, at forbrugeren fremsætter en
udtrykkelig anmodning herom på et varigt medium. Artikel 19
Aftaler om fjernsalg: yderligere oplysninger og andre krav 1.
Hvis en erhvervsdrivende kontakter en forbruger
telefonisk med henblik på indgåelse af en aftale om fjernsalg, skal han ved
begyndelsen af samtalen med forbrugeren opgive sit navn og eventuelt navnet på
den person, på hvis vegne han foretager opkaldet, og opkaldets kommercielle
sigte. 2.
Hvis aftalen om fjernsalg indgås ved anvendelse af
en fjernkommunikationsteknik, som kun giver begrænset plads eller tid til at
formidle oplysningerne, skal den erhvervsdrivende mindst give de oplysninger,
der kræves i henhold til denne artikels stk. 3, om den særlige teknik forud for
en sådan aftales indgåelse De øvrige oplysninger, som er omhandlet i artikel
13, skal formidles af den erhvervsdrivende til forbrugeren på passende måde i
henhold til artikel 13, stk. 3. 3.
Der kræves følgende oplysninger i henhold til stk.
2: a) varens, det digitale indholds eller den
relaterede tjenesteydelses vigtigste egenskaber, jf. artikel 13, stk. 1, litra
a) b) den erhvervsdrivendes identitet, jf.
artikel 15, litra a) c) den samlede pris, herunder alle elementer
nævnt i artikel 13, stk. 1, litra b), og artikel 14, stk. 1 og 2 d) fortrydelsesret og e) hvor det er relevant, aftalens varighed
og for tidsubestemte aftaler betingelserne for at bringe aftalen til ophør, jf.
artikel 16, litra b). 4.
En aftale om fjernsalg, der indgås telefonisk, er
kun gyldig, hvis forbrugeren har underskrevet tilbuddet eller har sendt sit
skriftlige samtykke, hvoraf det fremgår, at han er enig i aftalens indgåelse.
Den erhvervsdrivende giver forbrugeren en bekræftelse af aftalen på et varigt
medium. 5.
Den erhvervsdrivende giver forbrugeren en
bekræftelse af den indgåede aftale, herunder, når det er relevant, af
forbrugerens samtykke og anerkendelse, jf. artikel 40, stk. 3, litra d), og
alle de i artikel 13 nævnte oplysninger på et varigt medium. Den
erhvervsdrivende skal give disse oplysninger i rimelig tid efter indgåelsen af
aftalen om fjernsalg og senest ved leveringen af varen, eller inden det
digitale indhold leveres eller den relaterede tjenesteydelse påbegyndes, medmindre
oplysningerne allerede er givet til forbrugeren forud for indgåelsen af aftalen
om fjernsalg på et varigt medium. 6.
Hvis en forbruger ønsker, at leveringen af
relaterede tjenesteydelser påbegyndes, inden fortrydelsesfristen i artikel 42,
stk. 2, udløber, skal den erhvervsdrivende kræve, at forbrugeren fremsætter en
udtrykkelig anmodning herom på et varigt medium. Artikel 20
Oplysningspligt ved indgåelse af andre aftaler end aftaler om fjernsalg og
aftaler indgået uden for fast forretningssted 1.
Ved andre aftaler end aftaler om fjernsalg og
aftaler indgået uden for fast forretningssted har den erhvervsdrivende pligt
til at give forbrugeren følgende oplysninger på en klar og forståelig måde,
inden aftalen indgås, eller forbrugeren bliver bundet af et tilbud, for så vidt
som oplysningerne ikke allerede fremgår af omstændighederne: a) de vigtigste egenskaber ved den vare, det
digitale indhold eller den relaterede tjenesteydelse, der skal leveres, i et
passende omfang under hensyn til kommunikationsteknikken og til varen, det
digitale indhold eller den relaterede tjenesteydelse b) den samlede pris og yderligere
omkostninger og andre udgifter, jf. artikel 14, stk. 1 c) den erhvervsdrivendes identitet, f.eks.
den erhvervsdrivendes firmanavn, den fysiske adresse, hvor den erhvervsdrivende
er etableret, og hans telefonnummer d) aftalevilkårene, jf. artikel 16, litra a)
og b) e) hvor det er relevant, vilkårene for den
erhvervsdrivendes eventuelle eftersalgsservice, handelsmæssige garantier og
klagebehandling f) hvor det er relevant, digitalt indholds
funktion, herunder relevante tekniske beskyttelsesforanstaltninger, og g) hvor det er relevant, det digitale
indholds eventuelle interoperabilitet med hardware og software, som den
erhvervsdrivende er bekendt med eller kan forventes at være bekendt med. 2.
Denne artikel finder ikke anvendelse, når aftalen
vedrører en daglig handel og opfyldes straks ved indgåelsen. Artikel 21
Bevisbyrde Den erhvervsdrivende har bevisbyrden for, at
han har givet de oplysninger, der kræves i henhold til denne afdeling. Artikel 22
Ufravigelige regler Parterne kan ikke til skade for forbrugeren
bestemme, at denne afdeling ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse
fra eller ændre dens retsvirkninger. Afdeling 2: Oplysninger, som en erhvervsdrivende
skal give inden indgåelsen af en aftale med en anden erhvervsdrivende Artikel 23
Forpligtelse til at give oplysninger om varer og relaterede tjenesteydelser 1.
Inden der indgås aftale om en erhvervsdrivendes
salg af varer, levering af digitalt indhold eller levering af relaterede
tjenesteydelser til en anden erhvervsdrivende, har den, der skal foretage
levering, en pligt til på passende måde at give den anden erhvervsdrivende de
oplysninger om varens, det digitale indholds eller den relaterede tjenesteydelses
vigtigste egenskaber, som den, der skal foretage leveringen, har eller kan
forventes at have, og som det ville være i strid med god tro og redelig
handlemåde ikke at give den anden part. 2.
Ved afgørelsen af, om den, der skal foretage
levering, i henhold til stk. 1 har pligt til at give visse oplysninger, skal
der tages hensyn til samtlige omstændigheder, herunder: a) om den, der skal foretage leveringen,
havde en særlig sagkundskab b) omkostningerne for den, der skal foretage
leveringen, ved at indhente de relevante oplysninger c) hvor let den anden erhvervsdrivende kunne
have indhentet oplysningerne ad anden vej d) oplysningernes art e) om det var sandsynligt, at oplysningerne
var vigtige for den anden erhvervsdrivende, og f) god handelspraksis i den pågældende
situation. Afdeling
3: Aftaler, der indgås med elektroniske midler Artikel 24
Yderligere oplysningskrav ved aftaler om fjernsalg, der indgås med
elektroniske midler 1.
Denne artikel finder anvendelse, når en
erhvervsdrivende tilvejebringer midlerne til at indgå en aftale, og disse
midler er elektroniske og ikke indebærer nogen særlig udveksling af elektronisk
post eller anden individuel kommunikation. 2.
Den erhvervsdrivende skal stille egnede, effektive
og tilgængelige tekniske midler til rådighed for den anden part, så denne kan
blive opmærksom på fejl i indkodningen og rette dem, inden han fremsætter eller
antager et tilbud. 3.
Den erhvervsdrivende skal give oplysninger om
følgende forhold, inden den anden part fremsætter eller antager et tilbud: a) de tekniske skridt, der skal tages for at
indgå aftalen b) hvorvidt aftaledokumentet opbevares af
den erhvervsdrivende, samt hvorvidt det vil være tilgængeligt c) de tekniske midler til at blive opmærksom
på fejl i indkodningen og rette dem, inden den anden part fremsætter eller
antager et tilbud d) de sprog, aftalen kan indgås på e) aftalevilkårene. 4.
Den erhvervsdrivende sikrer, at aftalevilkårene,
jf. stk. 3, litra e), stilles til rådighed i en tekst, der består af bogstaver
eller andre forståelige tegn, på et varigt medium, som muliggør læsning,
registrering af oplysningerne i teksten og gengivelse af disse i håndgribelig
form. 5.
Den erhvervsdrivende skal ved hjælp af elektroniske
midler og uden unødigt ophold anerkende modtagelsen af et tilbud eller en
antagelse af tilbud, der er sendt af den anden part. Artikel 25
Yderligere krav ved aftaler om fjernsalg, der indgås med elektroniske midler 1.
Når fjernsalgsaftaler, der indgås med elektroniske
midler, pålægger forbrugeren en forpligtelse til at foretage en betaling, skal
den erhvervsdrivende tydeligt og i fremhævet form og straks, før forbrugeren
afgiver sin bestilling, gøre denne opmærksom på de oplysninger, der skal gives
i henhold til artikel 13, stk. 1, litra a), artikel 14, stk. 1 og 2, og artikel
16, litra b). 2.
Den erhvervsdrivende sikrer, at forbrugeren, når
han afgiver sin ordre, udtrykkeligt anerkender, at ordren medfører en
betalingsforpligtelse. Hvis afgivelse af en ordre indebærer aktivering af en
knap eller en tilsvarende funktion, skal knappen eller den tilsvarende funktion
på let læselig måde være mærket kun med ordene "bestilling med pligt til
betaling" eller en lignende utvetydig formulering, som angiver, at
afgivelsen af ordren medfører en forpligtelse til at foretage betaling til den
erhvervsdrivende. Hvis den erhvervsdrivende ikke har opfyldt kravene i dette
stykke, er forbrugeren ikke bundet af aftalen eller bestillingen. 3.
Den erhvervsdrivende skal på sit handelswebsted
senest ved bestillingsprocessens begyndelse klart og let læseligt angive, om
der gælder nogen leveringsbegrænsninger, og hvilke betalingsmidler der
accepteres. Artikel 26
Bevisbyrde I forholdet mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger, har den erhvervsdrivende bevisbyrden for, at han har givet de
oplysninger, der kræves i henhold til denne afdeling. Artikel 27
Ufravigelige regler I forholdet mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan parterne ikke til skade for forbrugeren bestemme, at denne
afdeling ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse fra eller ændre dens
retsvirkninger Afdeling 4: Pligt til at sikre, at
oplysningerne er rigtige Artikel 28
Pligt til at sikre, at oplysningerne er rigtige 1.
En part, der giver oplysninger inden eller ved
indgåelsen af en aftale, uanset om det sker til opfyldelse af forpligtelserne i
dette kapitel, har pligt til i rimeligt omfang at drage omsorg for, at de
oplysninger, der gives, er rigtige og ikke vildledende. 2.
En part, som har fået urigtige eller vildledende
oplysninger i strid med pligten i stk. 1, og som rimeligvis har stolet på
oplysningerne, da han indgik aftalen med den part, der gav oplysningerne, har
de rettigheder, der er anført i artikel 29. I forholdet mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan parterne ikke til skade for forbrugeren bestemme, at denne
artikel ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse fra eller ændre dens
retsvirkninger. Afdeling 5: Den anden parts
rettigheder ved tilsidesættelse af oplysningspligten Artikel 29
Den anden parts rettigheder ved tilsidesættelse af oplysningspligten 1.
Hvis en part ikke har opfyldt en forpligtelse i
henhold til dette kapitel, er han ansvarlig for tab, der forvoldes den anden
part ved den manglende opfyldelse af forpligtelsen. 2.
Hvis den erhvervsdrivende ikke har opfyldt kravene
til oplysning om yderligere omkostninger eller andre udgifter, jf. artikel 14,
eller om omkostningerne ved tilbagelevering af varerne, jf. artikel 17, stk. 2,
er forbrugeren ikke forpligtet til at betale de yderligere omkostninger eller
andre udgifter. 3.
Rettighederne i denne artikel griber ikke ind i rettighederne
og beføjelserne i henhold til artikel 42, stk. 2, artikel 48 og artikel 49. 4.
I forholdet mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan parterne ikke til skade for forbrugeren bestemme, at denne
artikel ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse fra eller ændre dens
retsvirkninger. Kapitel 3 Indgåelse
af aftaler Artikel 30
Krav til aftalens indgåelse 1.
Det er indgået en aftale, hvis a) parterne er nået frem til en overenskomst b) de har til hensigt at lade overenskomsten
få retsvirkninger, og c) overenskomsten, evt. udfyldt af reglerne
i den fælles EU-købelov, har et tilstrækkeligt indhold og er tilstrækkelig
sikker til at kunne få retsvirkninger. 2.
Overenskomst kan nås ved antagelse af et tilbud. Et
tilbud kan antages udtrykkeligt eller ved andre erklæringer eller anden adfærd.
3.
Det skal fastslås på grundlag af parternes
erklæringer og adfærd, om de har til hensigt, at overenskomsten skal have
retsvirkninger. 4.
Gør en af parterne indgåelsen af aftalen betinget
af, at parterne når til enighed om et bestemt spørgsmål, foreligger der ingen
aftale, medmindre der er opnået enighed om dette spørgsmål. Artikel 31
Tilbud 1.
Et forslag er et tilbud, hvis a) hensigten med forslaget er, at det skal
føre til en aftale, hvis det antages, og b) det har et tilstrækkeligt indhold og er
tilstrækkeligt sikkert til, at der kan foreligge en aftale. 2.
Et tilbud kan fremsættes over for en eller flere
nærmere bestemte personer. 3.
Et forslag, der fremsættes for en ubestemt kreds,
er ikke et tilbud, medmindre noget andet fremgår af omstændighederne. Artikel 32
Tilbagekaldelse af tilbud 1.
Et tilbud kan tilbagekaldes, hvis tilbagekaldelsen
når frem til modtageren af tilbuddet, inden denne har sendt en antagelse af
tilbuddet, eller i tilfælde af antagelse ved adfærd, inden aftalen er indgået. 2.
Når et forslag, der fremsættes over for en ubestemt
kreds, er et tilbud, kan det tilbagekaldes ved de samme midler, som blev brugt
til at fremsætte tilbuddet. 3.
Tilbagekaldelsen af tilbuddet er uvirksom, hvis a) det i tilbuddet er angivet, at det er
uigenkaldeligt b) tilbuddet angiver en bestemt frist for
antagelse, eller c) det af andre grunde var rimeligt, at
modtageren af tilbuddet kunne regne med, at det var uigenkaldeligt, og
modtageren af tilbuddet har handlet i tillid til det. Artikel 33
Afslag på tilbud Når et afslag på tilbud når frem til
tilbudsgiveren, bortfalder tilbuddet. Artikel 34
Antagelse af tilbud 1.
Enhver form for erklæring eller adfærd fra
tilbudsmodtagerens side anses for en antagelse af tilbuddet, hvis den udtrykker
enighed i tilbuddet. 2.
Tavshed eller passivitet anses ikke i sig selv for
en antagelse af tilbuddet. Artikel 35
Tidspunktet for aftalens indgåelse 1.
Sender tilbudsmodtageren sin antagelse af
tilbuddet, er aftalen indgået, når antagelsen er kommet frem til tilbudsgiveren. 2.
Når et tilbud antages ved den udviste adfærd, er
aftalen indgået, når meddelelse om adfærden er kommet frem til tilbudsgiveren. 3.
Når tilbudsmodtageren i henhold til tilbuddet,
praksis mellem parterne eller en sædvane kan antage tilbuddet ved sin adfærd
uden at give tilbudsgiveren meddelelse, er aftalen uanset stk. 2 indgået, når
tilbudsmodtageren begynder at udvise denne adfærd. Artikel 36
Frist for antagelse af tilbud 1.
Antagelse af et tilbud får kun virkning, hvis den
kommer frem til tilbudsgiveren inden den frist, tilbudsgiveren har fastsat i
tilbuddet. 2.
Har tilbudsgiveren ikke fastsat nogen frist, får
antagelsen kun virkning, hvis den kommer frem til tilbudsgiveren inden en
rimelig frist efter fremsættelsen af tilbuddet. 3.
Kan et tilbud antages ved, at der foretages en
handling, uden at tilbudsgiveren får meddelelse, får antagelsen kun virkning,
hvis handlingen udføres inden den frist for antagelse, tilbudsgiveren har
fastsat, eller, hvis der ikke er fastsat en sådan frist, inden en rimelig
frist. Artikel 37
For sen antagelse af tilbud 1.
For sen antagelse af et tilbud får virkning som
antagelse af tilbuddet, hvis tilbudsgiveren uden unødigt ophold meddeler
tilbudsmodtageren, at tilbudsgiveren anser det for en gyldig antagelse. 2.
Fremgår det af et brev eller anden meddelelse, der
indeholder en for sen antagelse af tilbuddet, at brevet eller meddelelsen er
blevet sendt under sådanne omstændigheder, at brevet eller meddelelsen ville
være kommet frem til tilbudsgiveren i rette tid, hvis forsendelsen var forløbet
på sædvanlig vis, har den for sene antagelse virkning som antagelse, medmindre
tilbudsgiveren uden unødigt ophold meddeler tilbudsmodtageren, at fristen for
antagelse var udløbet. Artikel 38
Uoverensstemmende antagelse af tilbud 1.
Et svar fra tilbudsmodtageren, der fastsætter eller
forudsætter yderligere eller ændrede aftalevilkår, som væsentligt ændrer
vilkårene i tilbuddet, udgør et afslag og et nyt tilbud. 2.
Yderligere eller ændrede aftalevilkår vedrørende
f.eks. prisen, betalingen, kvaliteten og mængden af varerne, leveringssted og
-tid, omfanget af den ene parts erstatningsansvar over for den anden eller
konfliktløsning, anses for en væsentlig ændring af vilkårene i tilbuddet. 3.
Et svar, som indeholder en klar enighed i
tilbuddet, udgør en antagelse, også hvis det fastsætter eller forudsætter
yderligere eller ændrede aftalevilkår, når disse ikke væsentligt ændrer
vilkårene i tilbuddet. De yderligere eller ændrede vilkår bliver da en del af
aftalen. 4.
Et svar, der fastsætter eller forudsætter
yderligere eller ændrede aftalevilkår, er altid et afslag på tilbuddet, hvis a) tilbuddet udtrykkeligt fastsætter, at
tilbuddet kun kan antages på dets vilkår b) tilbudsgiveren gør indsigelse mod de
yderligere eller ændrede vilkår uden unødigt ophold, eller c) tilbudsmodtageren antager tilbuddet på
betingelse af, at tilbudsgiveren er enig i de yderligere eller ændrede vilkår,
og tilbudsgiverens meddelelse herom ikke kommer frem til tilbudsmodtageren
inden en rimelig frist. Artikel 39
Uoverensstemmende standardvilkår i aftalen 1.
Er parterne nået til enighed, men tilbuddet og
antagelsen henviser til uoverensstemmende standardvilkår i aftalen, er der ikke
desto mindre indgået en aftale. Standardvilkårene i aftalen er en del af
aftalen i det omfang, de indholdsmæssigt stemmer overens. 2.
Uanset stk. 1 er der ikke indgået en aftale, hvis
en af parterne a) i forvejen udtrykkeligt på anden måde end
i et standardvilkår i aftalen har anført, at den pågældende ikke vil være
bundet af en aftale i medfør af stk. 1, eller b) uden unødigt ophold meddeler den anden
part dette. Kapitel 4 Fortrydelsesret
ved aftaler om fjernsalg og aftaler indgået uden for fast forretningssted
mellem erhvervsdrivende og forbrugere Artikel 40
Fortrydelsesret 1.
Inden for den i artikel 42 fastsatte frist har
forbrugeren ret til at træde tilbage fra følgende aftaler uden at angive nogen
grund, og uden at det medfører nogen andre omkostninger for forbrugeren end
fastsat i artikel 45: a) aftaler om fjernsalg b) aftaler indgået uden for fast
forretningssted, hvis prisen i henhold til aftalen eller – når der indgås flere
aftaler samtidig – den samlede pris i henhold til aftalerne overstiger 50 EUR
eller det på tidspunktet for aftalens indgåelse tilsvarende beløb i den valuta,
som prisen i henhold til aftalen skal betales i. 2.
