Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52008IP0423

Bolognaprocessen og studerendes mobilitet Europa-Parlamentets beslutning af 23. september 2008 om Bolognaprocessen og studerendes mobilitet (2008/2070(INI))

EUT C 8E af 14.1.2010, p. 18–21 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

14.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 8/18


Tirsdag, den 23. september 2008
Bolognaprocessen og studerendes mobilitet

P6_TA(2008)0423

Europa-Parlamentets beslutning af 23. september 2008 om Bolognaprocessen og studerendes mobilitet (2008/2070(INI))

2010/C 8 E/04

Europa-Parlamentet,

der henviser til EF-traktatens artikel 149 og 150,

der henviser til Kommissionens meddelelse »Virkeliggørelse af universiteternes moderniseringsdagsorden for uddannelse, forskning og innovation« (KOM(2006)0208),

der henviser til Kommissionens meddelelse »Mobilisering af Europas intellektuelle ressourcer: Hvordan universiteternes bidrag til Lissabon-strategien kan maksimeres« (KOM(2005)0152),

der henviser til rapporten »Focus on the structure of higher education in Europe 2006/07 — National trends in the Bologna Process«, (Eurydice, Kommissionen, 2007),

der henviser til Eurobarometer-undersøgelsen fra marts 2007 om »Perceptions of Higher Education Reforms«,

der henviser til sin holdning ved førstebehandlingen vedtaget den 25. september 2007 om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om udarbejdelse og udvikling af statistikker over uddannelse og livslang læring (1),

der henviser til Rådets resolution af 23. november 2007 om modernisering af universiteterne med henblik på Europas konkurrenceevne i en global vidensøkonomi,

der henviser til formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde den 13. og 14. marts 2008,

der henviser til forretningsordenens artikel 45,

der henviser til betænkning fra Kultur- og Uddannelsesudvalget og udtalelse fra Budgetudvalget (A6-0302/2008),

A.

der henviser til, at Bolognaprocessens mål er at skabe et europæisk område for videregående uddannelse inden 2010, inklusive reformer af de videregående uddannelser, afskaffelse af de fortsatte hindringer for studerendes og læreres mobilitet og en forbedring af de videregående uddannelsers kvalitet, tiltrækningskraft og konkurrenceevne i Europa,

B.

der henviser til, at studerendes mobilitet og kvaliteten af uddannelserne fortsat bør være et af de grundlæggende elementer i Bolognaprocessen,

C.

der henviser til, at mobilitet danner nye kulturelle, sociale og akademiske værdier, skaber muligheder for personlig udvikling og for forbedrede akademiske standarder samt beskæftigelsesmuligheder på nationalt og internationalt niveau,

D.

der henviser til, at mobilitet stadig er uden for mange studerendes, forskeres og andre ansattes rækkevidde, navnlig i de nyere medlemsstater, hovedsagelig på grund af utilstrækkelige tilskud; der henviser til, at hindringerne er velkendte og er blevet påpeget gentagne gange af mange af de parter, som er involveret i debatten,

E.

der henviser til, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod en passende finansiering af studerendes udgifter til undervisning, leveomkostninger og mobilitet,

F.

der henviser til, at Parlamentet har haft studerendes mobilitet som en konstant budgetprioritet og har bestræbt sig på at sikre et passende finansieringsniveau for fællesskabsprogrammer om uddannelse; der endvidere henviser til, at Parlamentets faste holdning til dette spørgsmål, på trods af Rådets nedskæringer i Kommissionens forslag, medførte større bevillinger til programmet for livslang læring og Erasmus Mundus-programmet, som blev forhandlet under den flerårige finansielle ramme 2007-2013 og i de seneste budgetprocedurer,

G.

der henviser til, at der er behov for pålidelige statistiske data om studerendes mobilitet med henblik på at overvåge, sammenligne og evaluere samt udvikle passende politikker og foranstaltninger,

H.

der henviser til, at anerkendelse af formel og uformel uddannelse er en hjørnesten i strategien for livslang læring, og at betydningen af voksenuddannelse i denne proces også bør anerkendes,

I.

der henviser til, at ønsket om at rejse til udlandet ikke bør hindres af administrative, økonomiske eller sproglige barrierer,

J.

der henviser til, at mobilitet fremmer indlæringen af fremmedsprog og forbedrer kommunikationsevnerne generelt,

K.

der henviser til, at det haster med at reformere og modernisere universiteternes kvalitet, studiestruktur, innovation og fleksibilitet,

L.

der henviser til, at undervisningens kvalitet er lige så vigtig som forskningens kvalitet, og at denne bør reformeres og moderniseres i hele Den Europæiske Union, og at disse to dimensioner er tæt forbundne,