Stk. 1 gælder ikke for a) aftaler, som indgås ved hjælp af en
vareautomat eller i automatiserede forretningslokaler b) aftaler, som angår levering af fødevarer,
drikkevarer eller andre varer til husholdningens løbende forbrug, som leveres
fysisk til forbrugerens hjem, bopæl eller arbejdsplads af en erhvervsdrivende
på en fast rute, han ofte og regelmæssigt betjener c) aftaler, som angår levering af varer
eller relaterede tjenesteydelser, hvis pris er afhængig af udsving på
kapitalmarkedet, som den erhvervsdrivende ikke har indflydelse på, og som kan
optræde inden fortrydelsesfristens udløb d) aftaler, som angår levering af varer
eller digitalt indhold, som er fremstillet efter forbrugerens specifikationer
eller har fået et tydeligt personligt præg e) aftaler, som angår levering af varer, som
må antages at blive forringet eller forældet hurtigt f) aftaler, som angår levering af
alkoholholdige drikkevarer, hvor prisen blev fastsat ved købsaftalens
indgåelse, og levering først kan finde sted efter 30 dage regnet fra aftalens
indgåelse, og hvor den faktiske værdi af varerne afhænger af
markedskonjunkturer, som den erhvervsdrivende ikke har indflydelse på g) aftaler, som angår salg af aviser,
tidsskrifter eller magasiner, med undtagelse af abonnementsaftaler for levering
af sådanne publikationer h) aftaler, som indgås på en offentlig
auktion, og i) aftaler, som angår forplejning eller
tjenesteydelser i forbindelse med fritidstilbud, når aftalen vedrører levering
på en forud fastlagt dato eller i et nærmere bestemt tidsrum. 3.
Stk. 1 finder ikke anvendelse i følgende
tilfælde: a) når de leverede varer var forseglede, og
forbrugeren har brudt forseglingen, så varerne af sundhedsbeskyttelses- eller
hygiejnemæssige årsager ikke længere er egnede til at blive tilbageleveret b) når de leverede varer på grund af deres
art er blevet uløseligt blandet sammen med andre varer efter levering c) når de leverede varer var plomberede lyd-
eller billedoptagelser eller computer-software, som forbrugeren har brudt
plomberingen på d) når leveringen af digitalt indhold, som
ikke leveres på et fysisk medium, er påbegyndt med forbrugerens forudgående
udtrykkelige samtykke og hans anerkendelse af, at han dermed mister sin
fortrydelsesret e) når forbrugeren særligt har anmodet den
erhvervsdrivende om et besøg med henblik på at foretage hastende reparations-
eller vedligeholdelsesarbejde. Hvis den erhvervsdrivende i forbindelse med et
sådant besøg leverer relaterede tjenesteydelser ud over dem, forbrugeren
udtrykkeligt har anmodet om, eller andre varer end de reservedele, der er
nødvendige til at udføre vedligeholdelsen eller reparationen, finder
fortrydelsesretten anvendelse på de yderligere relaterede tjenesteydelser eller
varer. 4.
Hvis forbrugeren har givet et tilbud, som hvis det
blev antaget, ville føre til indgåelse af en aftale, som dette kapitel giver
fortrydelsesret til, kan forbrugeren trække tilbuddet tilbage, selv om det
ellers ville være uigenkaldeligt. Artikel 41
Benyttelse af fortrydelsesretten 1.
Forbrugeren kan gøre fortrydelsesretten gældende
når som helst inden udløbet af fortrydelsesfristen i artikel 42. 2.
Forbrugeren gør fortrydelsesretten gældende ved at
give meddelelse til den erhvervsdrivende. Forbrugeren kan til dette formål
enten benytte standardfortrydelsesformularen i tillæg 2 eller afgive en anden
utvetydig erklæring om sin beslutning om at gøre fortrydelsesretten gældende. 3.
Når den erhvervsdrivende giver forbrugeren mulighed
for at meddele elektronisk, at han benytter sig af sin fortrydelsesret, på den
erhvervsdrivendes handelswebsted, og forbrugeren gør dette, har den
erhvervsdrivende pligt til straks at sende forbrugeren en anerkendelse af
modtagelsen af denne meddelelse på et varigt medium. Den erhvervsdrivende er
ansvarlig for ethvert tab, der forvoldes den anden part på grund af
tilsidesættelse af denne forpligtelse. 4.
Der er givet rettidig meddelelse om fortrydelse,
hvis meddelelsen sendes inden udløbet af fortrydelsesfristen. 5.
Forbrugeren har bevisbyrden for, at han har
benyttet sin fortrydelsesret i henhold til denne artikel. Artikel 42
Fortrydelsesfrist 1.
Fortrydelsesfristen udløber fjorten dage efter
følgende tidspunkt: a) den dag, hvor forbrugeren tog imod
leveringen af varen, når der er tale om en købsaftale, herunder en købsaftale,
hvor sælgeren også påtager sig at levere relaterede tjenesteydelser b) den dag, hvor forbrugeren tog imod
levering af den sidste vare, når der er tale om en aftale om køb af flere varer,
som forbrugeren har bestilt i én ordre, og som leveres
enkeltvis, herunder aftaler, hvor sælgeren også påtager sig at levere
relaterede tjenesteydelser c) en dag, hvor forbrugeren tog imod
levering af det sidste parti eller den sidste del, når der er tale om en
aftale, hvor varen består af flere partier eller dele, herunder aftaler, hvor
sælgeren også påtager sig at levere relaterede tjenesteydelser, d) en dag, hvor forbrugeren tog imod
levering af den første vare, når der er tale om en aftale om regelmæssig
levering af varer over en bestemt periode, herunder aftaler, hvor
sælgeren også påtager sig at levere relaterede tjenesteydelser e) den dag, hvor aftalen indgås, når der er
tale om en aftale om relaterede tjenesteydelser, der indgås efter leveringen af
varen f) den dag, hvor forbrugeren tog imod
levering af det fysiske medium, jf. litra a), når der er tale om aftaler om
levering af digitalt indhold, hvor det digitale indhold leveres på et fysisk
medium g) den dag, hvor aftalen indgås, når der er
tale om en aftale, hvor det digitale indhold ikke leveres på et fysisk medium. 2.
Hvis den erhvervsdrivende ikke har givet
forbrugeren oplysningerne i artikel 17, stk. 1, udløber fortrydelsesfristen a) et år efter udløbet af den oprindelige
fortrydelsesfrist fastsat i henhold til stk. 1 eller b) fjorten dage efter det tidspunkt, hvor
forbrugeren får oplysningerne, hvis den erhvervsdrivende giver forbrugeren de
lovpligtige oplysninger inden et år efter udløbet af fortrydelsesfristen
fastsat i henhold til stk. 1. Artikel 43
Retsvirkninger af fortrydelse Ved fortrydelse ophører begge parternes forpligtelser
til i henhold til aftalen a) at opfylde aftalen eller b) at indgå aftalen, hvis forbrugeren
har fremsat et tilbud. Artikel 44
Den erhvervsdrivendes forpligtelser ved fortrydelse 1.
Den erhvervsdrivende skal tilbagebetale alle beløb
modtaget fra forbrugeren, herunder eventuelle leveringsomkostninger, uden
unødigt ophold og senest 14 dage fra den dato, hvor den erhvervsdrivende
modtager meddelelsen om forbrugerens beslutning om at gøre fortrydelsesretten
gældende i henhold til artikel 41. Den erhvervsdrivende foretager
tilbagebetalingen, idet han skal anvende det samme betalingsmiddel, som
forbrugeren benyttede til den oprindelige handel, medmindre forbrugeren
udtrykkeligt har accepteret noget andet, og forudsat at forbrugeren ikke bliver
pålagt nogen form for gebyrer som følge af tilbagebetalingen. 2.
Uanset stk. 1 skal den erhvervsdrivende ikke
tilbagebetale de yderligere omkostninger, hvis forbrugeren udtrykkeligt har
valgt en anden leveringsform end den mindst bekostelige standardlevering, som
den erhvervsdrivende har tilbudt. 3.
Ved aftaler om salg af varer kan den
erhvervsdrivende tilbageholde beløbet, indtil han har fået varerne retur, eller
indtil forbrugeren har fremlagt dokumentation for at have tilbageleveret
varerne, hvis dette sker, inden varerne kommer retur, medmindre den
erhvervsdrivende har tilbudt at afhente varerne selv. 4.
I tilfælde af aftaler indgået uden for fast
forretningssted, hvor varerne er blevet leveret til forbrugerens hjem ved
aftalens indgåelse, skal den erhvervsdrivende hente varerne for egen regning,
hvis varerne på grund af deres art ikke kan tilbageleveres normalt med post. Artikel 45
Forbrugerens forpligtelser ved fortrydelse 1.
Forbrugeren skal tilbagelevere varerne eller
aflevere dem til den erhvervsdrivende eller til en person, som den erhvervsdrivende
har bemyndiget, uden unødigt ophold og under ingen omstændigheder senere end 14
dage efter den dato, hvor forbrugeren i henhold til artikel 41 har givet den
erhvervsdrivende meddelelse om sin beslutning om at gøre fortrydelsesretten
gældende, medmindre den erhvervsdrivende har tilbudt selv at hente varerne.
Fristen er overholdt, hvis forbrugeren tilbageleverer varerne inden udløbet af
14 dages fristen. 2.
Forbrugeren bærer de direkte omkostninger ved
tilbagelevering af varerne, medmindre den erhvervsdrivende har indvilliget i at
afholde dem eller har undladt at informere forbrugeren om, at forbrugeren skal
betale dem. 3.
Forbrugeren skal kun betale for eventuel
forringelse af varernes værdi, som skyldes anden håndtering af varerne, end
hvad der er nødvendigt for at fastslå varernes art, egenskaber og den måde, de
fungerer på. Forbrugeren hæfter ikke for forringelse af værdien, hvis den
erhvervsdrivende ikke har givet alle oplysningerne om fortrydelsesretten i
henhold artikel 17, stk. 1. 4.
Uanset stk. 3 ifalder forbrugeren ikke
erstatningsansvar for den brug af varerne, der er gjort, mens
fortrydelsesfristen løber. 5.
Hvis en forbruger udøver sin fortrydelsesret efter
at have fremsat en udtrykkelig anmodning om, at leveringen af relaterede
tjenesteydelser begynder inden fortrydelsesfristens udløb, skal forbrugeren
betale den erhvervsdrivende et beløb, der står i et rimeligt forhold til det,
der blev leveret, inden forbrugeren udøvede fortrydelsesretten, sammenlignet
med fuld opfyldelse af aftalen. Beregningen af det forholdsmæssige beløb, som
forbrugeren skal betale til den erhvervsdrivende, skal ske på grundlag af den
samlede pris, der er fastsat i aftalen. Hvis den samlede pris er for stor, skal
det forholdsmæssige beløb beregnes på grundlag af markedsværdien af det
leverede. 6.
Forbrugerne har ikke pligt til at betale for a) relaterede tjenesteydelser, der helt
eller delvis er leveret inden fortrydelsesfristens udløb, hvis i) den erhvervsdrivende har undladt at
give oplysninger i henhold til artikel 17, stk. 1 og 3, eller ii) forbrugeren ikke udtrykkeligt har
anmodet om, at udførelsen skulle starte inden udløbet af fortrydelsesfristen,
jf. artikel 18, stk. 2, og artikel 19, stk. 6 b) hel eller delvis levering af digitalt
indhold, der ikke leveres på et fysisk medium, hvis i) forbrugeren ikke på forhånd har givet
sit udtrykkelige samtykke til, at leveringen af digitalt indhold kan starte
inden udløbet af fortrydelsesfristen i artikel 42, stk. 1 ii) forbrugeren ikke har anerkendt, at han
taber sin fortrydelsesret, når han giver sit samtykke, eller iii) den erhvervsdrivende har undladt at
give bekræftelse i henhold til artikel 18, stk. 1, og artikel 19, stk. 5. 7.
Forbrugeren pådrager sig intet ansvar ved at gøre
brug af fortrydelsesretten, udover hvad der fremgår af denne artikel. Artikel 46
Tilknyttede aftaler 1.
Udøver forbrugeren sin fortrydelsesret i
forbindelse med en aftale vedrørende fjernsalg eller en aftale indgået uden for
fast forretningssted, jf. artikel 41 til 45, ophører enhver tilknyttet aftale
automatisk uden andre udgifter for forbrugeren end dem, som er fastsat i stk. 2
og 3. I denne artikel forstås ved en tilknyttet aftale en aftale, i henhold til
hvilken en forbruger erhverver varer, digitalt indhold eller relaterede
tjenesteydelser i forbindelse med en aftale om fjernsalg eller en aftale
indgået uden for fast forretningssted, og varerne, det digitale indhold eller
de relaterede tjenesteydelser skal leveres af den erhvervsdrivende eller
tredjemand på grundlag af et arrangement mellem den pågældende tredjemand og
den erhvervsdrivende. 2.
Bestemmelserne i artikel 43, 44 og 45 finder
tilsvarende anvendelse på tilknyttede aftaler i det omfang, den fælles
EU-købelov finder anvendelse på disse aftaler. 3.
I forbindelse med tilknyttede aftaler, som den fælles
EU-købelov ikke finder anvendelse på, er det gældende ret, der finder
anvendelse på parternes forpligtelser ved udøvelse af fortrydelsesretten. Artikel 47
Ufravigelige regler Parterne kan ikke til skade for forbrugeren
bestemme, at dette kapitel ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse
fra eller ændre dets retsvirkninger. Kapitel 5 Mangler
ved samtykket Artikel 48
Vildfarelse 1.
En part er ikke bundet af en aftale, hvis der
forelå en faktisk eller retlig vildfarelse ved aftalens indgåelse, og a) parten uden vildfarelsen ikke ville have
indgået aftalen eller kun ville have indgået den på grundlæggende anderledes
aftalevilkår, og den anden part vidste eller kunne forventes at vide dette, og b) den anden part i) forårsagede vildfarelsen ii) var årsag til, at aftalen blev indgået
på grundlag af en vildfarelse, idet den anden part ikke opfyldte sine
forpligtelser til at give oplysninger inden aftalens indgåelse i henhold til
kapitel 2, afdeling 1-4 iii) kendte eller kunne forventes at kende
til vildfarelsen og var årsag til, at aftalen blev indgået på grundlag af en
vildfarelse, idet han ikke påpegede de relevante oplysninger, for så vidt som
god tro og redelig handlemåde ville have krævet, at en part, der var bekendt
med vildfarelsen, påpegede dem, eller iv) selv led under den samme vildfarelse. 2.
En part kan ikke undgå at blive bundet af en
aftale, hvis risikoen for vildfarelsen påhvilede eller efter omstændighederne
burde påhvile den pågældende part. 3.
Unøjagtigheder i en erklærings udtryk eller ved
dens fremsendelse sidestilles med en vildfarelse hos den, der afgav eller
sendte erklæringen. Artikel 49
Svig 1.
En part er ikke bundet af en aftale, hvis den anden
part har forårsaget, at aftalen blev indgået ved en svigagtig afgivelse af
urigtige oplysninger enten i ord eller i handling eller ved svigagtig
undladelse af at give oplysninger, som den anden part skulle have givet af
hensyn til god tro og redelig handlemåde eller til opfyldelse af en pligt til
at give oplysninger forud for aftalens indgåelse. 2.
Afgivelse af urigtige oplysninger er svigagtig,
hvis det sker med kendskab til eller i den tro, at oplysningerne er urigtige,
eller uden hensyn til, om de er rigtige eller urigtige, i den hensigt at bringe
modtageren i en vildfarelse. En undladelse af at give oplysninger er svigagtig,
når hensigten er at tilskynde den, som oplysningerne forholdes, til at handle
på grundlag af en vildfarelse. 3.
Ved afgørelsen af, om en part skal give visse
oplysninger af hensyn til god tro og redelig handlemåde, skal der tages hensyn
til samtlige omstændigheder, herunder: a) om parten havde en særlig sagkundskab b) omkostningerne for parten ved at indhente
de relevante oplysninger c) hvor let den anden part kunne have
indhentet oplysningerne ad anden vej d) oplysningernes art e) om det var kendeligt, at oplysningerne
var vigtige for den anden part, og f) ved aftaler mellem erhvervsdrivende: god
handelspraksis i den pågældende situation. Artikel 50
Trusler En part er ikke bundet af en aftale, hvis den
anden part har forårsaget aftalens indgåelse ved at fremsætte trusler om straks
ulovligt at volde alvorlig skade eller om at udføre en ulovlig gerning. Artikel 51
Ubillig udnyttelse En part er ikke bundet af en aftale, hvis
følgende omstændigheder forelå ved aftalens indgåelse: a) den pågældende part var i et
afhængighedsforhold eller havde et tillidsforhold til den anden part, var i
økonomiske vanskeligheder eller havde et uopsætteligt behov, var letsindig,
uvidende eller uerfaren, og b) den anden part vidste eller kunne
forventes at vide dette og under hensyn til omstændighederne ved aftalen og til
aftalens formål udnyttede den første parts stilling til at opnå en
uforholdsmæssig modydelse eller en ubillig fordel. Artikel 52
En parts meddelelse om ikke at være bundet af aftalen 1.
Hvis en part ikke ønsker at være bundet af aftalen,
skal han give meddelelse herom til den anden part. 2.
En meddelelse om, at en part ikke ønsker at være
bundet af aftalen, får kun virkning, hvis den gives inden følgende frist regnet
fra det tidspunkt, hvor den part, der ikke ønsker at være bundet af aftalen,
bliver bekendt med de relevante omstændigheder eller bliver i stand til at
handle frit: a) inden seks måneder i forbindelse med en
vildfarelse, og b) inden et år i forbindelse med svig,
trusler og ubillig udnyttelse. Artikel 53
Godkendelse Hvis den part, der i henhold til dette kapitel
har ret til at afgive meddelelse om ikke at være bundet af en aftale,
udtrykkeligt eller stiltiende godkender aftalen efter at være blevet bekendt
med de relevante omstændigheder eller at være blevet i stand til at handle
frit, kan parten ikke længere erklære ikke at være bundet af aftalen. Artikel 54
Retsvirkninger af en meddelelse om ikke at være bundet af aftalen 1.
En aftale, som en part kan afgive meddelelse om
ikke at være bundet af, er gyldig indtil en sådan meddelelse afgives; når meddelelsen
er afgivet, er aftalen ugyldig med tilbagevirkende kraft. 2.
Når en grund til, at en part kan meddele ikke at
være bundet af aftalen, kun berører visse aftalevilkår, har meddelelsen kun
virkning for de pågældende vilkår, medmindre det er urimeligt at opretholde den
resterende del af aftalen. 3.
Spørgsmålet om, hvorvidt parterne har ret til at
tilbagelevere det, der er blevet overdraget eller leveret i henhold til en
aftale, som en part har meddelt ikke at være bundet af, eller ret til
pengeværdien heraf, skal afgøres i henhold til reglerne om genoprettelse i
kapitel 17. Artikel 55
Erstatning En part, der har ret til at afgive meddelelse
om ikke at være bundet af en aftale i henhold til dette kapitel, eller som
havde ret hertil, indtil retten bortfaldt ved udløbet af en frist herfor eller
på grund af hans godkendelse af aftalen, har, uanset om han har afgivet meddelelse
om ikke at være bundet af aftalen, ret til erstatning fra den anden part for
tab, han har lidt på grund af vildfarelsen, svig, trusler eller ubillig
udnyttelse, hvis den anden part kendte eller kunne forventes at kende til de
relevante omstændigheder. Artikel 56
Bestemmelser om fravigelse af rettigheder og beføjelser 1.
Det kan ikke udtrykkeligt eller stiltiende
bestemmes, at rettigheder og beføjelser som følge af svig, trusler og ubillig
udnyttelse skal fraviges eller begrænses. 2.
I forholdet mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan parterne ikke til skade for forbrugeren udtrykkeligt eller
stiltiende bestemme, at rettigheder og beføjelser som følge af vildfarelse ikke
skal finde anvendelse eller skal begrænses. Artikel 57
Valg af rettigheder og beføjelser En part, der har rettigheder og beføjelser i
henhold til dette kapitel under omstændigheder, der også giver parten en ret
eller en beføjelse som følge af misligholdelse, kan vælge mellem disse
rettigheder og beføjelser. Del III Vurdering
af aftalens indhold Kapitel 6 Fortolkning Artikel 58
Almindelige regler om aftalers fortolkning 1.
Aftaler skal fortolkes i overensstemmelse med
parternes fælles hensigt, også hvis dette afviger fra den sædvanlige betydning
af de udtryk, der er anvendt i aftalen. 2.
Hvis det var en af parternes hensigt, at et udtryk,
der anvendes i aftalen, skulle have en bestemt betydning, og den anden part ved
aftalens indgåelse var vidende eller kunne forventes at være vidende herom,
skal udtrykket fortolkes i overensstemmelse med den førstnævnte parts hensigt. 3.
Medmindre andet er bestemt i stk. 1 og 2, skal
aftalen fortolkes i overensstemmelse med den betydning, som en rimelig person
ville tillægge den. Artikel 59
Relevante faktorer Ved fortolkningen af en aftale skal der
særligt tages hensyn til: a) de omstændigheder, hvorunder den
blev indgået, herunder de indledende forhandlinger b) parternes adfærd, også efter
aftalens indgåelse c) den fortolkning, som parterne
allerede har anlagt af udtryk, der er de samme som de i aftalen anvendte, eller
som ligner dem d) sædvaner, som parter i samme
situation ville anse for almindeligt gældende e) tidligere praksis mellem parterne f) den betydning, der sædvanligvis
tillægges udtrykkene inden for den pågældende branche g) aftalens art og formål og h) god tro og redelig handlemåde. Artikel 60
Aftalen som en helhed Udtryk, der anvendes i en aftale, skal
fortolkes på baggrund af aftalen i dens helhed. Artikel 61
Sproglige uoverensstemmelser Når et aftaledokument foreligger i flere
sproglige udgaver, og det ikke er bestemt, at en af dem er den autoritative
udgave, og der er en sproglig uoverensstemmelse mellem udgaverne, skal den
udgave, som indeholder den oprindelige affattelse af aftalen, anses for at være
den autoritative udgave. Artikel 62
Forrang for vilkår, der er blevet fastsat ved individuel forhandling Aftalevilkår, som er blevet individuelt
forhandlet, har forrang frem for aftalevilkår, der ikke er individuelt
forhandlet i betydningen i artikel 7, for så vidt som de er i modstrid med
hinanden. Artikel 63
Forrang for en fortolkning, der giver aftalevilkårene virkning En fortolkning, der gør aftalevilkårene
effektive, har forrang frem for en fortolkning, der ikke gør det. Artikel 64
Fortolkning til fordel for forbrugerne 1.
Når der er tvivl om betydningen af et aftalevilkår
i en aftale mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, har den fortolkning,
som er mest gunstig for forbrugeren, forrang, medmindre vilkåret er indsat af
forbrugeren. 2.
Parterne kan ikke til skade for forbrugeren
bestemme, at denne artikel ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse
fra eller ændre dens retsvirkninger. Artikel 65
Fortolkning til skade for den, der har affattet aftalevilkåret Er der i en aftale, der ikke er omfattet af
artikel 64, tvivl om betydningen af et aftalevilkår, der ikke er individuelt
forhandlet i betydningen i artikel 7, har en fortolkning af vilkåret, som går
imod den part, der indsatte det, forrang. Kapitel 7 Indhold
og retsvirkninger Artikel 66
Aftalevilkår Aftalevilkårene følger af: a) parternes fælles overenskomst, for
så vidt som den ikke er i strid med ufravigelige regler i den fælles EU-købelov b) sædvane og praksis, som er bindende
for parterne i henhold til artikel 67 c) alle regler i den fælles EU-købelov,
der finder anvendelse, når parterne ikke har truffet bestemmelse om det
modsatte, og d) ethvert aftalevilkår, som kan
indfortolkes i henhold til artikel 68. Artikel 67
Sædvane og praksis ved aftaler mellem erhvervsdrivende 1.
I en aftale mellem erhvervsdrivende er parterne
bundet af sædvaner, de er blevet enige om, skal finde anvendelse, og af enhver
praksis, der er blevet fulgt i forholdet mellem dem. 2.
Parterne er bundet af sædvaner, som
erhvervsdrivende i samme situation som parterne ville anse for almindeligt
gældende. 3.
Sædvane og praksis er ikke bindende for parterne i
det omfang, den pågældende sædvane eller praksis er i strid med de
aftalevilkår, der er blevet individuelt forhandlet, eller med ufravigelige
regler i den fælles EU-købelov. Artikel 68
Aftalevilkår, som kan indfortolkes 1.
Hvis det er nødvendigt at træffe bestemmelse om et
spørgsmål, der ikke udtrykkeligt er truffet bestemmelse om i parternes aftale,
i sædvane eller praksis eller i en regel i den fælles EU-købelov, kan der
indfortolkes et yderligere aftalevilkår, navnlig under hensyn til: a) aftalens art og formål b) de omstændigheder, hvorunder aftalen blev
indgået, og c) god tro og redelig handlemåde. 2.
Ethvert aftalevilkår, der indfortolkes i henhold
til stk. 1, skal så vidt muligt kunne udvirke det, som parterne sandsynligvis
ville være blevet enige om, hvis de havde taget stilling til spørgsmålet. 3.
Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis parterne
bevidst har undladt at træffe bestemmelse om et spørgsmål og accepteret, at en
af parterne ville bære risikoen. Artikel 69
Aftalevilkår, der kan udledes af visse erklæringer forud for aftalens
indgåelse 1.
Hvis den erhvervsdrivende inden aftalens indgåelse
fremsætter en erklæring enten over for den anden part eller offentligt om de
nærmere egenskaber ved det, som den erhvervsdrivende skal levere i henhold til
aftalen, indgår erklæringen i aftalen som et vilkår i aftalen, medmindre a) den anden part ved aftalens indgåelse
vidste eller kunne forventes at vide, at erklæringen var urigtig eller af andre
grunde ikke kunne anses for et sådant vilkår, eller b) erklæringen ikke kunne have virket
bestemmende for den anden parts beslutning om at indgå aftalen. 2.
For så vidt angår stk. 1, anses en erklæring, der
fremsættes af en person, der er beskæftiget med reklame eller markedsføring for
den erhvervsdrivende, for være blevet fremsat af den erhvervsdrivende. 3.
Hvis den anden part er en forbruger, anses en
offentlig erklæring, som fremsættes af eller på vegne af en producent eller en
anden person i et tidligere led i den transaktionskæde, som fører frem til
aftalen, for, for så vidt angår stk. 1, at være fremsat af den erhvervsdrivende,
medmindre den erhvervsdrivende ved indgåelsen af aftalen ikke kendte til og
ikke burde have kendt til erklæringen. 4.
I forholdet mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan parterne ikke til skade for forbrugeren bestemme, at denne
artikel ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse fra eller ændre dens
retsvirkninger. Artikel 70
Pligt til gøre den anden part opmærksom på aftalevilkår, der ikke er
individuelt forhandlet 1.
Aftalevilkår, som er indført af den ene part, og
der ikke er individuelt forhandlet i betydningen i artikel 7, kan kun påberåbes
over for den anden part, hvis den anden part var opmærksom på dem, eller hvis
den part, der har indført vilkårene, tog rimelige skridt til at henlede den
anden parts opmærksomhed på dem, før aftalen blev indgået eller ved dens
indgåelse. 2.
For så vidt angår forhold mellem en
erhvervsdrivende og en forbruger, er forbrugerens opmærksomhed i henhold til
denne artikel ikke i tilstrækkelig grad blevet henledt på aftalevilkår, hvis
aftalevilkårene kun er omtalt i et aftaledokument, selv om forbrugeren har
underskrevet dokumentet. 3.
Parterne kan ikke bestemme, at denne artikel ikke
skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse fra eller ændre dens
retsvirkninger. Artikel 71
Betaling af ekstraomkostninger i aftaler mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger 1.
I aftaler mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger er aftalevilkår, der forpligter forbrugeren til at betale andre
omkostninger end det vederlag, som er anført for den erhvervsdrivendes
hovedforpligtelse i henhold til aftalen, særligt når omkostningen er blevet
påført ved hjælp af forudvalgte løsninger, som forbrugeren skal fravælge for at
undgå ekstraomkostninger, ikke bindende for forbrugeren, medmindre forbrugeren
udtrykkeligt har samtykket i ekstraomkostningen, inden han er blevet bundet af
aftalen. Hvis forbrugeren har betalt ekstraomkostningen, kan han kræve den
tilbagebetalt. 2.
Parterne kan ikke til skade for forbrugeren
bestemme, at denne artikel ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse
fra eller ændre dens retsvirkninger. Artikel 72
Fuldstændighedsklausuler 1.
Når en skriftlig aftale indeholder en klausul, der
bestemmer, at dokumentet indeholder samtlige aftalevilkår (herefter benævnt en
"fuldstændighedsklausul"), indgår eventuelle tidligere erklæringer, tilsagn
eller fælles overenskomster, som ikke er indeholdt i dokumentet, ikke i
aftalen. 2.
Medmindre andet er bestemt i aftalen, er
fuldstændighedsklausulen ikke til hinder for, at parternes tidligere
erklæringer kan anvendes til at fortolke aftalen. 3.
I aftaler mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger er forbrugeren ikke bundet af en fuldstændighedsklausul. 4.
Parterne kan ikke til skade for forbrugeren
bestemme, at denne artikel ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse
fra eller ændre dens retsvirkninger. Artikel 73
Fastsættelse af prisen Hvis den pris, der skal betales i henhold til
en aftale, ikke kan fastsættes på anden måde, skal der, når der ikke er truffet
bestemmelse om det modsatte, betales den pris, der sædvanligvis forlanges under
tilsvarende omstændigheder på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller, hvis
der ikke foreligger en sådan pris, da en rimelig pris. Artikel 74
En af parternes ensidige fastsættelse 1.
Når prisen eller et andet aftalevilkår skal
fastsættes af den ene part, og denne parts fastsættelse er åbenbart urimelig,
erstattes prisen eller aftalevilkåret af den pris, som sædvanligvis krævedes
under tilsvarende omstændigheder på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller
det vilkår, der sædvanligvis anvendtes under tilsvarende omstændigheder på
tidspunktet for aftalens indgåelse, eller, hvis der ikke kan findes en sådan
pris eller et sådant vilkår, en rimelig pris eller et rimeligt aftalevilkår. 2.
Parterne kan ikke bestemme, at denne artikel ikke
skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse fra eller ændre dens
retsvirkninger. Artikel 75
Tredjemands fastsættelse af prisen eller et andet aftalevilkår 1.
Hvis tredjemand skal fastsætte prisen eller et
andet aftalevilkår, og denne ikke kan eller ikke vil gøre det, kan en retsinstans
udpege en anden person til at fastsætte prisen eller vilkåret, medmindre dette
strider mod aftalevilkårene. 2.
Når prisen eller et andet aftalevilkår, der er
fastsat af en tredjemand, er åbenbart urimelig, erstattes prisen eller
aftalevilkåret af den pris, som sædvanligvis krævedes under tilsvarende
omstændigheder på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller det vilkår, der
sædvanligvis anvendtes under tilsvarende omstændigheder på tidspunktet for
aftalens indgåelse, eller, hvis der ikke kan findes en sådan pris eller et
sådant vilkår, en rimelig pris eller et rimeligt aftalevilkår. 3.
I stk. 1 forstås ved en "retsinstans"
også voldgiftsretter. 4.
I forhold mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan parterne ikke til skade for forbrugeren bestemme, at stk. 2 ikke
skal finde anvendelse, eller fravige eller ændre retsvirkningerne af stk. 2. Artikel 76
Sprog Når det ikke på anden måde kan fastslås,
hvilket sprog der skal anvendes i meddelelser vedrørende aftalen eller
rettigheder eller forpligtelser i henhold til den, skal der anvendes det sprog,
som blev anvendt til indgåelse af aftalen. Artikel 77
Aftaler af ubestemt varighed 1.
Når aftalevilkårene i en aftale om varig eller
gentagen opfyldelse af en forpligtelse i henhold til aftalen ikke angiver,
hvornår aftaleforholdet skal ophøre, eller bestemmer, at det skal ophøre ved
opsigelse, kan det bringes til ophør af hver af parterne med et rimeligt
varsel, der ikke må overstige to måneder. 2.
I forholdet mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan parterne ikke til skade for forbrugeren bestemme, at denne
artikel ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse fra eller ændre dens
retsvirkninger. Artikel 78
Aftalevilkår til gunst for tredjemand 1.
Aftalens parter kan i aftalen overdrage rettigheder
til tredjemand. Det er ikke nødvendigt, at tredjemand eksisterer eller er
nærmere bestemt ved aftalens indgåelse, men det skal være muligt nærmere at
bestemme, hvem det er. 2.
Arten og indholdet af tredjemands rettigheder
bestemmes af aftalen. Rettighederne kan bestå i en udelukkelse eller begrænsning
af tredjemands ansvar over for en af aftalens parter. 3.
Hvis en af aftalens parter skal opfylde en
forpligtelse over for tredjemand i henhold til aftalen, a) har tredjemand de samme krav på
opfyldelse og de samme misligholdelsesbeføjelser som, hvis aftalens part skulle
opfylde forpligtelsen i henhold til en aftale med tredjemand, og b) den part i aftalen, som forpligtelsen
påhviler, kan over for tredjemand gøre alle de indsigelser gældende, som den
kontraherende part kunne gøre gældende over for den anden part i aftalen. 4.
Tredjemand kan afvise en rettighed, han er blevet
tillagt, ved at give meddelelse til en af aftalens parter, hvis dette sker,
inden den udtrykkeligt eller indirekte er blevet accepteret. I tilfælde af
afvisning anses rettigheden for ikke at være tilfaldet tredjemand. 5.
Aftalens parter kan ophæve eller ændre det
aftalevilkår, der overdrager rettigheden, hvis dette sker, inden en af dem har
givet tredjemand meddelelse om, at rettigheden er blevet overdraget. Kapitel 8 Ubillige
aftalevilkår Afdeling 1 Almindelige
bestemmelser Artikel 79
Retsvirkninger af ubillige aftalevilkår 1.
Et aftalevilkår, der er indsat af den ene part, og
som er ubilligt i henhold til afdeling 2 og 3 i dette kapitel, er ikke bindende
for den anden part. 2.
Når aftalen kan opretholdes uden det ubillige
aftalevilkår, bevarer de øvrige aftalevilkår deres bindende virkning. Artikel 80
Undtagelser fra anvendelse af ubillighedskriterierne 1.
Afdeling 2 og 3 finder ikke anvendelse på
aftalevilkår, der gengiver regler i den fælles EU-købelov, som ville finde
anvendelse, hvis vilkårene ikke regulerede spørgsmålet. 2.
Afdeling 2 finder ikke anvendelse på afgrænsningen
af den væsentligste genstand for aftalen eller på behørigheden af den pris, der
skal betales, i det omfang den erhvervsdrivende har opfyldt sin forpligtelse
til åbenhed, jf. artikel 82. 3.
Afdeling 3 finder ikke anvendelse på afgrænsningen
af den væsentligste genstand for aftalen eller på behørigheden af den pris, der
skal betales. Artikel 81
Ufravigelige regler Parterne kan ikke bestemme, at dette kapitel
ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse fra eller ændre dets
retsvirkninger. Afdeling 2: Ubillige aftalevilkår i
aftaler mellem en erhvervsdrivende og en forbruger Artikel 82
Pligt til åbenhed om aftalevilkår, der ikke er individuelt forhandlet Når en erhvervsdrivende indsætter
aftalevilkår, der ikke er individuelt forhandlet jf. artikel 7, med
forbrugeren, har han pligt til at sikre, at de er affattet og formidlet i et
klart og forståeligt sprog. Artikel 83
Betydningen af "ubillig" i aftaler mellem en erhvervsdrivende og
en forbruger 1.
I aftaler mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger er et aftalevilkår, der er indsat af den erhvervsdrivende, og som
ikke er individuelt forhandlet jf. artikel 7, ubilligt i henhold til denne
afdeling, hvis det medfører en væsentlig ubalance i parternes rettigheder og
forpligtelser i medfør af aftalen til skade for forbrugeren og i strid med god
tro og redelig handlemåde. 2.