M.

der henviser til, at de forskellige nationale anerkendelsesprocedurer udgør en betydelig hindring for ligebehandling af studerende og for fremskridt på det europæiske område for videregående uddannelse og på det europæiske arbejdsmarked,

N.

der henviser til, at mobilitet kan begrænses af manglen på fuld og reel anerkendelse af de kurser, som den studerende har fulgt, samt manglende overensstemmelse mellem de tildelte karakterer,

O.

der henviser til, at det haster med at gennemføre, koordinere og fremme en sammenhængende tilgang i alle lande, som har undertegnet Bolognaerklæringen,

P.

der henviser til, at Bolognaprocessen skal skabe en ny progressiv uddannelsesmodel, som garanterer adgang til uddannelse for alle, og hvis hovedformål er formidling af viden og værdier, og hvormed der skabes et bæredygtigt samfund for fremtiden, som er selvbevidst og uden sociale spændinger,

1.

mener, at en forøgelse af studerendes mobilitet og kvaliteten af de forskellige uddannelsessystemer bør være en prioritet som led i omformuleringen af hovedmålene med Bolognaprocessen efter 2010;

2.

fremhæver, at der må gennemføres tiltag inden for forskellige politikområder med henblik på at opnå en øget mobilitet blandt studerende; fremhæver, at flere aspekter vedrørende mobilitet rækker ud over området for videregående uddannelser og vedrører områderne for sociale anliggender, økonomi, indvandring og visapolitik;

3.

glæder sig over medlemsstaternes indsats inden for rammerne af mellemstatsligt samarbejde med henblik på at forbedre uddannelsernes kvalitet og konkurrenceevne i EU, navnlig gennem øget mobilitet, der skal garantere anerkendelse af kvalifikationer og kvalitetssikring, især i lyset af det begrænsede råderum, som skyldes den snævre margen i udgiftsområde 1a i den finansielle ramme;

4.

er overbevist om, at høringsmetoden blandt alle de involverede parter, bør fortsætte: institutioner og studenterrepræsentanter bør arbejde tæt sammen for at fjerne de sidste hindringer for mobilitet og problemer i forbindelse med kvaliteten og gennemførelsen af Bolognaprocessen;

5.

påpeger, at der ved gennemførelsen af Bolognaprocessen bør rettes særlig opmærksomhed mod et tæt og intensivt samarbejde og koordination med det europæiske forskningsrum;

Studerendes mobilitet: kvalitet og effektivitet

6.

understreger det presserende behov for sammenlignelig og pålidelig statistik om studerendes mobilitet og deres socioøkonomiske baggrund, såsom fælles indikatorer, kriterier og benchmarks, for at overvinde den nuværende mangel på data og fremme udvekslingen af god praksis;

7.

opfordrer universiteter til at forbedre og forenkle den information, som gives online og offline både til indrejsende og udrejsende studerende; opfordrer universiteter og de nationale Erasmus-kontorer til at samarbejde med studenterorganisationer med henblik på at stille al den nødvendige information til rådighed i god tid; opfordrer universiteterne til at støtte de studerendes rettigheder i henhold til de forpligtelser, de har indgået ved at undertegne Erasmus Universitetschartret;

8.

fremhæver, at det er nødvendigt, at der opretholdes et afbalanceret forhold mellem mobiliteten for studerende og for forskere for at opfylde Bolognaprocessens mål; understreger det ubalancerede forhold i den nuværende udvikling, navnlig den ringe mobilitet til de medlemsstater, som tiltrådte EU i 2004 og 2007;

9.

påpeger betydningen af mentorordninger for den sociale, kulturelle og sproglige integration af indrejsende studerende;

10.

fremhæver, at en forbedret beherskelse af sprog udgør en betydelig fordel for de studerende og er en af grundene til de studerendes mobilitet, samt at det er afgørende, at der tilbydes intensive sprogkurser til indrejsende studerende før og/eller i løbet af Erasmus-opholdet;

Reform af de videregående uddannelser og modernisering af universiteterne: kvalitet, innovation og fleksibilitet

11.

opfordrer universiteterne i Unionen til at gennemføre en innovativ, vidtrækkende og metodisk reform af læseplanerne, da et ambitiøst indhold af høj kvalitet og en omstrukturering af tilrettelæggelsen er altafgørende for de studerendes mobilitet og for en større fleksibilitet; opfordrer til, at der indføres en særlig studieperiode til mobilitet i alle meritgivende uddannelser, så der åbnes mulighed for, at studerende kan rejse til udlandet;

12.