Ved vurderingen af, om et aftalevilkår er ubilligt
i henhold til denne afdeling, skal der tages hensyn til a) om den erhvervsdrivende har opfyldt sin
pligt til åbenhed i artikel 82 b) hvad der skal ydes i henhold til aftalen c) de omstændigheder, der forelå under
indgåelsen af aftalen d) de øvrige aftalevilkår og e) vilkårene i andre aftaler, som aftalen
afhænger af. Artikel 84
Aftalevilkår, der altid er ubillige I denne afdeling anses et aftalevilkår altid
for at være ubilligt, hvis dets genstand eller virkning er at a) udelukke eller begrænse den
erhvervsdrivendes ansvar for død eller personskade, der forvoldes forbrugeren
ved en handling eller undladelse foretaget af den erhvervsdrivende eller en
person, der handler på dennes vegne b) udelukke eller begrænse den
erhvervsdrivendes ansvar for tab eller skade, der forvoldes forbrugeren
forsætligt eller ved grov uagtsomhed c) begrænse den erhvervsdrivende
forpligtelse til at være bundet af løfter afgivet af den erhvervsdrivendes
befuldmægtigede eller knytte det forbehold til løfterne, at en bestemt
betingelse er opfyldt, hvis opfyldelse fuldstændig afhænger af den
erhvervsdrivende d) udelukke eller begrænse forbrugerens
ret til at anlægge sag eller anvende ethvert andet retsmiddel, særligt ved at
kræve, at forbrugeren kun skal kunne indbringe tvister efter en voldgiftsordning,
der ikke generelt er truffet bestemmelse om i retsregler, som finder anvendelse
på aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere e) tillægge en retsinstans på det sted,
hvor den erhvervsdrivende har hjemsted, enekompetence i alle tvister, der måtte
opstå i forbindelse med aftalen, medmindre den valgte retsinstans også er
retsinstansen på det sted, hvor forbrugeren har bopæl f) give den erhvervsdrivende ret til
alene at afgøre, om den leverede vare, det leverede digitale indhold eller den
leverede relaterede tjenesteydelse er i overensstemmelse med aftalen, eller at
give den erhvervsdrivende eneret til at fortolke alle aftalevilkårene g) bestemme, at forbrugeren er bundet
af aftalen, selv om den erhvervsdrivende ikke er det h) kræve, at forbrugeren opfylder flere
formaliteter til at bringe aftalen til ophør, jf. artikel 8, end der blev brugt
ved aftalens indgåelse i) give den erhvervsdrivende en
kortere frist til at bringe aftalen til ophør end den, der gælder for
forbrugeren j) forpligte forbrugeren til at betale
for varer, digitalt indhold eller relaterede tjenesteydelser, der ikke er
blevet leveret k) bestemme, at aftalevilkår, der ikke
er forhandlet individuelt, jf. artikel 7, går forud for eller skal foretrækkes
frem for aftalevilkår, der er blevet individuelt forhandlet. Artikel 85
Aftalevilkår, der formodes at være ubillige I denne afdeling formodes et aftalevilkår at
være ubilligt, hvis dets genstand eller virkning er a) at begrænse det bevismateriale,
forbrugeren har adgang til, eller pålægge forbrugeren en bevisbyrde, som i
henhold til loven burde hvile på den erhvervsdrivende b) ubehørigt at udelukke eller begrænse
de beføjelser, forbrugeren har over for den erhvervsdrivende eller tredjemand
med hensyn til den erhvervsdrivendes misligholdelse af forpligtelser i henhold
til aftalen c) ubehørigt at udelukke eller begrænse
retten til at modregne krav, som forbrugeren har over for den erhvervsdrivende,
i det, forbrugeren skylder den erhvervsdrivende d) at tillade, at den erhvervsdrivende
beholder beløb, forbrugeren har betalt, hvis forbrugeren beslutter ikke at
indgå aftalen, eller at opfylde forpligtelser i henhold til den, uden
forbrugeren har mulighed for at få godtgjort et tilsvarende beløb fra den
erhvervsdrivende i den modsatte situation e) at kræve, at forbrugeren, hvis denne
ikke opfylder sine forpligtelser i henhold til aftalen, skal betale et
uforholdsmæssigt stort beløb i erstatning eller et fast beløb for
misligholdelse f) at give en erhvervsdrivende ret til
at fortryde aftalen eller bringe den til ophør, jf. artikel 8, på et vilkårligt
grundlag uden at indrømme forbrugeren den samme ret eller give den
erhvervsdrivende ret til at beholde beløb, der er blevet betalt for relaterede
tjenesteydelser, der endnu ikke er leveret, hvis den erhvervsdrivende fortryder
aftalen eller bringer den til ophør g) at give en erhvervsdrivende mulighed
for at bringe en tidsubestemt aftale til ophør uden rimeligt varsel, medmindre
der er alvorlige grunde hertil h) automatisk at forlænge en aftale af
en bestemt varighed, medmindre forbrugeren angiver noget andet, i tilfælde,
hvor aftalevilkårene indeholder en urimeligt kort frist til at give meddelelse
om, at aftalen bringes til ophør i) at give en erhvervsdrivende
mulighed for ensidigt at ændre aftalevilkårene uden at angive en gyldig grund,
der er nævnt i aftalen; dette berører ikke aftalevilkår, hvorefter en
erhvervsdrivende forbeholder sig ret til ensidigt at ændre vilkårene i en
tidsubestemt aftale, forudsat at den erhvervsdrivende forpligtes til at underrette
forbrugeren med et rimeligt varsel, og at denne frit kan opsige aftalen uden
udgifter for forbrugeren j) at give en erhvervsdrivende
mulighed for ensidigt at ændre egenskaber ved den vare, det digitale indhold
eller den relaterede tjenesteydelse, der skal leveres, eller andre forhold ved
opfyldelsen uden at angive en gyldig grund k) at bestemme, at varens, det digitale
indholds eller den relaterede tjenesteydelses pris skal fastsættes ved
leveringen, eller give den erhvervsdrivende mulighed for at forhøje prisen uden
at give forbrugeren en fortrydelsesret, hvis den forhøjede pris er for høj i
forhold til den pris, der blev aftalt ved aftalens indgåelse; dette berører
ikke lovlige prisindeksklausuler, når metoden, efter hvilken prisen varierer,
er udtrykkeligt beskrevet l) at forpligte forbrugeren til at
opfylde alle sine forpligtelser i henhold til aftalen, selv om den
erhvervsdrivende undlader at opfylde sine m) at give den erhvervsdrivende mulighed
for at overdrage sine rettigheder og forpligtelser i henhold til aftalen uden
forbrugerens samtykke, medmindre det er til et datterselskab under den
erhvervsdrivende, eller det skyldes en virksomhedssammenlægning eller en
tilsvarende lovlig disposition over selskaber, og det ikke er sandsynligt, at
denne overdragelse vil få en negativ indvirkning på forbrugerens rettigheder n) at give den erhvervsdrivende
mulighed for, når der ikke kan tilvejebringes det, der er blevet bestilt, at
levere noget tilsvarende uden udtrykkeligt at have informeret forbrugeren om
denne mulighed og om, at den erhvervsdrivende skal bære omkostningerne ved at
tilbagelevere det, forbrugeren har modtaget i henhold til aftalen, hvis
forbrugeren benytter en ret til at afvise det leverede o) at give den erhvervsdrivende
mulighed for at forbeholde sig en urimelig lang eller utilstrækkeligt
præciseret frist til at antage eller afslå et tilbud p) at give den erhvervsdrivende
mulighed for at forbeholde sig en urimelig lang eller utilstrækkeligt
præciseret frist til at opfylde forpligtelserne i henhold til aftalen q) ubehørigt at udelukke eller begrænse
de beføjelser, forbrugeren har over for den erhvervsdrivende, eller de
indsigelser, forbrugeren kan gøre mod den erhvervsdrivendes krav r) at gøre den erhvervsdrivendes
opfyldelse af forpligtelser i henhold til aftalen eller gøre andre af aftalens
nyttevirkninger for forbrugeren betinget af opfyldelsen af særlige
formaliteter, der ikke kræves i henhold til loven, og som er urimelige s) at kræve, at forbrugeren
forudbetaler urimeligt høje beløb eller stiller urimeligt omfattende garantier
for opfyldelse af forpligtelser t) uden rimelig grund at forhindre
forbrugeren i at få leverancer fra tredjemand eller få foretaget reparationer
af tredjemand u) uden rimelig grund at sammenknytte
aftalen med en anden aftale med den erhvervsdrivende, et datterselskab af den
erhvervsdrivende eller tredjemand på en måde, som forbrugeren ikke kan forvente v) at pålægge forbrugeren en urimeligt
stor byrde for at bringe en tidsubestemt aftale til ophør w) at fastsætte varigheden af den
oprindelige løbetid af aftalen eller af en fornyelse af den, hvor der er tale
om en aftale om løbende levering af varer, digitalt indhold eller relaterede
tjenesteydelser, til over et år, medmindre forbrugeren kan bringe aftalen til
ophør når som helst med en frist på højst 30 dage. Afdeling 3: Ubillige aftalevilkår i
aftaler mellem erhvervsdrivende Artikel 86
Betydningen af "ubillig" i aftaler mellem erhvervsdrivende 1.
I aftaler mellem erhvervsdrivende er et
aftalevilkår i henhold til denne afdeling kun ubilligt, hvis a) det indgår i vilkår, der ikke er
individuelt forhandlet, jf. artikel 7, og b) det er af en sådan art, at brug af det
afviger betydeligt fra god handelspraksis i strid med god tro og redelig
handlemåde 2.
Ved vurderingen af, om et aftalevilkår er ubilligt
i henhold til denne afdeling, skal der tages hensyn til a) hvad der skal ydes i henhold til aftalen b) de omstændigheder, der forelå under
indgåelsen af aftalen c) de øvrige aftalevilkår og d) vilkårene i andre aftaler, som aftalen
afhænger af. Del IV Forpligtelser
samt misligholdelsesbeføjelser for parter i en købsaftale eller en aftale om
levering af digitalt indhold Kapitel 9 Almindelige
bestemmelser Artikel 87
Misligholdelse og væsentlig misligholdelse 1.
Misligholdelse af en forpligtelse er enhver
undladelse af at opfylde forpligtelsen, uanset om undladelsen er undskyldelig,
og omfatter a) manglende eller forsinket levering af
varen b) manglende eller forsinket levering af det
digitale indhold c) levering af varer, der er mangelfulde i
forhold til aftalen d) levering af digitalt indhold, der er
mangelfuldt i forhold til aftalen e) manglende eller forsinket betaling af
prisen og f) anden tilsigtet opfyldelse, der ikke er
i overensstemmelse med aftalen. 2.
Den ene parts misligholdelse af en forpligtelse er
væsentlig, hvis a) den i betydeligt omfang fratager den
anden part det, som parten havde ret til at forvente i henhold til aftalen,
medmindre den misligholdende part ved aftalens indgåelse ikke forudså og ikke
kunne forventes at forudse denne følge, eller b) den er af en sådan art, at det er klart,
at det ikke er muligt at have tillid til den misligholdende parts fremtidige
opfyldelse. Artikel 88
Undskyldelig misligholdelse 1.
En parts misligholdelse af en forpligtelse er
undskyldelig, hvis den skyldes en hindring, som ligger uden for partens
kontrol, og parten ikke kunne forventes at have taget forhindringen i
betragtning ved aftalens indgåelse eller at have undgået eller overvundet
hindringen eller dens følger. 2.
Hvis hindringen kun er midlertidig, er
misligholdelsen undskyldelig, så længe hindringen foreligger. Hvis forsinkelsen
udgør en væsentlig misligholdelse, kan den anden part dog behandle den som en
sådan. 3.
Den part, der ikke er i stand til at opfylde
aftalen, har pligt til at sikre, at den anden part får meddelelse om hindringen
og dens følger for muligheden for opfyldelse uden unødigt ophold, efter at den
første part bliver eller kunne forventes at være blevet bekendt med disse
forhold. Den anden part har krav på erstatning for tab, som skyldes
tilsidesættelsen af denne pligt. Artikel 89
Ændring i omstændighederne 1.
En part skal opfylde sine forpligtelser, selv om
opfyldelsen er blevet mere byrdefuld, enten fordi omkostningerne ved opfyldelse
er steget, eller fordi værdien af modydelsen er faldet. Hvis opfyldelsen bliver
uforholdsmæssigt byrdefuld på grund af en ekstraordinær ændring i
omstændighederne, har parterne pligt til at indlede forhandlinger med henblik
på at tilpasse aftalen eller bringe den til ophør. 2.
Hvis det ikke lykkes parterne at nå til enighed
inden et rimeligt tidsrum, kan en retsinstans efter begæring fra en af parterne a) tilpasse aftalen, så den kommer i
overensstemmelse med det, som det er rimeligt at antage, at parterne ville være
nået til enighed om på tidspunktet for aftalens indgåelse, hvis de havde taget
ændringen i omstændighederne i betragtning, eller b) bringe aftalen til ophør, jf. artikel 8,
på et tidspunkt og på vilkår, som retsinstansen fastsætter. 3.
Stk. 1 og 2 finder kun anvendelse, hvis a) ændringen i omstændighederne indtrådte
efter det tidspunkt, hvor aftalen blev indgået b) den part, der påberåber sig ændringen i
omstændighederne, ikke da tog i betragtning og ikke kunne forventes at tage i
betragtning, at der kunne ske en sådan ændring i omstændighederne, eller at
ændringen kunne være af et sådant omfang, og c) den forurettede part ikke påtog sig og
ikke med rimelighed kunne anses for at have påtaget sig risikoen for ændringen
i omstændighederne. 4.
I stk. 2 og 3 forstås ved en "retsinstans"
også voldgiftsretter. Artikel 90
Udvidet anvendelse af reglerne om betaling og om varer eller digitalt
indhold, køber ikke har taget imod 1.
Medmindre der er fastsat noget andet, finder
reglerne om købers betaling af prisen i kapitel 12 med de nødvendige tilpasninger
anvendelse på andre betalinger. 2.
Artikel 97 finder med de nødvendige tilpasninger
anvendelse på andre tilfælde, hvor en person fortsat er i besiddelse af varer
eller digitalt indhold på grund af en andens undladelse af at tage imod varerne
eller indholdet, når den anden er forpligtet hertil. Kapitel 10 Sælgerens
forpligtelser Afdeling 1 Almindelige
bestemmelser Artikel 91
Sælgerens hovedforpligtelser Sælgeren af en vare eller leverandøren af
digitalt indhold (i denne del benævnt "sælger") skal a) levere varen eller det digitale
indhold b) overdrage ejendomsretten til varen,
herunder det fysiske medium, som det digitale indhold leveres på, c) sikre, at varen eller det digitale
indhold er i overensstemmelse med aftalen d) sikre, at køberen har ret til at bruge
det digitale indhold i overensstemmelse med aftalen, og e) udlevere de dokumenter, der
repræsenterer eller vedrører varerne, eller de dokumenter, der vedrører det
digitale indhold, hvis dette kræves i henhold til aftalen. Artikel 92
Tredjemands opfyldelse af aftalen 1.
Sælger kan overdrage til en anden at opfylde
aftalen, medmindre det i henhold til aftalevilkårene skal være sælger, der
opfylder den personligt. 2.
En sælger, der pålægger en anden at opfylde
aftalen, er stadig ansvarlig for opfyldelsen. 3.
I forhold mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan parterne ikke til skade for forbrugeren træffe bestemmelse om, at
stk. 2 ikke skal finde anvendelse, eller fravige eller ændre bestemmelsens
retsvirkninger. Afdeling 2 Resultater Artikel 93
Leveringssted 1.
Hvis leveringsstedet ikke kan fastslås på anden
måde, er det a) i tilfælde af en aftale om forbrugerkøb
eller en aftale om levering af digitalt indhold, som er en aftale om fjernsalg
eller en aftale indgået uden for fast forretningssted, og i tilfælde, hvor
sælger har påtaget sig at besørge transporten til køberen, forbrugerens bopæl
på tidspunktet for aftalens indgåelse b) i andre tilfælde i) hvor købsaftalen omfatter transport af
varen, der skal udføres af en fragtfører eller en række fragtførere, det nærmeste
opsamlingssted for den første fragtfører ii) hvor aftalen ikke omfatter transport,
sælgers forretningssted ved indgåelsen af aftalen. 2.
Hvis sælger har mere end et forretningssted, er
forretningsstedet i stk. 1, litra b), det, som har den nærmeste forbindelse med
leveringsforpligtelsen. Artikel 94
Leveringsmåde 1.
Medmindre andet er aftalt, skal sælger opfylde
forpligtelsen til at levere a) i tilfælde af en aftale om forbrugerkøb
eller en aftale om levering af digitalt indhold, som er en aftale om fjernsalg
eller en aftale indgået uden for fast forretningssted, og i tilfælde, hvor
sælger har påtaget sig at besørge transporten til køberen, ved at overgive den
fysiske besiddelse af eller kontrollen over varen eller det digitale indhold
til forbrugeren b) i andre tilfælde, hvor aftalen omfatter
en fragtførers transport af varen, ved at overgive varen til den første
fragtfører med henblik på videreforsendelse til køberen og ved at overdrage
køberen de nødvendige dokumenter til at sætte køberen i stand til at overtage
varen fra den fragtfører, der har varen, eller c) i tilfælde, der ikke er omfattet af litra
a) eller b), ved at stille varen eller det digitale indhold eller, hvis det er
aftalt, at sælgeren kun skal levere dokumenterne, der repræsenterer varerne,
dokumenterne til rådighed for køberen. 2.
I stk. 1, litra a) og c), omfatter forbruger og
køber også tredjemand, der ikke er fragtfører, og som forbrugeren eller køberen
har udpeget i henhold til aftalen. Artikel 95
Leveringstiden 1.
Når leveringstiden ikke kan fastsættes på anden
måde, skal varen eller det digitale indhold leveres uden unødigt ophold efter
aftalens indgåelse. 2.
Ved aftaler mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger skal den erhvervsdrivende, medmindre parterne har aftalt noget andet,
levere varen eller det digitale indhold senest 30 dage efter aftalens
indgåelse. Artikel 96
Sælgers forpligtelser med hensyn til transport af varen 1.
Når sælger i henhold til aftalen skal sørge for
varens transport, skal sælgeren indgå de aftaler, som kræves til transport til
det angivne sted med de transportmidler, der efter omstændighederne er
passende, og på sædvanlige vilkår for sådan transport. 2.
Hvis sælgeren i henhold til aftalen overgiver varen
til en fragtfører, og varen ikke tydeligt er udskilt som den vare, der skal
leveres i henhold til aftalen, ved mærkning af varen, i forsendelsesdokumenter
eller på anden måde, skal sælgeren give køberen meddelelse om forsendelsen og
samtidig specificere varen. 3.
Hvis det ikke er bestemt i aftalen, at sælgeren
skal forsikre transporten af varen, skal sælgeren på køberens anmodning give
køberen alle tilgængelige oplysninger, der er nødvendige for, at køberen kan
tegne en sådan forsikring. Artikel 97
Varer eller digitalt indhold, køber ikke har taget imod 1.
En sælger, der fortsat er i besiddelse af varen
eller det digitale indhold, fordi køberen ikke har opfyldt sin forpligtelse til
at tage imod levering, skal træffe rimelige foranstaltninger til at beskytte og
bevare den. 2.
Sælgeren frigøres fra sin forpligtelse til at
levere, hvis sælgeren a) anbringer varen eller det digitale
indhold til opbevaring hos tredjemand på købers vegne på rimelige vilkår og
meddeler køberen dette, eller b) sælger varen eller det digitale indhold
på rimelige vilkår efter at have givet køberen meddelelse herom og betaler
nettoudbyttet til køberen. 3.
Sælgeren har ret til at få refunderet de rimelige
omkostninger, han har afholdt, eller tilbageholde dem af udbyttet fra salget. Artikel 98
Retsvirkninger for risikoens overgang Leveringens retsvirkninger for risikoens
overgang er reguleret i kapitel 14. Afdeling 3 Varens og det
digitale indholds overensstemmelse med aftalen Artikel 99
Overensstemmelse med aftalen 1.
For at være i overensstemmelse med aftalen skal
varen eller det digitale indhold a) være af den mængde og kvalitet, der er
fastsat i aftalen, og svare til aftalens beskrivelse b) være emballeret eller pakket på den måde,
som er fastsat i aftalen, og c) leveres med eventuelt tilbehør,
installationsvejledning eller andre instrukser, som skal medfølge i henhold til
aftalen. 2.
For at være i overensstemmelse med aftalen skal
varen eller det digitale indhold også opfylde kravene i artikel 100, 101 og
102, medmindre parterne har aftalt noget andet. 3.
I aftaler om forbrugerkøb er en aftale om at
fravige kravene i artikel 100, 102 og 103 til skade for forbrugeren kun gyldig,
hvis forbrugeren ved aftalens indgåelse kendte til varens eller det digitale
indholds særlige stand og accepterede varen eller det digitale indhold som
værende i overensstemmelse med aftalen, da den blev indgået. 4.
I aftaler om forbrugerkøb kan parterne ikke til
skade for forbrugeren bestemme, at stk. 3 ikke skal finde anvendelse, eller
gøre undtagelse fra eller ændre dens retsvirkninger. Artikel 100
Betingelser for, at varen og det digitale indhold er i overensstemmelse med
aftalen Varen eller det digitale indhold skal a) være egnet til de særlige formål,
som sælger er blevet gjort bekendt med på tidspunktet for aftalens indgåelse,
medmindre det fremgår af omstændighederne, at køber ikke regnede med, eller
ikke med rimelighed kunne regne med sælgers faglige dygtighed og dømmekraft b) være egnet til de formål, til hvilke
varer eller digitalt indhold af den samme beskrivelse sædvanligvis vil blive
anvendt c) have den kvalitet, der svarer til en
vareprøve eller model af varen eller det digitale indhold, som sælger har
forelagt køber d) være emballeret eller pakket på en
måde, der er sædvanlig for en sådan vare, eller, hvor en sådan måde ikke
findes, på en måde, som er forsvarlig for at bevare og beskytte varen e) leveres med eventuelt tilbehør,
installationsvejledning eller andre instrukser, som køberen kan forvente at
modtage f) have de egenskaber og den ydeevne,
der er angivet i en erklæring forud for aftalens indgåelse, som i henhold til
artikel 69 indgår i aftalevilkårene, og g) have de egenskaber og den ydeevne,
som køberen kan forvente. Ved afgørelsen af, hvad forbrugeren kan forvente af
det digitale indhold, skal der tages hensyn til, om det digitale indhold blev
leveret mod betaling af en pris. Artikel 101
Forkert installation i forbindelse med en aftale om forbrugerkøb 1.
Når varer eller digitalt indhold, der er leveret i
henhold til en aftale om forbrugerkøb, er installeret forkert, anses mangler,
der skyldes den forkerte installation, for at være mangler ved varen eller det
digitale indhold, hvis a) varen eller det digitale indhold er
installeret af sælgeren eller på sælgerens vegne, eller b) varen eller det digitale indhold skulle
installeres af forbrugeren, og den forkerte installation skyldtes en mangel ved
installationsvejledningen. 2.
Parterne kan ikke til skade for forbrugeren
bestemme, at denne artikel ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse
fra eller ændre dens retsvirkninger. Artikel 102
Tredjemands rettigheder eller krav 1.
Varen skal være fri for tredjemands ret og krav,
som ikke er åbenbart grundløse, og det skal være kontrolleret, at det digitale
indhold ikke krænker tredjemands ret eller krav, som ikke er åbenbart
grundløse. 2.
For så vidt angår rettigheder og krav på grundlag
af intellektuel ejendomsret skal varen, medmindre andet er bestemt i stk. 3 og
4, være fri for tredjemands ret og krav, som ikke er åbenbart grundløse, og det
skal være kontrolleret, at det digitale indhold ikke krænker tredjemands ret
eller krav, som ikke er åbenbart grundløse a) efter loven i den stat, hvor varen eller
det digitale indhold skal bruges i henhold til aftalen, eller hvis dette ikke
er aftalt, efter loven i den stat, hvor køberen har sit forretningssted, eller
i aftaler mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, hvor forbrugeren ved
indgåelsen af aftalen har opgivet at have bopæl, og b) som sælgeren var bekendt med eller kunne
forventes at være bekendt med ved aftalens indgåelse. 3.
Ved aftaler mellem erhvervsdrivende finder stk. 2
ikke anvendelse, når køberen kendte til eller kunne forventes at kende til
rettighederne eller kravene på grundlag af intellektuel ejendomsret ved
indgåelsen af aftalen 4.
Ved aftaler mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger finder stk. 2 ikke anvendelse, når forbrugeren kendte til
rettighederne eller kravene på grundlag af intellektuel ejendomsret ved
indgåelsen af aftalen. 5.
Ved aftaler mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan parterne ikke til skade for forbrugeren bestemme, at denne
artikel ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse fra eller ændre dens
retsvirkninger. Artikel 103
Begrænsning med hensyn til digitalt indholds overensstemmelse med aftalen Digitalt indhold anses ikke for at være
behæftet med en mangel, alene fordi det efter indgåelsen af aftalen er blevet
muligt at få digitalt indhold, der er opdateret. Artikel 104
Købers kendskab til mangler i forbindelse med aftaler mellem
erhvervsdrivende I en aftale mellem erhvervsdrivende er
sælgeren ikke ansvarlig for en mangel ved varen, hvis køberen ved aftalens
indgåelse var vidende om eller ikke kunne være uvidende om manglen. Artikel 105
Det relevante tidspunkt for mangelsbedømmelsen 1.
Sælgeren er ansvarlig for mangler, der forelå på
tidspunktet for risikoens overgang til køber, jf. kapitel 14. 2.
I aftaler om forbrugerkøb antages en mangel, der
bliver synlig inden seks måneder efter tidspunktet for risikoens overgang til
køber, at have foreligget ved risikoens overgang, medmindre dette er
uforeneligt med varens eller det digitale indholds art eller med manglens art. 3.
I tilfælde omfattet af artikel 101, stk. 1, litra
a), skal tidspunktet for risikoens overgang til køber i nærværende artikels
stk. 1 og 2 forstås som det tidspunkt, hvor installationen er fuldført. I
tilfælde omfattet af artikel 101, stk. 1, litra b), skal det forstås som det
tidspunkt, hvor forbrugeren havde haft rimelig tid til at installere varen
eller det digitale indhold. 4.
Når det digitale indhold senere skal opdateres af
den erhvervsdrivende, sikrer den erhvervsdrivende, at det digitale indhold
fortsat er i overensstemmelse med aftalen i hele aftalens gyldighedsperiode. 5.
I aftaler mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan parterne ikke til skade for forbrugeren bestemme, at denne
artikel ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse fra eller ændre dens
retsvirkninger. Kapitel 11 Købers
misligholdelsesbeføjelser Afdeling 1 Almindelige
bestemmelser Artikel 106
Oversigt over køberens misligholdelsesbeføjelser 1.
I tilfælde af sælgerens misligholdelse kan køberen gøre
et af følgende: a) kræve opfyldelse, hvilket omfatter
naturalopfyldelse, reparation eller omlevering af varen eller det
digitale indhold, jf. afdeling 3 i dette kapitel b) tilbageholde køberens egen opfyldelse,
jf. afdeling 4 i dette kapitel c) bringe aftalen til ophør, jf. afdeling 5
i dette kapitel, og kræve tilbagebetaling af prisen, hvis den allerede er
blevet betalt, jf. kapitel 17 d) foretage et afslag i prisen, jf. afdeling
6 i dette kapitel, og e) kræve erstatning i henhold til kapitel
16. 2.
Hvis køberen er en erhvervsdrivende a) gælder køberens ret til at anvende alle
andre misligholdelsesbeføjelser end tilbageholdelse af sin opfyldelse kun, for
så vidt som sælgeren ikke foretager afhjælpning, jf. afdeling 2 i dette
kapitel, og b) køberens ret til at påberåbe sig mangler
gælder kun, for så vidt kravene til undersøgelse og meddelelse i afdeling 7 i
dette kapitel er opfyldt. 3.
Hvis køberen er en forbruger a) er sælgerens afhjælpning uden betydning
for køberens rettigheder, og b) kravene til undersøgelse og meddelelse i
afdeling 7 i dette kapitel finder ikke anvendelse. 4.
Hvis sælgerens misligholdelse er undskyldelig, kan
køberen anvende enhver af beføjelserne i stk. 1 med undtagelse af at kræve
opfyldelse og erstatning. 5.
Køberen kan ikke anvende beføjelserne i stk. 1 i
det omfang, køberen var årsag til sælgerens misligholdelse. 6.
Beføjelser, der ikke er uforenelige med hinanden,
kan anvendes samtidig. Artikel 107
Begrænsning af beføjelserne ved digitalt indhold, der ikke leveres mod betaling
af en pris Når digitalt indhold ikke leveres mod betaling
af en pris, kan køberen ikke anvende misligholdelsesbeføjelserne i artikel 106,
stk. 1, litra a) til d). Køberen kan kun rejse krav om erstatning i henhold til
artikel 106, stk. 1, litra e), for tab eller skade, som på grund af manglerne
ved det leverede digitale indhold er forvoldt på køberens ejendom, herunder på
hardware, software og data, dog ikke om erstatning af fortjeneste, som køberen
ikke har fået på grund af skaden. Artikel 108
Ufravigelige regler I aftaler mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan parterne ikke til skade for forbrugeren bestemme, at dette
kapitel ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse fra eller ændre dets
retsvirkninger, før forbrugeren har gjort den erhvervsdrivende opmærksom på
manglen. Afdeling 2 Sælgers afhjælpning Artikel 109
Sælgers afhjælpning 1.
En sælger, der har tilbudt opfyldelse før det
aftalte tidspunkt, og som har fået meddelelse om, at opfyldelsen er mangelfuld
i forhold til aftalen, kan tilbyde ny, mangelfri opfyldelse, hvis det kan ske
inden for den frist, der er fastsat for opfyldelse. 2.
I tilfælde, der ikke er omfattet af stk. 1, kan en
sælger, der har tilbudt opfyldelse, der er mangelfuld i forhold til aftalen,
uden unødigt ophold efter at have fået meddelelse om misligholdelsen tilbyde
afhjælpning for sælgers egen regning. 3.
Det udelukker ikke et tilbud om afhjælpning, at
aftalen bringes til ophør ved en meddelelse herom. 4.
Køberen kan kun afslå et tilbud om afhjælpning,
hvis a) afhjælpning ikke kan ske straks eller
uden væsentlig ulempe for køberen b) køberen har grund til at antage, at han
ikke kan stole på sælgerens opfyldelse for fremtiden, eller c) forsinkelse med opfyldelsen ville udgøre
en væsentlig misligholdelse. 5.
Sælgeren har en rimelig frist til at foretage
afhjælpningen. 6.
Køberen kan tilbageholde opfyldelsen i afventning
af afhjælpningen, men de af køberens rettigheder, der er uforenelige med at
indrømme sælgeren en frist til at foretage afhjælpning, udsættes til fristens
udløb. 7.
Uanset afhjælpningen har køberen fortsat ret til at
kræve erstatning for forsinkelse samt for skade, der er forvoldt eller ikke er
forhindret af afhjælpningen. Afdeling 3 Krav om opfyldelse Artikel 110
Krav om opfyldelse af sælgerens forpligtelser 1.
Køberen har ret til at kræve opfyldelse af
sælgerens forpligtelser. 2.
Den opfyldelse, der kan stilles krav om, omfatter
afhjælpning uden vederlag af en opfyldelse, der er mangelfuld i forhold til
aftalen. 3.
Der kan ikke stilles krav om opfyldelse, når a) det ville være umuligt eller er blevet
ulovligt at foretage opfyldelse, eller b) byrden eller udgiften ved opfyldelse
ville være uforholdsmæssigt stor i forhold til den fordel, køberen ville opnå
ved det. Artikel 111
Forbrugerens valg mellem afhjælpning i form af reparation eller omlevering 1.
Når den erhvervsdrivende ved en aftale om
forbrugerkøb skal afhjælpe en mangel i henhold til artikel 110, stk. 2, kan
forbrugeren vælge mellem reparation og omlevering, medmindre det valgte ville
være ulovligt eller umuligt eller i forhold til den anden mulighed ville påføre
sælgeren udgifter, der ville være uforholdsmæssigt store under hensyn til a) den værdi, varen ville have, hvis den var
mangelfri b) manglens betydning, og c) om den alternative afhjælpning kunne
foretages uden væsentlig ulempe for forbrugeren. 2.
Når forbrugeren har stillet krav om afhjælpning af
manglen ved reparation eller omlevering i henhold til stk. 1, kan forbrugeren
kun anvende andre misligholdelsesbeføjelser, hvis den erhvervsdrivende ikke har
tilendebragt reparationen eller omleveringen inden en rimelig frist, der ikke
må overstige 30 dage. Forbrugeren kan dog tilbageholde sin opfyldelse under
afventning heraf. Artikel 112
Tilbagelevering i forbindelse med omlevering 1.
Når sælgeren har afhjulpet manglen ved omlevering,
har sælgeren en ret og en pligt til at tage det tilbage, der er sket omlevering
for, for egen regning. 2.
Køberen skal ikke betale for brug af det, der er
sket omlevering for, i tiden forud for omleveringen. Afdeling 4 Tilbageholdelse af
opfyldelsen af køberens forpligtelser Artikel 113
Ret til at tilbageholde opfyldelsen 1.
En køber, der skal opfylde aftalen samtidig med
eller efter sælgerens opfyldelse, har ret til at tilbageholde opfyldelsen,
indtil sælgeren har tilbudt at opfylde aftalen eller har opfyldt den. 2.
En køber, der skal opfylde aftalen, inden sælgeren
foretager opfyldelse, og som har en rimelig grund til at tro, at sælgeren ikke
vil opfylde aftalen, når tiden er inde til sælgers opfyldelse, kan tilbageholde
sin opfyldelse, så længe den rimelige grund til at tro dette foreligger. 3.
Den opfyldelse, der kan tilbageholdes i henhold til
denne artikel, er hele opfyldelsen eller en del af den i det omfang, det er
berettiget under hensyn til misligholdelsen. Når sælgerens forpligtelser skal
opfyldes i flere dele eller på anden måde kan opdeles, kan køberen kun
tilbageholde opfyldelsen med hensyn til den del, der ikke er blevet opfyldt,
medmindre sælgerens misligholdelse berettiger en tilbageholdelse af køberens
opfyldelse i dens helhed. Afdeling 5 Aftalens ophør Artikel 114
Ophør på grund af misligholdelse 1.
Køberen kan bringe aftalen til ophør, jf. artikel
8, hvis sælgerens misligholdelse af aftalen er væsentlig, jf. artikel 87, stk.
2. 2.
I aftaler om forbrugerkøb og i aftaler om levering
af digitalt indhold indgået mellem en erhvervsdrivende og en forbruger, hvor
misligholdelsen består i, at varen er mangelfuld, kan forbrugeren bringe
aftalen til ophør, medmindre manglen er uvæsentlig. Artikel 115
Ophør på grund af forsinkelse med leveringen efter meddelelse om yderligere
frist for opfyldelse 1.
Køberen kan bringe aftalen til ophør i tilfælde af
forsinkelse med leveringen, der ikke i sig selv er væsentlig, hvis køberen
giver meddelelse om en yderligere frist for opfyldelse af en rimelig varighed,
og sælgeren ikke opfylder aftalen inden for denne frist. 2.
Den yderligere frist i stk. 1 anses for at have en
rimelig varighed, hvis sælgeren ikke gør indsigelse mod den uden unødigt
ophold. 3.
Når aftalen i henhold til meddelelsen automatisk
bringes til ophør, hvis sælgeren ikke foretager opfyldelse inden for den i
meddelelsen fastsatte frist, ophører aftalen ved fristens udløb uden yderligere
meddelelser. Artikel 116
Ophør på grund af misligholdelse Køberen kan bringe aftalen til ophør, inden
der skal ske opfyldelse, hvis sælgeren har erklæret, eller det på anden måde er
klart, at der vil ske misligholdelse, og misligholdelsen ville være en
tilstrækkelig grund til at bringe aftalen til ophør. Artikel 117
Omfanget af retten til at bringe aftalen til ophør 1.
Når sælgerens forpligtelser i henhold til aftalen
skal opfyldes i flere dele eller på anden måde kan opdeles, og der foreligger
en grund til i henhold til denne afdeling at bringe en del af aftalen til
ophør, som en del af prisen kan henføres til, kan køberen kun bringe aftalen
til ophør med hensyn til den pågældende del. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis køberen ikke
kan forventes at acceptere opfyldelse af de øvrige dele, eller misligholdelsen
er af en sådan art, at der er grund til at bringe aftalen til ophør i dens
helhed. 3.
Hvis sælgerens forpligtelser i henhold til aftalen
ikke kan opdeles, eller der ikke kan henføres en del af prisen til den
pågældende del af aftalen, kan køberen kun bringe aftalen til ophør, hvis
misligholdelsen er af en sådan art, at der er grund til at bringe aftalen til
ophør i dens helhed. Artikel 118
Meddelelse om, at aftalen bringes til ophør Retten til at bringe en aftale til ophør i
henhold til denne afdeling udøves ved at give sælgeren meddelelse. Artikel 119
Tab af retten til at bringe aftalen til ophør 1.
Køberen mister retten til at bringe aftalen til
ophør i henhold til denne afdeling, hvis der ikke gives meddelelse om, at
aftalen bringes til ophør, inden en rimelig frist regnet fra det tidspunkt,
hvor retten opstod, eller hvor køberen blev bekendt med eller kunne forventes
at blive bekendt med misligholdelsen, hvis dette skete senere. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse, a) hvis køberen er en forbruger, eller b) hvis aftalen slet ikke er blevet opfyldt,
og det ikke er blevet tilbudt at opfylde aftalen. Afdeling 6 Afslag i prisen Artikel 120
Ret til afslag i prisen 1.
En køber, som accepterer en mangelfuld opfyldelse,
kan foretage afslag i prisen. Afslaget skal fastsættes forholdsmæssigt på
grundlag af den lavere værdi på opfyldelsestidspunktet af det, der er modtaget
til opfyldelse af aftalen, sammenlignet med værdien af det, der skulle være
modtaget ved mangelfri opfyldelse. 2.
En køber, der har ret til at foretage afslag i
prisen i henhold til stk. 1, og som allerede har betalt et beløb, der
overstiger prisen efter afslag, kan kræve det for meget betalte tilbagebetalt
af sælgeren. 3.
En køber, der foretager afslag i prisen, kan ikke
tillige kræve erstatning for det tab, der er godtgjort ved afslaget, men har
fortsat ret til erstatning for andre tab, han måtte have lidt. Afdeling 7 Krav om undersøgelse
og meddelelse ved aftaler mellem erhvervsdrivende Artikel 121
Undersøgelse af varen ved aftaler mellem erhvervsdrivende 1.
I aftaler mellem erhvervsdrivende forventes køberen
at undersøge varen eller lade den undersøge så hurtigt, som det er rimeligt, og
ikke senere end 14 dage efter leveringen af varen, det digitale indhold eller
den relaterede tjenesteydelse. 2.
Hvis aftalen omfatter transport af varen, kan
undersøgelsen udsættes, til varen når frem til bestemmelsesstedet. 3.
Hvis varen omdirigeres under transit eller videresendes
af køberen, før køberen har haft rimelig lejlighed til at undersøge den, og
sælgeren ved indgåelse af aftalen vidste eller kunne forventes at vide, at der
muligvis ville ske omdirigering eller videresendelse, kan undersøgelsen
udsættes, til varen når frem til det nye bestemmelsessted. Artikel 122
Krav om meddelelse om mangler ved aftaler om køb mellem erhvervsdrivende 1.
I aftaler mellem erhvervsdrivende kan køberen ikke
påberåbe sig mangler, hvis køberen ikke giver sælgeren meddelelse inden for en
rimelig frist med angivelse af, hvori manglen består. Fristen regnes fra det
tidspunkt, hvor varen leveres, eller hvor køberen bliver bekendt med eller
kunne forventes at blive bekendt med manglen, hvis dette tidspunkt ligger efter
varens levering. 2.
Køberen mister retten til at påberåbe sig manglen,
hvis køberen ikke giver sælgeren meddelelse om manglen inden to år fra det
tidspunkt, hvor varen blev overgivet til køberen i henhold til aftalen. 3.
Når parterne har aftalt, at varen skal være egnet
til et bestemt formål eller til sit sædvanlige formål i et bestemt tidsrum,
udløber fristen til at give meddelelse i stk. 2 først, når det aftalte tidsrum
er udløbet. 4.
Stk. 2 finder ikke anvendelse i forbindelse med
tredjemands krav eller rettigheder, der er omhandlet i artikel 102. 5.
Køberen har ikke pligt til at give sælgeren
meddelelse om, at ikke alle varerne er blevet leveret, hvis køberen har grund
til at antage, at de resterende varer vil blive leveret. 6.
Sælgeren kan ikke påberåbe sig denne artikel, hvis
manglen vedrører forhold, som sælgeren var bekendt med eller kunne forventes at
være bekendt med, og som sælgeren ikke oplyste køberen om. Kapitel 12 Køberens
forpligtelser Afdeling 1 Almindelige
bestemmelser Artikel 123
Køberens hovedforpligtelser 1.
Køberen skal a) betale prisen b) tage imod levering af varen eller det
digitale indhold og c) tage imod de dokumenter, der
repræsenterer eller vedrører varerne, eller de dokumenter, der vedrører det
digitale indhold, hvis dette kræves i henhold til aftalen. 2.
Stk. 1, litra a), finder ikke anvendelse på en
aftale om levering af digitalt indhold, hvis det digitale indhold ikke skal
leveres mod betaling af en pris. Afdeling 2 Betaling af prisen Artikel 124
Betalingsmidler 1.
Betaling skal foretages med de betalingsmidler, der
er angivet i aftalevilkårene, eller hvis dette ikke er angivet, med de
betalingsmidler, der anvendes i sædvanlig forretningspraksis på det sted, hvor
der skal ske betaling, under hensyntagen til handlens art. 2.
En sælger, der accepterer en check eller anden
betalingsanvisning eller et løfte om betaling, formodes kun at gøre dette på
betingelse af, at anvisningen bliver efterkommet eller løftet indfriet.
Sælgeren kan få tvangsfuldbyrdet den oprindelige betalingsforpligtelse, hvis
anvisningen ikke efterkommes, eller løftet ikke indfries. 3.
Køberens oprindelige forpligtelse bortfalder, hvis
sælgeren accepterer et løfte om betaling fra en tredjemand, med hvem sælgeren
har en allerede gældende ordning om, at sælgeren accepterer tredjemands løfte
som betalingsmiddel. 4.
Ved aftaler mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger er forbrugeren ikke forpligtet til at bære udgiften til gebyrer i
forbindelse med brug af et bestemt betalingsmiddel, hvis gebyrerne overstiger
de udgifter, den erhvervsdrivende har til brug af betalingsmidlet. Artikel 125
Betalingssted 1.
Når det ikke på anden måde kan afgøres, hvor der
skal ske betaling, er betalingsstedet sælgerens forretningssted ved indgåelsen
af aftalen. 2.
Hvis sælgeren har mere end et forretningssted, er
betalingsstedet det af sælgers forretningssteder, som har den nærmeste
forbindelse med betalingsforpligtelsen. Artikel 126
Betalingstidspunkt 1.
Prisen forfalder til betaling ved levering. 2.
Sælgeren kan afslå et tilbud om betaling inden
forfaldstiden, hvis sælgeren har en berettiget interesse heri. Artikel 127
Tredjemands betaling 1.