opfordrer til, at der lægges vægt på behovet for fælles europæiske programmer på ph.d.-niveau, som vil fremme ph.d.-studerendes mobilitet og danne ramme for en europæisk ph.d.-grad;

13.

fremhæver den vigtige rolle, som undervisningens kvalitet spiller, idet udviklingen og efteruddannelsen af kvalificerede lærere i hele uddannelsessektoren er altafgørende for dens tiltrækningskraft og effektivitet samt for gennemførelsen af Bolognaprocessens mål;

14.

minder om behovet for en øget tværnational dialog og udveksling af informationer og erfaringer med henblik på at fremme konvergens mellem læreruddannelserne, herunder grundskolelæreruddannelserne, og betydningen af fortsat faglig udvikling;

Finansiering og investering i studerendes mobilitet og den sociale dimension

15.

opfordrer til, at der gives særlig hjælp til studerende fra samfundets dårligt stillede grupper, som f.eks. anvisning af billige og anstændige boliger idet yderligere støtte ofte er nødvendig efter ankomsten;

16.

foreslår, at der indføres et fælles europæisk studiekort med henblik på at lette mobiliteten og give de studerende mulighed for at få prisnedslag i forbindelse med bolig og leveomkostninger;

17.

opfordrer medlemsstaterne og de kompetente myndigheder til at sikre en lige adgang for alle til mobilitet gennem enkle, fleksible og gennemsigtige procedurer for tildeling af tilskud og gennem yderligere økonomisk støtte til dyre destinationer og til studerende, som måtte have behov herfor; mener, at det er afgørende, at dette tilskud udbetales inden de studerendes udrejse, for at undgå at de pålægges en alt for stor økonomisk byrde;

18.

glæder sig over, at en styrkelse af finansieringsrammen for uddannelsesprogrammerne kan komme i betragtning i forbindelse med midtvejsrevisionen af den flerårige finansielle ramme, som er fastsat i den erklæring, der er tilknyttet den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning, med forbehold for resultaterne af overvågningen og evalueringen af programmet;

19.

påpeger, at nye finansieringsmidler i forbindelse med studerendes mobilitet, såsom rentefrie lån og lån, der kan overføres, bør indføres og fremmes;

20.

opfordrer de europæiske universiteter til at samarbejde med den private sektor (f.eks. finansielle eller kommercielle organisationer såsom handelskamre) for at finde nye effektive mekanismer til samfinansiering af studerendes mobilitet på hvert niveau (bachelor/master/ph.d.) og dermed forbedre uddannelsessystemernes kvalitet;

21.

foreslår en frugtbar dialog og en tovejsudveksling mellem virksomheder og universiteter med henblik på at etablere innovative partnerskaber og udvikle nye samarbejdsmuligheder;

Kvalitet og fuld anerkendelse af eksamensbeviser

22.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte med gennemførelsen af de europæiske referencerammer (Bolognareferencerammen for kvalifikationer, den europæiske referenceramme for kvalifikationer for livslang læring, de europæiske standarder og retningslinier for kvalitetssikring samt Lissabonkonventionen om anerkendelse af videregående uddannelser) for at skabe et europæisk område for videregående uddannelse;

23.

fremhæver dermed det pressende behov for at gennemføre det omfattende, ensartede og effektive meritoverføringssystem ECTS, så studerendes og forskeres kvalifikationer nemt kan overføres i hele Europa takket være et ensartet fælles regelsæt;

24.

fremhæver, at trecyklussystemet (bachelor/master/ph. d.) kan blive mere fleksibelt, især ved at anvende 4 + 1- i stedet for 3 + 2-ordninger i forbindelse med den første og den anden cyklus; bemærker, at dette på nogle studieretninger ville være mere hensigtsmæssigt for at sikre en større mobilitet og bedre beskæftigelsesmuligheder for kandidaterne;

25.

påpeger, at praktikophold og andre formelle og uformelle erfaringer med mobilitet, som anerkendes af universiteterne, bør godskrives med ECTS og anerkendes som en integreret del af studieplanerne;

Gennemførelse af Bolognaprocessen i alle de berørte lande

26.

opfordrer medlemsstaternes kompetente myndigheder og de europæiske universiteter til at tilskynde til og støtte udvekslingen af bedste praksis og opmærksomhedsskabende initiativer;

27.

henstiller til medlemsstaterne at lette visaprocedurer og begrænse de administrative omkostninger i forbindelse med mobilitet for studerende, særligt fra de østeuropæiske medlemsstater og kandidatlandene i henhold til EU-direktiverne om visa;

*

* *

28.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og medlemsstaternes regeringer og parlamenter.


(1)  EUT C 219 E af 20.8.2008, s. 68.


Top