Køberen kan pålægge en anden at foretage
betalingen. En køber, der pålægger en anden at foretage betalingen, er stadig
ansvarlig for betalingen. 2.
Sælgeren kan ikke afvise at tage imod betaling fra
tredjemand, hvis a) tredjemand handler med køberens samtykke,
eller b) tredjemand har en berettiget interesse i
at betale, og køberen ikke har betalt rettidigt, eller det er klart, at
køberen ikke vil betale rettidigt. 3.
Ved tredjemands betaling i henhold til stk. 1 eller
2 frigøres køberen fra sin forpligtelse over for sælgeren. 4.
Når sælgeren accepterer betaling fra tredjemand
under omstændigheder, der ikke er omfattet af stk. 1 eller 2, frigøres køberen
fra sin forpligtelse over for sælgeren, men sælgeren bærer ansvaret over for
køberen for tab, der forvoldes derved. Artikel 128
Betaling, når der er flere betalingsforpligtelser 1.
Når køberen skal foretage flere betalinger til
sælgeren, og den betaling, køberen har foretaget, ikke er tilstrækkelig til at
dække dem alle, kan køberen på tidspunktet for betaling meddele sælgeren,
hvilken forpligtelse betalingen sker til opfyldelse af. 2.
Hvis køberen ikke giver meddelelse i henhold til
stk. 1, kan sælgeren inden en rimelig frist meddele køberen, hvilken
forpligtelse han anser betalingen for at ske til opfyldelse af. 3.
Sælgeren kan ikke i henhold til stk. 2 gyldigt anse
en betaling for at ske til opfyldelse af en forpligtelse, der endnu ikke er
forfalden, eller som er omtvistet. 4.
Når ingen af parterne gyldigt har bestemt, hvilken
forpligtelse betalingen skal anses for at ske til opfyldelse af, skal
betalingen anses for at være sket til opfyldelse af den forpligtelse, der
opfylder et af følgende kriterier, der er angivet i prioriteret rækkefølge: a) den forpligtelse, der er forfalden, eller
er den første, der forfalder b) den forpligtelse, som sælgeren ikke har
nogen sikkerhed for, eller som han har mindst sikkerhed for c) den forpligtelse, der er mest byrdefuld
for køberen d) den forpligtelse, der opstod først. Hvis ingen af disse kriterier er relevante, skal
betalingen anses for at ske til forholdsmæssig opfyldelse af samtlige
forpligtelser. 5.
For så vidt angår stk. 2, 3 og 4, kan betaling kun
anses for at ske til opfyldelse af en forpligtelse, der på grund af sin
forældelse ikke kan tvangsfuldbyrdes, hvis der ikke er andre forpligtelser, som
betalingen kan henføres til i medfør af disse bestemmelser. 6.
For så vidt angår den enkelte forpligtelse skal
køberens betaling anses for at være sket til dækning for det første af
omkostninger, for det andet af renter og for det tredje af hovedstolen,
medmindre sælgeren vælger noget andet. Afdeling 3 Modtagelse af
levering Artikel 129
Modtagelse af levering Køberen opfylder sin forpligtelse til at tage
imod levering ved a) at foretage alle de handlinger, som kan
forventes, for at sætte sælgeren i stand til at opfylde sin
leveringsforpligtelse, og b) at modtage varen eller de
dokumenter, der repræsenterer varen eller det digitale indhold, hvis dette
kræves i henhold til aftalen. Artikel 130
For tidlig levering og levering af forkert mængde 1.
Hvis sælgeren leverer varen eller det digitale
indhold inden det aftalte tidspunkt, skal køberen tage imod levering, medmindre
køberen har en berettiget interesse i at afslå dette. 2.
Hvis sælgeren leverer varen eller det digitale
indhold i en mindre mængde end aftalt, skal køberen tage imod levering,
medmindre køberen har en berettiget interesse i at afslå dette. 3.
Hvis sælgeren leverer varer eller digitalt indhold
i en større mængde end aftalt, kan køberen beholde eller afslå den overskydende
mængde. 4.
Hvis køberen beholder den overskydende mængde,
anses den for at være blevet leveret i henhold til aftalen, og køberen skal
betale for den til den aftalte sats. 5.
I aftaler om forbrugerkøb finder stk. 4 ikke
anvendelse, hvis køberen har rimelig grund til at antage, at sælgeren har
leveret den overskydende mængde med vilje og uden, at der var tale om en fejl,
med viden om, at den ikke var blevet bestilt. 6.
Denne artikel finder ikke anvendelse på en aftale
om levering af digitalt indhold, hvis det digitale indhold ikke skal leveres
mod betaling af en pris. Kapitel 13 Sælgers
misligholdelsesbeføjelser Afdeling 1 Almindelige
bestemmelser Artikel 131
Oversigt over sælgers misligholdelsesbeføjelser 1.
I tilfælde af køberens misligholdelse kan sælgeren gøre
et af følgende: a) kræve opfyldelse, jf. afdeling 2 i dette
kapitel b) tilbageholde sælgerens egen opfyldelse,
jf. afdeling 3 i dette kapitel c) bringe aftalen til ophør, jf. afdeling 4
i dette kapitel, og d) kræve renter af prisen eller erstatning,
jf. kapitel 16. 2.
Hvis køberens misligholdelse er undskyldelig, kan
sælgeren anvende enhver af beføjelserne i stk. 1 med undtagelse af at kræve
opfyldelse og erstatning. 3.
Sælgeren kan ikke anvende beføjelserne i stk. 1 i
det omfang, sælgeren var årsag til køberens misligholdelse. 4.
Beføjelser, der ikke er uforenelige med hinanden,
kan anvendes samtidig. Afdeling 2 Krav om opfyldelse Artikel 132
Fremsættelse af krav om opfyldelse af køberens forpligtelser 1.
Sælgeren har ret til at inddrive betaling af
prisen, når den forfalder, og til at kræve opfyldelse af alle andre
forpligtelser, køberen har påtaget sig. 2.
Når køberen endnu ikke har taget imod levering af
varen eller det digitale indhold, og det er klart, at køberen vil være uvillig
til at tage imod opfyldelsen, kan sælgeren ikke desto mindre kræve, at køberen
tager imod levering, og kan kræve betaling af prisen, medmindre sælgeren kunne
have foretaget en rimelig dækningshandel uden væsentligt besvær og uden
væsentlige udgifter. Afdeling 3 Tilbageholdelse af
opfyldelsen af sælgerens forpligtelser Artikel 133
Ret til at tilbageholde opfyldelsen 1.
En sælger, der skal opfylde aftalen samtidig med
eller efter, at køberen foretager opfyldelse, har ret til at tilbageholde
opfyldelsen, indtil køberen har tilbudt at opfylde aftalen eller har opfyldt
den. 2.
En sælger, der skal opfylde aftalen, inden køberen
foretager opfyldelse, og som har en rimelig grund til at tro, at køberen ikke
vil opfylde aftalen, når tiden er inde til køberens opfyldelse, kan
tilbageholde sin opfyldelse, så længe den rimelige grund til at tro dette
foreligger. Retten til at tilbageholde opfyldelsen bortfalder dog, hvis køberen
giver en tilstrækkelig forsikring om rettidig opfyldelse eller stiller
tilstrækkelig sikkerhed. 3.
Den opfyldelse, der kan tilbageholdes i henhold til
denne artikel, er hele opfyldelsen eller en del af den i det omfang, det er
berettiget under hensyn til misligholdelsen. Når køberens forpligtelser skal
opfyldes i flere dele eller på anden måde kan opdeles, kan sælgeren kun tilbageholde
opfyldelsen med hensyn til den del, der ikke er blevet opfyldt, medmindre der
under hensyntagen til køberens misligholdelse er grund til at tilbageholde
sælgerens opfyldelse i dens helhed. Afdeling 4 Aftalens ophør Artikel 134
Ophør på grund af væsentlig misligholdelse Sælgeren kan bringe aftalen til ophør, jf.
artikel 8, hvis køberens misligholdelse af aftalen er væsentlig, jf. artikel
87, stk. 2. Artikel 135
Ophør på grund af forsinkelse efter meddelelse om yderligere frist for
opfyldelse 1.
Sælgeren kan bringe aftalen til ophør i tilfælde af
forsinkelse med opfyldelsen, der ikke i sig selv er væsentlig, hvis sælgeren
giver meddelelse om en yderligere frist for opfyldelse af en rimelig varighed,
og køberen ikke opfylder aftalen inden for denne frist. 2.
Fristen anses for at have en rimelig varighed, hvis
køberen ikke gør indsigelse mod den uden unødigt ophold. I forhold mellem en
erhvervsdrivende og en forbruger kan den yderligere frist for opfyldelse ikke
udløbe inden udløbet af perioden på 30 dage i artikel 167, stk. 2. 3.
Når aftalen i henhold til meddelelsen automatisk
bringes til ophør, hvis køberen ikke foretager opfyldelse inden for den i
meddelelsen fastsatte frist, ophører aftalen ved fristens udløb uden yderligere
meddelelser. 4.
I aftaler om forbrugerkøb kan parterne ikke til
skade for forbrugeren bestemme, at denne artikel ikke skal finde anvendelse,
eller gøre undtagelse fra eller ændre dens retsvirkninger. Artikel 136
Ophør på grund af anticiperet misligholdelse Sælgeren kan bringe aftalen til ophør, inden
der skal ske opfyldelse, hvis køberen har erklæret, eller det på anden måde er
klart, at der vil ske misligholdelse, og misligholdelsen vil være væsentlig. Artikel 137
Omfanget af retten til at bringe aftalen til ophør 1.
Når køberens forpligtelser i henhold til aftalen
skal opfyldes i flere dele eller på anden måde kan opdeles, og der foreligger
en grund til i henhold til denne afdeling at bringe en del af aftalen til
ophør, som svarer til en del af sælgerens forpligtelser, der kan udskilles, kan
sælgeren kun bringe aftalen til ophør med hensyn til den pågældende del. 2.
Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis misligholdelsen
er væsentlig i forhold til aftalen som helhed. 3.
Når køberens forpligtelser ikke i henhold til
aftalen skal opfyldes i flere dele, kan sælgeren kun bringe aftalen til ophør,
hvis misligholdelsen er væsentlig i forhold til aftalen som helhed. Artikel 138
Meddelelse om, at aftalen bringes til ophør Retten til at bringe aftalen til ophør i
henhold til denne afdeling udøves ved at give køberen meddelelse. Artikel 139
Tab af retten til at bringe aftalen til ophør 1.
Når der er blevet tilbudt opfyldelse for sent,
eller den tilbudte opfyldelse på anden måde er mangelfuld, mister sælgeren
retten til at bringe aftalen til ophør i henhold til denne afdeling, medmindre
der gives meddelelse om, at aftalen bringes til ophør inden rimelig tid efter
det tidspunkt, hvor sælgeren blev bekendt med eller kunne forventes at blive
bekendt med tilbuddet om opfyldelse eller manglen. 2.
En sælger mister retten til at bringe aftalen til
ophør i henhold til artikel 136, medmindre sælgeren giver meddelelse om, at
aftalen bringes til ophør inden rimelig tid, efter at denne ret er opstået. 3.
Når køberen ikke har betalt prisen eller ikke har
opfyldt aftalen på et andet væsentligt punkt, har sælgeren fortsat ret til at
bringe aftalen til ophør. Kapitel 14 Risikoens
overgang Afdeling 1 Almindelige
bestemmelser Artikel 140
Retsvirkning af risikoens overgang Går varen eller det digitale indhold tabt,
eller forringes varen eller det digitale indhold, efter at risikoen er overgået
til køberen, fritager dette ikke køberen for hans forpligtelse til at betale
prisen, medmindre tabet eller forringelsen skyldes sælgers handling eller
undladelse. Artikel 141
Udskillelse af den vare eller det digitale indhold, aftalen vedrører Risikoen går først over på køber, når varen
eller det digitale indhold klart er blevet udskilt som den vare eller det
digitale indhold, der skal leveres i henhold til aftalen, enten ved den
oprindelige aftale, ved meddelelse til køber eller på anden måde. Afdeling 2 Risikoens overgang
i aftaler om forbrugerkøb Artikel 142
Risikoens overgang i aftaler om forbrugerkøb 1.
I aftaler om forbrugerkøb overgår risikoen, når
forbrugeren eller en tredjemand, som forbrugeren har udpeget, og som ikke er
fragtføreren, har fået varen eller det fysiske medium, som det digitale indhold
er leveret på, i sin fysiske besiddelse. 2.
I aftaler om levering af digitalt indhold, der ikke
skal leveres på et fysisk medium, overgår risikoen, når forbrugeren eller en
tredjemand, forbrugeren har udpeget hertil, har fået kontrol over det digitale
indhold. 3.
Medmindre der er tale om en aftale om fjernsalg
eller en aftale indgået uden for fast forretningssted, finder stk. 1 og 2 ikke
anvendelse, hvis forbrugeren ikke opfylder sin forpligtelse til at tage imod
varen eller det digitale indhold, og misligholdelsen ikke er undskyldelig i
henhold til artikel 88. I så fald overgår risikoen på det tidspunkt, hvor
forbrugeren eller den tredjemand, forbrugeren har udpeget, ville have fået
varen i sin fysiske besiddelse eller fået kontrol over det digitale indhold,
hvis forpligtelsen til at tage imod dem var blevet opfyldt. 4.
Når forbrugeren sørger for transporten af varen
eller det digitale indhold, der leveres på et fysisk medium, og denne mulighed
ikke blev tilbudt af den erhvervsdrivende, overgår risikoen, når varen eller
det digitale indhold, der leveres på et fysisk medium, overgives til
fragtføreren, idet dette er uden virkning for forbrugerens rettigheder over for
fragtføreren. 5.
Parterne kan ikke til skade for forbrugeren
bestemme, at denne artikel ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse
fra eller ændre dens retsvirkninger. Afdeling 3 Risikoens overgang i
aftaler mellem erhvervsdrivende Artikel 143
Tidspunktet for risikoens overgang 1.
I aftaler mellem erhvervsdrivende overgår risikoen,
når køberen tager imod levering af varen eller det digitale indhold eller de
dokumenter, der repræsenterer den. 2.
Stk. 1 gælder kun, for så vidt ikke andet er
fastsat i artikel 144, 145 og 146. Artikel 144
Varer, der stilles til rådighed for køberen 1.
Hvis varen eller det digitale indhold stilles til
rådighed for køberen, og køberen er bekendt hermed, overgår risikoen til
køberen på det tidspunkt, hvor køberen skulle have taget imod varen eller det
digitale indhold, medmindre køberen havde ret til at tilbageholde modtagelsen
af leveringen i henhold til artikel 113. 2.
Hvis varen eller det digitale indhold stilles til
rådighed for køberen på et andet sted end sælgers forretningssted, overgår
risikoen, når der skal ske levering, og køberen er bekendt med, at varen eller
det digitale indhold er stillet til rådighed for ham på det pågældende sted. Artikel 145
Transport af varen 1.
Denne artikel finder anvendelse på købsaftaler, der
er forbundet med transport af varen. 2.
Hvis sælgeren ikke er forpligtet til at overgive
varen på et bestemt sted, overgår risikoen til køberen, når varen overgives til
den første fragtfører med henblik på videreforsendelse til køberen i henhold
til aftalen. 3.
Er sælgeren forpligtet til at overgive varen til en
fragtfører på et bestemt sted, overgår risikoen først til køberen, når varen
overgives til fragtføreren på dette sted. 4.
Det har ingen virkning på risikoens overgang, at
sælgeren har ret til at beholde de dokumenter, der giver ret til at råde over
varen. Artikel 146
Salg af varer under transport 1.
Denne artikel finder anvendelse på købsaftaler,
hvor varerne sælges, mens de er under transport. 2.
Risikoen overgår til køberen, når varen overgives
til den første fragtfører. Risikoen overgår dog til køberen, når aftalen
indgås, hvis dette fremgår af omstændighederne. 3.
Hvis sælgeren ved aftalens indgåelse vidste eller
kunne forventes at vide, at varen var gået tabt eller var blevet forringet, og
han ikke oplyste køber herom, bærer sælgeren risikoen for tabet eller
forringelsen. Del V Forpligtelser og misligholdelsesbeføjelser for parterne i
aftaler om relaterede tjenesteydelser Kapitel 15 Parternes
forpligtelser og misligholdelsesbeføjelser Afdeling 1 Anvendelse af visse almindelige regler om
købsaftaler Artikel 147
Anvendelse af visse almindelige regler om købsaftaler 1.
Reglerne i kapitel 9 finder også anvendelse i denne
del. 2.
Når en købsaftale eller en aftale om levering af
digitalt indhold bringes til ophør, ophører eventuelle aftaler om relaterede
tjenesteydelser også. Afdeling 2 Tjenesteyderens
forpligtelser Artikel 148
Forpligtelse til at tilvejebringe resultatet og forpligtelse til at udvise
professionel omhu 1.
Tjenesteyderen skal tilvejebringe de resultater,
der nærmere er angivet i aftalen. 2.
Når der ikke er en udtrykkelig eller stiltiende
forpligtelse i aftalen til at tilvejebringe et nærmere angivet resultat, skal
tjenesteyderen udføre den relaterede tjenesteydelse med den professionelle
omhu, som en rimelig tjenesteyder ville udvise, og i overensstemmelse med
lovens regler og andre bindende retsregler, der finder anvendelse på den
relaterede tjenesteydelse. 3.
Ved afgørelsen af, hvad der kræves af
tjenesteyderen med hensyn til rimelig professionel omhu, skal der bl.a. tages
hensyn til a) arten af de risici, der for kunden er
forbundet med udførelsen af den relaterede tjenesteydelse, og deres omfang,
hyppighed og påregnelighed. b) hvis der er sket en skade, omkostningerne
ved eventuelle forholdsregler, som ville have forhindret denne eller en
lignende skade i at ske, og c) den tid, tjenesteyderen havde til at
udføre den relaterede tjenesteydelse. 4.
Når den relaterede tjenesteydelse i en aftale
mellem en erhvervsdrivende og en forbruger omfatter installation af en vare,
skal varen installeres på en sådan måde, at den installerede vare er i
overensstemmelse med aftalen, jf. kravene i artikel 101. 5.
I forhold mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan parterne ikke til skade for forbrugeren træffe bestemmelse om, at
stk. 2 ikke skal finde anvendelse, eller fravige eller ændre bestemmelsens
retsvirkninger. Artikel 149
Pligt til at forebygge skade Tjenesteyderen skal træffe rimelige
forholdsregler til at forebygge skade på varen eller det digitale indhold samt
personskade eller andet tab eller skade under udførelsen af den relaterede
tjenesteydelse eller som følge af den. Artikel 150
Tredjemands opfyldelse af aftalen 1.
En tjenesteyder kan pålægge en anden at opfylde
aftalen, medmindre det skal være tjenesteyderen, der opfylder den personligt. 2.
En tjenesteyder, der pålægger en anden at opfylde
aftalen, forbliver ansvarlig for opfyldelsen. 3.
I forhold mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan parterne ikke til skade for forbrugeren træffe bestemmelse om, at
stk. 2 ikke skal finde anvendelse, eller fravige eller ændre bestemmelsens
retsvirkninger. Artikel 151
Forpligtelse til at udstede faktura Når der skal betales en særskilt pris for den
relaterede tjenesteydelse, og det ikke ved aftalens indgåelse blev aftalt, at
prisen skulle være et samlet beløb, skal tjenesteyderen give kunden en faktura,
der klart og forståeligt angiver, hvordan prisen blev beregnet. Artikel 152
Forpligtelse til at underrette om uventede eller uøkonomiske omkostninger 1.
Tjenesteyderen underretter kunden og indhenter kundens
samtykke, inden han foretager sig videre, hvis a) udgiften til den relaterede
tjenesteydelse bliver større end allerede oplyst af tjenesteyderen over
for kunden, eller b) den relaterede tjenesteydelse ville koste
mere end varens eller det digitale indholds værdi, når den relaterede
tjenesteydelse er blevet leveret, for så vidt som tjenesteyderen er bekendt
hermed. 2.
Undlader tjenesteyderen at indhente kundens
samtykke i henhold til stk. 1, kan han ikke kræve en pris, der overstiger den
udgift, der allerede er angivet, eller efter omstændighederne værdien af varen
eller det digitale indhold, efter at den relaterede tjenesteydelse er blevet
leveret. Afdeling 3 Kundens
forpligtelser Artikel 153
Betaling af prisen 1.
Kunden skal betale enhver pris, som i henhold til
aftalen skal betales for den relaterede tjenesteydelse. 2.
Prisen skal betales, når den relaterede
tjenesteydelse er udført, og genstanden for den relaterede tjenesteydelse er
stillet til kundens rådighed. Artikel 154
Adgang Er det nødvendigt, at tjenesteyderen får
adgang til kundens lokaler for at udføre den relaterede tjenesteydelse, skal
kunden give tjenesteyderen adgang hertil på et rimeligt tidspunkt. Afdeling 4
Misligholdelsesbeføjelser Artikel 155
Kundens misligholdelsesbeføjelser 1.
I tilfælde af tjenesteyderens misligholdelse har
kunden med tilpasningerne i denne artikel de samme misligholdelsesbeføjelser
som dem, der er fastsat for køberen i kapitel 11, idet han kan a) at kræve naturalopfyldelse b) tilbageholde kundens egen opfyldelse c) bringe aftalen til ophør d) foretage afslag i prisen og e) kræve erstatning. 2.
Kundens misligholdelsesbeføjelser gælder med
forbehold af tjenesteyderens ret til at foretage afhjælpning, uanset om kunden
er en forbruger, jf. dog stk. 3. 3.
I tilfælde af forkert installation i forbindelse
med en aftale om forbrugerkøb, jf. artikel 101, gælder kundens
misligholdelsesbeføjelser, uden at der er forbeholdt tjenesteyderen en ret til
at foretage afhjælpning. 4.
Er kunden en forbruger, har han ret til at bringe
aftalen til ophør ved enhver form for mangel med hensyn til den relaterede
tjenesteydelse, der er blevet leveret, medmindre manglen er uvæsentlig. 5.
Kapitel 11 finder anvendelse med de nødvendige
tilpasninger, herunder de følgende: a) med hensyn til tjenesteyderens ret til at
foretage afhjælpning ved aftaler mellem en erhvervsdrivende og en forbruger må
den rimelige frist i artikel 109, stk. 5, ikke overstige 30 dage b) artikel 111 og 112 finder ikke anvendelse
på kundens ret til at kræve afhjælpning af den mangelfulde opfyldelse, og c) artikel 156 finder anvendelse i stedet
for artikel 122. Artikel 156
Krav om meddelelse om mangler ved aftaler om relaterede tjenesteydelser
mellem erhvervsdrivende 1.
I aftaler om relaterede tjenesteydelser mellem
erhvervsdrivende kan kunden kun påberåbe sig en mangel, hvis kunden giver
tjenesteyderen meddelelse inden for en rimelig frist med angivelse af, hvori
manglen består. Fristen regnes fra det
tidspunkt, hvor den relaterede tjenesteydelse tilendebringes, eller hvor
kunden bliver bekendt med eller kunne forventes at blive bekendt med manglen,
hvis dette tidspunkt ligger efter tilendebringelsen af tjenesteydelsen. 2.
Tjenesteyderen kan ikke påberåbe sig denne artikel,
hvis manglen vedrører forhold, som tjenesteyderen var bekendt med eller kunne forventes
at være bekendt med, og som tjenesteyderen ikke oplyste kunden om. Artikel 157
Tjenesteyderens misligholdelsesbeføjelser 1.
I tilfælde af kundens misligholdelse har
tjenesteyderen med tilpasningerne i stk. 2 de samme misligholdelsesbeføjelser
som dem, der er fastsat for sælgeren i kapitel 13, nemlig a) at kræve opfyldelse b) at tilbageholde tjenesteyderens egen
opfyldelse c) at bringe aftalen til ophør og d) at kræve renter af prisen eller
erstatning. 2.
Kapitel 13 finder anvendelse med de nødvendige tilpasninger.
Særligt finder artikel 158 anvendelse i stedet for artikel 132, stk. 2. Artikel 158
Kundens ret til at afvise tjenesteyderens opfyldelse 1.
Kunden kan til enhver tid give tjenesteyderen
meddelelse om, at han ikke længere ønsker opfyldelse eller ikke længere ønsker
fortsat opfyldelse af den relaterede tjenesteydelse. 2.
Når der gives meddelelse i henhold til stk. 1: a) har tjenesteyderen ikke længere ret eller
pligt til at levere den relaterede tjenesteydelse, og b) kunden har stadig pligt til at betale
prisen med fradrag af de omkostninger, som tjenesteyderen har sparet eller kan
forventes at have sparet ved ikke at skulle opfylde aftalen, medmindre der
foreligger en grund til at bringe aftalen til ophør i henhold til andre
bestemmelser. 3.
I forholdet mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan parterne ikke til skade for forbrugeren bestemme, at denne
artikel ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse fra eller ændre dens
retsvirkninger. Del V Erstatning
og renter Kapitel 16 Erstatning
og renter Afdeling 1 Erstatning Artikel 159
Ret til erstatning 1.
En fordringshaver har ret til erstatning for tab,
der er forvoldt ved skyldnerens misligholdelse, medmindre misligholdelsen er
undskyldelig. 2.
Tab, der kan ydes erstatning for, omfatter
fremtidigt tab, som skyldneren kan forvente at lide. Artikel 160
Erstatningens generelle omfang Størrelsen af erstatningen for misligholdelse
af en forpligtelse er som udgangspunkt det beløb, som vil stille
fordringshaveren, som om forpligtelsen var blevet behørigt opfyldt, eller, hvis
dette ikke er muligt, da det beløb, som så vidt muligt vil stille ham sådan.
Erstatningen skal dække tab, som fordringshaveren har lidt, og fortjeneste, som
fordringshaveren på grund af misligholdelsen ikke har opnået. Artikel 161
Påregneligheden af tabet Skyldneren er kun ansvarlig for det tab som
følge af misligholdelsen, som skyldneren forudså eller kunne forventes at
forudse ved aftalens indgåelse. Artikel 162
Tab, der kan henregnes til fordringshaveren Skyldneren er ikke ansvarlig for tab,
fordringshaveren har lidt, i det omfang fordringshaveren har bidraget til
misligholdelsen eller virkningerne heraf. Artikel 163
Tabsbegrænsning 1.
Skyldneren er ikke ansvarlig for tab,
fordringshaveren har lidt, i det omfang fordringshaveren kunne have begrænset
tabet ved at træffe rimelige foranstaltninger. 2.
Fordringshaveren kan kræve betaling af rimelige
udgifter, han har afholdt med henblik på at begrænse tabet. Artikel 164
Dækningshandel En fordringshaver, der helt eller delvis har
bragt en aftale til ophør og har indgået en dækningshandel inden en rimelig
frist og på en rimelig måde, kan for så vidt som fordringshaveren har krav på
erstatning, kræve betaling af forskellen mellem værdien af det, som skulle have
været betalt i henhold til den aftale, der er bragt til ophør, og værdien af
det, der skal betales ved dækningshandlen, samt kræve erstatning for yderligere
tab. Artikel 165
Aktuel pris Når fordringshaveren har bragt aftalen til
ophør og ikke har foretaget en dækningshandel, men der kan findes en aktuel
pris for opfyldelsen, kan fordringshaveren, for så vidt som han har krav på
erstatning, kræve betaling af forskellen mellem prisen i henhold til aftalen og
den aktuelle pris på det tidspunkt, hvor aftalen blev bragt til ophør, samt
kræve erstatning for yderligere tab. Afdeling 2 Renter ved
forsinket betaling: Almindelige bestemmelser Artikel 166
Renter ved forsinket betaling 1.
Er der forsinkelse med betalingen af et pengebeløb,
har fordringshaveren uden at skulle give meddelelse krav på renter af beløbet
fra det tidspunkt, hvor betalingen forfaldt, og til der sker betaling, med den
rentesats, der er fastsat i stk. 2. 2.
Rentesatsen ved forsinket betaling er a) når fordringshaverens sædvanlige
opholdssted er i en medlemsstat, som har euroen som valuta, eller i et
tredjeland, den rentesats, der er anvendt af Den Europæiske Centralbank i
forbindelse med dens seneste vigtigste refinansieringstransaktion, der er
udført inden den første kalenderdag i det pågældende halvår, eller den
marginale rentesats, der er resultatet af licitationsprocedurerne med variabel
rente for de seneste vigtigste refinansieringstransaktioner i Den Europæiske
Centralbank, med tillæg af to procentpoint b) når fordringshaverens sædvanlige
opholdssted er i en medlemsstat, som ikke har euroen som valuta, den
tilsvarende rente fastsat af den nationale centralbank i den pågældende
medlemsstat med tillæg af to procentpoint. 3.
Fordringshaveren kan kræve erstatning af yderligere
tab. Artikel 167
Renter, hvis skyldneren er en forbruger 1.
Når skyldneren er en forbruger, beregnes renterne
ved forsinkelse med betalingen kun efter satsen i artikel 166, når
misligholdelsen ikke er undskyldelig. 2.
Der påløber først renter fra 30 dage, efter at
fordringshaveren har givet meddelelse til skyldneren med angivelse af
forpligtelsen til at betale renter og rentesatsen. Der kan gives meddelelse
inden den dato, hvor der skal ske betaling. 3.
Et aftalevilkår, der fastsætter en rentesats, der
er højere end rentesatsen i artikel 166, eller bestemmer, at der skal påløbe
renter tidligere end det tidspunkt, der er fastsat i nærværende artikels stk.
2, er ikke bindende, for så vidt som aftalevilkåret er ubilligt i henhold til
artikel 83. 4.
Renter ved forsinkelse med betaling kan ikke lægges
til hovedstolen med henblik på optjening af renter. 5.
Parterne kan ikke til skade for forbrugeren
bestemme, at denne artikel ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse
fra eller ændre dens retsvirkninger. Afdeling 3 Erhvervsdrivendes
forsinkelse med betalingen Artikel 168
Rentesats og tidspunkt, hvorfra renterne påløber 1.
Gør en erhvervsdrivende sig skyldig i forsinkelse
med betalingen af en pris, der skal betales i henhold til en aftale om levering
af varer, digitalt indhold eller en relateret tjenesteydelse, uden at
forsinkelsen er undskyldelig i henhold til artikel 88, påløber der renter efter
satsen i nærværende artikels stk. 5. 2.
Renter efter satsen i stk. 5 begynder at påløbe
dagen efter den rettidige betalingsdag eller dagen efter udløbet af
betalingsfristen i henhold til aftalen. Hvis der ikke er aftalt en sådan dag
eller frist, begynder der at påløbe renter til den pågældende sats a) 30 dage efter datoen for skyldnerens
modtagelse af fakturaen eller en tilsvarende betalingsanmodning eller b) 30 dage efter modtagelsen af varen, det
digitale indhold eller den relaterede tjenesteydelse, hvis datoen i henhold til
litra a) ligger forud herfor eller er uvis, eller hvis det er uvist, om
skyldneren har modtaget en faktura eller en tilsvarende betalingsanmodning. 3.
Hvis det skal konstateres ved accept eller
undersøgelse, om varen, det digitale indhold eller den relaterede
tjenesteydelse er i overensstemmelse med aftalen, begynder fristen på 30 dage i
stk. 2, litra b), at løbe den dato, hvor der sker accept, eller den dato, hvor
undersøgelsen afsluttes. Undersøgelsen kan højst vare 30 dage regnet fra
leveringen af varen, det digitale indhold eller den relaterede tjenesteydelse,
medmindre parterne udtrykkeligt aftaler noget andet, og det aftalte ikke er
ubilligt i henhold til artikel 170. 4.
Betalingsfristen, der fastsættes i henhold til stk.
2, kan ikke overstige 60 dage, medmindre parterne udtrykkeligt aftaler noget
andet, og det aftalte ikke er ubilligt i henhold til artikel 170. 5.
Rentesatsen ved forsinket betaling er a) når fordringshaverens sædvanlige
opholdssted er i en medlemsstat, som har euroen som valuta, eller i et tredjeland,
den rentesats, der er anvendt af Den Europæiske Centralbank i forbindelse med
dens seneste vigtigste refinansieringstransaktion, der er udført inden den
første kalenderdag i det pågældende halvår, eller den marginale rentesats, der
er resultatet af licitationsprocedurerne med variabel rente for de seneste
vigtigste refinansieringstransaktioner i Den Europæiske Centralbank, med tillæg
af otte procentpoint b) når fordringshaverens sædvanlige
opholdssted er i en medlemsstat, som ikke har euroen som valuta, den
tilsvarende rente fastsat af den nationale centralbank i den pågældende
medlemsstat med tillæg af otte procentpoint. 6.
Fordringshaveren kan kræve erstatning af yderligere
tab. Artikel 169
Godtgørelse af omkostninger ved inddrivelse 1.
Skal der betales renter i henhold til artikel 168,
har fordringshaveren ret til som minimum at kræve et fast beløb på 40 EUR eller
det tilsvarende beløb i den valuta, som prisen i henhold til aftalen skal
betales i, af skyldneren til godtgørelse af fordringshaverens udgifter til
inddrivelse. 2.
Fordringshaveren har ret til af skyldneren at kræve
en rimelig godtgørelse af udgifter til inddrivelse, der overstiger det faste
beløb i stk. 1, og som er påført ved skyldnerens forsinkelse med betalingen. Artikel 170
Ubillige aftalevilkår angående renter ved forsinket betaling 1.
Aftalevilkår angående tidspunktet eller fristen for
betaling, rentesatsen ved forsinket betaling eller godtgørelse af udgifter til
inddrivelse er ikke bindende, for så vidt som vilkåret er ubilligt. Et vilkår
er ubilligt, hvis det afviger betydeligt fra god handelspraksis i strid med god
tro og redelig handlemåde under hensyn til samtlige sagens omstændigheder,
herunder varens, det digitale indholds eller den relaterede tjenesteydelses
art. 2.
Med hensyn til stk. 1 gælder der en formodning for,
at et aftalevilkår er ubilligt, hvis det fastsætter et tidspunkt eller en frist
for betaling eller en rentesats, der er mindre gunstig for fordringshaveren end
det tidspunkt, den frist eller den sats, der er angivet i artikel 167 eller
168, eller fastsætter et beløb for godtgørelse af udgifter til inddrivelse, som
er lavere end beløbet i artikel 169. 3.
For så vidt angår stk. 1 anses et aftalevilkår, som
udelukker renter ved forsinket betaling eller godtgørelse af udgifter til
inddrivelse, altid for at være ubilligt. Artikel 171
Ufravigelige regler Parterne kan ikke bestemme, at denne afdeling
ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse fra eller ændre dens
retsvirkninger. Del VII Genoprettelse Kapitel 17
Genoprettelse Artikel 172
Genoprettelse, hvor en part ikke er bundet af aftalen, eller aftalen bringes
til ophør 1.
Hvis en af parterne giver meddelelse om ikke at
være bundet af en aftale eller bringer aftalen til ophør, skal hver part levere
det tilbage, som den pågældende part (herefter "modtageren") har
modtaget fra den anden part. 2.
Forpligtelsen til at levere det modtagne tilbage
omfatter også udbytte og afkast af det modtagne. 3.
Bringes en aftale om opfyldelse i flere leveringer
eller i flere dele til ophør, skal det modtagne ikke tilbageleveres, for så
vidt angår leveringer eller dele, hvor forpligtelserne på begge sider er blevet
opfyldt til fulde, eller hvor prisen for, hvad der er blevet gjort, fortsat
skal betales i henhold til artikel 8, stk. 2, medmindre aftalen er af en sådan
art, at delvis opfyldelse ikke har nogen værdi for nogen af parterne. Artikel 173
Betaling af pengeværdi 1.
Når det modtagne, herunder efter omstændighederne
udbytte eller afkast, ikke kan tilbageleveres, og i forbindelse med digitalt
indhold, uanset om det er leveret på et fysisk medium, skal modtageren betale
pengeværdien af det. Når det er muligt at tilbagelevere, men det ville kræve
urimeligt besvær eller urimelige udgifter, kan modtageren vælge at betale
pengeværdien, hvis dette ikke vil gribe ind i den anden parts ejendomsret. 2.
Pengeværdien af en vare er den værdi, som varen på
det tidspunkt, hvor der skal ske betaling af pengeværdien, ville have haft,
hvis varen var blevet opbevaret af modtageren indtil dette tidspunkt, uden at
varen var gået til eller blevet forringet. 3.
Hvis en kunde giver meddelelse om ikke at være
bundet af en aftale om en relateret tjenesteydelse eller bringer den til ophør,
efter at den relaterede tjenesteydelse er blevet leveret eller delvist leveret,
er pengeværdien af det modtagne det beløb, kunden har sparet ved at modtage den
relaterede tjenesteydelse. 4.
I forbindelse med digitalt indhold er pengeværdien
af det modtagne det beløb, kunden sparede ved at bruge det digitale indhold. 5.
Har modtageren fået et surrogat i penge eller
naturalier i stedet for varen eller det digitale indhold, mens modtageren
vidste eller kunne forventes at vide, at der var grundlag for, at den anden
part kunne give meddelelse om ikke at være bundet af aftalen eller bringe
aftalen til ophør, kan den anden part vælge at rejse krav om surrogatet eller
pengeværdien af surrogatet. Har modtageren fået et surrogat i penge eller
naturalier i stedet for varen eller det digitale indhold, mens modtageren ikke
vidste og ikke kunne forventes at vide, at der var grundlag for, at den anden
part kunne give meddelelse om ikke at være bundet af aftalen eller bringe
aftalen til ophør, kan modtageren vælge at tilbagebetale pengeværdien af
surrogatet eller tilbagelevere surrogatet. 6.
I forbindelse med digitalt indhold, der ikke skal
leveres mod betaling af en pris, skal der ikke ske genoprettelse. Artikel 174
Betaling for brug og renter af modtagne beløb 1.
Har en modtager brugt varen, skal han betale den
anden part pengeværdien af brugen i ethvert tidsrum, når a) modtageren var årsag til, at den anden
part kunne give meddelelse om ikke at være bundet af aftalen eller bringe
aftalen til ophør b) modtageren, inden han tog varen i brug,
var bekendt med, at der forelå et grundlag for, at den anden part kunne give
meddelelse om ikke at være bundet af aftalen eller bringe aftalen til ophør,
eller c) det under hensyn til varens art, arten og
omfanget af brugen og muligheden for at anvende andre misligholdelsesbeføjelser
end at bringe aftalen til ophør ville være utilbørligt at tillade modtageren at
bruge varen i den pågældende periode uden at betale et vederlag. 2.
En modtager, der er forpligtet til at tilbagebetale
pengebeløb, skal betale renter beregnet med satsen i artikel 166, når a) den anden part er forpligtet til at
betale for brug, eller b) modtageren gav den anden part anledning
til at give meddelelse om ikke at være bundet af aftalen ved svig, trusler og ubillig
udnyttelse. 3.
I dette kapitel er en modtager ikke forpligtet til
at betale for brug af en vare, han har modtaget, eller til at betale renter af
pengebeløb, der er modtaget, under andre omstændigheder end de i stk. 1 og 2
angivne. Artikel 175
Godtgørelse af udgifter 1.
Når en modtager har haft udgifter til varer eller
digitalt indhold, har modtageren ret til godtgørelse heraf i det omfang,
udgiften medførte en fordel for den anden part, hvis udgiften blev afholdt på
et tidspunkt, hvor modtageren ikke vidste og ikke kunne forventes at vide, at
den anden part kunne give meddelelse om ikke at være bundet af aftalen eller
bringe aftalen til ophør. 2.
En modtager, der vidste eller kunne forventes at
vide, at der var grundlag for, at den anden part kunne give meddelelse om ikke
at være bundet af aftalen eller bringe aftalen til ophør, har kun krav på
godtgørelse af udgifter, hvis de var nødvendige for at beskytte varen eller det
digitale indhold mod at gå tabt eller forringes, og modtageren ikke havde
mulighed for at rådføre sig med den anden part. Artikel 176
Rimelige ændringer Forpligtelser til at foretage tilbagelevering
eller betaling i henhold til dette kapitel kan ændres i det omfang, opfyldelsen
heraf ville være åbenbart utilbørlig, særligt hvis parten ikke var årsag til og
ikke vidste, at den anden part kunne give meddelelse om ikke at være bundet af
aftalen eller bringe aftalen til ophør. Artikel 177
Ufravigelige regler I forholdet mellem en erhvervsdrivende og en
forbruger kan parterne ikke til skade for forbrugeren bestemme, at dette
kapitel ikke skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse fra eller ændre dets
retsvirkninger. Del VIII Forældelse Kapitel 18 Forældelse Afdeling 1 Almindelige bestemmelser Artikel 178
Rettigheders forældelse Retten til at få håndhævet opfyldelsen af en
forpligtelse og de af denne ret afledte rettigheder forældes ved udløbet af
fristerne i dette kapitel. Afdeling 2 Forældelsesfrister og
deres begyndelse Artikel 179
Forældelsesfrister 1.
Den korte forældelsesfrist er to år. 2.
Den lange forældelsesfrist er ti år eller, for så
vidt angår krav om erstatning for personskade, tredive år. Artikel 180
Begyndelsestidspunkt 1.
Den korte forældelsesfrist begynder at løbe på det
tidspunkt, hvor fordringshaver bliver eller kan forventes at blive bekendt med
de faktiske omstændigheder, på grundlag af hvilke rettigheden kan gøres
gældende. 2.
Den lange forældelsesfrist begynder at løbe på det
tidspunkt, hvor skyldneren skal opfylde sin forpligtelse, eller for så vidt
angår erstatningskrav, ved indtrædelsen af den begivenhed, hvorved erstatningskravet
opstår. 3.
Når skyldneren har en løbende forpligtelse til at
gøre eller undlade at gøre noget, anses fordringshaveren for at have en
særskilt rettighed med hensyn til hvert tilfælde af misligholdelse af
forpligtelsen. Afdeling 3 Forlængelse af forældelsesfrister Artikel 181
Fristafbrydelse i tilfælde af sagsanlæg eller andre retslige skridt 1.
Begge forældelsesfrister afbrydes, når der anlægges
sag for at gøre rettigheden gældende. 2.
Afbrydelsen varer, til der er truffet en endelig
afgørelse, eller til sagen på anden måde er blevet afsluttet. Når sagen
afsluttes inden for de sidste seks måneder af forældelsesfristen, uden at der
er truffet afgørelse om sagens realitet, udløber forældelsesfristen først, når
der er gået seks måneder, efter at sagen er afsluttet. 3.
Stk. 1 og 2 finder med de nødvendige tilpasninger
anvendelse på voldgiftssager, mæglingssager, sager, hvorved et spørgsmål mellem
to parter henvises til tredjemand med henblik på at opnå en bindende afgørelse,
og på alle andre sager, der indledes med det formål at opnå en afgørelse
angående rettigheden eller for at undgå insolvens. 4.
Ved mægling forstås en struktureret proces, uanset
hvordan den benævnes eller omtales, hvorved to eller flere parter i en tvist
selv forsøger på frivillig basis at nå frem til en aftale om bilæggelse af
deres tvist med bistand fra en mægler. Processen kan indledes af parterne eller
foreslås eller pålægges af en ret eller være foreskrevet i loven i en
medlemsstat. Mægling afsluttes ved en aftale mellem parterne eller ved en erklæring
fra mægleren eller en af parterne. Artikel 182
Udsættelse af fristens udløb i tilfælde af forhandlinger Hvis parterne fører forhandlinger om
rettigheden eller om omstændigheder, der kan give anledning til et krav
vedrørende rettigheden, udløber ingen af forældelsesfristerne, før der er gået
et år siden den sidste henvendelse som led i forhandlingerne, eller siden en af
parterne meddelte den anden, at parten ikke ønskede at fortsætte
forhandlingerne. Artikel 183
Udsættelse af fristens udløb i tilfælde af manglende retshandleevne Hvis en person uden retshandleevne ikke har
nogen repræsentant, udløber ingen af forældelsesfristerne for en rettighed, der
tilkommer personen uden retshandleevne, før der er gået et år, enten efter at
den pågældende igen har fået retshandleevne, eller efter at der er udpeget en
repræsentant. Afdeling 4 Fornyelse af
forældelsesfrister Artikel 184
Fornyelse ved anerkendelse Hvis skyldneren anerkender rettigheder over
for fordringshaveren ved delvis betaling, betaling af renter,
sikkerhedsstillelse, modregning eller på anden måde, begynder der at løbe en ny
kort forældelsesfrist. Afdeling 5 Forældelsens
retsvirkninger Artikel 185
Forældelsens retsvirkninger 1.
Efter udløbet af den relevante forældelsesfrist har
skyldneren ret til at afslå at opfylde forpligtelsen, og fordringshaveren
mister alle misligholdelsesbeføjelser, undtagen beføjelsen til at tilbageholde
sin egen opfyldelse. 2.
Det, der er blevet betalt eller overdraget af
skyldneren til opfyldelse af forpligtelsen, kan ikke kræves tilbage alene under
henvisning til, at forældelsesfristen var udløbet, da der skete opfyldelse. 3.
Fristen for forældelse af et krav om renter og
andre afledte rettigheder udløber senest ved udløbet af fristen for
hovedkravet. Afdeling 6 Ændring ved aftale Artikel 186
Aftaler om forældelse 1.
Reglerne i dette kapitel kan ændres, hvis parterne
indgår aftale herom, særligt ved enten at forkorte eller forlænge
forældelsesfristerne. 2.
Den korte forældelsesfrist kan ikke gøres kortere
end et år og kan ikke gøres længere end ti år. 3.
Den lange forældelsesfrist kan ikke gøres kortere
end et år og kan ikke gøres længere end tredive år. 4.
Parterne kan ikke bestemme, at denne artikel ikke
skal finde anvendelse, eller gøre undtagelse fra eller ændre dens
retsvirkninger. 5.
I aftaler mellem erhvervsdrivende og forbrugere kan
denne artikel ikke anvendes til skade for forbrugeren. Tillæg
1 Standardvejledning om fortrydelsesret Fortrydelsesret De har ret til at
træde tilbage fra denne aftale uden begrundelse inden 14 kalenderdage. Fortrydelsesfristen udløber 14 dage efter dag
1. For at udøve fortrydelsesretten skal De
meddele os 2 Deres beslutning om at gøre fortrydelsesretten gældende i en
utvetydig erklæring (f.eks. postbesørget brev, fax eller e-mail). De kan
benytte den vedhæftede standardfortrydelsesformular, men det er ikke
obligatorisk. 3 Fortrydelsesfristen er overholdt, hvis De
sender Deres meddelelse om udøvelsen af fortrydelsesretten, inden
fortrydelsesfristen er udløbet. Følger af
fortrydelse Hvis De udøver Deres fortrydelsesret i denne
aftale, refunderer vi Dem alle betalinger modtaget fra Dem, herunder
leveringsomkostninger (dog ikke ekstra omkostninger som følge af Deres eget
valg af en anden leveringsform end den billigste form for standardlevering, som
vi tilbyder) uden unødigt ophold og under alle omstændigheder senest 14 dage
fra den dato, hvor vi har modtaget meddelelse om Deres beslutning om at udøve
fortrydelsesretten. Vi gennemfører en sådan tilbagebetaling med samme
betalingsmiddel, som De benyttede ved den oprindelige transaktion, medmindre De
udtrykkeligt har indvilget i noget andet; De vil under alle omstændigheder ikke
blive pålagt noget gebyr for en sådan tilbagebetaling. 4 5 6 Instrukser med henblik på den endelige
udarbejdelse: 1 Her indsættes en af de følgende
tekster, der er markeret med anførselstegn: a) "hvor aftalen blev indgået",
når det drejer sig om en aftale om en relateret tjenesteydelse eller en aftale
om forsyning af vand, gas eller elektricitet, og disse varer ikke sælges i et
afgrænset volumen eller i en bestemt mængde, fjernvarme eller digitalt indhold,
der ikke leveres på et fysisk medium) b) "hvor De eller en af Dem angiven
tredjemand, dog ikke befragteren, får varerne i fysisk besiddelse", når
det drejer om en købsaftale c) "hvor De eller en af Dem angivet
tredjemand, dog ikke befragteren, får den sidste vare i fysisk
besiddelse", når det drejer sig om en aftale om flere forskellige varer,
som forbrugeren har bestilt i én ordre, og som leveres enkeltvis) d) "hvor De eller en af Dem angivet
tredjemand, dog ikke befragteren, får det sidste parti eller den sidste del i
fysisk besiddelse", når det drejer sig om en aftale om levering af en
vare, der består af flere partier eller dele) e) "hvor De eller en af Dem angivet
tredjemand, dog ikke befragteren, får den første vare i fysisk
besiddelse", når det drejer sig om en aftale om regelmæssig levering af
varer over en bestemt periode. 2 Indsæt Deres navn, fysiske adresse
og eventuelt telefonnummer, faxnummer og e‑mail-adresse. 3 Indsæt følgende, hvis De giver
forbrugeren mulighed for at udfylde og indsende oplysningerne om fortrydelsen
elektronisk på Deres websted: "De har også mulighed for elektronisk at
udfylde og indsende fortrydelsesformularen eller en hvilken som helst anden
utvetydig meddelelse om udøvelse af fortrydelsesretten på vores websted [indføj
internetadresse]. Hvis De anvender denne mulighed, kvitterer vi omgående på et
varigt medium (f.eks. pr e-mail) for modtagelse af en sådan meddelelse om
udøvelse af fortrydelsesretten." 4 Indsæt følgende, når det drejer sig
om en købsaftale, hvori De ikke har tilbudt selv at hente varerne i tilfælde af
fortrydelse: "Vi kan tilbageholde tilbagebetalingen, indtil vi har
modtaget varerne retur, eller De har fremlagt dokumentation for at have returneret
varerne, alt efter hvad der er tidligst." 5 Indsæt følgende, hvis forbrugeren
har modtaget en vare i forbindelse med aftalen: a indsæt: –
"Vi henter varen." eller –
"De returnerer varerne eller afleverer dem til
os eller til ____[indsæt, hvis det er relevant, navn og fysisk adresse på den
person, som De har bemyndiget til at modtage varerne] uden unødigt ophold og
senest 14 dage fra den dato, hvor De har informeret os om udøvelsen af aftalens
fortrydelsesret. Fristen er overholdt, hvis De returnerer varerne inden udløbet
af de 14 dage." b indsæt enten: –
"Vi afholder udgifterne i forbindelse med
tilbagelevering af varerne." eller –
"De skal bære de direkte udgifter i
forbindelse med tilbagelevering af varerne." eller –
såfremt De i forbindelse med aftaler om fjernsalg
ikke tilbyder at afholde udgifterne til tilbagelevering af varerne, og varerne
i kraft af deres art ikke kan tilbageleveres med normal post: "De skal
afholde de direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varerne, i alt
___ EUR [indsæt beløb]." eller hvis udgifterne til tilbagelevering af
varerne ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd: "De skal afholde de
direkte udgifter i forbindelse med tilbagelevering af varerne. Udgifterne
forventes højst at beløbe sig til omtrent ___EUR." eller –
i tilfælde af aftaler indgået uden for
forretningssted, hvor varerne er blevet leveret til forbrugerens hjem ved
aftalens indgåelse og i kraft af deres art ikke kan tilbageleveres med normal
post: "Vi afhenter varerne for egen regning." c "De hæfter kun for eventuel
forringelse af varens værdi, som skyldes anden håndtering, end hvad der er
nødvendigt for at fastslå varens art, egenskaber og den måde, den fungerer
på." 6 Når det drejer sig om en aftale om
levering af en relateret tjenesteydelse, indsættes følgende: "Hvis De har
bedt om, at levering af en relateret tjenesteydelse påbegyndes inden
fortrydelsesfristens udløb, skal De betale os et beløb, som står i forhold til
omfanget af det, der blev leveret, inden De meddelte os, at De benyttede deres
fortrydelsesret, sammenlignet med fuld opfyldelse af aftalen." Tillæg
2 Standardfortrydelsesformular (denne
formular udfyldes og returneres kun, hvis fortrydelsesretten gøres gældende) –
Til [her indsættes den erhvervsdrivendes navn,
fysiske adresse og eventuelt faxnummer og e-mail-adresse af den
erhvervsdrivende selv]: –
Jeg/vi* meddeler herved, at jeg/vi* ønsker at gøre
fortrydelsesretten gældende i forbindelse med min/vores* aftale om køb af
følgende varer*/levering af følgende digitale indhold/levering af følgende relaterede
tjenesteydelse* –
Bestilt den*/modtaget den* –
Forbrugerens navn (Forbrugernes navne) –
Forbrugerens adresse (forbrugernes adresse) –
Forbrugerens underskrift (forbrugernes
underskrifter) (kun hvis formularens indhold meddeles på papir) –
Dato
* Det ikke relevante overstreges. BILAG II
STANDARDMEDDELELSE Den fælles EU-købelov vil gælde for den
aftale, De skal til at indgå. Den fælles EU-købelov for Den Europæiske Union er
en alternativ ordning til den nationale købe- og aftaleret, og den kan bruges
af forbrugere, der indgår handler på tværs af landegrænserne. De fælles regler
er de samme i hele Den Europæiske Union og er affattet med henblik på at give
forbrugerne et højt beskyttelsesniveau. Reglerne
gælder kun, hvis angiver, at De samtykker i, at den fælles EU-købelov for Den
Europæiske Union skal gælde for aftalen. De har måske
også indgået en aftale telefonisk eller på en anden måde (f.eks. med
sms-besked), hvor De ikke kunne få oplysningerne i denne meddelelse på forhånd.
Hvis det er tilfældet, vil aftalen først blive gyldig, når De har fået denne
meddelelse og har bekræftet, at De giver Deres samtykke. Deres vigtigste rettigheder er beskrevet
nedenfor. DEN FÆLLES EU-KØBELOV: SAMMENFATNING
AF DE VIGTIGSTE RETTIGHEDER FOR FORBRUGERNE Deres rettigheder, inden aftalen
underskrives Den erhvervsdrivende har pligt til at give Dem
de vigtigste oplysninger om aftalen, f.eks. om produktet og prisen,
herunder oplysninger om alle afgifter og omkostninger og hans egne
kontaktoplysninger. Oplysningerne skal være mere detaljerede, når De køber
noget et andet sted end der, hvor den erhvervsdrivende har sin forretning,
eller hvis De slet ikke møder den erhvervsdrivende personligt, f.eks. hvis De
køber på internettet eller pr. telefon. De har ret til erstatning, hvis oplysningerne
er ufuldstændige eller forkerte. Deres rettigheder, når aftalen er
underskrevet I de fleste tilfælde har De 14 dage til at
fortryde købet, både hvis De købte varen et andet sted end der, hvor den
erhvervsdrivende har sin forretning, og hvis De ikke har mødt den
erhvervsdrivende inden købet eller ved købet (f.eks. hvis De købte på
internettet eller pr. telefon). Den erhvervsdrivende skal give Dem
oplysningerne og en standardfortrydelsesformular[23].Hvis
De ikke har fået det, har De et år til at fortryde aftalen i. Hvad kan De gøre, hvis varerne er
mangelfulde eller ikke blev leveret som aftalt? De har
ret til at vælge imellem: 1) at få varen leveret, 2) at få varen omleveret
eller 3) at få varen repareret, 4) at bede om et afslag i prisen. 5) De kan
også bringe aftalen til ophør, levere varen tilbage og få pengene refunderet,
medmindre det er en meget lille mangel. 6) De kan kræve erstatning for tab. De
behøver ikke betale prisen, før De får varerne uden mangler. Hvis den erhvervsdrivende ikke har leveret en
relateret tjenesteydelse som lovet i aftalen, har De tilsvarende
rettigheder. Når De har klaget til den erhvervsdrivende, har han dog normalt
ret til først at prøve at gøre arbejdet rigtigt. Kun hvis det igen ikke lykkes
den erhvervsdrivende, har De valget mellem 1) at bede den erhvervsdrivende om
at levere den relaterede tjenesteydelse igen, 2) ikke at betale prisen, før De
får den relaterede tjenesteydelse leveret rigtigt, 3) at bede om et afslag i
prisen eller 4) at kræve erstatning. 5) De kan også bringe aftalen til ophør og
få pengene tilbage, medmindre det er en meget lille mangel ved den relaterede
tjenesteydelse. Frist for at gøre sine rettigheder gældende, når varer er
mangelfulde eller ikke leveret efter aftalen: De har to år til at gøre Deres
rettigheder gældende, efter at De er blevet klar over eller burde være blevet
klar over, at den erhvervsdrivende har undladt at handle i overensstemmelse med
aftalen. Når den slags problemer først viser sig meget sent, kan De kan rejse
et sådant krav i indtil ti år efter det tidspunkt, hvor den erhvervsdrivende
skulle levere varen, det digitale indhold eller den relaterede tjenesteydelse. Beskyttelse mod ubillige aftalevilkår: Hvis den erhvervsdrivende har indsat standardvilkår i aftalen, der er
ubillige, er de ikke juridisk bindende for Dem. Denne liste over rettigheder dækker ikke
alle Deres rettigheder, og ikke alle detaljerne er med. De kan se den fælles
EU-købelov i dens fulde ordlyd her. Sørg for at læse Deres aftale
omhyggeligt. Hvis der opstår en
tvist, bør De måske søge juridisk bistand. [1] Eurobarometer 320 on European contract law in
business-to-business transactions fra 2011, s. 15, og Eurobarometer 321 on
European contract law in consumer transactions fra 2011, s. 19. [2] EUT L af 4.7.2008, s. 6. [3] Eurobarometer 320 on European
contract law in business-to-business transactions fra 2011, s. 15, og
Eurobarometer 321 on European contract law in consumer transactions fra 2011,
s. 19. [4] A. Turrini and T. Van Ypersele, Traders, courts and
the border effect puzzle, Regional Science and Urban Economics, 40, 2010, s.
82: "Analysing international trade across OECD countries we show that controlling
for countries specific factors, distance, the presence of common border and
common language […], similar legal systems have a significant impact on trade
[…]. If two countries share common origins for their legal system, on average
they exhibit trade flows 40 % larger." [5] KOM(2001) 398 af 11.7.2001. [6] KOM(2010) 348 endelig af 1.7.2010. [7] I akten for det indre marked, KOM(2011) 206 endelig af
13.4.2011, s. 19, og den årlige vækstundersøgelse, bilag I, statusrapport for
Europa 2020, KOM(2011) 11 - A1/2 af 12.1.2010, s. 5, nævnes ligeledes
initiativet inden for europæisk aftaleret. [8] KOM(2010) 245 endelig af 26.8.2010, s. 13. [9] Undtagelserne er Det Forenede Kongerige, Portugal og
Malta. [10] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8.
juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig
elektronisk handel, i det indre marked, EFT L 178 af 17.7.2000, s. 1. [11] EFT L 177 af 4.7.2008, s. 6. [12] EFT L 199 af 31.7.2007, s. 40. [13] EUT L 124 af 20. maj 2003, s. 36. [14] EFT L 105 af 27.4.2010, s. 109. [15] Meddelelse fra Kommissionen om opbygning af tillid i et
EU-retsområde: en ny dimension til uddannelse af retsvæsenets aktører i EU,
KOM(2011) 551 endelig af 13.9.2011. [16] EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36. [17] EUT C [..] af [..], s. [..]. [18] EUT C [..] af [..], s. [..]. [19] EUT L 177 af 4.7.2008, s. 6. [20] EUT L 199 af 31.7.2007, s. 40. [21] EUT L 124 af 20.5.2003, s. 36. [22] EUT L 376 af 27.12.2006, s. 36. [23] Indsæt et link her.